Tag-arkiv: 4

God. Nu begynder der at være kvalitet i vinene. Det er vine over gennemsnittet og vi begynder at bemærke detaljer, finesser, en vis kompleksitet, balance og uden de store fejl. Parker vil rate sådanne vine til 80-89 point.

2019 Gut Wilhelmsberg, Silvaner, Franken, Tyskland

2019 Gut Wilhelmsberg, Silvaner, Franken, TysklandHvis en Riesling Gutswein kaldes en Gutsriesling, så kan denne Silvaner fra Gut Wilhelmsberg vel også kaldes en Gutssilvaner? Men den er under alle omstændigheder nu havnet i mit vinglas …. kold, duggende og indbydende.

Den er lavet med Silvaner druer fra 3 vinmarker og det er nemlig både  Wiesenbronner Geißberg, Kitzinger Hofrat og Kitzinger Wilhelmsberg.

Vinen er lavet med en udblødning/maceration af druerne i op til 96 timer, hvorefter de er presset   og så overført til ståltanke til spontan gæring ved omkring 18 grader og uden efterfølgende malolaktisk gæring, men blot 6 måneders lagring i ståltankene sur lie. Vinen indeholder 3,8 gram restsukker pr. liter.

Duften er … hvide asparges. kartoffelvand, melon, en smule stikkelsbær, pærer og tropisk frugt, kamillete, søde krydderier samt en snert af gule blomster. I munden er vinen blid, lidt flad og sart. Der er igen melon, pærer og samlet meget smooth, glat og blød.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Gut Wilhelmsberg, Riesling, Franken, Tyskland

2019 Gut Wilhelmsberg, Riesling, Franken, TysklandNæste vin fra Markus Heid og Lukas Herrmann på Gut Wilhelmsberg blev deres Gutsriesling … en helt almindelig Riesling.

Vinen kommer fra de yngste vinstokke på  marken Kitzinger Wilhelmsberg. Alle druerne er høstet om aftenen efter dagens varme var forsvundet en smule.

Vinen er lavet ved, at druerne selvfølgelig først er presset og så overført til ståltanke, hvor vinen så har spontangæret sammen med en smule Spätlese, som har givet lidt sødme til vinen, der har omkring 5,3 gram restsüße pr. liter.

Uha … meget overvældende duft med grøntsagsfond samt petroleum på en animalsk og landlig måde. Utrolig aromatisk og en frugt med abrikos og modne æbler samt lidt røg.

I munden er vinen god syrlig … godt med citroner og på mange måder virkelig en arketypisk Riesling, grøn, syrlig, mineralsk og samtidig med en vis modenhed. Klart 4 tomler med pil op.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 115 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2020 Matua Wines, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand

2020 Matua Wines, Sauvignon Blanc, Marlborough, New ZealandSå gik blindsmagningen i gang og Paul servede den første vin til forretten – helt som vi plejer – og det var en Sauvignon Blanc fra Matua Wines.

Vinhuset ligger et par kilometer nordvest for Blenheim tæt på både Wairau floden og Cloudy Bay bugten. Og Matua Wines er grundlagt i 1966 af de to brødre Bill og Ross Spence.

De havde lært lidt om landbrug på deres far gård … herunder vinavl og uddannede sig også indenfor vin … specielt Ross tog en uddannelse som vinmager. I 1966 købte de så deres første mark med hjælp fra deres mor og bedstemor og supplerede med druer fra andre vinavlere.

I 1969 kunne de høste druer fra deres mark og i de kommende år begyndte de også kommercielt at sælge deres vine og fandt da også en ældre bygning, hvor de kunne producere vinene … og det var den spæde start på Matua Wines.

I de efterfølgende år udvidede de løbende med flere marker, men endte i 2001 med at sælge vingården til det store vinfirma Beringer-Blass Wine Estates, som dog er fortsat med at producere og sælge vinene under Matua navnet.

Hvor mange hektar vinmarker, som Matua Wines har i dag kan jeg ikke umiddelbart se, men der kommer sikkert druer fra flere af hele koncernens mange marker … i hvert fald fra marker i både Hawke’s Bay, Marlborough og Central Otago.

Denne Matua Sauvignon Blanc er der imidlertid ikke mange oplysninger om … udover at druerne kommer fra marker rundt om i hele Marlborough, Vinen er formentlig blot lavet på ståltanke.

I næsen lidt grønt græs, myntegelé, meget aromatisk med en let sødme, kiwi, melon, hyld og solbærblade. Smagen er frisk og alligevel med en vis sødme, let perlende, meget saftet eller mostet i udtrykket og en anelse svulstig med dette grønne, stikkelsbæragtige bid i eftersmagen.

Forhandles flere steder, men det billigste sted er Fleggaard, hvor vinen kan fås til 59,99 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2020 Terrescure Vinaria, Sìlei Bianco, Toscana, Italien

2020 Terrescure Vinaria, Sìlei Bianco, Toscana, ItalienSommervarmen er tung … jeg har taget min bærbare og sat mig udenfor i skyggen under kirsebærtræet med en flaske hvidvin. What’s not to like? Vinen er en Sìlei Bianco fra Terrescure Vinaria.

Terrescure Vinaria ligger i  Certaldo 50-60 kilometer nord for Sienna og drives af Andrea Valiani, der er en veteran med over 40 års erfaring indenfor vinindustrien. Han har sammen med sønnen Marco i 2016 startet Terrescure Vinaria,. hvor de laver vin … dels fra deres egne 10 hektar vinmarker, men også med druer købt fra andre vinavlere.

Denne Sìlei Bianco er en blanding af Vermentino og Sauvignon Blanc, alle druerne høstes manuelt i begyndelsen af september og vinificeres separat i temperaturstyret rustfrit stål.

Vinen fik sit navn under blandingsprocessen, da Andrea Valiani lavede den perfekte blanding og udbrød si lei, som betyder hun er perfekt! Så det blev vinens navn.

Frisk næse, lidt grøn … har lidt hyld, blomster, pærer, melon, blomstervand, Jolly Time, lidt muskat og har en smule fyldighed oveni de lidt småtropiske aromaer.

I munden er vinen lidt mere syrlig end forventet, hvilket bestemt er klædeligt. Der er lemon, citroner, gule æbler og det giver både syre samt lidt bitterhed. Men det er uden, at vinen bliver for syrlig, for der er bestemt også lidt sødme.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2020 Masciarelli, Castello di Semivicoli Abruzzo Pecorino, Abruzzo, Italien

2020 Masciarelli, Castello di Semivicoli Abruzzo Pecorino, Abruzzo, ItalienDen første vin, som Miriam Lee Masciarelli præsenterede var en 2020 Castello di Semivicoli Abruzzo Pecorino.

Det er med andre ord en vin  lavet på 100% Pecorino druer fra marken Casacanditella ved familiens vinresort Castello di Semivicoli i Chieti i 350 meters højde. På marken er stokkene omkring 15 år gamle og høstet med et udbytte på 8 tons pr. hektar.

Castello di Semivicoli – som I kan se på billedet ovenover – er en imponerende fæstning fra det 17. århundrede. I dag har Masciarelli familien forvandlet det gamle palads til et moderne vinresort, hvor der både er overnatningsmuligheder og restaurant.

Man kan også få vinsmagninger i de gamle vinkældre og derudover anvendes vinresortet ellers til bryllupper, fester samt kulturelle arrangementer. Nedenunder kan I se lidt fotos fra paladset.

Castello di Semivicoli Abruzzo Pecorino er lavet alene med gæring i rustfrie ståltanke, hvor vinen også er lagret inden aftapning på flaske og endelig frigivelse. Der laves årligt 13.000 flasker af vinen.

I næsen er vinen lidt røget og har derudover abrikos, søde æbler, melon, fersken, salvie, timian, hasselnødder, frisk og ren i duften.

Smagen er derimod let saltet suppleret med saftige æbler, lemon … faktisk meget saftig med en let fedme og alligevel let tråd samt god mineralitet og endda med en smule blomster.

Masciarelli’s danske importør er Strandgaarden Wine & Spirits, men vinen er ikke fundet på deres hjemmeside. På vingården koster vinen 15,10€ … svarende til 112 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2017 Lima&Smith, Flor das Tecedeiras Tinto, Douro, Portugal

2017 Lima&Smith, Flor das Tecedeiras Tinto, Douro, PortugalNæste vin er denne Flor das Tecedeiras Tinto 2017, som er fra et vinhus, der kalder sig Lima&Smith, der drives af den brasilianske forretningmand Marcelo Lima og den tidligere journalist og korrespondent Tony Smith.

De købte i 2011 vingården Quinta de Covela fra ejeren og  filmskaber Manoel de Oliveira, som dog ikke havde anvendt den gamle vingård de foregående par år. Derfra er de startet med at lave vine og har siden suppleret med køb af flere ejendomme som Quinta da Boavista og så netop Quinta das Tecedeiras, hvor denne vin kommer fra.

Quinta das Tecedeiras ligger 8 kilometer oppe ad Douro floden fra Pinhão, på den sydlige bred, hævet over floden på et lille forbjerg, med blik til begge breder og floden på smukkeste vis. Ejendommen har tidligere været et nonnekloster under klosteret São Pedro das Águias. Nonnerne levede af at væve klæde af hør, der blev dyrket på ejendommens jord … og arbejdet ofte udført politisk forfulgte og kriminelle, som søgte tilflugt i klostret og kirken gav beskyttelse i bytte for arbejdskraft.

Og fra de 3 vingårde laver Lima&Smith så både portvine og almindelige vine, som nu fx denne Flor das Tecedeiras Tinto, som er lavet på Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinta Barroca, Tinta Amarela og Tinto Cão.

Druerne er høstet med håndkraft, afstilket og derefter knust let inden en kølig premaceration. Gæringen er sket i rustfrie ståltank med daglig, blid overpumpning og vinen har også lagret i de store ståltanke inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt er vinen langt mere nærig med aromaerne end de forrige vine … men der kommer lidt roser,  let krydrede noter og er sådan lidt gammeldags i stilen med brombær, blåbær, blommer samt lavendel … meget rustik.

I munden er vinen saftig og igen meget krydret, rustik med god intensitet i frugten, godt med røde bær som kirsebær, brombær og blommer, egentlig dejlig blød.

Forhandles af Vinho.dk, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2019 Parras Vinhos, Ruelas Reserva Red, Lisboa, Portugal

2019 Parras Vinhos, Ruelas Reserva Red, Lissabon, PortugalResten af eftermiddagen ved den portugisiske vinsmagning blev med rødevine … hvor den første blev en Ruelas Reserva Red 2019 fra Parras Vinhos.

Parras Vinhos er grundlagt i 2010 af Luís Vieira og vinhuset holder til i Alcobaça, hvor man også har deres store tapperi  Goanvi Bottling.

Luís Vieiras far og bedstefar var også vinavlere, så Luís er vokset op med vin og var også nær druknet i en stor vintank, da han var 5 år, men blev reddet af en af bedstefarens samarbejdspartnere. Men det har ikke afholdt Luís Vieira fra at blive stor vinproducent.

Allerede i 1998 startede Luís Vieira med begyndte at opbygge det, der nu er Parras Vinhos koncernen ved opkøb af druer og salg af vine bulk, men allerede året efter opkøbte han også sin første helt egen vingård Quinta do Gradils i Lisboa, mere præcist i Vilar ved Cadaval med 120 hektar vinmarker.

I dag har Luís Vieira fået opbygget en større vinkoncern, der bl.a. omfatter en stor fabrik for flaskning af vine … Goanvi Bottling, der ligger i en gammel fajancefabrik. Der kan man tappe tusindevis af liter vin dagligt med to kæmpe tappelinjer. Der tappes vine, som laves fra opkøbte druer og druer fra egne marker, men derudover tappes også for et lille antal private labels og store vinfirmaer.

Parras Vinhos har primært deres egne vinmarker i Lissabon vinregionen, men de har i 2014 også købt 2 vinhuse mere, nemlig Herdade da Candeeira med 70 hektar vinmarker og Herdade da Vigia med 140 hektar vinmarker i Alentejo.

Ud over egne vinmarker i Lissabon og Alentejo regionen, så er koncernen også begyndt at producere en række vine fra andre regioner i landet gennem partnerskaber med lokale vinavlere, så i dag kan vinhuset levere vine fra regionerne Douro, Vinhos Verde, Dão, Lissabon, Tejo og Alentejo.

På Parras Vinhos’ hjemmeside har jeg optalt ikke mindre end 104 forskellige vine … og én af disse er altså denne Ruelas Reserva Red, der er lavet på 30% Tinta Roriz, 30% Touriga Nacional samt 20% Syrah. Vinen er lavet med fermentering i rustfri stålbeholdere, efterfulgt af en kort lagring på egefade.

Hold da op … sikke en sjov og blomstret duft, nærmest parfumeret med varm, småspicy blomsterpollen, krydderier, mørk frugt og en halv pibe våd tobak.

I munden er der pænt med sødme … også en kende for meget for jeres følsomme vinblogger. Men det gør selvfølgelig vinen meget let drikkelig, hvilket forstærkes af en fin lethed samt friskhed med saftig frugt, der minder lidt om optøede brombær og hindbær fra fryseren suppleret med kanel og vanilje fra fadene … men sgu for sød.

Ikke fundet herhjemme, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7  

2020 Adega Ponte de Lima, Vinho Verde Loureiro, Minho, Portugal

2020 Adega Ponte de Lima, Vinho Verde Loureiro, Minho, PortugalAdega Ponte de Lima er jeg tidligere stødt på. Det er et stort vinkooperativ og det er derfra, at første hvidvin til smagningen af portugisiske vine på S’vinbar kom fra … nemlig vinen Vinho Verde Loureiro 2020.

Adega Cooperativa de Ponte de Lima, der meget passende ligger i byen Ponte de Lima, der vist er Portugals ældste by.

Kooperativet er grundlagt i 1959 og har 2.000 vinavlere som medlemmer, så det er lidt en større historie. Det betyder, at man samlet får druer fra ikke mindre end 1.800 hektar vinmarker i dalene ved floderne Lima og Vez, mens man på vineriet i Ponte de Lima har en produktion med en årlig kapacitet på 11,5 millioner liter vin.

Her smager vi kooperativets Vinho Verde Loureiro, som selvfølgelig er lavet på 100% Loureiro … ikke så mange dikkedarer, da vinen blot er lavet og lagret på rustfrie ståltanke.

Fin og inderlig næse … hyld, æbler, grape, blomster og stearinlys. I munden en lidt flad smag af lemon, grape og melon. Syreniveauet er forholdsvis lavt, hvorved vinen kommer til at fremstå lille fluffy.

Forhandles af Vinparken, hvor en flaske kan fås på tilbud til 59 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2020 Lagar de Costa, Rego do Sol Vino Blanco Natural Wine, Rías Baixas, Spanien

2020 Lagar de Costa, Rego do Sol Vino Blanco Natural Wine, Rías Baixas, SpanienMed næste vin fra den unge Sonia Costa på Lagar de Costa udfordrer hun lige en tak mere, fortsat med skindfermenteret, ufiltreret Albariño, men nu helt uden fadlagring og tilsætning af svovl … ren naturvin.

Det er med andre ord 100% nøgen Albariño fra en 1 hektar stor mark. Efter høsten smides druerne i ståltanke og gærer spontant med drueskallerne uden tilsætning af hverken gær eller andet skidt. Der er – som nævnt – heller ingen faglagring, men blot aftappet uden hverken gær eller svovl. Der er alene lavet 800 flasker af vinen.

I glasset er der nu endnu mere farve end hos foregående … og jeg siger intet om natpotter eller andet urinalt. Men vinen er også klart mere orangevinagtig og i næsen har vinen nogle af de samme noter som den forrige … sådan lidt tørret ananas og tørret mango, abrikos og kryokoncentreret æbler, overmodne æbler, noget blomstervand, fennikel, solbærblade, estragon samt salvie. Vinen virker meget dog blød, rund, saftig, men man fornemmer også en vis fladhed uden samme syre som forrige Costa vin.

Og sådan smager den vitterlig også … lidt som en karton æblemost tilsat lidt æbleeddike, masser af tørhed, citroner og lemon. Der er til gengæld masser af røg og salt i smagen. Den er – i mangel af en bedre ord – sådan lidt flad i smagen, men har denne saltede og røgede smag med abrikos, æbler og en svag oxideret bitterhed. Det er sgu en vin, som jeg er lidt splittet over … men karakter har den i metermål.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor vinen koster 130 kr. ved køb af 3 flasker i et særligt tilbud.

Vinanmeldelse 4/7  

2007 Lunadoro, Vino Nobile di Montalcino Riserva Quercione, Toscana, Italien

2007 Lunadoro, Vino Nobile di Montalcino Riserva Quercione, Toscana, ItalienJeg smagte også skam også Lunadoros topvin Vino Nobile di Montalcino Riserva Quercione i en årgang 2007, men der er vi lige røget på den anden side af de toscanske bakker, når vi snakker modenhed.

Vinen er lavet 9 år inden Schenk gruppen købte vingården, men selvfølgelig lavet på fuldstændig samme måde som 2008’eren, altså på 85% Sangiovese samt mindre andele Merlot, Canaiolo og Mammolo. Vinifikationen sker i temperaturstyrede rustfri tanke,  ståltank, hvorefter vinen modner 24 måneder på et mix af store franske tonneaux-fade og små franske barriques efterfulgt af minimum 12 måneder på flaske inden frigivelse.

I glasset er 2007’eren også ganske brunlig og måske endda lidt lysere end sin et år yngre søster. 2007 er generelt en større årgang i Toscana end 2008, men det kan ikke duftes her, for i næsen er vinen ekstremt moden og også – for mig – for overmoden og slet ikke så lækker som 2008’eren. Der er sherry, læder, figner, brunkul, tørv, engelsk lakrids, rosiner og ikke så meget frisk frugt … og man kunne næsten forledes til at tro, at den var hendøende.

Men det er den ikke smagsmæssigt, da smagen heldigvis er anderledes, for den smager bestemt godt. Igen er frugten dog endnu mere moden og en snas mørkere end forventet med sorte kirsebær, ja faktisk masser af kirsebær, kirsebærsovs, brombær, solbær, bitter mørk chokolade, en moden syre og balsamiske elementer. Nogle kan li’ moren og nogle datteren, men her snakker vi bedstemoren … og hun kan jo også være ganske elskelig.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 169,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 149,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7