Vinbuddy Gert E er netop hjemvendt efter ferietur i Tyskland og har slæbt bunker af god vin med hjem fra besøg hos en række spændende producenter. Han besøgte bl.a. Weingut Dr. Heger i Ihringen i Kaiserstuhl i Baden området, så da jeg skulle hente lidt bestilte forsyninger fra Huff, så skulle vi da lige smage et par vine, bl.a. et glas af Dr. Hegers Oktav Grauburgunder.
Jeg har tidligere smagt vine fra Dr. Heger slash Weingut Joachim Heger, bl.a. flere af hans Spätburgundere … men aldrig nogle af hans hvidvine, så denne Grauburgunder er således første af slagsen.
Weingut Dr. Heger/Weingut Joachim Hegers vingård er grundlagt i 1935 af landdistrikt lægen Dr. Max Heger. Hans passion for vin kom egentlig fra hans patienter, hvor mange var vinavlere, og da han samtidig lå i et vinmæssigt smørhul i Kaiserstuhl, den sydvestlige spids af Tyskland, så opkøbte han nogle af de bedste marker som Ihringer Winklerberg og Achkarrer Schlossberg.
Fra 1949 til slutningen af firserne var det imidlertid Max’s søn Wolfgang Heger, også kaldt “mimus”, som drev vingården, men i 1981 overtog Wolfgangs søn Joachim Heger imidlertid driften.
Sammen med sin kone Silvia fortsatte Joachim Heger den strenge kvalitetsfilosofi, som hans far og farfar havde startet, men kombinerede det med moderne teknologi, en god portion entusiasme og urokkelig vilje til at producere kun de allerbedste vine.
For at kunne tilfredsstille den enorme efterspørgsel efter hans vine, grundlagde Joachim Heger i 1986 også Weinhaus Joachim Heger, og han har løbende udviklet produktionen med tilkøb af nye marker, ligesom der købes druer fra andre højt kvalificerede, ambitiøse vinavlere i området.
Og vinene markedsføres altså enten fra Weingut Dr. Heger eller fra Weingut Joachim Heger, selvom de reelt kommer fra samme vinkælder.
I 1997 tilkøbte Heger også vingården Fischer i nabobyen Nimburg-Bottingen. Dermed har Heger i alt omkring 26 hektar vinmarker, som primært består af Riesling, Grauburgunder, Weissburgunder, Silvaner, Spätburgunder, men også andre sorter som fx Muscat, Scheurebe og Gewürztraminer trives fint her. Årsproduktionen ligger på omkring 150.000 flasker vin.
I 1998 blev Joachim Heger udråbt som “Shooting Star of the Year” på grund af hans højt beundrede hvidvine.
Joachim Heger blev også i 20013 tildelt titlen Winzer des Jahres af Gault Millau og chefredaktøren Joel Payne skrev om Joachim Heger; “Han har fra sin vingård i årtier produceret absolut top kvalitet inden for de hvide vin fra de fantastiske marker Ihringer Winklerberg og Achkarrer Schlossberg.
Her har vi dog ikke en enkeltmarksvin, men en vin i serien Oktav, som Joachim har opkaldt efter udtrykket fra musikken, hvor en oktav er et interval eller rækkefølge af 8 toner. Det skal signalere, at der er tale om afbalancerede og elegante vine. Vinene i Oktav serien er typisk vine på forskellige druesorter … og her altså Heger almindelige Grauburgunder.
Druerne til vinene i Oktav serien kommer både fra marker i Kaiserstuhl samt Tunibergs, alle marker i terrasser og er lavet på rustfrie ståltanke som tørre vine med under 3,0 gram sukker pr. liter … endda ofte under 1,0 gram sukker.
Næsen er sådan meget tæt, saftig, våd med gule æbler, abrikos, valnødder, citrus, blomster, lidt urter … rosmarin? Vi startede med at drikke et glas, hvor temperaturen måske lige var et par grader for høj, men hurtig afkøling hjalp faktisk på duften … og der kom simpelthen flere aromaer, da temperaturen kom et par grader ned. Det havde jeg måske ikke lige ventet, men det er sgu et faktum. Det viser også bare vigtigheden af, at servere en vin ved den rigtige temperatur.
Smagen er lidt som duften … sådan meget saftig, letkrydret og ellers blød, rund og cremet. Der er egentligt en god friskhed i vinen, selvom syren er blid, rund og selvom vinen egentlig giver et tæt og sådan nærmest rundt indtryk.
Købt på vingården, hvor prisen er 10,30€ … eller omkring 78 kr.