2012 Weingut Hensel, Aufwind Grauer Burgunder, Pfalz, Tyskland

Èn flaske på en varm sommeraften er ikke nok, så proppen røg også på denne Aufwind Grauer Burgunder fra Weingut Hensel … ja, eller rettere sagt, så blev kapslen skruet af, for vinen er – efter moderne kutyme – med skruelåg. Og det er også et vinhus, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen.

Det lille vinhus Weingut Hensel ligger tæt på byen Bad Dürkheim i Pfalz og har lavet vin i Pfalz i over 300 år. Faktisk ligger vingården lige op af flyvepladsen Dürkheimer, og den nuværende ejer og leder af huset Thomas Hensel laver vine, som kan gøre dig flyvende.

Det med luft under vingerne går også igen i Weingut Hensel vinene, som laves i serierne Aufwind, Höhenflug og Ikarus, og logoet for vinhuset er selvfølgelig også en flyvemaskine. Hensel kalder sig også “das Weingut am Flugplatz”.

Thomas selv har også gået i god vinskole, og er oplært hos Müller-Catoir af den legendariske Hans-Günter Schwarz, men i 1990 måtte han tage retur, overtage familieejendommen i Pflaz og videreføre vinproduktionen. I dag har Thomas Hensel omkring 19 hektar vinmarker omkring flyvepladsen i Bad Durkheim og laver nogle fremragende vine.

Alle druerne håndplukkes, og der bruges kun de bedste og mest modne druer. I kælderen håndteres druerne også med største forsigtighed, forsigtig presning, og en meget omhyggelig filtrering. Vinene er de nævnte tre serier has også specielle navne som rg, sg, wb, df, sl, gb, mo, gt og denne sp, alle opkaldt efter druerne, dvs. sp efter Spätburgunder. Så kan I jo gætte lidt på de øvrige.

Udover vinene fra Hensel selv, så producerer Thomas Hensel også en række vine med Markus Schneider, som også er en af de spændende producenter i Pfalx, bla. en serie vine under navnet Hensel und Gretel. Fra denne serie smagte jeg netop deres 2012 Hensel & Gretel Cuveé Weiswein Trocken i Hamburg for én måned siden – ligesom foregående vin – og dermed er ringen sluttet med aftenens to vine.

Vinen er selvfølgelig på 100% Grauburgunder eller Pinot Gris, som vi kender druen under i Alsace.

Duftmæssigt lidt modne æbler, pære, nødder, mandler, grønne noter, vanilje og en smule banan. Smagsmæssigt først lidt sødme med nøddeagtige toner, lidt blomster … og så sætter syren ind, og holder vinen fint på sporet. Der er lette krydderier og vinen er god mineralsk og samtidig saftig. God frugt, god balance og ganske elegant, og faktisk et skønt glas vin. Måske en anelse “fladhed” i smagen, men bestemt ikke noget, som forstyrrer det samlede indtryk. Og igen en super vin til pengene.

Købt på Gourmondo, pris 7,90€ … det er kun 59 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2010 Gut Hermannsberg, Niederhäuser Riesling, Nahe, Tyskland

Onsdag … sol på terrassen og hvad er så bedre end et glad hvidvin på terrassen? Det blev denne Niederhäuser Riesling fra Gut Hermannsberg, som ejes og drives af Dr. Christine Dinse og Jens Riedel, hvilket sker i samarbejde med vinmageren og den daglige leder Karsten Peter, som tidligere har arbejdet hos sin svoger Tim Fröhlich fra Schäfer-Fröhlich.

For en måned siden smagte jeg første gang en vin fra Gut Hermannsberg, nemlig i Hamburg … deres 100 Jahre Jubiläums-Riesling, og dér besluttede jeg, at jeg bestemt skulle smage mere fra dette vinhus … og det er jeg så i gang med denne onsdag før grundlovsdag … på den overdækkede terrasse … livet er skønt.

Dinse og Riedel overtog vingården i 2009, og før den tid var det et preussisk statsdomæne i Niederhausen ved Nahe-floden. I perioden 1901 – 1998 hed vinhuset Königlich-Preußische Weinbaudomäne Niederhausen-Schloßböckelheim. Helt tilbage i 1901 købte den preussiske stat nemlig de stejle, klippefyldte områder langs med Nahe-floden. Gennem stenhårdt arbejde i de følgende år blev der plantet Riesling-stokke, og markerne som Kupfergrube og Hermannsberg er i dag er verdensberømte.

Efter privatiseringen i 1998 blev navnet ændret til Niederhausen-Schlossböckelheim, men da Jens Riedel overtog vinbruget blev navnet ændret til Gut Hermannsberg, og han gik straks i gang med at restaurere marker, bygninger og gæstehus.

Vinhuset ejer 30 hektar vinmarker, og alle 30 hektar er VDP klassificeret som “Große Lagen” eller “Erste Lagen”, og det må siges at være ganske enestående. Markerne er Schlossböckelheimer Kupfergrube, Niederhäuser Hermannsberg, Traiser Bastei, Niederhäuser Steinberg, Niederhäuser Kertz og Altenbamberger Rotenberg.

Alle parceller vinificeres derfor separat. Det sker med spontangæring og lagring i store fade eller ståltanke udfra et princip om at “lade vinen lave sig selv”, så vinmarkerne kan udtrykke sig så rent og autentisk som muligt

Allerede med sine første årgange har Peters vine overbevist og især 2011 årgangen er at anse som en genfødsel af denne historiske ejendom med et væld af fornemme bedømmelser, kulminerende med udmærkelsen som årets “Rising Star” i hele Tyskland i Gault Millau Guiden.

Stilistisk virker vinene som rene, syredrevne, raffinerede og stenede koncentrater. Skønt Karsten Peter har arbejdet med sin svoger Tim Fröhlich og konstant udveksler erfaringer med ham, viser Gut Hermannsbergs vine en helt egen stil, med deres brillante klarhed, der gør at topmarkernes aftryk er tydeligt.

Druerne til denne vin kommer fra Ersten Lage marken Niederhäuser Hermannsberg, hvilket er helt utroligt, når man tænker på prisen. Jeg købte 6 stk. hos Gourmondo i Tyskland til 49,90€ … dvs. en pris pr. flaske i danske dollars på kun 62 kr. Det er fandme billigt for Erste Lage Riesling. Og så et hurra for det.

Duftmæssigt æbler, fersken, svag petroleum og abrikossten … eller én eller anden form for mineralitet. Smagen har godt med fylde i kombination med god syre, friskhed og ganske sprød. Saftig, lækker og med god eftersmag … lidt citrus, lidt mineralitet … dejlig, dejlig Riesling. Når lige knap husets 100 Jahre Jubiläums-Riesling, men godt er det sgu. I forhold til prisen på 62 kr. burde ratingen faktisk være højere.

Forhandles herhjemme af Atomwine, pris 149 kr. Jeg købte min på Gourmondo til 62 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2012 Weingut Dr. Nägler, Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

Jeg plejer at sige, at fredag er Spätburgunder dag … og i går var ingen undtagelse, da jeg havde fundet denne gutswein Pinot Noir fra Weingut Dr. Nägler frem. Jeg har tidligere smagt et par vine fra den gode Dr. Nägler, bl.a. hans 2011 Spätburgunder Rüdesheimer Drachenstein og en 2010 Rüdesheimer Burgweg Spätburgunder Trocken.

Dr. Nägler ligger i byen Rüdesheim am Rhein, som ligger smukt ved Rhinen, ca. 15 km. sydvest for Wiesbaden. Vinhuset er grundlagt tilbage i 1826, hvor Friedrich Nägler allerede var registreret i “Rüdesheimer Stockbuch” som værende ejer af vinmarker omkring Rüdesheim. I dag i det 6. generation af Nägler familien, nemlig civilingeniøren Tilbert Nägler, som styrer vingården.

Nägler er egentligt primært en Riesling producent, og ud af hans samlede vinmarker på omkring 8 hektar er 90% da også tilplantet med Riesling, mens resten er Spätburgunder.

Tilbert Nägler har selv har studeret vinavl og ønologi i Geisenheim. Inden han overtog produktionen på familieejendommen arbejdede Tilbert også seks år på “Schloß Reinhartshausen” og fire år på “Schloß Westerhaus” i Ingelheim am Rhein.

Näglers bedste vinmarker er Rüdesheimer Berg Schloßberg, Rüdesheimer Berg Roseneck, Rüdesheimer Berg Rottland og Rüdesheimer Bischofsberg, alle rost i århundreder verden over for ideelle betingelser for Riesling druen. Stejle sydlige skråninger med skifer og kvarsit i jorden, perfekt varme og Rhinens lysreflekterende lys er medvirkende til, at Riesling druerne her modnes perfekt.

Udover produktionen af vin, så driver den foretagsomme Nägler familie også hotellet og vinrestauranten Zum Grünen Kranz. Familiens hotel stammer fra 1826 og udover restauranten rummer det 30 værelser. Herudover omfatter familieforretningen også udlejning af cykler samt den lille vinforretning/vinotek R. Näglers Weindepot.

Nå, men denne lille sag er Dr. Näglers gutswein … altså billigste Pinot Noir, og der kan ikke hentes mange oplysninger om vinen. Vi springer derfor i stedet ud i en beskrivelse og bedømmelse af vinen, som i næsen ikke giver en fin Pinot næse. Jeg har i stedet noteret mig lidt vingummibamser, let mentol, granatæbler, røg … virker lidt sød/syrlig og indelukket … lille “mulle” og kemisk. Smagen er desværre ikke meget bedre, syrlig, stram med kanel, spidskommen og generelt ikke særligt imødekommende. Pazzzzz. Dr. Nägler … das ist ein Ommer.

Købt i Tyskland for 8,30€ eller ca. 61 kr., så selvfølgelig skal man nok heller ikke forvente det store til den pris.

Vinanmeldelse 2/7   

2009 Veenwouden Private Cellar, Veenwouden Classic, Paarl, Sydafrika

Med en helt unik og fantastisk betagende udsigt ud mod Klein Drakenstein bjergene, tæt på floden Berg i den nordlige del af Paarl-distriktet ligger Veenwouden Private Cellar, et lille vinhus ejet af vinmageren Marcel van der Walt … og herfra kommer denne Classic … en lille flaske Bordeaux look-a-like.

Veenwouden Private Cellar er grundlagt tilbage i 1988 af de to brødre Marcel og Deon van der Walt pga. en stor forkærlighed for Bordeaux vine … specielt vinene fra Pomerol. Marcel havde selv en baggrund som professionel golfspiller, mens Deon havde en stor karriere som international operasanger.

Efter købet af ejendommen i 1988 gik arbejdet med tilplantning af gårdens 12 hektar vinmarker hurtigt i gang, og Marcel tog roret som vinmager med hjælp fra faderen, mens Deon lystigt skrålede videre på de store scener, bl.a. Metropolitan Opera i New York, Royal Opera House i London, Bavarian State Opera i München og alle de berømte steder i den branche.

Da familien oprindeligt var emigreret til Sydafrika i 1727 fra den  fra den lille landsby Veenwouden i Frisland i Holland, ja så fik vingården selvfølgelig navnet Veenwouden. (Ja, Frisland er det område, hvor der snakkes både hollandsk og frisisk).

De første vine kom på markedet i midten af 1990’erne, og til produktionen havde de søgt hjælp fra eksperter fra Pomerol i Bordeaux, og det gav pote. Deres vine fik hurtigt store roser, og politikken med en begrænset produktion fra meget lave udbytter var en succes. Og operaen fandt endda også vej til vingården, hvor én af vinene Vivat Bacchus blev opkaldt efter Mozarts duet “Die Entführung aus dem Serail”, som omtaler fornøjelser med vin.

Deons tenorstemme blev dog brat afbrudt i 2005, hvor faderen skød og dræbte ham med to skud i brystet efter et voldsomt skænderi på vingården i Paarl … og herefter begik selvmord. En ganske tragisk familie historie. I dag er det derfor Marcel van der Walt som driver vingården videre.

Vingårdens 12 hektar vinmarker er beplantet med de klassiske Bordeaux sorter, nemlig 75% med Merlot, 15% Cabernet Sauvignon, 7% Cabernet Franc og 3% Malbec. Marcel van der Walt har valgt kun at høste små 5 tons per hektar for at holde højst mulige kvalitet på de druer, der skal indgå i vinene.

Denne Bordeaux”, dvs. en vin i stil med vinene fra Bordeaux, blot lavet i Sydafrika. Dem findes der faktisk en del af, og jeg har smagt flere ganske flotte resultater i den boldgade, som fx De Toren Z og Fusion V fra De Toren Private Cellar samt AnWilka. Og der er sikkert mange flere. I denne årgang 2009 er Veerwouden Classic lavet på 62% Cabernet Sauvignon, 12% Malbec, 10% Cabernet Franc, 8% Merlot og 8% Petit Verdot. Den har lagret 24 månder på franske egetræsfade, 80% nye og resten de brugte fra året før.

Duftmæssigt har jeg noteret mig våd, fugtig muldjord, tobak, solbær, men der fornemmes også lidt rankhed, og de samlede indtryk kan godt lede tankerne hen på Bordeaux. Smagen er fyldig og varm … der er godt med tanniner, men smagen er i min optik nok lidt mere voluminøs og krydret end Bordeaux, men referencerne er der bestemt. En dejlig vin.

Forhandles af Vin & Vin, hvor prisen er 219 kr. ved køb af 1 flaske, men 100 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2010 Serego Alighieri, Poderi del Bello Ovile Rosso di Toscana IGT, Toscana, Italien

2010 Serego Alighieri, Poderi del Bello Ovile Rosso di Toscana IGT, Toscana, ItalienSerego Alighieri er et klassisk italiensk vinhus, der kan føres over 20 generationer tilbage og i dag ejes greven Pieralvise di Serego Alighieri, som en direkte efterkommer af Italiens store digter Dante (Alighieri). Det er ét af Valpolicellas ældste og mest traditionelle godser.

Vingården blev købt i 1353 af Pietro Alighieri, Dantes søn, der havde efterfulgt sin far i eksil i Verona og havde opholdt sig i området efter digterens død. Allerede dengang startede man vinproduktion, og lige siden har vinfremstilling kontinuerligt været en tradition i familien.

Og denne tradition er fortsat … men i dag sker vinproduktionen i samarbejde med det gigantiske vinfirma Masi Agricola, der har leveret moderne tekniske ekspertise og en international distributionskanal for alle Serego Alighieris vine.

Masi er nabo Serego Alighieri og samarbejdet med Dr. Sandro Boscaini, som både er ønolog, direktør og ejer af Masi Agricola har medført en stor fornyelse i vinproduktionen hos greven. Serego Alighieri har altid stået for det klassiske og traditionsrige, mens Masi og Sandro Boscaini mere står for det dynamiske, nye og grænsesøgende.

Vinene fra Masi kender vi typiske fra diskene i de danske supermarkeder.

Selve Villa Serègo Alighieri omfatter ca. 130 hektar hvoraf omkring 35 hektar er beplantet med druer. Resten anvendes til frugtavl, hvoraf kirsebær er dominerende. Derudover er der selvfølgeliglidt oliven. Herunder har Pieralvise – vist nærmest lidt for sjov – en flok geder gående på de højst beliggende arealer, hvor de producerer mælk til den lokale gedeost.

Vinmarkerne ligger i en tragtformet dal og når man ser markernes beliggenhed på skråningerne, er man ikke i tvivl om, at der kan laves god vin. Den berømteste vinmark hedder “Vajo Ameron” og leverer druer til nogle af husets bedste Amaroner.

Udover landbruget er der også – i bedste italienske stil – lidt agriturismo, idet det er muligt at bo i slottets gæstefløj, kaldet La Forresteria. For nogle år siden igangsatte Pieralvise nemlig en tilbundsgående renovering af de gamle arbejderboliger, som hørte til ejendommen. Pieralvise og hans kone har egenhændigt indrettet 8 lejligheder, som alle er helt forskellige.

Der er mulighed for at arrangere kokkeskole i det store køkken, der hører til bygningen med ferieboliger. Uhmmm, det gad jeg da godt at prøve.

Udover produktionen af Amaroner, Ripassoer m.v. og værelsesudlejning på ejendommen i Veneto, så har Serego Alighieri også købt en ejendom i Toscana, nemlig Poderi del Bello Ovile, som ligger ved Cinigiano bakkerne i udkanten af Montalcino. Vinproduktionen foregår efter økologiske principper, og vingården er under certificering til økologisk status.

Og det er just præcis herfra, at denne vin Serego Alighieri Poderi del Bello Ovile Rosso di Toscana IGT kommer fra. Lavet på 80% Sangiovese blandet med 15% Canaiolo og 5% Ciliegiolo. Navnet på ejendommen og vinen Poderi del Bello Ovile henviser til et vers skrevet af Dante og handler om digterens drømme om at vende tilbage til sit fædreland, bello ovile.

Produktionen af vinen sker ved, at druerne afstilkes, hvorefter mosten ligger med skindkontakt, inden gæringen sættes i gang på ståltanke ved hjælp af kunstgær. Efter endt gæring lægges vinen på 600 liters franske egetræsfade (50% nye, 25% to år gamle og 25% tre år gamle) i 12 måneder. Herefter lagres vinen yderligere seks måneder på flaske, inden den frigives til salg.

Og uhmmm, hvor dufter vinen faktisk ganske godt. Her er blåbær, bacon, røg, blæk og grønne blade. Smagen er syrlig med grønne noter … typisk italiensk, og det kan vi jo godt lide. God tørhed med stramme tanniner, et let bitter aftryk, fin balance. Faktisk en ganske dejlig vin, som jeg er positiv overrasket over. Måske Masi-etiketten i bunden havde medvirket til det.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 100 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2011 Bodegas Alceño, TW 12 Meses Monastrell, Jumilla, Spanien

2011 Bodegas Alceño, TW 12 Meses Monastrell, Jumilla, SpanienOnsdag et tiltrængt glas druesaft efter travl og hektisk kort arbejdsuge … og det blev denne sag, en TW 12 Meses Monastrell fra Bodegas Alceño, som ligger ved byen Jumilla i området Murcia i det sydøstlige Spanien.

Vingården er grundlagt tilbage i 1870 af den ihærdige vinhandler Roque Martinez sammen med to partnere, og i dag ejes vingården af 4. generation, nemlig Pedro Luis Martinez … gården har da også navnet Bodegas Pedro Luis Martinez, selvom vinene markedsføres som Bodegas Alceño.

Selvom gården i 1870 var den første af sin slags i Jumilla til at handle vin, så var det imidlertid først i år 2000 under Pedro Luis Martinez, at Bodegas Alceño selv begyndte at lave og tappe deres egne vine.

Fra projektets start er der blevet investeret meget i moderne teknik, for at kunne lave så god vin som muligt, og i dag produceres der omkring 500.000 flasker årligt fordelt på 9 forskellige vine, hvoraf denne TW 12 Meses Monastrell således er én af dem. Ambitionen er at lave vine med en moderne, ren profil.

Ledelsesmæssigt drives gården af vinmageren Juan Miguel Benítez, som kan tillægges meget af æren for den fremgang, som vinene fra huset har fået, bl.a. har denne vin høstet flotte 90 Parker point og samlet har vinhuset fået over 90 priser for deres vine.

Huset ejer samlet omkring 400 hektar jord, hvoraf 336 hektar er Monastrell, 10 hektar Syrah, 20 hektar Tempranillo, 14 hektar Macabeo og endelig 20 hektar Airén.

Monastrall druen kender vi normalt som Mourvèdre … hoveddruen fra Bandol. Mourvèdre kræver varme og kræver tid. Den smager ikke godt når den er ung, men her til denne vin kommer druerne heldigvis også fra meget gamle vinstokke dyrket på kalkholdig, mager jord. Høstudbyttet er så lavt som 1 kilo druer per vinstok.

Alle druer høstes manuelt og gærer i temperaturkontrollerede ståltanke. Efter endt gæring lagres vinen 12 måneder i 300 liters nye egetræsfade.

Og duftmæssigt en dejlig rustik, landlig, animalsk vin med sødme, engelsk lakrids, kanel, solbær og brombær, egeplanker, vanilje og kakao. Smagen er præget af sødme, stor fed frugtrigdom … meget rund og varm i udtrykket, bløde tanniner, svagt sødt krydret og generelt meget easygoing. Tanninerne markerer sig på tænderne og fastholder lidt bid, og det er nok meget godt. Skøn vin.

Forhandles hos Jysk Vin, pt. på tilbud til 72 kr. v/6 stk., og det er sgu en sindssyg god pris … få da lige købt 6 af dem.

Vinanmeldelse 5/7  

Gavmild … eller blot meget tørstig, men 5 Thumbs Up skal vinen sgu ha’.

1999 C.N. Kopke, Vintage Port, Douro, Portugal

1999 C.N. Kopke, Vintage Port, Duero, PortugalServerede denne vintage portvin fra det herrens år 1999 til sønnikes konfirmation sidste weekend, men besynderligt nok var der slet ikke aftræk i vinen. Folk er generelt ikke så meget til søde vine … men så er det godt, at jeg fortsat har en sød tand og må kæmpe mig igennem denne portvin fra det klassiske portvinshus C.N. Kopke.

Jeg har selv tidligere været i Porto, og besøgt portvinshuse … dog aldrig stødt på dette C.N. Kopke. Men altså et klassisk hus, og ét af de ældste … om ikke dét ældste portvinhuse, grundlagt helt tilbage i 1638 af en tysker, nemlig Christiano Kopke og hans søn Nicolau Kopke … så fik vi også opklaret bogstaverne C og N.

Christiano Kopke kom fra Hamburg til Lissabon i 1636 og var søn af den tyske konsul i Lissabon. Et par år senere slog Christiano Kopke sig imidlertid ned i Porto som købmand og eksportør af portugisiske produkter, og han startede eksport af portugisiske vine, som var produceret i regionen.

På det tidspunkt eksisterede betegnelsen “portvin” endnu ikke, og det var først senere omkring 1675-1680, at de søde vine fra Porto blev mere og mere populære og slutteligt anerkendt under denne betegnelse. I over 200 år drives vinhuset af Kopke familien, og huset opnår et fremragende ry for sine portvine, specielt deres Vintage Colheita Tawnies.

Kopke familien får også stor indflydelse på handlen med portvin og spillede en vigtig rolle i at etablere det lokale handelsselskab for portvine under Marquês de Pombal. Det sidst kendte medlem af familien var Joaquim Augusto Kopke (1806-1895), som fik stor indflydelse på den portugisiske handel og endda blev udnævnt til Baron af Massarelos af dronning D. Maria II pga. hans militære indsats i Primeiro.

Umiddelbart inden Joaquim døde i 1895 blev C.N. Kopke overtaget af det britiske handelsfirma Mason under den britiske familie Bohane, som imidlertid måtte sælge vinhuset igen i 1953 som følge af finansielle vanskeligheder efter anden verdenskrig. Her overtog det portugisiske vinhus Barros & Almeida Group det gamle portvinshus, som dog igen skiftede ejer i 2006, hvor det blev overtaget af mastodonten Sogevinus.

Sogevinus er heller ikke ukendt med portvin, for det er én af verdens største portvins-koncerner, og ejer bl.a. Calem, Burmester, Barros, Hutcheson, Gilberts og Rocha.

Grundstenen i Kopkes portvine er de fremragende marker omkring Tabuaço, hvor den 90 hektar store vingård, Quinta S. Luíz er smukt beliggende, ca. 2 km inden byen Pinhão ved Douro-flodens bred. De 90 hektar er fordelt på markerne Quinta S. Luiz, Quinta da Lobata, Quinta da Alegria og Quinta da Mesquita.

Selve den gamle ejendom Quinta S. Luiz blev købt i 1922 og er juvelen blandt huset marker, og leverer bl.a. druer til de bedste portvine fra Kopke, herunder deres Vintage portvine. Den gamle ejendom  fungerer nu som hovedsæde for hele gruppen … og selvom der er bygget et større vinificeringscenter med fuldstændig automatisk vinifikation … så bliver de helt store vine stadig lavet på S. Luiz. Det topmoderne anlæg udgør sammen med quintaens egen kirke, beboelse og gæsteafdeling en spøjs blanding af historie og modernitet.

Druerne til denne Vintage Port 1999 er Touriga Nacional, Touriga Franca og Tinta Roriz og den er lavet med en hurtig vinifikation, hvor der på kort tid udtrækkes store mængder ekstrakt og farve, hvorefter der tilsættes vinsprit, hvilket stopper gæringen og dermed i kraft af portvinens ugærede restsukkerindhold giver den rette balance mellem sødme, syre og alkohol. Den unge Vintage Port flyttes herefter fra Douro-dalen til Vila Nova de Gaia, hvor den lagrer på 20.000 liters fade i ca. 13 måneder inden tapningen.

Duftmæssigt godt med rosiner, kanel, kælder, overmodne røde bær, ingefær og mørk chokolade. Det er i hvert fald bedste bud, selvom jeg langtfra har ekspertise omkring portvine. Der er godt med sødme i smagen … naturligvis, men også lidt krydderier og varme. og selvom den er sød, så er der også et godt bid, som sikrer at det ikke bliver for vammelt. Virker elegant og afbalanceret.

Forhandles forskellige steder, og priserne varierer en del. Fakta skulle efter sigende have haft den på bud til omkring 100 kr., men kan ellers findes til priser mellem 159-275 kr. Finder du én til omkring 100 kr., så køb endelig. Selv faster Oda vil blive glad.

Vinanmeldelse 5/7  

2010 Merlin Cherrier, Sancerre Blanc, Loire, Frankrig

2010 Merlin Cherrier, Sancerre Blanc, Loire, FrankrigLige en dejlig, sprød og dyb hvidvin, som jeg smagte i går på Restaurant Østergade 1, nemlig denne Sancerre Blanc fra Domaine Merlin Cherrier, som ligger i den lille by Bué i nærheden af byen Sancerre.

Du kan måske synes, at det burde være overflødigt at skrive, at det er en Sancerre Blanc, for er Sancerre vinene ikke altid hvide? Nej, faktisk findes denne vin også som en Sancerre Rouge … og den har jeg faktisk tidligere smagt i en årgang 2006 fra Merlin Cherrier. Så er den lavet på Pinot Noir.

Domaine Merlin Cherrier drives af Thierry Merlin, som er 4. generation af Merlin/Cherrier familien. Thierry overtog vingården tilbage i 1982, og er en mand, som har let til smil, er hårdtarbejdende og indlysende intelligent. Han passer vingården og dens 14 hektar vinmarker sammen med to ansatte.

Merlin Cherrier har 12 hektar med Sauvignon Blanc og 2 hektar med Pinot Noir. I Bué har man de to forskellige hovedtyper af jordbund. Caillottes – Oxford kalk – som er en stenet kalktype med ler og mergel, der giver parfumerede, elegante vine. Terres Blanches – Kimmeridge kalk – samme jordtype som i Chablis, som giver frugtige og fyldige vine med et langt liv.

Vingårdens 14 hektar vinmarker er opdelt i tredive parceller, som alle er i Bué med undtagelse af tre parceller i kommunen Sancerre og én parcel i kommunen Veaugues.

Denne Sancerre Blanc er en klassisk Sancerre, godt med terroir, klar præcision. Den er lavet af en blanding fra parceller med begge ovennævnte typer jordbund. 100 % Sauvignon Blanc … ingen fad.

Duftmæssigt god friskhed, hyld, grønt græstæppe, grape og mineralitet. Smagsmæssigt god sprød, let, frisk og syreholdig vin … god dybde, præcision … stadigvæk med en del varme og fylde. Varmen og fylden gør, at vinen balancerer godt i munden sammen med syren og mineraliteten. Skøn vin.

Forhandles hos Bichel Vine, pris 149,75 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2012 J. Bäumer, Riesling, Rheingau, Tyskland

2012 J. Bäumer, Riesling, Rheingau, TysklandNoch eine update … igen tysk Riesling, og denne gang fra vinhuset J. Bäumer fra byen Winkel i Rheingau … eller Oestrich-Winkel, som byen også kaldes. Og ret beset, så hed vingården oprindeligt J. Bäumer Kellerei Hasensprung, hvor den sidste del refererer til appellationen og den bedste mark i Winkel, nemlig Hasensprung, en GG mark … lokalt også kaldt “Winkeler Berg”.

Vingården er grundlagt af Joachim Bäumer, som købte ejendommen fra Anderson Weingutsverwaltung i starten af 1950’erne, og han fik hurtigt udviklet ejendommen og producerede en række kvalitetsvine, bl.a. i kraft af Hasensprung marken, hvor en række ældre Riesling stokke gav et særdeles godt druemateriale.

På dette tidspunkt i 1950’erne adskilte Bäumer sig kraftigt fra de øvrige større producenter ved at insistere på, at man skulle lave kvalitetsvin.

Det blev bemærket flere steder, så allerede i 1957 blev vingården købt af Ress-familien, som i dag har ført den videre efter de samme grundprincipper. Bäumer selv tog et job indenfor olieindustrien.

Ress familien kender vi fra vinhuset Balthasar Ress, der regnes blandt et af områdets bedste. I 1957 var det den 3. generation i form af Paul Ress, som købte J. Bäumer Kellerei Hasensprung. I dag drives Balthasar Ress af Stefan og Christian Ress, som er henholdsvis 4. og 5. generation. Alle metoderne indenfor dyrkning af druer og vinfremstilling er gået i arv fra generation til generation, så det høje kvalitetsniveau er bibeholdt samtidig med, at naturen behandles med yderste respekt.

Weingut Balthasar Ress ejer i alt 45 hektar vinmarker, hvor én af husets stoltheder er Schloß Reichartshausen, som man overtog i 1978. Vinene herfra er i den typiske Balthasar Ress-stil, men de er specielt kendte for at være næsten overvældende overdådige med masser af elegance. Siden 1989 har Balthasar Ress været medlem af VDP (Prädikat Wine Estates), Tysklands vinelite, som man nemt genkender på ørnen på flasketoppen.

Man har dog beholdt J. Bäumer som et særskilt brand, men over årene er fokus ændret, således vinene under navnet J. Bäumer hører til i den billige ende, og druerne kommer da heller ikke fra egne vinmarker, men er produceret på kontrakt af lokale avlere i Rheingau i overensstemmelse med de af Ress-familien udstukne retningslinjer i forhold til pleje af vinmarker og stokke.

Nok snak, lad os smage vinen, selvfølgelig 100% Riesling, produceret på ren stål … en frisk årgang 2012. Duftmæssigt lidt abrikos, hvide blomster, svage noter af nødder og lidt hospital, sødmen fornemmes klart … sådan lidt nektaragtigt i udtrykket. Smagsmæssigt også sødme, næsten lidt muskat og nøddesmag. Vinen er god frisk, rank og der er en god syre af Rieslingen. På negativsiden bliver den måske en anelse “vandet” i udtrykket, men ganske easygoing … og til prisen en fin vin.

Købt på Gourmondo.de, hvor prisen er 6,90€ … eller ca. 50 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2010 Winegrowers of ARA, Herringbone Hills Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

2010 Winegrowers of ARA, Herringbone Hills Pinot Noir, Marlborough, New ZealandEndnu en vin fra sidste uge … og en vin, som jeg har smagt en del gange, nemlig denne Herringbone Hills Pinot Noir fra Winegrowers of Ara, som består af en gruppe vinproducenter, der i 2002 gik sammen for via fælles kræfter og kapital at opbygge et vineri, der kombinerede den nye viden og teknologi med de gamle dyrkningsprincipper.

Ara ligger i det berømte Marlborough-område i New Zealand, og huset har i dag 420 hektar vinmarker, men da man i alt råder over 1.600 hektar jord er der basis for fremtidig udvidelse.

Til at styre arbejdet i markerne og den efterfølgende produktionsproces har Ara hyret Dr. Damien Martin fra vinuniversitet i Bordeaux – en herre, der tidligere har skabt betydelige resultater i New Zealand.

Umiddelbart er klimaet mildt med lange solrige dage, men om aftenen sænker køligheden fra havet sig, hvilket er med til at give vinen en frisk syre og sprødhed. Jordbunden består af en blanding af grus og ler, hvilket giver en god dræning samtidig med, at den kan lagre overskydende vand til senere brug.

Herringbone Hills er en geologisk formation, der ligger lige op til Aras vinmarker. I midten af nogle bakker løb tidligere en flod, som nu har boret sig ned i jorden. Med bakkeformationer på tværs af flodlejet er opstået et nærmest sildebensagtigt mønster – og deraf navnet på denne vin.

Druerne gæres ud på rustfrie ståltanke. Efterfølgende forbliver vinen sammen med skallerne, mens temperaturen hæves til 32-36 grader. 30% af vinen lægges derefter på gamle franske egetræsfade, hvor den lagrer i seks måneder, inden den blandes med de resterende 70% af vinen, hvorefter den endelige blanding filtreres og tappes på flaske.

Duftmæssigt den typiske søde Pinot Noir stald-næse, som man oftest finder i Pinot Noir fra New Zealand og Tyskland … her bliver den dog næsten “overdone” … dvs. en anelse for sød, hvilket efterlader et lidt “fluffy” udtryk. Herudover godt med hindbær og jordbær. Smagen viser lidt grønne toner, en lidt basisk syre, hindbær, mens balance nok igen en smule til den søde side … men et okay glas Pinot Noir … og vi elsker jo Pinot Noir.

Forhandles hos Vinspecialisten, pris 95 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger