2020 Risky Grapes Wine Co, Atance Bobal, Valencia, Spanien

2020 Risky Grapes Wine Co, Atance Bobal, Valencia, SpanienDenne Atance Bobal fra Antonio Sarrións Mersegueras Risky Grapes Wine Co projekt har jeg smagt før i årgang 2019, men nu smager jeg den så i årgang 2020.

Vinen er jo på Bodal … en drue, som jeg har smagt før og været meget fascineret af. Det er også en drue, som er ganske udbredt i Spanien, hvor der er hele 61.524 hektar vinmarker med druen, hvilket gør sorten til Spaniens næstmest plantede rødvinsdrue. Bobal er traditionelt blevet brugt til produktion af billige bulkvine, men en flok seriøse vinmagere har i dag set et potentiale i Bobal og laver kvalitetsvine, som kan lagres i lang tid.

Bobal er en meget udbytterig drue, som har stor fylde og er meget kraftig. Den har masser af farvestoffer og tanniner, hvorved den egner sig til lagring eller blends med andre vine. Det kraftige skind og høje tanninindhold gør også, at Bobal har et højt indhold af resveratrol.

Antonio Sarrión har lavet sin Atance Bobal fra gamle Bobal buskvinstokke på huset egen monopolmark Casa Segura beliggende i Venta del Moro i 800 meters højde. Efter høst er druerne afstilket, hvorefter de spontangærer med de naturlige gærceller på ståltanke og efter endt fermentering er vinen lagret 6 måneder på et mix af stål- og betontanke.

Christ for en dejlig frisk og frugtrig vin … nærmest landlig, animalsk og støvet med kirsebær, blåbær og jordbær, virkelig bondsk og totalt charmerende, lidt mælket, flæsket og saftig med urter, kakaopulver samt chokolade, vanilje og kanel. Det er måske ikke vildt kompleks, men for pokker, hvor dufter det vildt godt.

I munden er det slik for voksne … saftig, lys, bondsk, livlig med både hindbær, rabarber, ribs og vild god friskhed. Vinen har en lysere og forholdsvis let frugt, kæmpe lethed, masser af grønne urter og – hold nu kæft – hvor smager det vildt godt. Det er en vin, som man bliver så duperet over … og så fås den til menneskepenge og ophæver dermed tyngdeloven.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2015 Vinosìa, Rajamagra Taurasi Riserva, Campanien, Italien

2015 Vinosìa, Rajamagra Taurasi Riserva, Campanien, ItalienMed næste vin skal vi en tur tilbage til Luciano Ercolino på Vinosìa, som jo bl.a. laver vine i Carazita området i Campanien omkring 5 kilometer fra Taurasi i landsbyen Luogosano … og det bliver med denne Rajamagra Taurasi Riserva 2015.

Luciano Ercolino laver i sit vinhus Vinosìa både vine fra omkring 100 hektar vinmarker i Campanien, men også vine fra Puglia aka Apulien, hvor man har leaset lidt jord og laver en del Primitivo vine.

Det er klart vinene fra Campanien, der er de bedste og jeg har tidligere smagt hans Marziacanale Taurasi og storesøsteren Sesto a Quinconce, som jeg – lidt frisk indrømmet – har kaldt Syditaliens svar på Barolo. I mine tidligere anmeldelser har jeg også skrevet lidt om selve huset, broderen og etableringen af vingården. Det skal jeg ikke trætte jer med denne gang.

Det er selvfølgelig 100% Aglianico fra Luogosano området og druerne er høstet i starten november. Vinstokkene er 70 år gamle. Så er gæringen og maceration sket med udvalgt gær over 20 dage efterfulgt af malolaktisk gæring. Vinen er lagret 18 måneder på franske barriques og så er vinen efter aftapning på flaske lagret yderligere 30 måneder.

Shit for en fed, landlig og animalsk duft … en smule reduktiv, men byder dig ellers på balsamisk mørk frugt, brombær, søde blommer, røg og så ellers et fadpræg med våde fade, dyb lakrids, kakaopulver, tobak, mælkechokolade, vanilje samt finsk lakrids.

Smagen er saftig, læskende med kølig og mørk frugt, brombær, sorte kirsebær, sorte oliven … tanninerne er dog ikke helt så vilde, som jeg havde forventet. Der er lakrids, let peber, en federe mineralitet samt nogen modenhed. Det er skruet forbandet godt sammen … fyldig men kølig og elegant.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2019 Bruno Andreu, Elixir Rouge, Languedoc, Frankrig

2019 Bruno Andreu, Elixir Rouge, Languedoc, FrankrigLad os fortsætte med endnu en vin fra vinmager Bruno Andreu på ejendommen Domaine Les Prunelles i Montblanc og fortsat fra Elixir serien, men blot en rød udgave og fortsat på Syrah, her dog med lidt Grenache med i blendet.

Druerne er høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar, hvorefter de er sorteret og afstilket inden en 20 dages gæring og maceration. Den er så efterfulgt af en malolaktisk gæring og slutlig 12 måneders fadlagring i nye franske egetræsfade.

Duftmæssigt er det en lidt saftig, men også tør vin med lidt Rhône krydderier, let baconfedt, tørret oksekød, mørk frugt med brombær, kirsebær samt engelsk lakrids og saltlakrids, kakaopulver … god og intens duft.

Smagen er dog lidt sødere og måske endda fyldigere end duften, hvilket giver en god, koncentreret og fin smag. Det er så atter både kirsebær, brombær og jordbær, men lettere end forventet suppleret med sød finsk lakrids, godt med frugtsødme og tanninerne er venlig, lægger sig ned og ruller rundt, mens der kommer svag peber samt lidt krydderurter.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er115 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2021 Bruno Andreu, Elixir Rosé, Languedoc, Frankrig

2021 Bruno Andreu, Elixir Rosé, Languedoc, FrankrigMed de næste vine bliver vi i Languedoc, for nu jeg smager nemlig to vine fra Bruno Andreu i Montblanc og starter med en Elixir Rosé, som kommer i en virkelig smuk flaske.

Bruno Andreu driver sit vinhus fra ejendommen Domaine Les Prunelles beliggende på Avenue de Béziers i Montblanc i nærheden af Montpellier.

Bruno stammer egentlig fra en familie af vinavlere og havde gennem 20 år arbejdet med vin, inden han sammen med hustru Oriane købte en gammel ejendom fra 1610 og besluttede at lave vine i eget navn.

Han havde bl.a. tidligere arbejdet som ansvarlig vinmager på Château Condamine Bertrand, men nu er han altså producent og har omgivet sig med nogle af de folk, som tidligere arbejdede for ham på Condamine Bertrand.

Han har selv lidt marker, men opkøber – så vidt jeg kan se – også druer fra andre vinavlere og laver en helt masse spændende vine, som nu fx denne Elixir Rosé, der er lavet på 100% Syrah, som alle er håndhøstet ved optimal modenhed. Druerne kommer fra udvalgte marker og er både gæret og lagret i ståltanke.

Den rosablege vin dufter bogstaveligt af et helt jordbærbed, masser af jordbær, masser af hindbær, framboise samt jordbærsaftevand og lidt fersken. Der er blomster, let lemon og faktisk fin duft. Det er sgu frugt og partytime, så det passer fint med den smukke flaske, som vil klare sig godt blandt smukke, unge og krævende mennesker til alle gode fester og dermed bliver det en ukompliceret og nem vin, alle absolut vil sætte tænderne i.

Og i munden får du også en ukompliceret vin, hvor der er en vis tørhed, lemon, grape samt mest hindbærsaft. Vi tabte jordbærrene undervejs, men får alligevel en frisk vin, som jeg faktisk synes virker bedre end mange andre rosévine. Syren er også tydelig, let bitter og giver samlet set vinen et godt bid.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er115 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Calmel & Joseph, Villa Blanche Chardonnay, Languedoc, Frankrig

2021 Calmel & Joseph, Villa Blanche Chardonnay, Languedoc, FrankrigSå skal vi igen forbi de to negociant vinmagere Laurent Calmel og Jerome Joseph, der kalder sig Créateurs de grands vins en Languedoc. Nu er det med en hvid af slagsen … en Vin de Pays d’Oc med navnet Villa Blanche Chardonnay.

De to ønologer laver også en serie af vine, som de kalder Villa Blanche. I den serie findes der pt. 11 forskellige vine, som de to ønologer selv kalder easy-going vine og da også ligger i et fornuftigt prisleje.

Det er også en Vin de Pays d’Oc … og Vin de Pays betyder jo en landvin, altså et niveau over bordvin aka Vin de Table. Betegnelse Vin de Pays d’Oc betyder, at landvinen kommer fra Languedoc-Roussillon området, hvilket jo er spot on.

Villa Blanche Viognier er 100% Viognier, hvor druerne er opkøbte fra primært Minervois i Languedoc. Druerne er høstet om natten i 2 omgange … den første tidligt på sæsonen og den anden del 15 dage efter. Druerne afstilkes og ligger i kold maceration ved 5 grader i omkring 4 timer, hvorefter gæringen sker ved 15 grader,

Der sker ingen malolaktisk gæring for at bevare friskheden, men vinen er lagret 3 måneder på egefade, heraf er 30% nye fade, inden aftapning på flaske.

I næsen er der klassisk Chardonnay fagfedme og den bliver lystigt suppleret af en fed og eksotisk frugt med abrikos, mango, fersken og ananas, virkelig saftig og svulstig frugt, vanilje, lakridskonfekt, tørre og søde krydderier samt røgede noter.

Smagsmæssigt er det også en vin, som smager godt … endda for alle, for alt er skruet sammen med et likeable touch, venlighed, saftighed og tyk omgængelighed. Der er sød og tropisk frugt, fersken, abrikos, mango … svagt lidt bittersød lemon. Det er totalt læskende og løber igennem drænrøret i halsen og man forstår til fulde, hvor dette er en af Andrup Vins mest solgte hvidvine.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 89,95 kr., mens prisen er 69 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2013 Gabriel Chevalier, Côte de Nuits-Villages, Bourgogne, Frankrig

2013 Gabriel Chevalier, Côte de Nuits-Villages, Bourgogne, FrankrigJeg smagte tilbage i januar sidste år denne hemmelige schhh … sig det ikke til nogen vin Côte de Nuits-Villages fra et unavngivet vinhus i årgang 2014 og solgt under navnet Gabriel Chevalier. Nu smager jeg igen vinen, blot i årgang 2013.

Supervin har også fået et begrænset parti hjem af årgang 2013 af denne hemmelige vin, som de nu atter sælger ekstra billigt pga. en særlig aftale med producenten og under et hemmeligt navn … Gabriel Chevalier.

Men vinhuset – bag vinen med dæknavnet Gabriel Chevalier – er grundlagt i slutningen af 1800-tallet, hvor stifteren opkøbte marker i Nuits Saint Georges og senere fortsatte udvidelserne af markerne til andre dele af Bourgogne.

Foretagendet drives i dag af 5. generation, der har været med til at løfte huset op i en helt ny kvalitetsliga. Samlet har vinhuset lidt over 10 hektar vinmarker i både Côte de Nuits-Villages, Aloxe Corton og Nuits Saint Georges.

Denne 2013 Côte de Nuits-Villages er lavet med druer fra flere forskellige parceller i Côte de Nuits Villages, hvor jorden er præget af ler, grus og hård kalksten. Der er ikke mange oplysninger om selve produktionen, men vinen er lagret 12 måneder på fad og der er tale om en lille særskilt produktion på 5.000 flasker

Som med 2014’eren er det en ultralet, fin og lys vin, silkefin og sart i duften, nærmest feminin med syrlig og moden frugt, det er jordbær, rabarber, lyse kirsebær og lidt tobak, blomster, let parfumeret og har en lys, stringent og frisk syre samt en lille, behagelig sødme. Igen er duften bare spot-on lækker og vild tiltrækkende.

I munden er vinen også lys, let og feminin med en frisk frugt, både hindbær, rabarber og jordbær. Syren er også er fin … måske knap så elegant som hos 2014’eren, men sammen med modne, lyse bær og en lille Pinot Noir sødme, så giver det en virkelig smuk, velsmagende, fin og burgundisk vin, hvor alt er elegant, let, balanceret, afrundet samt særdeles tiltrækkende.

Hvem sagde, at Bourgogne altid er dyrt? Her får du vitterlig smuk burgundisk vin til lav pris.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 269,95 kr., men vinen er i øjeblikket på tilbud til 139,95 kr. ved køb af 6 flasker. Det er sgu en vild attraktiv pris for denne vin.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2015 Tenuta Sette Ponti, Vigna dell’Impero, Toscana, Italien

2015 Tenuta Sette Ponti, Vigna dell’Impero, Toscana, ItalienNu skrev jeg lige før, at Oreno og Orma er de ikoniske topvine hos Tenuta Sette Ponti, men det er sandhed med mortifikationer, for huset laver også denne fine Vigna dell’Impero, som jeg smager i årgang 2015.

Vinen er ren Sangiovese fra marken Vigna dell’Impero, der er på 3,5 hektar og plantet i 1935 af hertug Amedeo af Savoy-Aosta.

Druerne er høstet med et udbytte på 60 hektoliter pr. hektar, selvom vinstokke jo er over 80 år gamle … faktisk de allerbedste druer, da de øvrige druer fra marken går til Tignanello dræberen Crognolo.

Vinen har gæret og macereret i mere end en måned og efter endt fermentering er vinen så lagret hele 2 år på store fade samt 1 år på flaske før frigivelse.

WHAT? En æterisk, luftig, dekadent og lækker duft … dyb som en skovsø, men dufter nu mere af skovbund, sød pibetobak, lakrids og en lædersofa med garvet kernelæder, medicinkasse og hæfteplaster samt en rund frugt med intense, søde kirsebær, blommer, rabarber, tranebær samt en balsamisk syre fra en gammel Tradizionale di Modena Balsamico samt et drys kakaopulver.

Men det bedste er faktisk smagen, for det er en vin, som langsomt, stoisk, overraskende og overbevisende breder sig i din mund på den mest nænsomme og fine måde. Du opdager det næsten ikk’, men det er også bløde og cremede lækkerier. Frugten virker egentlig stille og feminin … igen kirsebær, blommer og rabarber, mens tanninerne giver bid uden at blive vilde. Der er tørhed, sødme, blid syre og virkelig elegant … stor, stor vin.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 699,95 kr., mens prisen er 589,95 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7

2019 Tenuta Sette Ponti, Crognolo, Toscana, Italien

2019 Tenuta Sette Ponti, Crognolo, Toscana, ItalienJeg elsker bare Tenuta Sette Ponti … både deres ikoniske og dyre topvine som Oreno samt Orma, men bestemt også de lidt mindre vine som nu fx denne Crognolo, som jeg har smagt tidligere.

Det er jo en Sangiovese baseret vin lavet på 90% Sangiovese og 10% Merlot fra højtliggende,  sydvendte markparceller nær Arezzo i Chianti Colli Aretini.

Efter høst sker fermenteringen i rustfrie ståltanke over 20 dage, hvorefter vinen ligger i eftermaceration inden den lagrer på franske barriques i 14 måneder, hvorefter den flaskes og lagrer yderligere 6 måneder inden frigivelse.

Allerede fra første snif masser af italiensk og toskansk dejlighed, stor tørhed, masser af balsamisk syre og pænt frisk frugt, hvor der er jordbær, hindbær, tranebær og lyse blommer, medicinske noter med hæfteplaster, røg, violer, grønne urter og rosmarin. Fadpræget  er ikke så stort, men vinen har i stedet en rank, let og tør knytnæve.

Som med 2018’eren er smagen let, lys, frisk og rank, hvor syren er grøn, levende og sprælsk, frugten hindbær, ribs og tranebær, syrlig og saftig med en lille, svag sødme og bitterhed. Den har grøn kant, bid og virkelig tør, tanninerne egentlig tydelig, men aldrig vilde, og derudover en mineralsk nerve.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er på tilbud pt. til 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Madame Veuve Point, Santeney 1er Cru La Comme, Bourgogne, Frankrig

2016 Madame Veuve Point, Santeney 1er Cru La Comme, Bourgogne, FrankrigMadame Veuve Point er efterhånden kendt her på min vinblog. Jeg har også smagt vine fra 1er Cru marken La Comme i Santeney flere gange i år og nu er det altså en af slagsen fra den gamle dame.

Vinhuset Madame Veuve Point, der jo er ejet af firmaet Grands Vins Sélection aka GVS Group har jeg skrevet om før … det kan du finde alt om på bloggen.

Marken La Comme har jeg også skrevet af tidligere, for det er måske ikke den mest berømte, men er klart blandt de bedste af de 12 Premier Cru marker i Santenay. Der findes kun beskedne 329 hektar vinmarker i Santenay, hvoraf der alene er 123 hektar Premier Cru marker fordelt på kun 12 styk.

La Comme ligger da også helt op til grænsen af Chassagne-Montrachet mod øst og Santenay marken Beauregard mod vest ovenover Clos de Tavannes samt Les Gravières. Perfekt placering med andre ord.

La Comme har en sydøstvendt hældning og en jord præget af grus, marl og kalksten, som bidrager til struktur og rigdom. Marken har sit navn La Comme fra det regionale ord Combe, da marken ligger i forlængelse af plateauet Combe d’Saint-Aubin.

Santenay vinene er lidt oversete i forhold til vinene fra fx Chassagne-Montrachet og de mere nordlige appellationer, da vinene fra Santenay ofte er mere rustikke og lidt mørkere på grund af områdets specielle terroir. Men godt for os, for dermed er vinene fra Santenay også tit billigere og man får fortsat masser af lækker burgundisk kvalitet.

Med Madame Veuve Points 2016 Santeney 1er Cru La Comme er druerne først afstilket, hvorefter gæring og maceration er sket ved 8 grader over 6 dage med løbende overpumpning. Efter afslutning af fermenteringen og en hurtig varmere eftermaceration, så er vinen lagret på nyere fade – og maksimalt 10% nye fade – normalt et sted mellem 10-24 måneder … ikke oplyst.

Virkelig dejlig Pinot Noir næse med modenhed i frugten, lidt dekadent og lækker animalsk aroma med gammel træ, hårdttræ, teaktræsolie, våde fade, søde kirsebær, jordbær, tranebær samt en smule kaffe, mørk chokolade og et snert af grønne blade.

Smagsmæssigt er det en dejlig blød, cremet og fin Bourgogne … fortsat med en styrende og lidt poleret syre, men det smager bare jættegodt. Det er jordbær, kirsebær, mørkere blåbær og tranebær, meget rolig og voksen i smagen, hvor alt vender sig godt, pænt og virkelig skruet så godt sammen.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 329,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2011 Bodegas Zinio, Selección de Suelos, Rioja, Spanien

2011 Bodegas Zinio, Selección de Suelos, Rioja, SpanienVi slutter det lille firekløver fra Bodegas Zinio med vinhusets så ubetingede store topvin, som er denne Selección de Suelos 2011.

Igen er det ren Tempranillo og fra nogle af de ældre marker, hvor vinstokkene mellem 40 og 80 år gamle. Druerne er også sorteret to gange, hvorefter de er afstilket, knust og lagt i en kold pre-maceration inden 20 dages alkoholisk gæring.

Så er der sket malolaktisk gæring og vinen er så lagret 24 måneder på franske og amerikanske egetræsfade, hvorefter den er overført til betontanke, hvor den har lagret yderligere 6 år inden aftapning på flaske og så yderligere lagring et par år.

Duften er virkelig interessant … nærmest lidt luftig og æterisk med denne dybe, animalske, modne og vilde dybde. Der er tonsvis af sød lakrids, karamel, jernbanesveller, gammelt teaktræ, mandelolie, ler, sød tobak, mælkechokolade, fazermint chokolade, svesker, sorte og søde kirsebær, blommemarmelade og garvet læder.

I munden er vinen ultrablød, cremet og smelter nede i ganen, men der er også en smule likør eller portvin over den, hvor man får både en god frugtsmag, men fornemmer også lidt alkoholkraft bagved og får samtidig lidt rosiner, kogte blommer og svesker. Der kommer lidt søde, krydrede elementer, et overraskende pænt indhold af tørre tanniner, men pakket lækkert ind i vat. Mums.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 299,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker i øjeblikket er på tilbud til 215 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger