2022 Casa Marin, Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc, San Antonio Valley, Chile

2022 Casa Marin, Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc, San Antonio Valley, ChileDen næste Viña Casa Marín Sauvignon Blanc opfylder alle dine hedeste drømme til Sauvignon Blanc vin, for det er nemlig den totalt sylespidse, skarpe, grønne, balancerede og friske Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc i seneste årgang 2022.

Vinen er lavet med druer fra marken Cipreses Vineyard, som ligger mellem de to byer Lo Zárate og Lo Abarca på en bjergskråning, der vender ud mod havet. Jorden er rød lerjord med grus, som giver god dræning.

Huset laver i alt 13 forskellige vine fordelt på 3 serier, nemlig Casa Marín, Viñedos lo Abarca og Cartagena. Denne Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc kommer fra Casa Marín serien og selvfølgelig også fra Cipreses marken, hvor vinstokkene er 22 år gamle og høstet med et beskedent udbytte på 25 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet ved, at 2/3-dele af druerne er presset og gået direkte i gæringstankene, mens den sidste 1/3-del har gennemgået en kold pre-maceration over 3 dage. Derefter er gæringen sket ved 9-12 grader. Efter endt fermentering er en lille procentdel på 10% af vinen lagret på egefade – heraf 3% i nye fade og 7% i brugte fade, men hovedparten altså i ståltankene.

I denne årgang 2022 står der på vinen også la 20’ma Consecha, altså den 20. høst og dermed 20. gang, at vinhuset har lavet denne vin.

Duftmæssigt kan det minde en smule om Cartagena, for du får nyskårne grønne pebre, hyld, solbærblade, stikkelsbær, græs, lidt frisk biodiesel, nyhøstet hø, grønne ærter, ærteskud, kiwifrugt, flintesten, stearin … og selvom det atter er grønt, pivskarpt og sylespids, så er der på én eller anden måde mere kontrol over aromaerne her … styret, doseret og mere præcis.

I munden kommer alle smagende bare rullende og rullende i det, som virker som en lang uendelighed. Perfekt. Det er nærmest en afgrundsdyb og koncentreret grøn aroma af pivskarp Sauvignon Blanc. Den er syrlig, stringent, smuk og SÅ styret med stikkelsbær, bitter lemon, en anelse grape bitterhed, rene og saltede mineraler, hyld, grønne grene og friske urter.

Vinen har fortsat med 2022’eren en lille sødme med tropisk frugt, som giver modspil til den trutmundsagtige syrlighed. Det er by far en af de bedste Sauvignon Blanc vine, som jeg nogensinde har smagt, så dermed 96 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen på tilbud kun er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker. Hvis du elsker syrlighed og vil dig selv noget godt, så køb en kasse af denne vin.

Vinanmeldelse 6/7 

2022 Casa Marin, Cartagena Sauvignon Blanc, San Antonio Valley, Chile

2022 Casa Marin, Cartagena Sauvignon Blanc, San Antonio Valley, ChileSauvignon Blanc er en drue, der normalt deler vandene … nogle hader vine på druen og andre elsker dem.

Jeg har også selv været sådan lidt til eller fra, men når man smager Sauvignon Blanc vine fra Viña Casa Marín, så kan man nærmest kun elske druen.

De er vildt barberbladsskarpe og nu smager jeg igen 2 vine fra det chilenske vinhus, hvor den første er denne 2022 Cartagena Sauvignon Blanc. Den er vistnok i denne årgang være lavet på ren Sauvignon Blanc … hvorimod der i 2021’eren var 15% Sauvignon Gris blandet i. Druerne kommer fra nogle kølige og kystnære vinmarker ved Lo Abarca i San Antonio Valley.

Vinen er lavet med 8 timers skindkontakt før presning og kølig gæring på ståltank og med vinificering af hver druesort separat efter først afstilkning og presning. Efter endt fermentering er vinen så blandet og lagret kort i ståltanke uden malolaktisk gæring.

Det er bare så arketypisk Sauvignon Blanc, så kan du ikke li’ den drue, så skal du bare stoppe her. Er du til syrespids, åleslank samt skarp vin, så får du både grøn peber, græs, nyhøstet hø, solbærblade og tomatstilke, stikkelsbær, hyld, ny bælgede ærter, ærteskud, lime og en smule mineraler … det stinker af god Sauvignon Blanc.

Sådan smager vinen også … ren, grap’et, bitter, rank og grøn. Der er lemon, grøn syre, grønne grene, salte mineraler, hvid peber, en vis saftighed med en letflydende syre og denne saftighed gør, at vinen ikke bliver alt for kantet, selvom den fortsat er ren og kantslibende skarp. Jeg er begejstret, så 91 klokkeklare point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 165 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker pt er på tilbud til kun 79,95 kr. og det er fortsat rent tyveri ved høj dag.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Weingut Huber, Grüner Veltliner Obere Steigen, Niederösterreich, Østrig

2021 Weingut Huber, Grüner Veltliner Obere Steigen, Niederösterreich, ØstrigI sommers smagte jeg Riesling Terrassen fra Weingut Huber, der ligger i byen Reichersdorf i Traisental … nu er det imidlertid en 2021 Grüner Veltliner Obere Steigen, som jeg har skænket op i mit vinglas.

Jeg har vist skrevet om den østrigske vingut et par gange tidligere, så nu kigger vi bare nærmere på denne vin.

Obere Steigen kommer fra gamle Grüner Veltliner vinstokke på 25-50 år i Nussdorff på marker med sand, ler og muldjord. Kun de mest modne druer bliver udvalgt i den hårde selekteringsproces.

Fermenteringen foregår i ståltanke – med en 8 times pre-maceration forinden – ved 19 grader i  temperaturstyrede ståltanke for at bevare den rene frugtkarakter og de druetypiske aromaer.

Derefter er vinen så blot lagret 4 måneder sur lie i ståltankene inden flaskning. Vinen har 3,1 gram restsukker pr. liter.

Rank, frisk og mineralsk vin i næsen. Der er en luftig aroma … næsten som at indånde bjergluft, ren og forfriskende. Det er en kombination af grønne æbler, umodne pærer, gule mirabeller, en touch fersken, lemon samt en kalket mineralitet.

Smagen er let aromatisk og næsten parfumeret med en grøn, saftig samt livlig frugt. Der er pænt med mineraler … kalk, granit med frisk, syrlig og levende kant. Det er en bette, lækker hvidvin. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 169,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 129,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Ma’d Moser, Dry Furmint MM55, Tokaj, Ungarn

2021 Ma'd Moser, Dry Furmint MM55, Tokaj, UngarnI det vildt spændende Ma’d Moser projekt mellem Szent Tamás Szőlőbirtok és Pincésze aka Mád Winery og Lenz Moser laver de endnu en vin, som dog knap er udgivet endnu … en 2021 Dry Furmint MM55.

Det er en vin, som bare har fået ekstra TLC … druerne kommer fx fra de bedste vulkanske topmarker i Szent Tamás, Nyúlászó og Király,

Efter høsten er druerne afstilket og presset skånsomt efterfulgt af en  temperaturstyret gæring i ståltanke, men derefter har vinen så lagret 8 måneder på helt nye 300 liters ungarske egetræsfade.

FÅK aka fuck, hvor det dufter godt … det kan faktisk minde en smule om stor hvid burgundisk vin, har en henrivende duft af røg og lejrbål med fællessang og har en olieret fornemmelse med fadnoter, vanilje og havskum med let salt på næsespidsen. Frugten er bare SÅ præcis, skarp og sart doseret. Der er pærer, fersken, mango, grillede samt syltede citroner.

Smagen er helt på samme boldbane og der scores øjeblikkeligt mål, så netmaskerne basker. Smagen er fed, olieret, røget og svag porno, men på den fedeste måde, for vinen har en stram og tæt syre, sødlig bitterhed, æblesyre og lemon. Kæmpevin, som jeg øjeblikkeligt bare knuselsker. 97 point.

Ikke tilgængelig endnu, men Supervin overvejer import, men således kendes prisen heller ikke.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2021 Ma’d Moser, Dry Furmint MM5, Tokaj, Ungarn

2021 Ma'd Moser, Dry Furmint MM5, Tokaj, UngarnMa’d Moser er et vildt spændende projekt skabt mellem Károly Kovács’ innovative, ungarske vinhus Szent Tamás Szőlőbirtok és Pincésze – der populært kaldes Mád Winery, da vinhuset ligger i byen Mád og laver en række vine under brandet Mád – og den østrigske innovative vinmager Lenz Moser. Vi starter her med at smage en 2021 Dry Furmint MM5.

Lenz Moser er en travl og initiativrig herre, som har indgået flere joint-venture projekter … seneste har jeg bl.a. smagt en vin fra hans fabelagtige projekt LenzMark, hvor han laver vine sammen med en anden dygtig østrigsk vinmager Markus Huber. Derfra har jeg fx smagt den imponerende 2020 New Chapter Grüner Veltliner.

Laurenz Maria Moser V aka Lenz Moser har, siden han var 14 år, haft en stor kærlighed for Ungarn og specielt Tokaj området, for hans far tog ham ofte med på forretninger i Ungarn.

Via et nyt besøg i landet for nogle år tilbage – sammen med den ungarsk fødte Rita Takaro, som er DipWSET, bosiddende i Østrig og specialist i ungarske vine – hvor de tog rundt i vinregionerne, så besluttede de at starte et projekt i Tokaj.

Dér fandt de en god partner i Karoly Kovacs og hans fremragende vinmager Gabor Urban, der som nævnt samen driver Mád Winery i Mád, De indgik derfor i 2021 et samarbejde i projektet Ma’d Moser.

Deres fælles mål er at bringe verdenen en spændende og ny fortolkning af tør Furmint fra en af verdens store – men glemte – vinregioner. Vinene på Furmint skal vise friskhed, stor kompleksitet og struktur med en unik individuel karakter.

Jeg har tidligere smagt et par vine fra Károly Kovács’ vinhus Szent Tamás Szőlőbirtok és Pincésze aka Mád Winery, nemlig 2014 Mád Hárslevelű og 2014 Mád Furmint.

Jeg har også smagt masser af vine fra Lenz Mosers østrigske vinhus, der heder Laurenz V. Lenz’s rigtige navn er egentlig Laurenz Maria Moser V, hvor V’et er romertallet for 5, idet Larenz Maria Moser er 5. generation Laurenz Maria Moser, og han kommer således fra en familie, som i mere end 150 år drev en vingård af samme navn, nemlig Weinkelleri Lenz Moser i Østrig.

Jeg har således tidligere smagt en 2012 Forbidden Grüner og en 2012 Singing Grüner Veltliner. Du kan i øvrigt læse meget mere om Lenz i disse blogindlæg.

Nu kigger vi så nærmere på denne 2021 Dry Furmint MM5, der er lavet på 100% Furmint, som er selekteret fra vulkanske topmarker omkring Mád. Et ekstra lavt høstudbytte medvirker til at bringe den mineralmættede karakter helt frem i smagsbilledet.

Efter høsten er druerne afstilket og presset skånsomt efterfulgt af en  temperaturstyret gæring i ståltanke med efterfølgende modning på de fine gærrester. 10% af vinen forkæles med lagring på helt nye 300 liters ungarske egetræsfade. Efter aftapningen lagrer vinen nogle måneder inden frigivelse.

What? Har en kalket note suppleret med æbler, pærer, fersken, stikkelsbær, lime, nødder, lidt franskbrød og kan på flere måder minde en smule om champagne uden bobler. Virker også noget olieret i aromaerne.

Smagen er saftig, juicy og med stor bund, har masser af frisk frugt med lemon, grape, stikkelsbær og umoden fersken, hvid peber og så atter den kalkede mineralitet. Der er godt med opkvikkende grape bitterhed og smager herregodt, så 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Bodegas y Viñedos Labastida, Montebuena Rioja Bianco, Rioja, Spanien

2021 Bodegas y Viñedos Labastida, Montebuena Rioja Bianco, Rioja, SpanienDet er sgu ikke tit, at vi smager hvidvin fra Rioja, selvom faktisk 10% af produktionen i området er hvid … enten i lagret eller frisk udgave. Vi smager her netop en 2021 Montebuena Rioja Bianco fra kooperativet Bodegas y Viñedos Labastida.

Kooperativet ligger i Labastida i den mest nordvestlige del af Rioja Alavesa tæt ved floden Ebro, Sierra Cantabria bjergene i læ af Sierra de Toloño og er grundlagt i 1964 af en gruppe lokale avlere. Byen Labastida er også kendt som fødested for den ret vinglade præst Manuel Quintano, som allerede tilbage i 1786 introducerede Bordeauxs lagring teknikker i Rioja, så byen har stolte traditioner indenfor vinproduktion.

Bodegas y Viñedos Labastida har i dag via de tilknyttede vinavlere over 500 hektar vinmarker, hvoraf størstedelen af markerne ligger mellem 450-550 meter over havets overflade, hvilket giver køligere nætter og dermed en større fastholdelse af naturlig syre i druerne.

Kooperativet sælger deres vine under brands som Castillo Labastrida, Bodegas Montebuena og Solagüen.

Denne Rioja Bianco er fremstillet på 100% Viura, som vinmageren César Castro selekterer fra over 60 år gamle vinstokke på nogle af Rioja Alavesas bedste og meget kalkholdige vinmarker omkring landsbyen Labastida.

Terroirets unikke beliggenhed i ly af Sierra Cantabria bjergene, så giver unikke klimatiske forhold, der tillader druerne at modne til perfektion. Ved ankomst til vineriet afstilkes druerne, inden en 36 timers koldmacerering trækker maksimal frugtaroma fra drueskindet.

Herefter gærer vinen med frugtbevarende temperaturstyring ved 14 grader over 14 dage, hvorefter vinen trækker yderligere fedme og smagskompleksitet fra de fine gærrester, inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt er det lidt en forsigtigper, som vi her snakker med … lidt neutral i aromaerne, men har nogle lidt sødligere krydderier som spidskommen, lidt papkasser, honningmelon eller cantaloupemelon, bløde og udvandede pærer … måske med en anelse saltvand.

Smagen er lidt i samme boldgade … blød og let neutral, men er lidt som et vandløb, bare stille og rolig med lidt lemonskal, grillet citron samt den blødeste og mildeste syre, som man kan ønske af sådan en rolig vin. Her skal man næsten ha’ den sammen med lidt godt fra havet og helst den hårde slags med skal eller kløer. 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 109,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 89,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 La Chablisienne, Chablis La Chablisienne, Bourgogne, Frankrig

2019 La Chablisienne, Chablis La Chablisienne, Bourgogne, FrankrigFra kooperativet La Chablisienne skal vi smage en ny og moderne crowdpleaser af en Chablis, nemlig denne Chablis La Chablisienne, som jeg nu smager i en årgang 2019.

Kooperativet La Chablisienne er grundlagt i 1923, hvor en lille gruppe vinbønder, besluttede at arbejde tæt sammen, så de var bedre rustet til de økonomiske vanskeligheder, der fulgte i kølvandet på første verdenskrig. Det var en usikker tid i Frankrig og det var vigtigt at kunne stå sammen.

Bønderne startede derfor kooperativet, der stod for at blende den hvidvin, som bønderne leverede, og sælge den – oftest til grossister. Sådan gjorde man indtil midten af 50’erne, hvor nogle progressive kræfter i kooperativet vandt frem og besluttede, at La Chablisienne skulle være et vartegn for høj kvalitet.

Derfor skulle bønderne også fremover levere alle druer eller druemost i stedet for færdig vin. Dermed kunne kvaliteten højnes, idet man nu samlet kunne styre hele produktionsprocessen.

Erfarings- og vidensdeling blandt bønderne blev også sat i system og i samarbejde med vinmagerne blev de enkelte marker og parceller nu også dyrket og plejet på en måde, der passede til det enkelte lille mikroklima. I dag har La Chablisienne måske verdens mest moderne vingård, som gør sammenslutningen i stand til at yde det ultimative og fastholde alle detaljer i de elegante hvidvine.

Samtidig er det også blevet en stor producent, da de mange små tilknyttede vinbønder – der tilsammen udgør La Chablisienne – samlet besidder omkring 25% af alle vinmarker i Chablis og det gør kooperativet i stand til at udvælge og lave vine på alle planer.

Det kan fx ske fra én af de allerbedste vinmarker i Chablis, nemlig den 7,2 hektar store Grand Cru mark Grenouilles, som kooperativet arvede i 2003 fra Château Grenouilles, der også har lagt navn til den legendariske mark.

Her er det dog en lidt anderledes vin, som vi smager … Chablis La Chablisienne , der kommer fra en ny serie fra kooperativet. Med en moderne tilgang, nye flasker og etiketter har Chablisienne skabt en ny crowdpleaser.

Chardonnay druerne kommer fra en ler- og kalkholdig jord i Chablis appellationen og vinstokkene er omkring 20-25 år, men ellers er der faktisk ingen oplysninger om selve produktionen, så jeg springer bare videre til smagsnoterne.

Duftmæssigt er det fuld flor på smørblomsterne, vild lækker inderlighed, dåsepærer og friskere grønne pærer, hyld, fersken, let citron og lidt nøddekrokant. Vinen har en blæret smørfrakke på, en kalket mineralitet og … gud, hvor den dufter godt.

Og sådan smager vinen også … har denne lidt sarte, tilbagelænede, bløde og fint afbalancerede smag, men det er fortsat med en kerne af frisk frugt med lemon, citron og dugfriske grønne pærer, kridt og sten og en blid frugtsødme. Det er en levende og alligevel småsaftig, pleasende og moderne Chablis, der smager fremragende. 92 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 204,95 kr., mens prisen er 169,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7   

2022 Viu Manent, Estate Collection Malbec Rose Reserva, Colchagua, Chile

2022 Viu Manent, Estate Collection Malbec Rose Reserva, Colchagua, ChileSelvom det måske ikke lige i øjeblikket er rosévejr, så skal det ikke forhindre os i at smage en rosévin og det blev denne 2022 Estate Collection Malbec Rose Reserva fra Viu Manent.

Vinhuset ligger lidt vest for byen Cunaco i Colchagua Valley i Chile. Det er grundlagt i 1935 af den spanske immigrant Miguel Viu-García fra Catalonien.

Sammen med sine to sønner Agustín og Miguel Viu-Manent grundlagde de Bodegas Viu og solgte vinene som under navnet Vinos Viu.

Den ene af brødrene Miguel købte i 1954 et vineri, således de kunne flaske vinene til det hjemlige marked. I starten havde Viu Manent ikke selv egne marker, så druerne købte de fra vinavlere rundt om i området, men det ændrede Miguel i1966, hvor han fandt og opkøbte 150 hektar af nogle de allerbedste marker,

Nogle af de lokale vinbønder mente, at han da vist havde fået en tår for meget, for på det tidspunkt var der kun ret få, som virkelig turde satse på fremstilling af chilensk kvalitetsvin. Og samtidig betalte han efter datidens forhold ganske betragtelige summer for de i alt 150 hektar vinmarker.

I dag er Viu Manent fortsat ejet af familien og drives af 3. generation med Jose Miguel Viu i spidsen og los familios har nu samlet 254 hektar vinmarker med de bedste marker på de bedste placeringer, nemlig markerne San Carlos, La Capilla og El Olivar i Colchagua Valley.

Her smager vi så deres rosévin på 100% Malbec fra husets Estate Collection Reserva serie, hvor druerne kommer fra 18 år gamle Malbec stokke på San Carlos vinmarken i Colchagua Valley.

Efter høst er druerne afstilket og presset, hvorefter saften blev drænet og dekanteret i 36-48 timer, hvorefter gæring er sket ved 14-16 grader i rustfrie ståltanke, hvor vinen også kortvarigt er lagret sur lie – altså på bærmen – inden aftapning på flaske og frigivelse. Vinen har 1,39 gram restsukker pr. liter.

Sjov duft … både solbær, jern, blomster, sødlig mødding og nogle kødagtige noter. No Shit, men den er egentlig anderledes, dragende og sjov. Solbær’en suppleres af kirsebærsauce, saftige ferskner samt nogle muskatagtige krydderier, blomsterpollen og tørrede blomster, grøn peber og samlet er det en meget aromatisk vin, der kildrer lidt i næseborene.

Smagsmæssigt er vinen dog ikke så fyldig, opulent og givende som i duften, men mere ren, stringent og endda lidt vandet. Her er det tør abrikos, fersken, umodne kirsebær og citroner. Der bliver det lidt en Dr. Jekyll og Mr. Hyde vin, hvor duft og smag hiver dig i hver retning, men absolut langt mere spændende end forventet. 89 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 89,95 kr., mens prisen er 64,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Domaine la Bouïssiere, Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2020 Domaine la Bouïssiere, Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigNår en Côtes du Rhône kommer fra brødrene Gilles og Thierry Faravel på Domaine la Bouïssiere, så ved du omgående, at det er god Côtes du Rhône vin … og nu smager jeg 2020’eren.

Vinhuset i Gigondas ved foden  af bjergkæden Dentelles de Montmirail har jeg skrevet om før og denne Côtes du Rhône har jeg da også smagt før i både årgang 2018 og 2019.

Den er lavet på et mix af Grenache og Syrah druer fra de yngre vinstokke på Bouïssieres Beaumes de Venice marker og er høstet med håndkraft. Derefter er vinen igennem en lang gæring … typisk med brug af en ret stor andel hele klaser. Efter endt fermentering er vinen lagret på store fade af ældre dato.

Det er duftmæssigt en luftig og alligevel klassisk Rhône næse, hvor der først kommer sorte oliven, blodpølse, flæsk, lakrids, tjære, asfalt, lejrbål, grannåle, grafit, kirsebær, tranebær og brombær, peber, kølig og med lidt brændte elementer, let fad med lakridskonfekt, vanilje samt tørre krydderier.

I munden er det mildest talt et kraftværk, for den er loadet med massiv kraft, tætpakket mørk frugt af solbær, sorte kirsebær og alt med en lille røget sødme. Der er mørkbitter chokolade og kakao, et stænk med peberkværnen, tørre og markante tanniner, som svagt lige lammer munden, men hvor er det godt … solid, mørk og intens, hvorved jeg havner på 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 155 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Domaine Benoit Girardin, Santenay 1’er Cru Clos Rousseau, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Benoit Girardin, Santenay 1'er Cru Clos Rousseau, Bourgogne, FrankrigBenoit Girardin overtog i 2020 en 8 hektar vingård beliggende i Santenay fra sin far Yves Girardin og derfra smager jeg nu hans 2020 Santenay 1’er Cru Clos Rousseau.

Det findes masser af Girardin’er i Santenay og jeg har da også her på Houlbergs Vinblog tidligere stødt på en del af dem. Girardin familien har da også været vinbønder i Bourgogne siden 1570, men Yves’ del fik han i 1981, hvor hans far Jean gik på pension og vingården blev delt mellem hans 3 sønner Yves, Vincent og Jacques, som hver fik 3 hektar marker.

Yves Girardin synes dog ikke, at 3 hektar var tilstrækkelig, så han opkøbte flere marker og i 2003 også Château de la Charrière, som blev familiens domicil, hvor også Yves byggede et nyt vineri og kælder.

I 2011 vendte sønnen Benoît tilbage til familiens vinhus, som herefter fortsatte under navnet Domaine Yves et Benoit Girardin, men siden 2020 har det altså været i Benoits navn alene.

De 8 hektar vinmarker ligger i appellationer som Santenay, Savigny-Les-Beaune, Chassagne Montrachet og Pommard og alle med gamle vinstokke. Benoits filosofi er klar … han vil vil lave vine af topkvalitet, frembragt så naturligt som muligt med fokus på det hårde arbejde i marken og så lidt indblanding i vinifikationen som muligt.

Typisk betyder det både selektering af druer i forbindelse med høst og ved ankomst til vineriet. Gæring sker på brugte fade og alene med naturlig gæring og dermed ingen brug af kulturgær.

Der udøves kun diskret ekstraktion for rødvinenes vedkommende, mens lagring typisk sker med gærresterne for hvidvinene og brug af fade med varierende alder, mens han i aftapningen også tager højde for månens faser med en biodynamisk tilgang.

Her smager vi en 2020 Santenay 1’er Cru Clos Rousseau, der er lavet med Pinot Noir druer fra 40 år gamle vinstokke. Her er druerne 100% afstilket, spontangæret og har gennemgået en 25 dages lang maceration. Herunder mild ekstraktion, daglig pumpover og slutteligt lagret 18 måneder på brugte neutrale fade.

Uhhh det er herlig aroma med hestestald, animalsk og dampende mødding, har grønne jordbær, rabarber, ribs, tørrede roser, muldjord samt rå champignon, svagt grønne blade … men let, elegant og meget rolig og stoisk i aromaerne.

I munden er der denne gode, rene, stringent og klare syre med en direkte frugt af ribs, tranebær, rabarber og umodne jordbær, syrlige lyserøde drops og med et touch bitter grape. Tanninerne er fine samt godt integrerede, men det er fortsat en meget ung vin, som har nogle bumser, men stor integritet og energi. Dermed bliver den en frisk vin med mineralsk kant. 92 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 315 kr., mens prisen er 279 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger