Tag-arkiv: 4

God. Nu begynder der at være kvalitet i vinene. Det er vine over gennemsnittet og vi begynder at bemærke detaljer, finesser, en vis kompleksitet, balance og uden de store fejl. Parker vil rate sådanne vine til 80-89 point.

2009 Gitton Pere Et Fils, Pouilly-Fumé Clos Joanne D’Orion, Loire, Frankrig

2009 Gitton Pere Et Fils, Pouilly-Fumé Clos Joanne D'Orion, Loire, FrankrigFra en dejlig sommeraften med gode gæster lige en række vine, og vi starter fint i Loire, hvor vi i byen Ménétréol-sous-Sancerre, blot et stenkast fra selve Sancerre by, finder les Vignobles Gitton Père & Fils, et familieforetagende grundlagt i 1945 af Marcel Gitton med knap en hektar jord i Sancerre.

I dag er det dog sønnen Pascal Gitton og hans kone Denise, som driver vingården. Nu er der mere en blot en enkelt hektar. Således har Gitton Pere Et Fils 27 hektar vinmarker i Sancerre, spredt på forskellige parceller mellem Sancerre og Ménétréol og 7,5 hektar vinmarker i Pouilly på den modsatte bred af floden Loire ca. 10 km. fra selve vingården.

Herudover har familien også købt Vignoble du Taureau, en lille vingård i på 4,5 hektar i Coteaux du Giennois mellem landsbyerne Bohème og Fontaine Morin samt et lille vinslot, nemlig Château Lafon, som har 13 hektar vinmarker i Côtes de Duras, omkring 40-50 km. øst for Bordeaux.

På markerne i Loire med de to appellationer dyrkes der primært Sauvignon Blanc, men der er dog også blevet plads til 4 hektar med Pinot Noir til husets rødvine og rosévine.

Ses der på de Sauvignon Blanc, eller Blanc Fumé, som druen også kaldes i Loire, så er den gennemsnitlige alder på vinstokkene omkring 30 år, og i Sancerre har markerne en jord med flint, og forskellige typer af kridt, som giver vinene herfra en god sprødhed og mineralitet. Markerne i Pouilly består mere af kalk og mergel, og den specielle kimmeridge mergel giver druerne en ekstra finesse og en duft af ​​violer, som er typiske for Pouilly-Fumé.

Alle Gitton Pere Et Fils’ vine fra Loire vinificeres i rustfri ståltanke for at holde deres frugtighed og friskhed.

Her har vi så én af husets vine fra Pouilly, en enkeltmarksvin fra parcellen Clos Joanne D’Orion. Lad os smage vinen, og vi starter som vanligt med duften. Her er der lidt hø, græs, stikkelsbær, grønne toner og en smule citrus. Skøn og livlig. Smagsmæssigt ganske okay, fin frugtrig … men nok uden større kompleksitet. Et dejligt glas vin, men ikke noget, som jeg er oppe at ringe over.

Købt i SuperBest i Hjørring, pris 120 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Weingut Dr. Nägler, Spätburgunder Rüdesheimer Drachenstein, Rheingau, Tyskland

2011 Weingut Dr. Nägler, Spätburgunder Rüdesheimer Drachenstein, Rheingau, TysklandDen tredje og sidste Spätburgunder fra i tirsdags var denne Spätburgunder Rüdesheimer Drachenstein fra Weingut Dr. Nägler, eller som han blot selv kalder den “Rüdesheimer Rotwein”, for Dr. Nägler er egentligt primært en Riesling producent, og ud af hans samlede vinmarker på omkring 8 hektar er 90% da også tilplantet med Riesling, mens resten er Spätburgunder.

Vi er i byen Rüdesheim am Rhein, som ligger smukt ved Rhinen, ca. 15 km. sydvest for Wiesbaden. Vinhuset er grundlagt tilbage i 1826, hvor Friedrich Nägler allerede var registreret i “Rüdesheimer Stockbuch” som værende ejer af vinmarker omkring Rüdesheim. I dag i det 6. generation af Nägler familien, nemlig civilingeniøren Tilbert Nägler, som styrer vingården.

Tilbert Nägler har selv har studeret vinavl og ønologi i Geisenheim. Inden han overtog produktionen på familieejendommen arbejdede Tilbert også seks år på “Schloß Reinhartshausen” og fire år på “Schloß Westerhaus” i Ingelheim am Rhein.

Näglers bedste vinmarker er Rüdesheimer Berg Schloßberg, Rüdesheimer Berg Roseneck, Rüdesheimer Berg Rottland und Rüdesheimer Bischofsberg, alle rost i århundreder verden over for ideelle betingelser for Riesling druen. Stejle sydlige skråninger med skifer og kvarsit i jorden, perfekt varme og Rhinens lysreflekterende lys er medvirkende til, at Riesling druerne her modnes perfekt.

Udover disse marker ejes også marken Rüdesheimer Drachenstein, og der er herfra at druerne til denne Spätburgunder kommer fra. Den skulle efter – hvad jeg har fundet ud af – slet ikke været lagret på eg, så det skulle give en vin, som har meget klar frugtsmag, selvom jeg ofte har haft det lidt svært med Pinot Noir baserede vine, som ikke har fået eg.

Duftmæssigt en meget kraftig duft i forhold til, at der er tale om en Spätburgunder, og det er masser af urter og krydderier, stor fylde, solbær … meget “urtet” i duften og virker lidt “bulderbasse”. Smagsmæssigt er der peber, bitter ribs, sure kirsebær og igen masser af urter. Bitterhed i eftersmagen. Smagte vinen dagen efter, og her var den betydelig bedre i smagen, mere rund og mere afbalanceret end lige efter åbningen.

Jesper har købt den i Rheingau, men jeg kan ikke huske, hvad han sagde om pris. På nettet kan den i tyske vinforretninger findes til ca. 8€.

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Weingut Ernst & Mario Zelt, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2011 Weingut Ernst & Mario Zelt, Spätburgunder, Pfalz, TysklandSpätburgunder nr. 2 kom fra Weingut Zelt i Pfalz, eller lidt længere sydpå end før, omkring 40-50 km. syd for Wiesbaden i byen Laumersheim. Her finder vi det lille familieforetagende med far og søn, Ernst og Mario Zelt. Familien har drevet vinproduktion i 4. generationer, men op til midten af 1990’erne som et klassisk landbrug med almindelig kornproduktion, vinmarker og frugtplantager. Hovedparten af ​​de producerede druer blev solgt til andre vingårde.

Da Mario skulle til at overtage roret på gården, så stod det klart for ham, at han ville specialisere sig og udelukkende koncentrere sig om vin. For at opnå dette, så blev alle gamle marker ryddet og der blev tilplantet forskellige sorter, både nogle af de lokale og nogle af de international klassikere. Mario studerede derefter ønologi i Geisenheim med forskellige praktikophold hos nogle af de bedste producenter i Frankrig, Østrig og Sydafrika, og så var han klar til livet som vinbonde.

Og han producerer selvfølgelig nogle af de klassiske tyske vine, som Riesling, Weissburgunder, Muskateller, Sauvignon Blanc, Chardonnay eller Grauburgunder, men Mario har også kastet sig over en række røde vine, bl.a. på  Dornfelder, Spätburgunder, Merlot, Cabernet Sauvignon og  Frühburgunder. Der laves også et par blandingsvine, bla. “Triologie” på Merlot, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc samt “Les Tentes Cuvée” på Saint Laurent, Spätburgunder, Dornfelder og Dunkelfelder.

Her er det Marios gutswein på Spätburgunder, lavet med 14 dages klassisk maceration og lagret 12 måneder i brugte egetræsfade.

Duftmæssigt ligger vinen meget op af de klassiske tyske Spätburgundere med Pinot sødme, svag animalsk i næsen, men giver også lidt krydderier, som tilfører en lidt varmere fornemmelse, salvie, mirabeller og hindbær. Smagen også mere krydret eller varm end normalt med lidt solbær, let peber og generelt et lidt mere fyldigt indtryk end tyske Spätburgundere normalt giver. Men bestemt en dejlig vin.

Købt hos Belvini, pris 9,90€

Vinanmeldelse 4/7 

2008 Weingut Künstler, Spätburgunder Tradition, Rheingau, Tyskland

2008 Weingut Künstler, Spätburgunder Tradition, Rheingau, TysklandEfter de hvide vine, så var tiden kommet til de røde … og vi tog 3 x Spätburgunder i streg … hvorfor? Fordi vi kan, som mine børn ville ha’ sagt. Vi startede fint med denne Spätburgunder Tradition fra producenten Weingut Künstler, endnu en vin, som Jesper havde medbragt retur fra hans ferie sydpå og igen spændende, da der ikke findes en dansk importør af denne vin.

Weingut Künstler holder til i den lille by Hochheim am Main, blot få kilometer fra det sted, hvor Mainfloden løber sammen med Rhinen, og omkring 4-5 km. sydøst for Wiesbaden i Rheingau vinområdet.

Künstler er én af Hochheims mest berømte producenter, og kommer fra en gammel vinfamilie, som siden 1648 har dyrket vinproduktion, først 80 km nord for den østrigske hovedstad Wien i Untertannowitz i Tjekkiet, og i dag i Hochheim am Main i Rheingau. Efter anden verdenskrig blev Franz Künstler nemlig eksproprieret, udvist og måtte således forlade det gamle fædreland, og først i 1965 – efter nogle år at have arbejdet for forskellige vinproducenter – fik Franz igen gang i vinproduktionen i sit nye hjemland.

Grundet hans filosofi om kompromisløs kvalitet blev hans vine straks meget roste ved vinsmagninger og de begyndte også at vinde en betydelig række priser.

Siden 1992 er ejendommen blevet drevet af hans søn Gunter Künstler, og han forfølger sin fars filosofi bistået af sin kone Monika. Og Gunter har også langsomt udvidet produktionen, bl.a. med tilkøb i 1996 af Weingut Geheimrat Aschrott´sche Weingutsverwaltung, hvor han fik 13 hektar med nogle af de allerbedste vinmarker i Hochheim. Samlet har Künstler i dag 37 hektar vinmarker.

Denne Spätburgunder Tradition er Künstlers basis Spätburgunder, som lagrer knapt et år på 1.200 liter store, gamle fade. Efter lagring på fade, så lagrer vinen derefter et år på flaske inden frigivelsen.

Farvemæssigt ganske lys transperant … teglfarvet … en anelse orangebrun kant, hvilket indikerer lidt alder … her 5 år. Duftmæssigt en svag sødme, ikke så animalsk som vi ofte finder i en Spätburgunder, men derimod lidt hindbær, ribs, grønne noter, gazebind og en lidt gammel duft … ikke sherry/portvin, men nærmest lidt kælderagtigt. Smagsmæssigt fremstår vinen nu ellers meget skarpt med hindbær, kirsebær, lidt peber, grønne blade … god frisk syre, god mineralitet … men også en smule vandet i udtrykket. Vinen vinder ved lidt luft, og jeg nåede at få et glas den efterfølgende dag, hvor smagen var en anelse mere varm og fyldig. Fint vin.

Jesper har købt den i Rheingau, men jeg kan ikke huske, hvad han sagde om pris. På nettet kan den i tyske vinforretninger findes til ca. 12€ for en årgang 2009.

Vinanmeldelse 4/7  

2011 Maison Louis Latour, Mâcon-Lugny Les Genièvres, Bourgogne, Frankrig

2011 Maison Louis Latour, Mâcon-Lugny Les Genièvres, Bourgogne, FrankrigI sommervarmen fortsatte vi i det hvide spor, nemlig med denne Mâcon-Lugny Les Genièvres fra det store negociantfirma Maison Louis Latour, som holder til i Beaune, centralt i Bourgogne.

Maison Louis Latour er grundlagt i 1797. I starten var familien udelukkende vinkøbmænd med virke fra hovedsædet i Beaune, men løbende har man opkøbt jord, og ejer i dag selv mere end 50 hektar. Som noget helt unikt er man den største ejer af Grand Cru marker i Cote d’Or, nemlig hele 28,63 hektar. Husets egne vinmarker strækker sig fra Chambertin i nord til Chevalier-Montrachet i syd og er selvfølgelig alene tilplantet med Pinot Noir og Chardonnay.

Huset laver også vin udenfor Bourgogne, nemlig fra både Ardèche i Rhône og Côteaux du Verdon længere sydpå. Generelt er der tale om et af de større negociantfirmaer, og de laver mange vine. På deres hjemmeside kunne jeg tælle omkring 200 forskellige vine, som der produceres hvert eneste år.

Alle druerne til familiens vine vinificeres og lagres på et stort anlæg på Château Corton Grancey i Aloxe-Corton. Her har man skabt et produktionsanlæg med et jernbanesystem og elevatorsystem, der sikrer, at mosten kan føres fra det ene kar til det andet uden brug af pumper. Ved at undgå pumper, mindskes risikoen for at vinen oxiderer. Dette anlæg var det første af sin art, der blev bygget i Frankrig og er den dag i dag stadig hjertet i produktionen af vinene fra Louis Latour.

Siden etableringen af Louis Latour for flere hundrede år siden er vinhuset fortsat beliggende på samme adresse, og fortsat ejet af Latour-familien. Det er med andre ord gået i arv fra far til søn i over ti generationer, og siden 1999 har det været Louis-Fabrice Latour, som har drevet det traditionsrige negociantfirma. Vinene fra Louis Latour sælges i mere end 60 lande og anerkendes for deres kvalitet i alle prisklasser.

Druerne til denne vin er nøje udvalgt fra kommunen Lugny, hvor markerne er excellente i forhold til jordbund og beliggenhed. Det er den eneste landsby i Mâcon, som blev beplantet med Chardonnay for mere end 30 år siden. Jordbunden, er leret og limstensholdig, og dermed virkelig velegnet til Chardonnay. Les Genièvres er en af topmarkerne i det sydlige Bourgognes Mâcon region. Vinen er fremstilles på ren stål.

Duftmæssigt fanger jeg lidt melon, blomster, mandler, muskatnødder og hø … samt svag citrus. Smagsmæssigt fint cremet, lidt smør, god rund og sprød, men med lidt bitterhed i eftersmagen. Okay vin, og god til pengene.

Købt til 100 kr. i SuperBest.

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Sartori, Marani Bianco Veronese IGT, Veneto, Italien

2011 Sartori, Marani Bianco Veronese IGT, Veneto, ItalienHer en lidt spændende hvidvin, som kaldes “Den hvide Amarone”, en betegnelse jeg ikke tidligere er stødt på. Vinen kommer fra Casa Vinicola Sartori, som holder til i byen Negrar, omkring 10 km. nord for Verona og omkring 15 km. øst for Gardasøen i Veneto området.

Fra samme hus har jeg tidligere smagt deres I Saltari Amarone della Valpollicella DOC, som vistnok også er husets absolutte topvin.

Sartoris historie går helt tilbage til 1898, hvor Pietro Sartori købte en vinmark og en lille kælder for at sikre stabile forsyninger af gode kvalitetsvine til sit hotel. Denne handling kom til at symbolisere grundlæggelsen af vinfirmaet Sartori – og vin har lige siden været Sartori-familiens kald. Der er nu gået over 100 år siden grundlæggelsen og det er i dag 4. generation af Sartori familien, der ejer og leder firmaet.

Denne vin, Marani Bianco Veronese IGT er lavet på 100% Garganega druer, der er dyrket på Sartoris egne marker i Veneto området. Garganega er hoveddruen i Soave og Gambellara i Veneto. Der laves både gode og dårlige vine på druen, alt efter hvor stort et udbytte den tvinges til at producere.

Druerne er håndplukket og omhyggeligt udvalgt. De ligger så til tørre i 40 dage – samme metode som man anvender til Amarone vinene og netop derfor kaldes Marani  “Den hvide Amarone”. En del af vinen har været lagret på egetræsfade og resten har været lagret på ståltanke.

Duftmæssigt har jeg noteret mig bitter melon, æbler, svag hyld blandet med honning, blomster og lidt nødder samt lidt grønt. Smagsmæssigt fin frisk og uden noter af “Amarone”, men derimod grønne æbler, stor tørhed, mandler og ganske fin hvidvin.

Købt i SuperBest, pris på tilbud 80 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2008 Schola Sarmenti, Cubardi, Puglia, Italien

2008 Schola Sarmenti, Cubardi, Puglia, ItalienUgen bød også på mer’ vin, blandt andet denne Cubardi fra vinhuset Schola Sarmenti, som holder til i den lille by Nardò i støvlelandets indvendige hæl i Puglia … eller Apulien, som det også kaldes herhjemme.

Vinhuset er ejet af Lorenzo Marra, mens husets vinmager er Alessandro Calabrese. Hos Schola Sarmenti er målet at lave vine, som afspejler området, kulturen og det lokale køkken. Det opnås blandt andet ved at høste fra meget gamle vinstokke, nogle op til 70 år gamle.

Druerne til denne Cubardi kommer fra 65 år gamle vinstokke, som gror en smule anderledes end i andre vinområder, idet vinstokkene gror som buske eller små træer. Schola Sarmenti dyrker stort set kun de lokale druer, Primitivo, Negroamaro og Malvasia Nera. Man forstår at producere vine med en god ren frugt og et godt bid, hvilket absolut ikke er standard for Puglia-regionen. Siden 2009 har alle marker været dyrket økologisk.

Schola Sarmentis vinkælder er netop taget i brug af en treårig renovering. Schola Sarmenti har nemlig hjemme i en gammel vingård, bygget i midten af det 19. århundrede, men gården … og dermed kælderen, har ikke været anvendt i mere end 50 år. Imidlertid har Lorenzo Marra og Alessandro Calabrese fået den gamle vingård moderniseret med respekt for den gamle arkitektur med ædle stjerneformede hvælvinger i kalksten og gamle vægge opført med den lokale Leccese sten. Derudover er der investeret i det mest moderne udstyr til vinfremstilling og aftapning, temperaturstyring m.v.

Cubardi er produceret på 100% Primitivo, en af de førende druer i Puglia. Vinstokkene er som sagt omkring 65 år gamle og vokser som buske eller små træer. Alle druerne er håndplukkede. Vinen har lagret 6 måneder på fransk eg, og derefter 8 måneder på flaske inden frigivelse. Vinen har i øvrigt fået 90 Parker points.

Lad os smage vinen. Duften er sådan lidt kaktus, lidt bitter med solbær og lidt sur karklud … I ved, sådant lidt efter den har hængt nogle uger! Ikke umiddelbart lige min kop te. Smagsmæssigt en flot tørhed … meget markant endda, og der er bestemt også god frugtrigdom kombineret med grønne toner. Herudover lette tanniner og let krydret i eftersmagen. Okay glas vin, og smagen bestemt bedre end duften.

Købt hos Glud Vin, pris 149 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2005 Monasterio de las Viñas, Grand Reserva, Cariñena, Spanien

2005 Monasterio de las Viñas, Grand Reserva, Cariñena, SpanienEndnu en spanioler, nemlig denne Grand Reserva fra Monasterio de las Viñas, et vinhus som jeg skrev en smule om for et par måneder siden, da jeg smagte deres almindelig 2006 Reserva. Vi er i det mere ukendte område Cariñena i Spanien.

Monasterio de las Viñas vinmarker er beliggende 5-800 meter over havets overflade, og består primært af store sten samt grus, understøttet af et lag ren ler, der er med til at holde på den sparsomme nedbør, der falder i området. Området oplever ekstreme tempe-raturer, lange varme somre samt den kølende lokale ”Cierzo”-vind. Alt sammen faktorer, der er med til at skabe saftige og kraftige vine, som er fremstillet på druer, der har kæmpet for næring, og derfor byder på intense og karakterfulde vine.

Monasterio de las Viñas er grundlagt i 1955 som et kooperativ med 155 medlemmer. Oprindelig hed kooperativet Bodega San Jose de Aguarón, men i 1980 udbygges kooperativets faciliteter og huset ændrer navn til Grandes Vinos y Viñedos. Deres vine markedsføres imidlertid under navnet Monasterio de las Viñas og tæller i alt 6 forskellige vine, en hvid, en rosé samt fire røde, hvor denne Grand Reserva er husets topvin.

Vinen er fremstillet på 60% Garnache, 30% Tempranillo og 10% Cariñena, alle fra 40-50 år gamle vinstokke og lagret 24 måneder, Tempranillo og 10% Cariñena i franske egetræsfade og Garnache i amerikanske egetræsfade. Vinen har i denne årgang høstet 91 Parker point. Kun vin fra de bedste fade udvælges til den endelige vin, der efter sammenstikning tappes, og lageres yderligere 36 måneder på flasken.

Duftmæssigt er det mørke bær, brombær, lidt grønne noter og ellers sødme. Smagsmæssigt finder jeg vinen en smule vandet … måske lidt underligt, når der er tale om en fylde og solrig, varm vin. Derudover præges smagen af krydderier, nødder, peber og der er også godt med tannin og eg i vinen. Synes ikke, at den er specielt i balance, og jeg finder “lillesøsteren” som værende et bedre køb.

Købt hos Skjold Burne, pris 119,75 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2011 Stark-Condé Wines, Pangolin Chardonnay, Stellenbosch, Sydafrika

2011 Stark-Condé Wines, Pangolin Chardonnay, Stellenbosch, SydafrikaTil at følge forretten på Restaurant Det Glade Vanvid kunne jeg vælge imellem en rosé fra Østrig på Zweigelt druen eller to hvide, nemlig en 2011 Bodegas Frutos Villar, Viña Morejona Blanco, som jeg tidligere har smagt (og skrevet om) eller denne 2011 Pangolin Vineyards, Chardonnay … og jeg valgte denne Chardonnay vin fra Stellenbosch i Sydafrika.

Bag vinen står reelt vinhuset Stark-Condé Wines, og Pangolin er ejeren José Condés basisvine. Druerne hentes nær kysterne, og det kølende klima giver således vinene mere kompleksitet og nerve. Vinene markedsføres under navnet Pagolin og er vinhusets regionale basisvine med fremragende balance mellem kvalitet og en fornuftig pris.

José Condé er født i Missouri i USA og havde inden livet som vinbonde arbejdet i kunst- og designindustrien i 15 år. I 1997 flyttede han med sin kone og to døtre til Sydafrika, hvor han grundlagde vingården Stark-Condé Wines i 1998 sammen med sin far Hans Peter Schroder (ejer af Neil Elis Wines). Navnet Stark-Condé er en kombination af navnene på vinmager José Condé og hans kone.

Og vinene fra José Condé var en øjeblikkelig succes. Hans første vin, Stark Cabernet Sauvignon, blev hædret af den sydafrikanske vinguru John Platter med den størst mulige rating på 5 stjerner. Det følgende år, de gjorde det igen, og det var Josés 2000 Single Vineyard Cabernet Sauvignon, som igen fik 5 stjerner og blev kåret som bedste sydafrikanske Cabernet Sauvignon.

I dag regnes José Condé som én af Sydafrikas bedste producenter, og foruden et stort talent, også har han nemlig også den rette indstilling og et dybtgående kendskab til det område han dyrker vin i. Alle tænkelige foranstaltninger tages i anvendelse for at lave sublim vin. Det er faktisk så omstændigt, at hver eneste drue bliver checket for modenhedsgrad, råd etc. En dyr og meget omstændig proces. Men en proces som afspejles i vinenes sluttelige kvaliteter.

Nå, men tilbage til denne basisvin, lavet på Chardonnay, men tilsat 5% Sauvignon Blanc for at tilføre vinen lidt friskhed. Lagret på ståltanke, men 5% af Chardonnay druerne har lagret på eg for at tilføre vinen mere kompleksitet. Duftmæssigt fint frisk vin med modne eksotiske frugter i næsen, frisk hø og lidt hyld.

Smagsmæssigt ikke en fed Chardonnay, men igen en lidt frisk vin med lidt sødme, lidt syre, lidt smør og meget easygoing. Gik fint til forretten med en liflig creme på koldrøget laks & asparges med hyldeblomst syltet gulerod, kinaradisse & bælgærter i dildcoulis, maltkiks med dip på pocherede æggeblommer, radisser & karse … uhhhh, det var en lang beskrivelse.

Fås hos Theis Vine, pris 79,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Meyer-Näkel & Klumpp, Hand in Hand Spätburgunder, Baden, Tyskland

2011 Meyer-Näkel & Klumpp, Hand in Hand Spätburgunder, Baden, TysklandMed næste Spätburgunder bliver vi Baden … og så ikke helt alligevel. Vi har her nemlig en vin, som udspringer af ægteskabet mellem Markus Klumpp fra Baden og Meike Näkel fra Ahr, et samarbejde som jeg kort omtalte, da jeg for nogle uger siden smagte Klumpps 2011 Spätburgunder Trocken. Jeg har også tidligere smagt og skrevet om Meyer-Näkel, nemlig da jeg for et år siden smagte deres 2010 Spätburgunder, så på den måde er begge huse tidligere godt beskrevet … eller i hvert fald beskrevet her på bloggen.

Brug linkene og læs om de to vinhuse. Jeg er specielt imponeret over Meyer-Näkel og deres vine, og dem vil jeg gerne smage flere af.

Vinen her skulle – efter sigende – været lavet med druer fra både Ahr og Baden, idet hovedparten af vinen kommer fra marker i Baden kombineret med druer fra en enkelt mark hos Meyer-Näkel. De fine symboler ¨på etiketten går også igen på det website, som er designet til Hand in Hand vinene, og som meget elegant viser om samarbejdet fra A til B … fra Ahr til Baden. Der laves dog kun 2 vine i Hand in Hand serien, en Grauburgunder og denne Spätburgunder, og denne årgang 2011 er alene 2. årgang fra parret.

Og symbolerne på etiketten er da også meget søde … måske en anelse for søgte, men i kærlighed og krig gælder som sagt alle kneb. Der er druer, et A og et B, fodaftryk, en vintønde, tandhjul, et ur og nogle der ligner en elektrisk pære, som symboliserer en god idé.

Nå, men lad os se nærmere på vinen. I glasset en tand mørkere end Spätburgunder normalt, lidt i stil med med vinen fra Klumpp. Duftmæssig heller ikke den sædvanlige Pinot sødme eller kostald, men i stedet lidt kanel, krydderier og mørke bær af en slags. Der er også lidt enebær, røg, kakao og eg i duften, som ellers er en smule svær af placere.

Smagsmæssigt et lidt krydret/syret udtryk med hindbær, vilde jordbær … og også kraftigere i udtrykket end Spätburgunder normalt. Eftersmag med krydderier og tannin. Okay vin, men ikke min favorit.

Købt hos Belvini i Tyskland, pris 12,50€

Vinanmeldelse 4/7