I Alvaro Palacios kavalkaden røg vi med næste vin Les Terrasses til Priorat i Catalonien … det område, som Alvaro slog sig ned i, da han i 1990 stoppede som ønolog for Moueix-familien på Château Petrus, og startede med at producere egne vine.
På det tidspunkt var Priorat hovedsagligt kendt for produktion af bulk vin. Da vinmarkerne kun gav et lille udbytte, var flere og flere af vinbønderne begyndt at nedlægge deres marker.
Men da Alvaro købte sin første vinmark Finca Dofi havde han et mål om at fremstille en stor vin … en blanding mellem kraft og elegance … en krydsning mellem Pétrus og La Grange.
I 1993 købte han efterfølgende prestigemarken L’Ermita, som var beplantet med mellem 60 og 100 år gamle vinstokke, der ikke var podet på amerikanske rødder. Allerede i 1995 begyndte kritikerne at overøse Alvaro Palacio med deres roser.
Vinen L’Ermita fra denne mark er også i dag én af Spaniens dyreste vine. Hos Vinspecialisten koster vinen også imponerende 7.500 kr. i årgang 2011. Det er en vin, som Parker giver flotte point, men sjovt nok aldrig har opnået de magiske 100 point. Mener, at højeste rating var 99 point for årgang 2010.
Denne Les Terrasses er er noget billigere, men også en helt fantastisk vin. Det er en vin, som jeg har smagt en del gange tidligere, bl.a. årgangene 2005 og 2007, men her har vi altså vinen i nyeste årgang 2013.
I denne årgang er det et blend af 60% Carignan, 30% Grenache samt 10% Cabernet Sauvignon og Syrah. Les Terrasses kommer fra forskellige parceller omkring de seks landsbyer Gratallops, Poboleda, Porrera, Les Vilelles, Torroja og Bellmunt el Molar. Fælles for vinmarkerne er, at de ligger på meget stejle skrænter, som alle har en helt perfekt eksponering i forhold til solen.
Udbyttet er lavt, ofte helt nede på 20-26 hektoliter pr. hektar og det er sgu ret lavt. Til sammenligning høster de fleste slotte i f.eks. Bordeaux gerne omkring 45 hektoliter pr. hektar og de bedste Chateauneuf du Pape producenter ligger omkring 30 hektoliter pr. hektar.
Alt håndplukkes naturligvis. Når druerne ankommer til vineriet, sorteres de, før de afstilkes. Efterfølgende presses de nænsomt, og vinen lægges på cementtanke. Førstegæringen finder sted, mens der dagligt foretages remontage. Når gæringen er tilendebragt efter 18-20 dage, så lægges vinen på franske egetræsfade i 12 måneder, både nye fade samt fade, som er anvendt en eller to gange før. Vinen tappes på flaske uden nogen former for filtrering og klaring.
Thomas fra Vinspecialisten fortalte, at vinen er lavet for sidste gang i årgang 2014 og herefter udgår af sortimentet fra Palacios. I stedet kommer der selvfølgelig en anden vin fra de druer, som ellers er anvendt til denne vin. Det må vi lige holde øje med i de kommende år, selvom det er svært at forestille sig, at der skulle komme bedre vin af det.
I næsen er der kirsebær samt lidt mørkere bær, mørk kælder, lidt jord, mineralitet, kridt samt en smule blæk. I munden er vinen langt mere kompleks end de forrige, mere blød og rund med bløde tanniner, tørhed, syre og balance. Smagen er fin, elegant, frugtrig og særdeles blød. Lidt varme i eftersmagen og meget letdrikkelig.
Forhandles hos Vinspecialisten, hvor prisen er 250 kr., hvis ikke vinen allerede er udsolgt.
Rating 5,5/7 
Og hvorfor ikke fortsætte med storesøsteren … endda en væsentligt ældre storesøster, La Montesa Reserva Selección Especial i årgang 2005? Selvfølgelig stadigvæk et blend på Grenache, Tempranillo og Mazuelo fra vinmarken La Montesa del Monte Yerga i Rioja.
La semana pasada … sidste uge … bød også på en spansk smagning, og helt præcis vine fra den spanske superstjerne, vinmageren Alvaro Palacios. Én af vinene var denne La Montesa fra Palacios’ vingård i Rioja … Bodegas Palacios Remondo.
La Reine des Bois … betyder skovens dronning. Det er en Châteuneuf-du-Pape og den kommer fra vinhuset Domaine de la Morderée, som ligger lige udenfor den lille by Tavel lidt syd for Lirac i Rhône.
Nogle kalder tit vine fra Rhône de bedste billigste vine i verden … og man bliver sjældent helt skuffet. Måske “nogle” ikke har drukket tyske Spätburgundere? Men det er jo en helt anden sag. Nogle har alligevel ret i, at man sjældent bliver helt skuffet med en Rhône vin.
Hos Paul sluttede vi i Rhône … nemlig hos en gammel kending Domaine Clos Saint Jean, som jeg har smagt en del gange. Vi er selvfølgelig i Châteauneuf-du-Pape, hvor vi finder den lille familieejendom, som står bag denne husets basis Châteauneuf-du-Pape.
Skal man ha’ klassisk og god Rhônevin, så er Domaine la Bouïssiere et godt bud. Det er nemlig et fantastisk vinhus, som drives af brødrene Gilles og Thierry Faravel. Her har vi fat i deres Vacqueyras i årgang 2012.
I det sydfranske spor var næste vin også fra Languedoc, nemlig fra den lille, fremragende producent Domaine de Saumarez, som ligger ved den lille historiske landsby Murviel-Lès-Montpellier. Og vinen er husets topvin, som kaldes Aalenien.
Når vi nu er ved den store Gérard Bertrand, så lad os lige tage endnu en vin fra ham, nemlig denne Château de Villemajou Corbières-Boutenac Grand Vin … en vin jeg tidligere har smagt i både årgang 2011 og 2010 og været ganske imponeret af.
Med 11 vinslotte og over 470 hektar vinmarker, så er den store ex-rugby spiller og vinproducent Gérard Bertrand svær at komme udenom. Jeg har da også skrevet om ham en del gange her på bloggen, og med denne Naturae Corbières dukker han sgu op igen.