Tag-arkiv: Tyskland

Houlberg i Ahr … roadtrip til et af Tysklands bedste Spätburgunder områder

Ahr er absolut et af de mest spændende områder i Tyskland, når det gælder god og kølig Spätburgunder. Og hvad er så mere naturligt for Danmarks førsteelsker af Spätburgunder, end at lave et roadtrip til området for at udforske nogle af de allerbedste producenter og samtidig feste en smule til den årlige vinfest i Ahrweiler?

Jeg havde rottet mig sammen med to af mine vinboddies Gert E og Jan, som begge også tændte på idéen om masser af Spätburgunder, vinfest og et roadtrip som et afbræk fra dagens normale hamsterhjul.

Vi havde forberedt os godt til turen, bl.a. booket værelser på det store Hotel Steigenberger på Kurgartenstraße i Bad Neuenahr og aftalt besøg hos nogle af de allerbedste vinproducenter i Ahr, nemlig hele 9 stykker med velklingende navne som Julia Bertram, Stodden, Meyer-Näkel, Adeneuer m.fl. Alle besøg sirligt indført i et skema, hvor der ikke var plads til mange svinkeærinder.

Så efter endt arbejdsdag en grå og regnfuld onsdag, så satte vi kursen sydover med planen om at ramme et hotel i nogenlunde kort afstand fra Ahr, da vi allerede torsdag formiddag kl. 10.00 havde det første vinbesøg med Julia Bertram … eneste tidspunkt, som den søde og travle winzerin kunne.

Vejret undervejs var freaking, fucking vildt … masser af regn- og sindssygt tordenvejr og jeg tror faktisk ikke, at jeg tidligere har set så mange lyn i løbet af så kort tid. Det betød, at vi droppede idéen om at finde et hotel inden Ahr og så i stedet ramte Hotel Steigenberger ved midnatstid … klar til programmet.

Ahr området

Der har siden det 8. århundrede været dyrket vin i Ahrdalen, der ligger ved den lille vulkanske bjergkæde Eifel og dækker 548 hektar vinmarker. Ahr ligger geografisk lige ovenover Mosel og dermed en af de mindste og nordligste regioner i Tyskland, kun overgået af Saale-Unstrut og Sachsen.

Det meste i Ahr drejer sig om rødvin og specielt Spätburgunder, selvom det samtidig er det område i Tyskland, hvor der forholdsvis findes flest marker med den sårbare diva Frühburgunder. Omkring 87,5% af produktionen i Ahr er rødvin og 342 hektar er med den elskelige Spätburgunder drue.

Området er i dag præget af små og spændende vinproducenter, selvom over halvdelen af produktionen faktisk kommer fra tre store kooperativer, nemlig Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahr, Dagernova Weinmanufaktur og Ahrweiler Winzer-Verein.

Kooperativers store omfang er historisk betinget, for allerede tilbage i 1868 blev det første kooperativ i Mayschoß dannet, da en lang række vinavlere var i nød og gik sammen for at stå stærkere og i en periode frem til 1898 blev der i alt dannet 20 kooperativer i Ahr dalen … et usædvanligt højt antal for et sådant lille område.

I dag er mange dog fusioneret eller nedlagt, så der alene er de nævnte 3 kooperativer tilbage og omkring 80% af alle vinavlere I Ahr har helt små marker og leverer deres druer til disse kooperativer.

Kooperativerne fylder dog slet – hverken i indflydelse eller i bevidstheden hos forbrugerne – ikke så meget som fx i Soave, for Ahr er nemlig i stedet mest kendt de mindre selvstændige vinhuse, som producerer Spätburgunder vine i særdeles høj kvalitet anført af bannerfører som fx Jean Stodden og Meyer-Näkel.

Samlet findes der i dag omkring 65 selvstændige producenter, som har vinproduktion som deres hovederhverv. Men det er klart en lille håndfuld, som har markeret sig internationalt, mens de fleste er små producenter, som primært sælger deres vine i Tyskland.

Vinmarkerne

I Ahr er nogle af vinmarker sindssygt stejle og nok nogle af de stejleste marker, som jeg endnu har set. Området er dog forholdsvis overskueligt med de 548 hektar, som er fordelt på 49 marker omkring 16 byer.

Det er vist svært at se på kortet ovenover, men de primære – og mest kendte byer – er nok Neuenahr, Marienthal, Dernau, Ahrweiler, Kreuzberg, Rech, Heimersheim, Walporzheim og Mayschoß.

Generelt er jorden i Ahrdalen meget klippefyldt, men der er alligevel forskel fra den nedre del til den øvre del. Den nedre del er dalen, som jeg selv ville den øvre del længst mod øst – mellem Walporzheim og  Heimersheim – er det bredeste stykke, og der er siderne heller ikke så stejle som på den midterste eller øverste del.

I den nedre del er jorden mest kraftfuld med mere lidt mere löss, sand og grus, men jorden i den øvre del, altså den mere smalle dal længst mod vest mellem Altenahr und Marienthal, er langt mere mager, vulkansk og præget af skifer.

Mange af vinmarkerne er meget gamle og anlagt i terrasser og nogle terrasser er endda så små, at de kun omfatter 40 vinstokke, men alle næsten utilgængelige på de sindssygt stejle marker.

Man har siden 1960’erne foretaget en såkaldt flurbereinigung, hvilket er et tysk ord for en slags landreform, hvor man bl.a. har renoveret mange af markerne, således de nemmere kan anvendes i produktionen i dag, fx ved anlæg af små veje over nogle af vinmarkerne, hvorved høsten bliver en anelse nemmere.

Den mest plantede druer er – som nævnt – Spätburgunder med samlet 342 hektar marker. Derefter følger Blauer Portugieser og Riesling med hver 43 hektar marker og så kommer ellers i mindre omfang druer som Frühburgunder, Regent, Dornfelder, Müller-Thurgau, Domina, Weißer Burgunder og Kerner.

Det er ubetinget er Spätburgunder, som er vigtigste vin i Ahr, og druen fik yderligere medvind i forbindelse med landreformen – der flurbereinigung – hvor mange vinstokke med Blauer Portugieser blev erstattet med Spätburgunder og generelt har Spätburgunder vundet mere og mere frem i Ahr.

Forholdsmæssigt har Ahr størst andel af Frühburgunder, men mange producenter dropper løbende den sarte drue, idet området næsten er blevet for varmt for druen. Derfor er Frühburgunder i dag også plantet på de dårligste marker … der hvor der er mest skygge og koldeste temperaturer.

Markerne med Frühburgunder var forholdvis nemme at spotte under vort ophold, idet vinstokkene nemlig var beskyttet med blå net for at sikre de tidligt modne druer fra både fugle og vildsvin.

I de seneste år har man blandt producenterne enes om, at man manglede en hvidvin, som var særpræget for området og derfor har man valgt Blanc de Noirs på selvfølgelig Spätburgunder. Næsten alle de besøgte vingårde havde også sådan én i deres program i dag … dog med noget mer’ svingende kvalitet end ved deres røde Spätburgunder vine.

Turist i Ahr

Ahr-dalen er et smukt og fantastisk område at besøge, og selvom området mest er kendt for sin vin, så er der også masser af andre oplevelser i Ahr, som fx byder på en unik spektakulær natur med mulighed for vandreture og cykelstier gennem hele dalen.

Og Bad Neuenahrs fortid – og nutid – som kurby fornægter sig heller ikke med gamle kurhoteller, spabade, jernrige kilder, produktion af mineralvand, kurparker og alt indenfor wellness. Vi boede selv på et gammelt, tidligere kur-hotel, nemlig det store Steigenberger i Bad Neuenahr. Der er vel 3-4 kilometer ind til Ahrweiler, men man kan spadsere langs Ahr-floden hele vejen … en smuk tur.

Selve Ahr floden overraskede os. Det er jo en biflod til Rhinen, men det er en utrolig lille flod … nærmest et lille vandløb og samtidig ikke særlig dyb. Men hele området har jo sit navn eller floden, for Ahr er nemlig det keltiske ord for vand.

En by som Ahrweiler er bestemt også et besøg værd, en virkelig smuk gammel by, nærmest en fæstning med sin gamle bymur og de 4 gamle byport/-tårne Ahrtor, Niedertor, Obertor og Adenbachtor samt et centrum med masser af gamle bindingsværkshuse og god mulighed for at shoppe eller drikke et glas vin.

Og er man til vin, så er Ahr-dalen et sandt lille paradis med sin egen vinrute, de mest utrolige skiferholdige vinmarker og masser af små vinproducenter, som ligger forholdsvis tæt i den kun 25 kilometer lange dal. Og hos producenterne er det vinbonden selv, som du møder og det giver altid bare et mere spændende besøg.

Derudover er der masser af vinfester … og tyskerne elsker virkelig at feste. I modsætning til herhjemme, så fester man sammen, unge som gamle og det er til både hornmusik og mere moderne toner. Og det foregår normalvis altid på byens torv/markedsplads.

I perioden fra begyndelsen af september til slutningen af oktober holdes der vinfester i næsten alle byer som Altenahr, Mayschoß, Rech, Dernau, Walporzheim, Ahrweiler og Heimersheim.

Vi deltog selv et par aftener i winzerfesten på torvet i Ahrweiler og fik ved selvsyn oplevet tyskerne feste. Den første aften var det med vinbonden Peter Kriechel som guide og næsten aften mere endnu mere gas og højt festhumør.

Vi fik også hilst Ahrweiler 2019/20 valg til Ortsweinkönigin, nemlig den 25-årige Carlotta Müller, som senere skal kæmpe mod de andre vinprinsesser fra de andre Ahr byer om titlen Gebietsweinkönigin for hele Ahr og senere repræsentanter fra de andre vinområder i hele Tyskland om titlen som Deutsche Weinkönigin.

Den titel fik Ahr senest i 2012/13, hvor det såmænd var Julia Bertram, som vandt titlen som hele Tysklands vindronning. Det er imidlertid en titel, som ikke kun handler om at komme fra en vinfamilie og have et pænt udseende.

Man bliver kun weinkönigin, hvis man har en stor viden om vin, idet alle deltagere skal igennem en lang test med over 60 spørgsmål om vin inkl. en række smagninger, hvor vinen skal identificeres med druesort og hvilken mad, som vinen bedst matches med.

I øvrigt hedder det så ikke en weinkönigin i Ahrweiler, men en Burgundia … men det dækker over samme titel. På billedet ovenover kan I så Burgundia Carlotta Müller og jeres flittige vinblogger.

Madmæssigt er Ahr også et besøg værd … og vi besøgte bl.a. den formidable Restaurant Prümer Gang, hvor vi fik en 4-retters menu til beskedne 54€ … og vi lod også vores søde tjenerinde bestemme en tilhørende vinmenu med lutter vine fra Ahr.

Den herlige 4 retters menu bestod af den mest lækre Caesar salat, som jeg nogensinde har smagt, en monster dejlig anden forret med nogle marinerede kammuslinger og jomfruhummer, en hovedret med rød kød og selvfølgelig en sød dessert med både sorbet og chokolademousse.

I skal da ikke snydes for billeder af retterne. Vinene har jeg ærlig talt glemt, men en vinmenu kostede 28,30€ eller omkring 210 kr. for 4 fantastiske vine … det er sgu billigere end i Danmark.

Vort besøg hos producenterne

Som nævnt indledningsvis, så havde vi hjemmefra booket aftaler med nogle af de allerbedste vinproducenter i Ahr og fordelt på hele tre dage besøgte vi således

Ovenover har jeg linket til uddybende blogindlæg om disse besøg samt et shitload af anmeldelser på masser af de vine, som vi smagte undervejs hos de dejlige producenter.

Men fælles for alle de besøgte vinbønder var en særdeles positiv og venlig imødekommende. Alle steder blev vi modtaget med åbne arme, selvom der selvfølgelig også var store forskelle og nogle selvfølgelig gjorde mere indtryk end andre.

Julia Bertram var den sødeste kvinde … meget fortællende og utroligt imødekommende. Hos Meyer-Näkel gjorde deres salgschef Dennis Appel også et fantastisk indtryk og hjalp med at ændre et par af vores besøg, så vi skulle køre mindre og fik os også booket ind til aftensmad på den fantastiske Restaurant Prümer Gang midt i Ahrweiler.

Næste alle steder var det også vinmagerne selv, som tog imod os … dog undtagen hos Jean Stodden, hvor det var i stedet var Alexander Stoddens hustru, som ledte os igennem vinene … og så som nævnt salgschefen Dennis Appel hos Meyer-Näkel.

Hos alle vinproducenterne fik vi også et kig ned i produktionen og vinkældrene. Enkelte steder smagte vi endda en lille fadprøve fra en igangværende produktion. Det giver et fantastisk indtryk af en vinproducent, når du har besøgt kældrene, hvor vinene laves.

Det vildeste af vort besøg var klart hos Peter Kriechel. Han havde udover en smagningen af hans vin i kælderen også inviteret os til en Vesper … en middag inde i byen, hvor han havde bedt en række små producenter fremsende vine, da han synes vi også skulle smage vine fra nogle af de huse, som vi ikke kunne nå at besøge … og sådan vi oplevede et bredt udsnit af Ahr vinene.

Derfor blev smagningen hos Peter Kriechel også en efterfølgende, hyggelig aften hos Weingut Franz Coels inde midt i Ahrweiler, hvor vi fik god mad og så masser af vine fra både Coels selv, Weingut Max Schell, Weingut Peter Linden, Weingut Kurth samt et par vine fra de to kooperativer Dagernova og Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahr … og så lidt mere vin fra Kriechel.

Jeg har selvfølgelig også anmeldt nogle af vinene fra de små producenter … samt et par stykker fra de nævnte store kooperativer. Der er med andre ord masser af anmeldelser af Ahr vine på Houlbergs Vinblog efter vort fantastiske roadtrip.

2017 Weingut Schloss Schönberg, Auerbacher Spätburgunder, Hessiche Bergstrasse, Tyskland

2017 Weingut Schloss Schönberg, Auerbacher Spätburgunder, Hessiche Bergstrasse, TysklandJeg gik næsten i selvsving, da jeg tidligere smagte Weingut Schloss Schönbergs Lagenwein 2016 Auerbacher Fürstenlager Spätburgunder. Nu er det Rabea Trautmans Ortswein 2017 Auerbacher Spätburgunder, som byder på masser af samme kvaliteter.

Vinen er også lavet på næsten samme måde som Lagenwein storesøsteren, altså med en 5 dages kold-macerering, hvorefter temperaturen har fået lov at stige i gæringskarret. Med den stigende temperatur begynder de naturlige gærceller at arbejde. Efter endt gæring er vinen overført til små egetræsfade hvor den har tilbragt 18 måneder.

Næsen er igen herlig vild … næsten bio og har både blomster, røg, sød animalsk kostald, eg, kirsebær,  jordbær, nelliker, kanel, vanilje, mentol og samme gærede syrlighed som hos storesøsteren … det dufter vildt godt. WAOW.

Smagsmæssigt minder vinen også meget om storesøsteren, men er måske ikke helt så vild. Igen en meget juicy følelse, saftig, syrlig med lyse kirsebær, ribs, balsamiske elementer og klare mineraler. Det er vild god Spätburgunder og til prisen et røverkøb.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Weingut Fritz Haag, Brauneberger Juffer Sonnenuhr Riesling Trocken GG, Mosel, Tyskland

2017 Weingut Fritz Haag, Brauneberger Juffer Sonnenuhr Riesling Trocken GG, Mosel, TysklandSå smager vi igen en vin fra én af Mosels stjerneproducenter, nemlig Weingut Fritz Haag på ejendommen Dusermonder Hof på de stejle skiferskråninger ved byen Brauneberg og vinen er en nyere årgang af hans Brauneberger Juffer Sonnenuhr Riesling Trocken Großes Gewächs.

De bedste marker hos Haag er netop de to Große Lage marker Brauneberger Juffer og Brauneberger Juffer Sonnenuhr, som begge ligger på den venstre bred af Mosel overfor landsbyen Brauneberg.

Brauneberger Juffer er en stejl, sydvendt skråning på omkring 32 hektar, som omslutter Brauneberger Juffer Sonnenuhr, som er på 10,5 hektar og ligger på toppen med den bedste placering og stejleste skråninger.

Brauneberger Juffer Sonnenuhr Riesling Trocken Großes Gewächs er lavet med de bedste druer fra marken, høstet manuelt og vinen er fermenteret på både rustfrie ståltanke og fuders … med omkring halvdelen i hver og lagret sur lie i en periode.

Næsen er meget blomsterrig, stor lethed, svagt lidt akaciehonning, mandler, håndsæbe, citron, nogle moskusagtige noter, let sødme, fersken, modne æbler, stor og gennemgående mineralitet.

I munden er vinen fortsat ung, frisk og rank med masser af citroner, mineraler, nogle kalkede elementer, masser af syre, meget stringent og samtidig lidt grøn, frisk og spændstig i smagen … meget ung og  har frugtmæssigt blomster, æbler, hyld og lemon.

Forhandles hos Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg WB Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2017 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg WB Spätburgunder, Pfalz, TysklandFor et år siden smagte jeg en Sonnenberg Spätburgunder i årgang 2016 fra Weingut Jülg på der Hauptstraße i byen Schweigen-Rechtenbach i det allersydligste Pfalz ved grænsen til Alsace i Frankrig. Nu er det igen september og der er igen Jülg vin i glasset … hans 2017 Schweigener Sonnenberg WB Spätburgunder.

I tidligere år har Johannes Jülg blandet druerne fra de to små parceller Wormberg og Kammerberg på Sonnenberg marken i sin vin Sonnenberg Spätburgunder, men i denne årgang 2017 har han for første gang forsøgt at separere de to … og WB betegnelsen på denne vin afslører selvfølgelig, at her kommer druerne fra Wormberg parcellen.

Wormberg er dialekt for varmt bjerg. Parcellen har en lidt sydvestlig orientering og ligger nærmest som et amfiteater for enden af en dal, hvor der bliver rigtig varmt, især i aftentimerne og med en undergrund præget af kalksten.

Vinen er lavet med spontangæring alene på druernes naturlig gærceller og efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på brugte barriques  …. brugt 1-3 gange tidligere og er efterfølgende aftappet ufiltreret på flaske.

I glasset er Schweigener Sonnenberg Spätburgunder ikke sådan helt ovre i den helt lyse og transparente afdeling, for vinen har en smule mere farve. Men næsen er spot-on god, klassisk, flot Spätburgunder med animalsk, småsød hestestald, godt med eg, røgede noter, mens frugten også har lidt tyngde med mørke kirsebær, blommer, pænt frisk i frugten, bagt frugttærte og virkelig harmonisk.

Smagen er silkeblød, men med et krydret touch og inde i munden breder roen sig langsomt. Det smager altså bare godt. Igen er der en virkelig stor intensitet i frugten, en lille syrlig kant, kirsebær, ribs og lidt et mineralsk islæt. Det er vildt godt og elsker den syrlighed, som bare smagsmæssigt spiller smukt op imod den lidt mørkere duft.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Weingut Schloss Schönberg, Auerbacher Fürstenlager Spätburgunder, Hessiche Bergstrasse, Tyskland

2016 Weingut Schloss Schönberg, Auerbacher Fürstenlager Spätburgunder, Hessiche Bergstrasse, TysklandDe er fandeme vilde på Weingut Schloss Schönberg, hvilket også bekræftes af næste vin fra Rabea Trautman … hendes 2016 Auerbacher Fürstenlager Spätburgunder.

Druerne har gennemgået en 5 dages kold-macerering, hvorefter temperaturen har fået lov at stige i gæringskarret. Med den stigende temperatur begynder de naturlige gærceller at arbejde. Efter endt gæring er vinen overført til små egetræsfade hvor den har tilbragt 24 måneder.

Hold nu kæft … pardon my french, men hvor dufter det sindssygt godt og jeg bekræftes igen i min hårdnakkede påstand om, at tysk Spätburgunder er noget af det bedste vin i verdenen. Næsen er så lækker med den søde, animalske kostald, som har pænt med noter fra egefadene og egentlig er langt mørkere end de helt lyse og helt transparente af slagsen.

Her er der klart mere gods og bundtræk i næsen, sorte kirsebær, morbær, jordbær, nelliker, lidt gran eller måske endda lærkeskud, kanel, vanilje, mentol og et gammelt depotrum. Vinen har samtidig en let boblende, gæret syrlighed i frugten. Nam og uha.

I munden er det en svulstig Spätburgunder, men med en fantastisk urkraft og en magiterning af pakket frugt. Det er smagsmæssigt også klart mørkere frugt end normalen, men det hele leveres med så stor intensitet, at vinen næsten ikke kan være i glasset … eller munden for den sags skyld. Der er balsamiske noter, lidt røgede elementer, sindssyg velsmag og en 3-spring-lang eftersmag.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Weingut Schloss Schönberg, Auerbacher Silvaner, Hessiche Bergstrasse, Tyskland

2017 Weingut Schloss Schönberg, Auerbacher Silvaner, Hessiche Bergstrasse, TysklandNogle vine tager dig på sengen, overrasker, forundrer, forbavser og sågar hensætter dig i chok. Sådan én er denne Auerbacher Silvaner fra Weingut Schloss Schönberg, som ligger i byen Bensheim i Hessiche Bergstraße lige syd for Frankfurt am Main.

Weingut Schloss Schönberg et det nyeste vinhus i det lille vinområde Hessische Bergstraße … det lille område med kun 439 hektar vinmarker og dermed et af de mindste af Tysklands 13 vinområder. Schloss Schönberg er grundlagt i 2016 af Rabea Trautman og hun er oprindelig fra Paderborn.

Rabea var egentlig i gang med en uddannelse til landskabsarkitekt, da hun pludselig skiftede spor og besluttede at blive winzerin og selv producere vine. Hun driver hendes lille vinhus fra en flot, gammel ejendom, hvor sekthuset Griesel & Compagnie også holder til.

Ejendommen er fra 1904, og har tidligere tilhørt Hessischen Staatsweingüter, men er nu base for Griesel & Compagnie, som den unge Rabea Trautmann har indledt et tæt samarbejde med.

Udover vinkælderen i ejendommen, så deler de også vilde gærkulturer samt druer fra nogle af de to vinhuses druer fra markerne omkring Auerbacher og Schönberger.

Weingut Schloss Schönberg har i dag 14 hektar vinmarker, og de fleste placeret i det område, hvor fyrsterne Erbach-Schönberg på slottet Schloss Schönberg i århundrede producerede vin. Det er bl.a. markerne Schönberger Herrwingert, Auerbacher Fürstenlager, Auerbacher Höllberg, Zwingenberger Steingeröll og Alsbacher Schöntal.

Rabea er meget økologisk bevidst, gærer på naturgær, forstår at bruge sit egetræsfad, så det underbygger og ikke dominerer. Hun laver samlet omkring 20 forskellige vine, herunder altså denne lidt specielle Auerbacher Silvaner, som er lavet med spontangæring og lagring på barriques. Den har 2,6 gram restsukker pr. liter.

WTF? Sikke en koket og unik næse, lidt som at dykke snotten ned i en pose frugtvingummi for voksne … og så kombineres det med lidt bonderøv, et lille landligt, animalsk islæt, blomsterpollen, en squash sodavand, appelsinskal, kanel, vanilje, mahognimøbler og røgede egeplanker.

I munden har vinen lidt et juicy touch … meget blidt, let og så bare pokkers aromatisk, saftigt og smagfuld med en blid, let og alligevel meget fin syre, som virker moden og voksen. Der er både lidt Geena Davis og Anders And over vinen, sådan både smuk og lidt fortegnet, men samtidig ufattelig dragende. Nogle vil sikkert vrænge næse.

Var jeg sommelier på en restaurant, så ville jeg helt sikkert have denne vin på vinkortet, og så spille den ud, når en gæst efterspurgte noget overraskende … for dét er vinen … overraskende. Men den er samtidig også fabelagtig. Verdenen har brug for flere af sådanne vine.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Weingut Schwarztrauber, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Schwarztrauber, Spätburgunder, Pfalz, TysklandLad os nappe den næste vin fra den økologiske vingut Berhard Schwarztrauber i den lille by Mußbach i Pfalz og denne gang hans røde Gutswein på ren Spätburgunder.

Jeg har ikke kunnet finde nogle informationer om produktionen af vinen, men formentlig – og nu gætter jeg ud fra smagen – er vinen alene lavet i ståltanke.

I glasset er det ikke en helt lys og transparent, teglfarve Spätburgunder, men der er en smule mere farve. Næsen er ganske let med lidt sarte blomster, en meget direkte frugt, sådan lidt lyse kirsebær og hindbær, syrlige bolsjer, lidt støvet og afdæmpet i aromaerne.

Smagen er tør … lidt rustik og krydret med masser af nelliker, lidt peber, som brænder en smule, mens frugten er ribs, hindbær som suppleres med eg, røg og grønne blade. Frugten er meget stringent, lidt hård, jernholdig og der er samtidig pænt med tanniner, som sætter sig i munden.

Forhandles af Winus DK, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Weingut Schwarztrauber, Grauburgunder Edition Papillon, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Schwarztrauber, Grauburgunder Edition Papillon, Pfalz, TysklandVingutten Sorte Druer aka Weingut Schwarztrauber ligger ved den lille landsby Mußbach 3 kilometer nordøst for Neustadt an der Weinstraße i Pfalz og Houlberg smager nu to vine fra Schwarztrauber og først er det hans Grauburgunder Edition Papillon.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1959 af to kokke … Walter og Gerlinde Schwarztrauber i den lille by Mußbach mellem Neustadt an der Weinstraße og Deidesheim, men siden 1994 har sønnen Gerhard Schwarztrauber stået for driften.

Faktisk startede Gerhard allerede i 1981 med at arbejde hos sin far og grundlagde efter blot et år selv sit egen lille vinhus i Mettenheim, hvor han fik sin første selvstændige erfaringer som vinbonde og startede med økologisk drift.

Gerhard var en af de første vinavlere i Pfalz til at omdanne til økologisk produktion og han omlagde samtidig også forældrenes vingård til økologisk drift, inden han i 1986 tilsluttede sig Bioland Verband og blev certificeret økologisk.

Siden 1994 har Gerhard Schwarztrauber så sammen med hustruen Petra drevet begge vingårde med samlet omkring 20 hektar vinmarker, hvor de allerbedste marker er Mußbacher Eselshaut, Gimmeldinger Kapellenberg, Haardter Herzog og Mußbacher Glockenzehnt.

Vinhuset arbejder meget bevidst med at lave vinene i harmoni med naturen og  respekterer de naturlige vækst-og modnings faser. De kalder også deres vine veganervine. Gerhard er da også 4 gange fået diplom som hørende til bedste økologiske winzer af Mundus Vini Biofach.

Her smager vi Gerhard Schwarztraubers 2018 Grauburgunder Edition Papillon … altså en økologisk fætter, som er fermenteret i rustfrie ståltanke, men altså lagret en kort periode på egefade, men ellers er der begrænsede oplysninger om vinen.

I næsen er det en lidt smørfed, rund og behagelig vin … pærer, kvæde, ananas, mirabeller, honningmelon, lindetræ og lidt aftryk fra fadlagring med svag vanilje og kanel, men ellers er vinen meget afdæmpet, sart og forsigtig.

Smagsmæssigt er denne Grauburgunder Edition Papillon meget rund og blød, igen en smule flad smørfedme, som egentlig fylder munden godt med masser af behageligheder. Det er en kende til den søde side, som man ofte ser i Pinot Gris vine, her med en lille krydret citronsyre, som holder vinen fin oprejst. Vinen er klart meget venlig og pleasende, så absolut en vin, som de fleste vil kunne lide.

Forhandles af Winus DK, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Weingut Franzen, Neefer Frauenberg Spätburgunder, Mosel, Tyskland

2017 Weingut Franzen, Neefer Frauenberg Spätburgunder, Mosel, TysklandDet er kun lidt over en måned siden, at jeg drak en flaske 2017 Neefer Frauenberg Riesling GG fra Kilian Franzen på Weingut Franzen. Nu smager jeg den røde solskoldede lillesøster Neefer Frauenberg Spätburgunder.

Franzen laver primært hvidvine på Riesling, men altså også en smule rødvine. Projektet med rødvinene startede egentlig lidt for sjov eller som en hobby for at udfordre dem selv, men det er i dag blevet langt mere end en hobby og en stor passion for Kilian og hustruen.

Druerne kommer fra en parcel på den svimlende stejle Neefer Frauenberg og de fik parcellen med gamle Spätburgunder stokke tilbudt i 2014 og det kunne Kilian ikke sige nej til. Og hvert år bliver han fascineret af, hvilken kvalitet der opnås fra marken.

Der er ikke vildt mange oplysninger om vinen, men den er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller og lagret på barriques … formentligt et sted mellem 12-18 måneder.

I glasset er vinen lys transparent og omgående fornemmes, at der er tale om en Spätburgunder med toner i den lyse ende af durskalaen … klart noget der dur, so to speak. Næsen er ikke vildt animalsk, men har blomster, let lys frugt som jordbær, moreller og lyse kirsebær. Det er utroligt blidt, fint, sart, forsigtigt og suppleres samtidig med lette fadnoter herunder lidt vanilje samt en lille grøn og æterisk syre.

Smagsmæssigt spiller vinen også på flere tangenter, både halvtoner,  heltoner og halvandentoner, er let, fin, blød og feminin, en meget ren saft, som er utrolig elegant med smuk balance. Det er blidt og har så alligevel en syre, som lige er tilstrækkelig til, at vinen holder både grund- og kammertonen.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Weingut Karl May, Pinot Noir, Rheinhessen, Tyskland

2017 Weingut Karl May, Pinot Noir, Rheinhessen, TysklandPå Ludwig-Schwamb-Straße 22 i byen Osthofen i den sydlige del af Rheinhessen finder vi Karl, Peter og Fritz May, som driver Weingut Karl May. Derfra smager en Gutswein, nemlig deres almindelig entry-level Pinot Noir basisvin.

Vinhuset er grundlagt i 1815 og drives i dag af 7. generation i form af Peter og Frits med lidt hjælp fra deres far Karl. De to brødre ligner tvillinger, men det er de imidlertid ikke, men har begge spillet håndbold på højt niveau, inden de overtog driften fra deres forældre.

Samlet har familien 20 hektar vinmarker, som siden 2007 har været drevet økologisk og i det hele taget er det brødrenes filosofi, at der skal være så lidt indgriben i produktionen som muligt.

Vinen er lavet med 18 dages gæring med skindet i åbne gæringskar og er efter endt fermentering lagret 10 måneder på en kombination af store fade aka großen Holz og ældre barriques.

I næsen er det en pænt krydret bandit … fyrnåle, tør eg, nelliker, lidt papkasser eller tørt papir, mens frugten er lidt mørk, maskulin med kirsebær, brombær, lidt appelsinskal samt en rustik og dansende syre.

Smagen er også en kende rustik, er meget tør og har masser af jern, blæk, tanniner og krydderier. Smagen er ribs, granatæbler og det er – som med duften – en maskulin og lidt grov Spätburgunder aka Pinot Noir med et råt og ekstremt tørt bid. Smagen bliver klart bedre med en smule luft i glasset, så slyng den endelig godt i glasset og vær en smule tålmodig.

Forhandles af Vinuniverset, hvor en flaske koster 95 kr.

Vinanmeldelse 4/7