Tag-arkiv: 5½

2018 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Oberbergener Bassgeige Spätburgunder, Baden, Tyskland

2018 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Oberbergener Bassgeige Spätburgunder, Baden, TysklandJeg har smagt Weingut Franz Keller Bassgeige Spätburgunder et utal af gange og altid været glad. Det blev jeg også, da vores bestyrelsesmøde sluttede med vinen i seneste årgang 2018.

Oberbergener Bassgeige Spätburgunder er en Erste Lage vin, hvor druerne kommer fra en vinmark, som i den grad præger den lille by Oberbergen, nemlig marken Bassgeige, som betyder betyder kontrabas. Det kommer fra, at marken Oberbergener Bassgeige– set fra oven – ligner en kontrabas og derfor har marken fået dette navn.

Vinen er lavet med de bedste druer fra marken og produceret helt traditionelt og lagret på brugte barriques … fade, som har været brugt 2-3 gange tidligere.

Og det dufter sgu ret meget som 2017’eren … animalsk stald, en kølig stil, men med et klart præg fra fadene, kanel, to vaniljekiks, kagecreme, nelliker og så en fin lys og småsyrlig frugt, kirsebær, jordbær, hindbær, granatæbler, virkelig frisk og samtidig med  bolsjesødme, som giver lidt modvægt til syren.

Smagsmæssigt er det en stram, tæt, frisk og præcis Spätburgunder, hvor der er hindbær, meget direkte og ren frugt, jern og mineraler, så derfor smager det tørt, rent, let og elegant. Oberbergener Bassgeige Spätburgunder skuffer ikke … igen bliver Houlberg salig.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 189 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Weingut Bercher, Burkheimer Feuerberg Kesselberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2017 Weingut Bercher, Burkheimer Feuerberg Kesselberg Spätburgunder GG, Baden, TysklandVor formand i vinlaughet havde til et bestyrelsesmøde forleden  dag fundet en række store tyske kanoner frem … og efter Riesling fra Franken, så stod den på en fin 2017 Burkheimer Feuerberg Kesselberg Spätburgunder GG … Großes Gewächs fra Weingut Bercher i Burkheim i Kaiserstuhl i Baden.

Det er én af de vingårde, som jeg selv har besøgt. Det var vist tilbage i 2016, men det kan du læse mere om i indlægget Besøg hos Weingut Bercher i Burkheim. Vi besøgte stedet med tømmermænd, men endte med at få en vitterlig god smagning med Martin Bercher.

Vinen er en af husets topvine og lavet med druer fra marken Burkheimer Feuerberg Kesselberg, hvor  Feuerberg refererer til Kaiserstuhls fortid som vulkansk område og Kesselberg er en lille parcel på bjerget. Efter høst gærer druerne på skind i 14 dage, hvorefter vinen modnes i barriques midst 18 måneder.

Duften er sødlig, landlig og rund … klart Spätburgunder med kirsebær, jordbær, et klart fadpræg med kanel, vanilje, nelliker, blæk, kamfer og frugten virker egentlig ret moden. Det er lidt en maskulin Spätburgunder næse, sten, krydderier og nogen tyngde.

Og lad mig afsløre med det samme, at det smager fortryllende, ret intens frugt med kirsebær, jordbær suppleret med bitter chokolade, tonsvis af sten, grus, granitskærver og jernholdige mineraler. Dertil skal lægges en virkelig lang eftersmag. Der er endnu en teenager, ung, ubekymret, fræk og bumset, men med stor fremtid.

Forhandles herhjemme af Crime Vine, hvor en flaske koster 325 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Weingut Wöhrle, Lahrer Kronenbühl Weissburgunder, Baden, Tyskland

2019 Weingut Wöhrle, Lahrer Kronenbühl Weissburgunder, Baden, TysklandFra Weingut Wöhrles parcel på den 43 hektar store VDP Erste Lage Lahrer Kronenbühl mark smager jeg deres 2019 Lahrer Kronenbühl Weissburgunder, der atter beviser Markus Wöhrles talent.

Det er i øvrigt første gang, at jeg ser betegnelsen 1G på en etiket. Vi kender betegnelsen GG fra de mægtige Großes Gewächs vine og tidligere har Wöhrle da heller ikke anvendt 1G tegnet, så jeg vil gætte på, at det er nyt her i 2019 årgangen, hvilket Mr Ruby også har bekræftet. Men det giver egentlig god mening, da det virker en kende eksklusivt … altså med mindre man er telefonselskab, for der er man vist nået til 5G 🙂

På Lahrer Kronenbühl marken dyrker Markus både Spätburgunder, Riesling, Chardonnay, Rieslaner, Grauburgunder og altså også lidt Weißburgunder … og alt drevet fuldstændig økologisk.

Denne vin er lavet med 12 timers skindkontakt, spontangæring i 2-3 år gamle egefade alene med druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret 6 måneder sur lie på de 2-3 år gamle egefade inden aftapning på flaske. Vinens restsukker ligger på små 1,5 gram pr. liter.

Hvor er duften dog ren … ikke et hår vender forkert, ikke en dråbe løber den forkerte vej og alt er er velkomponeret med lige linjer på nodepapiret. Vinen har en kalket renhed, som sammen med en lille og elegant smøragtig fylde, pærer, æbler, lime samt grønne bananer giver både pondus og stor friskhed … rank, stoisk og stolt.

I munden er der antræk til fyldig vellyst, uterlig sanselighed og frodighed, men syren har grebet spankingpisken og giver sammen med en lille disket grapebitterhed dig små irettesættende slag, som føles helt rigtig. Det giver en rank, smagfuld og frisk vin, mineralsk, saltet, bitter og skøn … ren, rank og dominant. Sådan skal det bare gøres.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Mamete Prevostini, Valtellina Superiore Riserva, Lombardiet, Italien

2015 Mamete Prevostini, Valtellina Superiore Riserva, Lombardiet, ItalienVi havde en dejlig siksakkurs mellem vine fra Rainoldi og så Mamete Prevostini. Det er her netop en vin fra Mamete, som vi næst fik i glasset … en Valtellina Superiore Riserva i årgang 2015.

Her kommer druerne fra nogle af vinhusets højeste beliggende vinmarker i 500 meters højde i Sondrio, Montagna samt Teglio distrikterne høstet i slutningen af oktober og start af november ved fuld modenhed. Derefter er druerne afstilket, presses let og så er den alkoholiste gæring og maceration sket i rustfrie ståltanke ved 25 grader over 21 dage. Efter presning er der sket malolaktisk gæring og lagring i egefade i 30 måneder og derefter er vinen yderligere lagret 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Igen masser af tørrede blomster i næsen, knuste rosenblade, mere dyb power, blæk, sten, anis, lakrids, flere fadnoter, hvor både vanilje og kanel er godt tydelige. Dernæst har vinen lys og fed frugt, noget i retning af hindbærmarmelade samt en balsamisk syre, som allerede duftmæssigt viser tænder på en charmerende facon.

I munden har vinen crazy tossede og vilde tanniner, virkelig tør og streng med lidt bitterhed, hyben, ribs, rosmarin, mynte, kamfer, ren, klar og irettesættende … det er sgu en flot vin.

Forhandles af Toscavini, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen er 269 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2010 La Montina, Franciacorta Brut, Lombardiet, Italien

2010 La Montina, Franciacorta Brut, Lombardiet, ItalienJeres trofaste og flittige vinblogger var forleden til en smagning af vine fra Lombardiet … en aften med lutter Nebbiolo vine, men inden vi kom så langt, så startede vi selvfølgelig med lidt Franciacorta bobler og det var med en 2010 Franciacorta Brut fra La Montina.

La Montina ligger i Franciacorta lidt nord for Monticelli Brusati og tæt ved Iseo-søen. Vinhuset er grundlagt i 1982, da 3 ud af 7 Bozza brødre købte Villa Baiana. det historiske hjem for Benedetto Montini, en forfader til pave Paul VI.

Brødrene Gian Carlo, Vittorio og Alberto Bozza købte Villa Baiana af Dorothean nonnerne i Contrada Baiana og købet omfattede udover klosteret samt et bondehus også 12 hektar vinmarker … helt perfekt, for brødrenes mål var at producere Franciacorta vine.

Ejendommen var i dårlig stand og nonnerne havde forlængst flyttet til Valcamonica, men brødrene istandsatte ejendommen, byggede et ny, moderne vineri og øgede samtidig via opkøb vinmarkerne til i alt  72 hektar. De kunne i 1987 sende deres første Franciacorta vin på markedet.

Det er stadigvæk de 3 brødre, som driver La Montina, men næste generation i form af Michele og Daniele deltager også i driften.

Denne Franciacorta Brut er egentlig Non Vintage, men Bill Kuhl fra Toscavini fortalte under smagningen, at det er en 2010’er, men den er degorgeret i 2019. Normalt laver Bozza brødrene dog denne vin med 2 årgange for at sikre en ensartet stil hvert år. Denne er lavet på 85% Chardonnay og 15% Pinot Noir.

Alle deres Franciacorta vine er selvfølgelig lavet på Metode Classico, altså med andengæringen i flasken, men denne må så være lagret et stykke tid længere end normalt, for Bozza brødrene lagrer normalt Non Vintage vine i mindst 18 måneder, årgangsvinene i mindst 30 måneder og Riserva vinene i mindst 60 måneder. Der kun er lavet 7.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt en meget sprød næse med masser af ristede noter, ristet brød og rudbrød, noget fylde, fedme og det dufter vildt godt, meget indbydende. Der er blomster, nogle lidt landlige noter, lidt gærede elementer og samtidig meget kalket. Samlet en meget blomstret stil.

I munden er vinen en snas mere sød end forventet, men har egentlig en meget flot balance. Der er modne æbler, lemon og rund syre. Sød, blød, rund, rank og elegant med ristede noter … smager faktisk virkelig fint. Love it.

Forhandles af Toscavini, hvor en flaske koster 329 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Weingut Emil Bauer & Söhne, Redemption Riesling, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Emil Bauer & Söhne, Redemption Riesling, Pfalz, TysklandJamen, så lad os da for fan’ nedsvælge og frelse endnu et glas Riesling fra én af Bauer brødrenes eksklusive vine med sexet sort velour etiket … det er jo Riesling Week! Denne hedder Redemption Riesling.

Her er druerne nu i stedet fra marken Nussdorfer Ochsenloch, hvor jorden er meget forskellig fra foregående vin, for her er jorden mest kalksten iblandet granit. Det har også fået de to brødre til at vinificere vinen i store 900 liter granitfade. Vinen har nogenlunde samme restsukker … 5,0 gram restsukker pr. liter.

I forhold til foregående Out of Space, så er Redemption ikke helt så eksplosiv og aromatisk, selvom det fortsat er en Riesling med kraft, fylde og tykke aromaer. Der er ikke helt så megen petroleum og det dufter nok også en smule mere afdæmpet … men altså på den fede måde. Hvor er det da bare indbydende. Frugten er fortsat tropisk, mango, abrikos, grøn, peber, honningmelon og lemon. Igen er der umanerlig god inderlighed.

Smagen er mere grøn og rank end Out of Space, syren er igen rå, maskulin med lidt grape bitterhed. Det er igen en kraftig Riesling, men det gør egentlig ikke så meget, for det smager sgu godt og jeg elsker den bombastiske kraft og inderlighed, som vinen har. Det er måske eksperimenterende, men det lykkes sgu godt, så dermed frelse og fed lykke.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 329 kr., men i øjeblikket er den på tilbud til 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Weingut Emil Bauer & Söhne, Out of Space Riesling, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Emil Bauer & Söhne, Out of Space Riesling, Pfalz, TysklandFor de to idérige brødre Alexander og Martin Bauer på Weingut Emil Bauer & Söhne er ingen køer hellige. De er totalt innovative og eksperimenterer i et væk … er totalt Out of Space, hvilket også er navnet på én af deres Riesling vine. Den har vinbloggeren nu hældt i sit tyndstilkede vinglas.

Riesling druerne til denne Out of Space kommer fra marken Godramsteiner Münzberg, der er en lang skråning med en sydlig eksponering og en tung lerjord med masser af kalksten. Den er specielt egnet til burgunder, men brødrene Bauer dyrker her Riesling, men vinstokkene er dog ret gamle, nemlig omkring 40 år.

Det er en Riesling, som er gæret og lagret kortvarigt på 500 liters Tonnaux egefade … også kaldt doppelstückfass på tysk. Vinen har 4,1 gram restsukker pr. liter.

Juhuu … godt med petroleum – WAUW – virkelig godt med intense aromaer, olieret, fed, aromatisk og vild. Det er tegneserie fortegnet på en fed måde, men det er samtidig langt mere spændende end en Fedtmule bog, for det dufter herregodt. Der er fed tropisk frugt, abrikos, mango, papaya, kvæde, moste pærer, brændte noter og knuste sten.

I munden er det også comic book sjov … fed, tung og varm, satans eksplosiv og tyk med grillede citroner og lemon, en bombastisk og herresej syre, lækker intens frugt og selvom det er en sjov, kolossal, eksuberant smag, så smager det godt og vinen er svær ikke at omfavne, knuselske og nedsvælge.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 329 kr., men i øjeblikket er den på tilbud til 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2007 Demarie, Barbaresco Riserva, Piemonte, Italien

2007 Demarie, Barbaresco Riserva, Piemonte, ItalienOkay … ved godt at billedet af næste vin – en 2007 Barbaresco Riserva fra Azienda Agricola Demarie Giovanni di Demarie Aldo – er en smule rystet og uklart. Men ovenpå 27 Alsace Riesling’er kan man godt blive en anelse usikker på hænderne, men Falken insisterede på, at vi skulle slutte aftenen med lidt rødvin. Det gjorde vi så.

Demarie ligger lidt nord for den lille by Vezza d’Alba omkring 7-8 kilometer nord for Alba i Roero regionen og er oprindelig grundlagt for omkring tre generationer siden af Bartolomeo Demarie.

I dag drives vingården af brødrene Aldo og Paolo Demarie, som overtog driften fra deres far Giovanni. De har i dag samlet 20 hektar vinmarker spredt over  Vezza, Castagnito, Castellinaldo og Guarene med fokus på Arneis, Dolcetto, Barbera og Nebbiolo.

Markerne passes økologisk uden brug af pesticider og kemikalier, mens alle vinene udelukkende produceres med druer fra egne vinstokke for at sikre den rette kvalitet og druernes ægthed.

Denne Barbaresco Riserva er lavet helt traditionelt og Demarie familien råder over både helt moderne temperaturstyrede ståltanke samt gamle betontanke, som i dag dog anvendes sjældent. Efter endt fermentering er denne Riserva lagret 24 måneder og det er nok på en kombination af store gamle slavonske egefade og nyere franske barriques og så lagret 5 år på flaske inden frigivelsen.

Duftmæssigt starter vinen med violer, tørrede roser samt en lidt gæret og syrlig frugt, ganske syrlig endda. Det er småsure kirsebær, granatæbler suppleret med våde fade, tørt træ, svagt anes der lidt vanilje og kanel, babybræk – på den gode måde – og er virkelig parfumeret, blomsterrig og let i udtrykket.

I munden er vinen vildt tør … har godt med udtørrende tanniner, syren frisk med italiensk balsamisk eddike, lyse kirsebær, tranebær, let peber og virkelig syrlig, stram og pågående. Selvom det er en 2007’er, så virker vinen fortsat meget ung og levende.

Forhandles af Stavtrup Vine, hvor en flaske koster 375 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Domaine Sohler, Riesling Lieu-dit Heissenberg, Alsace, Frankrig

2017 Domaine Sohler, Riesling Lieu-dit Heissenberg, Alsace, FrankrigSå er vi ved vejs ende i Best Alsace Riesling smagningen og vi slutter hos Domaine Sohler, der ligger i Nothalten … en lille by på Alsace vinruten mellem Haut-Koenigsbourg og Mont Ste Odile. Vi smager nu deres 2017 Riesling Lieu-dit Heissenberg.

Vingården har været i familiens eje i mange generationer og det var oprindelig et traditionelt landbrug med både korn og vinavl, men druerne blev blot solgt videre. Men da André og hans hustru Marthe Steinbach i 1964 overtog driften fra faderen Germain Steinbach, så satsede de mere på vinproduktion og begyndte at producere og flaske vine, mens det øvrige landbrug langsomt blev afviklet.

I dag er det Andrés nevø Philippe Sohler, som har overtaget vingården og driver den sammen med sin hustru Christine og deres døtre Lydie og Marine. Philippe er selv vokset op på vingården, men havde egentlig valgt en karriere som flymekaniker i luftvåbenet inden rødderne og livet som vinbonde kaldte i 1995.

Domaine Sohler har samlet 11 hektar vinmarker, som alle ligger omkring Nothalten og der dyrker familien Riesling, Gewurztraminer, Pinot Gris, Pinot Noir, Muscat, Pinot Blanc og Sylvaner.

Her smager vi deres 2017 Riesling Lieu-dit Heissenberg fra deres serie kaldet Les Sol’Aires og parcellen Heissenberg. Vinen er lavet med langsom og kølig gæring på rustfrie ståltanke og er også alene lagret på ståltankene sur lie en periode.

Meget lys i glasset … næsten helt AGF hvid – og hvem ønsker at være det? Til gengæld er duften ret fantastisk med æterisk lethed, hvide og sarte blomster, tonsvis petroleum, fin symaskineolie, som får aromaerne til at prikke små nåle i næsen, let oxideret frugt, pærer, melon, fersken, lidt kandiserede noter samt en kalket mineralitet.

Smagen er let, frisk med citrus, lemon og grape. Der er en fin og dejlig syre, som sammen med bitterhed og lethed gør vinen fin og elegant. Det er samtidig en meget tør Riesling, tager et fast greb i din mund og vil klart bestemme. Eftersmagen er sindssyg lang.

Forhandles af Cafe Sebastopol, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Domaine Armand Hurst, Riesling Grand Cru Brand Vieilles Vignes, Alsace, Frankrig

2017 Domaine Armand Hurst, Riesling Grand Cru Brand Vieilles Vignes, Alsace, FrankrigVi skal lige forbi den innovative Christophe Erhart på Domaine Armand Hurst i Turckheim igen, for vi skulle også smage hans 2017 Riesling Grand Cru Brand Vieilles Vignes.

Som I måske husker fra det forrige indlæg med Hurst, så er Grand Cru marken Brand husets bedste mark og Christophe har en parcel på hele 7 hektar på den fine mark, hvilket gør ham til den største enkeltejer af  denne eksklusive Grand Cru mark. Og med samlet 9,5 hektar vinmarker, så er Brand også særdeles vigtig for Christophe.

Vinen er lavet med spontangæring i store foudres efter presningen og det anvendes naturligvis alene de naturlige gærceller fra druerne. Efter endt fermentering er vinen også lagret sur lie i egefadene.

Til at starte med dufter det, som om vinen har fået faglagring. Der er noget, som minder om akacietræ, harpiks, nogle vilde aromatiske dufte, som pirrer din næse. Det dufter faktisk vildt godt, noget røg, abrikos, citroner, ingefær, mineraler, tør knust sten, fin lethed og luftighed i næsen. Hmmmmm.

Smagen er virkelig god … hænger vildt godt sammen med både abrikos, fersken, lemon, citroner … igen denne tørre og stenede mineralitet, som giver vinen en præcis kant, som sammen med en pæn og lidt poleret syre giver vinen fin balance.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 235 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7