Under appellationen DO Yecla i Murcia vinregionen i Spanien … og med base i ferieparadiset Fuengirola i Malaga går der to ærkedanske brødre rundt og laver vin. Det er brødrene David og Jonas Tofterup, som driver Bodega Trenza og derfra smager vi denne Trenza Family Collection.
De stammer begge fra Esbjerg, men emigrerede til Spanien som teenagere sammen med deres forældre. Deres far Kurt skulle nemlig være med til at åbne en bankfilial for Varde Bank i Malaga.
Senere kom David som 19-årig i lære som vinkyper, og det fik også lillebror Jonas til at gå i broderens fodspor. I dag er Jonas Master of Wine, mens David er uddannet vinmager og har arbejdet hos vinhuse i både Spanien, Frankrig, Chile og USA.
Jonas arbejder i dag også eksportchef for det chilenske vinfirma Viña Valdivieso, underviser på Iberian Wine Academy og er flying winemaker på Frederiksdal på Lolland.
David startede sin vinkarriere i Danmark på vinkyper uddannelsen hos Taster Wine. I 1998 rejste han ud i verden og har arbejdet hos Nicholas Hammeken, Mont Marçal i Penedés, Lestage-Simon i Bordeaux og Viña Tarapaca i Chile og Foley Vineyards i Californien.
De to brødre startede Bodega Trenza i 2004. Det var David, der som den ældste var foregangsmanden, for Jonas gik fortsat i skole på det tidspunkt, men kunne tage fri fra skolen i de perioder, hvor der var mest travlt på vingården.
Siden 2004 har de sammen lavet vine fra appellationen DO Yecla, men jeg kan ikke se, om det sker med opkøbte druer eller med druer fra egne marker. Umiddelbart gætter jeg på det første … men det er med specielt fokus på Monastrell, Cabernet Sauvignon, Shiraz og Garnacha.
Under navnet Bodegas Trenza laver brødrene 3 forskellige vine, nemlig La Nymphina, Z Strand og denne Family Collection, som er lavet på 56% Monastrell, 26% Cabernet Sauvignon, 14% Shiraz samt 4% Garnacha.
Druerne kommer fra 45-50 år gamle vinstokke på marker i Campo Arriba i DO Yecla. Shiraz og Garnacha druerne er høstet i slutningen af september, og Monastrell og Cabernet er først høstet i anden uge af oktober. Efter afstilkning blev 25% af mosten fjernet, så de resterende druer har givet mest mulig farve og aroma.
Der er herefter sket en kold maceration i 4-5 dage, hvorefter vinen har gæret 16-25 dage efterfulgt af en lagring i 28 måneder på en blanding af 228 liter og 500 liter franske egetræsfade. Vinen er kun filtreret let inden aftapning på flaske.
Hvor dufter vinen dejligt … fed, mørk og sødkrydret med jordbær, solbær og modne blommer, mælkechokolade, kakao, vanilje, kanel, allehånde, lidt mælkede noter, pæn sødme, lakridskonfekt, tør eg og en lille bitte syrlighed og ganske svagt en smule trøffel.
Smagen er også fyldig, kraftig, fed, rund, cremet og har masser af krydderier, blæk, jern og nogle bitre noter. Smagen også klart nogle blomstrede elementer og masser af tanniner, der som kampklædte soldater angriber mundhulen med en helt bataljon. Det er frugtrigt, krydret, lidt pebret og med en tør sødme.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.