Ça C’est Bon! udbrød jeres flittige vinblogger, sidst han smagte en vin fra den bondske Laurent Lebled … nemlig vinen Ça C’est Bon! Nu gælder det imidlertid vinen On est su l’Sable … det står skrevet i sandet.
Hvad vi så skal skrive i sandet, ja det er så spændende … for lever denne bondske Vin de France på ren Cabernet Franc op til den muntre Ça C’est Bon?
Lebled havde tidligere drevet sit ejet træfirma, som han dog efter 30 år med sorg i hjertet måtte lukke. Han kastede sig i stedet over vinproduktion. Men alt det har jeg skrevet om i et tidligere blogindlæg.
Lad os i stedet kigge nærmere på denne On est su l’Sable, som er en ren Cabernet Franc baseret vin. Som med Laurents øvrige vine er det ren naturvin og opskriften er økologi i markerne og nul svovl, kulturgær, klaring eller filtrering i kælderen.
Laurent arbejder med macération carbonique for sine rødvine og adskiller sig fra sine kollegaer i området ved typisk at lade macerationen fortsætte helt op til 30 dage (modsat de mere normale 12-15 dage), hvilket tilfører hans vine en god portion maskulinitet og struktur.
Druerne til denne On est su l’Sable kommer fra en 0,49 hektar stor mark i Chinon og er blandet med druer fra marker i Saint-Aignan. Den er vinificeret på betontanke og med 30 dages macération carbonique. Den er ikke filtreret og der er alene tilsat en smule svovl inden flaskning.
I glasset overraskes du … On est su l’Sable er virkelig lys og transparent, nærmest som en teglfarvet Pinot Noir. Duften har imidlertid mere maskulinitet, for den er dyb og animalsk, virkelig bio med kål, mejeri, blæk, blyanter, blåbær samt et let støvet udtryk. Dufter helt fantastisk.
Smagen stikker så i en helt 3. retning, for vinen er virkelig saftig og læskende, nærmest som solbærsaftevand med en blid syre og virker dermed langt mere fyldig end både duft og udseende.
Derudover sidder man også med en meget svag fornemmelse af, at der er lidt svag brus eller bobler i vinen … men det er måske kun en svag fornemmelse. Smagen slutter med det blide syre og nogle jernagtige elementer. Sjov og spændenden vin … men jeg er mere til Lebleds Gamay baserede Ça C’est Bon!
Købt hos Vinimperiet, hvor prisen er 115 kr.
Rating 4/7