2008 Colle del Saraceno, Montefalco Sagrantino Passito, Umbrien, Italien

Sidste vin fra Colle del Saraceno … så slipper I for videre tiltale ;o) Det er selvfølgelig 3. og sidste Passito i vertikalsmagningen af Bottis Montefalco Sagrantino Passito, nemlig i årgang 2008.

Igen ikke så store forskelle i forhold til de foregående og specielt 2009’eren. Den er dog endnu mere koncentreret og tættere i både næse og mund. Det er sød likør med tørret frugt, blommer, næsten rosiner, overmodne og sorte kirsebær, dadler, lidt nødder, lidt appelsinskal og mentolduften endnu mere dæmpet.

I munden er vinen en sand maggiterning af sød nektar og fortsat med tydelige tanniner, men det er fuldfed, cremet, fløjlsblødt, rundt, sødt og lækkert.

Smagt på gården og prisen skulle vistnok ligge omkring 25€ … svarende til omkring 186 kr.

Rating 5/7    

 

2009 Colle del Saraceno, Montefalco Sagrantino Passito, Umbrien, Italien

Mer’ dessertvin … 2009 årgangen af Montefalco Sagrantino Passito DOCG fra Francesco Botti på Colle del Saraceno.

Jeg smagte faktisk denne 2009’er 2 gange under mit ophold … første gang ved den åbne table tasting med sommerlier i Chiostro Sant’ Agostina om tirsdagen og så igen her under besøget hos Colle del Saraceno.

Den læner sig selvfølgelig duft og smagsmæssigt op af de andre årgange, dvs. med  tørret frugt, blommer, næsten rosiner, overmodne og sorte kirsebær, dadler, sød likør samt lidt nødder. I 2009’eren er mentolduften mere beskeden og vinen virker mere rigtig sat sammen.

I munden er vinen sød nektar og fortsat – som med 2013’eren – med tydelige tanniner, men bestemt igen fløjlsblødt, rundt, sødt og lækkert. En tak bedre end 2013’eren.

Smagt på gården og prisen skulle vistnok ligge omkring 25€ … svarende til omkring 186 kr.

Rating 5/7    

2013 Colle del Saraceno, Montefalco Sagrantino Passito, Umbrien, Italien

Og minsandten … jeg skulle sgu også smage Francesco Botti Montefalco Sagrantino Passito DOCG søde dessertvin vertikalt i 3 årgange … 2013, 2009 og 2008. Ja, livet som vinblogger er sgu nogle gange bare hårdt ;o) Og vi lagde – som med den tørre Sagrantino – ud med årgang 2013.

Francescos Montefalco Sagrantino Passito DOCG hører ifølge de kloge til blandt de bedste Passito vine i området og laves bl.a. ved, at druerne til vinen tørrer i gamle camorcanne … en slags trærammer med fluenet i bunden, dvs. helt som i gamle dage.

Nu til dags tørrer de fleste producenter druerne i plastkasser, hvilket er knap så romantisk, men mere praktisk, idet der er langt mere arbejde med tørringen i camorcanne, hvor der anvendes mere håndkraft. Det er Francesco Botti imidlertid ikke bange for.

Som appellationen foreskriver, så skal druerne tørre mindst 2 måneder inden produktionen. Det er en vin, som Botti familien har produceret lige siden etableringen tilbage i starten af 1900’erne.

Og duftmæssigt er det tørret frugt, blommer, overmodne og sorte kirsebær, dadler, enebær, sød likør samt en ganske tydelig note af mentol, lidt sirup, nelliker og kanel.

I munden er vinen sød og lige ud af landevejen. Tanninerne er sjovt nok også til stede i den søde Sagrantino, men de er mere fløjsbløde og omgængelige. Det smager rigtigt godt.

Smagt på gården og prisen skulle vistnok ligge omkring 25€ … svarende til omkring 186 kr.

Rating 4,5/7    

2007 Colle del Saraceno, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Og sidste Montefalco Sagrantino DOCG blev denne årgang 2007 … lige knap 10 år gammel Sagrantino saft, som Francesco tilsyneladende også var ganske stolt over.

Han fortalte, at 2007 var et tørt og solrigt år. Det rangerer – som nævnt tidligere – jf. Consorzio Tutela Vini Montefalco til 4 stjerner.

Vinen er selvfølgelig lavet som de foregående, dvs.  i store betontanke med 3 ugers maceration og derefter lagring på egefade. Og den frigives først, når Francesco Botti synes, at den er klar.

Og klar er 2007’eren sgu, for den dufter herligt.  Vinene fra Colle del Saraceno Azienda Agraria di Francesco Botti har denne smukke, landlige og animalske side, som jeg bare elsker,. Oveni er der modne blommer, blåbær og solbærmarmelade, blæk, virkelig god modenhed, læder, jord, svag stjerneanis og lidt vanilje samt italiensk syre. Flot.

I munden er det lidt af samme noter som foregående vin … altså integrerede tanniner, italiensk syre og  kraftige frugt. Det hele er blødt, lækkert og cremet … tanninerne sætter sig stadig på tænderne, men nu ætser de ikke og det føles ganske behageligt og svagt vanedannende. Kraftfuld, syrligt og effektfuld vin.

Smagt på gården og prisen skulle vistnok ligge omkring 16€ … svarende til omkring 120 kr.

Rating 5,5/7    

2010 Colle del Saraceno, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Jamen så iler vi da bare videre med årgang 2010 af Francesco Bottis Montefalco Sagrantino DOCG vin … selvfølgelig fortsat håndholdt af vinmagere selv.

Skal man kigge på årgangene, så rangerer årgang 2010 ifølge Consorzio Tutela Vini Montefalco på samme niveau som 2013’eren og har fået 4 stjerner ud af 5. Ja faktisk er det alene 2008 og 2011, som har de sidste 10 år har opnået 5 stjerner … alle de øvrige år rangeres som 2010 med 4 stjerner, som konsortiet selv betegner som excellent. 5 stjerner er outstanding.

Nu er der også langt mere at komme efter i denne Montefalco Sagrantino, som i næsen er langt mere moden og rund. Det er blommer, vilde blåbær, solbær, læder, tobak, jord og igen med en klar animalsk side, som bare klæder vinen. Egenoterne er også langt mere svage og vinen virker duftmæssigt mere komplet.

Smagsmæssigt begynder tanninerne også at være langt mere integrerede og fungerer supergodt med den italienske syre og den kraftige frugt. Her forstår man virkelig Sagrantino.

Smagt på gården og prisen skulle vistnok ligge omkring 16€ … svarende til omkring 120 kr.

Rating 5/7    

2013 Colle del Saraceno, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Colle del Saracenos Montefalco Sagrantino DOCG smagte jeg derefter vertikalt i 3 årgange, 2013, 2010 og 2007. Og vi startede selvfølgelig med en smagsprøve på anteprima udgaven.

Sagrantino er på mange måder en kompliceret vin, som kræver en smule fordybelse samt masser af tid. Man kan sige, at adgangskoden til Sagrantino er god tid. Og Francesco mener også, at vinen produktionsmæssigt skal have tid til at modnes i kælderen, så han frigiver først sine vine, når han mener, at de er klar. Denne 2013’er skal formentlig ligge i længere tid endnu inden en frigivelse.

Francescos Montefalco Sagrantino laves i store betontanke med 3 ugers maceration og derefter lagring på egefade.

Duftmæssigt er det en god mørk vin, blommer, solbær og brombær marmelade, våde fade, stjerneanis, kaffe, svampe og igen en animalsk side. Der er også krydrede dufte, vanije og egenoter.

I munden er vinen faktisk mere rund end forventet, men der er virkelig godt med tanniner. Gi’ vinen lidt luft i munden og så mærker du tanninerne og garvesyren sparke som en hest, hvilket klart indikerer, at vinen fortsat er meget ung endnu.

Smagt på gården og prisen skulle vistnok ligge omkring 16€ … svarende til omkring 120 kr.

Rating 4,5/7    

2011 Colle del Saraceno, Rosso Galdino IGT, Umbrien, Italien

Rosso Galdino IGT er den mest producerede vin hos Colle del Saraceno … en slags Montefalco Rosso, men Francesco kommer mere end de maksimale 15% Sagrantino i vinen – nemlig omkring 30% – og derfor bliver det altså en IGT vin.

Og samtidig måtte han kalde den noget andet, så vinen blev opkaldt efter hans bedstefar Galdino Botti, som var en af de vinmagere i familien, som gennem årene øgede arealet af vinmarkerne på det lille familiebrug, som var grundlagt tilbage i starten af 1900’erne.

Denne Rosso Galdino IGT er lavet på Sangiovese, Merlot, Cabernet Sauvignon og så Sagrantino, hvor andelen af sidstnævnte er på 30%. Sangiovese er selvfølgelig fortsat hoveddruen, mens der alene er en anelse af Merlot og Cabernet Sauvignon i blendet.

Vinen har ligget omkring 10 måneder på egefade og er tappet ganske ufiltreret. Alkolholprocenten ligger på 13,5%.

Næsen er fantastisk animalsk, landlig … ja næsten naturewine i udtrykket, hmmmmm. Det er vilde blåbær, brombær med urteagtig note samt kanel, nelliker, peber, korender og en snert af nogle mineraler, et svag jernagtigt element.

Smagsmæssigt har vinen en herlig intensitet sammen med den italienske syre, stor tørhed, godt med tanniner, som både bider en smule og er ganske syrlige, men passer fantastisk her. Derudover er der lidt gammel jord, kakao og en vis elegance. Fin, fin rosso.

Smagt på gården og prisen skulle vistnok ligge omkring 8€ … svarende til omkring 60 kr.

Rating 4,5/7    

2016 Colle del Saraceno, Grechetto Umbria IGT, Umbrien, Italien

Her holder Francesco Botti hans seneste udgave af vinen Grechetto Umbria IGT i sin hånd … hånden der har klippet vinstokkene, høstet druerne og vinificeret mosten til vinen.

Det er eneste hvidvin, som Botti laver på Colle del Saraceno Azienda Agraria di Francesco Botti, ren 100% Grechetto med en bøs, gammel ridder på etiketten … måske ham der den kendte Frederick II, der i 1240 red sammen med saracenerne som bodyguards. Rank og stolt ser han ud, men det er såmænd også en ganske fin hvidvin, som han promoverer.

Vinen er fermenteret med skindet … i hvor lang tid, har jeg ingen oplysninger om, men den er flasket ufiltreret. Derudover er der begrænsede oplysninger om produktionen af denne vin. I stedet springer vi da bare lige hovedkulds ind i mine smagsnoter.

Duftmæssigt er vinen faktisk temmelig landlig og animalsk, mens frugten – eksotiske frugter – er mere afdæmpet. Det er lidt fersken, kastanjer, blomster og en snas mandler.

I munden er der nærmest frisk jern – ha ha – bitter grape, mineralsk, stenet og med en fantastisk syre. Virkelig lidt af en schweizerkniv af forskelligartede indtryk. Sådan.

Smagt på gården og prisen skulle vistnok ligge omkring 7€ … svarende til omkring 52 kr.

Rating 4,5/7    

Besøg hos Colle del Saraceno … den sødeste familie

Colle del Saraceno Azienda Agraria di Francesco Botti ligger omkring 2,5 kilometer vest for Montefalco og er et lille, hyggeligt familievinbrug, som drives af de sødeste og mest gæstfrie mennesker, som du overhovedet kan forestille dig.

Efter de to dages Anteprima Sagrantino 2013 havde jeg fortsat et par dage i Montefalco. Hele onsdagen var derfor reserveret til besøg på vingårde. Heldige mig. Misundelige dig :o)

De søde piger Angela Pietronigro og Maruska Passeri fra Consorzio Tutela Vini Montefalco havde plottet ikke mindre end 6 besøg på vingårde ind for dagen og Colle del Saraceno var altså første stop på turen og det blev på alle måder en god oplevelse og en fantastisk start på dagen.

Det var imødekommenhed, venlighed og godt værtskab af bedste umbriske skuffe. En beskeden, venlig og gavmild familie, men det vender jeg selvfølgelig tilbage til.

Jeg blev modtaget Francesco Botti selv samt den venlige, høje og talende Sandro Fracasso. Et sandt livstykke, som kunne hjælpe med at fortælle om vingården og oversætte for Francesco. Han er samtidig lidt af en poetisk sjæl, digter og forfatter.

Vi startede besøget med en kort rundvisning i vinmarkerne, som ligger lige op til gården og med en fantastisk udsigt, som I også kan se på billedet ovenfor, hvor jeres flittige vinblogger står sammen med Francesco Botti.

Han er ejer, vinmager, arbejder og 5. generation af familiens Botti på Colle del Saraceno Azienda Agraria, som han driver sammen med hustruen Maila Orazi, der i øvrigt tidligere har skrevet to bøger om Montefalco og gennem to årtier drev byens kontor for kultur og turisme.

Hun ved derfor alt om de berømte kalkmalerier i den gamle S. Francis kirke … nu Il Complesso museale di San Francesco malet af Benozzo Gozzoli under renæssancen. Ja hun ved alt, hvad der er værd at vide om Montefalco.

Bag navnet på vinhuset – Colle del Saraceno – gemmer der sig også en gammel, lokal historie. Vinhuset er nemlig opkaldt efter den bakke, hvor den romerske, hellige kejser Frederick II stoppede i 1240 sammen med sine trofaste bodyguards saracenerne.

Bakken blev opkaldt efter saracenerne og i år 2000 besluttede Botti familien at opkalde deres vinhus Colle del Saraceno. Måske var den historieelskende Maila, som stod bag den idé?

Francesco og Maila har samlet omkring 9 hektar vinmarker, hvor de dyrker druesorterne Grechetto, Sangiovese, Merlot, Cabernet Sauvignon og selvfølgelig først og fremmest Sagrantino.

Det danner baggrund for en produktion på 25.000 flasker vin årligt fordelt på 4 forskellige vine, nemlig en Grechetto, en Rosso, en Montefalco Sagrantino og selvfølgelig deres fantastiske Montefalco Sagrantino Passito. Og alle disse vine, skulle jeg snart smage i husets hyggelige smagelokale.

Ja, derudover laver de selvfølgelig også lidt olivenolie.

Efter at ha’ snakket lidt om marker, vinstokke, den smukke udsigt mod Assisi, Bevagna samt bjerget Sabasio og fået taget et par fotos i vinmarkerne, så gik vi indenfor. Der blev jeg budt husets bedste stol, mens Maila kom farende med lidt at spise … på bedste umbriske vis lidt tørret skinke, ost og melon.

Ikke at jeg var specielt sulten sådan kl. 9.30 og  morgenen – havde jo næsten lige rejst mig fra morgenbordet på hotellet – men høflig og velopdragen er man vel i nogen grad, så jeg gjorde mit bedste, nippede og smilede tilbage til Maila.

Men det med lidt servering af lidt ost og tørret skinke til vinsmagningerne var nu ganske normalt i Montefalco og en del af den gæstfrihed, som man møder alle steder. Maila hentede senere også nogle umbriske sukkerkager og dem smagte jeg selvfølgelig også ;o)

Men det var trods alt vinene, som var det centrale og snart hentede og skænkede Francesco Botti stolt sine vine. Og det kunne han såmænd også gøre med rank ryg, for Colle del Saraceno laver nogle rigtig dejlige vine.

Jeg var eneste besøgende, fik dermed totalt opmærksomhed og smagte følgende vine:

Som vanligt tog jeg selvfølgelig foto af alle flaskerne til brug for mine beskrivelser og anmeldelser, og der sørgede Francesco Botti at holde vinene i sine grove hænder, præget af et liv med hårdt arbejde i markerne, så jeg kunne få de bedste shots. Bedre bliver det ikke.

På Colle del Saraceno sigter Francesco efter velafbalancerede og bløde vine, som ikke bliver alt for aggressive og for tanninrige, som det ellers nemt kan ske for Sagrantino vinene. Det betyder også, at vinene først er færdige, når Botti vurderer, at de både er fløjsbløde, modne og fyldige.

Francescos mest producerede vin er hans Rosso, som dog er ikke en Montefalco Rosso DOC, men en IGT vin – i øvrigt opkaldt efter Francescos bedstefar Galdino Botti.

IGT betegnelsen skyldes, at han ønsker omkring 30% Sagrantino i vinen og altså mere end appellationens regler om maksimalt 15% Sagrantino foreskriver. Respekt for det … vinene skal laves, som man mener er rigtigt.

Francesco viste mig også en gammelt foto på væggen. Der kunne man se bedstefar Galdino og en helt ung Francesco. Derudover fik vi masser af snak og tiden fløj af sted. Pludselig holdt min chauffør udenfor, og det var tid til at sige farvel.

Tak til Botti familien for et dejligt besøg … bestemt anbefalelsesværdigt.

2015 Domaine le Clos du Caillou, Châteauneuf-du-Pape Tradition, Rhône, Frankrig

Bingo … nummer 4 på plads i brætspillet = 4 på stribe. Den sidste brik blev selvfølgelig en afslutning med maner, nemlig Domaine le Clos du Caillous Châteauneuf-du-Pape Tradition.

Det er såmænd – surprise – også en vin, som jeg tidligere har smagt, blot i årgang 2012 og 2013, men her er det altså en meget ung 2015, som måske også er en kende for ung. Det er faktisk også en ung vin i det hele taget, idet Domaine le Clos du Caillou lavede vinen første gang i årgang 2011.

Den er i denne årgang 2015 lavet på 85% Grenache, 10% Mourvèdre samt 5% Syrah, som kommer fra gamle vinstokke – gennemsnitlig 30 år – fra markerne Les Bedines og Pignan Les Cassante. Størstedelen kommer dog fra Pignan Les Cassante, hvor jordbunden hovedsageligt består af sand.

Vinen er lavet med 29 dages maceration på i betontanke, fermentering alene på druernes naturlige gær, hvorefter vinen lagres på store, gamle foudres i 14 måneder.

Næsen er mejeri, bacon, flæsk, tørret kød, røget fedt, brombær, solbær, enebær, engelsk lakrids, vanilje og let kanel … og alt sammen på en landlig og animalsk facon.

I munden er vinen tyk, fyldig og tæt … en mørk og kraftig satan med lakrids, en smule peber og endnu flere tanniner. Den er fortsat godt syrlig og faktisk alt for ung.

Forhandles hos Vinspecialisten, hvor en flaske koster 300 kr.

Rating 5/7  

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger