Det er ikke mange uger siden, at jeg smagte vinen Carandelle fra Podere San Cristoforo udenfor Bagno di Gavorrano i Maremma og nu smager jeg igen en vin fra huset … deres hvide 2021 Ann.
Denne hvidvin er lavet på den ukendte drue Vernaccia. Den er flasket i en utraditionel flaske, og den svovles også markant mindre end reglen, så derfor har bagmanden Lorenzo Zonin også aftappet den som Toscana IGT.
Vinens navn Ann hentyder selvfølgelig til den kvindelige hovedrolle i filmen King Kong og derfor har vinen også en utraditionelle etiket på flasken med en tegning af den store abe. Huset laver også en Pét Nat på Vernaccia kaldet Rebel og ligeledes med King Kong på etiketten.
Vinen er vildgæret og gæret og lagret på tank, for at bibeholde druens sprøde og grønne frugtighed.
Duften er let, frisk og frugtrig med både fersken, melon, pærer … ukompliceret og med lidt krop, men slet ikke på maskulin King Kong niveau. Der er lidt blomsterbutik … ellers ikke hverken eksplosiv, udtryksfuld eller højtråbende på nogen Gorilla måde … men dog meget passende dyrisk eller lettere animalsk uden for meget abegrotte.
I munden er vinen forholdsvis let, letlevende og letløbende, det er grønne æbler, lemon med let bitterhed samt salte mineraler. Det gør vinen frisk, grøn og spændstig med en lille tør bitterhed. 90 point.
Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 150 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker.