Vi skal da smage mer’ Langhe vin og næste i glasset er denne 2021 Langhe Sauvignon Neta fra huset Azienda Vitivinicola e Agriturismo Ada Nada … et hus jeg før har smagt vine fra.
Det er en Langhe vin lavet på 100% Sauvignon Blanc, der er fra marker med kalkholdig hvid mergel med lavt indhold af ler i 200-350 meters højde.
Druerne er håndplukket i de tidlige morgentimer for at undgå, at varmen påvirker kvaliteten. De er derefter presset efterfulgt af alkoholisk gæring ved 15-16 grader og derefter er vinen lagret 3 måneder ved 18 grader på ståltankene inden aftapning på flaske og yderligere 2 måneders lagring.
Duftmæssigt er der ingen tvivl om, at der nu er Sauvignon Blanc i glasset, for op strømmer skarpe noter af grøn peber, stikkelsbær og græs, solbærblade, tomatstilke, citrongræs og grønne æbler. Alt stritter, strutter og vibrerer med grønhøstet friskhed.
Smagen er også næsten syleskarp og pivfrisk … med både grape, stikkelsbær, hyldeblomst, citroner og lemon. Der er tonsvis af syre, masser af grønne elementer, men også lidt sødbitter frugt, der lige forsøger at runde tingene af, men det er heldigvis altid så svært med Sauvignon Blanc og sådan skal det være. 90 point.
Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 109 kr.