Med næste vin tog vi et stort spring til byen Willunga i McLaren Vale i Australien. Her finder vi Marius Wines, en ganske lille vingård, som drives af Roger Pike.
Roger Pike er en mand, der tør sige sin mening, og som er kendt for sin humor, der er lige så sort som hans vin. Hans vinmark ligger i den sydøstlige del af McLaren Vale, og her dyrker Pike fremragende druer, som han siden 2000 årgangen har vinificeret på traditionel vis med hjælp fra winemaker Mark Day.
Marius vinmarken kombinerer den spændende undergrunds egenskaber med McLaren Vale’s maritime påvirkning i en et mikroklima, hvor kølige vinde er meget markante i sommermånederne, hvilket hjælper med til at køle vinmarken ned.
Dermed forlænges modningsperioden af druerne helt naturligt, og udstyrer druerne med en naturlig friskhed, som er unik i den varme McLaren Vale. Den grusede jordbund er samtidig ret enestående for området, da den ligger i et meget lille område, hvor sedimenter fra kvartærtiden og spor af rødt ler dominerer.
Afgørende for vinens kvalitet er ydermere den det fanatiske arbejde i vinmarken, som kulminerer i, at et lavt udbytte håndhøstes igennem flere omgange, så kun de perfekt modne druer ender i vinene. Roger Pike gør ikke noget for at markedsføre sig selv vinen og vil hellere sælge de få tusinde flasker til dem, der selv opsøger og opdager den.
Roger Pike har dog ambitioner om større ting. Fra 2004 er der derfor indført forskellige selektioner hos Marius. Det indgående kendskab til de forskellige parceller har inspireret Pike til at ikke bare at lave én vin, men at lave flere forskellige vine, nemlig Symposium, Simpatico, End Play og Symphony. De viser alle forskellige sider af vinmarken.
Vinen her, Symposium, er på 50% Syrah eller Shirazzzzz, som de siger Down Under, samt 50% Mourvedre. Vinen har lagret i brugte franske og amerikanske egetræsfade. Jeg har smagt vinen en gang før, tilbage i 2008, men fantastisk at smage den igen. I glasset en mørk fætter og duftmæssigt er der solbær, brombær, sol, chokolade, eg og en smule grønt. Smagsmæssig også ganske lækker med sødme, sol, mørke bær samt en god, fast syre i eftersmagen. Lækker vin.
Kunne tidligere fås hos Atomwine, men har ikke fundet en dansk importør i dag. Prisen tilbage i 2008 var 199 kr.
Nå da … næste vin Comoara Pivnitei Feteasca Neagra er fra Rumænien. Jeg mindes ikke, at jeg tidligere har smagt rumænsk vin, men okay … én gang skal jo være den første, og vinen er nok også lidt af en udfordring af finde oplysninger om. Imidlertid er jeg da altid frisk på en udfordring.
Aftenens første rødvin var fra vingården Quinta do Vale Meão i Portugal.
Med næste vin er vi i hjertet af Alsace, nemlig på vinruten i Alsace i byen Heiligenstein, som ligger for foden af Mont Saint Odile. Her finder vi Domaine Daniel Ruff, en lille familieejet vingård, som har været drevet af Ruff Familien i generationer, ja faktisk siden 1886.
Mandag bød på et bestyrelsesmøde, hvor vi fik serveret 7 forskellige vine, så dem smider jeg lige et par anmeldelser af her på bloggen.
Fredag … en uge uden vin er gået, og det er igen tid til at nyde en flaske. Har netop fået en kasse med lidt spændende vine fra firmaet Bevco, så lad os springe ud i én af disse vine, en Pinot Noir fra Sydamerika, nemlig fra vinhuset Viñedos Terra Noble i Aconcagua regionen i Chile.
Til desserten var vinen ikke italiensk, men derimod fra Weingut Dreissigacker i Rheinhessen i Tyskland.
4. ret … gråand med tyttebær, jordskokker og kastanjecreme … og igen en italiener, denne gang dog fra Umbrien fra Vinhuset Fattoria Le Poggette, som ligger mellem byerne Montecastrilli og San Gemini i provinsen Terni i Umbrien, et område, som kaldes Colli Amerini.
Aftenens første rødvin skulle passe til brisler med skovsvampe, bacon og vilde urter. Vinen er en NV (uden årgang) … hvilket altid øger min skepsis, og fra et vinhus Les Crêtes, som ligger i det lidt ukendte vinområde Valle d’Aosta.