Tag-arkiv: cabernet franc

Cabernet Franc er en fransk rød druesort, som i dag er udbredt i hele verdenen. Den er helt klassisk oprindelig dyrket i Bordeaux og Loire, men findes i dag fx også i stort omfang i det nordlige Italien samt i Californien.

I Loire findes Cabernet Franc oftest som enkeltdruevin som fx i Loires Chinon vine, men den i Bordeaux indgår som den tredje drue i mange af verdens bedste Bordeaux vine.

De første fortegnelser af Cabernet Franc i Bordeaux går tilbage til slutningen af ​​det 18. århundrede, men druen har været plantet i Loire længe før den tid. DNA-analyser viser, at Cabernet Franc er en af ​​to forældre til de også helt store druesorter Cabernet Sauvignon, Merlot og Carménère.

Cabernet Franc er lettere end Cabernet Sauvignon og giver alene en forholdsvis lys bleg rødvin, mens den i blends bidrager med finesse og giver en pebret og lidt parfumeagtigt bidrag til vinene. Noterne fra Cabernet Franc er oftest tobak, røg, blæk, blyanter, hindbær, paprika og violer.

2008 Château Giraudels de Milon, Saint-Emilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

Weekenden bød også på lidt Bordeaux i form af denne Saint-Emilion Grand Cru Château Giraudels de Milon, en vin der laves af Domaines Bouyer … en vinfamilie i Bordeaux.

Familien ejer et stort vinslot i Saint-Christophe-des-Bardes 3-4 kilometer øst for byen Saint-Emilion og står bag vinene Château Milon og Clos de la Cure.

Slottet bag de to vine er én af de ældste ejendomme i Saint-Emilion, og som har været i Bouyer familiens eje i mere end 300 år. Fra og med årgang 1999 er det nu den unge generation med Céline og Pierre, som har overtaget ejendommen, mens forældrene Christian og Françoise nu vil nyde et velfortjent otium, hvis de kan holde sig fra arbejdet.

Slottet har samlet omkring 18,6 hektar jorder … 7,5 hektar til Grand Cru vinen Clos de la Cure og 8,5 hektar til Grand Cru vinen Château Milon.

Men der laves også et par nyere vine på slottet, idet man har en 2 hektar vinmark til Saint-Emilion vinen Cuvée Caprise og derudover har man i 2010 købt en vinmark på 0,56 hektar i Pomerol til produktion af vinen Clos 56, en ren Merlot baseret vin.

Derudover ejer Bouyer familien også selskabet Scea Milon Les Giraudels, som står bag to andre Saint-Emilion Grand Cru vine, nemlig vinen Château Lagarelle Puits Rasat, som laves med druer fra en 6,5 hektar stor mark ved Saint-Emilion samt denne Château Giraudels de Milon, som kommer fra en 13 hektar stor vinmark i området.

Château Giraudels de Milon er lavet på 75% Merlot, 12% Cabernet Franc samt 13% Cabernet Sauvignon. Vinstokkene er gennemsnitlig omkring 35 år gamle. Der er ansat en ønolog til at forestå produktionen sammen med Pierre Bouyer.

Gæring og maceration varer 3 uger med 4 daglige omrøring i masken for at fremme frugtkarakteren og begrænse astringensen i vinen. Derefter bliver ca. 70% af vinen modnet på fad i 18 måneder, hvor 1/3 af fadene er nye, 1/3 1 år gamle og 1/3 2 år gamle. Klareringen foregår som på de store slotte med æggehvider, og aftapningen finder sted uden filtrering, hvorved ingen aromaer eller smagsnuancer går tabt.

I næsen er der klassiske Bordeaux dyder med solbær, kirsebær, muldjord, grafit, gammelt egetræsgulv … virker til at ha’ en ren og syrlig frugt, hvilket går igen i smagen. Her er der syrlige røde bær, tørre tanniner, meget direkte og ren frugt samt et strejf af lidt urter. Fyldig og velafbalanceret. Dejligt glas vin, som bestemt kan anbefales.

Købt hos Vinoble, pris 195 kr.

Rating 5/7 

2012 Beringer Vineyards, Founders Estate Cabernet Sauvignon, Californien, USA

Til Vinspecialistens Sélection smagning i dag smagte vi bl.a. denne Founders Estate Cabernet Sauvignon fra Beringer Vineyards i USA … en vin som jeg for et halvt år siden smagte i en årgang 2009 … og ikke var speciel pjattet med. Denne 2012’er er dog klart en tak bedre.

Det store og historiske vinhus Beringer Vineyards er grundlagt tilbage i 1876 af brødrene Jacob og Frederick Beringer, som egentlig kom fra Mainz i Tyskland. Og når vi starter stort vinhus, så er der noget om snakken, for Beringer er den største drue-producent i Napa og ejer selv knapt 10% af det total opdyrkede vinareal i Napa.

Beringer Vineyards er det ældste uafbrudt fungerende vinhus i Napa Valley, og som noget unikt for et amerikansk vinhus, har Beringer produceret vin uafbrudt siden 1876, idet man under spiritusforbudet havde tilladelse til at producerede altervin til de lokale kirker. De øvrige californiske vinhuse måtte indstille produktionen i denne periode.

Historien om Beringer startede reelt i 1868, hvor Jacob Beringer forlod sit tyske hjem i Mainz, for at starte et nyt liv i USA. Hans bror Frederick var sejlet til New York fem år tidligere, og havde siden skrevet mange breve hjem, om de uendelige muligheder i den store nye verden.

Jacob, som havde arbejdet i tyske vinkældre i sine unge dage var dog ikke særlig begejstret for New York. Han var imidlertid tiltrukket af det varme solrige klima i Californien, som skulle være velegnet til vindyrkning.

I 1870 rejste han rejste han med tog fra østkyten mod solen i Californien, og i Napa Valley fandt han med stor glæde en stenet, veldrænet jord, svarende til den han kendte fra sit fødeland. Den vulkanske jord var ideel til dyrkning af de druer der prægede hele Europas store vinregioner.

Landskabet faldt også i lige Jacobs smag. Bakkerne i området skulle graves ud og anvendes til opbevaring og aldring af vin. Den konstante underjordiske temperatur var perfekt for produktionen af fine vine.

I 1875 købte Jacob og Frederick jorden, og gik i gang med en vinproduktion sammenlignet med de bedste produktioner i Europa. Beringer Vineyards blev grundlagt i 1876. Udgravningen af bakkerne viste sig at være en hård opgave. Det foregik med håndkraft, og brødrene ansatte nogle kinesiske arbejdere til jobbet.

Gravearbejdet i tunnellerne løb over flere år, men resultatet blev det perfekte sted at opbevare og lagre vin. Selv den dag i dag anvendes de underjordiske tunneller. Den gennemsnitlige temperatur på 14,5° C, er ideel til aldringen af Beringer Vineyards fine vine, og den nyrestaurerede indgang til den kølige underjordiske verden Old Stone Winery udgør en populær seværdighed for besøgende.

I den periode vingården blev bygget, boede Jacob i et gammelt bondehus fra 1848 på ejendommen. Dette hus blev efterfølgende omhyggeligt restaureret, udvidet og navngivet ”Hudson House”. Huset fungerer i dag som Beringer Vineyards ’Culinary Arts Center’. Frederick flyttede permanent til Napa Valley i 1883 og begyndte opførelsen af hans nye hjem – en genskabelse af familiens hjem i Rihnen, Tyskland.

Resultatet, ”Rhinen House” er et sytten-værelses stort palæ, der i dag er centrum for Beringers private bibliotek og vinsmagninger. I Rhinen House kan gæsterne nyde et glas vin i det gamle bibliotek, eller på verandaen hvor Frederick i sin tid sad og nød udsigten udover de vidtstrakte græsplæner, frodige haver, ud over Napa valley.

Vinene fra Beringer har været på Wine Spectator’s TOP 100 liste flere gange end noget andet vinhus, og Beringer Vineyards har som det eneste vinhus vundet førstepræmie som ”Wine of the Year” for både en rødvin og en hvidvin hos Wine Spectator.

Beringer har modtaget flere 90+ point vinanmeldelser fra Robert Parker end nogen anden californisk vinproducent og har som det eneste vinhus vundet titlen som “Wine of the year” for både en rødvin og en hvidvin hos Wine Spectator. Ud over dette er Beringer 11 gange blevet udnævnt til ”Winery of the Year” af Wine & Spirits Magazine.

Den ansvarlige vinmager hos Beringer Vineyards er Laurie Hook. Hun begyndte sin karriere hos Beringer i 1986, hvor hun blev ansat som ønolog. I 1997 blev hun udnævnt til assisterende vinmager til den daværende ansvarlige vinmager Ed Sbragia, og i 2000 blev hun selv hovedansvarlig, mens Ed Sbragia i dag fortsat er tilknyttet Beringer som rådgiver for Laurie.

Nå, men tilbage til vinen, som ikke er ren Cabernet Sauvignon. Der blendes en smule Petite Sirah og Cabernet Franc i den færdige vin for at tilføre yderligere krydderi og struktur og give en mere intens stil. Vinen er lagret på en kombination af franske og amerikanske egetræsfade i over otte måneder. Lagringen bidrager til en velintegreret og harmonisk vin med et strejf af cedertræ og en spicy tone.

Duftmæssigt er her sol, solbær, røg, earl-grey teblade, peber, vanilje og lidt sødme. Smagen er også – selvfølgelig lidt amerikansk – præget af sødme, brombær, solbær og vanilje. Sidst smagte jeg i 2009’eren en del alkohol, men balancen i denne 2012’er er langt bedre. Det er fortsat lidt en pleaser, som rigtig mange vil kunne lide … men det er jo ikke en skidt ting.

Forhandles af Vinspecialisten, pt. på tilbud til 80 kr., normalpris 100 kr.

Rating 4/7  

2002 Bernard Magrez, L’Egrégore, Bordeaux, Frankrig

Jeg har opgivet at følge med i hvor mange slotte, som den gode vinkøbmand og millionær Bernard Magrez egentlig ejer. Ved mit sidste blogindlæg skrev jeg 35 små og store vinslotte, 21 af dem i Bordeaux … men Thomas fra Vinspecialisten påstod, at antallet i dag er omkring 40.

Uanset om det er 35 eller 40 … så er det lidt uhyrligt, at én mand ejer så mange slotte/vingårde, mens vi andre blot må drømme om en tilværelse som vinbonde på en gammel, udtjent vingård sydpå.

Nå, men ét af disse slotte hedder Château Guerry, ligger i byen Tauriac og har 22 hektar vinmarker i appellationen Côtes de Bourg. Slottet har en historie, der går ikke mindre end 300 år tilbage i tiden og allerede i slutningen af 19. århundrede havde slottet ry for at lave nogle af områdets bedste vine.

Der laves omkring 140.000 flasker om året fra Château Guerry … men herudover, så ejer Margrez også en lille vinmark på 1 hektar i udkanten af Château Guerrys område, nemlig i appellationen Blaye Côtes de Bordeaux i kommunen Saint-Christophe-de-Double, og det er netop fra denne lille mark, at Magrez laver denne vin L’Egrégore … som han årligt laver sølle 2.400-4.000 flasker af.

Vinen er lavet på 80% Merlot og 20% Cabernet Franc og fra vinstokke med en alder på mellem 25-35 år. Størstedelen af arbejdet med vinen ligger egentlig ude i vinmarken, hvor der vinterbeskæres ned til et udbytte på 35 hl/hektar. Yderligere grønthøst samt håndsortering af druerne under høsten kan dog bringe udbyttet helt ned under de 20 hl/hektar.

De håndplukkede druer håndsortereres og afstilkes, inden de kværnes og presses. Inden den alkoholiske gæring sættes i gang, ligger mosten med skindkontakt i 30 dage for at skabe et optimalt udtræk af farve og aromastoffer.

Herefter sættes den alkoholiske gæring i gang på rustfrie ståltanke, alt imens at der foretages pigage. Når den alkoholiske gæring er tilendebragt, lægges vinen på delvist nye, delvist ét år gamle franske egetræsfade, hvor den lagrer i 15 måneder, mens den gennemgår sin malolaktiske gæring.

I næsen er vinen mere fyldig og varm end Bordeaux generelt … lidt blæk, brombær, blåbær og lidt jord … men ikke meget. Smagen er også fyldig og rund med solbær, bløde blommer, dejlig moden frugt. Vinen er blød, blid og fyldig, men der er fortsat tanniner og god syre … men igen blidt med en smule tørhed. Meget behagelig Bordeaux.

Forhandles i Vinspecialisten, pt. på tilbud til 150 kr., normalpris 180 kr.

Rating 5/7  

2009 Viña Estampa, Gold Carménère, Colchagua Valley, Chile

Et enkelt afbræk i Bernts rækkefølge af Bordeaux vine blev denne Gold Carménère fra Viña Estampa, som ligger i Colchagua Valley i Rapel-regionen sydvest for Santiago i Chile – i en afstand af 45 kilometer fra Stillehavet.

Og selvfølgelig en vin på nogle af de druer, som også er kendt i Bordeaux … helt vildt skal det trods alt ikke blive.

Viña Estampa har rødder flere generationer tilbage, idet ejendommen egentligt er grundlagt af Don Manuel González Dieguez, farfar til den nuværende González familie. Han var spansk indvandrer og købte en kornmølle ved siden af kirken Molino Estampa, opkaldt efter et gammelt sagn om et mirakel på stedet flere hundrede år siden.

Kornmøllen er stadig i drift, men den seneste generation af Don Manuel efterkommere, familien González Ortiz har sat et mere moderne twist på familievirksomheden, da de i år 2000 byggede en moderne, stor vingård med al moderne teknologi. De kaldte vingården Estampa efter det gamle sagn og til ære for farfaderen Don Manuel González Dieguez.

Estampas er i øvrigt et lille religiøst billede i lommestørrelse.

Vingården har en produktionskapacitet på 2 millioner liter, fordelt mellem amerikanske og franske egetræsfade, samt rustfri tanke på mellem 5.000 og 50.000 liter.

Regionen i dette område har et særligt godt ry for fyldige rødvine, da klimaet er perfekt for vindyrkning med varme, tørre somre, der giver meget sunde druer. Havets nærhed giver kølige nætter, hvilket bidrager til druernes syreindhold og koncentration. Estampa råder over ikke mindre end 400 hektar vinmarker fordelt på fire store parceller, Estación, Estampa, Marchigüe og Paredones.

Der dyrkes primært druerne Cabernet Sauvignon, Merlot, Carménère og Syrah, der tjener som basis i alle husets blends. Derudover omfatter vinmarkerne også arealer med Malbec, Cabernet Franc, Petit Verdot, Petite Sirah og Viognier … alle druer, som benyttes til at øge karakteren og kompleksiteten i vinene. Filosofien bag Estampas vine er, at man ved at blande to eller flere druetyper opnår dybere farve samt større kompleksitet og smag.

Denne Gold Carménère er lavet på 55% Carménère, 35% Cabernet Sauvignon, 5% Cabernet Franc og 5% Petit Verdot. Vinene i Gold serien er husets prestigeprodukt. Druerne kommer fra de bedste marker, og især Carménère plukkes sent. Alle plukkes manuelt og behandles for sig til den endelige blanding. Efter koldmaceration og gæring lagres vinene 12-14 måneder på lige dele franske og amerikanske fade, hvoraf 80% er nye.

Duftmæssigt er vi ovre i lidt blomme, marmelade, vanilje, kaffe, ristede toner … og dog med lidt kølighed og elegance. Smagen er fin tør med solbær, grønne noter og en smule stramhed. Der er ribs, granatæbler, krydderier. Okay vin, men ikke én, som begejstrer mig helt vildt.

Købt hos Jysk Vin, pris 118 kr.

Rating 4/7 

2007 Château Carbonnieux, Pessac-Lèognan, Bordeaux, Frankrig

I super appellationen Pessac-Léognan, som ligger i den nordligste del af Graves, findes der 16 Grand Cru Classé slotte, og det er netop fra ét af disse slotte, at aftenens næste Bordeaux vin kommer, nemlig fra vinslottet Château Carbonnieux.

Château Carbonnieux gemmer på en lang historie, der går helt tilbage til det 13. århundrede, hvor først Benediktinermunkene og siden de to indflydelsesrige slægter Ferron og Bouchereau satte deres præg på ejendommen.

I 1956 købte Marc Perrin slottet og påbegyndte en for den tid omfattende renovering af kældrene samtidigt med, at der blev afsat store summer til restaurere og forskønne slottet.

I 1959 fulgte slottet med op i den nye gruppe af Cru Classé vine i Graves og i de kommende årtier positionerede Château Carbonnieux sig en af de helt store spillere fra Graves både hvad angår kvalitet og kvantitet.

I dag er det børnebørnene Eric og Philibert der viderefører slottet i et nært samarbejde med ønologen Romain Racher og Denis Dubourdieu, der har været konsulent på Château Carbonnieux i mere end 30 år.

Perrin familien ejer udover Château Carbonnieux også Château Tour Léognan, La Croix de Carbonnieux, Château Haut-Vigneau og Château Lafont Menaut.

Château Carbonnieux har samlet 92 hektar vinmarker, hvoraf de 50 hektar er tilplantet med de røde sorter Cabernet Sauvignon, Merlot og Cabernet Franc. De sidste 42 hektar er grønne druer. Alle markerne ligger på ler- og kalkrige skråninger, der er dækket af Graves berømte Garonnaise grus, som alle eksperter mener er hovedårsagen til Graves særlige kvalitet og karakter.

Denne 2007’er er lavet på 61% Cabernet Sauvignon, 34% Merlot og 5% Cabernet Franc. Vinstokkene er gennemsnitlig 27 år gamle. Vinen lagrer på barriques i 15-18 måneder, og 35-40% af fadene er nye.

Duftmæssigt tobak, lakrids, mørke toner, mørkerøde bær, blommer, røg, mineraler og jord. Smagen er domineret af godt med tanniner, blommer, tørhed, træ og frugt … ganske habil Bordeaux.

Ikke fundet vinen i Danmark, men kan købes på Uvinum, hvor prisen er 385 kr.

Rating 5/7  

1997 Château Haut-Corbin, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

Med næste Bordeaux kom der lidt alder på … vi smagte nemlig en 1997 Saint-Émilion Grand Cru fra Château Haut-Corbin, et relativt ukendt vinslot beliggende i Saint-Émilion i området Corbin, et par hundrede meter fra Pomerol.

Navnet Corbin går også igen på flere vinslotte, ja faktisk bærer ikke mindre end 6 slotte navnet Corbin. Navnet stammer tilbage fra 1300-tallet, hvor området tilhørte Edward Prince of Wales, som var kendt under øgenavnet den sorte prins – Prince Noir – og navnet Corbin refererer netop til farven sort.

Château Haut-Corbin har ikke været omtalt meget gennem tiderne, så historien om slottet er ret spinkelt. Selve slottet er gennemrenoveret i 1960’erne af den daværende ejer, men blev i 1986 købt af Mutuelles du Bâtiment et des Travaux Publics, som – så vidt jeg kan læse – udbyder sygeforsikringer i Frankrig.

Mutuelles du Bâtiment et des Travaux Publics er den del af forsikringskoncernen Group SMABTP, som også ejer 5. Cru Classé Haut-Médoc slottet Château Cantemerle. Siden overtagelsen har de løbende investeret en del i vinslottet, bl.a. er der i 2007 opført nye kældre med store 100 hektoliter, temperaturkontrollerede trætanke.

Slottet har i alt 6,47 hektar vinmarker, som ligger meget tæt på Pomerol appellationen. Jorden består af grus, sand, ler og kalksten og er tilplantet med Merlot, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc. Vinstokkene er gamle og mange af dem tæt på 45 år.

I 1997 er vinen lavet på 65% Merlot, 25% Cabernet Sauvignon og 10% Cabernet Franc og vinstokkene har en gennemsnitsalder på 45 år. Fermentering i 6-8 dage ved 26-28°C og maceration i 28-30 dage, hvorefter vinen lagrer på franske barriques, medium ristet og 35% af fadene er nye, i 12 måneder. Flaskes uden filtrering … og der er i 1997 lavet 36.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt er her godt med røde frugter, solbær, blæk og lidt kølighed, Smagen har godt med karakter og er blød, cremet. En rigtig lækkerbisken, meget velafbalanceret, tør … men ikke voldsomt og en fin lang eftersmag. Årgang 1997 var ikke en stor årgang i Bordeaux, men dette er da meget godt.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men i Tyskland kan en årgang 1996 fx købes for omkring 24€.

Rating 5/7  

2005 Château Ferrand, Pomerol, Bordeaux, Frankrig

Næste vin … igen Bordeaux, men bestemt en klasse op, nemlig med denne Pomerol fra Château Ferrand, og endda i en af de gode årgange, årgang 2005.

Château Ferrand ligger på et plateau på de sydlige skråninger ved byen Libourne. Slottet er ét af de ældste vinslotte i området, og ligger nær andre vinslotte som Château Nenin og Château La Commanderie.

Château Ferrand har omkring 12 hektar vinmarker med henholdsvis Merlot og Cabernet Franc, og jorden er sand, grus og sandsten, som indeholder jernoxid, hvilket også er med til at give den karakteristiske smag af en vin fra Pomerol. Ferrand betyder faktisk også jern, så allerede ved grundlæggelsen af vinslottet var man opmærksom på den meget jernholdige jord.

Slottet drives af Henry Gasparoux og søn, og har været i familiens eje siden 1934.

Der laves to vine hos Henry Gasparoux, nemlig denne Château Ferrand, som også til dels markedsføres/sælges som Château Vieux Ferrand og altså laves med druerne fra de bedste marker på samlet 12 hektar, Derudover laves der vinen Château Haut-Ferrand, som kommer fra flere jordstykker på samlet 4,5 hektar, købt fra 1970 og frem, beliggende i nærheden af kirken i Pomerol.

Begge vine er primært baseret på Merlot og Cabernet Franc. Denne 60% Merlot og 40% Cabernet Franc, og lagret i 18 måneder i barriques, hvor 1/3 del er nye fade. Årlig produktion er ca. 70.000 flasker af denne … og 25.000 flasker af Château Haut-Ferrand.

Duftmæssigt har jeg noteret mig solbær, blommer, dadler, vanilje, sød tobak, blomster, violer og lakrids, men smagen er blød og cremet, godt med tanniner, fin syre … men også lidt sødme. Der er langt mere power end jeg normalt forbinder med Bordeaux, men det synes jeg kun er klædeligt her. Ganske dejlig vin.

Har ikke fundet en forhandler herhjemme. Heller ikke en pris på vinen.

Rating 5/7 

2008 Château de Haux, Grande Reserve, Bordeaux, Frankrig

Bestyrelsesmøde hos Bernt … så skal vi selvfølgelig ha’ Bordeaux vine, og vi startede med denne Grande Reserve fra det danskejede Château de Haux. Det er et slot, som vi tidligere har stiftet bekendtskab med, nemlig til Académie du Vin med Château de Haux, som blev afholdt sidste år i Randers.

Historien om slottet og dets danske ophav starter egentlig i 1903, hvor Knud Jørgensen etablerede Knud Jørgensens Vinhandel i Hellerup. Det blev en respekteret vinforretning, som sønnerne Asger og Robert overtog i  1930’erne.

Da de i 1973 var færdige som vinkøbmænd, trådte deres egne sønner ind, nemlig Peter og Flemming. Peter Jørgensen var chef for den vinøse del af forretningen, mens Flemming Jørgensen havde ansvaret for den administrative del af virksomheden, som under deres ledelse skiftede kurs.

Peter Jørgensen havde nemlig altid drømt om at få sit eget vinslot. Da han i 1980’erne fornemmede, at den gammeldags form for vinhandel ikke havde nogen voldsomt lovende fremtid, så lagde han planer med sin bror og sin søn.

De gik ud på at købe et lille vinslot med en produktion, der passede til Knud Jørgensens Vinhandels salg. På den måde kunne de realisere drømmen om at blive slotsejere samtidig med, at der kunne komme en god forretning ud af det.

Slottet blev lokaliseret og købt i 1985 for et beløb, der svarede til brødrene Jørgensens opsparing. Men der var behov for store investeringer i forbedring af markerne med mere, så man hentede tre mio. kr. gennem udstedelse af B-aktier á 500 kr. Det betalte delvist slottet og sikrede samtidigt, at hundredvis af danskere blev faste kunder.

Og slottet var naturligvis Château de Haux, som ligger i det smukke Premières Côtes de Bordeaux 25 km sydøst for selve Bordeaux by. Landskabet er bakket, dækket af skove med små vandløb og marker beplantet med vinstokke i snorlige rækker. Ejendommens historie kan føres tilbage til middelalderen, hvor den som en af de befæstede gårde var del af en ring af ydre fæstningsværker til beskyttelse af Bordeaux by. En del af den oprindelige mur omkring slottet er bevaret intakt.

Slottet og en del af driftsbygningerne stammer fra midten af 1800-tallet, hvor slottet ejedes af oberst Alfred Lamey, adjudant hos Kejser Napoléon III. Obersten boede med sin familie på slottet, der dannede rammen om et virksomt liv med produktion af vine, som var kendt og værdsat over hele Frankrig.

Der ejes i dag 70 hektar vinmarker, hvilket giver 300 km. rækker med vinstokke og en produktion på knap 0,5 mio. flasker vin årligt. Vinene sælges fortrinsvis til de mange danske aktionærer.

Her har vi én af slottets øverste vine, nemlig deres Grande Reserve. Vinen er lavet første gang i 2001 ud fra et ønske om at skabe en klassisk Bordeaux, der skulle være det ypperste fra Château de Haux. Siden er det blevet til en perlerække af smukke årgange af Grande Réserve, dog undtagen i år 2009, hvor et voldsomt haglvejr ikke gjorde det muligt at lave vinen. Druerne til vinen kommer fra slottets ældste og bedste vinmarker, og der bruges altid Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Merlot og Petit Verdot, men blandingsforholdet varierer lidt afhængig af årets høst.

Efter høst bringes druerne straks til slottet, hvor de sorteres og presses nænsomt. Efter gæringen lagres vinen et år på tanke og herefter lagrer en stor del af vinen på nye og gamle egetræsfade

Alle tankene og fadene smages løbende for at sikre, at vinen udvikler sig bedst muligt. Efter et år på egetræsfadene, har vinen opnået stor elegance, finesse og dybde. To år efter at druerne blev høstet, er tiden kommet til den endelige blanding. Når vinen er blandet fra de udvalgte fade og tanke, bliver ”den færdige” vin aftappet og sendt på markedet.

Duftmæssigt solbær, våd hund, muldjord, vanilje, læder og en smule enebær. Smagsmæssigt er der blåbær, solbær … god finhed i frugten, nuanceret med tørhed og god syre, som giver en god rygrad i vinen. Har tidligere smagt vinen i årgang 2010, som også var ganske dejlig. Fin vin.

Kan købes på slottet til en pris på 129,75 kr.

Rating 4/7 

2011 Jeff Carrel, Puydeval Vin de Pays d’Oc, Languedoc-Roussillon, Frankrig

Hovedret … og hvorfor ikke fortsætte i Jeff Carrel sporet? God Value for Money, spændende vine, saft og kraft … så valget faldt på denne Puydeval Vin de Pays d’Oc fra Jeff Carrel.

Vinen er en Vin de Pays d’Oc … og Vin de Pays betyder jo en landvin, altså et niveau over bordvin “Vin de Table”. Vin de Pays d’Oc betyder, at landvinen kommer fra Languedoc-Roussillon.

Ifølge forordningen fra 15. oktober 1987 skal en vin med appellation ”Vin de Pays d’Oc” være produceret og vinificeret i en af følgende franske ”departementer”: Gard, Hérault, Pyrénées-Orientals og Aude og må udelukkende fremstilles af 31 udvalgte druesorter.

Den officelle autorisation til at bruge ”Appelation Vin de Pays d’Oc” til vinen bevilges kun efter en streng kontrol af certificerede komitéer.

Og meget passende er vi med denne vin netop i Aude, da druerne til denne Puydeval Vin de Pays d’Oc kommer fra nogle ubetydelige vinmarker nordøst for Carcasonne, som jo er hovedbyen i Aude. Carrel købte disse marker for nogle år tilbage. Vinmarkerne havde især nogle meget vinstokke med Cabernet Franc, så Carrel besluttede at bevare disse vinstokke og i stedet blot dyrke dem fuldt biodynamisk.

Og det er der kommet denne Puydeval Vin de Pays d’Oc ud af, lavet på 62% Cabernet Franc, 28% Syrah og 10% Merlot. Vinen er lagret 10 måneder på henholdsvis franske og amerikanske egefade. I 2011 er der lavet 76.000 flasker af vinen.

Og det er en vin, som har duperet vinkendere. Parker gav vinen 90 point i årgang 2010, mens andre vinskribenter også har skrevet rosende ord om vinen. Rhone Report har ligeledes givet vinen 90 point, mens Jydske Veskysten gav 5 stjerner og skrev; Ugens dyreste, men også klart ugens bedste køb. Her er masser af fadpræg i form af karamel, marcipan, chokolade, der spiller fint sammen med noterne af mørke bær. Servér til grillet kød.

Jeg læste bl.a. også denne beskrivelse af vinen; I don’t understand how he did it, but the winemaker has accomplished great things with a grape you don’t often find in the Languedoc Region. This wine bucks the trend for the region. Cabernet Franc is so atypical for the Vin de Pays d’Oc region. If you are regular reader of WOD you are probably aware of the fact that France is very strict about what grapes can grow where. Languedoc is one of the only “wild frontiers” in France. Anything goes here! Hats off to the cowboys and cowgirls who are taking big risks in the Languedoc!

Men én ting er, hvad andre mener … så her får i mine noter. I glasset en vin til den mørkere side, og duftmæssigt solbær, modne kirsebær, koncentrerede svesker, blæk, jord, jern, ganske rustik og landlig, og det kan vi bestemt godt lide. Der er også lakrids, lidt tobak, valnødder og en smule krydderier.

Smagen er blød, cremet, saftig … og selvom vinen kommer fra den sydlige, og meget solrige del af Frankrig, så er der også en fin kølighed over vinen. Der er godt med frugt på drengen, kirsebær, karamel, tanniner … og lidt kant og søde krydderier. Godt lavet vin.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, pris 129,95 kr.

Rating 5/7 

2010 Château La Gasparde, Côtes de Castillon, Bordeaux, Frankrig

Ihhh, er bagefter med update … jeg har de sidste par uger vist smagt mere end det tilrådelige gennemsnit, og én af dem jeg mangler at skrive om er denne Château La Gasparde, som blev serveret sidste uge på jobbet.

Château La Gasparde er ét af mange slotte, som er ejet af Janoueix familien. Dem er jeg stødt på tidligere, nemlig da jeg i februar smagte en 2006 Saint Èmilion Grand Cru fra et af deres andre slotte Château le Castelot i Bordeaux.

Samlet ejer Janoueix familien vinslotte i både Saint-Émilion, Pomerol og Côte de Castillon. De er én af  områdets mest betydningsfulde familier.

Vinhuset er grundlagt i 1898 af Joseph Janoueix, som var en hårdtarbejdende forretningsmand og vinelsker fra Corrèze i Sydfrankrig. Med de mange vinslotte laver vinhuset samlet omkring 450.000 flasker vin årligt.

Udviklingen af familiefirmaet Joseph Janoueix – eller Domaines Joseph Janoueix, som det rettelig hedder – er gennem det seneste årti gået meget stærkt.

Fra at være et meget traditionelt vinhus finder man i dag ikke bare Saint-Émilions, men også Pomerols og Bordeaux Supérieurs mest spændende vine under familiens navn. Château la Croix, La Confession, Château Haut-Sarpe, Château Mouton og Château la Croix Saint Georges er alle slotte, som naboerne misundeligt kigger over hegnet på, fordi de konstant omtales og beundres.

Succesen skyldes især yngste generation, brødrene Jean-Philippe og Jean-Pierres visionære ambitioner og arbejdsindsats. Uanset om talen falder på en dagligvin eller en topvin i sortimentet, ved man nøjagtigt, hvad man vil med hvilke slotte.

Château La Gasparde ligger højt i Côtes de Castillon med en enestående udsigt ud over bakker i Dordogne og Château de Michel Montaigne. Der ejes i alt 18 hektar vinmarker tilplantet med Merlot, Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon. Den årlige produktion er på omkring 82 tønder eller ca. 8.200 kasser vin.

Vinen her er også lavet på 85% Merlot, 12% Cabernet Franc og 3% Cabernet Sauvignon.

Duftmæssigt lyse frugter, jord, kælder, svag mulle duft … røg, kaffe … med andre ord ganske klassiske noter af Bordeaux. Smagen er let og frisk, der er røde frugter, eg, let syre, meget venlig og elegant, tanninerne er godt integreret i syren og meget frugtrig.

Købt i Vinspecialisten, pris 90 kr.

Rating 4/7