Tag-arkiv: cabernet sauvignon

Cabernet Sauvignon er en af ​​verdens mest anerkendte og udbredte røde druesorter, som dyrkes i næsten hvert større vinproducerende land. Den er kendt som druen i nogle af de dyreste, komplekse og majestætiske rødvine, der findes … nemlig rødvine fra Bordeaux.

Vine lavet på Cabernet Sauvignon er den kendt for at kunne gemmes længe og en god Cabernet Sauvignon kan uden problemer gemmes i 20 år – og oftest også længere.

Som helt ung er Cabernet Sauvignon oftest ret kantet og kraftig i smag og aroma med et højt indhold af garvesyre. Den har duftnoter af både solbær, cedertræ samt tobak og Cabernet Sauvignon kan ofte genkendes på disse dufte, uanset om den er dyrket i Frankrig eller i oversøiske lande.

Cabernet Sauvignon er opstået ved en krydsning mellem Cabernet Franc og Sauvignon Blanc. Hver af sorterne gav deres fornavn til den nye druesorts navn. Krydsningen blev skabt i løbet af 1600-tallet i og omkring Bordeaux i det sydvestlige Frankrig.

Det resulterede i en druesort, der var nem at dyrke, fordi den var mindre krævende med hensyn til jordbund og klima. Og Cabernet Sauvignon druerne er faktisk nemme at plukke og vinstokkene meget modstandsdygtige overfor mange af de problemer, som vinstokke oftest døjer med.

2011 Casillero del Diablo, Reserva Privada Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, Chile

2011 Casillero del Diablo, Reserva Privada Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, ChileDjævelsk sort Reserva Privada Cabernet Sauvignon … Casillero del Diablo fra det gigantstore Viña Concha y Toro.

Vinhuset har – bare i Chile – omkring 10.700 hektar vinmarker spredt rundt vinregionerne Maipo, Maule, Rapel, Colchagua, Cachapoal, Curico og Casablanca i Chile og omsætter for langt over 6 milliarder kroner årligt.

Det er måske nok det største sydamerikanske vinhus, som laver vine under mærker som fx Sunrise, Frontera, Casillero del Diablo, Terrunyo, Amelia, Carmín de Peumo, Don Melchor og så dette Marques de Casa Concha.

Vi kender nok mest vinhuset fra supermarkedsvinene Sunrise med den orange etiket og så netop Casillero Del Diablo … det er den med djævlen på etiketten og som vi her har i en Reserva Privada udgave.

De ejer udover de mange hektarer i Chile – samt de mange brands – også en række andre vingårde andre steder, bl.a. Viñedos Emiliana, Viña Cono Sur, Viña Maipo, Viña Palo Alto, Viña Maycas del Limarí, Viña Canepa, Fetzer Vineyards og Trivento Bodegas y Viñedos.

Denne Reserva Privada Cabernet Sauvignon er lavet på 100% Cabernet Sauvignon fra husets stenede marker ved foden af Andesbjergene. Men derudover har jeg ingen oplysninger om produktionen.

Næsen er krydrede, mørke bær kombineret med et tørt og støvet udtryk. Frugten er røde kirsebær, solbær og blommer. Der fornemmes svagt lidt eg og vanilje.

I munden er vinen fed og fyldig, virkelig præget af eg, krydderier, lidt shampoo og ellers skarp i smagen. Der er lidt tanniner i vinen, men egentlig bløde nok … men det bliver sammenlagt lidt anonymt.

Forhandles i Coop supermarkederne, hvor normalprisen ligger på omkring 120 kr., men ofte fås på bud til halvdelen.

Vinanmeldelse 3/7  

1994 Château Fombrauge, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

1994 Château Fombrauge, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigSelvom Bernt har Château Fombrauge Saint-Émilion Grand Cru liggende i 25 årgange, så smagte vi alene et udsnit … og den ældste var denne 1994’er, hvor man nu også begynder at mærke lidt svaghedstegn.

Mens den foregående 1995 kom fra et monstergodt år på den højre bred i Bordeaux, så er årgang 1994 mere beskeden, så måske er det også årsagen til, at vinen faktisk blev den ringeste Château Fombrauge i den lille vertikalsmagning … altså at den simpelthen bare ikke ældes så flot, som nogle af de andre årgange.

Det ses allerede i glasset, hvor farve nu får en svag orange nuance, mens næsen også er mere mulle, selvom der egentlig fortsat er tobak, cigaræsker, blyant, chokolade, læder og lidt kaffe. Frugten er solbær, kirsebær, blommer og mere vag i udtrykket.

Vinen smager skam heller ikke gammel, men den er mere vag i koderne med blid tobak, chokolade, god saft … meget elegant fortsat og har både blæk, tørhed samt en vis skarphed trods den høje alder. Lidt kort i eftersmagen.

Årgang 1994 kan nok ikke findes mere.

Vinanmeldelse 4,5/7 

 

1995 Château Fombrauge, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

1995 Château Fombrauge, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigNæste Château Fombrauge aint-Émilion Grand Cru er årgang 1995 og på etiketten dedikeret til det kongelige bryllup mellem prins Joachim og prinsesse Alexandra samme år.

Joachim og Alexandra fik således et fad Fombrauge i bryllupsgave og røg til gengæld på etiketten. Etiketten vakte en del ravage ved udgivelsen, da den presseglade Karberg i sin iver kom til at glemme de retningslinjer for markedsføring af vin og spiritus, som han selv gennem brancheorganisationen VSOD havde været med til at indføre.

Reglerne sagde, at man ikke måtte reklamere med idoler og unge under 30, og den kategori faldt dengang 26-årige prins Joachim vel i på det tidspunkt.  Men alle var vel enige i, at et kongeligt bryllup var værd at markere.

Vi kipper også med flaget, selvom brylluppet endte 20 år senere. Blendet kender jeg ikke præcist, men igen Merlot, Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon. Vi springer derfor hovedkulds i smagsnoterne.

Næsen er igen syrlige, gærede bær, kirsebær, solbær, cigaræsker, røg og frugten er – trods alderen – virkelig frisk. Der er lidt jernbanesveller, muld og meget svag lakrids.

I munden er det blødt, cremet med blæk … men man begynder nu også at fornemme alderen, selvom på det ingen måder er en træt vin. Der er en vis saftighed over vinen, som selvfølgelig også smagsmæssigt læner sig op af de andre årgange.

Årgang 1995 kan nok ikke findes mere.

Vinanmeldelse 5,5/7  

1998 Château Fombrauge, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

1998 Château Fombrauge, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigVi har alle i vores temperament en farveskala, min er mørk. Jeg er sort velour, sort chiffon og sofistikeret.  Sådan står der øverst på etiketten på næste 1998 Saint-Émilion Grand Cru fra Château Fombrauge og så er det underskrevet Erik Mortensen … den anerkendte, danske modedesigner, som jo netop døde i Paris i 1998.

Som I måske eller ved eller har gættet, så en vinen fra den periode, hvor slottet var ejet af grosserer Flemming Karberg, ejer af vin- og spiritusfirmaet Hans Just sammen med 1.200 vinglade, danske småaktionærer.

Karberg var god til at skaffe publicity, hvilket bl.a. kunne ske ved at sætte kendte og kongelige på etiketten, som netop Erik Mortensen på denne årgang 1998, som også blev sidste årgang under det danske ejerskab.

Dengang Karberg solgte andele i Château Fombrauge til 1.200 omkring småaktionærer, så skulle hver aktionær købe minimum fire aktier af 4.000 kr. Til gengæld fik de mulighed for at købe slottets vin til menneskelig pris – i starten omkring de 60 kr.

Men de gyldne løfter om pæn gevinst ved opklassificering af slotte til Grand Cru Classé blev aldrig indfriet for aktionærer og der kom aldrig – som indikeret fra starten – udbytte, men den investerede kapital fik de dog retur over et par gange efter salget i 1999.

Med en 20-årig vin kan det være svært at finde det nøjagtige blend, men skal man tro Uvinum, så er 1998 lavet på 75% Merlot, 15% Cabernet Sauvignon og 10% Cabernet Franc. Ingen oplysninger om produktionen, men den har formentlig været anderledes end hos Michel Rolland.

Det er imidlertid bestemt lige så godt med en næse af syrlige, gærede bær, egetræ, cigaræsker, bløde og søde kirsebær, solbær, sødme, modenhed og svag babybræk.

Smagen er blød, cremet … frugtsyren er fortsat spillevende. Det er jo det, som Bordeaux gør så godt, holder kvalitet med alder. Det bløde er med lidt lakrids, chokolade og så fint.

Årgang 1998 kan nok ikke findes mere.

Vinanmeldelse 5,5/7  

 

 

2007 Château Fombrauge, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

2007 Château Fombrauge, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigVi hopper et år længere tilbage i tiden med næste Saint-Émilion Grand Cru fra vinslottet Château Fombrauge.

2007 var som 2008 ikke en stor årgang, men smagsmæssigt adskiller den sig dog ved at være mere varm og solrig i udtrykket, men det vender jeg lige fluks tilbage til.

Château Fombrauges 2007 Saint-Émilion Grand Cru er lavet på nøjagtigt samme blend som 2008’eren, dvs. 77% Merlot, 14% Cabernet Franc og 9% Cabernet Sauvignon.

Merlot og Cabernet er vinificeret separat i store 70 hektoliter egekar. Maceration i 28-32 dage for Merlot druerne og 26-28 dage for Cabernet. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder … 90% på barriques – hvoraf halvdelen er nye – samt 10% cementtanke.

Duftmæssigt er muldjorden og cigaræskerne her ikke så tydelige, idet næsen mere er præget af varme og solrige bær, solbær, ribs, lidt gazebind, læder, modenhed og lakrids,

I smagen er der godt med eg, men også stor saftighed, tavlekridt, kul, men samtidig fint og ganske blødt. Den har måske en lille tendens til at blive lidt flad i smagen, og der mangler lidt syre, strenghed  …. samtidig bliver slutningen en kende kort. Men det er god Bordeaux.

Tidligere kunne sådan en flaske købes i Føtex til omkring 200 kr., men i dag er sådan en ældre fætter svær at skaffe.

Vinanmeldelse 5/7 

2008 Château Fombrauge, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

2008 Château Fombrauge, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigSpænd sikkerhedshjelmen, for nu kommer der sgu da lige en lille vertikalsmagning af 6 x Saint-Émilion fra Château Fombrauge … et vinslot, som faktisk tidligere har været danskejet.

Château Fombrauge er i dag det største Grand Cru Classé vinslot i Saint-Emilion med samlet 58,6 hektar vinmarker. Det ligger i Saint-Christophe-des-Bardes og har siden 1999 været ejet af den store rigmand Bernard Magrez, som jeg har skrevet om her på bloggen en del gange. Han har siden – siger alle – forvandlet stedet fra skrot til slot via massive investeringer.

De oprindelige vinstokke på Château Fombrauge kan dateres helt tilbage til det 16. århundrede, hvilket gør markerne til nogle af de ældste i Saint-Émilion. Slottet … eller klosteret om man vil … er fra det 17. århundrede og oprindeligt grundlagt som et Karteuserkloster.

Det var ejet af Jacques de Canolle og kom derefter i familien Dumas de Fombrauges hænder, og de oprettede i det 18. århundrede en rigtig vinskole på stedet. Slottet var herefter ejet af Ferdinand de Taffard, som sikrede vinene fra slottet en Cru guldmedalje på verdensudstillingen i Paris i 1867. En senere efterkommer Charles Hugo måtte imidlertid sælge slottet i 1986.

Og køberen i 1986 var faktisk dansk. I perioden fra 1986-1998 var slottet nemlig danskejet, da grosserer Flemming Karberg, ejer af vin- og spiritusfirmaet Hans Just, fik idéen om at købe et Bordeaux vinslot og så sælge det på folkeaktier.

Karberg var hovedaktionær og fik ellers 1.200 vinglade småaktionærer med i projektet. Aktionærerne fik også mulighed for at leje ferielejligheder, som blev indrettet på slottet.

Fra start fik projektet en del bevågenhed, for dels var Karberg i forvejen kendt for at søsætte dansk Château Invest, hvor folk købte aktier i Bordeaux-årgange som f.eks. 1981, hvilket dog alene påførte de håbfulde aktionærer tab.

Og derudover var Karberg god til at skaffe publicity, hvilket bl.a. kunne ske ved sætte kendte og kongelige på etiketten. Det vil I se i nogle af de kommende blogindlæg. Joachim og Alexandra fik fx et fad Fombrauge i bryllupsgave og røg til gengæld på etiketten samme år … 1995. Endelig var bordeauxvin, ikke mindst Saint-Émilion, umådelig populær allerede dengang.

De glade aktionærer fik dog – udover mulighed for køb af vine fra slottet – ikke meget ud af investeringen, for overskud gav slottet ikke, så der blev aldrig udbetalt udbytte. Hvert år blev de på generalforsamlingen lovet, at opsvinget lå og lurede lige rundt om hjørnet, når slottet ville blive opklassificeret fra Grand Gru til Grand Cru Classé. Det skete bare aldrig … i hvert fald i den tid, som slottet var danskejet.

Og i 1999 måtte man sælge slottet … så dér blev det så købt af Bernard Magrez. Og siden overtagelsen har Magrez formået at løfte slottet op på et helt andet og nyt plan. Dels kvalitetsmæssigt pga. Bernard Magrez’ store vinmæssige ekspertise og store investeringer.

Herudover satte Magrez som sin første gerning verdens førende konsulterende ønolog Michel Rolland ind til at styre produktionen. Og missionen er lykkedes. I dag fremhæves slottet konstant af professionelle vinskribenter og vinsmagere hele verden over som et af de slotte i Saint-Émilion, der er i stigende kurs og virkeligt værd at holde øje med.

Nå, men lad os starte vertikalsmagningen af de 6 vine fra Château Fombrauge med årgang 2008, altså fra perioden før 2012, hvor slottet blev ophævet til Grand Cru Classé.

Blendet varierer lidt år for år, men i denne årgang 2008 består det af 77% Merlot, 14% Cabernet Franc og 9% Cabernet Sauvignon, som alle er vinificeret separat i store 70 hektoliter egekar. Maceration i 28-32 dage for Merlot druerne og 26-28 dage for Cabernet. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder … 90% på barriques – hvoraf halvdelen er nye – samt 10% cementtanke.

I den seneste årgang 2015 er blendet i øvrigt 89% Merlot, 8% Cabernet Franc, 2% Malbec og 1% Cabernet Sauvignon, så det må give nogle forskelle.

Nå, men lad os smage vinen, som i næsen er klassisk Bordeaux aroma med mørk muldjord, mørke bær, solbær, svag duft af cigaræsker og lidt vaskepulver. Frugten er dejlig frisk … nærmest med den gærede syrlighed, som ofte findes i Bordeaux.

Smagsmæssigt er det virkelig elegant, blødt og med en vis modenhed. Der er tæmmede tanniner og en saftig, rig og intens frugt, men samtidig er vinen meget lettilgængelig på en god måde … noget som Saint-Émilion virkelig kan.

En 2008’er kan efterhånden være svær at finde, men kan fås hos Felixvine til 329 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2012 Bootleg Wine Works, Bootleg Red Wine, Californien, USA

2012 Bootleg Wine Works, Bootleg Red Wine, Californien, USASidste punktum ved byggemødet blev amerikansk … en Bootleg Red Wine fra et californiske vinhus med navnet Bootleg Wine Works.

Bootleg Wine Works er dog ikke en decideret vinproducent, men nærmere et værksted og hobbyrum for vinmagere hos det store Jackson Family Wines … I ved dem fra Kendall-Jackson vinene. De ejer jo et tonsvis af vinerier og er en af de helt store spillere i vinindustrien i USA. I Bootleg Wine Works hobbyrummet får en række af deres vinmagere mulighed for at lege med deres passion for at lave vin og afprøve nye sammensætninger af forskellige druesorter.

Bag denne 2012 Bootleg Red Wine står vinmageren Brian Kosi, som er uddannet fra UC Davis i 2006 og ellers har haft lærepladser hos vinhuse som Beaulieu Vineyard, Plumpjack, Opus One og Acacia inden han i 2011 blev ansvarlig vinmager for Freemark Abbey … et af de talrige vinhuse ejet af Jackson Family Wines.

Druerne til Bootleg Red Wine kommer også fra en række af Jackson Family Wines’ marker i både Atlas Peak, Oakville, Mt. Veeder, Rutherford og Spring Mountain. Der er i denne årgang 2012 lavet 5.000 kasser af vinen, som er et blend på  36% Merlot, 20% Petite Sirah, 21% Cabernet Sauvignon, men resten er Syrah og. Zinfandel.

Blendet varierer lidt fra år til år, således er årgang 2013 lavet på  27% Cabernet Sauvignon, 22% Petite Sirah, 21% Zinfandel, 12% Merlot, mens resten der er Malbec og Petit Verdot. Årgang 2012 fik 90 Parker point og 2013 lidt mere … 94 Parker point. Men hvem bekymrer sig om Parker, når man har Houlberg?

Siden 2016 har det dog været vinmageren Kristy Melton, som er ansvarlig for vinene på Bootleg Wine Works.

Og næsen er ærkeamerikansk med tung, fed frugt og pæn sødme … nærmest sødkrydret i næseborene. Der er søde kirsebær, lidt brombær, tavlekridt og blæk, peber, råt kød, sød mødding, våde vaskeklude, lakrids … endda dyb sort lakrids, kanel, chokolade og total bulder. Bam.

I munden lidt af samme skuffe … fed, cremet og bulder med eg, faktisk masser af eg, kødfuld, fyldig og med tons af den næsten sortrøde frugt. Vinen kammer dog aldrig helt over, for der er også både tilstrækkelig tanniner og syre … og hurra for det.

Købt hos Jysk Vin / AMKA, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7  

 

2010 Château d’Issan, Margaux 3. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2010 Château D’Issan, Margaux, Bordeaux, FrankrigRen forkælelse … 1. vinen i den Bordeaux monstrøse årgang 2010 fra et af de fjorten 3. Cru Classé slotte …. det historiske Château d’Issan.

Slottet stammer tilbage fra det 12. århundrede, hvor det først hed La Mothe-Cantenac inden det skiftede navn til le manoir Théobon, da en kvindelig arving giftede sig med en greve eller herremand med dette navn. Siden skiftede slottet ejere et utal af gange og i løbet af de næste 300 år var det ejet af familier som Noailhan, Meyrac, Ségur, Salignac, de la Vergne, Escodeca de Boisse og mange flere.

Fra 1575 var slottet igennem 5 generationer ejet af Essenault familien, som endte med at ændre slottets navn. De trak deres familienavn Essenault sammen i en forkortelse … så blev det til Issan og derfor har slottet siden heddet Château d’Issan.

Siden 1945 har det været ejet af familien Cruse. Det er en familie af vinhandlere, som ejer flere slotte i Bordeaux, bl.a. Château Laujac, Château Corbin og de har også gennem tiden ejet slotte som Château la Dame Blanche, Château Haut-Bages-Libéral, Château Giscours og Château Rauzan-Ségla.

Cruse familien har også ejet Château Pontet-Canet, men måtte sælge det i 1973 efter en stor skandale, hvor det blev opdaget, at slottet havde forfalsket masser af vine, hvor billig bordvin var solgt som dyre Bordeaux vine.

Nå, men så ejer Cruse familien altså også Château d’Issan og siden 1998 har det været Emmanuel Cruse, der har stået for driften, dog har Cruse ansat Eric Pellon som daglig leder af slottet.

Emmanuel Cruse er ellers en dominerende skikkelse i Bordeaux og har bl.a. æreshverv som Grand Maître de Commanderie du Bontemps de Médoc, Graves, Sauternes et Barsac samt præsident for Grand Conseil du Vin de Bordeaux samt international præsident for Grand Maître de Commanderie de Bordeaux.

I 2012 blev halvdelen af slottet dog købt af Jacky Lorenzetti, som i forvejen ejer både Château Pédesclaux i Pauillac & Château Lilian Ladouys i Saint-Estèphe.

Château d’Issan har samlet 59 hektar vinmaker, hvor 44 hektar ligger i Margaux, 5 hektar i Haut-Médoc zonen og 10 hektar under almindelig Bordeaux Supérieur. Nogle af de bedste marker ligger faktisk nabo til 1. Cru slottet Château Margaux samt et andet 3. Cru slot Château Palmer.

På markerne dyrkes der 62% Cabernet Sauvignon og 38% Merlot og den årlige produktion ligger på 6.000 kasser af denne førstevin. Der laves dog også en andenvin på slottet, nemlig Blason d’Issan.

I denne årgang 2010 er fordelingen 61% Cabernet Sauvignon og 39% Merlot,  høstet med udbytte på 42 hektoliter pr. hektar. Vinen har lagret 16-18 måneder og der anvendes 50% nye fade hvert år. Der er produceret 106.000 flasker af vinen i denne årgang.

Næsen er ikke karakteristisk Bordeaux … ingen muldjord og tonsvis af cigaræsker, men i stedet er det sød, krydret eg, mørk frugt, solbær, brombær, hæfteplaster, vaskeklude, timian, salvie, mynte, blomster samt lidt læder. Frugten er både kraftig, sød og frisk, men syren er ganske moderat.

I munden er der dog fin tørhed, fantastisk balance. Frugten er mørke bær, cremet og blød med grafit, blæk og igen meget blød syre. Jeg ku’ godt klare mer’ syre, men egentlig meget typisk Bordeaux i smagen og læskende blød, cremet og balanceret.

Forhandles flere steder, men sådan en ældre og fremragende årgang kan fx fås hos godevine.dk, hvor prisen er 749 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2012 Tenuta San Guido, Sassicaia, Toscana, Italien

2012 Tenuta San Guido, Sassicaia, Toscana, ItalienVi sluttede nytårsaften med maner … nemlig med Sassicaia fra Tenuta San Guido. Keeper havde taget vinen med i stedet for en rigtig fed nytårsraket og meget fornuftigt, da den vel er knap så farlig.

Sassicaia er den første italienske vin, som fik 100 point i Robert Parkers Wine Advocate, og vinen har fået de ellers svært opnåelige tre glas i Gambero Rosso ikke færre end 21 gange. Kort sagt er Sassicaia en levende legende.

Sassicaia laves på vingården Tenuta San Guido i Bolgheri ved Toscanas kyst, og her laver man også vingårdens 2 andre vine Guidalberto og Le Difese. Godset har 148 hektar med vin.

Grundlæggeren Mario Incisa della Rochetta begyndte i 1940’erne at plante Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc med Bordeauxs berømte 1. Cru’er som forbilleder, idet han mente at jordbunden på Tenuta San Guido havde mange fælles træk med jordbunden i Bordeaux.

Vinmarkerne er da også beplantet med 85% Cabernet Sauvignon og 15% Cabernet Franc. De oprindelige beplantninger i 1940’erne omfattede podninger købt fra Chateau Lafite Rothschild, og sammenligninger man med de berømte vine i Pauillac, er det svært ikke at smage ligheden.

Mario var også den første i Toscana, der brugte nye franske egefade, hvilket var banebrydende i Italien. Vinen forblev dog en hemmelighed indtil 1968, hvor Mario vurderede, at nu var vinen klar til at blive sendt på markedet. Vinen blev døbt Sassicaia, hvilket på den lokale toskanske dialekt betyder sandet og gruset jordbund.

Den blev fra starten meget omtalt og en omgående succes i Italien og var den første italienske kvalitetsvin, der brød igennem på eksportmarkederne. I dag betragtes Sassicaia som den første Supertoscaner og faderen til alle italienske Cabernetbaserede vine.

I dag er Sassicaia et investeringobjekt på lige fod med Château Latour, Château Lafite-Rothshild og de andre 1. Cru’er i Bordeaux. Succesen er blev også anerkendt af den italienske stat som har tildelt Sassicaia sin egen appellation: Bolgheri Sassicaia D.O.C., hvilket er enestående.

I dag ledes vingården af Niccolò Incisa della Rochetta, som I også kan se på billedet ovenover. Han leder stedet med fuld respekt for traditionerne og har endda skabt 2 nye vine, nemlig Le Difese og Guidalberto.

Sassicaia er lavet med samme fordeling som markerne, dvs. 85% Cabernet Sauvignon og 15% Cabernet Franc, lavet på rustfrie ståltanke med maceration 9-12 dage og efter endt fermentering er vinen lagret 24 måneder på franske barriques, hvoraf 1/3-del er nye fade.

Og det er på mange måder en powerfuld vin, som dog bærer vægten med en vis elegance. Duften er som sidst gamle tjærefyldte togsveller, mørke bær, brombær, kul, virkelig tæt og mørk i aromaen. Der er eg, våde fade, gæret og frisk, mørk frugt, syrlig stald samt læder. Paw.

Smagsmæssigt er der også godt med frisk og mørk frugt … power og syre. Der er igen de gærede og syrlige bær, og turbo på syren, slam in your face. Tanninerne er stramme og syrlige, der er let bitterhed, mineraler, sten. Tanninerne breder sig ikke i munden, men sætter sig nærmest på din tunge.

Er meget rank, meget præcis og stadig meget ung, så det er sikkert alt for tidligt at drikke sådan en vin … men godt smager det. Vi ligger vurderingsmæssigt sådan lige mellem 5,5 og 6 Thumbs Up.

Forhandles hos Philipson Wine, hvor en flaske – ganske vist 2014 – koster 1.559,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2014 Motto Wines, Unabashed Zinfandel, Californien, USA

2014 Motto Wines, Unabashed Zinfandel, Californien, USASå er vi der igen … hos Motto Wines aka teamet af vinmagere fra Ste. Michelle Wine Estates med vinmageren Reid Klei i spidsen. Denne gang er det med vinen Unabashed Zinfandel, som er en ærketypisk amerikaner med tonsvis af sødme.

Motto Wines er ikke – som tidligere skrevet – en traditionel vingård, men et vinfirma, som opkøber druer og designer en række vine, som har nogle sjove navne som fx Backbone Cabernet Sauvignon, , Essence Sauvignon Blanc, Gung Ho Red Blend og så denne Unabashed Zinfandel.

Unabashed Zinfandel er nu imidlertid ikke ren Zinfandel, idet der også er stoppet lidt Cabernet Sauvignon i vinen. Druerne kommer fra marker fra hele Californien, og de to druesorter vinificeres separat. Den er delvist lagret på eg og stål, men ellers er der faktisk ingen oplysninger om produktionen.

Lad os i stedet smage på denne Unabashed Zinfandel, som duftmæssigt udsender en virkelig sød aroma med fed, chokolade, kirsebær, blommer, boysenbær samt en anelse eg.

I munden er det desværre – efter min mening – alt for sødt med både vanilje, chokolade og nærmer sig langsomt et niveau som saftevand med søde hindbær, kirsebær og et touch krydderier. Men … alt, alt for sødt til min smag.

Forhandles af Winefamly til 79,65 kr. mod en normalpris på 135 kr.

Vinanmeldelse 3/7