Tag-arkiv: 4

God. Nu begynder der at være kvalitet i vinene. Det er vine over gennemsnittet og vi begynder at bemærke detaljer, finesser, en vis kompleksitet, balance og uden de store fejl. Parker vil rate sådanne vine til 80-89 point.

2014 Domaine Vignobles Pichon, L´Elephant Ventoux, Rhône, Frankrig

2014 Domaine Vignobles Pichon, L´Elephant Ventoux, Rhône, FrankrigNår vi nu er ved elefanter og har snablen godt nede i glasset, så lad os fortsætte med denne L´Elephant Ventoux fra vinhuset Domaine Vignobles Pichon aka Domaine Le Mur-Mur-Ium, der ligger i byen Mormoiron omkring 20 kilometer øst for Orange.

Vinhuset blev grundlagt i 2008, da Marc Pichon købte Domaine le Murmurium i Côte de Ventoux sammen med hans danske hustru Anne. Imidlertid omkom Marc desværre i en tragisk bilulykke i 2016, så i dag drifter Anne Pichon vinhuset videre sammen med børnene.

Da Marc og Anne købte vingården i 2008 bestod den af 13 hektar beplantet med vinstokke, men på grund af Marc store ihærdighed og ambitioner voksede vingården til omkring 65 hektarer med nogle af de bedste marker op til Chateau Pesquie samt på sletten lige ned for Mount Ventoux.

Her dyrkes vin på de traditionelle druer Grenache, Syrah samt Merlot. Til fremstilling af de hvide vine bruges Roussanne, Viognier samt Muscat druer. Den årlige produktion er på omkring 230.000 flasker vin, som primært sælges i Danmark og indtil sin død besøgte Marc Pichon ofte Danmark.

Alle vinmarker dyrkes efter økologiske metoder uden brug af kemikalier eller pesticider og jorden bearbejdes manuelt. Derudover er al høst med håndkraft og hver sort vinificeres separat.

Det vigtigste mål på Domaine Vignobles Pichon er at opretholde en stil af rige, modne og håndlavede vine gennem omhyggelig pleje af vinmarkerne, lave udbytter og sen høst. Alle afgrøder er 100% afstilkede.

Her er det husets L´Elephant Ventoux i årgang 2014 og dermed lavet af Marc Pichon himself med vinificering i 50 hektoliter cementtanke ved lav temperatur for at opnå en lang udblødning og med to blide overpumpninger dagligt. Det er selvfølgelig 100% Grenache, som det også fremgår af etiketten og kommer fra gamle stokke.

Fermenteringerne strækker 3 til 4 uger med en langsom progressiv stigning i temperaturen for at ekstrahere en meget fin tannin struktur. Den malolaktisk gæring og ældning finder sted dels i egetræsfade, men for det meste i cementtankene.

Næsen er bløde og milde blommer, brombær, blåbær, modenhed, sødme, kanel og mørk chokolade. Der er vist dømt pleaser eller en vin målrettet det danske publikum. Men det smager rigtigt godt, meget saftigt, modent og med en kende sødme, blæk og kul. Det er virkelig cremet, blødt og rundt. Meget drikkevenlig vin.

Forhandles af Vinsalget, hvor en flaske koster 100 kr., men du kan få en kasse med 6 flasker for 495 kr. Denne her var dog en magnum, som selvfølgelig koster lidt mere.

Vinanmeldelse 4/7 

2013 Beringer Vineyards, Founders Estate Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2013 Beringer Vineyards, Founders Estate Cabernet Sauvignon, Californien, USANæste vin er oss’ på Cabernet Sauvignon, da vi faktisk er ude i en lille smagning af 4 x vine på netop denne drue … her en 2013 Founders Estate Cabernet Sauvignon fra Beringer Vineyards.

Det er en vin, som jeg har smagt tidligere, blot i andre årgange og her i årgang 2013 har vinen fået nyt look med sort, stilfuld etiket.

Det store og historiske vinhus Beringer Vineyards er grundlagt tilbage i 1876 af brødrene Jacob og Frederick Beringer, som egentlig kom fra Mainz i Tyskland. Og når vi starter stort vinhus, så er der noget om snakken, for Beringer er den største drue-producent i Napa og ejer selv knapt 10% af det total opdyrkede vinareal i Napa.

Beringer Vineyards er det ældste uafbrudt fungerende vinhus i Napa Valley, og som noget unikt for et amerikansk vinhus, har Beringer produceret vin uafbrudt siden 1876, idet man under spiritusforbudet havde tilladelse til at producerede altervin til de lokale kirker. De øvrige californiske vinhuse måtte indstille produktionen i denne periode.

Historien om Beringer startede reelt i 1868, hvor Jacob Beringer forlod sit tyske hjem i Mainz, for at starte et nyt liv i USA. Hans bror Frederick var sejlet til New York fem år tidligere, og havde siden skrevet mange breve hjem, om de uendelige muligheder i den store nye verden.

Jacob, som havde arbejdet i tyske vinkældre i sine unge dage var dog ikke særlig begejstret for New York. Han var imidlertid tiltrukket af det varme solrige klima i Californien, som skulle være velegnet til vindyrkning.

I 1870 rejste han rejste han med tog fra østkyten mod solen i Californien, og i Napa Valley fandt han med stor glæde en stenet, veldrænet jord, svarende til den han kendte fra sit fødeland. Den vulkanske jord var ideel til dyrkning af de druer der prægede hele Europas store vinregioner.

Landskabet faldt også i lige Jacobs smag. Bakkerne i området skulle graves ud og anvendes til opbevaring og aldring af vin. Den konstante underjordiske temperatur var perfekt for produktionen af fine vine.

I 1875 købte Jacob og Frederick jorden, og gik i gang med en vinproduktion sammenlignet med de bedste produktioner i Europa. Beringer Vineyards blev grundlagt i 1876. Udgravningen af bakkerne viste sig at være en hård opgave. Det foregik med håndkraft, og brødrene ansatte nogle kinesiske arbejdere til jobbet.

Gravearbejdet i tunnellerne løb over flere år, men resultatet blev det perfekte sted at opbevare og lagre vin. Selv den dag i dag anvendes de underjordiske tunneller. Den gennemsnitlige temperatur på 14,5° C, er ideel til aldringen af Beringer Vineyards fine vine, og den nyrestaurerede indgang til den kølige underjordiske verden Old Stone Winery udgør en populær seværdighed for besøgende.

I den periode vingården blev bygget, boede Jacob i et gammelt bondehus fra 1848 på ejendommen. Dette hus blev efterfølgende omhyggeligt restaureret, udvidet og navngivet Hudson House. Huset fungerer i dag som Beringer Vineyards ’Culinary Arts Center’. Frederick flyttede permanent til Napa Valley i 1883 og begyndte opførelsen af hans nye hjem – en genskabelse af familiens hjem i Rihnen, Tyskland.

Resultatet Rhinen House er et sytten-værelses stort palæ, der i dag er centrum for Beringers private bibliotek og vinsmagninger. I Rhinen House kan gæsterne nyde et glas vin i det gamle bibliotek, eller på verandaen hvor Frederick i sin tid sad og nød udsigten udover de vidtstrakte græsplæner, frodige haver, ud over Napa valley.

Vinene fra Beringer har været på Wine Spectator’s TOP 100 liste flere gange end noget andet vinhus, og Beringer Vineyards har som det eneste vinhus vundet førstepræmie som ”Wine of the Year” for både en rødvin og en hvidvin hos Wine Spectator.

Beringer har modtaget flere 90+ point vinanmeldelser fra Robert Parker end nogen anden californisk vinproducent og har som det eneste vinhus vundet titlen som “Wine of the year” for både en rødvin og en hvidvin hos Wine Spectator. Ud over dette er Beringer 11 gange blevet udnævnt til Winery of the Year af Wine & Spirits Magazine.

Den ansvarlige vinmager hos Beringer Vineyards er Laurie Hook sammen med Mark Beringer fra familine. Laurie begynte sin karriere hos Beringer i 1986, hvor hun blev ansat som ønolog. I 1997 blev hun udnævnt til assisterende vinmager til den daværende ansvarlige vinmager Ed Sbragia, og i 2000 blev hun selv hovedansvarlig, mens Ed Sbragia i dag fortsat er tilknyttet Beringer som rådgiver for Laurie.

Nå, men tilbage til vinen, som ikke er ren Cabernet Sauvignon. Der blendes en smule Petite Sirah i den færdige vin. Druerne kommer fra marker i Lodi, Californien. Vinen er vinificeret i rustfrie ståltanke og halvdelen er lagret 5 måneder på eg inden sammenstikning, flaskning og frigivelse.

I næsen er vine klart mere imødekommende og interessant end foregående Mandrarossa … mere animalsk med mellemrøde frugter, mørke kirsebær og måske lidt hindbær, lidt blomster, eg, kanel og vanilje. Smagen er også mere balanceret mellem syre, sødme og frugten. Det er mere elegant og derudover med en vis tørhed, tydelige tanniner og syren bider blidt på tungen. Egentlig meget ligetil Cabernet Sauvignon … og det er jo ikk’ helt skidt.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske normalt koster 125 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2012 Compañía de Vinos del Atlántico, Gordo, Murcia, Spanien

2012 Compañía de Vinos del Atlántico, Gordo, Murcia, SpanienVi smutter også igen en tur til Yecla appellationen i Murcia området, nemlig med vinen Gordo fra det store vinhus Compañía de Vinos del Atlántico, som jeg skrev om for ikk’ så længe siden.

Compañía de Vinos del Atlántico blev grundlagt i 2002 med det formål at forene to vinhuses produktioner, nemlig vinhusene tilhørende Alberto Orte familien og Patrick Mata familien. Begge familier har – uafhængigt af hinanden – produceret vin i hele Spanien siden slutningen af ​​1800-tallet. I dag producerer CVA – som nævnt – vine i 18 forskellige appellationer i Spanien.

Der er fokus på både kendte vinområder som Yecla, Rioja og Monsant men også på endnu uopdagede vinområder som Vinos de Madrid og Valdeorras.

CVA arbejder primært med traditionelle spanske truetyper fra gamle vinstokke som Garnacha, Monastrell og den sjældne hvidvinsdrue Godello og lavt høstudbytte fra vinmarker der dyrkes efter økologiske principper.

Denne Gordo er lavet på 70% Monastrell og 30% Cabernet Sauvignon, som er dyrket økologisk på vinstokke, som er plantet i 1970 på marker ved Campo Arriba i 700 meters højde i Yecla.

Hver druesort vinificeres separat med maceration i 7 dage og fermentering i rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering lagrer vinen 3 måneder i 2 år gamle ege, hvorefter blendet sammenstikkes og derefter hviler yderligere 1 måned i ståltankene inden flaskning. Den årlige produktion ligger på 2.000 kasser af vinen.

Vinen hedder Gordo efter Patrick Matas far Jose Mata, som formentlig var en trind, rund mand, for Gordo betyder nemlig “fed” på spansk. Men etiketten på Gordo vinen er historisk, idet familien Mata har brugt den langt tilbage i tiden.

I glasset oser det af tæt, fed frugt med sol, varme, godt krydret og har derudover læder, vanilje, solbær, brombær, sødbrændte fade, eg, grene, blyanter, en snas lakrids og et grønt element, noget i retning af vinblade og eukalyptus.

Smagsmæssigt kunne man godt frygte, at alderen kunne trykke sådan en solvarm 2012’er fra Spanien, men det er ingenlunde tilfældet, for der er fortsat godt med tanniner, godt med sødme, men det bliver heldigvis ikke for sødt som hos søstervinen Vinos Sin Ley Old Vine Monastrel. Der er nemlig også syre i vinen og med til at holde en balance. Derudover er der godt med eg, lidt fladhed midt i munden og det hele slutter med en let bitterhed. Drik for pokker vinen med mad … det skriger den på.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 119,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2015 Di Filippo, Grechetto Colli Martani, Umbrien, Italien

2015 Di Filippo, Grechetto Colli Martani, Umbrien, ItalienVi skal smage lidt mer’ vin fra Umbrien, nemlig denne Grechetto Colli Martani DOC fra økø-bonderøven Roberto Di Filippo … en vin, som var første i smagsrækken til en Montefalco smagning, som jeg holdte for Randers Vinlaugh forleden,

Jeg har smagt vinen tidligere på vingården i Umbrien, blot i den nyere årgang 2016, hvor vinen blot hedder Grechetto Umbia IGT. Roberto sendte 2015 årgangen på markedet under den mere bredde appellation Colli Martani DOC, som omfatter det meste af Perugia området inkl. Montefalco, mens den i årgang 2016 er en Grechetto Umbia IGT.

Årsagen er rimelig simpel … nemlig at Roberto Di Filippo laver vinen på 100% Grechetto. Det er tilladeligt under Colli Martani DOC, som blot skal indeholde 85% Grechetto, men ikke tilladt som en Grechetto Umbria. Der skal vinen ganske vist indeholde mindst 50% Grechetto, men også mindst 20% Trebbiano Toscano.

Grechetto – der udtales som gre-ketto – er en hvidvinsdrue, som findes i hele Italien, men specielt i Umbrien, hvor den findes i en lang række appellationer og altså også i områdets appellationer.

Den er alene lavet på rustfrie ståltanke, fermentering ved 18 grader og er ikke lagret på eg, så det burde være en frisk og frugtrig vin. Lad os se på mine smagsnoter.

Og det er en lille, fin charmetrold af en vin … godt med tropisk frugt, fersken samt lidt mineraler, sten, flint og nogle krydrede elementer. Smagsmæssigt meget lettilgængelig med syre, mineraler og frugt. I smagen også fersken samt en ganske frisk og mineralsk syre. Direkte og drikkevenlig med friskhed, frugt og glæde.

Di Filippos vine forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus, hvor sådan en flaske i årgang 2016 koster 79 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2013 Tenuta Castelbuono, Ziggurat Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

2013 Tenuta Castelbuono, Ziggurat Montefalco Rosso, Umbrien, ItalienSå er vi der igen … hos det imposante vinhus Tenuta Castelbuono med en Ziggurat Montefalco Rosso DOC, som jeg sidst smagte for præcis ét år siden, da jeg blev inviteret til Anteprima Sagrantino af det lokale Consorzio Tutela Vini Montefalco og besøgte Tenuta Castelbuono som første vingård under opholdet.

Dengang smagte jeg vinen i både årgang 2011 og 2012, men her har vi altså vinen i en nyere årgang 2013. Hvis du vil lære mere om vinhuset, så kan du læse om det i blogindlægget; Besøg på Tenuta Castelbuono … det imposante vineri.

Castelbuono er grundlagt i 2001 af Lunelli familien … The Lunelli Group, som vi mest kender som ejerne bag Ferrari, de mousserende spumantevine fra Trentino området, men alt det kan I jo læse i blogindlægget.

Denne Montefalco Rosso har navnet Ziggurat og dermed opkaldt efter et antik babylonsk tempel med reference til hjertet af Carapace … Tenuta Castelbuonos ikoniske vineri.

Ziggurat Montefalco Rosso er lavet på 70% Sangiovese, 15% Sagrantino samt 15% Cabernet Sauvignon og Merlot. Druerne kommer fra vinhusets egne marker omkring Bevagna og Montefalco. De er høstet med et udbytte på 55 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet med en kort premaceration ved 12 grader i 20 timer efterfuldt af almindelig fermentering ved 26-28 grader i rustfrie ståltanke. Samlet maceration i 15-20 dage efterfulgt af 12 måneders lagring på henholdsvis 225 liters barriques samt 500 liters tonneaux. Efter flaskning lager vinen yderligere 6 måneder.

Duften er eg, kirsebær, solbær, blomster, vanilje, lidt læder og nogle balsamiske noter. Der er en fin italiensk syre, som straks afslører vinens ophav. I munden er vinen frisk og har både sol og syre i skøn forening. Der er frisk frugt, gode tanniner, tæt syre og lidt peber, men ellers er vinen faktisk meget let og omgængelig.

Købt hos Philipson Wine, hvor en flaske koster 134,95 kr., mens prisen ved køb af 12 flasker er 109,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2015 Weingut Jürgen Ellwanger, Winterbacher Spätburgunder, Württemberg, Tyskland

2015 Weingut Jürgen Ellwanger, Winterbach Spätburgunder, Württemberg, TysklandMer’ rigtig saft aka Spätburgunder … Winterbacher Spätburgunder fra den gode Weingut Jürgen Ellwanger, der netop ligger i den lille by Winterbach i Württemberg området.

Württemberg er et område, som vi ikke så tit ser vine fra her i Danmark, og jeg har også kun anmeldt få vine fra Württemberg her på bloggen.

Familien Ellwanger har været vinbønder i Winterbach siden 1514, men det nuværende vinhus er reelt først grundlagt i 1949 af Gottlob Ellwanger. Det var dog sønnen Jürgen Ellwanger, som udvidede vingården, fik succes med vinene, blev medlem af både VDP og var medstifter af HADES og Deutsches Barrique Forum.

HADES er en sammenslutning af vinavlere i Württemberg, som blev grundlagt i 1986 med henblik på at studere brugen af nye egetræsfade i vinproduktionen. Udover Weingut Jürgen Ellwanger består HADES også af Weingut Fürst Hohenlohe Oehringen, Weinguf Graf Adelmann, Weingut Sonnenhof, Staatsweingut Weinsberg samt Weingut Drautz-Able.

I dag drives Weingut Ellwanger af ægteparret Jörg og Sylvia Ellwanger sammen med sønnen Felix. De har samlet 26 hektar vinmarker, fordelt på marker omkring 5 byer, og alle marker med forskellig terrior. Her dyrker de primært hvidvine … omkring 65% af markerne er tilplantet med hvide sorter og 35% med røde sorter.

Husets vigtigste sorter er Riesling, Lemberger og Trollinger, men herudover dyrker man også en række andre druesorter som fx Spätburgunder samt internationale druer som Merlot, Syrah og Chardonnay. Det har i mange, mange år været en tradition på vingården.

Der laves en lang række vine på vingården, og selvom de hvide vine fylder mest på markerne, så laver Ellwanger ikke mindre end 23 forskellige rødvine, hvoraf 5 er HADES vine, dvs. vine lagret på de bedste barriques, som købes i HADES fællesskabet og lagret efter forskrifterne i foreningen. Jeg har dog også tidligere på vinbloggen anmeldt en 2009 Spätburgunder HADES Trocken.

Denne Winterbach Spätburgunder er dog ikke en af HADES vinene, men Ellwangers almindelige og billige entry-level vin og således en Gutswein, hvor druerne også kommer fra forskellige marker. Jeg har ingen oplysninger om produktionen ….what so ever, så vi springer hovedkulds ind i mine smagsnoter.

Næsen er meget ren, klar og lys i frugten med blomster, hindbær, jordbær, men også nogle mørkere bær. Der er lidt mineraler samt både marzipan og mandler … men har ingen kostald, animalske noter eller voldsom  sødme. I munden er der et lille peberbid, også godt med blomster her, meget hindbær, frugtsten. jern, fin lethed og meget straight-forward.

Købt på weine.de, hvor prisen er 8,10€ … svarende til 60 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

 

2015 Xavier Vignon, Cairanne, Rhône, Frankrig

2015 Xavier Vignon, Cairanne, Rhône, FrankrigEndnu en vin til anmeldelse fra Supervin i Hjørrring … nemlig denne Cairanne fra Xavier Vignon … og er det ikk’ oss’ et par dage siden, vi sidst har smagt lidt vin fra det dejlige Rhône?

Xavier Vignon er uddannet ønolog fra universitetet i Montpellier … Diplôme National d’Oenologique og har næsten lige siden arbejdet som konsulent for en lang række vinprodukter. Derudover har han en lille negociantforretning Xavier Vins, hvor han med opkøbte druer laver en række vine inklusiv denne Cairanne.

Inden Xavier blev rådgivende vinkonsulent og negociant havde han  dog nået at arbejde hos en lang række vinhuse, bl.a. Chateau Corbin-Michotte i Saint-Emilion, hos Chez Wolfberger i Alsace, hos producenter i Napa Valley og Pic Saint-Loup samt hos champagneproducenten Moët & Chandon.

Han har også arbejdet på Cloudy Bay i New Zealand og på Domaine Chandon i Australien.

I slutningen af 1990’erne kom Xavier til Rhône og fik ansættelse hos Avignon Oenologie Conseil … nu Institut Oenologique de Champagne, hvor Xavier Vignon er manager og ledende ønolog.

Han arbejder forholdsvis uafhængig af laboratoriet og udvælger selv, hvilke opgaver han ønsker at påtage sig som rådgiver hos producenterne.

Xavier anslår selv at han har omkring 140 domæner som klienter, hvor han rådgiver om arbejdet i vinmarkerne og sidder med, når vinene skal blandes før aftapning. Han har bl.a. haft opgaver for arbejdsopgaver for Chateau Margaux i Bordeaux.

Siden 2002 har Xavier også lavet vin selv via Xavier Vins … en lille, men voksende negociantforretning. Det startede med, at Xavier begyndte at købe lidt druer og nogle fade vin fra sine klienter … i visse tilfælde som betaling for sin rådgivning. De blev blandet til Xaviers egne vine.

I starten lavede Xavier vinene i kældrene på Chateau Husson i Courthezon, men siden 2014 har han haft produktionsfaciliteter i kældrene på Chateau Fines Roches, der tidligere har huset negociantfirmaet Louis Mousset og senere Yann, Fabrice og Cyril Mousset.

Xavier har et specielt princip, når han indkøber druemost til sine vine. Han køber små partier hos den enkelte producent, måske et enkelt fad, som han finder passer specielt til den type vin han ønsker at blande.

Det er målet, at den enkelte vin skal være en blanding fra mindst 20 forskellige producenter. Således skulle vinen være et udtryk for den pågældende appellation det pågældende år.

Han siger selv, at det er 20% passion, 20% drøm, 20% hjerte, 20% sjæl og 20% krop”. Og han laver både Côtes du Rhône, Ventoux, Rasteau, Vacqueyras, Gigondas, Muscat de Beaumes de Venise & Beaumes de Venise og Châteauneuf du Pape vine.

Og så laver han altså også denne Cairanne, som er et blend på 70% Grenache, 20% Syrah og 10% Mourvedre … helt klassisk, og lavet med udblødning/maceration inden gæringen, som sker i store betonkar. Det er en vin, som den almægtige Parker har scoret til 91-93 point, men lad os se, hvad den flittige vinblogger har at sige til det.

Næsen er uret, grøn med tør frugt og klassiske Rhône krydderier, lavendel, timian, laurbærblade, rustik, landlig i udtrykket og har både jern, peber, kul og afbarkede grene.

I munden er der både rå power, blod og samtidig også en vis sødme, stor tørhed, salt og bidende tanniner sammen med masser af peber. Vinen er egentlig fint afbalanceret mellem sød, rå frugt, kraft og saft. Der er lidt kanter og peberen sidder i munden et pænt stykke tid bagefter … men er det godt eller skidt? Det tænker jeg lige over.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., men ved køb af 12 flasker er prisen 139,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2015 Weingut Kruger-Rumpf, Spätburgunder Trocken, Nahe, Tyskland

2015 Weingut Kruger-Rumpf, Spätburgunder Trocken, Nahe, TysklandJeres flittige vinblogger og DK’s måske ultimative anmelder og elsker af Spätburgunder kaster sig over næste af slagsen, en Spätburgunder Trocken fra Weingut Kruger-Rumpf.

Vinhuset Kruger-Rumpf ligger midt i byen Münster-Sarmsheim med Nahe floden – en af  en af Rhinens mange bifloder – som ridende nabo. Og den gamle bygning i byen huser udover vineriet også en god gammel restaurant & weinstube samt selvfølgelig udlejning af lidt Gästezimmer. Vi griber vinglasset og i en tætpakket weinstube synger med på de bedste tyske drikkeviser. Prosit.

Vingården ejes af Stefan Rumpf, men det er i dag nu sønnen Georg Rumpf, som efterhånden har overtaget driften, dog med lidt hjælp fra broderen Philipp, der står for markedsføring. Det er Georg, som I kan se på billedet ovenover.

Familien har været vinbønder siden 1708, mens vingården er bygget omkring år 1830 med vineri i kælderen. Samlet har familien omkring 27 hektar vinmarker, og de bedste marker er Münsterer Pittersberg, Dautenpflänzer, Rheinberg og Kapellenberg, Dorsheimer Burgberg samt Binger Scharlachberg. Den sidstnævnte ligger dog reelt ikke i Nahe, men i Rheinhessen.

Den årlige produktion ligger på omkring 145.000 flasker vin og omkring 70% af produktionen er faktisk på Riesling. På markerne  Münsterer Pittersberg og Münsterer Dautenpflänzer er vinstokkene med Riesling over 50 år gamle.

Udover Riesling, så dyrker familien også sorterne Silvaner, Weißburgunder, Grauburgunder, Frühburgunder, Spätburgunder, Chardonnay, Scheurebe og Gewürztraminer. Siden 1992 har Weingut Kruger-Rumpf været medlem af VDP … Verband Deutscher Prädikatsweingüter.

Nå, men her har vi altså husets tørre Spätburgunder, som er en Gutswein, som dog har lagret på store egefade … såkaldte Stückfass i 14 måneder og flaskes ufiltreret.

Næsen er lidt stålsat … ikke de vilde svinkeærinder der, for det er meget ren og lys frugt, hindbær, jordbær, ribs med hvid peber og grønt islæt, nærmest lidt som en jomfru eller en nonne, som ikke vil afsløre for meget. Ingen fed, sød eller animalsk kostald her … næ, vi holder os på dydens smalle sti.

I munden er vinen let, har en let sødme, ganske behagelig med masser af jordbær og andre lyserøde frugter. Det er ganske lettilgængelig Spätburgunder, så kobl hjernen fra og nyd bare væsken i den tyndtflydende form. Det bliver aldrig stor Spätburgunder, men trods alt en vin, som kan indtages i grosse mængden i en tysk weinstube. Prosit. Og væk var indholdet også hurtigt, hvilket vel egentlig også er et godt tegn.

Købt i Tyskland på Weine.de, hvor prisen er 10€ eller omkring 75 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2012 Cryptic Wines, California Red Blend, Californien, USA

2012 Cryptic Wines, California Red Blend, Californien, USABenecatr Giunsvaon, Teptei Rihsa og Dalnifzen … decode the secrets of our signature blend står der på bagsiden af denne California Red Blend fra vinhuset Cryptic Wines og så har den ellers en grim etiket, som leder tankerne hen på noget græsk vin.

Og – geeee – det bliver sgu svært at gætte, at blendet består af Cabernet Sauvignon, Petite Sirah og Zinfandel … selvom det faktisk ikke passer helt, for helt præcis fortæller Cryptic Wines på deres homesite, at blendet er 54% Zinfandel, 22% Petite Sirah, 16% Cabernet Sauvignon, 6% Barbera og 2% Merlot. Så jo, det er sgu lidt kryptisk.

Det er også lidt kryptisk eller mystisk, hvem der står Cryptic Wines, som alene laver denne vin, som indtil nu – så vidt jeg kan se – er lavet i årgang 2010, 2011 og denne 2012. Lidt researche viser dog, at manden bag  Cryptic Wines og denne California Red Blend er vinmageren Alex Cose.

Alex har tidligere arbejdet med økonomi for Wells Fargo, hvorefter han valgte vinbranchen med læreplads hos Monticello Cellars i Napa Valley. Efter endt uddannelse til ønolog, som har han arbejdet som kældermester hos Peter Michael Winery, Purple Wine Company og Joseph Phelps Winery, men arbejder i dag som økonomimand for Dot Media Lab.

Der eksisterer derfor ikke et egentligt vinhus med navnet Cryptic Wines, hvorfor denne California Red Blend er en designervin, som er lavet med opkøbte druer, som kommer fra over 30 forskellige marker, som primært ligger i 3 områder, Amador County i Sierra Foothills, i Lodi River Delta og i Paso Robles i Central Coast.

California Red Blend er lavet sammen med vinmageren Antonio Treviño, som tidligere også – som Alex Cose – har arbejdet på Purple Wine Company, så måske er det i den periode, at de to fyre i fællesskab har kørt projektet Cryptic Wines.

Og Purple Wine Company ligger netop i Graton i Sonoma, hvilket er samme sted, som Cryptic Wines efter sigende skulle ligge, så skal vi ikke vove gættet, at California Red Blend er lavet på Purple Wine Company? Lidt videre researche på deres hjemmeside bekræfter dette … Cryptic Wines hører under Purple Wine Company.

Nå, men som nævnt tidligere et blend på 54% Zinfandel, 22% Petite Sirah, 16% Cabernet Sauvignon, 6% Barbera og 2% Merlot. Hver høst er vinificeret separat i både ståltanke og egefade og efter endt fermentering lagrer vinen 14 måneder på en kombination af franske, ungarske og amerikanske fade.

Den grimme etiket skulle vistnok være et kryptisk hjul, som er inspireret af en fransk cipher maskine, som er afbilledet i en bog fra 1500-tallet. Men sammen med navnet Cryptic, som ligner det – som nævnt – mest en græsk vin.

I næsen er der både lidt seletøj af læder, frugten er en smule syrlig, men alligevel også med en klar sødme. Det er brombær, solbær, blommer, grønne krydderurter, timian, tør lerjord, lakrids samt en smule kanel.

Smagsmæssigt er det en sød og solmoden vin, men det bliver dog ikke alt for oversødt. Det smager af US Zin, saftig, cremet, blød og behagelig med tørrede bær, lidt peber og nøddet smag.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens den ved køb af 6 flasker koster 119,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2015 Cave de Tain, Crozes-Hermitage, Rhône, Frankrig

2015 Cave de Tain, Crozes-Hermitage, Rhône, FrankrigMed næste vin … en Crozes-Hermitage ryger vi til kooperativet Cave de Tain, der ligger smukt ved foden af Hermitage-skråningen mellem byerne Valence og Lyon.

Cave de Tain er grundlagt tilbage i 1933 af Louis Gambert de Loche sammen med en række andre vinavlere og han blev således også kooperativets første leder. I dag er der 330 medlemmer, som samlet har mere end 1.000 hektar vinmarker, der leverer druerne til kooperativets vine, der dækker appellationerne Hermitage, Crozes Hermitage, Saint Joseph, Cornas og Saint Peray. Derudover laves der selvfølgelig også masser af Vins de Pays.

Cave de Tain er meget involveret i bæredygtighed og bevaring af traditioner og skikke. Man støtter genplantningsprojekter af historiske vinmarker på de gamle terrasser med stenmure ved at bruge de originale metoder og hjælper dermed til at bevare den vinmæssige historiske arv og geografiske landskab, som regionen er kendt for.

Vinene er alle lavet med moderne teknikker, men stadig med traditionen og historien in-mente. Kooperativet blev i 2015 valgt som årets kooperativ af det førende franske vinmagasin Revue du Vin France.

Herhjemme kan man få vine fra Cave de Tain i både Føtex og – som denne – hos Winefamly, men der findes også mange serier af vine fra Cave de Tain.

Denne Crozes-Hermitage kommer fra serien Grand Classique … og netop Crozes-Hermitage fylder hos kooperativet, idet 50% af produktionen netop er Crozes-Hermitage.

Vinen er lavet ved, at alle druerne afstilkes, hvorefter fermenteringen sker i temperaturkontrollerede rustfrie ståltanke og derefter lagrer noget af vinen på egetræsfade, men hvor lang tid er dog ikke oplyst. Den sælges også som bag in box på enten 3 liter, 5 liter eller 10 liter.

Vinen er en smule behåret animalsk, krydret og har derudover med peber. frisk frugt med syrlig kirsebær, solbær, eg, tørhed og en lille smule vanilje. Frugten er ganske frisk, men ellers gør næsen ikke meget væsen af sig.

I munden er det kraftfuld vin med mørk frugt, peber, blæk … der er lidt kant og frugtsyren bliver måske en smule dominerende. Der er lidt jern og bitterhed i eftersmagen. En god hverdagsvin fra Rhône.

Forhandles af Winefamly, hvor prisen er 80,58 kr., mod en normalpris på 159 kr. Vinen står dog fejlagtigt på deres hjemmeside som Crozes-Hermitage La Grace … en enkeltmarksvin, som på kooperativet koster næsten det dobbelte.

Vinanmeldelse 4/7