Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2017 Domaine l’Ancienne École, l’Essentiel Vinsobres, Rhône, Frankrig

Den næste vin fra Anna og Wilson Thorburn på Domaine l’Ancienne École blev så en AOC Vinsobres vin, for det var nemlig deres 2017 l’Essentiel Vinsobres.

Vinen er lavet på et mix af 50% Grenache samt 50% Syrah fra nogle marker på sydvestvendte skråninger i 400 meters højde med en jordbund af primært kalksten, men også sand og ler.

Druerne er håndplukkede, vinen er økologisk og fermenteret i cementkar og har fået malolaktisk gæring. Den er også lagret på cement med bærmen … og der laves årligt 3.500 flasker af vinen.

Hold nu kaje for en duft … tætpakket frugt, meget ren og frisk i frugten med brombær, solbær, blommer, en fin bondsk landlighed, mælkede noter, sød tobak, vanilje … og virker faktisk kølig samt en smule parfumeret.

Sådan smager vinen også … ren, kølig med bittersød frugt, der kommer også lidt peber, men mest af alt den friske frugt, ren frisk med kirsebær og brombær. Alt leveres pænt og nydeligt med cremet og blød smag, velintegrerede tanniner … intens og lækker vin, der giver 91 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2014 Francesco Versio, Barbaresco, Piemonte, Italien

På Bistroteket valgte vi også denne 2014 Barbaresco fra den unge og dygtige kultproducent Francesco Versio, der holder til i byen Albesani nordvest for Barbaresco.

Vinhuset har jeg skrevet om tidligere og det var faktisk, da jeg smagte samme Barbaresco blot i årgang 2015. I det indlæg kan I også læse mere om selve vinhuset.

Her er det som sagt Barbaresco fra 2014, som blev et vanskeligt år, hvor Versios høst blev reduceret med mere end 50%. Vinen er lavet hos et lokalt kooperativ, som havde været flinke at låne ham deres produktionsfaciliter.

Den er lavet meget traditionelt med gæring og maceration i rustfrie ståltanke over 40 dage og så lagring i det store østrigske Stockinger fad i 24-26 måneder.

Næsen er mørk og parfumeret, sorte oliven, violer, tørrede roser, tobaksblade og godt med fedme samt kraftig frugt, sorte kirsebær, hindbær, blommer, vanilje, jod samt balsamiske elementer.

I munden har vinen en mørk og ren frugt, blåbær, hindbær, lidt blommer og fede tanniner, noget lakrids, men virker kraftigere og federe end forventet. Synes ikke, at den helt er på niveau med 2015’eren. 91 point.

Importør er Adriat Vinimport, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7  

N.V. Chambers Rosewood Vineyards, Rutherglen Muscat, Victoria, Australien

Derefter stod den på Muscat vine og den første var denne Rutherglen Muscat … en fin og sød dessertvin, hvor man får rigtigt meget for pengene.

Vinen er lavet ved, at Muscat druerne først er knust og ligger så med skindet i premaceration i 24 timer. Derefter er de presset og gæring sket, hvorefter der er tilført druesprit inden lagring på gamle egetræsfade i forskellig størrelse.

Vinen lagrer derefter i lang tid … og den endelig vin er lavet fra fade fra forskellige størrelser og blandet af Stephen Chambers. En sådan lille bandit har en gennemsnitsalder på 4 år. Stephen fortalte, at der er omkring 200 gram restsukker pr. liter i vinen.

Duftmæssigt snakker vi. UHA. Man bliver omgående i godt humør, for den har en god blanding af friskhed, nektarsødme, honning samt mango og engelsk christmas pudding. Man fornemmer midt i hektar-sødmen en pæn tørhed, tørret abrikos og figner.

Det smager også bare vildt godt … det er tørret frugt og nødder i sirup, men også i smagen er der en vis friskhed. Det er forkælelse til den søde tand og med denne Rutherglen Muscat får du virkelig en entry-level aka basisvin fra Chambers Rosewood Vineyards med tonsvis af sød kvalitet. Mums. 92 point.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en 37,5 cl. flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7

N.V. Chambers Rosewood Vineyards, Rutherglen Tawny, Victoria, Australien

Næste vin var et australsk bud på en portvin … lavet på samme måde og det er så Chambers Rosewood Vineyards’ Rutherglen Tawny.

Vinen er da heller ikke lavet på Muscadelle eller Muscat, men skulle være på en blanding af i hvert fald Grenache samt lidt Tinta Roriz … men nogle steder står der dog, at der også skulle være lidt Muscat i blendet.

Stephen Chambers fortalte det helt sikkert om druerne under vores smagning, men jeg fik kun noteret Grenache og Tinta Roriz og der er faktisk slet ingen oplysninger om produktionen af vinene på husets hjemmeside.

Det er jo – som i Portugal – en vin, der er lavet af flere forskellige årgange og lagret i flere år på egetræsfade, hvorved vinen så iltes langsomt, inden den tappes på flaske. Vi er nu oppe på omkring 90 gram restsukker pr. liter.

Det dufter også som god Tawny portvin, har en moden duft, søde samt tørrede blommer, figner, overmodne kirsebær, godt med både egetræ og fad, nøddeagtige elementer, men alligevel med en lethed, der er kombineret med noget alkohol, der lige får markeret sig.

Det smager sgu også godt … moden, blød med tørrede blommer, figner samt en dejlig sødme. Der er let honning, nødder og virker også meget tør, selvom der selvfølgelig er godt med sødme, fad og igen et let alkoholvarme, der får dig til at smile og varme kroppen, hvorved jeg har den til 91 point.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Chambers Rosewood Vineyards, Noble Muscadelle, Victoria, Australien

Derefter bevægede vi også stille og roligt over i det søde univers med denne Noble Muscadelle i en årgang 2017 fra Chambers Rosewood Vineyards.

Det er en sød vin med 8% alkohol og lavet på Muscadelle druen fra årgang 2017, hvor den er høstet sent og der angrebet af den ædle råd Botrytis, men alene lavet i udvalgte årgange.

Muscadelle har virkelig fået fodfæste i vinmarkerne i Victoria i Australien, hvor den også findes under navnet Topaque. Der er druen med til at give rige, saftige vine med en dyb gylden farvetone.

Druerne efterlades på vinstokken, indtil de er halvtørrede, og fermenteres derefter delvist og suppleres med neutral druesprit. De lagrer derefter normalt på egefade, hvor de begynder at udvikle rige smagsoplevelser af karamel og konfekt. Vinene er overdådigt søde med en silkestruktur og har evnen til at ældes godt i mange år.

Faktisk var Muscadelle i Australien kendt som Tokay, da vinavlerne troede, at druen var den, som anvendes i de ungarske Tokaji vine, men da man i 1970’erne opdagede fejlen, så ændrede de navnet til Topaque for at undgå forveksling med den ungarske betegnelse.

Det er duftmæssigt en lidt speciel vin, hvor jeg i mine noter har skrevet skocreme, bivoks, lidt vilddyrpels, tropisk tørret og gæret frugt af fersken, mango, banan samt en stor skål crème brulée.

Men damm hvor den smager godt … har masser af frisk frugt og samtidig en flot kontrolleret sødme og de to går virkelig hånd i hånd sammen med en lille småbitter sødme. Alle smagene klinger virkelig rigtigt fint i eftersmagen. 92 point.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Ottomani, Chianti Superiore, Toscana, Italien

Azienda Agricola Ottomani er en lille drømmeprojekt startet af 4 barndomsvenner i Strada i Chianti. Driften er både økologisk og biodynamisk … her smager vi en af deres vine i form af en 2019 Chianti Superiore.

De 4 venner er Enrico Giovannini, Cosimo Pecorini, Leonardo Bonelli og Andrea Malavoti. De er alle uddannet ønologer fra universitetet i Firenze, men gik efterfølgende hver deres egne veje og fik en karriere indenfor vin.

Men nogle år senere mødtes de igen og besluttede sig for at lave vin sammen. Så de startede projektet Ottomani, som jo netop betyder otte hænder. Det skete ved købet af en ældre, eksisterende vingård, hvor de både kunne lave vin og producere lidt olivenolie.

Til vingården var der allerede en række marker med gamle vinstokke, som de kunne anvende … og endda forbedre ved både økologisk og biodynamisk dyrkning, da de allerede fra den spæde start besluttede sig for ikke at bruge nogle former kemisk gødning og udelukkende at arbejde med bæredygtige metoder for miljøet.

I dag er huset certificerede økologisk og derudover arbejder man ud fra biodynamiske principper, hvor man søger at forbedre planternes eget immunforsvar.

Omtanken for miljø og rene vine gennemsyrer hele processen. Brugen af svovl begrænses eksempelvis til et absolut minimum i den færdige vin. Men på trods af at der næsten er tale om naturvine” er det dog ikke funkyness, der dominerer, men derimod klassiske noter fra Sangiovese. Alle vine er spontangæret med deres naturlige gær.

Denne 2019 Chianti Superiore er lavet på Sangiovese samt lidt Canaiolo, som kommer fra marker med en kalkholdig jordbund med indspark af ler og store rulle sten. Indhøstningen foregår manuelt og allerede i marken gennemgår druerne en sortering, så kun de raske kommer med.

Gæring er sket spontant alene med druernes eksisterende gærceller i cementtanke og gæring samt maceration er sket over 30 dage med flere omgange overpumpinger og cap-crushing for på denne måde at trække så meget smag og strukturelle komponenter ud af druen som muligt. Efterfølgende lagres vinen i 14 måneder på franske barriques.

WAUW altså … dejlig urkraft i duften af landlige vitaminer, svedig bio-øko kant, boblende mødding nærmest men en fin og overjordisk dekadence, godt med kirsch og kirsebær, muldjord, sød tobak, nogle champignons og man fornemmer næsten saftigheden.

I munden er det også saftig, svedigt og har en sød balsamisk kant, der gør vinen uhyre drikkevenlig. Men det er ikke en vin, der så bare ruller om på ryggen, for den har nogle seriøse og tørre tanniner samt en syre, der ikke ligger under for pjat. Det giver virkelig vinen en ret stringent og ren nerve … seriøs og voksen på alle måder. Kæft det er hammergod Chianti. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 142 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Weingut Michel, Achkarren Spätburgunder, Baden, Tyskland

Tidligere i år smagte jeg den lækre 2019 Großes Gewächs vin Schlossberg Spätburgunder GG fra Weingut Michel.

Nu smager jeg lillesøstervinen, en Ortswein 2019 Achkarren Spätburgunder fra samme vinhus, der meget passende ligger på Winzerweg i byen Achkarren i Kaiserstuhl for foden af den ikoniske Schlossberg mark.

Denne vin har ejer og vinmager Josef Michel lavet ved, at druerne først er håndplukket i starten af september og derefter så strengt sorteret. Vinen er så lavet med en gæring i rustfrie ståltanke over 20 dage. Efter presning er vinen så lagret 12 måneder på en kombination af brugte barriques og rustfri ståltanke.

Man bliver glad af farven i glasset … lys rødlig og transparent, mens duften byder på lidt sød stald, men har også mere ranke noter som gran og nelliker og en snert Franken karakter, men det opvejes af en mere let og lys frugt af jordbær, rabarber og hindbær, ganske lidt vanilje, røg og fennikel.

I munden er alt lystig, frejdigt og i dansehumør. Syren er let og legende, frugten lys, let og tilgængelig med jordbær og hindbær, mens der ikke er mange tanniner, men dog et drys med lidt peber, krydderier og mineralsk, kulagtig friskhed samt en snert jern. Det er højt niveau for en Ortswein og til prisen en lille vinder. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Cantina Numa, Numa Rosso Limited Edition, Marche, Italien

Vi sluttede Numa smagningen med endnu en Limited Edition vin, hvilket var denne 2019 Numa Rosso Limited Edition, der er lavet på Montepulciano og kun lavet i beskedne 1.384 eksemplarer.

Dette er også første årgang af vinen, som kommer fra en enkelt vinmark i 10-160 meters højde med vinstokke plantet tilbage i 1997 og høstet med et udbytte, der kun er halvt så stort som ved foregående vin. Her anvendes kun de allerbedste druer.

Efter høsten er druerne først afstilket forsigtigt, således skindet bevares. Derefter er gæring og maceration sket i tonneaux egefade ved en kontrolleret temperatur over 13-15 dage med både hyppig overpumpning og ved at dreje tonneaux fadene.

Derefter er der sket malolaktisk gæring og så lagring i helt nye, franske barriques i 24 måneder efterfulgt af flaskning og yderligere lagring i 12 måneder inden frigivelse. Der er kun lavet 1.384 flasker og denne er nummer 1.200.

I næsen er det en meget tiltrækkende vin, hvor fadpræget også er tydeligt og medvirker til mørkere, tættere og langt mere intens vin. Der er sorte kirsebær, brombær og blommer, fennikel, lakrids samt lakridskonfekt, vanilje, mentol … og selvom det er en fyldig og mørk vin, så virker duften på ingen måder tung eller overfed.

Smagen er cremet, fed og næsten olieret med en meget direkte, frisk frugt … nærmest af blåbær, brombær og kirsebær, men sammen med den komprimerede frugt bærer smagen også stor frugtsødme, der er en smule voldsom. Det bliver derfor smagsmæssigt en meget stor mundfuld, men tanninerne og garvesyren virker imidlertid godt integrerede. Vinens styrke er frugtintensiteten. 92 point.

Overvejes forhandlet af Winelovers.dk, så vinen er endnu ikke prissat.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Cantina Numa, Rosso Piceno Superiore, Marche, Italien

Den første af rødvinene fra Pier Francesco Liberi på Cantina Numa var denne 2019 Rosso Piceno Superiore, der er lavet på 70% Montepulciano og 30% Sangiovese.

Druerne kommer fra økologisk dyrkede marker beliggende i 160 meters højde med en undergrund af sten og ler. Vinstokke er sådan mellem 10-16 år med 3.800 stokke pr. hektar,

Sangiovese druerne er høstet manuelt i slutningen af september, mens Montepulciano druerne er høstet midt i oktober. Vinificering er sket separat, først med kort og kølig opbevaring i ståltanke og så gæring og maceration over 9-10 dage inden malolaktisk gæring samt lagring 24 måneder på barriques, hvorefter vinen sammenstikkes, flaskes og lagring 5 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt bestemt langt bedre end forventet … tør, støvet og faktisk meget frugtrig duft. Der er hindbær, ribs, lidt svesker, violer, røg, lakrids, urter og en tør, balsamisk syre samt knuste sten.

I munden er det en blød, tør og frisk vin … har en lille frugtsødme, som giver et venligt ansigt og gør vinen meget drikkevenlig, næsten på vej til at være saftig. Der er hindbær, ribs, tranebær samt en lille smule bitterhed, syrligbitre tanniner, let peber … men sammenlagt et rigtig fint bid. 91 point.

Overvejes forhandlet af Winelovers.dk, så vinen er endnu ikke prissat.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Cantina Numa, Pecorino, Marche, Italien

2020 Cantina Numa, Pecorino, Marche, ItalienDet næste skifte var næsten oplagt, for fra vin på Passerina gik vi over til Cantina Numas vin på Pecorino.

Det er denne gang en ren vin, altså på 100% Pecorino, som er fra 16-24 år gamle vinmarker med 3.300 stokke pr. hektar.

Vinen er lavet næsten som den foregående Passerina, altså ved at druerne først efter høsten så er opbevaret i kølerum indtil de når ønskede temperaturer. Derefter presses de og gærer i ståltanke ved en kontrolleret temperatur over 30 dage. Der er vinen så også lagret 12-13 måneder sur lie og med løbende bâtonnage inden aftapning på flaske.

WAUW for en duft … comfort sofahygge og utroligt, at vinen ikke er lagret på egefade, for den har en aroma, der kan minde om en fed og fadlagret, olieret vin. Den dufter rigtig godt, har nødder, vanilje samt en tropisk frugt af mango, ananas, papaya, pærer og sandeltræ. Det dufter så venlig, tiltrækkende, har måske lidt wienerbrød og hvide blomster.

I munden er det lidt samme sag … let fyldig og på vej til at være olieret med en cremet og alligevel frisk smag. Der er gule æbler, lidt pærer, fersken, grillede citroner, godt bid tilsat lidt nødder, toast og let kalkede mineraler. 91 point.

Overvejes forhandlet af Winelovers.dk, så vinen er endnu ikke prissat.

Vinanmeldelse 5/7