Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

N.V. Vilmart & Cie, Cuvée Rubis Brut Premier Cru, Champagne, Frankrig

N.V. Vilmart & Cie, Cuvée Rubis Brut Premier Cru, Champagne, FrankrigSidste rosé af de 4 i streg var fra Champaniac’s nye champagnehus Vilmart & Cie, nemlig deres Cuvée Rubis Brut Premier Cru.

Champagnehuset Vilmart et Cie ligger i byen Rilly-La-Montagne og blev grundlagt tilbage i 1890 af Désiré Vilmart. Siden da huset været drevet af familien … enten passionerede sønner eller svigersønner. Siden 1991 har det været drevet af den sympatiske og flinke Laurent Champs, som er 5. generation. Han har siden overtagelsen gjort Vilmart & Cie til et yderst kendt og meget respekteret champagnehus, som i dag nærmest har fået kultstatus.

Mange beskriver Laurent Champs som en af de bedste champagnebønder, men han er selv en beskeden mand og den megen hype og kultstatus er ikke steget ham til hovedet.

Vilmart & Cie har samlet 11 hektar vinmarker, hvor der dyrkes 60 % Chardonnay og 40% Pinot Noir, hvilket er lidt usædvanligt for området, hvor der ellers dyrkes en hel del Pinot Meunier. Laurent dyrker markerne efter biodynamiske forskrifter, selvom han dog ikke er certificeret.

I produktionen anvender huset egetræ i produktionen, hvor Non Vintage vinene lagrer i store 5.000 liters foudres, mens deres årgangschampagner lagrer i 228 liters barriques, der er 1-3 år gamle. Der anvendes til gengæld ingen malolaktisk gæring, hvilket også er med til at give en meget fin høj syre. Der produceres 110.000 flasker årligt.

Vilmart & Cie bruger stadig den traditionelle 4.000 kg presse fra Coquard. Pressetiden er hele 24 timer hvilket ifølge Laurent Champs giver det bedste resultat.

Med undtagelse af champagnen Grand Reserve bruges udelukkende most fra første presningen til champagnerne. Standard cuvéerne lagres i 3-5 år og speciel cuvéerne fra 6-9 år.

Denne Cuvée Rubis Brut Premier Cru er et blend på 90% Pinot Noir samt 10% Chardonnay. Af de 90% Pinot Noir udgør 15% rødvin og samlet består det samlede blend af to årgange. Vinen lagrer 10 måneder på de store foudres, hvorefter vinen flaskes og gemmes i kælderen 3-4 år. Dosage udgør 9 gram pr. liter.

Dette er klart den bedste af de 4 smagte rosé champagner i streg … duftmæssigt bare så elegant med en utrolig inderlighed og det dufter af mer’ end blot rosé. Det er brusende blomster, animalske noter, kalk og et let slør eller flor fra elverpiger. Vi roterer rundt på tåspidserne, let og berusende opløftet. Frugten er jordbær og hindbær, men hvem ligger mærke til dette i piruetterne.

Smagsmæssigt er champagnen tæt, frugtrig, men – som duften – utrolig let. Det er syltede citroner, hindbær, grape … som endda ikke er total bitter, men grapefrugten har lidt kandiseret sødme med sig. Der er en vis sødme i champagnen, men igen en smuk, svævende lethed som et brudeslør … helt zen.

Forhandles af Champaniac, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

N.V. Louis Nicaise, Brut Réserve Premier Cru, Champagne, Frankrig

N.V. Louis Nicaise, Brut Réserve Premier Cru, Champagne, FrankrigChampagne nummer 2 i den eksklusive VIP Champagnesmagning og Private Dining blev denne Brut Réserve Premier Cru fra det lille, familieejede champagnehus Louis Nicaise, som ligger i Hautvillers et par kilometer nord for Épernay.

Huset er grundlagt tilbage i 1928 af Lucien Nicaise, som i en tid hvor kooperativerne dominerede, besluttede sig for at lave kvalitetschampagne. Siden 2013 har det været 4. generation i form af Laure Nicaise-Préaux, som har drevet champagnehuset. Hun overtog driften efter sin far Louis.

Hun driver dog gården sammen med sin mand Clement Préaux, som også er vinmager og udlært hos den legendariske Anselm Selosse fra det store Champagne Jacques Selosse.

Sammen har parret 9,12 hektar vinmarker, hvor nogle faktisk ligger nabo til de marker, som giver druer til den eksklusive Dom Pérignon fra champagnehuset Moët & Chandon.

Og markerne dyrkes helt uden brug af sprøjtemidler eller andet, og selvfølgelig alle 3 obligatoriske sorter, altså Chardonnay på kalkstenrige marker, Pinot Noir på skiferjord og den lille del af Pinot Meunier på ler- og kalkstenrige marker.

Denne Brut Réserve Premier Cru er lavet på et blend af 40% Chardonnay, 30% Pinot Noir og 30% Pinot Meunier. Det er en Non Vintage, altså med vin fra forskellige årgange. Det er den vin, som Laure og Clement laver flest af … omkring 3.000 kasser årligt.

Næsen er herlig aromatisk med blomster, modne røde æbler, fersken og anden eksotisk frugt … lidt tørret i frugten, men byder derudover på en skoletavle med kridt, mynte, karamel og nybagt brød.

Smagen er godt sammenhængende og kompleks med en svag slagside til det neutrale. Der er salt og mineraler, men det bliver ikke sådan ultraskarpt, vildt syrerigt eller sprødt, men til gengæld er champagnen voldsomt behagelig og rund.

Forhandles af Champaniac, og en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Cave de Fleurie, Fleurie Beaujolais, Bourgogne, Frankrig

2016 Cave de Fleurie, Fleurie Beaujolais, Bourgogne, FrankrigNæste vin – også smagt blindt – ramt jeg også spot on. Det er nemlig Gamay fra Beaujolais … vinen Fleurie Beaujolais fra kooperativet Cave de Fleurie, der netop ligger i Fleurie på adressen Rue des Vendanges.

Kooperativet Cave de Fleurie er grundlagt tilbage i 1927 som Grands Vins de Fleurie Cave Cooperative af en flok vinavlere i byen. I dag har kooperativet 280 medlemmer, som samlet har 300 hektar vinmarker indenfor hele 13 appellationer, nemlig appellationerne Fleurie, Moulin à Vent, Chiroubles, Chénas, Juliénas, St. Amour, Regnié, Morgon, Brouilly, Bourgogne Blanc, Beaujolais Blanc, Beaujolais og Beaujolais-Villages.

Denne Fleurie er selvfølgelig på ren Gamay, som efter høst undergår en let maceration, hvorefter druerne presses. Fermentering sker i store kar og derefter lagrer vinen en periode sur lie i enten barriques eller de større foudres.

Og sikke en nice næse … blomster, sæbe, cherrycoke, kirsebær, brombær, bacon, masser af sten og det er virkelig en bondevin, men på en let, rustik og charmerende facon.

Det smager også som rigtig bondevin … der er grønne stilke, klar frugt, ren og lys frugt, lakrids, peber og en bondsk kraft, som både sikrer saftighed og landlig charme. Cremet, bondsk og med en mineralsk undertone. Jeg synes, at det smager herregodt.

Købt i Frankrig, hvor en flaske koster 9€ … svarende til 67 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2013 Weingut Horst Sauer, Escherndorf Am Lumpen 1655 Riesling GG, Franken, Tyskland

2013 Weingut Horst Sauer, Escherndorf Am Lumpen 1655 Riesling GG, Franken, TysklandVinmarkerne Escherndorfer Lump og Escherndorf Am Lumpen ligger helt perfekt ved den lille by Escherndorf med Main floden på begge sider, da floden slår et hårnålesving ved Volkach. Lige nedenfor Escherndorfer Lump finder vi Weingut Horst Sauer og det er derfra, at denne Escherndorf Am Lumpen 1655 Riesling GG kommer.

Weingut Horst Sauer bor – helt i klassisk Franken stil – på Bocksbeutelstraße 14 … hovedgaden i den lille by Escherndorf … mere frankisk kan det næsten ikke blive. Vingården er grundlagt i 1977 af Horst Sauer, og drives fortsat af Horst, men i dag i samarbejde med datteren Sandra.

Samlet har Weingut Horst Sauer i alt 18,5 hektar vinmarker, og de bedste marker er netop Escherndorf am Lumpen, Escherndorfer Lump samt Escherndorfer Fürstenberg. På markerne består jorden af kalksten samt løs sten- og lerjord.

På markerne dyrker de typiske frankiske druesorter Silvaner, Müller-Thurgau, Riesling, Bacchus, Scheurebe, Spätburgunder, Domina samt Weißburgunder.

Og vinene er opdelt helt klassisk efter VDP’s opskrift Gutswein, Ortswein, Erste Lage og Große Lage. Derudover også lidt Erste Lage Edelsüße Weine. Samlet produktion ligger årligt på omkring 156.000 flasker vin.

Sauer har bygget sin vinkælder i 4 etager, hvis det så ellers kan kaldes en vinkælder. Men det betyder, at druematerialet, mosten og vinen ikke bliver pumpet, men transporteret ved hjælp af tyngdekraften fra presse, til gæringstank og slutteligt til fadene. Det giver en meget skånsom produktionsproces.

Horst Sauer formulerer sin passion for vin med ordene;

“Hvad smager lykken af? Kan en vin rumme minder – ord og billeder fra fortiden – eller forventninger til fremtiden?

Vin er et perfekt medie til at formidle historier. Nogen gange bliver det en lille historie, andre gange bliver historien overvældende, og en sjælden gang bliver historien også melankolsk – alt afhængig af situationen og af hvordan, du har det i nuet. Dette har skabt min passion for vin.

Dertil kommer kommunikationen med de mennesker, som nyder disse historier, og bruger vores vine til at frigøre deres fantasi i forsøg på at fastholde vinens flygtige øjeblikke. Dette er drivkraften i mine daglige bestræbelser på at skabe en god vin. Dette … og mine diskussioner om de mere tekniske aspekter med min datter Sandra, som nu er en integreret del af mit arbejde.”

Horst Sauer blev nomineret til årets vinbonde 2005 og kåret som årets hvidvinsproducent ved Winechallenge London 2004. Ratingen er 4 klaser i Gault Millau og 5 stjerner i Eichelmann.

Her det det Escherndorf Am Lumpen 1655 Riesling GG fra Sauer … lavet med druer fra Große Lage marken Escherndorf am Lumpen, som egentlig er den stejleste del af vinmarken Escherndorfer Lump. Marken er stejl som en skihopsbakke og er nævnt første gang tilbage i 1655, hvilket også er forklaringen på, at vinen har dette årstal i navnet.

Horsts vinstokke på Escherndorf Am Lumpen er over 40 år gamle og jorden består af sten og kalk, bl.a. Muschelkalk, hvorfor vinstokkene skal vokse godt dybt for at trække næringsstoffer op. Det betyder også, at udbyttet kun ligger omkring 40 hektoliter pr. hektar.

Allerede i marken er de bedste druer udvalgt … kun de bedste og mest sunde druer kan blive til Großen Gewächs vin. Efter ankomst til gården presses druerne og mosten spontangærer på rustfrie ståltanke alene med druernes naturlige gærceller. Vinen er derefter lagret en periode på store egefade … Großes Eichenholz.

Duftmæssigt afslører næsen hurtigt lidt petroleum, så det må være Riesling. Bingo. Der er samtidig noget tyngde over duften, stor krop med tørret abrikos, modne pærer, fersken, røg, fade, lidt botrytis og honning. Det er en fyldigere Riesling … i hvert fald at dufte til.

Smagen følger dog godt i kølvandet på duften … lidt tung, sød og fyldig Riesling med sødme, mandarin, abrikos, igen botrytis samt både grape og bitterhed i eftersmagen. Det er koncentreret tæt og samtidig alligevel meget elegant.

Vinene fra Horst Sauer forhandles af Løgismose, men denne er ikke fundet i sortimentet. I Tyskland koster en flaske omkring 25€ … svarende til 186 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2012 Frankland Estate, Netley Road Vineyard Riesling, Western Australia, Australien

2012 Frankland Estate, Netley Road Vineyard Riesling, Western Australia, AustralienNetley Road Vineyard Riesling fra Frankland Estate er endnu en Single Vineyard vin og er den ældste parcel Frankland Estate producerer fra.

Netley Road Vineyard er nemlig tilplantet tilbage i 1968 og ligger ikke langt fra Frankland Estates vingård. Ja faktisk ligger marken jo netop ved vejen Netley Road, som er en sidevej til Rocky Gully-Frankland Road. På den måde er australierne da også så praktiske. Marken Netley Road Vineyard er østvendt, og nyder derfor godt af morgensolen samt en mere indirekte sol hen på den hede eftermiddag. Dette, kombineret med den kølige brise fra floden, sørger for en lang modning, som er lige hvad Riesling har brug for.

Efter høst presses straks ved ankomsten til vingården, hvorefter de hviler natten over inden gæringen derefter sker på gamle neutrale træfade ved en temperatur på blot 14 grader over lang tid … endda længere end de tidligere smagte Riesling’er fra Frankland Estate, nemlig hele 12 uger. Derefter lagrer Netley Road Vineyard Riesling en periode, men hvor lang tid kan jeg ikke se.

Duften er fin, inderlig og delikat, let petroleum og i det hele taget meget let, luftig og svævende i aromaerne. Der er en smule astronaut-is, grønne æbler, lime, blomster og kalk.

Smagsmæssigt mere tyngde i frugten, tropiske frugter, abrikos, fersken, en dejlig frisk, sprød syre trods 6 år på bagen, masser af citron og grape … igen forbløffes du over, at dette ikke er en europæisk vin.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 229 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 206,10 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2013 Frankland Estate, Isolation Ridge Vineyard Shiraz, Western Australia, Australien

2013 Frankland Estate, Isolation Ridge Vineyard Shiraz, Western Australia, AustralienMer’ australsk Shiraz, men her på et helt andet niveau. Det er vinen Isolation Ridge Vineyard Shiraz fra Frankland Estate.

Igen er druerne fra den store mark Isolation Ridge Vineyard, der omkranser vingården. Og vinen er gæret i store åbne gæringstanke så længe og langsomt som overhovedet muligt ved temperaturer, der ikke overstiger 20 grader. Under gæringen er der løbende foretaget pigeage … altså hvor man trykker hatten aka skallerne ned i mosten og derudover også pumper mosten op fra bunden, altså remontage.

Efter gæring har vinen fået en kølig eftermaceration inden vinen så lagres 18 måneder i 500 liters franske egefade. Men hvordan smager Isolation Ridge Vineyard Shiraz så?

Der er klart mere dybde i vinen end foregående Shiraz. Der er fortsat kraft og fed frugt, fuldgæret solbær, blåbær, men det virker langt mere blødt og rundt. Der er kakaopulver, chokolade, kaffe, eg, blomster, kalk og en lille smule peber … og der fornemmes samtidig også lidt mere syrlighed i frugten.

Smagsmæssigt er vinen virkelig flot balanceret og det er slet, slet ikke fed aussi marmeladevin. Der er derimod syrlig og frisk frugt, blide tanniner, et mineralsk eller kalket udtryk, røg, god intensitet og smager bare virkelig godt.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 299 kr., men denne ser ud til at være udsolgt.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Domaine du Bois Noël, Savigny-Les-Beaune 1. Cru Les Serpentières, Bourgogne, Frankrig

2015 Domaine du Bois Noël, Savigny-Les-Beaune 1. Cru Les Serpentières, Bourgogne, FrankrigI glasset har jeg nu lidt rød Bourgogne … Savigny-Les-Beaune 1. Cru Les Serpentières fra vinhuset Domaine du Bois Noël, flasket af Maurice Ecard ifølge etiketten.

Maurice Ecard er imidlertid for længst gået på pension, og hans gamle Domaine Maurice Ecard overtaget af Maison François Martenot i Beaune … en del af det store vinfirma Maison Béjot Vins & Terroirs, som er et kæmpe vinfirma, som årligt laver ikke mindre end 10 millioner flasker vin. Imidlertid blev Maison Béjot Vins & Terroirs i 2016 købt af det endnu større vinfirma GCF Group.

GCF Group aka Les Grands Chais de France har jeg skrevet om tidligere og de laver alt fra de allerbilligste supermarkedsvine til dyre vine fra Bordeaux slotte, vingårde i Bourgogne, Loire, Jura, Champagne … ja fra alle steder i Frankrig.

De ejer bl.a. det ikoniske brand J.P. Chenet – den med den skæve hals, som vi alle hader – og er Frankrigs ubetinget største vinproducent med en årlig produktion på ikke mindre end 1,5 millioner hektoliter vin.

Det er en familieejet virksomhed, som er grundlagt i 1979 af CEO Joseph Helfrich og holder til i Petersbach i hjertet af nationalparken Vogeserne du Nord i Alsace.

Men jeg vil nu ikke skrive mere om GCF Group, men i stedet se nærmere på Domaine du Bois Noël og Maurice Ecard. Lad os i stedet se nærmere på Maurice Ecard, som blev kaldt mesteren af Savigny og drev vinhuset, som stammer tilbage fra 1789.

Han gik på pension for godt ti år siden, men hans vinmarker og ekspertise lever videre gennem de nye ejere, der i respekt har bevaret både navn og vinstil.

Der findes imidlertid ikke mange flere oplysninger om vinhuset, men der skulle være 15 hektar vinmarker, som primært ligger i Savigny-Les-Beaune. Domaine du Bois Noël kan jeg ikke finde oplysninger om … overhovedet, men mon ikke, at det er et brand, som er etableret efter Maison François Martenot overtog vinhuset?

Denne Savigny-Les-Beaune 1. Cru Les Serpentières er lavet med 75-100% afstilkning efter høsten, der sker med håndkraft og et par sorteringer af druerne. Vinifikationen er traditionel med kold maceration efterfulgt af gæring i temperaturkontrollerede ståltanke.

Under hele processen udføres regelmæssig omrøring for maksimal udtræk af smag og farve. Den efterfølgende lagring sker på barriques, hvoraf 40% er nye og resten er 2-3 år gamle. Der anvendes fortrinsvis eg fra Vogeserne. Lagringstiden er 15 måneder, hvorefter vinen tappes på flaske.

Duftmæssigt er der lidt fernis, maling og æter … man skal lige vende sig til de første aromaer. Derefter følger lidt rabarber, ribs, granatæbler og tranebær … altså godt syrlig i frugten, men derudover er der også en grønthøster med virkelig grønne og burgundiske noter, lidt anis, fennikel og røg.

Smagene er ren og klar ribsagtig frugt, syrlige kirsebær og den smækker virkelig med tungen, et totalt syrligt bid, som er virkelig frisk og stålsat. Det er godt, let og syrlig væske, og jeg balancerer lige mellem 4,5 og 5 fede fingre.

Forhandles af Jysk Vin, hvor prisen er 349 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Weingut Robert Weil, Kiedrich Turmberg Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland

2017 Weingut Robert Weil, Kiedrich Turmberg Riesling Trocken, Rheingau, TysklandEfter europamesterskabet i tør Riesling forleden, så kan man jo altid nuppe en Riesling mer’ og det blev denne Kiedrich Turmberg Riesling Trocken fra Weingut Robert Weil, der jo netop imponerede i mesterskabskampen.

Denne Kiedrich Turmberg Riesling Trocken er lavet med druer fra marken Kiedrich Turmberg og det er en vin, som jeg har tidligere smagt i både denne tørre udgave, men også i den søde Spätlese udgave.

Turmberg ligger på en skråning bestående af skifer, og er ligesom Gräfenberg én af Robert Weils bedst beliggende vinmarker. Marken har sit navn Turmberg aka tårnbjerg efter det tidligere slot Burg Scharfenstein, som ærkebiskopperne af Mainz lod bygge omkring 1160 på bjerget nordøst for Kiedrich.

Slottets tårn indgik faktisk på et tidspunkt i våbenskjoldet for Mainz, og har altså også lagt navn til denne vinmark på 3,8 hektar, som udelukkende er ejet af Weil. Slottet er i øvrigt i dag en ruin, men tårnet består fortsat.

Kiedrich Turmberg Riesling er en VDP  Erste Lage vin, som er fermenteret og lagret på store neutrale egetræsfade. Der laves årligt 2.000 kasser af vinen.

Duftmæssigt fersken, æbler, abrikos … fin lethed, imponerende dybde, lidt appelsin, natursvamp, muskat, kornmark og ganske rund og aromatisk. Det er endnu en ung hvalp, så der er ikke megen petroleum, men en flot mineralitet i kombination med de eksotiske frugter.

Smagen er lys frugt, frugtsten, grape, mineraler med et let sødkrydret element, tørhed og præcision. Der er også lidt citrus, mens syren er tæt, blød og det bliver på intet tidspunkt for stramt eller for syrerigt. Dejlig vin.

Forhandles af Jysk Vin, hvor 1 flaske koster 299 kr., men er i øjeblikket på tilbud til 239,20 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Weingut Wittmann, Westhofen Morstein Riesling GG, Rheinhessen, Tyskland

2016 Weingut Wittmann, Westhofen Morstein Riesling GG, Rheinhessen, TysklandEuropamesterskabet i tør Riesling sluttede, endte og lukkede med denne Westhofen Morstein Riesling GG fra Weingut Wittmann, som dermed blev eneste vinhus, der var repræsenteret med 2 vine.

Vinen er som den første fra Wittmann La Borne Riesling Alte Reben GG lavet med druer fra Grosse Lage vinmarken Morstein … dog selvfølgelig undtagen parcellen La Borne øverste på Morstein. Marken ligger mellem byerne Gundersheim og Westhofe, har været kendt som vinmark siden 1282 og ligger fra bredden af Rhinen med en 20% stigning op til omkring 280 meters højde.

Som med storesøsteren er Westhofen Morstein Riesling GG alene lavet med økologisk dyrkede druer, der høstes og selekteres manuelt – klase for klase – for at sikre, at kun den sundeste frugt ender i vinen.

Udbyttet holdes bevidst lavt, og da vinstokkene har en høj alder, opnås en større koncentrationen i vinen. Vinen har gæret og lagret i store 2.500 liters egefade alene med druernes naturlige gærceller, lagret på eg sur lie og flaskes ufiltreret.

I forhold til foregående vin er næsen mere klassisk, abrikos, fersken, hyldeblomst, æbler, kalk, mineraler, svag mentol og minder også på mange måder om storesøsteren.

Smagsmæssigt er der saftige æbler, cremet og blød med fersken, ananas, kalk, kridt og samtidig stram, kontrollerende syre. Der er lidt urter og salt i eftersmagen, som dog fader forholdsvis hurtigt ud.

Forhandles af Theis Vin, hvor en flaske koster 699,95 kr., men ved køb af 4 flasker er prisen 479,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 Weingut Wittmann, La Borne Riesling Alte Reben GG, Rheinhessen, Tyskland

2016 Weingut Wittmann, La Borne Riesling Alte Reben GG, Rheinhessen, TysklandSpecialvinen La Borne Riesling Alte Reben GG blev vin nr. 17 i konkurrencen og kommer fra et her på bloggen velkendt hus, nemlig Weingut Wittmann.

Wittmann holder til i byen Westhofen bei Worms i Rheinhessen og er grundlagt helt tilbage i 1663. Det har været drevet af Wittmann familien i alle årene, men i dag er det Philipp Wittmann, som står for driften. Han overtog driften fra faderen Günther Wittmann, og Philipp har tilført yderligere innovation til vinhuset. Philipp blev bl.a. i 2014 kåret som Winzer des Jahres 2014 af Gault Millau vinguiden i Tyskland.

Familien ejer godt 25 hektarer vinmarker, herunder flere berømte enkeltmarker eller Einzellage, som det hedder i Tyskland, nemlig de fire Grosse Lage marker Aulerde, Kirchspiel, Brunnenhäuchen og Morstein.

Der produceres omkring 150.000 flasker om året på vingården. Halvdelen er Riesling og resten forskellige sorter som Sylvaner, Chardonnay samt flere Burgunder sorter … herunder selvfølgelig Spätburgunder.

Driften af vingården har været økologisk siden 1990 og biodynamisk siden 2004. Vingården blev udnævnt som årets bedste hvidvinsproducent 2005 i Tyskland.

Vingården er topmoderne med nybygget vinhus i keltisk stil og derudover ejer familien en underjordiske kælder, som de selv kalder vingårdens hjerte. Der gærer den forsigtigt pressede druemost med sin naturlige gær i store træfade.

Vinene laves meget traditionelt i flere serier, Gutsweine, Ortsweine, Wittmann Reserve samt Grosse Gewächse. Derudover findes der også en serie, som hedder 100 Hügel samt lidt Edelsüsse vine.

Denne La Borne Riesling Alte Reben GG er en specialvin, som indtil nu kun er lavet 5 gange, nemlig i årgangene 2009, 2011, 2012, 2014 og så denne 2016. Druerne kommer fra den lille parcel La Borne, som ligger på den øverste del af Grosse Lage vinmarken Morstein.

La Borne laves altså kun i de allerbedste år og der laves meget små mængder, alene nogle få hundrede flasker, som sælges på auktion i Bad Kreuznach.

Det er økologisk dyrkede druer, gæret i store egefade alene med druernes naturlige gærceller, lagret på eg sur lie og er ufiltreret og så ganske sjælden og dermed også dyrt.

Næsen byder på abrikos, æbler … meget straight on, lidt grønne vinblade, hyldeblomst, kamillete og ellers lidt tilbageholdende i aromaerne. Der er måske lidt mandarin, fersken, meget dæmpet syre, let kalket og virker derudover meget moden i udtrykket.

I munden er frugtkoncentrationen meget stor, cremet og blød … meget fin i strukturen, ren og klassisk. Der er gul stenfrugt, fersken, salte mandler og intet stikker ud. Det kører som på skinner … derudaf og syren dominerer aldrig, men virker moden og flot balanceret.

Forhandles af Theis Vin, men denne ser ikke ud til at være i sortimentet. Som sagt er det en dyr vin, som i Tyskland koster 179€ … svarende til 1.333 kr.

Vinanmeldelse 5/7