Opvarmning med gode bobler er da lige til at holde til … og efter 2002’eren af denne Piper-Heidsieck Cuvée Rare, som bare sad lige i skabet, så smagte vi efterfølgende også 2008’eren, som er en del anderledes.
Læs om den spændende historie i min anmeldelse af 2002’eren … her skal jeg blot kigge nærmere på champagnen i årgang 2008.
Cuvée Rare er lavet på 70% Chardonnay og 30% Pinot Noir fra marker i Montagne de Reims regionen. Det er en champagne, som alene fremstilles i de år, hvor druehøsten er helt exceptionel og hvis vinmageren vurderer, at det kan blive en helt ekstraordinær cuvée.
Den første Cuvée Rare blev fremstillet i 1976 efter en utrolig intens varmebølge dette år. Siden da har Cuvée Rare kun været produceret 8 gange, nemlig i 1979, 1985, 1988, 1990, 1998, 1999, 2002, 2008 samt 2013, mens den tilsyneladende ikke er lavet i den ellers flotte årgang 2012. Der er kun udgivet 16 årgange på mere end 45 år.
Denne 2008’er er et blend fra 8 Grand Cru marker, hvilket for Chardonnay druerne bl.a. er Oger, Villers-Marmery og Avize og for Pinot Noir Verzy. Den har efter almindelig vinificering lagret mindst 60 måneder vinkælderen hos Piper Heidsieck inden første prøve disgorgement udføres.
Herefter frigives med mellemrum små håndtappede partier, der typisk er lagret mellem 74-108 måneder, men ellers så længe flasker haves. Det betyder naturligvis at de enkelte partier ikke smager helt ens og at oplevelsen forbliver Rare, men kompleksiteten er altid nær det ekstraordinære.
I forhold til 2002’eren er duften mere ren … ikke helt samme dybde og ekspressive aromaer, men klart mere mineralsk og stenet … dog er der fortsat nogle af samme noter, blot mere afdæmpede som om, at de lige skal vågne op. Således er der fortsat toast, bløde brioche boller, smør, noget butterdej, karamel, hvide blomster, lidt grønne vinblade, hasselnøder, lemon, kiwi, mango, æbler og pærer.
Boblerne er også klart vildere, yngre, mere virile og brusende end hos 2002’eren og derudover er der langt mere syre, således man ikk’ lige fra første mundfuld får denne smeltende fornemmelse. Men til gengæld er alt så rent, præcist, flot og balanceret med citroner, en smule lemon og blomsterstøv … virkelig frisk.
Man får på en eller anden måde et mix af lidt sødt, lidt krydret og et strejf af bitterhed … næsten hedonistisk som et piskesmæld med en viril syrerygrad, der skærer gennem lokalet og ender engleblidt i munden. 97 point.
Forhandles flere steder … billigste er set hos VildMedVin, hvor en flaske koster 1.395 kr.