2017 Weingut Bernhard Koch, Hainfelder Kirchenstück Pinot Noir, Pfalz, Tyskland

2017 Weingut Bernhard Koch, Hainfelder Kirchenstück Pinot Noir, Pfalz, TysklandDen første vin, som jeg smagte fra Weingut Bernhard Koch, var  Hainfelder Kirchenstück Pinot Noir i årgang 2016 og gjorde mig nærmest lamslået, stum og paralyseret. Nu er jeg igen i gang med at smage vinen, blot i den nyere årgang 2017.

Bernhard har jo fået masser af spalteplads her på vinbloggen de seneste dage, så derfor nøjes vi denne gang med at kigge lidt nærmere på denne Hainfelder Kirchenstück Pinot Noir årgang 2017. Det er én af huset ganske fine enkeltmarksvine, men altså slet ikke én af topvinene, selvom der er masser af kvalitet for pengene i vinen.

Hainfelder Kirchenstück marken er heller ikke Kochs bedste mark, men en lidt varmere mark end de tre bedste Weyherer Michelsberg, Hainfelder Kapelle og Hainfelder Letten, hvor sidstnævnte står bag husets absolutte topvine.

Vinen er lavet med maceration og gæring i store tanke, og efter endt fermentering er vinen lagret 18-20 måneder på både brugte og nye barriques og større egefade. Derudover er det også vigtigt for Bernhard Koch, at vinen bliver moden i flaskerne inden salg.

Jeg var vild og blodig, da jeg smagte vinen første gang og smed 6,5 fede fortjente houlbergske fingre efter den. Det er også en vin, som vitterlig gør en begejstret og får en til at udbryde WAUW. Det er vildt godt, men måske også en vin, som har fået lige en kende for meget fadpræg og således skal nydes i små doser.

Det er en vinøs crème brûlée … smager afsindigt godt. Lækker selvforkælelse, men skal indtages i doser. Jeg er dog immervæk fortsat fan … også af vinen i denne årgang 2017, som dog imidlertid ikke rammer helt samme niveau som 2016’eren.

I næsen samme dejlige kølige animalske stald, lidt hestehår, fed og voluminøs aroma med masser af fadpræg, røg, fedme, kanel, vanilje, lys og lækker frugt, kirsebær, jordbær, lidt appelsinskal, akacietræ, brændte noter, kaffe og måske endda lidt chokolade.

Der er kommet lidt mere kant her i denne årgang, der fremstår knap så rund som foregående. Det er en småbuttet fraulein og jeg bliver fortsat glad i låget.

Smagen er lækkerfin Pinot med kirsebær, jordbær, tranbær, en lille bitterhed, men ellers dejlig let og elegant. Alkoholen er denne gang mere fremme, mens nogle blide tanniner også holder den brændte sødme godt i skak. Det smager fortsat vildt godt.

Vinen forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Weingut Adeneuer, Ahrweiler Rosenthal Spätburgunder GG, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Adeneuer, Ahrweiler Rosenthal Spätburgunder GG, Ahr, TysklandI smagesættet gemte der sig også en dejlig 2017 Ahrweiler Rosenthal Spätburgunder Großes Gewächs fra Weingut Adeneuer … en vin jeg sidst smagte i årgang 2016 på vingården i Ahr.

Det besøg og lidt om vinhuset kan du i øvrigt læse om i mit blogindlæg Besøg hos Weingut Adeneuer … roadtrippets sidste stop i Ahr. Hvis du i øvrigt er nysgerrig på hele Ahr finder du også en større artikel om mit besøg i Ahr på Houlberg i Ahr … roadtrip til et af Tysklands bedste Spätburgunder områder.

Marken Ahrweiler Rosenthal ligger lige imellem markerne Silberberg og Forstberg og er selvfølgelig en Erste eller Grosse Lage mark. Adeneuers vinstokke på den stejle Ahrweiler Rosenthal mark er over 40 år gamle, hvilket giver en ekstra koncentration til vinen.

Hos Adeneuer er Ahrweiler Rosenthal Spätburgunder Großes Gewächs vinen lavet efter samme recept som de forrige vine, altså med spontangæring og med så kold maceration som muligt. Vinen er lagret 20 måneder alene på 225 liter barriques, hvoraf 10% er nye fade. Der er 1,0 gram restsukker pr. liter i vinen, som er aftappet ufiltreret og der laves årligt 2.000 flasker af vinen.

Som med 2016’eren har vinen total Ahr karakter med røg, kirsebær, ribs, granatæbler, blomster, bitter mørk chokolade, lakrids, eg, kanel, vanilje, tobak, tjære, kaffe, jord … så kompleks, så lækker behagelig og fortsat med svævende lethed og flot dybde.

Smagen er også to die for … cremet, zen og saligt. Det er lyse bær, hindbær, ribs, kirsebær, brombær. vild syrlighed, røgede noter, fine tanniner, salte mineraler samt et kækt syrebid. Alt spiller bare sammen og løfter denne vin til himmelsk niveau.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 439 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Weingut am Klotz, Kalk und Löss Spätburgunder, Baden, Tyskland

2018 Weingut am Klotz, Kalk und Löss Spätburgunder, Baden, TysklandNæste vin delte vandene en smule til vinsmagningen med Vinvärket, men det er sgu ellers et virkelig spændende projekt, et joint venture mellem Fritz og Friedrich Keller fra Franz Keller Schwarzer Adler samt Herbert og Steffen Reinecker fra det lille Sektkellerei Reinecker i Auggen i Markgräflerland i den sydlige del af Baden. Vi starter med at smage deres 2018 Kalk und Löss Spätburgunder.

Weingut am Klotz ligger en tak sydligere end Sektkellerei Reinecker i Auggen, nemlig lidt udenfor byen Istein i det sydvestligste hjørne af Baden lige tæt på både Frankrig med vest og Schweiz mod syd. Der er vingården placeret ved bjergryggen Isteiner Klotz mellem landsbyerne Istein og Kleinkems i Lörrach-distriktet.

Terroiren trækker tråde millioner år tilbage og har en undergrund, der er  kendetegnet ved koralkalksten, masser af flint og en natur, der ikke kan findes andre steder. Læg dertil en række pænt gamle vinstokke på de burgundiske sorter Pinot Noir aka Spätburgunder og Chardonnay, den schweiziske Gutedel – også kendt som Chasselas – og endda også lidt Cabernet Sauvignon.

Vinhuset er grundlagt i 2019, hvor begge familier købte vingården og lejede en del eksisterende marker. I starten var det beskedne 1,5 hektar, men målet er et sted mellem 8-10 hektar. Købet er alene sket ud fra de to familiers fælles kærlighed til vin. Det er vinen, der former deres liv og driver dem.

Alt drives naturligt … både i markerne og i vinkælderen, hvor man forsøger med så lidt indgriben som muligt. Det betyder også, at de  begrænser brugen af svovl og undgår filtrering af vinene.

Denne 2018 Kalk und Löss Spätburgunder er husets basisvin aka entrance Pinot Noir, hvor druerne kommer fra en marker bestående af kalksten, da ønsket med vinen er et  klart burgundiske udtryk. I vinificeringen er der blevet brugt en mindre del af helklaser for at skabe en balance mellem frugt og mere komplekse noter. Vinen modnes i brugte barriques i et år.

Der er i næsen lidt svedig bio-prut, krudt … meget landlig animalsk med jordbær, hindbær, appelsinskal, mælkede noter, yoghurt, noget maling, grønne grene, nelliker, lidt eg og samlet syrlig, ekstremt frisk og småvild. Med lidt luft i glasset letter noget af det animalske og dermed står vinen frisk, grøn, let og syrlig.

Sådan smager vinen nærmest også … vild, syrlig og frisk med masser af sten, flint, jern og mineraler, ribs, rabarber, en hård tannisk kant og ellers svagt vandet, så mangler lidt normal Baden dybde. Men for pokker, hvor er der potentiale, men skal bare lidt tøjles lidt. Spændende.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 159 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Weingut Schlör, Oberer First Weissburgunder GG, Baden, Tyskland

2018 Weingut Schlör, Oberer First Weissburgunder GG, Baden, TysklandDer kom mere tysk Große Gewächs i glasset, for næste vin var nemlig denne Oberer First Weissburgunder GG fra det lille familiedrevne Weingut Schlör i byen Reicholzheim nær floden Tauber i Tauberfranken … i det nordøstligste hjørne af vinregionen Baden.

Vinhuset har jeg skrevet om tidligere … det skal jeg spare jer for denne gang. I stedet dykker vi nærmere ned i denne Oberer First Weissburgunder Große Gewächs, hvor Weissburgunder aka Pinot Blanc druerne selvfølgelig kommer fra Oberer First marken.

Druerne er plukket med håndkraft ved omkring 96° Oechsle og så lavet med kølig spontangæring med druernes naturlige gærceller i rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering er vinen så lagret … heraf en del i ståltankene og en del i brugte 500 liter egefade. Der laves kun 800 flasker af denne vin årligt.

Allerede i næsen fornemmes det, at det er mere tyktflydende Weissburgunder … masser af krop og goddaw. Der er både tropisk frugt med ananas, mango og papaya, en æbletærte, pærer, kvæde, pænt med aftryk fra sødbrændte fade, ristede noter, nødder samt honning og vanilje. Der er skrald på og det er ikke hver dag, at man oplever Pinot Blanc med så megen sul på kroppen.

Smagen følger med i samme spor … cremet, blød med både grønne og søde krydderier, lidt gran, peber, røget og masser af grønne urter, lidt lemon og grape. Vinen er smagsmæssigt også tyktflydende med krydderier, en markant og krydret syre, men virker også en ganske lille smule lukket i nogle af aromaerne.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 265 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Weingut Martin Conrad, Brauneberger Juffer-Sonnenuhr Riesling GG, Mosel, Tyskland

2017 Weingut Martin Conrad, Brauneberger Juffer-Sonnenuhr GG, Mosel, TysklandVi fortsatte smagningen med mer’ Riesling og fra en anden af druens store højborge, nemlig Mosel … en 2017 Brauneberger Juffer-Sonnenuhr Riesling GG Großes Gewächs fra Weingut Martin Conrad.

Weingut Martin Conrad ligger på adressen Moselweinstraße i Brauneberg. Familien har været vinbønder i Mosel siden 1558, hvor de startede med at plante de første vinstokke. Allerede dengang havde familien parceller på de marker, som senere skulle blive kendt som Brauneberger Juffer og Brauneberger Juffer-Sonnenuhr.

I dag er det 14. generation, som driver vinhuset. Det er Martin Conrad, der i 1999 overtog driften fra sin far Günter og nu bygger videre på faderens filosofi … bare på en mere moderne facon.

Samlet har Martin Conrad 5,5 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er Brauneberger Juffer, Brauneberger Juffer-Sonnenuhr, Mülheimer Sonnenlay og Veldenzer Kirchberg. Siden 2019 har driften været økologisk certificeret.

Både Brauneberger Juffer og Brauneberger Juffer Sonnenuhr er Große Lage marker, som begge ligger på den venstre bred af Mosel overfor landsbyen Brauneberg.

Brauneberger Juffer er en stejl, sydvendt skråning på omkring 32 hektar, som omslutter Brauneberger Juffer Sonnenuhr, som er på 10,5 hektar og ligger på toppen med den bedste placering og stejleste skråninger.

Navnet Juffer stammer fra omkring 1790 og betyder pebermø. Det opstod, da 3 døtre til den lokale kammerherre Wunderlich, der efter Napoleons besættelse bestyrede størstedelen af Brauneberg, alle trodsede deres fars ønske om arrangeret ægteskab.

I stedet viede de deres glæde og kærlighed til de bedste vine fra deres forældres vingård og forblev frøkerner … eller pebermøer og lige siden har markerne ved Brauneberg heddet Juffer. I øvrigt var netop Napoleon også virkelig forelsket i vinene fra Brauneberger Juffer.

Martin Conrad laver sine vine i 3 serier, Rebe & Wurzel, Große Gewächse samt Goldkapsel-Weine & Edelsüße Weine og vi smager her en af vinene fra den øverste hylde … og fra den øverste del af Juffer marken, altså Juffer-Sonnenuhr.

Martin har også lavet et sponsorkoncept, hvor man som ivrig vininteresseret investor kan købe et Rebstock sponsorat, som gælder for 2 vinstokke. Så er vinrankerne forsynet med navnet på sponsorerne og de får både et certifikat for sponsoratet og årligt 2 flasker vin med deres eget navn på etiketten.

Denne Brauneberger Juffer-Sonnenuhr Riesling er en Große Gewächse vin. Selvom Conrad ikke er medlem af VDP, så må han godt kalde det en GG vin, for han er en del af Bernkasteler Ring, som er en sammenslutning af 35 vinproducenter, som arbejder efter de samme kvalitetskrav og faktisk har eksisteret siden 1899.

Nå, men vinen er lavet med Riesling druer fra Juffer-Sonnenuhr, høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr, hektar, 97 Oechle og så er vinen lavet med kold indledende maceration over 12 timer og en efterfølgende spontangæring alene med druernes naturlige gærceller.

Produktionen sker alene i rustfrie stålfade, hvor vinen også er lagret 9 måneder efter endt fermentering. Martin Conrad laver kun omkring 700 flasker af vinen årligt.

Igen er vi oppe i det højere luftlag … vild lækker, let og æterisk duft, totalt airborn med en lille biokant, masser af blomster, smørblomst, abrikoser, modne æbler, akaciehonning, meget rund og liflig. Hvis du slynger glasset grundigt, så dukker der også en lille snert af lidt petroleum op … sagte, subtil og fint. Der fornemmes også noget mineralitet i noterne … smuk næse.

I munden træder mineraliteten imidlertig langt mere frem og det er lige før, at man kan smage salt skifer og sten som et skæbnesvangert hug fra en gammel flintøkse. Der er også grønne æbler, lemon og lidt citron, men syren danser med lidt Mosel sødme og er slet ikke så vild, nærmest fladere, mere blid og sart, men damm det smager fremragende.

Vinen forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Weingut Egert, Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling Erstes Gewächs, Rheingau, Tyskland

2015 Weingut Egert, Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling Erstes Gewächs, Rheingau, TysklandDenne rheingauske 2015 Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling Erstes Gewächs fra det lille vinhus Weingut Egert tog mig nærmest med bukserne nede uden en eneste #metoo krænkelse. Den leverer faktisk alt det, som forventes af god Riesling.

Weingut Egert ligger i byen Hattenheim ikke langt fra det fine Balthasar Ress hus og er grundlagt i 1997, hvor Manfred Egert sammen med sin søde danske hustru Bettina overtog sin fars vingård. Manfred er fra en familie af vinavlere, der stammer helt tilbage til 1800-tallet.

I dag driver det dansk-tyske par vingården sammen med deres to børn Max aka Maximilian og Sophie, der allerede er klar i kulissen, for de har også begge taget uddannelser indenfor vinproduktion.

Vinvärket fortalte til smagningen om deres fabelagtige besøg på Egert vingården, hvor de i deres lille vinstue smagte alle husets vine og snakkede dansk med familien … for Bettina har insisteret på, at både Max og Sophie lærte at tale dansk fra barnsben.

Familien har samlet 5 hektar vinmarker fordelt ved byerne Mittelheim, Oestrich og Hattenheim. Hele 85% af markerne er Erste Lage marker med Hattenheimer Wisselbrunnen som den helt klart bedste mark, men de har også andre gode marker som Oestricher Doosberg og Lenchen, Hattenheimer Hassel samt Erbacher Siegelsberg.

Der dyrkes næsten alene Riesling … vi er jo også i Rheingau, der jo netop er én Rieslingens højborge, men derudover dyrker familien også en lille smule Weiß- og Spätburgunder.

Udover vinproduktionen, så driver familien også lidt udlejning af et par ferielejligheder … hele 2 for at være helt præcis; ferienwohnung Riesling og ferienwohnung Spätburgunder.

Nå, men her smager vi altså en freaking lækker Riesling fra de søde mennesker hos Egert og endda med en smule alder på … nemlig 2015 Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling Erstes Gewächs, som alene er lavet på rustfrie ståltanke med temperaturreguleret gæring, lagring i ståltankene og helt uden pumpning eller filtrering.

Der laves årligt kun 1.250 flasker af denne vin.

WAUW det strømmer op med petroleum, en tank dieselolie, en olievædet og næsten selvantændende klud, noget brunet smør, lidt salte mineraler, fersken, kvæde, modne æbler, lemon, citroner, svag grape … det er sgu nærmest en dunst, bouquet og odeur to die for … mere kan man faktisk ikke ønske af en Riesling.

Smagen er så ren, præcis, sprød, stenet og saltet med mineraler, lemon, citroner, modne æbler og en lille tilpas mængde sødme samt lidt svage krydderier … og så let perlende på tungen. Vinen leverer så lige præcis de smage, som man kan ønske sig af top Riesling og det er sgu svært at være utilfreds, for det er en komplet vin … smager vildt godt. Klart 6 fede og olierede tomler og endda med stor pil op … ja faktisk er jeg endda tæt på 6,5.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 259 kr., hvilket er en vildt attraktiv pris for denne vin.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Blanc de Blancs Brut, Baden, Tyskland

2017 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Blanc de Blancs Brut, Baden, TysklandForleden var jeres flittige vinblogger til vinsmagning med de tre gæve gutter fra Vinvärket og der startede de totalt i god stil med at servere lidt bobler, nemlig denne 2017 Blanc de Blancs Brut fra Weingut Franz Keller Schwarzer Adler.

Dét vinhus har jeg skrevet om utallige gange og endda besøgt tilbage i august 2016. Men det kan du jo eventuelt selv læse om i mit lille blogindlæg; Fritz … der oberbergener köenig im Kaiserstuhl – et besøg hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler.

I stedet kigger vi bare lige nærmere på denne Blanc de Blancs Brut, der er lavet på 100% Chardonnay og selvfølgelig lavet efter den helt klassiske champagnemetode med andengæring i flasken. Vinen har lagret i kælderen siden slutningen af 2017 og så frem til juli 2020, hvor den er degorgeret med en dosage på 4 gram pr. liter.

I næsen er det landlige bobler … vild og lettere nøddet med en let drillende grøn note, kaktus, dåsepærer, friske æbler, gær, rugbrød, blomster og så en snert tropisk frugt, lemon og citroner. Det dufter bare SÅ indbydende.

Det smager samtidig vildt godt med en dejlig blød mousse – blide samt små, fine bobler, som fader hurtigt, men det smager fantastisk, meget cremet og indbydende lækker med en utrolig harmonisk elegant og smagfuld balance. Jammy.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 199 kr., men i øjeblikket kan fås på tilbud til 179 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Cortonesi, La Mannella Rosso di Montalcino, Toscana, Italien

2018 Cortonesi, La Mannella Rosso di Montalcino, Toscana, ItalienNu smager den flittige vinblogger igen en vin fra Marco Cortonesi og sønnen Tommaso på Società Agricola La Mannella di Cortonesi Societá Semplice … nemlig vinen La Mannella Rosso di Montalcino.

Cortonesi ligger et par kilometer nord for Montalcino by og er grundlagt i 1990 af Marco Cortonesi, som begyndte at lave og sælge vine under navnet La Mannella, hvilket dog senere blev ændret til familiens eget navn Cortonesi. Familien har boet i området siden anden verdenskrig, men siden 1970’erne blot solgt druerne fra vinmarkerne bulk til andre producenter og kooperativer.

Cortonesi Montalcino har samlet 56 hektar jord, hvor en stor del er vinmarker. De har dog alene 8 hektar vinmarker til Brunello, bl.a. La Manella marken tæt ved vingården på nordsiden af Montalcino, hvor jordbunden består af kalksten, sand og ler.

Samlet laver vinhuset 5 forskellige vine … 3 Brunello’er, den charmerende Lèonus Toscana IGT og så denne La Mannella Rosso di Moncaltino, som nærmest er en baby Brunello, som kun laves i de år,  hvor nogle af druerne til husets La Mannella Brunello di Montalcino ikke har det fornødne niveau.

Der er derfor nærmest tale om en slags deklassificeret Brunello fra enkeltmarken La Mannella og typisk med druer fra nogle af de yngre vinstokke.

Al høst og sortering foregår med håndkraft med en efterfølgende lang macerationstid. Vinen lagres derefter omkring 6 måneder på store, brugte fade af slavonsk afstamning og så 3 måneder på flaske inden frigivelse.

Dejlig lys og transparent vin i glasset. Derfra strømmer en rigtig dejlig aroma med lys og småsyrlig frugt, ribs, rabarber, kirsebær, lyse blommer, lidt grønne noter, nelliker, tobak, tør lerjord, medicinskab, pænt tørhed, lidt dæmpet saltlakrids, grannåle og røg.

Hold da op, hvor den smager godt … og selvom betegnelsen baby Brunello lyder lidt klichéagtig, så beskriver det meget godt den fine intensitet og kraft, som vinen har. Vinen har en kølig og elegant stil med lidt fennikel, masser af læskende, lys saftighed, en blæktør eftersmag med en svag bitterhed … smager da vildt godt og Houlberg disker op til 5 store fingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker. En smagfuld, lækker prisbasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2015 Domaine de Caussagues, Corbières, Languedoc, Frankrig

2015 Domaine de Caussagues, Corbières, Languedoc, FrankrigDenne 2015 Domaine de Caussagues Corbières er en vin, der – så vist jeg kan se – er lavet af den store vinkoncern Les Grands Chais de France.

Le Groupe GCF ejer en række vinhuse i Frankrig og laver vine i disse navne, bl.a. Les Grands Chais de France, Domaine de la Ville de Colmar, Maison du Vigneron, Pasquier Desvignes, Carod Frères, Domaine de la Baume, Lacheteau og så Arthur Metz. Det er i øvrigt også denne koncern som står bag den ikoniske J.P. Chenet, som vi så tit laver grin med … I ved, den med den skæve hals.

Le Groupe GCF har deres hovedsæde i Marlenheim i den nordlige del af Alsace, omkring 10 kilometer nordvest for Strasbourg og er lidt af en større historie, idet der heller ikke er tale om et traditionelt vinhus, men nærmere en større fabrikant af vin i stil med et kooperativ.

De har ikke mindre end 560 vinbønder tilknyttet deres vineri og via disse adgang til druer fra ikke mindre end 1.090 hektar vinmarker. De har en produktionskapacitet på 180.00 hektoliter, 2 store anlæg til vinaftapning, lagerkapacitet på 10.000 kvadratmeter og en daglig produktionskapacitet på ikke mindre end 110.000 flasker vin.

De har også et magastort vineri i byen Landiras ved Bordeaux … og det er dér, at denne Languedoc vin er lavet med druer fra Languedoc, formentlig fra én af de mange tilknyttede vinavlere, nemlig Domaine de Caussagues, som har 17 hektar vinmarker i appellationen   Corbières ved Bages-Sigean tæt på Narbonne.

Vinen er lavet på 10% Syrah, 35% Grenache, 30% Carignan, 20% Mourvèdre og 5% Cinsault. Druerne er afstilket og lavet med en traditionel gæring … men ellers er det begrænset med info om produktionen.

Næsen er lidt … sjovt blomstret og næsten med tyggegummiagtig aromaer, lidt mørk og parfumeret frugt, hindbær, blåbær, tobak, en smule estragon, salvie og lidt en sjov, lidt mærkelig note, som jeg simpelthen ikke kan sætte ord på.

Smagen har lidt af samme sjove kant … klart pænt med frugtsødme, mørke bær, blommer, solbær og enebær med søde krydderier. Der er lavendel, en tynd syre, nogen friskhed, lidt tør bitterhed og samlet lidt en vin, som jeg ikke kan blive helt klog på.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 70 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2006 Vineyard 7 & 8, 7 Reserve Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2006 Vineyard 7 & 8, 7 Reserve Cabernet Sauvignon, Californien, USASikke luksus … sådan lige at søbe sig i lækker Cabernet Sauvignon med to topvine fra Vineyard 7 & 8 i streg. Nu er vi kommet til 7 Reserve Cabernet Sauvignon i årgang 2006.

Den er lavet som de to foregående årgange, altså med Cabernet Sauvignon druer fra den gamle Spring Mountain vingård, nu Vineyard 7 & 8. Druerne er høstet i hånden og sorteret to gange i vineriet. Mosten har gæret med hele 30-45 dages udblødning med skallerne. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på flere typer af eksklusive franske egetræsfade, heraf 75% nye.

I glasset er 2006’eren en kende mørkere end 2005’eren og måske også en smule mere grumset. Duften er også en kende anderledes, en kende mere fluffy, varm og  sødlig, selvom der fortsat er tør engelsk lakrids, lakridsrod, cedertræ og cigarkasser.

Der er til gengæld skruet en kende op fra fadet, for der kommer sødlige, brændte noter, vanilje, kaffe, røg, mens frugten er lidt mere moden med blomme, solbær og kirsebær. Der er ikke samme slags krydderier som i 2005’eren … her er det mere sådan lidt mynte og derudover fortsat lidt grøn peber.

Smagen er også lige en tak mere sød, men fortsat med noter fra lidt klassisk Bordeaux, en del peber, masser af tørhed og så vildt mange tanniner, som bare rammer din mund og tænder med ubarmhjertig vildskab. Det er fortsat en rigtig frisk, syrlig, stram og stringent vin med spillevende frugt og det smager monstergodt. Selvom jeg måske bedre kunne li’ duften fra 2005’eren, så smager de begge monster godt … bare med en lille forskellighed som 2 søskende. Men det er fortsat nobelt, smukt og distingveret.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 799,95 kr., mens prisen er 599,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger