I Millésimes Alsace DigiTasting® smagekassen, så var denne 2017 Pinot Gris Rotenberg tilsyneladende ramt af nogle organoleptiske afvigelser … og var duftmæssigt helt skæv. Olivier Humbrecht tilbød dog at sende mig en flaske … hele vejen fra Alsace, så jeg kunne smage, hvordan den rigtigt skal smage.
Jeg takker mange gange … det er sgu klasse og med en hel flaske fremfor de små 3 cl. mini-flasker var det samtidig et fantastisk bytte, så derfor er vinen testet virkelig grundigt 🙂
Zind-Humbrecht ejer i dag 1,7 hektar af Rotenberg marken, der ligger ved Wintzenheim og heraf udgør Pinot Gris det meste med 1,2 hektar, som er plantet tilbage i 1985. De første parceller på marken Rotenberg blev oprindelig købt af Emile Zind … Genevièves mor.
Rotenberg ligger på toppen og dens skråninger med 30-40% hældning vender mod vest mod Haut Landsbourg Chateau, mens markerne på det sydvendte side er Grand Cru marken Hengst. Det er en mark med en særdeles næringsfattig jordbund af limsten og mergel og et jernindhold så højt, at jorden faktisk har en rødlig tone, deraf marknavnet … og der har da også tidligere været en jernmine ved marken.
Denne 2017 Pinot Gris Rotenberg er lavet med druer fra Rotenberg høstet med et yderst beskedent udbytte på 20 hektoliter pr. hektar og så er vinen lavet med langsom gæring og har lagret 16-17 måneder sur lie … flasket i februar 2019. Vinen har 2,6 gram restsukker pr. liter.
Hvor dufter det godt … landligt, sved og mødding. pærer, abrikos, mango, banan samt blomsterpollen og salte mineraler. Det er sådan ret tæt, lidt parfumeret … har nogle lidt grønne urter, men først og fremmest denne inderlige, storladne og dekadente aroma.
I munden er vinen bare så dejlig cremet, fyldig og olieret … derudover rammes man af masser af mineraler, noget eksotisk frugt med igen pærer, abrikos og fersken, en lille kæk lemon bitterhed, lidt salt og samtidig er det med en syre, som man måske ikke først lige bemærker, men ligger fin, sart og præcis igennem hele smagen. Det er voldsomt elegant og Pinot Gris i den absolutte superliga.
Forhandles af Erik Sørensen Vin, hvor en flaske koster 450 kr.