Tag-arkiv: sangiovese

Sangiovese er en rød, italiensk druesort, som er den mest plantede sort i hele Italien med omkring 70.000 hektar vinmarker – svarende til omkring én ud af to vinstokke i Italien – og druen er samtidig næsten synonym med rødvinene fra Toscana.

Sangiovese spiller hovedrollen i klassikere som Chianti, Vino Nobile di Montepulciano og Brunello di Montalcino. Sangiovese og Toscana er haft denne kærlighedsaffære gennem generationer, selvom nyere forskning har afsløret, at druen måske slet ikke er så gammel, som man engang troede.

Navnet Sangiovese skulle stamme fra det latinske ord sanguis Iovis – Jupiters blod. Udenfor Toscana er Sangiovese også meget udbredt i Lazio, Umbrien, Marche og på Korsika. På Korsika er sorten kendt som Nielluccio og er dér noget anderledes end  andre Sangiovese vine.

Sangiovese blomstrer tidligt og modner langsomt og sent, hvilket gør den vanskelig at dyrke. Druen er særlig værdsat for sin høje syre, faste tanniner og afbalancerede natur. Udbytterne kan være høje, men de bedste kvaliteter opnås ved lave kvantiteter.

Derudover har Sangiovese et meget tyndt skind, hvilket også giver yderligere vanskeligheder, bl.a. er druen modtagelig for rådne under fugtige forhold.

Vine på Sangiovese har typisk en lidt salt smag med saftige, mørke kirsebær med en note af violer. Derudover byder druen på duft og smag af ribs, kirsebær, og blommer med toner af jord, læder, urter og krydderier. Vinene har høj syre og mange tanniner, hvilket giver et vist lagringspotentiale og de lagres ofte på fade.

På verdensplan har Sangiovese rejst til Californien og Australien, hvor dens høje syreindhold er et aktiv i det varme klima.

2019 Bibi Graetz, Soffocone di Vincigliata, Toscana, Italien

2019 Bibi Graetz, Soffocone di Vincigliata, Toscana, ItalienQuanto è sexy il vino … sikke en sexet vin og vi snakker sgu både om smag og etiket på Soffocone di Vincigliata 2019 fra Bibi Graetz.

Soffocone di Vincigliata er fremstillet på 100% Sangiovese som høstes fra enkeltmarken Vincigliata, der ligger tæt på vineriet og går hele vejen rundt om byen fra syd til sydvest.

Dermed får druerne den helt optimale eksponering af sol. Jordbunden på denne unikke vinmark er rig på de Galestro sten, der er perfekt til Sangiovese.

Vinen spontangæres med terroirets naturligt forekommende gærstammer og gærer først i 10 dage med 18 dages efterfølgende maceration i store 3.000 liters egetræsfade uden temperaturstyring. Derefter har den lagret 18 måneder i de samme fade.

Det er da en ganske herlig duft … rå champignon, tør tobak, lakrids samt masser af det, som jeg i mangel af bedre ord kalder en ædel og dekadent note, dyb med lidt mahogni, læder og let medicinsk præg. Frugten er moden og nok mest sorte kirsebær, blommer, svesker og lysere frugt … jordbær og hindbær. Derudover er der lidt tørrede blomster og så lige en snas vanilje.

WAUW hvor det smager godt … har en frugt, der sidder helt fremme på stolen og vipper aggressivt. Der vild meget frugtsmag i vinen, helt fuldstændig koncentreret, har pænt med tørhed, let grønne urter og tanniner, der virkelig har kant, udtørrende og stramme, men egentlig aldrig bliver helt vilde. Men det er eftersmagen til gengæld, for vinen sidder i munden i enorm lang tid sammen med en kerne af sten samt mineraler. Alt doseres dog i rette mængder og til rette tid. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 399,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 229,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Bibi Graetz, Bollamata Vino Spumante Rosé Brut, Toscana, Italien

2021 Bibi Graetz, Bollamata Vino Spumante Rosé Brut, Toscana, ItalienFørste Bibi Graetz vin fra serien de cool og trendy vine var så en mousserende vin og det var en Bollamata Vino Spumante Rosé Brut, der er lavet på Sangiovese druer fra samme mark, som giver druer til Testamatta.

Til sine eksklusive rosébobler anvender han den grønne høst fra samme marker som sin 100 points topvin Testamatta, altså markerne Vincigliata, Fiesole, Panzano, Greve og Siena.

Ved ankomst til vineriet afstiles druerne 100 %, hvorefter de nænsomt presses. Den første gæring sker i temperaturkontrollerede ståltanke. Andengæringen sker dog ved Charmat-metoden med fem måneders kontakt med de fine gærrester.

Duftmæssigt en ganske blomstret vin … har både hybenroser, tørrede røde rosenblade suppleret med lidt håndcreme, hindbær, fersken, rabarber, vandmelon og tranebær. Den virker meget let og luftig. lidt funky, gæret samtidig let og luftig.

Der er sgu godt med brus og har smagsmæssigt nogle af samme noter, som vi også fandt i duften. Der er både rabarber, vandmelon, tranebær og fersken. Der er også lidt citroner, let bitterhed og så en sødme, som går igen i hele smagsbilledet. Smager nærmest en smule aromatisk og anderledes end de typiske roséfarvede mousserende vine. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 399,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 199,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Orciaverde, Montecucco Rosso, Tosacana, Italien

2019 Orciaverde, Montecucco Rosso, Tosacana, ItalienDenne Montecucco Rosso fra det lille vinhus Azienda Agricola Biologica Orciaverde lidt syd for Stazione Sant’Angelo-Cinigiano har jeg været begejstret for før og nu er jeg det atter med 2019’eren.

Vinhuset har jeg skrevet om en del gange efterhånden og denne Montecucco Rosso har jeg jo smagt i både årgang 2017 og 2018.

Det er en vin, der er lavet på Sangiovese tilsat lidt Cabernet Sauvignon og Merlot. Vinen er lavet klassisk og gammeldags, dog er den efter endt fermentering lagret 2 måneder på barriques.

Er 2019’eren måske lidt mere grøn og urtet end de foregående to årgange? Den er under alle omstændigheder dejlig syrlig med noget hæfteplaster og medicinkasse, har en stram parfumeret duft med blommer, jordbær, svesker, tranebær, ribs, violer, mynte samt lidt kolde, rå champignon samt svag vanilje.

I munden har vinen en frisk, syrlig lys, frisk frugt, småbitter og virkelig streng, ren og mundrensende med lidt peber, vild kæmpe tørhed, ribs, kirsebær og granatæbler. Det er spillevende, syrlig og stram bandit, der har tørre og bitre tanniner, der skriger på mad med lang syrligbitter eftersmag. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2009 Anna Maria Giacomelli, Terre di Chiesina IGT, Toscana, Italien

2009 Anna Maria Giacomelli, Terre di Chiesina IGT, Toscana, ItalienAzienda Agricola Anna Maria Giacomelli ligger tæt på den gamle romerske by Pistoia omkring 20 kilometer nordvest for Firenze i Toscana og derfra smager vi nu denne 2009 Terre di Chiesina.

Ejendommen var oprindelig ejet af den ædle Vivarelli Colonna familie, men blev i slutningen af 1700-tallet så overtaget af Giacomelli familien, der fortsat ejer vingården sammen med det øvrige og mere traditionelle landbrug, som familien driver.

Vinhuset har samlet 20 hektar i bakkerne ved Pistoia, men heraf ligger 4 hektar indenfor Chianti DOCG-området.

Her smager vi en Terre di Chiesina Toscana IGT lavet på 80% Sangiovese, 7,5% Merlot, 7,5% Syrah samt 5% lokale druer. Alle druerne til denne vin er høstet i hånden og bragt til vingården.

De manuelt høstede druer har efter afstilkning gæret 7-10 dage i cementtanke, hvorefter vinen er  lagret i 18 måneder i samme tanke og så aftappet på flaske og lagret yderligere 6  måneder inden frigivelse.

I glasset afsløres alderen fluks på farven, der klart har brunlige nuancer, men det afsløres også af duften, som er noget moden og lidt hengemt. Det betyder også, at frugten mest er lidt likøragtig, rosiner, støvede overmodne blommer  … men der er også søde krydderier, en ældre balsamicoeddike samt sandeltræ.

Smagsmæssigt giver alderen dog en ganske rund vin, hvor de fleste kanter er slebet helt runde. Frugten er moden, blid og det er modne kirsebær samt jordbær, lidt bitter Earl Grey te, slappe tanniner, lidt gazebind og tør lakrids eller fennikel. Der er dog – heldigvis – fortsat bid i frugten og det løfter smagen. Det er dog ikke en vin, som jeg vil gemme i mange år endnu. 88 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 189,95 kr., mens prisen er 169 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Chiesa del Carmine, Rosa della Chiesa, Umbrien, Italien

2020 Chiesa del Carmine, Rosa della Chiesa, Umbrien, ItalienEfter at ha’ smagt Chiesa del Carmines Indigeno Trebbiano, så har jeg smagt endnu en vin fra huset og det er denne Rosa della Chiesa i en årgang 2020.

Vinmageren Giovanni Dubini har lavet vinen på 100% ren Sangiovese, der er høstet med håndkraft i slutningen af august måned.

Derefter er druerne presset forsigtigt med kun en smule skindkontakt, mens gæringen er sket i rustfrie ståltanke, hvor vinen også er lagret en periode inden aftapning på flaske. Der er kun lavet små 3.000 flasker af denne vin.

Det dufter af violer, rosenblade, blyanter samt jern og minerlaler, mens frugten klart er jordbær og nogle indtørrede kirsebær samt en lille tør sødme.

I munden er der også godt med jordbærsødme, kirsebær og det suppleres af lidt grape og hvid peber, en vis syrlig saftighed, men er egentlig en ganske anstændig rosé, som man beskedent vil sige i Jylland. 87 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 109  kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2017 Croce di Febo, Vino Nobile di Montepulciano, Toscana, Italien

2017 Croce di Febo, Vino Nobile di Montepulciano, Toscana, ItalienPå adressen Via di Voltaia Nel Corso 3 kilometer fra centrum af Montepulciano finder vi den lille ejendom Podere Monti, som har et agriturismo og vinhuset Croce di Febo … og derfra har jeg nu fået denne 2017 Vino Nobile di Montepulciano i vinglasset.

Huset blev grundlagt i 1995 af Vincenti-Comitini familien med  Silvia Vincenti som ejer og den drivende kraft i fællesskab med hendes mand Maurizio Comitini. De har lige siden etableringen fået skabt et smukt agriturismo med plads til plads til 14 gæster, men laver også vin fra deres knap 4 hektar vinmarker,

De 4 hektar er fordelt på kun 2 marker, nemlig Vigna la Pietra ved Pieve di Valardegna i 470 meters højde samt Vigna Cappuccini ved Pieve di Saint Albino i 520 meters højde. De to vinmarker har sammenlagt 9 forskellige terriors.

Markerne er dog primært præget af ler og kalksten … og netop ler er  i stand til at holde på fugt og næringsstoffer i tørre perioder, mens kalksten indeholder sedimenter, der gør planterne i stand til at udvikle duftende druer med en god struktur.

Markerne dyrkes biodynamisk, og der forfølges et princip om bæredygtig produktion, så det klassiske toscanske landskab kan bevares. Der er aldrig tilført kunstig gødning på disse marker, men i stedet anvendes princippet om grøngødning, hvor der sås grønne planter mellem vinstokkene, der så tilfører jorden organiske næringsstoffer.

I kælderen gærer alle vinene spontant med vildgær, så der er et element af naturlig tilfældighed i vinenes udvikling. Der laves 8 forskellige vine på Croce di Febo, herunder altså denne Vino Nobile di Montepulciano, der er lavet på Sangiovese, Canaiolo og Colorino.

Druerne kommer fra de to vinmarker Vigna la Pietra og Vigna Capuccini og gærer med naturgær i betontanke og ligger på egefade i 24 måneder efterfulgt af 6 måneders flaskelagring. Der er en årlig produktion på 10.000 flasker af denne vin.

Næsen byder på sød tobak, engelsk lakrids samt en god, gammel og tyktflydende balsamico-eddike, en mørk og moden frugt af blommer, brombær, jordbær, sorte kirsebær, jernbanesveller, lakridskonfekt, rå champignon, marcipan samt mørk chokolade. Der er godt med skrald på … godt med egepræg, men dufter vildt godt.

Smagen er dog slet ikke så mørk som duften, for vinen har en lysere og meget frisk nerve, hvor frugten mere er hindbær, kirsebær samt brombær, en svag tør bitterhed suppleret med sort te, champignon, jern og giver et frisk bid. Den har okay bløde tanniner, men virker klart meget tør, tannisk, jernholdig og bitter … flot smag. Dermed klart 92 point og 5 tomler.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Bibi Graetz, Casamatta Rosso, Toscana, Italien

2020 Bibi Graetz, Casamatta Rosso, Toscana, ItalienBibi Graetzs ikoniske 100 point topvin Testamatta koster tæt ved 1.000 kr., men mindre kan jo gøre det, så nu tester jeg også hans røde 2020 Casamatta Rosso, der også – som den hypede topvin – er en IGT vin lavet på ren Sangiovese, men til at få for menneskepenge.

Her kommer Sangiovese druerne imidlertid ikke – som hos Testamatta – fra tudsegamle stokke, men derimod fra de yngste vinstokke og så er vinen også udelukkende lavet i ståltanke.

Det gælder både med selve spontangæring i rustfrie ståltanke, men også den efterfølgende 6 måneder lagring sur lie er sket i ståltankene.

Druerne fra de forskellige vinmarker er i øvrigt vinificeret helt separat og den endelig vin først sammenstykket efter endt lagring. Casamatta betyder i øvrigt det tossede hus, men her skal man være småtosset for ikke at kunne li’ vinen.

For i modsætning til den hvide Casamatta Bianco så er dette sgu langt mere spændende og tiltrækkende med en lidt træagtig note, lidt skovbund, rå champignon og en frugtrig kerne med lyse kirsebær og hindbær samt en rå, balsamisk note.

Hvor er der godt med frisk frugt, tranebær, hindbær, ribs og umodne kirsebær og mirabeller, frisk og direkte, har masser af balsamisk syre samt et vildt godt bid, som bærer denne frugtrige, rene, blomstrede og flotte elegance, så 5 store tomler med stor pil op.

Forhandles af Supervin, men prisen kendes endnu ikke.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Orciaverde, Beatrix, Toscana, Italien

2019 Orciaverde, Beatrix, Toscana, ItalienMan kan ikke se meget på flasken, som er en prøve uden label, men når jeg så fortæller, at dette er en helt ny topvin kaldet Beatrix fra Simone Governi på Azienda Agricola Biologica Orciaverde, så begynder mundvandet nok allerede at løbe.

Det er ikke lang tid siden, at jeg sidst smagte hans topvin 2017 Montecucco Sangiovese Riserva og skrev, at det var huset bedste og dyreste vin … men den sandhed er nu ikke helt sand længere… for nu er supertoscaner’en aka topcuvéen Beatrix på vej på markedet, hvor denne er årgang 2019.

Det betyder dog også, at der er sparsomme oplysninger om indhold samt produktion. Det skulle dog være en helt ny supertoscaner og er vist et blend på 40% Sangiovese, 30% Petit Verdot og 30% Merlot fra egne marker i Monecucco.

Det passer godt med, at Simone Governi udover Sangiovese også dyrker et par af de store internationale sorter. Efter endt gæring er vinen så modnet 24 måneder på franske 225 liters barriquefade, heraf 20% nye.

Etiketten på vinen kommer i øvrigt til at se sådan her ud:

Duftmæssigt er Beatrix da også lidt mørkere i aromaerne end de øvrige Orciaverdevine, men har samme fadnoter som Riserva’en … godt med frisk træ, gammelt klædeskab af teak- eller mahognitræ, en frugt med sorte kirsebær og solbær, lidt earl-grey te, lakridsrod samt grønne elementer.

Hvor er der smagsmæssigt masser af frugt i vinen … brombær, kirsebær og bitre tranebær. Fadnoterne er med fra start, men de placeres pænt i baggrunden til fordel for den store frugt, balsamisk og tæt med en tør italiensk syre, tydelige tanniner, som dog aldrig bider rigtigt voldsomme. I eftersmagen er også tør frugt, der bare lige bliver hængene i timevis. Sådan.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Fattoria Ambra, Santa Cristina In Pilli, Toscana, Italien

2018 Fattoria Ambra, Santa Cristina In Pilli, Toscana, ItalienNæste vin er rigtig spændende, for Santa Cristina In Pilli fra det lille vinhus Fattoria Ambra er fra nok Italiens ældste og mindste vinområde Carmignano.

Områdes historie kan føres tilbage til vel 800-500 år før vor tidsregning, hvor etruskerne der allerede producerede vin. Det var dog først i 1300-tallet, at dokumenter viser områdets fine kvaliteter, bl.a. med optegnelser om, at Carmignanos vine var dyre og kostede 3-4 gange så meget som al anden vin.

I 1500-tallet startede adelen også selv med dyrkning af vin og de plantede – stik mod traditionerne – franske vinstokke med Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Merlot. I 1716 udpegede storhertug Cosimo 3 de’ Medici også Carmignano som et område med vin af speciel høj kvalitet.

Området fik dog først sin DOC i 1975, men den blev ophævet til DOCG i 1991 … og det gør appellationen til den mindste DOCG i Toscana og den næstmindste i hele Italien.

Fattoria Ambra Società Agricola ligger netop i det område på adressen Via Lombarda mellem Firenze og Prato, beskyttet af Montalbialo-bjerget og velsignet med en masse sollys i løbet af dagen.  Huset drives af Giuseppe Rigoli, der er agronom og ønolog, mens hans hustru Susan er uddannet agronom. Huset har været i familien Romei Rigolis eje siden 1870

Giuseppe har også selv mere end 30 års erfaring og får hjælp af landbrugstekniker og sommelier Fabio Marzotti og sin nevø Guido Cantini, der som Giuseppes har en stor passion for vin og samlet har de på Fattoria Ambra 24 hektar vinmarker fordelt på 4 marker eller Cru’er, nemlig Elzana, Montalbiolo, Montefortini-Podere Lombarda  og endelig Santa Cristina in Pilli.

Sidstnævnte mark er på 8 hektar og beliggende i 80-100 meters højde på en bakke ved kirken med samme navn, hvor Giuseppe mest dyrker Sangiovese suppleret med Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Canaiolo Nero, Foglia Tonda, Pugnitello, Trebbiano og Vermentino.

Denne 2018 Santa Cristina In Pilli er lavet på 75% Sangiovese, 10% Canaiolo Nero, 10% Uva Francesca, som man lokalt kalder Cabernet Sauvignon, samt 5% øvrige godkendte druesorter. Vinen er lavet via gæring og maceration i 15-20 dage i ståltanke med kontrol af både temperatur og med løbende overpumpning.

Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder … 50% i franske tonneaux egefade på 350 og 500 liter samt 50% i store 2.500 liter slavonske fade.

Dejlig let, lys og luftig næse med en næsten legende syre … virker støvet, har en mediumfed frugt med brombær, blommer, hindbær, røg, violer, svag lakrids, læderfedt, let vanilje … alt så rundt, let og elegant med næsten et småburgundisk træk.

Det smager også nærmest på samme måde … har en let og støvet syre samt nogle bitre og tørre tanniner, som lige markerer sig. Det er sammen med en frugt af tranebær, blåbær, hyben og lyse blommer, hvilket giver et frisk og tørt bid, hvor en lille sødme alligevel sniger sig med i billedet. Rigtig lækker og spændende vin, der samtidig overgår mange, mange Chianti vine, så dermed ligger Houlberg omgående 5-5,5 tomler.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske koster 130 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Selva Capuzza, Madér Grada Classico Rosso Superiore, Lombardiet, Italien

2017 Selva Capuzza, Madér Grada Classico Rosso Superiore, Lombardiet, ItalienDen utrolig rare, behagelige og særdeles dygtige vinmager Luca Formentini mødte jeg vist et par gange på min vintur til Lugana. Han driver jo Selva Capuzza og vinene er i den abolutte top.

Udover hans lækre Lugana hvidvine, så laver Luca også 3 forskellige rødvine, herunder altså denne Madér Grada Classico Rosso Superiore, som jeg smager i årgang 2017.

Luca Formentini er selv 4. generation på Selva Capuzza, der er grundlagt helt tilbage i 1917. Derfor står der også tallet 100 på etiketten af denne vin, hvilket naturligvis markerer 100 års dagen for vinhusets første høst.

Samlet har vingården 50 hektar jord fordelt på olivenlunde, skov samt vinmarker, der dækker 3 DOC appellationer, nemlig Lugana, San Martino della Battaglia og Garda Classico og det er selvfølgelig Turbiana druen, som er hoveddruen på Selva Capuzza. Derudover er der også lidt røde druer som Groppello, Sangiovese, Barbera og Marzemino.

Udover vineriet, som driver Formentini familien også et lille Agriturismo samt en charmerende restaurant. Det er Vincenzo og Adriana Formentini, der står for restauranten.

Vinene laves af Luca Formentini og det sker i et moderne vineri, som blev bygget i 2001 for at imødekomme en moderne produktionen … lige fra presningen af ​​druerne til vinificering, lagring og aftapning.

Samlet laves der 12 forskellige vine … de fleste med husets logo, som er en dekorativ krusedulle, som stammer fra en gammel stenportal fundet på ejendommen. Det er vel nærmest et relief  af to blomster eller kurvede krøller på hovedet af hinanden.

Ved en smagning af blandt andet vinene fra Selva Capuzza sad jeg lige overfor Luca Formentini og fik en rigtig god snak med ham. Han er utrolig rart, meget relax og virkelig cool. Han er samtidig meget musisk og spiller guitar … nærmest noget new age eller meditativ musik. Det fik vi en god snak om og jeg anbefalede ham at lytte til det danske jazzorkester Girls On Airplanes, men han omvendt anbefalede mig at høre musik fra Aldous Harding,

Denne 2017 Madér Grada Classico Rosso Superiore er lavet på et blend fra 30% Groppello, 30% Barbera, 30% Marzemino samt 10% Sangiovese, hvor Groppello druen også kendes som Rossignola … og den er vi jo stødt på tidligere på vinbloggen, hvilket i øvrigt også er tilfældet med Marzemino.

Druerne er gæret med maceration i rustfrie ståltanke over 10 dage og efter endt fermentering er vinen så lagret i 18 måneder på barriques.

Duftmæssigt snakker vi en forholdsvis let vin, der har en frisk, lys og meget let frugt. Det er lyse kirsebær, brombær, læder samt en smule peber, mens fadpræget er meget forsigtigt og let … giver bare lige et lille anstrøg af lidt chokolade. Fin start.

Smagen er lidt i samme boldgade, så utrolig let, lys og luftig, at det nærmest bliver helt burgundisk. Det er lys og modem frugt, jordbær, lyse kirsebær med en saftig, læskende sødme. Tanninerne er lette og bløde, syren feminin, sart og fin. Det smager vitterlig ret fantastisk, så jeg er sgu ret begejstret.

Herhjemme importeres vinene af Stavtrup Vine, hvor en flaske af denne koster 160 kr., mens prisen kun er 125 kr. ved køb af 6 flasker og det er sgu pænt billigt.

Vinanmeldelse 5,5/7