Dejlig vin siger konen … helt af sig selv og helt uden, at jeg som ellers vanligt har efterspurgt hendes mening. Vinen er hvid, hedder Marieta, er lavet på druen Albariño og kommer fra vinkooperativet Bodegas Martín Códax … og ja, er en dejlig vin.
Kooperativet ligger ved den lille by Vilariño tæt på Cambados i dalen Valle de Salnés. Vi er dermed i Galicien under appellationen Rías Baixas, hvor man netop laver spændende vine på druen Albariño.
Bodegas Martín Códax er grundlagt i 1986 og tæller 270 medlemmer, som samlet dækker omkring 210 hektar vinmarker i området. Derudover har man aftaler med yderligere 300 vinavlere om levering af druer til kooperativet.
Kooperativet har taget deres navn efter en troubadour, som kom fra byen Vigo i Galicien og levede der i 1300-tallet. Bodegas Martín Códax sponsorerer således præmien til den årlige Martín Códax digteraften og støtter en ældre musikgruppe, som også er opkaldt efter den gamle digter.
På kooperativet laves der udelukkende vine på Albariño druen, og endda hele 10 forskellige af slagsen og herudover en mousserende vin samt 4 forskellige likører. Vinene sælges under to brands, nemlig Bodegas Martín Códax samt Burgáns … hvilket i øvrigt er navnet på den bakke, som kooperativet ejendom i Vilariño ligger på.
Kooperativets vine laves af de to vinmagere Luciano Amoedo og Katia Álvarez. Luciano er 9. generation af vinbønder og han var én af initiativtager til oprettelsen af kooperativet. Derudover har han også spillet en væsentlig rolle i etableringen af appellationen DO Rías Baixas. Katia Álvarez blev ansvarlig vinmager på kooperativet i 2005, og er uddannet ønolog, men har også studeret jordbrugsteknik med speciale i landbrug og fødevareindustri.
I 2003 udvidede kooperativet imidlertid deres aktiviteter ved køb af en vingård i Cacabelos i appellationen Bierzo i Castilla y León. Der laver de vin på den lokale drue Mencía, og netop én af disse vine … vinen Pizarras de Otero smagte og skrev jeg om for et par uger siden.
Med denne Marieta er vi dog på kooperativets ejendom i Rías Baixas, og vinen er selvfølgelig også lavet på 100% Albariño, som er en af Spaniens største grønne druesorter. Nogle mener den nedstammer fra Riesling, mens andre sammenligner den med en lys udgave af Viognier.
Det med Riesling er nok det mest sandsynlige, idet navnet “Alba-Riño” betyder den hvide (vin) fra Rhinen. Efter sigende skulle tyske munke have haft druen med til Galicien i 1200-tallet … og Rías Baixas ligger jo lige præcis i Galicien. Sikkert er det dog, at Albariño er en aromatisk sort, der er lys og lettere end andre aromatiske sorter som Viognier og Gewürztraminer. Albariño er også rigere på syre, hvilket får den til at virke frisk.
Duften er melon, fersken, blomster, meget aromatisk med kridt … og duften fra tavlesvampen i skolens 2. klasse, lidt papkasser, lidt lemon og en svag, lidt nøddeagtig sødme. Smagen er frisk, let syrlig, saftig, rund, krydret, men der mangler dog også en smule intensitet og tæthed i vinen, som bliver en anelse flad og vandet midt i smagsforløbet. Bevarer dog lidt syrlighed i eftersmagen og hurra for det.
Det er sgu egentlig en ganske charmerende vin. Elsker sgu Albariño druen, og til prisen ganske attraktiv vin.
Købt hos SuperVin, hvor prisen er 69,95 kr. ved køb af 6 styk og 99,95 kr., hvis du kun skal ha’ en enkelt. Køb du bare 6 flasker.
Rating 4,5/7 
Fredag stod primært på bajere, snaps og kogt torsk … så ingen Spätburgunder til Houlberg. Suk. Men der er nu imidlertid ikke grund til ha’ ondt af Houlberg, for før humle- og kartoffelvandet bød et lille kundemøde på lidt rigtigt vand … nemlig druevand i form af en gammel kending … Barolo fra Pio Cesare og i en frisk og stram årgang.
Vieux Château Pelletan har jeg smagt en del gange, men det er bare mange, mange år siden. Da jeg fandt denne flaske ved rydning af min faders hus ifb. med en flytning, så vakte det minder. Jeg snuppede derfor vinen med hjem velvidende, at den formentlig har ligget og småkogt over køleskabet, siden jeg forærede ham flasken for over 10 år siden.
Adega Cooperativa de Borba CRL ligger i byen Borba i Alentejo regionen i Portugal og derfra kommer næste vin, som blot kaldes Adega de Borba Tinto … og det er en vin, som burde ha’ et mindreværdskompleks, for jeg har sjældent set mindre prop … både i omkreds og længde.
Vi har tidligere kørt Gérard Bertrand tema i tirdagsvinklubben på jobbet, så i dag blev et gensyn med den store, tidligere rugbyspiller. Denne Château La Sauvageonne Grand Vin har vi ikke tidligere har smagt, men med 9 forskellige slotte og et utal af vine, er det sgu også svært at komme igennem hele arsenalet.
Vin er livets vand … og fruen med følge (det er mig) var åbenbart tørstige på livet, så den spanske Bierzo vin fik lørdag følgeskab af endnu en spanioler, nemlig vinen Signes fra vinhuset Bodegas Puiggròs. Importøren kalder selv vinen for en spansk Barolo … og det skal vi selvfølgelig undersøge nærmere.
Weekend uden planer … herligt. What to do? Løbetur på 21K fra morgenstunden for at få sparket det nye løbeår ordentlig ind, besøg hos min gamle fader, købt ind til lidt god frokost og bagt grydebrød i ovnen. Det kræver jo lidt vino til, og valget faldt på denne Pizarras de Otero fra Bodegas Martín Códax.
Fredagens Spätburgunder – druernes konge – var i går udskiftet med en Riesling – druernes dronning, da hustruen havde bestået en uddannelse. Hun elsker Riesling, og for at please hende, så havde Houlberg således brudt både normer, regler og god etikette og åbnet en flaske sødere Riesling.
Min yngste påstår hårdnakket, at der findes en troldmand over alle andre troldmænd. Vennerne kalder ham Leo, men hans fulde navn er Lionel Andrés Messi. Et lille fodboldmirakel fra Argentina … og hvorfor ikke læne sig op ad en sådan international succes?
Hovedretten stod på lidt svinemørbrad … en kende tør, mens vinen stak helt ud, men desværre i den forkerte retning. Vinen er en dA Classique Merlot fra vinhuset Domaines Astruc … eller Château Teramas Astruc, som det også kaldes.
Svinemørbrad med en kartoffelrøsti, rødbede og lakridsovertrukket “et eller andet”, så NEJ … det er ikke brændt på. Indrømmet … det ser sådan ud og synes også tidens tendens med lakrisering af megen mad nogle gange tager total overhånd. Lakrids hører ikke nødvendigvis hjemme i alle retter.