Tag-arkiv: Spanien

2021 Ramón do Casar, Treixadura, Galicien, Spanien

2021 Ramón do Casar, Treixadura, Galicien, SpanienDen første vin, som vi smagte på Jysk Vinbar i Aarhus til en smagning af vine fra Galicien blev denne 2021 Treixadura fra vinhuset Ramón do Casar, som vi finder gemt  godt af vejen i Ourense provinsen i den lille by O Prado helt tæt på floden Miño i Galicien.

Vinhuset Ramón do Casar er grundlagt i år 2000 af de tre González Sabucedo brødre, som vendte tilbage til Spanien fra Venezuela, som deres far Ramón do Casar måtte flytte til i 1950’erne grundet den økonomiske situation i Spanien under Francos ledelse.

Dengang havde faderen forladt familiens vingård ved floden Miño, og nu kunne brødrene så sikre, at faderen kunne vende tilbage til området, hvor vinhuset nu har 8 hektar vinmarker, hvor familien dyrker druesorterne Treixadura, Albariño og Godello.

Til at forestå produktionen af vinene har familien hyret den unge vinmager Pablo Estévez, som samlet laver omkring 5 forskellige hvidvine, herunder altså også denne Treixadura.

Og alle vinene fra vingården bærer til ære og respekt for gamle Ramón i dag fotografier fra den berømte fotograf Alberto Marti, som fotograferede de mange spanske immigranter på havnene i Vigo og Coruña, inden de drog af sted til Sydamerika.

Treixadura kendes under navnet Trajadura, for det er nemlig en portugisisk druesort, der primært dyrkes i Vinho Verde vinregionen i det nordøstlige Portugal … og netop også i appellationerne Ribeiro og Rías Baixas i Galicien i Spanien.

Det er primært en blandingsdrue, som giver krop og lette lemon noter til vinene. Oftest er druen blandet med Loureiro og Alvarinho i Rías Baixas, mens den i Ribeiro ofte blandes med sorterne Torrontés og Lado … men her har vi den altså i reneste form helt solo.

Høst sker manuelt, hvorefter druerne selekteres. Derefter bliver druerne afstilket og knust gennem en kuldeveksler efterfulgt af blid presning. Vinen gærer herefter i rustfrie ståltanke ved kontrolleret temperatur og lagrer også i ståltankene og efter aftapning også en kort periode på flaske inden frigivelse.

I næsen er det en fin, parfumeret og aromatisk næse … blomster, vingummibamser, godt med eksotisk frugt, multifrugtjuice, ananas, mango, fersken, gule æbler, syltede citroner og virker intens på en lidt olieret måde.

Det er samtidig en virkelig frugtrig og smagfuld vin, som er fed, tæt,  koncentreret og har masser af tyk syre, hvid peber, syltede citroner, gule æbler, melon samt en medium syre, Det er en vin, som rigtig mange bare faldet hovedkulds forelsket i … og ganske forståeligt. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Pago del Vicario, Monagós Syrah, Castilla-La Mancha, Spanien

2016 Pago del Vicario, Monagós Syrah, Castilla-La Mancha, SpanienVi skal nu til det store vinområde Castilla-La Manch, for denne Monagós Syrah fra vinhuset Pago del Vicario er en Vino de la Tierra de Castilla.

Pago Del Vicario ligger 9 kilometer fra byen Ciudad Real med floden Guadiana til den ene side og bjergkæden Montes de Toledo til den anden samt tæt på nationalparken Parque Nacional de Cabañeros.

Beliggenheden tæt ved floden giver et særligt klima, som i dagtimerne – temperaturmæssigt – er en hel del mildere end normalt for området. Områdets stærke sol og relativt lave fugtighedsgrad giver – sammen med relativt kølige nætter – gunstige betingelser for modningen af druerne.

Pago del Vicario ejes af to brødre med græske rødder. De grundlagde vingården i år 2000 og kaldte den Pago del Vicario, hvilket betyder præstens vinmarker. Navnet refererer til flere forhold, bl.a. den nærliggende sø Embalse del Vicario samt gårdens oprindelige ejer, som blev sognepræst i bispedømmet Ciudad Real.

Vinhuset ligger i et byggeri, som vel nærmest ligner et langt teleskop, som er gravet halvt ned i jorden og falder godt i med omgivelserne og alle vinmarkerne omkring vineriet.

Pago del Vicario har i alt 130 hektar vinmarker … de fleste udenfor DOC appellationer, dvs. Tierra de Castilla til produktion af Vino de la Tierra, men de ejer også lidt marker i appellationen Bierzo længere mod nord i Castilla y León vinområdet.

Jordbundsforholdene omkring Ciudad Real er meget forskellige … lige fra sand- og leragtige forhold til klippeagtige områder med højt skiferindhold, kalkforekomster og meget organisk materiale.

Netop disse forhold udnyttes til fordel for de relativt mange forskellige druetyper, der her anvendes. Af samme grund er alle vinmarkerne inddelt i mange mindre separate parceller, hvor de fleste ligger i omkring 600 meters højde.

Vinmager på Bodega Pago del Vicario er i dag Susana López Mendiondo, som er oplært hos Peter Sisseck. Hun får dog hjælp af australske Richard Smart, én af de mange flyvende vinmagere. Han har også været stærkt involveret med bistand til udvælgelse og sammensætning af Paco del Vicarios vinmarker i relation til de anvendte druesorter.

Produktionen er økologisk/organisk, bl.a. fjerner man ikke ukrudt omkring vinstokkene i marker. Det mener man, er unødvendigt, idet de vilde urter giver rigdom til jorden, således vinstokkene vokser og tager det bedste fra jorden.

Udover produktionen af vine drives også et 4-stjernet hotel på stedet … og selvfølgelig en tilhørende restaurant.

Monagós Syrah er ikke – selvom navnet indikerer det – på ren Syrah, for den er lavet på et blend af 80% Syrah og 20% Graciano, som Pago del Vicario selekterer fra egne marker I Tierra de Castilla. Efter endt gæring er vinen lagret 12 måneder på en blanding af franske og amerikanske egetræsfade.

I næsen er det en krydret, mørk og godt røget aroma … der er lejrbål, røgsignaler, saltlakrids, våde fade og sødlige fadnoter. Der er solbær, brombær, blommer samt jordbær, mens fadene bidrager med kokos, lidt kaffe, peber, violer og rosenblade. Det dufter faktisk rigtigt godt og vinen har nærmest en lidt kølig stil.

Smagsmæssigt er vinen tør, frisk og bitter … tranebær, jordbær, ribs samt granatæbler, blomsterstilke, violer, grønne grene og grafit. Der er frisk syre, næsten citronfrisk og Campari bitter, der er tonicvand, godt med urter, stringent bid … ren, klar og igen nærmest kølig og overraskende lys af en Syrah vin. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster189,95 kr., mens prisen er 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Bodegas Mustiguillo, Finca Terrerazo Vino de Pago, Valencia, Spanien

2020 Bodegas Mustiguillo, Finca Terrerazo Vino de Pago, Valencia, SpanienVi fortsætter i Spanien, men nu skal vi igen smage vinen Finca Terrerazo Vino de Pago fra den dygtige Antonio Sarrión på hans Bodegas Mustiguillo. Det er en vin lavet på ren Bobal og vi får nu vinen i årgang 2020.

Jeg har skam også før smagt vinen og været ret begejstret … både i årgang 2018 og 2019. Første gang skrev jeg også lidt om vinhuset og vinmageren, så det skal jeg ikke gøre igen.

Vinen var den første vin under appellationen El Terrerazo DOP. Den er fremstillet på 100% Bobal, som håndhøstes fra op til 75 år gamle, økologisk dyrkede og fritstående buskvine i El Terrerazo på kuperede og kalkholdige marker i 800 meters højde.

Hver enkelt lille parcel høstes og vinificeres separat. De afstilkede druer dobbeltsorteres inden vinen spontangærer med de naturligt forekommende gærstammer. Vinen gærer på åbne trækar i 8-10 dage, mens manuelle punch downs sørger for skånsomt udtræk af farve, frugt og tanniner fra drueskindet. Derefter er der sket en malolaktisk gæring i 5-8 uger.

Så lader Toni drueskallerne udbløde i yderligere 10-12 dage for ekstra struktur og smagsdybde. 30% af vinen modner 14 måneder på 225 og 500 liter franske egetræsfade, mens de resterende 70% ligger på smagsneutrale og frugtbevarende egefade på 3.500 til 5.000 liter.

Den er animalsk og mere landlig og bondsk end foregående … svedige landmænd, mødding samt nogle mælkede noter. Der er sorte oliven, en mørk og fyldig frugt af brombær, sorte kirsebær, enebær, estragon, kakaopulver samt tør, engelsk lakrids, tobak, grønne urter og bitter kaffegrums.

Smagen er fyldig … har både noget sødme i frugten, men også lidt peber, som lige river lidt i smagsløgene. Der er vildt tørre og vilde tanniner, som også river i dig … tørrer munden totalt ud, så dermed bliver det samlet en kraftfuld vin, der kan puste et stearinlys ud. Det er som sidst både bulder og elegance på én gang, men i denne årgang fylder bulderet lidt mere end tidligere, men med rank, lys bitterhed i frugten. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 339,95 kr., mens prisen er 179,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Dominio del Àguila, Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2019 Dominio del Àguila, Reserva, Ribera del Duero, SpanienDette er en vild vin og jeg har været tosset med vinen de få gange, som jeg før har smagt den. Det er Reserva vinen hos Dominio del Àguila.

Det er en Reserva lavet på 95% Tempranillo, mens resten er et mix af Albillo, Bobal, Garnacha og Tempranillo Gris.

Alle druerne er fra sindssygt gamle vinstokke og flere endda over 100 år gamle på markerne ved La Aguilera i 880 meters højde, hvor jordbunden består af kalk og rødt ler.

Vinifikationen sket totalt gammeldags med i beton gæringskar med fodtrampning af de hele drueklaser og så spontangæring alene med druernes naturlige gærceller. Druesorterne gærer sammen og har i denne årgang gæret i 4 måneder. Efter endt fermenteringen er vinen lagret hele 34 måneder på primært franske egefade.

Vinen har i denne årgang 2019 fået 96 point af gode, gamle Parker med ordrene; the 2019 Reserva could be the modern version of the 2015 – a round, lush and approachable Reserva that is perfumed and fruit-driven, with spices in the background. It’s a hedonist cuvée.

I næsen er vinen ikke helt så animalsk og reduktiv som 2018’eren, men virker mere ren og selvom, at det er en kraftigere vin, der har godt med power, så er det bestemt ingen tung vin. Der er violer, rå champignon, friske, mørke og vilde bær, brombær, blommer samt en smule jordbær og så diskret og fint doseret noget fra fadlagringen, mælkechokolade, kanel, vanilje, en stor cafe latte, appelsinskal og lidt blomsterpollen.

I munden kommer vinen rullende i bølger, cremet, smeltende … breder sig langsomt, spreder sig i hele munden, hvor den blidt og intenst masserer gummer, tandkød, tungen og hele baduljen. Det er bestemt ingen fed vin, men er den er bare rå, lækker og intens med en frugt af blommer, kirsebær, kirsebærsten og jordbær. Tanninerne er igen vilde og ustyrlige … tørre og forstærker bemægtigelsen af din mund, men uden at blive alt for vilde. For satan – pardon my french – hvor den smager godt. 97 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen pt er på tilbud til 529,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2016 Bodegas Rodríguez y Sanzo, Lacrimus Reserva, Rioja, Spanien

2016 Rodríguez Sanzo, Lacrimus Reserva, Rioja, SpanienJeg har før smagt en Lacrimus Crianza fra vinhuset Bodegas Rodríguez y Sanzo, der drives af vinmageren Javier Rodríguez. Nu er der igen Lacrimus vin i glasset, men nu er det en 2016 Reserva.

Bodegas Rodríguez y Sanzo ligger i udkanten af byen Valladolid 150 kilometer nordvest for Madrid i vinområdet Castilla y León.

Huset har selv lidt vinmarker, men laver primært vin fra andre vinområder i Spanien med opkøbte druer, bl.a. i nogle af de vigtigste spanske DO distrikter som Rueda, Rioja, Toro, Jumila, Rias Baixas, Navarra, Ribera del Duero, Priorat, Bierzo, Vinos de la Tierra de Castilla y León og faktisk også Douro i Portugal.

Det er et stort projekt, hvor Javier har indgået aftaler med en lang række  vinavlere i det meste af Spanien, hvor han køber druer til en masse forskellige vine. Jeg har bl.a. tidligere smagt 2016 La Senoba, en 2019 Orange Wine Albillo, en 2016 Vallsanzo Reserva, Lacrimus Crianza 2018 og tidligere også en lang række vine.

Lacrimus Reserva 2016 er lavet på 85% Tempranillo, 12% Graciano og 3% Garnacha, der håndplukkes fra mere end 40 år gamle stokke i 600 meters højde.

Vinen er lavet med en kølig pre-maceration ved 10 grade i 6-8 dage inden spontangæring på egefade med druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret 21 måneder på franske barriques efterfulgt af hele 18 måneder på flaske inden frigivelse.

Slam … fed, mørk, ekspressiv og udtryksfuld næse, hvor der omgående dukker masser af lakrids – både sød finsk og tør engelsk – op suppleret med solbær, solbærlikør, blåbær, herre lædersaddel, røg, sandeltræ, mørkristede kaffebønner, mørk chokolade, mynte, estragon, en del søde krydderier, sorte oliven og beef jerky.

I munden er frugten lige så mørk og ekspressiv som duften … sådan mest solbær, blåbær og søde, saftige mørke kirsebær, der nærmest er sådan lige mellem marmelade, likør og kandiseret, for de giver en mørk kraft med tyngde, brede skuldre samt masser af smag. Der er sgu power i vinen, der sparker mørkt og tungt … en lille bitterhed fra chokolade med højt kakao indhold finder man også sammen med en okay frisk syre og noget røg. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Bodegas Bhilar, Kha Mé Amphora, Rioja, Spanien

2021 Bodegas Bhilar, Kha Mé Amphora, Rioja, SpanienVi skal da igen forbi det vinøse ægtepar Melanie Hickman samt David Sampedro, der driver det lille vinhus Bodegas Bhilar lige øst for Bilar by i Rioja Alavesa.

Sidst smagte jeg orangevinen Phinca Hapa Blanco, men nu er det en 2021 Kha Mé Amphora, der – som navnet siger – er lavet på Amphora lerkrukker.

Vinen er lavet på ren Grenache Blanc og har fået sit navn Kha Mé, som er det japanske ord for Amphora lerkrukker.

Vinstokkene er alle plantet omkring 1960 i San Martin de Unx i Rioja. Druerne er håndplukkede i 10 kg. kasser. Druerne presses og mosten hældes i en 3.000 liter stor Amphora, hvor den gærer på vildgæren. Her opholder vinen sig i et helt år med det fine bundfald, og overføres herefter til tank, indtil vinen så flaskes 6 måneder senere.

I næsen er det en fyldig, mineralsk og saltholdig aroma. Der er abrikos, fersken, saftige pærer og lemon, masser af mandler samt røg, akaciehonning samt en smule vingummibamser, gæret champagne og så lidt karameller.

Smagen er mineralsk og saftet … meget abrikos-, mango- og multijuicesaft, grillede lemon, bitterhed og grøn te. Smagen er lidt tør og syren sidder langt tilbage i munden med denne bitre note, så dermed 92 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 225 kr., mens prisen er 185 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Rolland & Galarreta, Iconic, Rioja, Spanien

2016 Rolland & Galarreta, Iconic, Rioja, SpanienVinene til ret 3 var vilde … helt klart bedste sæt. Retten bestod af braiserede svinekæber med cremet polenta og parmesan og den sidste af vinene i sættet var fra den øverste hylde hos de 2 herrer, nemlig den ikoniske topvin, der hedder Iconic.

Den adskiller sig allerede i flasken i forhold til de øvrige vine fra Rolland & Galarreta med en mørk, eksklusiv etiket og navnet Iconic.

Vinen er er lavet på 95% Tempranillo og 5% Grenache), som høstes fra to forskellige marker … den lerholdige mark Carranavaridas mellem Laguardia og Leza samt den 0,7 hektar store mark San Millán på skråningen ved foden af ​​Sierra Cantabria.

De håndplukkede drueklaser afstilkes alle og koldmacererer først i store åbne egetræsfade med temperaturkontrol, hvorefter gæring er sket med daglig pigeage. Efter endt gæring er vinen presset via en  vertikale pneumatiske presse. Derefter er vinen lagret 18 måneder på nye franske, halvristede fade fra Sylvain, Orion og Radoux. Til sidst flaskes vinen og lagrer yderligere 12 måneder før frigivelse.

Ved duft af vinen er det første, som jeg tænker … hvor er alt flot doseret med rette mængder af det hele og en vild fin struktur. Den åbner ballet med en frugt der er dyb … helt fra kompakte svesker til lysere frugt af hindbær og kirsebær. Fadaftrykket er delikat og sart med vanilje, cedertræ, røg, tobak, toast, kandiseret appelsinskal og toast … har så fin balance mellem frugt og fad.

Vinen smelter nærmest i munden … glider ud i alle afkroge med kæmpestor velbehag. Men det er med en stor styrke i frugten, som er frisk, moden, generøs og næsten læskende med sød balsamico og en vis luftighed. Det gør vinen let, cremet og smeltende på én gang, hvilket virkelig giver comfort, men det er samtidig med en enorm tyngde, nerve og mærkbare tanniner, der dog er flot integrerede. Det er måske nok en vin, som burde gemmes, men den smager imidlertid bare så forbandet godt allerede nu. 98 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 2.499,95 kr., mens prisen er 1.999,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2020 Rolland & Galarreta, Verdejo Organic Parcela 123, Rueda, Spanien

2020 Rolland & Galarreta, Verdejo Organic Parcela 123, Rueda, SpanienDen anden Verdejo vin fra Javier Ruíz de Galarreta og Michel Rolland, serveret til en bagt hvidfisk – vist torsk – med selleri, rogn og muslingeskum, var denne 2020 Verdejo Organic Parcela 123.

Vinen er lavet fra 40 år gamle Verdejo vinstokke plantet i en stenet jordbund nær byen La Seca, der regnes for Ruedas bedste dyrkningssted.

Vinen er lavet med udblødning … pre-maceration ved af mosten sammen med skindet ved 7 grader inden temperaturstyret gæring ved 14-16 grader. Vinen er lavet i en mere moderne stil, hvor det meste blot er lagret sur lie i ståltankene med løbende battonage, mens en mindre andel er lagret 3-4 måneder på helt nye franske egetræsfade for ekstra krydderi og kompleksitet.

Den almindelige forrige 2018 Verdejo smager rigtigt godt, men denne er bare mere frisk, mere ren og knap så tung … krisp, grøn og endda feminin. Der er fersken … endda lys og næsten helt umoden fersken, melon, sandeltræ samt gule blomster.

Smagen er i samme boldgade, ren, clean, grøn og frisk med grønne æbler, lemon og citroner. Den har slet ikke den samme lidt småfede side som lillesøsteren og dermed bliver vinen heller ikke så fyldig og olieret, sød og cremet, men er den slanke, friske og villige kvinde. med 92 point om taljen.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

Houlberg til middag med verdensberømte Michel Rolland & Javier Ruíz de Galarreta

Lige før stormen Otto ramte specielt det nordjyske, så besøgte jeg Supervins hyggelige vinkælder Skagensvej i Hjørring. Houlberg var nemlig inviteret til en 5-retters udsøgt gourmetmenu samt eksklusiv vinsmagning med den spanske vinvisionær Javier Ruíz de Galarreta og den berømte franske vinmager og konsulent Michel Rolland.

Det havde Houlberg selvfølgelig takket pænt ja til, så derfor havde jeg taget fri fra job, kørt nordpå, indlogeret mig på et hotel i byen og gået ud til Supervin, hvor der allerede var gjort klar til en aften med besøg fra Rolland og Galarreta.

Jeg fik hurtigt mødt aftenens 3 hovedpersoner, der udover Rolland og Galarreta bestod af rare Richard C. E. Grant, der så er englænder, bosiddende i Madrid og Export Area Manager for Galarrettas firma Araex Grands Spanish Fine Wines, men det skulle siden vise sig, at jeg også skulle sidde til bords med disse 3 hovedpersoner denne aften.

I butikken faldt jeg i snak med Michel Rolland, men også et par vinnørder, der havde taget turen fra København til arrangementet og havde besøgt flere af de vinhuse, som Rolland var konsulent for, men også løbende smagte meget eksklusive vine. Men her fik vi dog hurtigt vin i glasset og kunne først smage en 2018 Cava Extra Brut Imperial Reserva fra Villa Conchi, som er ejet af Araex Grands Spanish Fine Wines.

Vi fik en snak om vinhuse, om at drikke modne vine og lidt om Rollands arbejde. Allerede fra første fløjt virkede Michel Rolland bare utrolig venlig … og det blev bare yderligere forstærket i løbet af aftenen, men mere om det senere.

Alle medarbejderne fra Supervin var på virkelig på dupperne, bl.a. sikrede de, at vi hurtigt efter ankomst fik et glas i hånden og i løbet af aftenen var de også utroligt arbejdssomme og hjælpsomme, så på den led er Mads Jensen godt hjulpet. Der er virkelig en god stemning i hele butikken og det smittede også af på aftenen.

Men inden vi går videre med selve arrangementet … skal vi så ikke lige se lidt nærmere på Rolland og Galarreta, hvis vine jo skulle være aftenens omdrejningspunkt?

Michel Rolland

Man skulle synes, at en franskmand – med Michel Rollands meterlange CV som succesfuld konsulent og flyvende vinmager for massevis af vinhuse i det meste af verdenen – ville vær en rigtig arrogant, storskrydende, fransk vinsnob.

Men sådan er Michel Rolland ikke … faktisk tværtimod. Han er simpelthen den rareste, sødeste og mest rolige mand, som man kan forestille sig. Han har lune og selvironi, er utrolig let at snakke med og er samtidig helt nede på jorden.

Han er vokset op på sine forældres Bordeaux vinslot Château Le Bon Pasteur i Pomerol. Michel fortalte, at han nærmest var vokset op med Merlot vinstokkene … selvom han ikke blev helt så høj som dem, men mere blev bred.

Han blev i 1972 uddannet som ønolog fra det ønologiske institut i Bordeaux, hvor han også mødte sin kone Dany. Året efter slog han sig ned med eget vinlaboratorium i Libourne, hvor han analyserede vinprøver for nogle af vinslottene i området … og derefter spurgte mange af producenterne ham også til råds omkring fremstilling af vin.

Dét blev startskuddet til den omfattende konsulentvirksomhed, der har gjort Michel Rolland berømt i hele verdenen, for Rollad har vel nærmest skabt betegnelsen flying winemaker og har hjulpet over 150 vinhuse i 13 lande.

På sit lange CV har har hjulpet over 80 vinslotte i Bordeaux, bl.a. huse som Troplong Mondot, Angélus, Ausone, Pontet Canet, Pape Clément … men fx også Bond og Harlan i Napa Valley, Ornellaia i Italien samt Lapostolle i Chile.

Da jeg mødte ham denne aften havde han lige været i Napa Valley, hvor han i øjeblikket er konsulent for 21 vinhuse. Rolland fortalte, at han ved hvert besøg typisk er der en dags tid … og hos de mindre en halv dag.

Michel Rolland er kendt for at lave utrolig fyldige vine med rund frugtsmag samt en markant fadlagring, hvilket er blevet taget godt i mod af forbrugerne, mens kritikere hævder, at hans vine alle smager lidt af det samme.

Javier Ruíz de Galarreta

Javier Ruíz de Galarreta har været trendsættende for hele den spanske vinbranche, Han grundlagde i 1993 Araex Rioja Alavesa og markedsførte der Rioja vine for forbrugere i det meste af verden.

Senere kastede han også sin interesse på andre områder i Spanien så som Ribera del Duero, Navarra, Rias Baixas, Rueda og grundlagde en ny organisation kaldet Spanish Fine Wines.

I dag går foretagendet under navnet Araex Grands Spanish Fine Wines og Javier søger hele tiden nye vineventyr, men fælles for dem alle er, at der udvises respekt for naturen, den regionale identitet og nationale arv.

Det er et stort vineksportfirma og samlet sælger man vine ikke mindre en fra 14 vinregioner og 23 producenter, hvoraf mange er uafhængige producenter og nogle ejet af Araex Grands, som fx Villa Conchi, som har lavet den Cava Extra Brut Imperial Reserva velkomstvin, som vi smagte denne aften.

Samlet sælger Araex Grands Spanish Fine Wines ikke mindre end 11 millioner flasker årligt.

Projektet Rolland & Galarreta

På trods Michel Rollands opvækst i Pomerol samt at hans stjernestatus som vinkonsulent også er i Bordeaux, så har han altid haft et godt øje til Spanien. Derfor valgte han i 2010 at indgå i et nyt partnerskab med Spaniens dygtigste vinentreprenør Javier Ruíz de Galarreta, der kender det spanske terroir til perfektion.

Det er blevet til projektet Rolland & Galarreta … og som Michel Rolland sagde med et lille grin ved præsentationen, så har han nu endelig – efter mange år med vin – fået sit navn på flaskerne.

Det er i hvert fald en god kombination … Rollands evner til at skrue en god vin sammen samt Galarretas viden og kontakt til vinbønder i det meste af Spanien. De har således få aftaler for over 80 hektar fra de bedste regioner i Spanien som Rueda, Rioja, Priorat samt Ribera del Duero.

Druerne kommer således fra små vinbønder som Javier og Michel har håndplukket helt særligt til deres vinserie. Det er også en af forklaringerne på, at produktionerne er meget små og nærmest kultagtige med helt ned til få tusinde kasser per årgang.

Missionen er klar for de to vinpionerer – at lave moderne, elegante, terroir-drevne vine, der skal løfte de berømte spanske regioner endnu længere op i den internationale vinverden.

Velkomst

Efter at have nydt den mousserende vin, minglet lidt og lige kort set den bordplan, som var hængt op, så bød Mads Jensen velkommen på Supervins vegne … og så var det tid at gå i kælderen.

På bordplanen kunne jeg se, at jeg skulle sidde ved bord 8, hvilket bestemt må betegnes som hoved- eller kaptajnbordet, for det var samme bord som Michel Rolland, Javier Ruíz de Galarreta, Richard C. E. Grant, Mads Jensen himself samt 3 godmodige nordjyder i form af Mads Skibsdal, Peter Guldager og Jens Boelskifte. Så kunne jeg vist heller ikke komme til at sidde bedre.

Bordene var dækket fint op … der lå en lille brochure med både aftenens menu og de vine, som vi skulle smage denne aften, lidt om vinene og vinenes ratings … herunder også fra Houlberg. Ja faktisk var der kun 2 vine, som ikke havde de eftertragtede Houlberg ratings, men de anmeldes selvfølgelig bagefter.

På hver plads lå der også et lille kort med ens navn på … og inde i den flotte brochure var der naturligvis også en bestillingsseddel, da man som deltager kunne købe aftenens vine til en specialprice.

Menu & vine

Maden til at følge vinene undervejs havde Bryghuset Vendia stået for, hvilket blot øgede mine forventninger, for jeg har et par gange tidligere besøgt Vendia og dér i deres gourmetafsnit haft nogle af mine allerstørste madoplevelser.

Det kan du fx læse om i mine beskrivelser af de 2 besøg, nemlig første gang tilbage i 2013 på Besøg på Bryghuset Vendia og næste gang året efter med Besøg på Bryghuset Vendia … igen.

Denne aften stod den dog på en 5-retters menu og til hver af retterne skulle vi smage 2-3 vine … først fra  Michel Rolland og Javier Galarretas fælles projekt og derefter fra Bodegas Ameren, der jo er et af vinhuset under Araex Grands Spanish Fine Wines.

Velkomst: Vendia brød
Ret 1: Bagt hvidfisk, sellleri, rogn & muslingeskum
Ret 2: Lufttørret okseinderlår med trøffel & olivenolie

Ret 3: Braiserede svinekæber med cremet polenta & parmesan

Ret 4: Oksemørbrad med grillet auberginetærte & rødvinssauce

Hvor var det lækker mad … og selv vor udenlandske venner Michel, Javier og Richard var veltilfredse. Også vinmæssigt spillede det med maden til vinen. På den ene Verdejo Organic Parcela 123 var der dog fejl på nogle af flaskerne, hvor den første udgave var oxideret, men den efterfølgende frisk og grøn.

Der var ikke én ret, som var dårlig eller bare middelmådig … alt spillede og min holdning til Vendia er intakt, selvom de her jo ikke blot skulle lave mad til få mennesker, men til hele 70-75 gæster og endda på udebane.

Alle i vinkælderen blev særligt imponeret af en kun 16-årig ung gut, der på engelsk præsenterede retter en for en … helt perfekt med en flot ro, coolness og stort overskud. Han skal absolut nok blive en stor chef en skønne dag.

Vi fik også smagt den ikoniske 2016 Iconic fra Rolland & Galarreta, hvilket var en vin, som jeg ikke havde smagt før. Den er dyr, men for pokker den smager godt. En ved bordet sagde endda, at skulle han have en vin med på en øde ø … så skulle det være denne.

Vinsmagningen

Det blev en herlig aften, hvor vinene blev præsenteret for alle deltagere ved, at Javier Ruíz de Galarreta først fortalte om de vine, som vi skulle smage. Det blev derefter suppleret af Michel Rolland og så kom maden på bordet bagefter.

Det var perfekt, for så kunne man først lige smage vinen inden maden, men også til maden bagefter. Michel Rolland snakkede også om deres bestræbelser på at lave stabilt gode vine … altså vine, hvor kvaliteten er høj hvert år, bl.a. med en optisk sortering af alle druerne.

Rolland snakkede selvfølgelig også lidt om fadlagring … hvor man enten ruller fadene eller laver bâtonnage to gange dagligt. Han fik også snakket lidt om det, at være flyvende vinmager og komme rundt til de mange forskellige vinhuse.

Med vinene fra Bodegas Amaren var det Richard C. E. Grant, som præsenterede vinene og det gjorde han med både lune og masser af fakta. Han er selvfølgelig vant til at sælge vinene fra vinhuset, men man kunne mærke på ham, at han virkelig brændte for vinene.

Det blev en aften med masser af vinsnak omkring bordet, men også andre emner. Det meste foregik på engelsk, men jeg fik også snakket med Mads S, Peter og Jens, hvor sidstnævnte – der faktisk tidligere har været direktør for Sparekassen Hvetbo – var mellem job og mente, at han da sagtens kunne passe lageret hos Mads … med minimalt lille svind naturligvis.

Undervejs blev der også tid til at skåle … et par gange …

… men også masser af snak henover bordet …

… og så en skål igen …

Tiden fløj afsted og pludselig var aftenen slut, men sådan er det jo, når man er i godt selskab. Der blev lige tid til foto af Mads flankeret af frue, nogle af medarbejderne hos Supervin og selvfølge de tre udenlandske gæster.

En stor tak til Supervin for invitationen, Mads for godt værtskab, medarbejderne for flot indsats … og efter smagningen gik turen mod hotellet, træt, småfuld og fyldt med indtryk fra mødet med dejlige mennesker, god mad og lækker vin.

2020 Hacienda Solano, Selección, Ribera del Duero, Spanien

2020 Hacienda Solano, Selección, Ribera del Duero, SpanienNæste vin er fra Bodega Hacienda Solano og dermed mit elskede Ribera del Duero. Det er et vinhus beliggende midt i byen La Aguilera i Burgos området og derfra smager jeg nu en 2020 Selección.

Hacienda Solano er et lille familievinbrug, der blev grundlagt i  begyndelsen af ​​2000’erne af de tre søskende Nuria, Agustín og Estrella Solano. Deres familie har ejet vinhuset i generationer og de fleste af vinstokkene er da også plantet af de tre søskendes to bedsteforældre, som dog oprindelig blot leverede druerne til kooperativerne i La Aguilera og Quintana.

Hacienda Solano fik dog først rigtigt vind i sejlene i 2016, hvor vinmageren Toni ​​Sarrión, der til dagligt driver Finca Terrerazo i det sydøstlige Spanien blev ansat til at lave vinene sammen med den franske vinmager Sophie Kuhn.

Allerede året efter kom Toni ​​Sarrión med i ejerkredsen som majoritetsaktionær. Han blev måske tiltrukket af mulighederne med familiens 25 hektar vinmarker med nogle af de ældste vinstokke i Ribera del Duero … de fleste i alderen 60 til 90 år plantet på ikke mindre end 40 forskellige parceller.

Hacienda Solano laver udelukkende vin på druer fra deres egne vinmarker og sikrer på den måde fuld kontrol med kvaliteten. De er desuden en af producenterne, der – med succes – tilsætter en lille andel af den hvide, aromatiske Albillo drue til en række af deres rødvine.

Denne 2020 Selección består da også af 98% Tempranillo og 2% Albillo, der kommer fra 30 år gamle vinstokke med rødder dybt i en jordbund med ler, mergel og kalksten. Efter en kold premaceration af druerne i 2-3 dage, så er vinen gæret over 9-10 dage, hvorefter den så er lagret 8 måneder på klassiske franske barriques og 500 liter tonneaux fade samt 3 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er det en tør og mørkere vin med masser af garvet læder, gamle egefade, gamle cigaræsker, gran, nelliker samt en frugt af søde kirsebær, hindbær, svesker, kakaopulver, chokolade, røg, lidt baconfedt og endda lidt kødfuld suppleret med ristede og krydrede noter.

I munden er det også en mørkere og kødfuld vin, hvor de krydrede og ristede elementer hurtigt kommer frem til med peber. Frugten er blåbær, kirsebær, hindbær og svesker, egentlig ret frisk og frugttrig i smagen suppleret med kakaopulver, markante tanniner, der er både tørre, tætte og tydelige … og sidst svag sødme. 90 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 120 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7