Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2010 Silverado Vineyards, Mt. George Vineyard Merlot, Californien, USA

2010 Silverado Vineyards, Mt. George Vineyard Merlot, Californien, USAMed næste vin bliver vi i det amerikanske, nemlig med vinen Mt. George Vineyard Merlot fra vinhuset Silverado Vineyards. der ligger på Silverado Trail i Napa Valley i Californien.

Vingården blev købt i 1978 af Ron og Diane Miller, som havde forelsket sig i området i Napa og ønskede at producere vin. Ron var en tidligere professionel football spiller hos USC Trojans, mens Diane kom fra en ganske velhavende familie. Hun hed Diane Disney Miller og hun var eneste biologiske barn af Walt Disney og hustruen Lillian Bounds Disney.

Diane arbejde selv som bestyrelsesformand for Walt Disney Family Foundation … en nonprofit organisation, som bl.a. driver Walt Disney museet og ellers promoverer Walt Disney. Hun var også uddannet pianist og havde også været generøs bidragsyder til San Francisco Symphony og Los Angeles Philharmonic. Derudover har hun skrevet bøger, bl.a. bogen The Story of Walt Disney.

Parret så først på en vingård ejet af Harry See, men endte med at købe Harrys nieces vingård, som også var sat til salg. Ejendommen var i god stand og der var 32 hektar vinmarker med primært Chardonnay og lidt Gewürztraminer … midt i kultområdet Stags Leap … USA’s første AVA appellation, som alene omfatter omkring 20 vingården med et unik terroir.

Faktisk endte det med, at Dianes mor nogle år senere købte vingården tilhørende Harry See … og den er i dag sammenlagt med Silverado Vineyards.  Siden har Miller familien udvidet med køb af bl.a. Finetree Vineyard og Mt. George Vineyard.

I dag har vingården omkring 160 hektar vinmarker, bl.a. markerne Stags Leap Vineyard, Miller Ranch, Soda Creek Ranch, Finetree Vineyard, Mt. George Vineyard og Vineburg Vineyard.

Diane Disney Miller døde i 2013, så i dag drives vingården af Ron Mille sammen med børnene samt lederen Russ Weis og vinmageren Jon Emmerich.

Og Silverado Vineyards har siden etableringen haft stor succes og vinene nyder stor anderkendelse på bl.a. USA’s toprestauranter og blandt verdens førende vinkritikere.

Og kun 12 år efter første årgang blev årgang 1990 Silverado Vineyards kåret til USA’s bedste Cabernet Sauvignon i Wine Spectator, som beskrev Silverado som “a perfect expression of Stags Leap”. Silverado står i dag som en af bannerførerne for klassisk struktureret Napa Valley.

Her er det dog ikke Cabernet Sauvignon, men husets Mt. George Vineyard Merlot, hvor druerne kommer fra Mt. George vinmarken, hvor vinstokkene er plantet for foden af den gamle vulkan Mt. George og med kort afstand til San Pablo Bay, som giver lidt kolde vinde til det varme område.

Det er imidlertid ikke ren Merlot, men 77% Merlot, 19% Cabernet Sauvignon, 4% Malbec og 1% Petit Verdot, der er gæret i ståltanke og lagret 17 måneder i franske egetræsfade, hvoraf 45% er nye.

Duftmæssigt er her modne bær, modne solbær, mørke kirsebær … nærmest stjålet fra julens risalamande, vanilje, ristede kaffebønner, mynte og en lidt krydderurter. Der fornemmes en svag sødme og fin tørhed.

I munden er smagen præget af modne kirsebær og solbær samt en vis syre, tørhed, blyant, blæk og bitterhed, således det ikke bliver for jammy og holder vinen i god balance mellem tæt struktur, blødhed, frugt og syre. Dejlig Merlot … så ikke noget med fucking Merlot her.

Forhandles bl.a. af Lidtmere.dk, hvor vinen pt. er på tilbud til 249,95 kr. mod en normalpris på 319,95 kr.

Rating 5/7 

2014 Domaine Agapé, Riesling Grand Cru Osterberg, Alsace, Frankrig

2014 Domaine Agapé, Riesling, Grand Cru Osterberg, Alsace, FrankrigPaul havde denne sommer været i Alsace … og selvfølgelig besøgt Vicent Sipp på Domaine Agapé lige udenfor Riquewihr. Derfor skulle vi selvfølgelig smage lidt hvidvin i form af denne Riesling Grand Cru Osterberg til forretten, som bestod af lidt hummersuppe.

Domaine Agapé er et fantastisk sted at besøge, for dels er Vincent en meget charmerende og totalt gæstfri mand – lidt på samme måde som hans broder Jacques fra Domaine Sipp Mack – og dernæst er vinene fra Agapé helt fantastiske.

Vincent har sammenlagt omkring 8,5 hektar vinmarker, hvoraf hans parceller på Grand Cru markerne Schoenenbourg, Rosacker og Osterberg udgør omkring en tredjedel af det samlede areal.

Vincent dyrker markerne ordene efter økologiske principper. Al gødning til afgrøderne er fra naturlig kompost og jorden bliver pløjet i efteråret for både at stimulere livet i jorden og undgå vinterens erosion. Målet er at få så koncentrerede druer med så rent et udtryk som muligt.

Vincents vine serveres bl.a. på Restaurant Noma, men som Vincent siger; “der har jeg ikke selv spist … det er alt for dyrt”. Han fortalte også, at han havde været i Illums Bolighus i København i forbindelse med en vinsmagning, men her måtte han også flygte, for uhhh hvor var det også dyrt.

Osterberg er én af tre Grand Cru vinmarker, der ligger over Ribeauville. De tre Grand Cru marker ligger på et særskilt afsnit af bjergskråningens nordlige side. Samlet er de tre Grand Cru marker i alt på 24,6 hektar, og de laveste placerede vinstokke står i en højde omkring 250 meter.

Kirchberg er den højeste af vinmarkerne og ligger mest mod vest af de tre. Geisberg ligger under Kirchberg fra syd til øst af bakken, mens Osterberg indtager den østlige del af bakken … heraf også navnet Osterberg … det østlige bjerg.

Der er en mærkbar forskel mellem en Riesling fra Osterberg og en fra de varmere, mere udsat skråninger af Kirchberg, blot et par hundrede meter væk på samme bakke.

Duftmæssigt er der let petroleum, lidt grønlige noter, citrus, æbler, hyld … fin intensitet og dybde, estragon og et lidt syrlig krydret element. Syren i vinen er smukt dominerende … men uden det bliver for meget. Der er mineralske og grønne noter, god balance og syren sidder også lang tid i eftersmagen.

Dansk importør er Clément Vin, hvor prisen er omkring 210 kr.

Rating 5/7 

2013 Weingut K.H. Schneider, Domberg Riesling, Nahe, Tyskland

2013 Weingut K.H. Schneider, Domberg Riesling, Nahe, TysklandRiesling … druernes dronning er et must, hvis man skal smage tysk hvidvin. Vi startede med denne Domberg Riesling fra Weingut K.H. Schneider, som holder til ved byen Bad Soberheim omkring 80 kilometer sydvest for Frankfurt i Nahe området.

Weingut K.H. Schneider er grundlagt i 1956 af Karlheinz Schneider, men drives i dag af 3. generation i form af brødrene Andreas (Andi) og Christoph Schneider, men de får dog fortsat hjælp fra forældrene Bernd og Marion.

Vinhuset har samlet 11 hektar vinmarker fordelt på de 3 marker Sobernheimer Domberg, Sobernheimer Marbach og Schlossböckelheimer Felsenberg.

Der satses primært på Riesling, men huset laver også lidt Spätburgunder, Grauburgunder samt lidt Dornfelder og Bacchus. Vinene er selvfølgelig opdelt helt traditionelt i Gutsweine, Ortsweine og Lagenweine. Der laves også lidt Sekt og Brände samt andre specialiteter.

domberg
Her lige et foto fra Domberg marken

Sobernheimer Domberg marken  er en stejl, sydvendt skråning, hvor jorden er præget af sten, rødsten, skifter og kvartsit. Det er med til at give meget ekstreme vine med kraft, salt og mineralske toner.

Denne Domberg Riesling er Weingut K.H. Schneiders eneste Lagenwein fra denne mark … og altså lavet med nogle af husets bedste druer. Lavet på rustfrie ståltanke.

I næsen løftes forventningerne allerede ….uhmmmm, dufter nærmest helt sprød med grape, abrikos, mirabeller, svag petroleum og virker derudover tæt med fin dybde.

Smagsmæssigt også helt i top med en langt mere fremtrædende syre. Syren er længere fremme i smagen, men afbalanceret … og har alligevel hovedrollen sammen med grønne toner, ikke så stor sødme samt fint med mineraler, flint og sten. Smager rigtigt godt.

Forhandles af Tysk Vin Klub, hvor prisen er 125 kr.

Rating 5/7 

2009 Spier Wines, Frans K Smit, Stellenbosch, Sydafrika

2009 Spier Wines, Frans K Smit, Stellenbosch, SydafrikaVi sluttede byggemødet med en sydafrikansk vin … vinen Frans k Smit fra det store vinfirma Spier Wines. Det er i øvrigt en vin, som vi tidligere har smagt i byggesjakket … blot i en årgang 2006.

Spiers Wines er herhjemme nok mest kendt for deres serie af basisvine med navnet Savanha, som der alene her i Danmark årligt sælges omkring tre millioner flasker af. Savanha er endda så stort et hit i Danmark, at Spier Wines har lavet en hjemmeside på dansk alene med Savanha vinene.

Og Spier Wines er også en stor historie, for bl.a. har Spiers tilknyttet tolv langsigtede kerne-avlere og ni kontrakt-avlere til vinhuset. Bare igennem de 9 kontrakt-avlerne, har Spier Wines adgang til mere end 700 hektar vinmarker.

Spiers kælder producerer over 3.800 tons druer om året, hvoraf omkring 2.900 tons er røde druer og 900 tons er hvide druer. Hvor mange flasker vin, som der produceres årligt har jeg ikke fundet, men det er helt sikkert mange, mange millioner.

Druerne dyrkes hovedsageligt i de kystnære regioner, herunder Stellenbosch, Durbanville, Darling, Elgin Helderberg, Paarl, Riebeek Valley og Breede River.

Vinmager, kældermester og manden bag Savanha er Frans K. Smit, og hans tilgang til vinfremstilling er enkel;  minimal indblanding for at opnå konsekvent friskhed, maksimal smag og en perfekt balance.

Frans’ interesse for vinavl begyndte i en tidlig alder. Han er opvokset på en landbrugsejendom i Kakamas i Northern Cape i Sydafrika. Han begyndte med et eksamensbevis i kælderteknologi i 1993, og opnåede den fineste udmærkelse i sin klasse, og specialiserede sig i ønologi i sit tredje og sidste år.

Umiddelbart efter afslutningen af sine studier, sluttede Frans sig til Spier Wines, et relativ lille firma på det tidspunkt og en årlig produktion på sølle 25.000 kasser.  Spier var – og er – et historisk vinhus, som oprindelig er grundlagt i 1692 af Arnoud Jansz i hjertet af Cape Winelands ved bredden af Eerste floden … omkring 10 kilometer udenfor Stellenbosch.

Ved udgangen af år 2000 havde Frans fået vi vinhuset til at vokse stødt og der blev på det tidspunkt investeret i en opgradering af vinkælderen til ikke mindre end 20 millioner Rand. Spier Wines er i dag et af Sydafrikas største vinhuse.

Hele Spiers ejendom er dog meget mere end vin. Her tilbydes for det første fantastiske omgivelser og natur, men der er ligeledes masser af hollandsk arkitektur, udsøgte restauranter, lækre hotel forhold, samt masser af kunst og kultur.

Hos Spier er bæredygtighed i højsædet, og virksomheden fik i 2004, som den første virksomhed i Sydafrika overhovedet, en pris for bæredygtighed fra WIETA (Vinindustriens Etiske Handelsforening) for at give sine ansatte i hotel- og forlystelseskomplekset gode, etiske arbejdsvilkår og lønningsforhold.

Man gør en stor indsats hos Spier for, at de i alt 400 ansatte trives og har mulighed for at videreuddanne sig via en vifte af kurser, som virksomheden tilbyder dem.

Derudover har Spier i forbindelse med sine mange genbrugsprojekter oprettet små bæredygtige firmaer i tilknytning til hoteldriften – firmaer, som udliciteres til de ansatte, og som beskæftiger et større antal fattige sorte fra lokalområdet.  Et eksempel er et lille firma, der ud af genbrugspapir fra Spier laver forskellige papirprodukter, som firmaet så sælger tilbage til hotellet.

Spier Wines topvin er denne vin, som er opkaldt efter vinmageren Frans K Smit.  Brugsen, som forhandler vinen i Danmark, har selv beskrevet vinen som deres super-premium-vin, og den vin man skal vælge når “supervine ikke er gode nok”. Store ord … og helt sikkert også pænt overdrevet.

Blendet til Frans K Smit varierer en smule fra år til år. I årgang 2009 består blendet af 41% Cabernet Sauvignon, 28% Merlot, 17% Shiraz og 14% Pinotage, mens der fx i 2006’erne også var lidt Cabernet Franc og Malbec i. Vinen er lagret på franske barriques i 31 måneder, heraf  50% nye fade.

Duftmæssigt – som sidst – en varm og fyldig vin … virker nærmest kødfuld med animalske noter, babybræk, brugte karklude, gammel kælder, champignon, kridt … god frugt med solbær, blåbær, lidt blommer, kakaopulver, vanilje og ristede fade.

Det er smagsmæssigt også en kraftig fætter … meget intens med tætpakket frugt, solbær, krydrede elementer samt godt med syre og tanniner. Trods kraften stadig en god friskhed. Virkelig god vin.

Forhandles normalt i SuperBrugsen, hvor prisen normalt ligger på 439 kr., men den kan ofte findes på bud til 299,95 kr.

Rating 5/7 

2010 Familia Zuccardi, Zuccardi Zeta, Mendoza, Argentina

2010 Familia Zuccardi, Zuccardi Zeta, Mendoza, ArgentinaEfter en amerikansk slagside i de oversøiske vine til seneste byggemøde, så var næste vin dog argentinsk … nemlig denne Zuccardi Zeta fra vinhuset Familia Zuccardi, som holder til i Maipú provinsen, lidt øst for Mendoza by.

Der driver de – foruden vinhuset – også restauranten Casa del Visitante.

Vinhuset er grundlagt i 1963 af ingeniøren Alberto Zuccardi, som allerede i1950 slog sig ned i Mendoza. I starten af 1960’erne begyndte han at plante nogle vinstokke og eksperimentere med et system for kunstvanding. Det var et system, som han selv havde opfundet baseret på metoder, som ellers kun bruges i Californien.

Egentlig var det slet ikke meningen, at Alberto Zuccardi ville lave vin. Han ville bare afprøve afvandingssystemet i praksis, og til det formål anlagde han en mindre vinmark. Forsøget var meget vellykket, og samtidig blev han grebet af vindyrkning, således det blev startskuddet for vingården.

I dag drives vingården af 3. generation i form af Sebastián Zuccardi, som dog får hjælp af faderen José Alberto, mens broderen Miguel står for gårdens produktion af olivenolie, ligesom søsteren Julia har ansvaret for restauranten. Med andre ord et rigtigt familieforetagende.

Men det er et pænt stort familieforetagende, for Familia Zuccardi har i dag ikke mindre end 837 hektar vinmarker, fordelt med 37 hektar på La Consulta, 55 hektar på Vista Flores og 90 hektar på Altamira … i Valle de Uco. Derudover 475 hektar i Santa Rosa og endelig 180 hektar i Maipú. 35% af vinmarkerne drives økologisk.

I september 2015 blev winemaker Sebastián Zuccardi for anden gang kåret til “Winemaker of the Year” i Gaucho Annual Winemaker Awards i London. Wine Enthusiast har nomineret Familia Zuccardi til New World Winery 2015 og Decanter har udråbt José Alberto og Sebastián Zuccardi som værende blandt de fem mest indflydelsesrige personligheder i argentinsk vin.

Zuccardi laver vine under 3 brands, nemlig Zuccardi, Santa Julia og Malamado. Under Zuccardi brandet er vinene delt op i serier, bl.a. Serie A, Q, specialiteter samt Icon vine.

Denne Zuccardi Zeta er lavet på 87% Malbec og 13% Cabernet Sauvignon, alle fra ca. 40 år gamle vinstokke. Fremgangsmåden er den samme som med Zuccardis anden topvin med en grundig håndsortering både før og efter afstilkning af druerne. Gæringen starter spontant med de i kælderen naturligt forekomne gærstammer. Efter gæring og maceration over ca. 30 dage lagrer vinen i franske fade i omkring 12 måneder inden den endelige blanding.

Næsen er sådan godt fyldig med mørke bær, solbær, svag blomme, saft og kraft, lidt kaffe og kakaopulver, lakrids, grønne grene, vanilje … men virker til at hænge godt sammen. Intet stikker ud og virker meget tillokkende med svag blomsternote til sidst.

I munden er der selvfølgelig også saft og kraft, fed og cremet, men det bliver her ikke for voluminøs, for der er både syre og godt med tanniner i vinen. Der er syrlige mørke bær, solbær, blommer, let peber og virkelig tør.  Måske aftenen bedste vin.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 259 kr. ved køb af 1 flaske og 229 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5/7  

2015 Weingut Karl H. Johner, Weißer Burgunder & Chardonnay, Baden, Tyskland

2015 Weingut Karl H. Johner, Weißer Burgunder & Chardonnay, Baden, TysklandHvorfor ikke snuppe endnu en vin fra den gode Karl Heinz Johner? Det blev en af husets hvidvine, nemlig denne Weißer Burgunder & Chardonnay, et blend som Johner lavede som første vinhus i Tyskland tilbage i 1993.

Blendet består af 68% Weißer Burgunder samt 32% af den verdenskendte Chardonnay fra flere forskellige parceller rundt om i Kaiserstuhl.

I kælderen sker der en meget blid presning af druerne, og en stor del bliver fermenteret spontant og vinen undergår malolaktisk, hvor 75% af vinen lagrer 9 måneder i rustfrie ståltanke og 25% i brugte barriques. Oprindeligt lod Karl Heinz 100% af vinen gære og modne i brugte barriques, men ændrede dette i 2003 for at sikre en lidt friskere aroma i vinen.

Og den har bestemt en ganske indbydende aroma … hvor der fornemmes fedme, våde fade, tropiske frugter, abrokat, modne æbler, mineralitet og et strejf af lidt citrus.  Hvor er duften dog aromatisk, fed og lækker.

Smagen er fyldig, fed, rund og blød med lidt fersken, pærer, mens syren er afrundet med svag bitterhed og lidt mineraler. Vinen er meget blød med både syre og sødme.  Lækker og virkelig indbydende vin.

Købt på vingården, hvor prisen er 16,00€ … eller omkring 120 kr.

Rating 5/7

2009 Quinta do Mouro, Quinta do Mouro, Alentejo, Portugal

2009 Quinta do Mouro, Quinta do Mouro, Alentejo, PortugalVi slipper kvinderne et øjeblik med denne signaturvin fra vingården Quinta do Mouro, som ligger ved byen Estremoz i Alentejo regionen … en vin lavet på Aragonez, Alicante Bouschet, Touriga Nacional samt lidt Cabernet Sauvignon.

Vinhuset er grundlagt i 1990 af Miguel Louro, … eller helt præcist Miguel de Orduna Viegas Louro, men havde i mange år ellers været ejet af Zagalo familien, som havde anvendt vingården som sommerbolig. Men Miguel så et potentiale og startede en vinproduktion, hvor den første vin kom på markedet i 1994.

I dag er det imidlertid sønnen Luis Louro, som står for vinproduktionen, dog med hjælp fra konsulenten Luis Duarte. De laver årligt omkring 70.000 flasker vin fra de 22 hektar vinmarker, som hører til Quinta do Mouro. Faren – som fortsat ejer vingården – blander sig dog også en gang imellem.

De laver samlet 8 forskellige vine på Quinta do Mouro og denne her har blot samme navn som vingården. Den er lavet på 45% Aragonez, 30% Alicante Bouschet, 15% Touriga Nacional og 10% Cabernet Sauvignon og lagret 14 måneder på store 300 liter franske egefade, heraf 50% nye fade.

Duftmæssigt er der masser af frisk frugt … dyb, mørk frugt, solbær, sorte kirsebær, vanilje, kanel, tobak … fyldig og rund fætter. Smagen er virkelig cremet, blød, rund med solbær, modne tanniner … tyk, fed og charmerende.

Forhandles af Nordentoft Wine, hvor prisen er 289 kr. for en flaske og 229 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5/7 

2014 Le Sot de L’Ange, Red is Dead Pétillant Naturel, Loire, Frankrig

2014 Le Sot de L’Ange, Red is Dead Pétillant Naturel, Loire, FrankrigZed’s dead, baby. Zed’s dead … siger bokseren Butch Coolidge til den smånaive Fabienne i den geniale Pulp Fiction. Her er det imidlertid ikke Zed, som er død, men i stedet er Red is dead navnet på en Pét-Nat fra The Fool of Angels, englens nar a.k.a. Le Sot de L’Ange … den unge Quentin Bourses innovative vinhus.

Pét-Nat? Er det kæledyr om natten eller petting om natten … eller what-the-fuck? Ingen af delene … men det vender jeg selvfølgelig fluks tilbage til. No worry.

Udover det catchy navn, så stikker etiketten også øjeblikkeligt ud. Quintins velkendte mandlige udspringer hænger rødt i luften som seglet der krydser hammeren og den røde sovjetstjerne er også kommet med. Red is dead … den røde betonkommunisme er død eller måske skyldes det, at Quintin med denne vin håber at starte en ny oktoberrevolution?

Der er imidlertid ikke megen russervand over denne lille charmetrold, som udover den jerntunge sovjetetiket også kommer uden prop … men i stedet med en ganske almindelig dødelig kapsel på toppen. Jeg finder en gammel støvet øloplukker og knapper den røde satan op med en fint og lydhør blop. Hmmmm … der er bobler i flasken.

For Red is dead er nemlig en Pétillant Naturel … og det betyder jo på ægte jysk en mousserende naturvin. Pétillant Naturel vine kaldes også ofte blot for Pét-Nat… moderne hipstervin og champagnes landlige fætter. Moderne vin, som i øjeblikket er virkelig hot, in, cool og bestemt ikke uden grund.

Hos Le Sot de ‘Ange er denne Pét-Nat således også en brusende fætter til vinen La Couture Rosé, som jeg skrev om for ikke så længe siden. Derfor skal jeg også spare jer for historien om vingården.

Denne Red is Dead Pétillant Naturel er lavet på druen Chaudenay, som også hedder Gamay de Chaudenay eller Gamay Teinturier de Chaudenay og er – langt ude –  i familie med Gamay druen fra Bourgogne.

Chaudenay er en rød drue og menes at være en mutation af sorten Gamay de Bouze. Druen blev opdaget i 1832 af J. M. Bidault ved byen Chaudenay i Saône-et-Loire ved Bourgogne, men i dag findes den primært i Loire. Der findes i dag kun 183 hektar tilplantet med Gamay Teinturier de Chaudenay.

Druen er forholdsvis tyndskindet, giver meget transparente vine, modner sent og kan give enorme udbytter på helt op til 300 hektoliter pr. hektar.

Hvor meget Quentin Bourse høster ved jeg, men formentlig knap så meget, da vinmarkerne dyrkes fuldstændig biodynamisk. Vinen er gæret helt ud og lavet uden brug af tilsætningsstoffer eller svovl.

Og det er sgu er herlig vin … og indtil nu måske endda den bedste, som jeg har smagt fra Le Sot de L’Ange. I næsen er der godt med jordbær, stikkelsbær, flint og mineraler. I munden er boblerne egentlig ganske blide og vinen er rigtig dejlig læskende med tonsvis af jordbær og andre lyserøde bær, lidt jern og flot, flot syre, som sikrer, at det aldrig bliver for sødt.

Det er sgu dejlig vin, som jeg vil anbefale og jeg hoster selvfølgelig fluks op med 5 røde stjerner …øhh Thumbs Up.

Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor den halvkommunistiske Pét-Nat kan erhverves for beskedne 115 kr.

Rating 5/7 

2009 Guerrieri-Rizzardi, Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2009 Guerrieri-Rizzardi, Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, ItalienSelectionsmagningen gav gensyn til et vinhus, som jeg besøgte sidste sommer, nemlig Azienda Agricola Guerrieri-Rizzardi … et minderigt besøg, hvor imødekommenheden var kølig og i skikkelse af en tiltrækkende ung og graciøs fruentimer, som var svær at lokke vin fra.

Ja på det punkt dumpede vinhuset, men vinene fejler imidlertid ikke noget, og det gælder også denne Amarone.

Hvis du vil læse om vinhuset og mit besøg der sidste sommer, så findes det på blogindlægget om husets Bardolino Classico DOP.  Der er også et par fotos fra den imposante sted.

Lad os i stedet kigge nærmere på denne Amarone, som er lavet med druer fra husets marker i Negrar … og hovedparten fra vinmarken Pojega, hvor vinstokkene er op til 32 år gamle.

Druerne er 42% Corvinone, 30% Rondinella, 18% Corvina og 10% Barbera, som alle er tørret på tørreloftet i 3½ måned, hvorefter vinen er fermenteret over 1 måned. Derefter har vinen lagret 12 måneder på 2,25 hektoliter egefade og derefter 24 måneder i store 25 hektoliter fade. Der er produceret 13.300 flasker af denne vin.

I næsen er der – juhuuu – ingen rosiner, men derimod dejlig frugt, mørke bær, lette blommer, en svag parfumeret note, lakrids samt lidt søde krydderier. Smagen er blød, kraftfuld, fyldig … men der er ikke fede blommer, men derimod masser af frisk frugt, våde fade og voluminøs sødme uden det dog bliver for meget.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 425 kr., men er dog i øjeblikket på tilbud, hvor 2 flasker kan købes for 600 kr.

Rating 5/7 

2009 Weingut Muenzenrieder, Blaufränkisch, Burgenland, Østrig

2009 Weingut Muenzenrieder, Blaufränkisch, Burgenland, ØstrigPeter, ejeren fra Bistroteket virker – som alle gode kokke – glad for vin og liver op, når der bliver efterspurgt specielle vine. Jeg efterspurgte som sidste gang lidt Blaufränkisch, og fik denne gang anbefalet en fra Muenzenrieder, et hus jeg tidligere er stødt på her på bloggen.

Weingut Muenzenrieder holder til i den lille by Apetlon i Seewinkel området ved Neusiedlersee Nationalpark i Østrig, et område som i øvrigt er kendt for de mange saltsøer.

Og i byen Apetlon finder der to vinhuse med navnet Muenzenrieder, nemlig det store moderne Weingut PMC Münzenrieder, som drives af brødrene Peter und Christoph Münzenrieder samt dette, lidt mindre Weingut Muenzenrieder, som drives af far og søn, Johann og Johannes Münzenrieder.

Gennem naturlige dyrkningsmetoder, udbyttebegrænsning og kontrolleret kælderarbejde, frembringer far og søn kraftfulde vine af regional karakter og stor intensitet. Vingården har i alt 22 hektar vinmarker, og 60% af markerne er tilplantet med de hvide sorter; Chardonnay, Riesling, Grüner Veltliner, Sauvignon Blanc, Traminer, Muscat og 40% med de røde sorter Zweigelt, Blaufränkisch, Cabernet Sauvignon, Gamay, Merlot og Pinot Noir.

Der laves et pænt stort sortiment af frugtige og friske hvidvine, og herudover også en række elegante rødvine med intens duft af røde bær. Mange af husets røde vin lagres på barriques. Vingården producerer samlet hvert år omkring 250.000 flasker vin.

Der produceres også en række søde vine hos Weingut Muenzenrieder, bl.a. Beerenauslese, Trockenbeerenauslese og Eiswein. Disse har ideelle vækstbetingelser der, da området er begunstiget af den tilstødende sø Neusiedl og talrige små moser i området, hvilke tjener som varme reservoirer, der giver rigelige mængder af fugtig luft, hvorved druerne nemt bliver angrebet med Botrytis, den ædle råddenskab. Omkring 10% af produktionen er søde vine.

Men der er nu intet sødt ved denne Blaufränkisch fra Weingut Muenzenrieder, som helt sikkert har lagret på egefade … men ellers har jeg faktisk ikke rigtig nogen information om fremstillingen af vinen. Så i stedet tager vi da bare et direkte hovedspring ned i glasset.

Næsen er herlig aromatisk, landlig af Pommeren til … selvom Pommeren vistnok ligger i Polen og lokalt hedder Pomorskie. Der er blæk, en nærmest mørk og moden side med modne kirsebær, eg, mentol og en slags grøn-syrlig ensilage samt lidt krydderier og urter.

Smagen er pebret og krydret med jern, mineraler og godt med kirsebær. Det er syrligt, kantet og alligevel med en vis lethed og elegance … sådan. Fed vin at finde på en restaurant … sådan skal det være.

Forhandles af Vinotheket, hvor vinen koster 89 kr.

Rating 5/7