Domaine Weinbach er én af de helt store klassiske producenter i Alsace med rødder langt tilbage i historien. De havde også en enkelt vin med i Best Riesling Alsace, nemlig deres helt almindelig basis 2017 Alsace Riesling.
Vinhuset ligger i Kaysersberg og er grundlagt i 1612 af en flok kapucinermunkene, som holdt til på det kloster, som lå ved den berømte 5 hektar store vinmark Clos des Capucins. Ja faktisk kan ejendommen dateres helt tilbage til før 800-tallet.
Under den franske revolution overgik ejerskabet af vinhuset og de tilhørende jorder til staten, men en del år efter – nemlig i 1898 – blev vinhuset overtaget af Faller brødrene, som overlod det til sønnen/nevøen Théo Faller.
Théo blev en fremtrædende figur i Alsace, og han arbejdede målrettet på at forbedre kvaliteten af vinene fra Domaine Weinbach og anerkendelsen af området som Appellation d’Origine Contrôlée. Han viede sig liv til Domaine Weinbach, som han også løbende udvidede og forbedrede.
Han døde i 1979 og derefter blev driften overtaget af hans hustru Colette og døtrene Cathrine og Laurence. I 2014 døde Laurence imidlertid pludselig og tragisk af et hjertestop, mens moder Colette døde i 2015, så i dag drives stedet af Cathrine.
Det gør hun sammen med sønnen Théo, som er opkaldt efter sin morfar. Sammen driver de 23,5 hektar vinmarker, som omfatter de 3 Grand Cru marker Schlossberg, Furstentum og Mambourg. De ejer derudover også en parcel på Altenbourg og den historiske 5 hektar store Clos des Capucins, som vinhuset er eneejer af og engang var en del af det gamle munkekloster.
De sidstnævnte 2 vinmarker er ikke Grand Cru klassificerede, men alle eksperter er enige i, at det burde de være. Siden 2010 har alle marker været certificeret biodynamiske.
Vinene fra Weinach står stilmæssigt i stor kontrast til alle andre vine, man finder i Alsace. Frem for at fokusere på power og sødme, så er domænets vine utroligt intense og elegante. Desuden er de ekstremt lagringsværdige, og med alderen opnår de tydelige mineralske smagselementer.
Denne Alsace Riesling er lavet på druer fra Clos des Capucins marken samt fra unge vinstokke fra Schlossberg Grand Cru marken.
Næsen er ganske urtet, men samtidig er det hele meget stringent, præcis og man tænker også meget klassisk. Der er bund, animalsk bundtræk, godt med blomster, kompleksitet, lakridskonfekt og røg, Der er fersken, melede æbler, citroner, mirabeller … vildt dragende aroma. Det er ikke fordi, at der er noget, som stikker helt ud, men alligevel har vinen duftmæssigt en vild nerve, en stor renhed og præcision, som jeg virkelig beundrer, selvom det endda blot er én af husets basisvine. Vild god næse.
Smagen er sådan lidt tilbagelænet … god og krisp syre, god friskhed, lemon bitterhed, citroner, grønne æbler og alt er bare flot, sindssyg velkomponeret og sammenhængende. Der er en fin sammenhæng i vinen med en direkte syre, friskhed og balance. Det bliver aldrig helt vildt, men holder et virkelig højt niveau.
Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen ved køb af 12 flasker er 179,95 kr.
Vinanmeldelse 5,5/7