Tag-arkiv: Pfalz

2018 Weingut Von Winning, Deidesheimer Grainhübel Riesling GG, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Von Winning, Deidesheimer Grainhübel Riesling GG, Pfalz, TysklandBestyrelsesmødet sidste hvidvin var fra Weingut Von Winning og det var en 2018 Deidesheimer Grainhübel Riesling Großes Gewächs.

Weingut von Winning ligger midt i byen i Deidesheim i Pfalz og var en del af ét stort vinhus, der oprindelig var ejet af Andreas Jordan.

Han var én af de store vinbønder i Deidesheim, der også var manden, som først indførte strenge udvælgelsesregler for at producere kvalitetsvine og stod bag begrebet Spätlese i Pfalz.

Da Andreas Jordan døde i 1848 så blev hans enorme ejendomme og jorde opdelt i tre og solgt. Det blev i 1849 til vinhusene Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan, Weingut Reichsrat von Buhl ejet af Franz Peter Buhl og så Weingut Dr. Deinhard.

Og sidstnævnte Weingut Dr. Deinhard hedder altså i dag altså Weingut von Winning. Ændringen skete i 1907, hvor Dr. Andreas Deinhards svigersøn kaptajn Leopold von Winning trådte ind i vinhuset og samtidig fik virkelig gang i vinproduktionen.

Via sirligt arbejde hævede von Winning langtsomt kvalitet af vinene til nogle af datidens største vine. Von Winning var også med til at grundlægge VDP. Senere blev vinhuset solgt igen … skiftede navn tilbage til Weingut Dr. Deinhard og levede herefter mange år i glemslen uden at gøre større væsen af sig.

I 2007 blev vinhuset imidlertid købt af forretningsmanden Archim Niederberger. Ham har vi hørt om før, idet han i 2002 også havde købt både Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan og i 2005 Reichsrat von Buhl.

Dermed var de tre vinhuse, der tilbage i 1849 var blevet delt i det, som dengang blev kaldt Jordan divisionen, nu igen samlet under én ejer, og navnet Weingut Dr. Deinhard blev så igen ændret tilbage til Weingut von Winning.

Faktisk var man dog meget pragmatisk, da man ændrede navnet tilbage til Weingut von Winning, for så lavede man blot 2 serier af vine … én under navnet Dr. Deinhard og én under von Winning … og det gør man fortsat den dag i dag. Vinene under Dr. Deinhard er billigere vine, som alene er lavet og lagret på ståltanke.

Desværre døde Archim Niederberger i 2013, så i dag er det hans kone Jana, som ejer de tre historiske vinhuse.

Weingut von Wining ejer i alt 44 hektar vinmarker omkring byerne Ruppertsberg, Deidesheim og Forst, hvor de bedste vinmarker er Kirchenstück, Pechstein, Jesuitengarten, Ungeheuer, Kieselberg, Kalkofen, Langenmorgen, Spiess og Paradiesgarten … alle marker med høj anseelse i klassifikationerne.

Faktisk var de to førstnævnte Kirchenstück og Pechstein allerede i 1828 – i datidens uvurderlige klassifikationer – betegnet som de to bedste marker i hele Pfalz.

Efter mange års tilværelse i glemslen har vingården i de sidste år oplevet en sand genfødsel. Weingut von Winning ledes af Stephan Attmann, som betegnes som en fuldstændig vingal, ja nærmest genial-vanvittig hvirvelvind af en direktør og vinmager.

Under hans ledelse er der lavet en kompromisløs, naturtro dyrkning af vinmarkerne … ikke bare efter biodynamiske metoder, men også uden brug af kobber. Samtidig har man øget markernes beplantningstæthed til utrolige 9500 stokke pr hektar.

I vinkælderen foregår vinifikationen også anderledes end andre steder. Spontangæring af den ufiltrede most foregår uden temperaturkontrol i træfade af forskellig størrelse.

Disse træfade er ikke kun de traditionelt benyttede tyske fade, men også fade fra de allerbedste producenter i Bourgogne. Og netop Frankrigs store vine er Attmanns store inspiration, og det er især Bourgognes store vine, der er hans målestok for den kvalitet, han søger at opnå fra Pfalz’ absolut bedste marker.

Denne 2018 Deidesheimer Grainhübel Riesling Großes Gewächs er lavet med Riesling druer fra Große Lage marken Grainhübel, der ligger på en sydvendt skråning undergrund af rød sandsten og tertiær kalksten.

Efter høsten er druerne presset og så har mosten spontangæret alene med druernes egne gærceller i 500 liter egefade og efter endt fermentering er vinen også lagret i fadene i 18 måneder sur lie, altså med bærmen.

Dejlig Riesling, som har noget fadfedme … en tynd lille smørfrakke ovenpå, men har et lyst sind indenunder med blomster, masser frisk frugt med æbler, fersken, abrikos og så et hel mark sommerblomster og en stenet mineralitet. Fadene bidrager med vanilje, nødder og er med til at give en lidt opulent fornemmelse.

Sådan er smagen egentlig også … har både de lidt tungere fadnoter med olieret nøddekompot og en lidt voluminøs tyggevenlig frugt, der starter med kandiseret grape, sødlig lemonbitterhed og syrlige drop af citronbolsjer, kogte pærer og en pivfrisk, ren syre, der giver vinen et smukt bid og elegant fylder munden … 94 point.

Forhandles herhjemme af Atomwine, men denne vi er ikke fundet … på vingården koster en nyere årgang 32€ … svarende til 238 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2023 Weingut Rudi Rüttger, Neuleininger Höllenpfad Cool Climate Sauvignon Blanc, Pfalz, Tyskland

2023 Weingut Rudi Rüttger, Neuleininger Höllenpfad Cool Climate Sauvignon Blanc, Pfalz, TysklandVi skal retur til Weingut Rudi Rüttger og det er med en vin, som jeg tidligere har smagt, for det er nemlig hans Neuleininger Höllenpfad Cool Climate Sauvignon Blanc, som jeg smager i årgang 2023.

Sauvignon Blanc druerne til vinen kommer fra de kølige og kalkholdige terroirs omkring Neuleiningen i det nordlige Pfalz og den er lavet i en tør og frugtbevarende stil med kølig gæring og kortvarig modning på ståltanke.

Duftmæssigt er Sauvignon Blanc mere skarpe i næsen med masser af grøn peber, græs, tomatstilke og stikkelsbær, men så mere venlige i smagen. Her er det nærmest omvendt, for duften er slet ikke vild og med de normale Sauvignon Blanc karakterer. I stedet er der en smule eksotisk frugt med mango, hyld, kandiseret grape … og selvfølgelig nogle af de sædvanlige noter af flint, grøn peber og stikkelsbær … men faktisk temmelig diskret og afdæmpet.

Men i smagen kommer syren sgu frem med blot en lille Faxe Kondi sødme. Det er dog mest sure citroner, umodne grønne æbler, grape og en anelse bitter lemon. Vinen har dog en lille smøret fylde, der så giver et bidrag til den venlige side … men det er sgu Sauvignon Blanc alle vil finde fornøjelig … både vinnørder og Fru Jensen. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2022 Weingut Spindler Lindenhof, Forster Riesling, Pfalz, Tyskland

2022 Weingut Spindler Lindenhof, Forster Riesling, Pfalz, TysklandNæste vin er en Ortsriesling … en 2022 Forster Riesling fra vinhuset Weingut Spindler Lindenhof beliggende på Weinstraße i byen Forst i Pfalz vinregionen.

Vinhuset er vi stødt på en del gange her på Houlbergs Vinblog, så det skriver jeg ikke om igen, men kigger så blot videre på denne vin, hvor alle Riesling druerne kommer fra de kalkrige vinmarker beliggende i 120-160 meters højde i bakkerne lige vest for byen Forst.

Vinen laves på traditionel vis med både vinificering og kort tids lagring på stål, da man ønsker at fremhæve den enkle, rene og friske karakter i Riesling-druen.

Duften er virkelig rank og kølig … ganske dejlig og byder endda på en snert af lidt petroleum samt linolie. Men den der smører godt, kører godt og det passer fint på denne vin, som også har et cremet udtryk og frugt med grønne æbler, umodne pærer samt citroner. Stilen er frisk, kølig og mineralsk … stenet og letsaltet mineralitet, hvor du næsten fornemmes skifer og granit.

I munden kommer der lidt mere pondus og krop med … saftig most fra gule og grønne æbler, lidt frugtsødme, kandiseret grape og grillet citron … godt med frisk syre og alligevel med noget sul på kroppen, som jo også gør vinen både rustik og samtidig venlig. Til prisen får man virkelig masser af Riesling drikkeglæde. 90 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 112 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Weingut Mathias Gaul, Pinot Gris St. Stephan, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Mathias Gaul, Pinot Gris St. Stephan, Pfalz, TysklandInden vi gik over til rødvinene, så serverede Gert E også en orangevin i form af denne 2020 Pinot Gris St. Stephan fra et vinhus, som vi før er stødt på, nemlig Weingut Mathias Gaul.

I glasset er vinen let orange og den er lavet med Pinot Gris druer fra marken St. Stephan i Asselheim. Druerne er høstet med håndkraft og derefter macereret med skallerne i 36 timer.

Derefter er de presset og gæringen er sket med letbrugte barriques fra Bourgogne efterfulgt af malolaktisk gæring. Efter endt gæring er vinen lagret omkring 12 måneder sur lie på samme fade med en løbende batonnage.

Det er duftmæssigt en fed og moden vin, som næster virker en kende oxideret med lidt møbelpolish, læderfedt, tørret abrikos og anden tørret frugt, honning, nødder, akacietræ, kanel og vanilje.

I smagen er der også masser af tørret frugt, olieret, maskulin, fed og temmelig intens. Den har en mørk syre og i frugten kommer der også syltede og saltede citroner, kandiseret lemon og ganske blød smag,  hvilket giver en meget rolig, moden og dejlig orangevin. 93 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 375 kr., mens prisen er 300 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Weingut Spindler Lindenhof, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2021 Weingut Spindler Lindenhof, Spätburgunder, Pfalz, TysklandVi har før smagt vine fra Weingut Spindler Lindenhof, der helt passende ligger på Weinstraße i den lille by Forst vel omkring 20 kilometer svag sydvest for Mannheim i Pfalz. Nu smager jeg så hans røde Gutswein … en 2021 Spätburgunder.

Spindler Lindenhof er grundlagt i 1895, hvor Eugen Spindler købte en vingård, der tidligere havde været statsejet. Den statsejede vingård blev solgt i 3 dele, hvor Eugen overtog en del, men også selve vingården på den gamle  brostenbelagte hovedgade midt i Forst… en gammel bygning opført i midten af det 19. århundrede med smukke hvælvede kældre.

Spindler familien stammede oprindeligt fra Bourgogne og havde inden overtagelse af vingården i Forst også selv været involveret i vinproduktion i Mittelhaardt siden 1620. Den købte vingård blev hurtigt kaldt Lindenhof  … efter to lindetræer, som Eugen Spindler havde plantet efter fødslen af hans to sønner i 1902 og 1904.

Siden 1992 har Weingut Lindenhof aka Spindler Lindenhof været drevet af Timo Spindler, som er 3. generation på vingården, som han overtog fra sin far Peter, der fortsat er medejer.

Timo har samlet 11 hektar vinmarker. Den vigtigste – og største – vinmark klart er Deidesheimer Langenmorgen. Derudover er der parceller på Forster Ungeheuer, Musenhang, Jesuitengarten, Ruppertsberger Hoheburg, Deidesheimer Leinhöhle og Herrgottsacker.

Spindler Lindenhof laver alene 2 Spätburgunder vine … denne basisvin aka  Gutswein og en Deidesheimer Herrgottsacker. Der er der ikke mange oplysninger om produktionen, men efter gæringen er vinen lagret en periode på store Stückfass. Vinen har 5,6 gram restsukker pr. liter.

Man bliver glad, når man dufter til vinen … sødlig hestestald, let, lys og animalsk saft, friske lyserøde bær, jordbær, kirsebær, hindbær og tranebær …. derudover lidt træ og sødlige noter af røde bolsjer, lidt candyfloss og svagt lidt mineralske stenede elementer.

I munden er det – som da jeg smagte vinen i årgang 2018 – lidt en maskulin Spätburgunder, men vi er fortsat i den lyse og ubekymrede afdeling med kirsebær, jordbær og noget lemon samt frugtsyre, der giver god friskhed kombineret med et drys peber. Dermed bliver det en meget frugtrig, let og tilgængelig vin, som man sagtens kan drikke spandevis af og vil begejstre de fleste … 91 point og godt køb.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2023 Weingut Rudi Rüttger, Spätburgunder vom Kalkboden, Pfalz, Tyskland

2023 Weingut Rudi Rüttger, Spätburgunder vom Kalkboden, Pfalz, TysklandI den vinøse kryds og tværs fra Weingut Rudi Rüttger fik jeg 3 på stribe med denne 2023 Spätburgunder vom Kalkboden fra nogle af Rudi kølige og kalkrige marker omkring Neuleiningen.

Vinen er fremstillet med gæring på ståltank ved 25-28 grader efter 7 dages udblødning og maceration. Efter endt gæring er 90% af vinen lagret i store betontanke, mens 10% lagrer på egetræsfade for ekstra smagsdybde og krydret kompleksitet.

Som med 2022’eren dufter det af klassisk tysk Spätburgunder med lidt sød og landlig stald, godt med mødding samt en frugt af kirsebær og jordbær, godt med våde fade, brunkul og tørv … sådan lidt dyb og  mørk i stilen og slynger du glasset rigtigt meget, så kommer der også en jernagtig mineralitet.

Smagen er også let … klart lysere end duften, for her er der jordbær, søde kirsebær, hindbær og tranebær … umiddelbart også ret spinkel, lys og perifer. Syren virker ret blid, alt er fin, lyst og let … tanniner er der heller ikke mange af, men det er drikbart som bare fanden, lys, saftig, læskende og har en sødlig bitterhed fra sorte te-blade og kraftige tørrede rosenblade. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2023 Weingut Rudi Rüttger, Riesling Le Tendre Feinherb, Pfalz, Tyskland

2023 Weingut Rudi Rüttger, Riesling Le Tendre Feinherb, Pfalz, TysklandNæste Weingut Rudi Rüttger i trioen blev så denne 2023 Riesling Le Tendre Feinherb, hvor der er skruet en anelse op for sødmen via større indhold af restsukker.

Rudolph Rüttger har lavet denne vin med Riesling druer fra familiens egne marker omkring Neuleiningen. Vinen er alene lavet på rustfrie ståltanke, både gæring og dem efterfølgende korte lagring. Da det er en Feinherb, så indeholder vinen 16 gram restsukker pr. liter, hvilket endda er lige 2 gram mere end foregående år.

Her er Riesling druens ædle karakter langt tydligere … i næsen kommer der nemlig en terpentinvæddet klud … det er petroleum og så citroner, der mest er syltede og lidt småfede. Der er fersken, gule æbler, lemon og så har vinen en flot inderlighed, skrøbelighed og virker virkelig dragende.

I munden kan du godt smage, at der er skruet op for sødmen, men det er slet ikke alarmerende eller for meget, men er med til at give vinen krop, fylde og får også frugten til at virke syltet, rund, blød og saftig. Men tag ikke fejl, for der er skam også en syre, men den virker mere afdæmpet eller måske halvskjult i forhold til 2022’eren, mens mineraliteten heller ikke kommer så meget frem.. Det giver sgu en sødlig, stram, læskende og bestemt flot Riesling med en sødlig kant, så dermed 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 109,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 89,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2023 Weingut Rudi Rüttger, Riesling Kabinett Trocken, Pfalz, Tyskland

2023 Weingut Rudi Rüttger, Riesling Kabinett Trocken, Pfalz, TysklandWeingut Rudi Rüttger i Neuleiningen har jeg smagt mange vine fra og nu smager jeg 3 vine i årgang 2023 … alle vine, som jeg tidligere har smagt i foregående årgang. Jeg smager med at smage Rudis 1 liter 2023 Riesling Kabinett Trocken.

Det tyske vinhus ligger i byen Neuleiningen i det nordlige Pfalz og stammer fra 1643, så Rüttger familien har været vinbønder i en menneskealder.

Men i dag ledes Weingut Rudi Rüttger af den unge og dygtige Rudolph Rüttger. Han er uddannet på HBLA Klosterneuburg og har efter endt eksamen også arbejdet hos vinproducenter i både Østrig og New Zealand, inden han vendte hjem til familieforetagendet, hvor han fortsat får lidt hjælp af farmand Heinrich.

De har samlet 15 hektar vinmarker, som er fordelt på 3 marker, nemlig Sonnenberg, Schlossberg og Feuermännchen, der alle ligger tæt på gården og er en del af Großlage Höllenpfad. Jordbunden er forskellig i de tre marker.

På Feuermännchen er jorden rig på sandsten, som er perfekt til Riesling, mens burgundiske druer Grauburgunder, Weissburgunder og den røde Spätburgunder trives bedst på Sonnenbergs kalksten. Vinmarken Schlossberg har derimod jord med rød sandsten i den vestlige del og mere grusjord i den østlige del og er samtidig den varmeste af de 3 marker.

Men her er det imidlertid en Gutsriesling … altså basisvin på Riesling og den kommer endda i en stor 1 liter flaske, som  unge og dygtige Rudolph Rüttger har lavet på 100% ren Riesling fra kalk- og sandholdige skråninger omkring Rüttgers hjemby Neuleiningen i det nordlige Pfalz.

De friskplukkede druer presses umiddelbart efter høst og mosten har så gæret på ståltanke ved 16 grader og efter endt fermentering også lagret på tankene. Vinen har 3,2 gram restsukker pr. liter.

Af en Gutsriesling i en 1 liter flaske … så dufter den sgu ganske bedårende med en blød frugt af kvæde, gule æbler, lidt stikkelsbær og lidt champagnebrus sodavandsis og endda lidt eksotisk frugt med mango, fersken … saftig lille … øhhh stor bandit.

Og sådan smager den også … saftig, stor med tropiske gener … dermed bliver det selvfølgelig ikke en ren, stram Riesling, men en Riesling med det brede smile og stor bagdel … igen multifrugtjuice, grønne æbler, sødbitter lemon, mineraler og limonadesaft tilsat en lille portion sødme, som alle kan være med … og med 1 liter i flasken, så kan de bestemt også være med … alles zuzammen. 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2018 Weingut Karl Schaefer, Dürkheimer Michelsberg Riesling GG, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Karl Schaefer, Dürkheimer Michelsberg Riesling GG, Pfalz, TysklandVi fortsatte med tysk Riesling, for den næste vin blev en  2018 Dürkheimer Michelsberg Riesling Grosses Gewächs fra Weingut Karl Schaefer på Weinstraße i byen Bad Dürkheim i Pfalz.

Vinhuset er oprindelig grundlagt i 1843 af lægen Dr. Christian Schaefer, men det er hans søn Karl Schaefer, som er ophav til det nuværende navn på vingården.

I dag drives gården af 6. generation i form af ægteparret Marianne – også kaldet Nana – og Job von Nell. De har over 17 hektar marker og blandt dem finder vi klassificerede marker Michelsberg, Spielberg, Pechstein, Gerümpel,  Fuchsmantel, Herrenberg og Weilberg.

Vinhuset har i mere end 100 år været medlem af VDP aka Verband Deutscher Prädikatsweingüter og familien har opnået anerkendelse både nationalt og internationalt for deres finesse, kompleksitet og balance.

De fokuserer på at udtrykke det unikke terroir i Pfalz gennem deres vine og anvender bæredygtige dyrkningsmetoder i deres vinmarker.

Her smager vi deres 2018 Dürkheimer Michelsberg Riesling Grosses Gewächs, hvor druerne kommer fra Grosse Lage delen af Dürkheimer Michelsberg … en af de ældste afgrænsede vinmarker i Pfalz. Den ligger sydligst på Dürkheimer bjergkæden med terrasser, som vender mod syd og har en optimal eksponering mod solen.

Jordbunden består især af smuldrende røde sandsten og aflejringskalk, som sikrer en god dræning i dybden. Druerne her er altid modne før de andre parceller, men bliver høstet relativ tidligt, mens de stadig har friskhed og sprødhed.

Der er ikke så meget info om produktionen, men druerne er økologiske, gæringen er sket spontant i ståltanke og vinen skulle vistnok også være lagret med bærmen i tankene … og så ligger restsukker niveauet omkring 6 gram pr. liter.

I næsen er der også lidt mere fedme end hos den foregående … som fed linolie, petroleum, nødder og har en frugt, der virker en smule til den federe side med tørrede og kandiserede frugter … fersken, pære og ananas, meget dyb og intens med lidt mulle kælder og røg … pænt cremet og olieret.

Sådan smager den også … cremet og småopulent, meget intens med hvid peber, fuldfed kandiseret grape og eksotiske frugter af mango, ananas og grillet lemon … men samtidig perfekt balanceret mellem sødme, syre og den hvide peber. Den har godt med modent bid og nogle nærmest nøddeagtige elementer. 95 point.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 379 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2021 Weingut Rudi Rüttger, Neuleininger Sonnenberg Spätburgunder Réserve, Pfalz, Tyskland

2021 Weingut Rudi Rüttger, Neuleininger Sonnenberg Spätburgunder Réserve, Pfalz, TysklandEfter burgundisk Pinot Noir, så blev næste vin en 2021 Neuleininger Sonnenberg Spätburgunder Réserve fra Weingut Rudi Rüttger og det blev et glædeligt gensyn.

Vinen er lavet af den unge og dygtige Rudolph Rüttger, som i dag driver vinhuset. Jeg har smagt vinen et par gange før, nemlig både i en årgang 2018 og 2020.

Druerne kommer fra marken Neuleiniger Sonnenberg og efter høsten gærer de på cementtanke med hele 20 dages skindkontakt. Efter endt fermentering er vinen lagret 11 måneder på egefade, heraf 60% nye og let ristede.

Duftmæssigt er det en rank, kølig, ung Spätburgunder, hvor der omgående kommer lidt nelliker, læder, engelsk lakrids og blækagtige noter. Det virker tæt og koncentreret med en frugt af både skovbær, kirsebær og hindbær, cedertræ, mørk chokolade og blomster.

I munden er det vitterlig en ung, spændstig og frisk vin … den har også en pænt syreniveau. Det er nærmest friskpresset frugt af både lyse kirsebær, moreller, hindbær, ribs, citroner og lemon. Det gør, at du liver gevaldigt op … som et køligt vindpust. Der kommer bitterhed fra lemon og sorte te-blade. Det er pågående, stramt og kantet, men også velafstemt og juicy som tynd tranebærsaft. 91 point

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 139,95 kr,

Vinanmeldelse 5/7