En Gutsriesling er jo egentlig blot en Gutswein aka basisvin lavet på Riesling og det er netop sådan en fætter, at jeg har fået i glasset fra Weingut Jakob Jung og her i en frisk årgang 2023.
Weingut Jakob Jung er vi før stødt på her på Houlbergs Vinblog, så nu kigger vi bare nærmere på denne vin.
Her er druerne til vinen nøje udvalgt og kontrolleret inden vinfikationen, der først er sket med presning og så gæring alene i store rustfrie ståltanke. Dér er vinen så efter endt fermentering lagret sur lie 7-8 måneder inden aftapning på flaske.
Duftmæssigt er det en lidt comfortvenlig, varm og rund Riesling … i denne årgang er der ikke meget petroleum, linolie og syreniveauet virker også ganske mildt og saftigt. Det betyder også, at frugten er helt eksotisk med fersken, abrikos, gule æbler, kvæde, melon og lidt grillet citron og sød lemon, virker tæt og kompakt.
I munden er det også en rigtig saftig og læskende vin, lige ganske let perlende i munden, men ellers igen tropisk frugt, fersken, abrikos og syltede citroner, lemon samt en smule æblemost. Der er lidt sødme og sød bitterhed, en rund og integreret syre og alligevel en smule friskhed og bid, men det er en venlig og læskelækker Riesling, som lander på 89 point.
Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 100 kr. ved køb af 6 flasker.