Ro i huset … de fleste af lørdagens gøremål er klaret. 10K løb, bagt et franskbrød, slibning og oliering af bordpladen i køkkenet, har pudset vinduerne i huset, handlet ind … og er lige nu i gang med at lave lidt aftensmad … rodfrugter med rosmarin, olivenolie og hertil lidt økokylling.
Det bedste glas vin får man som bekendt, mens man laver mad, så jeg må fluks proppe en flaske op, og det blev denne Pieza El Caidero fra et vinfirma som kalder sig Majuelos de España, hvilket vistnok kan oversættes til noget i retning af Spaniens vinbjerge.
Vi er i appellationen DO Calatayud i vinområdet Aragón i den nordlige del af Spanien. På dansk hedder området også Aragonien, og det er var tidligere et selvstændigt kongerige (el reino de Aragón), som i middelalderen bestod af de såkaldte aragonske provinser Aragonien, Catalonien og Valencia.
Vinmæssigt består Aragón af flere appellationer, bl.a. Somontano, Cariñena, Campo de Borja og så Calatayud. Aragón halter stadig efter naboerne. Området er varmt og ligger for langt væk til at havet kan gøre sin positive indflydelse på temperaturen. De mange kooperativer er dog ved at vågne langsomt op og begyndt at producere vin med lidt mindre alkohol og mere frugtige, frem for tunge.
Majuelos de España er et spansk negociant firma. som ledes af Felipe Alvarez. Firmaets formål er at producere vine fra gamle vinmarker på tværs af hele Spanien, og de har da også tilknyttet en række vinmagere fra hele Spanien, bl.a. Rosa Zarza fra Toro, Cesat Mate fra Ribera del Duero (ham er vi tidligere stødt på her på bloggen, da han er leder af kooperativet Bodega Cooperativa San Pedro Regalado), Jose Alberto Calvi i Ribera del Duero, Juan Ayuso i Ribera del Duero, Joan Carles i Montsant, Fernando Garcia i Castilla Y Leon, Jose Domeco i Rioja samt Cesar Langa i Calatayud.
Og det er netop sidstnævnte, som står bag denne Pieza El Caidero. Cesar Langa er selv 5. generation af vindyrkere og -producenter i byen blev født til en femte generation af viticultors og vinproducenter i byen Calatayud. Cesar har en uddannelse som landbrugstekniker med speciale i vindyrkning. Hans vision er at bruge de nye teknologier i kombination med de stolte tradtioner, som er gået i arv fra hans forfædre. Til daglig driver Cesar sin egen økologiske vingård Bodegas Langa.
Pieza El Caidero er lavet på 96% Aragón og 4% Garnacha Roja. Aragón er en gammel lokal klon af Grenache, så det er med andre ord en ren Grenache baseret vin. Druerne indkøbes fra 5 forskellige marker i Calatayud … alle biodynamisk dyrket og fra vinstokke med en alder på omkring 70 år … ja faktisk er stokkene med Garnacha Roja over 90 år gamle.
Vinen laves med maceration 20 dage i rustfri ståltanke og 19 dage i trækar, hvorefter vinen har lagret 12 måneder på amerikanske egetræsfade og derefter mindst 9 måneder på flaske inden frigivelsen. Vinen aftappes ufiltreret. Jay Miller fra Robert Parkers Wine Advocate har giver vinen i denne årgang 2008 hele 91 point. Der er produceret 8.333 kasser af vinen og med 12 flasker i hver kasse, så giver det samlet lige omkring 100.000 flasker. Og én af disse er handlet her hos mig. Dejligt.
I glasset en herlig mørk vintereliksir og en næse med modne kær, mørke kirsebær, næsten blommer, labrids, kakao, våde egeplanker, vanilje og lidt sødme. I smagen er sødmen mere udtalt, men der er godt med fylde og krop. Her er mørke frugter, koncentration, blid syre … blød og cremet vin. Meget fyldig og drikkevenlig, og virkelig en pleaser … smager sgu ret godt, og meget spansk i udtrykket.
Købt i SuperBest i Randers for 69,95 kr., og det er fin pris for denne vin. Forhandles også af Supervin, hvor 1 flaske koster 99,95 kr., men 75 kr. ved køb af 6 flasker.
Rating 5/7