Tag-arkiv: Italien

2019 Cantine Buglioni, Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo, Veneto, Italien

2019 Cantine Buglioni, Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo, Veneto, ItalienBuglionis Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo har vi før smagt på Houlbergs Vinblog. Det er en Ripasso, som er kendt og fik navnet Il Bugiardo, da en meget kendt sommelier netop kaldte den løgnere, da han troede, at det var en Amarone.

Jeg har tidligere smagt den lille løgner i både årgang 2009, 2014 og 2017 … og tidligere har jeg da også skrevet en helt masse om vinhuset. Det gør jeg ikke denne gang, men kigger alene nærmere på 2019’eren.

Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo årgang 2019 er på 60% Corvina, 20% Corvinone, 10% Rondinella, 5% Croatina samt 5% Oseleta, hvilket i øvrigt også er samme blend som Cantine Buglionis almindelige Amarone … og fra årgang 2019 er alle markerne nu økologiske drevne.

Den friskpressede del gærer ad to omgange – først alene og derefter efter Ripasso-metoden med druekvaset fra Amarone-produktionen. Den tørrede del af druerne gærer separat med 20 dages udblødning af drueskallerne. De to vine – Ripasso’en samt vinen fra de tørrede druer – blandes herefter sammen. Vinen modner 12 måneder på 750 liter egefade og 5.000 liter fade … og så 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Det er duftmæssigt virkelig fadpræget, men med masser af herligheder i form af lakridskonfekt. sød tobak, finsk lakriods, en plade mælkechokolade, vaniljekiks, våde fade og en subtil, moden frugt med lyse, overmodne blommer, brombær, en smule svesker, let rosin, sødme, men på én eller anden måde bliver aromaerne aldrig for fede eller tunge.

Smagsmæssigt … hvor er vinen blød med en småstærk og samtidig rund, cremet og moden frugt, der dog er lidt stærk og har en rank ryg med bitterhed i frugten …  brombær, kirsebær, umodne blommer, lidt peber, jern og virker klart mere rustik end duften. Men får samtidig en lille likøragtig fornemmelse, for vinen har nemlig både styrken, intensitet og en lille efterbrænder, så klart 4,5 tomler med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 269,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2016 I Custodi, Ætneus Etna Rosso, Sicilien, Italien

2016 I Custodi, Ætneus Etna Rosso, Sicilien, ItalienJeg har et par gange smagt vinen Pistus Etna Rosso fra I Custodi, som er et lille siciliansk konsortium bestående af 5 vinavlere under ledelse af Maurizio Pagano og Salvo Foti. Nu smager jeg deres topvin Ætneus Etna Rosso i årgang 2016.

I Custodi delle Vigne Dell’Etna har via de 5 vinavlere samlet 7,5 hektar vinmarker fordelt på 4 forskellige marker på vulkanen Etnas sorte skråninger. Samlet laver vinhuset laver 5 forskellige vine og samlet 48.700 flasker årligt.

Vinmarkerne passes med respekt for miljøet, økologisk bæredygtighed og de bruger bl.a. et muldyr kaldet Ciccio i arbejdet med at bære kasserne med druer ned fra de stejle skrænter på vulkanens sider.

Denne Ætneus Etna Rosso  er – ligesom Pistus – lavet på 80% Nerello Mascalese og 20% Nerello Cappuccio og ligeledes fra marken Contrada Moganazzi Cantina marken i 700 meters højde ved Castiglione di Sicilia.

Men her er druerne ikke fra de unge vinstokke, men fra gamle stokke op til 90 år gamle. Druerne høstes med håndkraft, hvorefter 80% afstilkes. Så knuses druerne blidt, hvorefter maceration og gæring sker over 12 dage i rustfrie ståltanke.

Derefter er der sket malolaktisk gæring og så er vinen lagret i 24 måneder på 500 liter tonneaux egefade. Derefter tappes vinen på flaske og lagrer yderligere 24 måneder. Der laves årligt lidt over 8.000 flasker af vinen.

WAUW for en duft … både bondsk, rustik, landlig  og elegant burgundisk med beaujolaisagtig nerve. Sikke smuk æterisk lethed, næsten legende i sine lyse frugtnoter. Der er kirsebær, hindbær, lidt røg, saltlakrids, vanilje samt en grøn, direkte nerve. Der kommer en duft af røde, syrlige bolsjer, lidt friske blomster og hvor det egentlig en særdeles dragende og fantastisk duft-

Smagen følger meget nøje duften og giver på mange måder associationer til noget burgundisk, blot med denne rustikke, noget landlige og animalske nerve og en vild lys, let og smuk saftighed. Der er lyse kirsebær, hindbær, moreller, støvede tanniner, godt med træ, men alt er let, feminint, skarpt og præcist. Hvor er det dog godt, så dermed 6 store tomler med pil op.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 250 kr.  ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2021 Terre Cevico, This is Sashy Chardonnay, Emilia-Romagna, Italien

2021 Terre Cevico, This is Sashy Chardonnay, Emilia-Romagna, ItalienDet er ikke mange uger siden, at jeg smagte en frisk 2021 Zealy Sauvignon Blanc fra det store kooperativ Terre Cevico Societe Coop Agricola, der mest laver vin fra deres vinhuse i Lugo di Romagna, Forlì og Reggio Emilia.

Nu smager jeg atter en vin fra kooperativet og det er en 2021 This is Sashy Chardonnay.

Som I måske husker fra sidste indlæg, så har kooperativet i dag ikke mindre end 5.000 medlemmer aka vinavlere, der samlet har noget over 7.000 hektar vinmarker samt hele 20 vinerier i Emilia-Romagna.

Og det er fra et af disse, at denne This is Sashy Chardonnay kommer fra og druerne fra en række marker ikke så langt fra havet.

Først er alle druerne afstilket, hvorefter de skånsomt er presset. Gæringen gennemføres på ståltank ved 16 og 18 grader, hvorefter den også får delvis egetræskrydning … måske via spåner? Derefter er vinen så blot lagret sur i ståltankene inden endelig flaskning.

Luca Maroni har givet vinen 96 point, men ham er vi jo ikke specielt imponeret af her på Houlbergs Vinblog.

Duftmæssigt er vinen ret frisk … masser af sommer, blomster, en sødere kant, hyld, fersken, melon og egentlig utrolig behagelig. Her er der ikke noget som stikker ud, har denne blide frugt og så lige et touch af let karamel, kandiseret appelsin, vaniljeis og hvis vejret ikke allerede var godt, så kan du næsten ikke undgå at komme i sommerhumør.

Smagen er måske nok ikke helt så frisk og let som duften, men det virker igen meget behageligt med grønne pærer, æbler, citroner og en smule lemon. Det er ikke sådan, at man klart kan fornemme, at vi her smager Chardonnay. Der mangler måske lidt bund, men til prisen bliver det en lille sommercharmør, hvor der er tilpas med bitterhed, syre samt sødme, så kom bare an med mere sommer. Dermed er Houlberg omkring 88-89 point = 4 tomler med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 52,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2020 Zeni, Valpolicella Ripasso Superiore, Veneto, Italien

2020 Zeni, Valpolicella Ripasso Superiore, Veneto, ItalienSå blev det rigtig vaskeægte Zeni vin i form af denne lille blockbuster af en Valpolicella Ripasso Superiore, som ofte kaldes Amaronens lillesøster og en vin for rigtigt mange danskere.

Valpolicella Ripasso Superiore er lavet på 60% Corvina, 30% Rondinella og 10% Molinara. Druerne høstet manuelt og er udvalgt fra marker i Valpolicella Classico zonen. Når vinen så er færdiggæret, får vinen en ekstra gæring med druekvaset fra Zenis Amaroner, hvorefter den lagrer 12 måneder på egefade.

Den kommer i en flot og særpræget flaske, hvor Zeni navnet også er støbt i flasken … og så har den mærkat med 150 år, da denne årgang 2020 markerer husets grundlæggelse tilbage i 1870.

Som sidst jeg smagte vinen er frugten lidt moden, småsød med et markant fadpræg, men lige til at gå til og meget indbydende. Der er både søde kirsebær, blommer,  svesker, sultana rosiner, våde fade, en smule nelliker, lidt vanilje, fed balsamico og lidt grønne blade.

Sådan smager vinen også … er bare så behagelig med en lille varm, brændende og pebret kant. Dermed bliver det absolut en fyldig, blød og  rund arketypisk Ripasso Valpolicella. Der er rund smag af portvin og samtidig en vis friskhed i frugten, blommer, kirsebær med denne modne, løse, dejlige velkendte smag. Alt er pænt og poleret, men samtidig smager det sgu ret godt.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 89,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2021 Zeni, Lugana Vigne Alte, Veneto, Italien

2021 Zeni, Lugana Vigne Alte, Veneto, ItalienHvor Marogne serien omfatter 3 vine, så findes der hos Zeni ikke mindre end 7 forskellige Vigne Alte vine, nemlig Soave, Garganega, Custoza, Chiaretto, Bardolino, Valpolicella og så denne fra Lugana.

I modsætning til Lugana Marogne, så er høstudbytte faktisk 10% større, selvom Turbiana druerne her kommer fra ældre vinstokke, men vinen er som foregående også alene lavet på ståltanke med en kontrolleret temperatur efter en kort udblødning med skindet. Den er dog også lagret kortere tid end Marogne.

Her er duften virkelig klassisk Lugana … har fin dybde og god inderlighed med både pærer, dåsepærer, fersken, gule æbler, honningmelon, mandler … meget pleasende, let og særligt imødekommende.

Smagen er også fin rund … har en blød og alligevel kølig, ren frugt med æbler, lemon og grape. Her går sødme og bitterhed hånd i hånd med en fed og alligevel god syre. Har virkelig fylde, balance, en smuk frugt med grønne pærer, umodne ferskner, lettere olieret og samlet rigtig fin Lugana vin.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 89,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Zeni, Lugana Marogne, Veneto, Italien

2021 Zeni, Lugana Marogne, Veneto, ItalienCantina F.lli Zeni er et af de store, populære vinhuse, som mange danskere måske endda har besøgt i ferie ved Gardasøen og det er mest kendt for deres Valpolicella vine.

De laver dog også Lugana vine, så nu tester jeg et par stykker af dem samt en enkelt Valpolicella Ripasso Superiore, men starter med denne 2021 Lugana Marogne.

Jeg er selv af en dem, som på en sommerferie i 2015 besøgte det populære vinhus sammen med en masse andre  turister … stedet er nok også noget overrendt og samtidig meget kommercielt. De er med andre ord vant til, at turister i hobetal kommer forbi og for mange ikke vinnørder, er besøget nok også ganske interessant.

Historien om vinhuset Zeni startede omkring år 1800, hvor Bartolomeo Zeni fragtede varer mellem de forskellige byer omkring Gardasøen i Lombardiet. Han fragtede specielt vine, og havde god forstand på vin, og snart begyndte han selv at handle med vin.

Den forretning fortsatte så de næste par generationer, nemlig med sønnen Gaetano, hans søn Francesco. Det var først da Francescos sønner Faustino og Ernesto overtog familieforetagendet, at man selv begyndte vinproduktion og dermed grundlagte Cantina F.lli Zeni på adressen i Bardolino.

Efter Faustionos død blev gården i en årrække drevet i et partnerskab mellem Faustinos søn Gaetano og Ernesto, men efter Ernestos død af Gaetano alene. I dag er Gaetano også væk, så vinhuset drives af den seneste generation i form af Gaetanos 3 børn Fausto, Elena og Federica Zeni.

Samlet driver de over 70 hektar vinmarker i både Bardolino, Custoza, Lugana, Soave og Valpolicella. Og herfra laver de en lang række vine som fx Bianco di Custoza, Soave Classico, Bardolino Chiaretto, Bardolino Marogne, Cruino, Recioto della Valpolicella, Bardolino Classico, Valpolicella Classico og mange flere.

Her smager vi deres Lugana Marogne, hvor Turbiana aka Trebbiano di Lugana druerne kommer fra marker i bunden af Gardasøen, men jeg kan ikke se, om de ligger i Veneto eller/og Lombardiet, men vinen er lavet ved, at druerne først ligger i kølig maceration med skindet i en kortere periode, hvorefter de er presset, gæret ved kontrolleret temperatur og så lagret i ståltanke sur lie 6-10 måneder.

Det dufter sgu fint … sødere og rundere end forventet. Det er melon, fersken, pærer, en gul Københavnerstang, en smule røg, fennikel, lidt lakridskonfekt og svagt salte mineraler.

Smagen har slet ikke samme sødme … mere syre, godt med citroner, umodne, grønne æbler, abrikoser, lemon og grape. Der er en pebret syre, som giver masser af bid sammen med bitterhed fra både lemon og grapefrugter, noget jern samt saltet eftersmag.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 119,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Poliziano, Ambrae Bianco, Toscana, Italien

2020 Poliziano, Ambrae Bianco, Toscana, ItalienSidst jeg smagte vin fra Azienda Agricola Poliziano var det en 2019 Rosso di Montepuliciano, men nu smager jeg så en hvid Ambrae Bianco fra Federico Carletti og vinmager Carlo Ferrini.

De er en vin, som er lavet på et sjovt mix af 80% Chardonnay samt 20% Sauvignon Blanc fra 2 hektar østvendte marker i 350 meters højde.

Efter høsten har druerne gæret i rustfrie ståltanke ved en kontrolleret temperatur på omkring 20 grader med brug af udvalgt gær. Efter endt fermentering er vinen så lagret 6 måneder i stål og efterfulgt af 3 måneder på flaske inden frigivelse. Der laves årligt 7.000 flasker af vinen.

Duften er bestemt godkendt … først masser af blomster, fersken. honningmelon samt en snert ananas. Derudover er der også nogle brødkrummer, ristede elementer, brunet smør og lakridskonfekt, hvor lille, krydret sødme kommer frem.

I munden er det en blød vin, meget rund og uden så vild syre. Det giver i stedet en easygoing vin med fersken, melon og lemon, idet en sødmefuld bitterhed er med til at give vinen nogen rygrad. Det gør den også let læskende … og selvom der ikke er megen mineralitet, kommer der i stedet nogle lidt salte noter i eftersmagen.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 189,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 99,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2012 Parusso, Barolo Bussia, Piemonte, Italien

2012 Parusso, Barolo Bussia, Piemonte, ItalienFra mit besøg hos Parusso tilbage i sommeren 2019 havde jeg købt og gemt denne smukke 2012 Barolo Bussia, som jeg lige ville forkæle mine vinebuddies Gert og Jan med forleden aften. Og forkælelse blev det BIG TIME. Vild vin.

Mit besøg hos Parusso kan du i øvrigt læse meget mere om i mit blogindlæg; Besøg hos Parusso  … med søde Giulia Parusso som Barolo turguide. Under besøget smagte jeg i øvrigt også Barolo Bussia, men blot i årgang 2015.

Bussia marken er da også den bedste af Parussos marker og en klassisk mark. Parussos vinstokke på Bussia er lidt ældre end på de øvrige marker, nemlig mellem 15-50 år, men ellers er vinen lavet som de forrige, altså med 10 dages maceration og gæringen sker alene med druernes naturlige gærceller.

Vinen er efter endt fermentering lagret 18 måneder i barriques med bærmen og efter aftapning på flaske yderligere 6 måneder.

Hvor dufter det zen … afklaret, overbevisende, modent og så smukt sat sammen. Selvom vi forinden fik en 2013 Serranadi fra Negri, så overtrumfede denne klart den ellers fabelagtige Negri. I glasset har vinen en let brunlig kant og duftmæssigt er det også moden, rund og syrlig frugt, lyse kirsebær, jordbær, violer, læder, medicinskab, godt med te-blade, bitter Campari, gammelt teaktræ, engelsk lakrids, lidt tobak, gammelt og tyktflydende balsamico, laurbærblade … jeg kan næsten ikke være i min egen krop. Christ.

I munden det samme historie … bare så imponerende. Den har vilde tanniner samt en kæmpestor tørhed, som virkelig sætter sig rundt i munden og suger enhver dråbe mundvand med en irettesættende, vild og ubarmhjertig  strenghed.

Alligevel er vinen samtidig blød, rund, elegant og fylder din mund med masser af tør, småbitter og overdådig frugt, hvor en lille sødme lige binder smagene sammen. Læg dertil tørrede roser, nogle sorte tøfler, den tørre engelske lakrids, let mynte og et bid, der langt mere frisk end alderen på 2012 burde retfærdiggøre. Shit, hvor smager vinen godt … forførende, overbevisende og mægtig. #farerglad og dermed bliver det 6,5 tomler … med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske af en nyere årgang 2016 koster 749,95 kr., men kan fås til 699,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2020 Bibi Graetz, Casamatta Rosso, Toscana, Italien

2020 Bibi Graetz, Casamatta Rosso, Toscana, ItalienBibi Graetzs ikoniske 100 point topvin Testamatta koster tæt ved 1.000 kr., men mindre kan jo gøre det, så nu tester jeg også hans røde 2020 Casamatta Rosso, der også – som den hypede topvin – er en IGT vin lavet på ren Sangiovese, men til at få for menneskepenge.

Her kommer Sangiovese druerne imidlertid ikke – som hos Testamatta – fra tudsegamle stokke, men derimod fra de yngste vinstokke og så er vinen også udelukkende lavet i ståltanke.

Det gælder både med selve spontangæring i rustfrie ståltanke, men også den efterfølgende 6 måneder lagring sur lie er sket i ståltankene.

Druerne fra de forskellige vinmarker er i øvrigt vinificeret helt separat og den endelig vin først sammenstykket efter endt lagring. Casamatta betyder i øvrigt det tossede hus, men her skal man være småtosset for ikke at kunne li’ vinen.

For i modsætning til den hvide Casamatta Bianco så er dette sgu langt mere spændende og tiltrækkende med en lidt træagtig note, lidt skovbund, rå champignon og en frugtrig kerne med lyse kirsebær og hindbær samt en rå, balsamisk note.

Hvor er der godt med frisk frugt, tranebær, hindbær, ribs og umodne kirsebær og mirabeller, frisk og direkte, har masser af balsamisk syre samt et vildt godt bid, som bærer denne frugtrige, rene, blomstrede og flotte elegance, så 5 store tomler med stor pil op.

Forhandles af Supervin, men prisen kendes endnu ikke.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Bibi Graetz, Casamatta Bianco, Toscana, Italien

2021 Bibi Graetz, Casamatta Bianco, Toscana, ItalienBibi Graetz er et nyere toskansk vinhus, som har skabt et par højt velanskrevne kultvine som fx Testamatta og Colore. De har fået vildt høje point og bl.a. fik Testamatta i årgang 2018 de magiske 100 point af Decanter. Vi smager her en mere jordnær 2021 Casamatta Bianco.

Bibi Graetz ligger i Fiesole nær Firenze i Toscana. Bibi startede sit vinhus i 2000 ud fra en stor kærlighed til vin, selvom han ikke selv kommer fra en vinfamilie, men derimod er fra et rigtigt kunstnerhjem.

Her smager vi en 2021 Casamatta Bianco, der er lavet på 60% Vermentino, 30% Trebbiona Toscana samt 10% Ansonica og alene lavet på rustfrie ståltanke, hvor de efter endt fermentering også er lagret for at bevare friskheden.

Duftmæssigt er det også en frisk vin … ikke eksplosiv, men har godt med blomster, stikkelsbær, fersken, grønne blade, appelsinskal samt en smule grape. Der er ikke noget, som stikker af, men egentlig godt ren, mineralsk og sprød. I munden fortsætter friskheden … umodne æbler, citroner, sten og mineraler. Der er god og sprød syre, svag lemon bitterhed og en let jernet og mineralsk stramhed.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker

Vinanmeldelse 4/7