Tag-arkiv: Italien

2010 Ca´ Dei Ronchi, Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

2010 Ca´ Dei Ronchi, Amarone della Valpolicella, Veneto, ItalienSelvfølgelig slutter den lille trio af Ca´ Dei Ronchi vine med deres topvin, deres Amarone della Valpolicella … igen lavet på samme mix af druer som de to foregående.

Det betyder 70% Corvina og Corvinone, 20% Rondinella, 5% Molinara og 5% Oseleta, men druerne er selvfølgelig tørret i cirka 3 måneder inden vinifikationen, som er sket i rustfrie ståltanke med gæring og maceration i hele 50 dage. Efter endt fermentering er vinen overført til de store 20 hektoliter egefade, hvor vinen så lagrer hele 60 måneder inden aftapning på flaske og yderligere lagring i 12 måneder.

I glasset er denne Ca´ Dei Ronchi Amarone della Valpolicella langt lysere end forventet … spændende. Og sikke en balanceret, elegant og dragende duft, hvor der godt nok er lidt moden, fuldfed frugt med blommer, varme og sødkrydrede noter, men også samtidig en let, lidt luftig og rank duft kombineret med mælkechokolade, godt med lidt friske amaretto kirsebær, egetræ … faktisk en rigtig frisk og let Amarone trods hele 9 år på bagen.

Smagen følger nærmest duften spot on … let, frisk med masser af lette kirsebær, blommer … det er virkelig en frugtrig Amarone, som skiller sig ud med langt mere elegance og friskhed end de fleste andre Amaroner. Tanninerne er vildt bløde og vanvittig godt integrerede … uha det smager lækkert.

Jeg er en af dem, som sjældent vil vælge Amarone til julemiddagen, men denne vil jeg gladelig drikke til jul … igen og igen og igen. Klart 6 fede fingre og endda godt undervejs mod 6,5.

Forhandles af Buus Vine, hvor en flaske koster 479,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 430 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2012 Ca´ Dei Ronchi, Valpolicella Ripasso, Veneto, Italien

2012 Ca´ Dei Ronchi, Valpolicella Ripasso, Veneto, ItalienI serien af vine fra Ca´ Dei Ronchi har jeg nu næste vin i glasset, og det er deres Valpolicella Ripasso … lavet med nøjagtigt samme mix af druer som deres almindelige Valpolicella.

Det betyder med andre ord, at vinen er lavet på 70% Corvina og Corvinone, 20% Rondinella, 5% Molinara og 5% Oseleta. Som med lillesøsteren er vinen lavet i rustfrie ståltanke, men med maceration over 25 dage. Derefter er vinen overført til andre ståltanke, hvor der sker en ekstra maceration og gæring sammen med drueskallerne fra Amarone produktionen.

Ripasso gæringen varer alene 15 dage, hvorefter vinen så er lagret 36 måneder i store 20 hektoliter egefade efterfulgt af yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Der er ikke samme lethed og friskhed over Ca´ Dei Ronchis Valpolicella Ripasso, for næsen byder på en fed, tung og overmoden frugt, blommer, gamle egefade, lakridskonfekt … men en let, luftig og aromatisk syrlighed med kanel, vanilje og mælkechokolade redder dog tingene og giver et fint samlet billede.

Smagen minder på mange måder om duften … det er egentlig godt overmodent på en ganske fin måde og så er der alligevel noget rigtigt frisk og smagfuld elegance over vinen. Den er ikke så tør som forrige Valpolicella, men der er pænt med tanniner, godt med egetræ og en smule bitterhed, som dog er virkelig godt indpakket.

Forhandles af Buus Vine, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 229 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2013 Ca´ Dei Ronchi, Valpolicella Spargola Superiore, Veneto, Italien

2013 Ca´ Dei Ronchi, Valpolicella Spargola Superiore, Veneto, ItalienMed julen næsten lige for døren, så kommer der – sjovt nok – stor fokus på vinene for Valpolicella, som ofte går godt sammen med den fede julemad. Og jeres flittige vinblogger tester nu 3 vine fra et af de bedre vinhuse i Valpolicella, nemlig Ca´ Dei Ronchi. Vi starter med deres almindelige Valpolicella Spargola Superiore.

Ca´ Dei Ronchi er et nyere vinhus, som er grundlagt i år 2000 af Giorgio Campagnola og hans familie. Det ligger i bakkerne mellem byerne Negrar og Verona i Valpolicella, hvor familien sammenlagt har 5 hektar vinmarker med de klassiske Valpolicella druer Corvina, Corvinone, Rondinella og Molinara.

Giorgio etablerede vingården med et mål om at producere vine af meget høj kvalitet … vine som kunne tilfredsstille hans egen meget høje standard og selv de meste kræsne vinkritikere.

Til at hjælpe med produktionen har Giorgio hyret vinmagerne Roberto Vassanelli og Francesco Parisi, men derudover har han også hjælp fra sine to sønner Alessandro og Stefania.

De laver fra markerne i Valpolicella 3 forskellige rødvine, nemlig en Valpolicella, en Ripasso og selvfølgelig også en Amarone, alle vine som første gang kom på markedet i 2006. Men derudover laver familien også 2 mousserende Franciacorta vine fra marker i Lombardiet.

Denne Valpolicella Spargola Superiore er lavet på 70% Corvina og Corvinone, 20% Rondinella, 5% Molinara og 5% Oseleta. Vinen er lavet med maceration i rustfrie ståltanke over 15 dage med daglig overpumpning. Derefter overføres vinen til andre ståltanke for gennemføre den alkoholiske gæring inden lagring og malolaktisk gæring i 20 hektoliter egefade i 36 måneder samt yderligere 12 måneder på flaske … pænt lang tid for en Valpolicella.

Næsen er lysere og langt mere interessant end gennemsnittet af Valpolicella vine. Her har næsen næsten nogle af samme lyse træk som både Nebbiolo og Pinot Noir .. læder, krydrede blommer, godt med kirsebær og med Valpolicella varme, eg, krydderier, super lethed samt en smule mentol. Det er sådan god, ren, klassisk Valpolicella skal dufte.

Smagen er også ganske lækker … virkelig frugtrig med mellemrøde bær, kirsebær, blommer og moreller. Der er stor og krydret tørhed i munden, enebær, lidt sødme og bitterhed, men først og fremmest er vinen frisk, tilgængelig og proppet med frugt. Jeg er ikke den største Valpolicella elsker, men dette er altså godt.

Forhandles af Buus Vine, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Tenuta Decugnano dei Barbi, Villa Barbi Rosso Umbria IGT, Umbrien, Italien

2016 Tenuta Decugnano dei Barbi, Villa Barbi Rosso Umbria IGT, Umbrien, ItalienTenuta Decugnano dei Barbi ligger små 15 km fra byen Orvieto i bakkerne ved Lago di Corbara i Umbrien … og jeres flittige blogger har en særlig kærlighed for netop den vinregion. Derfor blev jeg også glad, da jeg åbnede denne Villa Barbi Rosso Umbria IGT.

Vingårdens historie går helt tilbage til 1.000 år før Kristus. På den charmerende vingård er der nemlig kældre under vinmarkerne, som dette gamle folk udgravede for over 3.000 år siden.

Kældrene bruges i dag til lagring af husets glimrende Spumante, lavet på den traditionelle champagne-metode. Men i nyere tid har gården dog fået navn efter ejeren Claudio Barbi, en vinhandler som købte gården i 1973.

Siden er vingården blevet nænsomt restaureret og i dag drives gården fortsat af Claudio, nu blot sammen med sønnen Enzo. For flere år siden besluttede far og søn at koncentrere deres indsats for at producere den bedste vin i området.

Produktionen blev skåret ned med to tredjedele, og der blev eksperimenteret med nye blandinger for at øge kvaliteten. Det første resultat blev de Tre Bicchieri i Gambero Rosso i 2011 for vinen Il Bianco di Decugnano i årgang 2009 … en vin jeg i øvrigt tidligere har skrevet om her på bloggen i anden årgang.

En af forklaringerne på, hvorfor gården kan lave så fremragende hvide vine, skal findes i jordbunden. En undersøgelse af jorden på deres vinmarker har afsløret samme jordbundsforhold som i netop Chablis. Kalkholdig og fyldt med skaller fra østers. Ligeledes ligger markerne 350 meter over havet, hvilket giver masser af luft og et klima en lille smule køligere end i resten af Umbrien.

Denne Villa Barbi Rosso Umbria IGT er en IGT vin, altså slet ikke lavet med den mindste andel Sagrantino og samtidig med beskedne 33% Sangiovese, idet der ellers er 34% Cabernet Sauvignon samt 33% Merlot i blendet.

Vinen er lavet udelukkende i rustfrie ståltanke med gæring ved 23-26 grader i 7-8 dage og efterfølgende maceration i 10-13 dage. Så er vinen lagret 8 måneder i ståltankene inden aftapning på flaske.

Næsen er mørk, balsamisk … godt med nelliker, garvet læder, masser af læder faktisk, mens frugten er sådan lidt mellemrøde kirsebær, brombær, tranebær og lidt granatæbler sammen med søde noter, søde krydderier, papkasser, rugbrød, en liflig, luftig mentol og sød aroma.

Smagen er tør, kraftig og balsamisk med frisk frugt, peber, jord, gæret i frugten, kirsebær, brombær og tranebær. Det er krydret, tørt og så med en vis saftighed, sødme og imødekommenhed. Det er umbrisk lækker Rosso vin af bedste skuffe.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 78 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Ada Nada, Langhe Sauvignon Neta, Piemonte, Italien

2015 Ada Nada, Neta Langhe Sauvignon, Piemonte, ItalienSidst jeg smagte en vin fra Vitivinicola e Agriturismo Ada Nada var det deres Langhe Nebbiolo Serena, som jeg kaldte en mini-Barolo til en helt sindssygt lav pris. Og nu har jeg igen en prisbillig vin fra vinhuset i glasset … deres hvide 2015 Neta Langhe Sauvignon.

Det er selvfølgelig 100% Sauvignon Blanc, og druerne er høstet tidligt om morgenen for at sikre friskhed. Druerne presses herefter omgående og den alkoholiske gæring sker på rustfrie ståltanke ved 15-16 grader.  Herefter er vinen blot lagret i ståltankene i 3 måneder og tappet på flaske uden filtrering. Vinen hviler på flaske i 2 måneder inden frigivelse.

Sikke da en aroma … både tropisk frugt og grønne asparges, hø og græs. Det er stikkelsbær, moden abrikos, fersken fra dåse, kiwi, grøn peber samt en snert af en københavnerstang.

Smagen er nærmest aromatisk, parfumeret og med en fed, saftig og svulstig frugt, fersken, abrikos, melon, kvæde … lidt moden blomster og sødkrydrede smage. Vinen er ikke vild på syren, men langt mere kontrolleret, afdæmpet og med stor intensitet.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 88 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Voerzio Martini, Barolo La Serra, Piemonte, Italien

2015 Voerzio Martini, Barolo La Serra, Piemonte, ItalienVi slutter hos Voerzio Martini på toppen, spidsen, tinden, toppunktet med kulminationen og deres ultimative klimaks … topvinen Barolo La Serra.

Vinen er selvfølgelig enkeltmarks Barolo fra La Serra marken, som den gode Roberto Voerzio også laver top Barolo fra. Så koster vinen blot langt over det dobbelte.

Marken La Serra ligger tæt på Case Nere, Brunate og Cerequio, og hos Voerzio Martini er stokkene på marken omkring 50 år gamle kun med Nebbiolo klonen Michet, som udmærker sig ved at sætte meget små druer med stor intensitet.

Som med den almindelige Barolo, så foretages der grøn høst 3-4 gange i løbet af vækstsæsonen, for at reducere udbytte og kun stå tilbage med optimalt modne druer. Til denne benyttes alene de bedste druer.

Gæringen sker i rustfrie ståltanke over 14 dage, hvorefter vinen lagrer 2-3 år på en blanding tonneaux og franske barriques, heraf omkring 2/3-dele nye fade.

Næsen er sådan meget ren med lidt mejeri, kærnemælk, violer, læder, grønne urter, mulle kælder, fennikel, ribs, syrlige kirsebær og nogen modenhed i frugten, tørre fade, grønne blade og lidt blomster.

Smagen er meget tør, igen en meget ren og stringent frugt, klart hindbær og ribs, masser af syre og pænt med tanniner. Frugten virker nærmest lidt vild, tæt i det og med et stort bid.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 595 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2015 Voerzio Martini, Barolo, Piemonte, Italien

2015 Voerzio Martini, Barolo, Piemonte, ItalienVi slutter vor lille Voerzio Martini intermezzo, affære og optrin med husets Barolo’er … og vi starter med deres basis Barolo, hvor druerne kommer fra de to marker La Serra og Boiolo.

På de marker er Nebbiolo vinstokkene omkring 50 år gamle, så det giver selvsagt druer med stor intensitet, hvilket forstærkes af en løbende grøn høst 3-4 gange i løbet af vækstsæsonen, for at reducere udbytte og kun stå tilbage med optimalt modne druer.

Gæringen sker i rustfrie ståltanke over 14 dage, hvorefter vinen lagrer 2-3 år på en blanding tonneaux og franske barriques, heraf omkring 2/3-dele nye fade.

I næsen er vinen lidt tæt med sorte kirsebær, blommer, hindbær, meget dragende med nogle mørkere elementer, chokolade, kaffe, læder, røde blomster, rosenblade og egentlig meget tilgængelig. Det er ikke umiddelbart en vild syrerig vin, men en mere stor, kraftfuld og fyldig Barolo med bicepsbuler på armene.

Smagen er utrolig lækker og blød med en frisk, blid frugt og så samtidig med masser af krop. Der er ikke vild megen gravesyre aka tanniner, men derimod en rund syre, som balancerer vinen så smukt. Der er røgede elementer, lidt træ og vanilje … og så en sindssyg lang eftersmag.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 359 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2017 Voerzio Martini, Langhe Nebbiolo Ciabot della Luna, Piemonte, Italien

2017 Voerzio Martini, Langhe Nebbiolo Ciabot della Luna, Piemonte, ItalienJeg er tosset med Langhe Nebbiolo … Barolo’ens og Barbaresco’ens kække lillesøster, der ofte leverer en lettere vin end dens storesøstre. Her smager jeg så Voerzio Martinis Langhe Nebbiolo Ciabot della Luna … altså med druer fra samme mark, som deres Barbera.

Nebbiolo vinstokkene på Ciabot della Luna i omkring 470 meters højde er også omkring 40 år gamle og selvfølgelig høstet manuelt. Vinen er gæret på rustfrie ståltanke og har tilbragt 12 måneder på et mix af store gamle 5træfade og nye barriques.

I glasset er det en pænt mørk, men alligevel dog transparent Langhe Nebbiolo. Næsen er utrolig tillokkende med både jordbær, nogle mørkere bær, rabarber, pænt frugtsødme, blomster, læder, lakrids, en pose bolsjer, gamle egetræsfade og svagt lidt mentol.

Smagen er læskende elegant … stringent, direkte frugt, meget ren, pænt med lette tanniner, hvilket giver en let, lys og flot balanceret Langhe Nebbiolo. Den sætter sig i munden på en god måde, hvor man virkelig får smagene fremhævet og hvor smager den da egentligt godt.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 229 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Voerzio Martini, Barbera d´Alba Ciabot della Luna, Piemonte, Italien

2017 Voerzio Martini, Barbera d´Alba Ciabot della Luna, Piemonte, ItalienNæste vin fra Voerzio Martini var deres Barbera d´Alba Ciabot della Luna, hvor druerne kommer fra Voerzio Martinis lille parcel på Ciabot della Luna marken i 470 meters højde.

Ciabot della Luna ligger med en sydvendt eksponering … perfekt for solen og Barbera stokkene på marken er omkring 40 år gamle.

Vinen er gæret på rustfrie ståltanke, men lagret i omkring 12 måneder på en blanding af store gamle træfade og nye barriques. Der produceres årligt 10.000 flasker af denne enkeltmarks Barbera.

Næsen er tør, mørk og let blomstret, måske er det endda roser? Frugten er modne kirsebær samt blommer med en lille sødme, lidt vanilje med en lille syrlig peberet kant underneden … men ellers sidder alt, hvor det skal og alt er tøjlet pænt og sikkert.

I munden er vinen noget mere frisk end forventet ud fra duften, for frugten er syrlig, levende og dirigerende. Det høje syreindhold giver en meget direkte, frisk og rank vin, hvilket spiller godt sammen med den lidt mørkere frugt. Tanninerne er blide og får alene en lille birolle i skuepillet, mens syren og den friske frugt fortjent snupper hovedrollerne.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 229 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Voerzio Martini, Langhe Arneis Bricco Cappellina, Piemonte, Italien

2018 Voerzio Martini, Langhe Arneis Bricco Cappellina, Piemonte, ItalienI den nordlige del af La Morra i Piemonte – med naboer som Andrea Oberto og Roberto Voerzio – finder vi Voerzio Martini Societa’ Semplice Agricola. Og derfra starter vi med at smage denne hvide Langhe Arneis Bricco Cappellina.

Voerzio Martini er grundlagt i 2012 og drives af Mirko og Federica Martini … et ungt tvillingpar. Det var deres far Piero Martini, som købte vingården til sine børn af Gianni Voerzio, som ikke havde nogle arvinger og ville gerne se sin vingård blive drevet videre.

Gianni Voerzia havde tidligere drevet vingården sammen med sin broder Roberto, men de havde i 1986 besluttet af dele vingården op i to, da de hver især havde egne idéer til deres vine. Roberto Voerzio, er vel i dag én af de mest hypede producenter i Barolo området og hans vine koster spidsen af en jetjager.

I øvrigt driver Robertos nevø Alberto Voerzia også en vingård omkring 800 meter fra Mirko og Federica Martini. Så Voerzio navnet er således berømt i Barolo, som derfor var det også meget naturligt, at Martini tog den tidligere ejers navn med sig, da de overtog vingården og derfor hedder vinhuset i dag Voerzio Martini.

I de første år hjalp Gianni Voerzio de unge mennesker som en slags konsulent, men siden 2015 har Mirko og Federica Martini selv stået for driften og produktionen af vinene.

Voerzio Martini har samlet 12 hektar vinmarker, og de bedste marker er markerne La Serra, Cerequio og Boiolo … de to første marker, som også er grundstenen i produktionen hos Roberto Voerzio. Parcellen på Cerequio blev dog først købt i 2018.

Her smager vi først Voerzio Martinis Langhe Arneis Bricco Cappellina, hvor Arneis druerne selvfølgelig kommer fra marken Bricco Cappellina i Roero.

Arneis er – hvis du spørger mig – en noget overset druesort, som giver nogle fantastiske vine. Det er en lokal drue omkring Roero og for 20 år siden var druen tæt på at forsvinde. Men nogle af de gode producenter reddede druen og i 1989 fik Arneis endda sin egen DOC appellation. Men den har bevaret sit kælenavn … for druen kaldes Barolo Bianci.

Og netop Gianni Voerzio har tidligere været én af de producenter, som har lavet vin på Arneis, nemlig fra vinstokke på den 4,5 hektar store vinmark Bricco Cappellina … og det er Mirko og Federica Martini fortsat med.

Langhe Arneis Bricco Cappellina er lavet med en 12 timers cryomaceration, altså en teknik hvor de knuste druer holdes ved lab temperatur før gæring for at give mulighed for udvikling af flest mulige aromaer. Hos Voerzio Martini holdes temperaturen nede med tøris.

Derefter er mosten gæret ved lave temperaturer i rustfrie ståltanke, hvor vinen også hviler en periode inden aftapning på flaske og frigivelse.

Dejlig fyldig næse, men slet ikke eksplosiv … men i stedet en lille forsigtig og afdæmpet aroma med pærer, fersken, en smule appelsin, citroner, karamel, mandler, kørvel, blomsterblade og pollenstøv. Den er en smule parfumeret, men virkelig blid og behagelig.

I munden er der godt med lemon, syltede citroner … er frisk og pågående, har en vis fylde med nærmest tropiske frugter, pærer og abrikos, salte mineraler, kalk og lang eftersmag. Syren bliver aldrig helt vild, men Arneis overrasker tit meget positivt … og det er også tilfældet med denne Langhe Arneis Bricco Cappellina.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 119 kr.

Vinanmeldelse 5/7