Tag-arkiv: Frankrig

2015 Les Grands Chais de France, Henri Gaillard Côtes de Provence, Provence, Frankrig

Når man nu lige er blevet fascineret af en rosé, hvorfor så ikk’ lige komme ned på jorden igen? Tænkte, at denne Henri Gaillard Côtes de Provence til 25 kr. i Fakta måske kunne være sjov at smage efter den fremragende Rosato fra Tenuta delle Terre Nere.

For her har vi virkelig fat i en af de store industrielle producenter, nemlig Les Grands Chais de Franc aka Le Groupe GCF, som vi herhjemme nok mest kender som firmaet bag de ikoniske J.P. Cheney med den skæve hals og vinen Merlot med den blå etiket fra Grand Sud.

Le Groupe GCF ejer en række vinhuse i Frankrig og laver vine under navne som bl.a. Les Grands Chais de France, Calvet, Grand Sud, Domaine de la Ville de Colmar, Maison du Vigneron, Pasquier Desvignes, Carod Frères, Domaine de la Baume, Lacheteau, Arthur Metz og nu tilsyneladende også Henri Gaillard.

Les Grands Chais de France er en familieejet virksomhed, som er grundlagt i 1979 af CEO Joseph Helfrich. Gruppens hovedkontor og vigtigste produktionssted ligger i Petersbach i hjertet af nationalparken Vogeserne du Nord i Alsace.

I Frankrig laver de vine fra Alsace (selvfølgelig), Loire, Bordeaux, Bourgogne, Jura og Languedoc-Roussillon og her også fra Provence.

Og Le Groupe GCF er en stor historie. I 2012 var firmaets omsætning ikke mindre end 6,3 mia. kr., hvilket svarer til et salg af 36 mio. kasser vin a 12 flasker. Det er da en del.

Firmaet har i dag 1.889 ansatte og 21 firmaer rundt om i verden indenfor vin og spiritus. Og én af de bedst sælgende vin er vel ikke overraskende den prisbillige J.P. Chenet.

Denne rosé er der ikke mange oplysninger om. Nogle steder fremgår det, at den er lavet på ren Grenache og andre steder et blend på 30% Grenache, 20% Syrah, 30% Cinsault, 10% Tibouren og 10% Mourvèdre.

Vinen er opkaldt efter Henri Gaillard, som var en vinhandler/broker i Provence, men kom fra en gammel vinfamilie fra Languedoc. Han stod i spidsen for opkøb fra nogle af de store producenter og var kendt af alle vinbønder.

Om det blot er en historie, eller om det blot er markedsføringsgejl, skal jeg være usagt. Jeg har desværre ingen yderligere info om produktionen af vinen, men måske kommer den fra flaskelinjen på billedet ovenfor.

I glasset er vinen egentlig helt fint Provence bleg … mens næsen byder på lidt Fun jordbærsaftevand, let sødme, en lille smule grape og ellers ganske neutral. Der er dog en lille lidt stikkende og ganske speciel note, som er ganske anderledes og jeg ikke kan identificere.

Smagsmæssigt lidt vandet og anonym med lidt jordbær og lette kirsebær, men det forsvinder hurtigt, Hvor forsvandt den hen? Men omvendt … til 25 kr. kan det sagtens drikkes koldt på terrassen.

Købt i Fakta til 25 kr.

Rating 2,5/7    

2015 Domaine des Marnes Blanches, Chardonnay Les Molates, Jura, Frankrig

Efter Sous Voile vinen, den klassiske Empreinte Savagnin, hvad er så mere oplagt end at smage en vin fra Domaine des Marnes Blanches’ anden vinkælder … en af de mere bredt appellerende Blanc Ouillé vine? Og det gør vi med denne 2015 Chardonnay Les Molates.

Det er mere klassisk vin og selvfølgelig også lavet på en mere kendt drue. Fadene toppes op, som man gør i Bourgogne og alle andre steder. Der sigtes efter elegance, mineraler og energi. Det er dog fortsat totalt økologisk og … for fanden, det smager alså godt.

Druerne er høstet med ganske lavt udbytte, alene 20 hektoliter pr. hektar fra 35 år gamle vinstokke. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke og lagret 11 måneder på egefade. Flaskes uden tilsætningsstoffer og alene sikring ved en lille knivspids svovl.

Næsen er animalsk … let dansende, blomsterrig og har en herlig inderlighed. Vinen er virkelig let i duften med lidt karameller, pærer, æbler, svag tyggegummi, blidhed og kridt. Det er en snert aromatisk og legende let. Hmmmmmmm.

Smagen er afdæmpet og tilbagetrukket … en smuk beskedenhed, som slet ikke er nødvendig, for den smager tæskede godt. Det er en nærmest aromatisk smag med pærer, mango … sådan meget nobel og delikat. Som en høflig butler, der bukker for en. Har en delikat balance mellem sødme og syre. Kraftig anbefaling herfra.

Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor prisen er 135 kr., men desværre er vinen allerede udsolgt.

Rating 5,5/7    

2015 Domaine du Grézas, Côtes-du-Rhône Réserve du Domaine, Rhône, Frankrig

Næste smageglas på Plan B var denne Côtes-du-Rhône Réserve du Domaine fra et vinhus, der hedder Domaine du Grézas og skulle være beliggende området Saint-Marcel-d’Ardèche … meget nær hvor Ardèche-floden løber ud i Rhône og vel omkring 30 kilometer nordvest for Orange.

Det er svært at finde oplysninger om vinhuset … men flere importører skriver, at Domaine du Grézas drives af brødrene Cyril og Eric Bouchon, som samlet har 30 hektar vinmarker i området.

Imidlertid findes der ingen – og jeg siger ingen – oplysninger på internettet om hverken Domaine du Grézas og de to brødre, altså udover fra nogle af de danske forhandlere. Derfor må der være tale om et meget lille og ukendt vinhus.

Dette er en Réserve du Domaine, men der findes også en Grande Cuvée, hvor vinifikationen er lagt i hænderne på de mere kendte Dauvergne Ranvier, der har opnået hæder og lovprisninger fra mange vinanmeldere.

Denne Côtes-du-Rhône Réserve du Domaine skulle være lavet på 60% Syrah og 40% Grenache, men ellers kan jeg ikke finde oplysninger om produktionen. Vi springer derfor i stedet direkte ind i mine smagsnoter.

Næsen er virkelig urtet med lavendel, peber, sort kul, en smule mejeri, hængt kød og syrlig mødding. Dufter faktisk ganske okay med en lidt sjov, syrlig side. I munden er vinen blød, kraftfuld med en igen urtet og syrlig kant med blæk, peber og slet ikke så godmodig og interessant som næsen.

Forhandles af ExploreWines.dk, hvor prisen er 59,50 kr.

Rating 3/7 

2012 Domaine des Marnes Blanches, Empreinte Savagnin, Jura, Frankrig

Jura er hip og med på den økologiske/biodynamiske bølge, som de seneste år har ramt både de nye, moderne restauranter samt os forbrugere, som er træt af de gamle travere, gerne vil prøve noget nyt og selvfølgelig også flashe, at vi er med på moden.

Opblomstringen af det kun 1.100 hektar lille vinområde mellem Bourgogne og Schweiz skyldes bl.a. et væld af nye unge og stræbende vinbønder, som laver økologiske, biodynamiske og naturlige vine. Og én af disse er det unge ægtepar Géraud og Pauline Fromont, som driver Domaine des Marnes Blanches og derfra kommer denne 2012 Empreinte Savagnin.

Vinhuset ligger ved den lille by Sainte-Agnés og blev grundlagt tilbage i 2016 af Géraud og Pauline. De stammer begge fra Franche-Comté lidt længere mod syd, hvor deres respektive forældre drev lidt landbrug inkl. et par hektar vinmarker.

De forfulgte imidlertid begge en drøm om at lave egne vine og mødte  hinanden under deres studier til ønologer i Dijon. Og der var ingen tvivl om, at de skulle slå sig ned i Jura … hvilket således blev ved Sainte-Agnés, lige knap 2 kilometer fra andre nye, progressive producenter som Peggy & Jean Pascal Buronfosse samt den skøre og energiske Julien Labet, jeg tidligere har skrevet om her på bloggen.

Géraud og Pauline Fromont har samlet 10 hektar vinmarker med vinstokke, der er op til 100 år gamle. Marker ligger spredt omkring 3 byer i den sydlige del af Côtes du Jura appellationen, nemlig omkring Cesancey, Vincelles og Sainte-Agnés.

Marken ved Cesancey var deres første køb og har en undergrund rig på hvid mergel. Mergel hedder på fransk Marne og derfor blev husets navn også Domaine des Marnes Blanches … huset med den hvide mergel.

Husets øvrige marker har dog ganske forskellig jord, bl.a. rød mergel, kalk og kalksten med fossile rester. Alle parceller drives certificeret økologisk og vinificeres separat på samme måde som hos nabo regionen Bourgogne.

Parret dyrker primært druerne de hvide Savagnin og Chardonnay samt de røde Trousseau, Pinot Noir og Poulsard. Specielt Trousseau har Géraud Fromont store forventninger til. Han har endda ryddet en ældre 2 hektar stor mark og tilplantet den med Trousseau, som han mener passer perfekt til den mergelholdige jord.

Fromont har opdelt deres vineri i to vinkældre … én dedikeret til deres Blanc Ouillé, hvor fadene toppes op, som man gør i Bourgogne, og den anden del til de mere traditionelle Sous Voile vine, som Jura er kendt og berygtet for.

Førstnævnte er et nyere anlæg, som fyldt med rustfrie ståltanke og neutral fade af forskellige størrelser. Her sigter man efter elegance, mineraler og energi.

Sidstnævnte er en 200 år gammel vingård, som de har omdannet til et tre etagers vineri. Det er i øvrigt også i den bygning, at man finder husets smagerum.

I de gamle bygning er der vinduer i hver ende af huset, hvorved der tillades varm luft at passere  gennem hvert niveau om sommeren. Og de forskellige niveauer af fugtighed på hver etage gør, at der skabes optimale betingelser for den naturlige gæring.

Sous Voile betyder “under slør” … altså at vinen ligger under et slør af gær. Vinene laves uden at fadene toppes op, hvilket giver mere fordampning og dermed oxydering – hvorved der kommer et slør af gær på overfladen – hvilket giver mulighed for udvikling af aromaerne af nødder, karry og sherry.

Udover disse to slags vine, så laver Géraud og klassisk Crémant, en sjov PetNat og den magiske Vin Jaune.

Géraud og Pauline Fromont kalder deres Sous Voile vine for Empreinte, hvilket jo meget passende betyder fodaftryk … fodaftryk af et terroir, aftryk af en knowhow og fodaftryk af typisk Jura.

Der laves to Empreinte vine, en Tradition – lavet på 60% Savagnin og 40% Chardonnay – samt denne Empreinte Savagnin på ren 100% Savagnin.

Druerne er høstet med meget lille udbytte, alene 25 hektoliter pr. hektar fra 60 år gamle vinstokke. Den er lavet – som bekrevet ovenfor – helt Jura klassisk med lagring i 4 år uden at blive toppet op og uden indblanding af nogen slags. Masser af slør … masser af oxydering … næsten på vej til en Vin Jaune. Vinen sikres alene med en lille knivspids svovl.

Og det er – som altid med Jura – vin, som deler vandene. Mange står helt af, når de dufter og smager klassiske Jura vine, som både har sherry og oxyderede noter. Min frue var en af dem og sagde direkte, at den smagte forfærdelig.

Det gør den ikke og selvom jeg heller ikke har en stor forkærlighed for oxyderede vine, så rummer vinen faktisk rigtigt mange herlige og klassiske Jura elementer … og til et stykke stærk ost vil den være fantastisk aka et match made in heaven.

Næsen byder på tonsvis af valnødder, en sjat benzin, honning, gær, svage oxyderede noter, fedme, mug, sherry, timian, salt og en smule karry. Jo, den er god nok. Det dufter faktisk herligt.

Smagsmæssigt er det klart sherry med et citrus-tvist, salt, nødder. Syren er sådan lidt medium … ikke bidende og der er en vis elegance, luftighed og afdæmpethed over vinen, hvilket klæder den. Den bliver bedre og bedre med lidt luft i glasset.

Har du ikke tidligere smagt Jura vine, så skal du altså iklæde dig en vis portion tålmodighed og samtidig sænke dine parader, men så bliver du altså også belønnet. Det er fransk Film Noir … uforståeligt for nogle og genialt for andre.

Nogle vil dermed sige, at 4½ fede tommelfingre er alt for lidt, mens andre hårdnakket vil påstå, at det er alt for meget. Jeg er heldigvis ligeglad teflonbelagt og elsker vinen … men med en vis portion tålmodig indforståethed.

Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor prisen er 210 kr.

Rating 4,5/7 

2015 Clos de l’Oratoire des Papes, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

Festens anden partyvin var denne Chateauneuf-du-Pape fra Clos de l’Oratoire des Papes i store, flotte magnumflasker med den klassiske gravering af pavens nøgler og pavekrone og ordet Contrôlée stående vandret nedenunder.

Flasken kaldes for syndikat flasken og blev lanceret i 1937 som et værn mod forfalsket vin. Flaskedesignet ejes nemlig af syndikatet Federation du Châteauneuf-du-Pape og kun medlemmer af foreningen med bopæl i kommunen må bruge flasken. Vine med denne flaske er stort set altid tappet på vingården og skal prøvesmages før salg.

Clos de l’Oratoire des Papes ejes i dag af Ogier, som købte vinhuset i 2000 efter arvingerne, som ikke ønskede at drive huset videre og derfor havde sat det til salg.

Vinhuset er dog grundlagt tilbage i 1880 af Edouard Amouroux, som efter ægteskab arvede marken Clos de l’Oratoire des Papes og startede med at lave vine fra marken og siden 1926 har solgt vinene fra den flotte etiket.

Marken Clos des Oratoriens er en gammel mark med Syrah vinstokke og er opkaldt efter et lille kapel dedikeret til helgen Saint Mark og beliggende nabo til marken Tresquoy. Det lille kapel, som ses på billedet ovenfor – er for øvrigt i dag fortsat mål for mange kirkelige optog.

Op til Ogiers overtagelse havde vinhuset gennem de seneste 25 år været drevet af  enken efter Leonce Amouroux, men hele huset … 20 hektar vinmarker samt Société Léonce Amouroux, en stor negociant virksomhed, blev således overtaget af Ogier.

Og Ogier er vi jo også stødt på tidligere her på vinbloggen, nemlig da jeg smagte en 2010 Léonce Amouroux, Châteauneuf-du-Pape fra netop den købte negociant virksomhed.

Ogier er også oprindeligt et negociantfirma, som hed Ogier et Fils. Det blev grundlagt af Christophe Ogier som et negociantfirma i 1859. Først i 1948 blev man negociant-éleveur, dvs. fik egne kældre til blande og færdiggøre de vine, man købte hos vinbønderne.

Få år senere fusionerede vinhuset med det et andet negociantfirma, nemlig Caves des Papes og blev dermed til Ogier – Caves des Papes indtil 2008, hvor navnet blot blev Ogier.

Siden 2010 har Ogier – og dermed Clos de l’Oratoire des Papes – været ejet af den store, franske koncern AdVini, der også ejer vinhuse i Bourgogne, Bordeaux, Provence, Langedoc, Sydafrika og sikkert også flere steder.

Nå, men tilbage til vinen … Châteauneuf-du-Pape fra Clos de l’Oratoire des Papes, lavet på 80% Grenache, 8% Syrah, 7% Mourvèdre og 5% Cinsault. Om Syrah druerne kommer fra den gamle mark, kan man ikke se.

Vinen er lavet med kølig maceration af Grenache druerne, mens de øvrige druer fermenteres ved 26-27 grader med 2-3 omrøringer under gæringen. Vinen er lagret 12 måneder i 30 år gamle 600-800 liter foudres.

Duftmæssigt er der morbær, brombær … ikke så megen fedme, fylde eller animalske noter. Der er læder, peber … meget frugt, men ellers ikke så kompleks i næsen. Er dog også meget ung og blev serveret i glas af portvinsstørrelse, så aromaerne var svære at fange.

I munden godt med jern, kant, rød frugt, peber… sådan medium fylde og en varm eftersmag. Virker meget ung og skulle måske ha’ ligget 3-4 år i kælderen og måske være dekanteret forinden … men hvem gør lige det til 6.000 gæster?

Forhandles af Excellent Wine, men prisen kan jeg ikke se.

Rating 3,5/7 

2014 Gérard Bertrand, Terroir Corbières, Languedoc-Roussillon, Frankrig

Vi slutter vort lille Gérard Bertrand intermezzo med endnu en gammel kending, nemlig vinen Terroir Corbières i en årgang 2014. Sidst jeg smagte vinen var det årgang 2011 … men både smagsnoter og rating har ikke ændret sig særlig meget.

Terroir Corbières er et GSM blend, altså et klassisk blend på Grenache, Syrah og Mourvèdre. Hvordan fordelingen mellem de tre druesorter er, ja det fremgår faktisk ikke. Vinen kommer fra Bertrands Terrior serie, som omfatter 8 forskellige vine fra forskellige områder i det sydfranske.

Denne er en AOC Corbières, et ganske stort område i Languedoc, ja faktisk den største appellation i hele Languedoc-Roussillon, og appellationen leverer omkring 46% af den samlede produktionen i hele området.

Corbières dækker i dag næsten 14.000 hektar, hvorfor det er svært at sige noget generelt omkring jordbund og topografi. Bertrand henter dog sine druer fra marker, hvor jordbunden hovedsageligt består af en blanding af ler og kalksten med en stor andel af småsten og grus i det øverste jordlag.

Druerne til vinen er håndplukket og ellers er vinen lavet på rustfrie ståltanke med en malolaktisk gæring på mellem 10-18 dage, hvorefter vinen sammenstikkes og lagret på franske 225 liter barriques i 8 måneder, hvorefter vinen flaskes.

Her lagrer den yderligere et par måneder inden frigivelse. Det skulle efter sigende være én af de få vine, som ikke er dyrker økologisk hos Bertrand.

Der er en vis landlighed over vinen, men ellers er der lidt brombær, tørret frugt, mynte, peber, ristede elementer, noget grønt og syrligt, jern, krydderier og lidt vanilje.

I munden er vinen fyldig, har fået godt med sol, har noget rustik frugt, tørhed, grafit, peber og tanninerne er fortsat unge og markant. Eftersmagen efterlader en lidt krydret smag, men er ellers ikke så lang.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 110 kr.

Rating 3,5/7   

2016 Gérard Bertrand, Cote des Roses Rosé, Languedoc, Frankrig

Og selvfølgelig skulle vi – suk – smage mer’ rosé, nemlig en 2016 Cote des Roses Rosé fra Bertrands nye blockbuster serie af vine, som sælges under navnet Cote des Roses og kommer i en specialdesignet og meget elegant flaske, hvor bunden er lavet som – surprise – en rose.

Gérard siger selv om den nye serie; Côte des Roses celebrates the Mediterranean lifestyle … Art de Vivre. Og der fås 3 vine i serien, en hvid, en rød og så denne rosé, som er lavet på et blend af Grenache, Cinsault og Syrah.

Vinen er stort set lavet som foregående rosévin … dvs. med afstilkning, hvorefter druerne køles ned til 8 grader. Derefter sendes de til pressen, hvor man lader mosten have skindkontakt i en kort periode inden den nu pinkfarvede most drænes over i gæringstankene.


Her lige et reklamefoto af bunden på flaskerne

Der påbegyndes den alkoholiske gæring ved 18-20 grader og den varer mellem 15 og 30 dage. Når den alkoholiske gæring er tilendebragt, filtreres vinen let, inden den stabiliseres og tappes på flaske.

Men den ændrede druesammensætning giver imidlertid en meget bedre og mere intens vin. Næsen er meget mere tæt og frugten federe, kraftigere og mere landlig med let babybræk, en snas sødme og blomster.

I munden også mere kraft og saft, lidt mere sødme og fylde med grape, ribs samt en langt bedre balance mellem frugt, sødme og syre.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 125 kr. Der er pt. tilbud, så hvis du køber 6 flasker, så får du en magnumflaske med gratis.

Rating 3,5/7   

2016 Gérard Bertrand, Hedonisme Rosé, Languedoc, Frankrig

Hedonisme er læren om, at nydelsen er det højeste gode, og at mennesket i sidste ende kun handler for at opnå nydelse. Så det har den gode Gérard Bertrand selvfølgelig kaldt en af sine vine, nemlig en af de mange rosévin, som ustandselig dukker op, når sommeren nærmer sig og på det punkt, holder Bertrand sig heller ikke tilbage.

Bertrands unge datter serverede vinen for os og fortalte ganske kort om vinen. Hun er ganske genert og var helt klart kommet på udebane, men hun er også meget ung – vistnok lige fyldt 18 år – så det er der jo ikke noget at sige til.

Hedonisme Rosé er lavet på Grenache og Mourvedre, som kommer fra en langt række marker fra Gérard Bertrands mange vingårde i Languedoc.

Vinen er lavet ved, at druerne afstilkes og derefter køles ned til 8 grader. Derefter sendes de til pressen, hvor man lader mosten have skindkontakt i en kort periode inden den nu pinkfarvede most drænes over i gæringstankene.

Der påbegyndes den alkoholiske gæring ved 18-20 grader og den varer mellem 15 og 30 dage. Når den alkoholiske gæring er tilendebragt, filtreres vinen let, inden den stabiliseres og tappes på flaske.

Lad mig sige det med det samme, at det blev sgu ikke min favorit … men det kan selvfølgelig skyldes, at jeg ikke er så meget til rosévinene. Denne er meget lys i glasset … og næsen er lidt ensidet jordbær tilsat en smule krydderier. Ellers virker den ikke særlig givende.

I munden en let bitterhed, lyse bær, ribs og meget easygoing uden det store syrebid eller intensitet. Bliver lidt letbenet og kedelig efter min vurdering.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 100 kr.

Rating 2,5/7 

2014 Gérard Bertrand, Cigalus Blanc, Languedoc, Frankrig

Vinspecialisten holdt forleden en lille Gérard Bertrand smagning, hvor hans Gérards søde, unge og yndige datter Emma kom forbi for at præsentere vinene og fortælle lidt om faderens store, imponerende vinhus. Og Emma startede med at skænke denne Cigalus Blanc i en nyere 2014 udgave.

Jeg har tidligere smagt vinen i årgang 2007 … der var den meget drikkemoden, lettere oxyderet og jeg skrev da også, at den ikke skulle drikkes ret meget senere. Men det er vi altså helt fri for her … her er vinen fortsat frisk og levende.

Gérard Bertrand købte Domaine de Cigalus i 1995 og har siden omdannet produktionen til at være biodynamisk.

Der er 75 hektar vinmarker til godset og jorden består af en blanding af ler og kalksten, hvilket gør den særdeles velegnet til at holde på vandet i det ellers tørre klima – en absolut nødvendighed, hvis man vil lave afbalancerede vine.

Lidt utraditionelt for området har Gérard primært valgt at plante internationale druesorter som Cabernet Sauvignon, Merlot og Chardonnay, dvs. druesorter, som alle trives fremragende i klimaet, men som der ikke er tradition for at dyrke i distriktet, hvorfor de aldrig kan nå en bedre klassifikation end Vin de Pays, selv om vinen reelt er klasser bedre end mange AOP’ere.

Der laves 5 forskellige vine på Domaine de Cigalus. nemlig Cigalus i rød, rosé og denne hvide. Derudover laves der en rød og en hvid udgave af vinen L’Indomptable de Cigalus.

Denne Cigalus Blanc er lavet på 80% Chardonnay, 15% Viognier og 5% Sauvignon Blanc. Vinifikationen sker ved, at 70% af vinen gæres ud på nye franske egetræsfade og 30% på rustfrie ståltanke.

Vinen lagres 7-8 måneder, hvor der på egetræsfadene foretages betonage (omrøring af bundfaldet). Efterfølgende blandes vinen, hvorefter den tappes på flaske og frigives til salg.

I næsen prikker vinen lidt og udsender aromaer med modne pærer, abrikos, nærmest tørrede frugter, grape, røg, honning, estragon, blomster … er det lavendel eller måske endda nogle tørrede blomster og derudover nogle krydrede elementer.

Smagsmæssigt er der fedme, eg … godt med fasthed i frugten, som er fersken, abrikoser og andre eksotiske frugter, en vis behersket syre, lidt jern og fin balance.

Forhandles i Vinspecialisten, hvor prisen er 295 kr.

Rating 5/7 

2011 Jean-Louis Chave, Hermitage, Rhône, Frankrig

Chave er kongen af Hermitage og det smager simpelthen bare FÅKING fabulous … er jeg nødsaget til at sige efter mit første møde med den hundedyre og legendariske druesaft … l’Hermitage 2011.

Der findes ingen over og ingen ved siden af Chave i Hermitage og denne vin er formentlig en af verdens bedste vine. Mine forventninger var høje og troede måske, at jeg vil blive skuffet … men sådan gik det ingenlunde. Tværtimod, men det vender jeg selvfølgelig fluks tilbage til.

Chave familien har været vinbønder i Rhône siden 1481 … og på flere af husets flasker står der da også Vignerons de Père en Fils depuis 1481. På denne Hermitage er der dog ikke mange informationer … det er simpelthen ikke nødvendigt, for vinen er en kendt og ikonisk vin.

Domaine Jean-Louis Chave holder til på hovedgaden i den lille by Mauves syd for Tournon i Ardeche området. På samme måde som andre store producenter som Bonneau og Clape, så holder dette anerkendte vinhus til i en ganske uanselig ejendom, som man nemt overser og blot kører forbi.

Oprindelig lå vinhuset i appellationen nu kendt som Saint-Joseph, og der var også dér på bakkerne tæt på Ardèche i kommunen Lemps, at familien dyrkede de første Chave vine tilbage i 1400-tallet.

Men da vinlusen Phylloxera ramte markerne i 1800-tallet, så var familien nødsaget til at flytte til Rhône-dalen, hvor de slog sig ned i landsbyen Mauves på adressen Avenue du Saint-Joseph 37, hvor de fortsat har deres vinkældre.

Og her købte de også – meget forudseende – nogle jordstykker på den anden side af floden i Hermitage.

Siden har vinhuset været et kendt navn ikke blot i Rhônedalen, men i hele verden. Efterspørgsel på husets Hermitage vine – både de hvide og de røde – er så stor, at de sælges på allokation og de findes på de ypperste restauranter over hele verden.

Domainet er gennem alle årene gået i arv fra far til søn og drives i dag af Jean-Louis Chave, der i 1992 overtog driften efter sin far Gerard Chave.

Gérard Chave overtog domænet i begyndelsen af 1970’erne og ham, som udbyggede domænets omdømme og udvidede ejendommen ved køb af flere marker til samlet 14,5 hektar vinmarker … den nuværende størrelse af vinhuset.

Dermed er Domaine Jean-Louis Chave nu én af de største jordejere i Hermitage efter Chapoutier, Paul Jaboulet Aîné og Cave de Tain l’Hermitage.

Da Jean-Louis Chave overtog driften fra faderen i 1992, havde han forinden studeret i USA, først taget en MBA i økonomi på Hartford Universitet og dernæst et kursus i ønologi ved University of California.

Og måske har den økonomiske baggrund haft en indflydelse på Jean-Louis Chave, for han har – på grund af efterspørgslen efter husets vine, og da det ikke er muligt at øge produktionen – dannet J.-L. Chave Selection.

Chave Selection er Jean-Louis’ negociant virksomhed, hvor Jean-Louis Chave køber druerne fra andre vinbønder i området, faktisk fra 10 små domæner, der arbejder ud fra de samme værdier med lavt høstudbytte og mere organiske arbejdsmetoder.

Men her er det altså den vaskeægte vare … husets topvin Hermitage Rouge i en årgang 2011. Druerne er alene delvis afstilket og i meget modne år, så kan der være op til 50% af stænglerne tilbage, så det varierer altså fra årgang til årgang.

Vinificeringen finder sted i en kombination af cement kar, rustfrie ståltanke samt gamle, åbne, franske egetræsfade. Hver parcel er vinificeret separat indtil endelig blanding.

Efter gæring lagrer vinen 18 måneder i egefade, de fleste er brugte fade og alene 10-20% nye fade. Der laves et sted mellem 2.000-2.500 kasser af denne vin hvert år og den er – som nævnt – næsten umuligt at skaffe og sælges alene på allokation.

Og damn, hvor det er monsterlækkert … en næse, som er kødfuld med tørret kød, godt grillet kød, mejeri, mælk, syrnet fløde, kraft, power, gammel kælder, muldjord, asfalt, modne bær, solbær, læder, fernis, tørrede blomster, bagte tomater, jod, lidt kanel og samtidig mineraler, sten og en kold granitnæve lige på næseryggen … slam!

Smagen er saftig, tæt … ja tæt som ind i helvede, powerfuld, kødfuld med kraftige, fuldfede og totalt polerede tanniner, en maggiterning af velsmag, tørt og præcist. Det er vidunderlig afbalanceret med elegance, kraft og cremet balance. Er faktisk nærmest blown away … sådan kan Syrah smage, når det er bedst.

Fået min flaske i gave, men forhandles gennem Jysk Vin. Prisen på sådan en flaske er imidlertid ganske høj … forvent et godt stykke over 1.000 kr. Svær at skaffe.

Rating 7/7