Tag-arkiv: Frankrig

2013 Clement Perseval, Coteaux Champenois Luth, Champagne, Frankrig

2013 Clement Perseval, Coteaux Champenois Luth, Champagne, FrankrigFor alle syreelskere, så er den næste lede motherfucker syrebasse af Perseval vinene denne Coteaux Champenois Luth … en vin som Extra Brut Martin endda efterfølgende har kaldt en syre direkte fra kemiskabet. Men så galt er det nu ikke, selvom etiketten godt kan minde om en fra et glas lægeordineret piller eller hostesaft.

Coteaux Champenois Luth er lavet på 100% Pinot Noir druer fra en parcel på marken Luth … altså igen en lille enkeltmarksvin, som tilsyneladende er lavet stort set som foregående vin, dvs. på enten ståltanke eller brugte barriques, tappet på flaske efter omkring 20-21 måneder efter høst og har sammenlagt lagret 3 år inden frigivelse.

Duftmæssigt virker denne Coteaux Champenois Luth mere givende og omfavnende end Les Trembloies … godt med blid røg og lejrbål, havvand, tropisk frugt, fersken, stikkelsbær, lidt astronaut-is, blomster, nødder, karamel og igen er aromaen sådan svag oxyderet. Det dufter virkelig fabelagtigt og klart et niveau op.

I munden sender jeg en syrlig tanke til min tandlæge … det er nemlig både citronsurt og tandlægesurt, så der er virkelig bid med tonsvis af syre, men på en total overbevisende måde. Det er fuldkommen stringent, rent, klart og syrligt … og det smager eminent.

Forhandles i dag vistnok af Lieu-Dit, men prisen kender jeg ikke … nok et sted mellem 200-300 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2013 Clement Perseval, Coteaux Champenois Les Trembloies, Champagne, Frankrig

2013 Clement Perseval, Coteaux Champenois Les Trembloies, Champagne, FrankrigMean motherfuckers sagde Martin fra Extra Brut, da han forleden inviterede en flok vinnøder til lidt vin på terrassen og startede blindsmagningen med 3 ubarmhjertige syrehoveder fra den lille champagneproducent Clement Perseval.

Ja, jeg vil da tro, at det var vinene, som han omtalte og ikke de 4 fremmødte excentriske vinelskere, for vinmæssigt bestod motherfuckerne nemlig af en lille trio af 3 vine, hvor denne Coteaux Champenois Les Trembloies var det første syretrip af kosmiske dimensioner.

Jeg var helt væk omkring land og druer, men Palle var skarpere og nævnte undervejs i vore grublerier, at duften godt kunne minde om en god champagne … selvom denne Coteaux Champenois Les Trembloies ikke var champus, men kun en hvidvin uden berusende, sprudlende bobler aka luftblærer. Det var sgu meget godt set … eller rettere opsnust aka duftet.

Vinen kommer nemlig fra den unge champagneproducent Clément Perseval, som holder til i den lille by Chamery, der ligger omkring 10 km syd for Reims i Montagne de Reims.

Clément overtog driften af familiens vingård fra sin far Gerard i 2010 efter endt uddannelse i bl.a. Pouilly-Fuissé og hos Anselme Selosse i Champagne. Clément driver nu familieforetagendet med samlet 3,3 hektar vinmarker … dog fortsat med hjælp fra sin far og onkel.

Og den unge vinmager har siden overtagelsen totalt ændret kursen for det lille champagnehus med specielt fokus på druer, terrior og masser af syre.

Sideløbende med driften af familiedomainet, er Clément begyndt at fremstille en række spændende champagner … mikrocuvéer i eget navn, der hver især fremhæver et specifikt terroir i området omkring Chamery. Desuden laver han så de 3 super sprøde, syrerige og mineralske hvide Coteaux Champenois, som vi denne aften skulle smage blindt.

Det er vine uden bobler, altså vinen, som ikke gennemgår andengæring i flaske, og druerne til de 3 vine kommer fra  parceller på markerne Les Trembloies, Luth og Les Rouleaux.

Det er brutale vine – mean mothersfuckers – med en syrlighed, renhed, mosterstor tørhed og præcision på ganen. De er ikke for sarte sjæle og Martin fortalte, at de helt unge næsten er udrikkelige på grund af den strenge, skånselsløse … ja nærmest nådesløse syre.

Clement Perseval kan måske bedst af alt betegnes som eftertænksom pragmatiker og hverken mark- eller kælderarbejde er drevet af faste dogmer. Nogle vine gærer på ståltanke, andre på brugte barriques, nogle vine gennemgår malolaktisk gæring og andre gør ikke. Det hele afhænger af årgangen og druematerialet.

Der svovles kun i meget begrænset omfang, typisk ved presning og umiddelbart inden flaskning. Alle chapagnerne er Brut Nature, altså uden tilsætning af dosage/sukker, men da de typisk ikke gærer helt ud under andengæringen på flaske på grund af den lave temperatur i kælderen, så indeholder de alligevel ofte et par gram restsukker.

De 3 hvide Coteaux Champenois syrebasser er super limiteret og svære at få fat i, da der alene er lavet et fad af hver, og det giver jo alene omkring 300 flasker af hver af disse 3 vine.

Den første i glasset er som nævnt Persevals Les Trembloies, som er lavet på 50% Pinot Noir og 50% Pinot Meunier, men oplysninger omkring selve vinifikationen kan jeg ikke umiddelbart finde … men mon ikke, at de 3 Coteaux Champenois vine er lavet lidt forskelligt på enten ståltanke eller brugte barriques. I hvert fald er vinen først tappet på flaske efter omkring 20-21 måneder efter høst og har sammenlagt lagret 3 år inden frigivelse.

Duftmæssigt er der lagt op til sjov … salt, dybe mineraler, kalk, vanvittig god syre, stikkelsbær, lette tropiske frugter, karamel og et lidt naturvins good-feel, hvor der er en svag oxydering, lidt sherry i noterne, hasselnød, barbequesauce og lidt modellervoks.

I munden er vinen virkelig ganske frisk, grøn og syret … et syrebad med salt og syre. Hmmm saltsyre? Der er salt fra mineralerne og syren er stram, som en nonne efter midnatsmessen. Frugten igen tropisk uden jeg kan fremhæve noget bestemt, men meget ren, klar og virkelig en syrevin … og kan faktisk både duft- og smagsmæssigt godt minde om en fremragende champagne, altså uden bobler.

Forhandles i dag vistnok af Lieu-Dit, men prisen kender jeg ikke … nok et sted mellem 200-300 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2011 Brimoncourt, Blanc de Blancs, Champagne, Frankrig

2011 Brimoncourt, Blanc de Blancs, Champagne, FrankrigIskold champagne en varm sommeraften på terrassen, what’s not to like? Champagnen er en Blanc de Blancs fra Brimoncourt, som holder til i et gammelt vinslot i Aÿ.

Det smukke vinslot stammer tilbage fra 1885 og en del af slottet er tegnet af Eiffel, hvorfor det også er en del af den kulturarven i området. Champagnehuset Brimoncourt er dog først grundlagt i 2008 af Alexandre Cornot. Han var egentlig uddannet advokat og havde netop afsluttet 8 års jurastudier i Paris, men blev tilbudt at købe resterne efter et gammelt champagnehus … slog til og blev champagneproducent i stedet for advokat.

Der er ingen vinmarker til Brimoncourt, men Alexandre overtog ved købet en række yderst attraktive kontrakter med en række vinavlere i Champagne.

Så alle vinene laves af druer, som opkøbes fra vinavlere i nogle af Champagnes bedste områder, dvs. Chardonnay kommer fra Côte de Blanc, Pinot Noir fra Montagne de Reims og Pinot Meunier fra Vallé de la Marne.

Brimoncourt er et lille champagnehus og producerer alene omkring 150.000 flasker fordelt på 4 forskellige champagner, en Brut Régence, en Brut Rosé, en Extra Brut og så denne lille Blanc de Blancs, som egentlig er en Non Vintage … altså uden årgang, men denne er lavet af druer fra høsten i 2011.

Den er lavet på 100% Chardonnay fra 8 forskellige Cru marker, nemlig Avize, Vertus, Oger, Grauves, Le Mesnil sur Oger, Villers Marmery, Cuis og Chouilly.

Vinifikation er sket i rustfrie ståltanke og vinen er flaske i 2013, hvorefter den har lagret med 2. gæring på flasken i 48 måneder inden endelig degorgering.

Næsen er gæret dej, virkelig aromatisk, frugten er grapefrugt, overmodne pærer, nærmest som nedfaldsfrugt, hyld, hvide orkideer, fåreuld, nødder og lidt havvand.

Boblerne er meget blide … næsten på grænsen til ikke eksisterende, men mere perlende og kombineres med kalkholdige og salte mineraler, meget blidt, cremet og venligt. Derudover byder den på grape, citron, toast og gærede elementer. God champagne.

Købt hos Winefamly, hvor prisen er ganske fornuftig med 179,45 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2010 Xavier Vignon, Arcane V Le Pape Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2010 Xavier Vignon, Arcane V Le Pape Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigVi slutter den lille Xavier Vignon seriesmagning af de 4 vinøse Arcane tarotkort med et kæmpe brag, nemlig den monstrøse Arcane V Le Pape Châteauneuf-du-Pape … og i tarotverdenen må paven svare til ypperstepræsten … mindst.

Arcane V Le Pape Châteauneuf-du-Pape er på alle måder også det ypperste, som Xavier nogensinde har lavet. I tarotkortenes verden henviser ypperstepræsten da også til det spirituelle aspekt i enhver af os, som kan etablere en indre forbindelse, enhedsoplevelse eller kommunikationslinie mellem vor hverdagsbevidsthed og en intuitiv forståelse af det guddommelige og de spirituelle love.

Vinmæssigt må det så også betyde en oplevelse af en anden verden, men Xavier Vignon har faktisk også gjort sig ekstraordinær umage og været innovativ ved produktionen af vinen.

Druerne er 100% Grenache og kommer – som altid hos Xavier – fra forskellige parceller, her er det fra 15 forskellige udvalgte vinmarker i Châteauneuf-du-Pape. Der er opkøbt druer til at fylde 13 egefade, og fadene er speciallavet med rustfrie metalringe.

Xavier havde nemlig fået den skøre idé, at de fyldte fade skulle lagres på en helt specielt måde. Han havde tidligere hørt om forsøg i bl.a. Bordeaux, hvor en producent havde sænket nogle vinfade ned på bundet af havet for at sikre, at vinen blev lagret uden den mindste forbindelse med ilt.

Imidlertid havde opholdet på havbunden – efter sigende – givet nogle andre og uønskede aromaer. Xavier havde selv smagt vinen fra Bordeaux og synes, at saltvandet havde haft en indflydelse.

Vi har jo også her på bloggen tidligere smagt vinen RESSpekt Riesling fra Weingut Balthasar Ress … en der ligeledes oprindeligt har været lagret på bunden af en lokal sø i Rheingau.

Men Xavier Vignon ønskede hverken at sænke fade i havvand eller søvand, men derimod i vin. Så efter vinifikationen … selvfølgelig efter alle kunstens regler med maceration, nænsom gæring og kort hvile, så er vinen fyldt på de speciallavede fade og sænket ned i gamle cementanke, som efterfølgende er fyldt med vin.

Og der har denne Arcane V Le Pape Châteauneuf-du-Pape således lagret i ikke mindre end 5 år, hvorefter vinen er taget op, fyldt på flaske og så lagret endnu 12 måneder inden frigivelse. Og resultatet er ganske unikt … vinen har da også fået 96+ af Parker.

Duftmæssigt … dufter sindssygt godt og man kan med det samme fornemme en vin med masser af dybde, balance og total power. Det er klart en Châteauneuf-du-Pape i den kraftige ende i modsætning til fx Vieux Télégraphe eller Vignoble Fabre Châteauneuf-du-Pape, som jeg smagte forleden. Her er der både fade, masser af vanilje på epo, chokolade, tørret og saltet kød, tørrede blomster, kanel, allehånde, sorte kirsebær, blåbær, solbær, virkelig saftig og svulstig frugt, tæt og eksplosiv … sprængfarlig bombe.

I munden er der tonsvis af smag … en atomkraftværk-højeksplosiv maggiterning af rå – og alligevel afbalanceret – intensitet, men leveret blødt, cremet og på en totalt fløjlslækker facon. Det smager rasende godt … intet skarpt, bare blødhed og rå lykke. Der er er lidt peber i smagen, tanninerne er kraftige, men velsmagen helt fantastisk og munder ud i en total lang og frugtrig eftersmag.

Min vinbuddy Jesper er helt oppe i det røde felt … 7 Thumbs Up og det er også en lækker vin, som jeg absolut også vil anbefale, selvom det også er dyre sager. Jeg er nok smule mere tilbageholdende, men hoster gladelig op med 6 af de fedeste tommelfingre.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 999,95 kr., men prisen er  kun 799,95 kr., hvis du køber 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2010 Xavier Vignon, Arcane XVIII La Lune Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2010 Xavier Vignon, Arcane XVIII La Lune Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigMed næste tarotkort – Arcane XVIII La Lune Côtes du Rhône fra Xavier Vignon – har vi nu fået lidt mere alder på, da vinen er fra årgang 2010.

Tarotkortet er landet på månen, som symboliserer illusioner og usikkerhed. Kortet symboliserer porten eller grænsen mellem det kendte og det ukendte, men vinmæssigt er vi på kendt grund. Vinen er nemlig lavet på ren Syrah, som kommer fra gamle, lavtydende vinstokke på 7 forskellige marker i Sydrhône og beliggende i mellem 175 til 400 meters højde.

I vinkælderen er vinen også lavet lidt anderledes end en normalt Côtes du Rhône. Arcane XVIII La Lune Côtes du Rhône laves ved, at 85% af druerne afstilkes og 15% indgår i hele klaser. Gæring sker med lang maceration og så har vinen lagret hele 5 år på rustfrie ståltanke uden den mindste lagring på egefade.

Duften er klart mere animalsk end de foregående, og der er mejeri, fersk kød, flæsk, solbær, blåbær, kirsebær, banan, lakrids, sorte oliven, lidt peber og virker både rund og fyldig.

I munden er vinen virkelig også både rund, blød og fyldig. Det er en stor, tæt, fyldig og kraftig vin med saft og kraft, så selv tanninerne virker saftige. Frugten er fin og ren med mørke, nærmest sorte bær, men samtidig bliver vinen aldrig for overfed, selvom den trækker hele 15% alkohol … samme niveau som de forrige.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249 kr., men prisen er 199,95 kr., hvis du køber 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Xavier Vignon, Arcane XIX Le Soleil Côtes du Rhône Villages, Rhône, Frankrig

2015 Xavier Vignon, Arcane XIX Le Soleil Côtes du Rhône Villages, Rhône, FrankrigNæste vinøse tarotkort – Arcane XIX Le Soleil Côtes du Rhône Villages fra Xavier Vignon – viser, at vejrudsigten står på sommer med høj sol.

Sol er også dejligt og i tarotkortenes verden symboliserer solen da også både munterhed og fremgang.

Der er glæde og lyse udsigter forude. Kortet giver også et fingerpeg om frihed og fantasi, så energi og livsglæde vil give dig vind i sejlene … du er på vej til at nå toppen af dine mål og kan forvente succes med alle typer projekter.

Du kan bede det guddommelige om hjælp til at overvinde den sidste hindring. Du har på basis af en spirituel/åndelig indsigt opnået glæde og fred med dig selv. Alt er godt.

Men lad os kigge på vinen og se, om alt også er godt der. Arcane XIX Le Soleil er en Côtes du Rhône Villages vin, hvor druerne kommer fra 9 forskellige parceller i den nordligere del af Sydrhône. Det er 80% Grenache, 10% Mourvèdre og 10% Syrah.

Grenache vinstokkene skulle efter sigende være omkring 100 år gamle og vinen er lavet med gæring og maceration i 1 måned og har efter endt fermentering lagret 15 måneder med en 1/3-del i nye egefade, 1/3-del i betontanke og 1/3-del i rustfrie ståltanke.

Duften er tætpakket kirsebær og blommer, lidt gæret i frugten med en støvet tørhed, er lidt urtet og har krydderier, blyant, kul, lakrids, våde fade, godt med kanel, en smule eukalyptus, blomster, en våd vaskeklud og en vis skarphed.

Det er smagsmæssigt en voluminøs, kraftig og sød vin med mørk, fed frugt, kul, peber, jord, mineraler, chokolade og tørre – men bløde – tanniner. Smagen er mælket, cremet og måske – for mig – en anelse for meget til den søde side.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 169,95 kr., hvis du køber 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2015 Xavier Vignon, Arcane XV Le Diable Vin de France, Rhône, Frankrig

2015 Xavier Vignon, Arcane XV Le Diable Vin de France, Rhône, FrankrigDet første vinøse tarotkort – Arcane XV Le Diable Vin de France fra Xavier Vignon – viser en gal djævel, halvt dyr halvt menneske med dyrehoved, horn, flagermusvinger og klør … så fy for satan, det må være en ganske syndig og ond vin.

Men djævlekortet står først og fremmest for forhindringer, frygt og blokeringer der, når de fjernes, kan frigive positiv energi … at det er er tid for os at møde djævlen eller skyggesiderne i os selv samt opdage store uudnyttede og uudforskede potentialer i os selv.

Derudover står kortet også for sensualiteten og seksualiteten i alle dens afskygninger. Hermed også den potente, kreative kraft vi alle sammen rummer, der ønsker at blive udtrykt med munterhed og håndgribelighed.

Dermed repræsenterer djævlekortet ikke det onde, men nærmere det utæmmede uciviliserede aspekt af os selv og vores psyke. Eller med andre ord … en tilbageholdende vin, som gemmer på potentialer, seksualitet, potens og kraft.

Le Diable er en vin, som er lavet på 100% Mourvédre fra vinstokke op til 100 år gamle. Det er Xaviers første forsøg med en vin udelukkende på Mourvédre.

Druerne kommer – helt i Xaviers ånd – fra 17 forskellige parcer ved Vinsobres omkring 30 kilometer nordøst for Orange. Alle druer er håndplukkede fra de små parceller.

Vinen får ekstra lang tid i tanken med skallerne for at trække mest mulig farve, tannin og smag ud inden gæringen. Derefter ligger vinen en periode – uoplyst – på en 30% nye egetræsfade og 70% i betontanke. Den har fået 94 varme Parker point.

Duftmæssigt er det også lidt af en varm vin, hvor frugten er blåbær, brombær, enebær og derudover byder på bacon, blæk, eg, røg, lakrids, kanel, meget svag aroma af nelliker, et grønt touch samt pebrede krydderier.

I munden er vinen tør, intens og virkelig blød som fløjl. Det gør den rund og venlig med lidt sødme, lakridspiber, ren frugt, mørke kirsebær, brombær og samtidig aldrig tung eller for kraftig i udtrykket.  Vinen er måske endnu en kende til den unge side, og havde måske godt at et par år mere i kælderen hos djævlen.

Madmæssigt vil jeg parre vinen med lidt and … og det kunne fx være Madfilosofies ret på sprøde og møre andebryster med syrlig løg og lidt jazz. Jazz kan i øvrigt bruges til mange vine.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr. Lige i øjeblikket er den på tilbud til 129,95 kr., hvis du køber 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

Seriesmagning af vinøse tarotkort … Xavier Vignons Arcane vine

Tarotkort siges at indeholde hele universets visdom … og kan du tyde kortene får du andel i denne visdom og dermed vejledning til at leve livet og træffe vigtige valg på livets vej.

Kortene er opdelt i den store arkana – Arcane – der består af 22 kort, som siges at være symbol for de 22 prøvelser, som et menneske skal igennem for at opnå indsigt og forståelse af sig selv og universets sammenhæng.

Supervin i Hjørring – de ihærdige vinkøbmænd – har sendt jeres flittige vinblogger 4 tarotkort til test. Ikke som en prøvelse, men nærmere for at jeg skal opnå en større indsigt  – ikke om universets sammenhæng – men derimod om vinmageren Xavier Vignons vine i serien Arcane, opkaldt efter de indsigtsgivende kort.

Xavier Vignon har nemlig lavet en lille serie af 4 vine – alle fra Rhône – under Arcane navnet … hver vin med et tarotkort som etiket samt navnet på et af symbolerne fra den store arkana. Dem tester Houlberg nu i en lille seriesmagning.

De 4 tarotkort er nemlig;

Og alt kommer jo også i serier i øjeblikket, brande, mordere, fodbold … eller tag’ et kig på Netflix, HBO eller andre tv-kanaler, hvor alt også er serier. Så hvorfor ikke lige lave en lille seriesmagning med de 4 fremsendte tarotkort, når nu stjernerne, månen og solen står rigtigt placeret på himlen.

Men inden kigger på Arcane vinene, så lad os lige se lidt nærmere på vinmageren bag vinene, for Xavier Vignon er vi jo stødt på tidligere her på Houlbergs Vinblog.

Han er uddannet ønolog fra universitetet i Montpellier … Diplôme National d’œnologue og har næsten lige siden arbejdet som konsulent for en lang række vinprodukter.

Derudover har han en lille negociantforretning Xavier Vins, hvor han med opkøbte druer laver en række vine … en forretning, som er voldsomt stigende i disse år.

Inden Xavier blev rådgivende vinkonsulent og negociant havde han  dog nået at arbejde hos en lang række vinhuse, bl.a. Chateau Corbin-Michotte i Saint-Emilion, hos Chez Wolfberger i Alsace, hos producenter i Napa Valley og Pic Saint-Loup samt hos champagneproducenten Moët & Chandon. Han har også arbejdet på Cloudy Bay i New Zealand og på Domaine Chandon i Australien.

I slutningen af 1990’erne kom Xavier til Rhône og fik ansættelse hos Avignon Oenologie Conseil … nu Institut Oenologique de Champagne, hvor Xavier Vignon er manager og ledende ønolog. Han arbejder forholdsvis uafhængig af laboratoriet og udvælger selv, hvilke opgaver han ønsker at påtage sig som rådgiver hos producenterne.

Xavier anslår selv at han har omkring 140 domæner som klienter, hvor han rådgiver om arbejdet i vinmarkerne og sidder med, når vinene skal blandes før aftapning. Han har bl.a. haft opgaver for arbejdsopgaver for Chateau Margaux i Bordeaux.

Siden 2002 har Xavier også lavet vin selv via Xavier Vins … en lille, men kraftigt voksende negociantforretning. Det startede med, at Xavier begyndte at købe lidt druer og nogle fade vin fra sine klienter … i visse tilfælde som betaling for sin rådgivning. De blev blandet til Xaviers egne vine.

I starten lavede Xavier vinene i kældrene på Chateau Husson i Courthezon, men siden 2014 har han haft produktionsfaciliteter i kældrene på Chateau Fines Roches, der tidligere har huset negociantfirmaet Louis Mousset og senere Yann, Fabrice og Cyril Mousset.

Xavier har et specielt princip, når han indkøber druemost til sine vine. Han køber små partier hos den enkelte producent, måske et enkelt fad, som han finder passer specielt til den type vin han ønsker at blande.

Det er målet, at den enkelte vin skal være en blanding fra mindst 20 forskellige producenter. Således skulle vinen være et udtryk for den pågældende appellation det pågældende år.

Han siger siger, at det er 20% passion, 20% drøm, 20% hjerte, 20% sjæl og 20% krop”. Og han laver både Côtes du Rhône, Ventoux, Rasteau, Vacqueyras, Gigondas, Muscat de Beaumes de Venise & Beaumes de Venise og Châteauneuf-du-Pape vine.

Konklusion af smagningen – Arcane vinene

Lad det være sagt med det samme … der er Le Pape og så de andre, for topvinen – og den mest beskrevne vin i serien – er i særklasse og adskiller sig markant fra de 3 andre vine i serien.

Så kåringen af en vinder er næsten omsonst, idet Le Pape klart skiller sig ud, men koster jo også markant mere end de øvrige 3 vine, så på den måde skal den også være bedre.

Generelt er det solrige, kraftige Rhônevine, hvilket også Parker anmeldelserne af vinene bekræfter. Le Diable har fået 94 point, Le Soleil 94 point, La Lune 92 point og Le Pape 96+ og således alle i den høje ende af skalaen.

Le Diable og Le Soleil er begge årgang 2015, mens de andre er fra 2010, hvilket selvfølgelig også giver en forskel og måske er begge 2015 vine fortsat for unge, men læs mine anmeldelser, hvis de vil have det samlede indtryk.

Tak til Supervin for udfordringen … og indsigten

2015 Château Malijay, M de Malijay Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2015 Château Malijay, M de Malijay Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigNæste vin på Houlbergs Vinblog er en Côtes du Rhône med navnet M de Malijay, som kommer fra Château Malijay … et vinslot beliggende lidt nordøst for den lille by Jonquières tæt på Orange og ikke langt fra Vacqueyras og Gigondas.

Slottet har eksisteret siden 1200-tallet og blev genopbygget i sin nuværende form i det attende århundrede. Der har siden 1600-tallet været lavet vin på slottet … de første optegnelser om salg af vin fra slottet stammer fra 1562.

Omkring 1780 var ejendommen ejet af adelsmanden Légier Monfort, som nedrev de daværende bygninger og genanvendte stenene til opførelse af det nuværende smukke slot, som I også kan se på billedet nedenunder.

Gennem tiden har slottet haft mange forskellige ejere, men i 2007 blev det købt af familien Deltin. Pierre Deltin var farmaceut og ejede laboratorier samt apoteker i Marseilles, men havde en drøm om at bo på et slot og producere vin.

Hans datter Aude Deltin – som I ser på øverste foto – var uddannet journalist og arbejdede for fransk TV i Paris, da faderen overtog Château Malijay og gav sig i kast med vin.

Aude kastede sig – med lige så stor iver som sin far – over projektet og blev så grebet af livet som vinbonde, at hun droppede journalist karrieren og begyndte at læse til agronom.  I dag er det Aude, der er frontfigur på slottet, både hvad angår produktion, salg og markedsføring.

Samlet har Château Malijay 125 hektar vinmarker med en betagende udsigt til både Mont Mirail og Mont Ventoux. Vinmarkerne er primært beplantet med Grenache samt Syrah og over halvdelen af stokkene har en alder på over 40 år, mens 15% er over 80 år gamle.

Denne M de Malijay Côtes du Rhône er lavet på 50% Grenache, 45% Syrah og 5% Mourvèdre, høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar og er vinificeret i store betonkar med gæring og maceration i 15 dage og efter en malolaktisk gæring lagret i rustfrie ståltanke på bærmen i 6 måneder.

Næsen er herlig flæsket, urtet og landlig … lakridskonfekt, lakridsrod, peber, gærede bær, brombær, blommer, enebær, blæk og der er noget råt og rustikt over vinen. Et god råd … giv den rigelig med luft og server den til den kølige side, så dufter den f…ing fantastisk.

Smagsmæssigt voldsom tør med bid af peber, godt med garvesyre, som giver en tannisk bid og klæber i munden. Den er kødfuld, men har godt med syre, kraft og rå saftighed, chokolade, blommer, mørke bær samt derudover lidt krydderier i eftersmagen.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 79,73 kr. Et godt køb til prisen.

Vinanmeldelse 5/7

2011 Mas de Daumas Gassac, Mas de Daumas Gassac Rouge, Languedoc, Frankrig

2011 Mas de Daumas Gassac, Mas de Daumas Gassac Rouge, Languedoc, FrankrigMas de Daumas Gassac er en af de mest berømte vingårde i Languedoc og er bl.a. kaldt den eneste Grand Cru i Midi, en Lafite i Languedoc og Parker har kaldt huset exceptionel. Denne Mas de Daumas Gassac Rouge er deres ikoniske topvin, som også af mange betragtes som den helt ultimative kultvin i Languedoc. Vi smager den her i en årgang 2011.

Mas de Daumas Gassac er et yngre vinhus, som er grundlagt i 1971, hvor den tidligere handskeproducent Aimé Guibert sammen med hustruen Véronique  og resten familien købte ejendommen på adressen Haute vallée du Gassac lidt nord for den lille by Aniane omkring 25 kilometer vest for Montpellier fra familien Daumas.

Det var egentlig ikke for at dyrke vin, men da geologiprofessor Henri Enjalbert havde rost områdets potentiale til at producere stor vin, så startede Aimé med at tilplante markerne med vinstokke.

Den første vin blev lavet i 1978 med hjælp fra ønologen Émile Peynaud og det var nemlig lige præcis denne vin … Mas de Daumas Gassac Rouge. Èmile havde tidligere arbejdet som vinkonsulent for både  Chateaux Margaux, Haut Brion, Mission Haut Brion og La Lagune

Mas de Daumas Gassac Rouge blev et bevis på, at der kan laves alvorlig, stor rødvin udenfor en appellation, men som en almindelig Vin de Table Français.

Berømmelsen for Mas de Daumas Gassac kom i 1982, da slottets årgang 1980 i Frankrigs berømte guide Gault & Millau slog vine som Château Latour og Château Lafite af banen.

Det skabte mildt sagt en del opmærksomhed på den internationale vinscene, da Languedoc-vine af den karat var usete indtil da. Men det betød også, at vinen hurtig blev prissat på niveau med de fine vine fra Bordeaux.

Hemmeligheden ligger i jordens struktur samt i det for området kølige mikroklima, skabt af floden Gassac. Men hertil kommer en højst usædvanlig druesammensætning … men den skal jeg nok lige vende tilbage til.

I dag er det Aimé Guibert og Veroniques 4 børn, som driver vinhuset. De hedder Samuel, Gaël, Roman og Basile … de har i fællesskab ledet stedet siden 2000.

Familien har samlet omkring 50 hektar vinmarker, fordelt på 52 parceller med en stor, stor variation af druesorter, faktisk er der på markerne omkring 50 forskellige sorter, men de mest udbredte er Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Malbec, Merlot, Syrah, Tannat, Petit Verdot og Carmenere.

Denne 2011 Mas de Daumas Gassac Rouge er lavet på et blend af 71,6% Cabernet Sauvignon, 5.6% Merlot, 5% Cabernet Franc, 2,6% Pinot Noir, 2,8% Tannat, 1.6% Malbec og 10,8% sjældne druesorter … i hvert fald ifølge vinhuset hjemmeside.

Etiketten bag på vinen siger dog, at blendet er 80% Cabernet Sauvignon, 7% Merlot, 6% Petit Verdot, 4% Pinot Noir samt 3% Syrah … så hvad der er rigtigt, står således lidt hen i det uvisse.

Druerne er høstet med et udbytte på mellem 35-45 hektoliter pr. hektar og vinen er lavet helt klassisk med lang fermentering og maceration i 20 dage på rustfrie ståltanke, ingen filtrering og derefter lagret 12-15 måneder på brugte egefade.

Det siges, at vinen som ung er som en Bordeaux, men ved lagring udvikler den forunderlige nuancer som en gammel Bourgogne, men lad os endelig smage vinen.

Den har i hvert fald en ganske forunderlig duft … landligt som en polsk bondepige ved navn Svetlana, lidt prut, nyvasket sengetøj, dyb moden og gæret frugt, kirsebær, blåbær og boysenbær, lakrids … og ganske masser af kraft, som en vin på epo.

I munden en koncentreret og saftig vin, ganske læskende med en streng syre og godt med peber og andre krydderier. Der er jernmalm, mineraler, stor tørhed og godt bundet sammen. Det er sgu flot vin. Det burgundiske synes jeg dog ikke, at jeg har fundet … men måske er den endnu for ung.

Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske koster 280 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7