2010 Xavier Vignon, Arcane XVIII La Lune Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2010 Xavier Vignon, Arcane XVIII La Lune Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigMed næste tarotkort – Arcane XVIII La Lune Côtes du Rhône fra Xavier Vignon – har vi nu fået lidt mere alder på, da vinen er fra årgang 2010.

Tarotkortet er landet på månen, som symboliserer illusioner og usikkerhed. Kortet symboliserer porten eller grænsen mellem det kendte og det ukendte, men vinmæssigt er vi på kendt grund. Vinen er nemlig lavet på ren Syrah, som kommer fra gamle, lavtydende vinstokke på 7 forskellige marker i Sydrhône og beliggende i mellem 175 til 400 meters højde.

I vinkælderen er vinen også lavet lidt anderledes end en normalt Côtes du Rhône. Arcane XVIII La Lune Côtes du Rhône laves ved, at 85% af druerne afstilkes og 15% indgår i hele klaser. Gæring sker med lang maceration og så har vinen lagret hele 5 år på rustfrie ståltanke uden den mindste lagring på egefade.

Duften er klart mere animalsk end de foregående, og der er mejeri, fersk kød, flæsk, solbær, blåbær, kirsebær, banan, lakrids, sorte oliven, lidt peber og virker både rund og fyldig.

I munden er vinen virkelig også både rund, blød og fyldig. Det er en stor, tæt, fyldig og kraftig vin med saft og kraft, så selv tanninerne virker saftige. Frugten er fin og ren med mørke, nærmest sorte bær, men samtidig bliver vinen aldrig for overfed, selvom den trækker hele 15% alkohol … samme niveau som de forrige.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249 kr., men prisen er 199,95 kr., hvis du køber 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7