2015 Xavier Vignon, Arcane XV Le Diable Vin de France, Rhône, Frankrig

2015 Xavier Vignon, Arcane XV Le Diable Vin de France, Rhône, FrankrigDet første vinøse tarotkort – Arcane XV Le Diable Vin de France fra Xavier Vignon – viser en gal djævel, halvt dyr halvt menneske med dyrehoved, horn, flagermusvinger og klør … så fy for satan, det må være en ganske syndig og ond vin.

Men djævlekortet står først og fremmest for forhindringer, frygt og blokeringer der, når de fjernes, kan frigive positiv energi … at det er er tid for os at møde djævlen eller skyggesiderne i os selv samt opdage store uudnyttede og uudforskede potentialer i os selv.

Derudover står kortet også for sensualiteten og seksualiteten i alle dens afskygninger. Hermed også den potente, kreative kraft vi alle sammen rummer, der ønsker at blive udtrykt med munterhed og håndgribelighed.

Dermed repræsenterer djævlekortet ikke det onde, men nærmere det utæmmede uciviliserede aspekt af os selv og vores psyke. Eller med andre ord … en tilbageholdende vin, som gemmer på potentialer, seksualitet, potens og kraft.

Le Diable er en vin, som er lavet på 100% Mourvédre fra vinstokke op til 100 år gamle. Det er Xaviers første forsøg med en vin udelukkende på Mourvédre.

Druerne kommer – helt i Xaviers ånd – fra 17 forskellige parcer ved Vinsobres omkring 30 kilometer nordøst for Orange. Alle druer er håndplukkede fra de små parceller.

Vinen får ekstra lang tid i tanken med skallerne for at trække mest mulig farve, tannin og smag ud inden gæringen. Derefter ligger vinen en periode – uoplyst – på en 30% nye egetræsfade og 70% i betontanke. Den har fået 94 varme Parker point.

Duftmæssigt er det også lidt af en varm vin, hvor frugten er blåbær, brombær, enebær og derudover byder på bacon, blæk, eg, røg, lakrids, kanel, meget svag aroma af nelliker, et grønt touch samt pebrede krydderier.

I munden er vinen tør, intens og virkelig blød som fløjl. Det gør den rund og venlig med lidt sødme, lakridspiber, ren frugt, mørke kirsebær, brombær og samtidig aldrig tung eller for kraftig i udtrykket.  Vinen er måske endnu en kende til den unge side, og havde måske godt at et par år mere i kælderen hos djævlen.

Madmæssigt vil jeg parre vinen med lidt and … og det kunne fx være Madfilosofies ret på sprøde og møre andebryster med syrlig løg og lidt jazz. Jazz kan i øvrigt bruges til mange vine.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr. Lige i øjeblikket er den på tilbud til 129,95 kr., hvis du køber 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7