Fra det italienske vinhus Società Agricola Montalbera skal vi nu smage vinen Laccento Ruchè di Castagnole Monferrato … en vin på den mere ukendte druesort Ruché.
Ruchè findes primært omkring Castagnole Monferrato og den fik sin egen DOC appellation i 1987 og blev endda ophøjet til DOCG i 2010. Der findes ikke mange hektar med druen … men familien Morando, som drives Montalbera, har hele 82 hektar vinmarker med netop Ruché omkring Castagnole Monferrato, hvilket formentlig gør dem til én af de største producenter af vin på denne drue … selvom jeg vistnok i et ældre blogindlæg skrev, at den ære tilfaldt Luca Ferraris.
Helt præcos ligger Società Agricola Montalbela godt ude på landet ved Castagnole Monferrato, hvilket vel er omkring 10-12 kilometer nordøst for Asti i Piemonte.
Der i både Monferrato og Langhe har Montalbera ikke mindre 175 hektar vinmarker. Huset marker ligger fordelt på 6 bakker i Monferrato og Langhe, fordelt på vel omkring 13 marker. Derudover dyrker familien også lidt hasselnødder.
Familien Morando har været vinbønder i området gennem generationer og oprindelig kom fra Langhe, hvor Enrico Riccardo Morando grundlagde Montalbera.
Der var dog først i 1980’erne, at Società Agricola Montalbela blev grundlagt i den nuværende form. Der begyndte familien at opkøbe yderligere marker og plante nye druesorter, bl.a. druen Ruchè, som i dag er blevet en af de vigtigste druer hos Morando familien.
Ruché udtales i øvrigt som; Roo-kay og det siges, at druen har nogle af de samme egenskaber som Nebbiolo, da den typisk vil give meget tanninrige, lyse vine med en bitter eftersmag. Med denne Laccento Ruchè di Castagnole Monferrato er vi imidlertid milevidt fra Nebbiolo, men det skal jeg snart vende tilbage til.
Familien Morando med Franco i spidsen har altid været fascineret af druen og troet på dens potentiale. Derfor har de også brugt en del ressourcer på at forske i druens genetiske ophav, hvilket er sket i samarbejde med laboratoriet Bioaesis di Ancona, som har udlagt druens DNA. Og tro det eller ej, så har druen en genetisk struktur, som tættest findes i … Pinot Noir.
Vinene hos Società Agricola Montalbera er opdelt i serierne I Classici og Le Selezioni. Derudover laver de i serien Le Bollicine lidt spumante og selvfølgelig laver familien også grappe samt olivenolie. Samlet laves der 4 vine på Ruché og denne Laccento Ruchè di Castagnole Monferrato kommer fra Le Selezioni serien.
Denne Laccento Ruchè di Castagnole Monferrato er lavet med druer, som kommer fra vinstokke, der er over 25 år gamle og er høstet med håndkraft. Vinen skulle i denne årgang være lavet ved, at 95% af druerne er høstet sent, hvor de nærmest er overmodne, mens de resterende 5% er høstet normalt, men blot tørret efterfølgende på samme måde som ved Amarone.
Det er imidlertid ændret med 2016 årgangen, hvor 80% af druerne høstes helt normalt, mens de sidste 20% får lov til at hænge på stokkene længere, så de næsten begynder at tørre ind. Vinen er vinificeret på ståltanke og er også alene lagret i ståltanke.
Denne 2014 har fået 98 point – og 2016’eren 99 point – af den gode Luca Maroni, og nu begynder I så måske allerede at fornemme, hvilken type vin, som jeres flittige vinblogger nu har fået i glasset, hvor et svagt orange skær i kanten indikerer en vis moden vin.
Duftmæssigt er der tobak, godt med nelliker, allehånde, lavendel, moden frugt … nærmest overmoden, sorte og modne kirsebær, men også lidt lysere bær, hindbærmarmelade, nogle æteriske olier, mandler, blomster, roser, syrener samt en vis landlighed som en oprørsk bonderøv.
I munden er der et pænt højt sødmeniveau, mens syreniveauet til gengæld er ganske lavt. Man tænker slet ikke Piemonte, Nebbiolo eller Pinot Noir. Der er fedme og vi ligger stilmæssigt mere op ad syditalienske vine. Med godt luft i munden kan der fremtvinges lidt bitterhed, tanniner og peber, men det er bestemt en pleaser. Der kommer dog en lille syre i eftersmagen og det virker sgu meget godt og løfter vinen en smule over pleaserniveau.
Jeg drak vinen over 2 dage … og på andendagen – efter en nat i køleskabet – så er smagen mere ren og syrerig, som om noget af det hvalpede er aftaget. Så er godt råd … giv vinen en fandens masser luft og server også gerne en tand til den kølligere side.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 159,95 kr.