Nu er vi der igen … altså i Rías Baixas i den i nordvestlige del af Spanien og atter med en vin på Albariño, nemlig vinen Leirana fra Bodegas Forjas del Salnés.
Vingården drives af Rodrigo Rodri Méndez, som grundlagde Bodegas Forjas del Salnés i midten af 2000’erne og navngav vingården efter den forretning indenfor stålindustrien, som hans gamle bedstefar Francisco Méndez drev. Rodrigo kom dog selv fra en familie, som har vinproduktion i blodet og er nevø af Do Ferreiros Gerardo Méndez … en anerkendt producent af Albariño i Rías Baixas.
Men Rodrigo Rodri Méndez besluttede sig for at producere rødvine i Rías Baixas, som jo ellers næsten udelukkende er viet til hvidvine, og søgte hjælp fra vennen Raúl Pérez, der selv producerer vin i Bierzo og andre af de galiciske regioner.
Raúl rådede dog Rodrigo til ikke at droppe de gamle Albariño vinstokke, så derfor producerer Bodegas Forjas del Salnés i dag 15 forskellige vine fra husets 7,5 hektar vinmarker, som ligger ved landsbyerne Meaño, Sanxenxo og Barro. Den årlige produktion ligger på omkring 45.000 flasker årligt.
Derudover er Rodrigo Rodri Méndez også involveret i projektet Castro Candaz sammen med Raúl Pérez i Ribeira Sacra … et nok lidt mere ukendt område omkring Chantada i Galicien.
Denne Leirana, som første gang er lavet i 2005, er opkaldt efter Rodrigos bedstemor Leirana María Luisa Lázaro og er lavet Albariño druer fra med 40-50 år gamle vinstokke fra veldrænende vinmarker omkring Salnés.
Druerne fra hver parcel er vinificeret separat, druerne afstilkes inden presning, gæring sker spontant over 20 dage med druernes naturlige gærceller og så er vinen lavet uden malolaktisk gæring samt lagret 90% stål og 10% fade af ældre dato.
I glasset er vinen mere gul end lige forventet … og jeg har ellers drukket mange Albariño vine. Duftmæssigt har vinen kraftige og varme overarme, syltede citroner, tørrede abrikoser, grape og giver en meget liflig duft med en nærmest kalket mineralitet. Det er ikke en streng, stram Albariño, men klart mere kropslig, røget med fuld skrald på aromaerne.
I munden er det en fyldig Albariño med ananas, grillede citroner, mælkede noter og hvor smager den egentlig godt. Balancen mellem sødme, syre og bitterhed er fabelagtig, hvor den bløde syre er den mest fremtrædende, mens en lille grape bitterhed er beskeden og sødmen nærmest eftertænksom. Vinen har røget fyldighed, men samtidig tilstrækkelig surhed og en stenet mineralitet til, at det aldrig bliver for fedt.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 143 kr. ved køb af 6 flasker.