Tag-arkiv: Italien

2008 Bertani, Amarone delle Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2008 Bertani, Amarone delle Valpolicella Classico, Veneto, ItalienVed sidste vinaften hos Falken tilbage i oktober sidste år fik vi 4 vine fra Bertani og minsandten om han ikk’ lige havde gemt hustes ikoniske Amarone delle Valpolicella Classico til denne aften.

Cantine Bertani ligger i den lille by Grezzana omkring 10 kilometer nord for Verona, og er grundlagt tilbage i 1857 af de to brødre Giovan Battista og Gaetano Bertani i Quinto di Valpantena nord for Verona. På det tidspunkt var Gaetano allerede en dygtig vinmager, som havde studeret i Frankrig hos Professor Guyot og lært nye tekniker.

Og fra starten anvendte brødrene de nye og moderne tekniker, både i vinkælderen samt i deres marker i Valpantena og Soave, men altid med respekt for de gamle traditioner. Og det gav succes … brødrene blev berømt i hele Verona området for deres professionalisme og kvaliteten af deres vine.

Bertani var dog også gode forretningsfolk, og de forstod værdien af selv at flaske vinene for at optimere fortjenesten. De investerede derfor yderligere og i slutningen af 1800-tallet blev husets vine også solgt i mange byer i USA, ja stort set over hele verdenen.

Den store berømmelse betød bl.a. også at deres vin i 1937 blev anvendt ved middagen i forbindelse med kroningen af Kong George VI i England. Derudover har vinhuset fået en lang række store hædersbevisninger for deres vine samt en masse internationale medaljer gennem årene.

I 1952 købte familien den smukke 1700-tals barokvilla Villa Novare med tilhørende 220 hektar jord i Arbizzano nord fra Verona og omkring 5 kilometer svag sydvest for deres hovedsæde i Grezzana. Det var oprindelig familien Fattori, som i 1735 begyndte byggeriet af villaen ved siden af en vinkælder fra det 16. århundrede.

Inden byggeriet var afsluttet, blev villaen i 1769 solgt til familien Mosconi. De færdiggjorde ejendommen og tilføjede en romantisk park på otte hektar anlagt i engelsk landskabsstil. Derudover fokuserede familien Mosconi på vindyrkning og blev en af de største vinproducenter i Norditalien på den tid.

I første halvdel af det 19. århundrede tog tingene en anden drejning. Herskabsvillaen blev forladt og både parken og en række værelser udsat for vandalisme. Ejendommen fungerede en kort periode omkring 1933 også som hovedsæde for det lokale kooperativ Cantina Sociale della Valpolicella, og de var også med til at gøre ejendommen ganske historisk.

Det var nemlig netop i kælderen under Villa Novare, at en af de ansatte på kooperativet i 1933 ved en fejl glemte at standse gæringen på den søde Recioto og dermed skabte prototypen på det, som vi i dag kender som Amarone.

I dag har familien omdømt ejendommen til Villa Mosconi Bertani og renoveret den til fordums glans … en ganske imponerende bygning. Den er imidlertid ikke hovedsæde for vinhuset … det er fortsat ejendommen i Grezzana.

Selve vineriet i Grezzana betragtes i øvrigt også som værende et af de smukkeste i det dejlige Valpolicella Classico område. Bertani har i dag omkring 200 hektar vinmarker i både Valpolicella ved Villa Novare samt Valpantena og derudover i Soave og ved Gardasøen. Og det er fortsat med familien Bertani ved roet. De har dog ansat Gian Matteo Baldi, som direktør for foretagendet og Cristian Ridolfi som ansvarlig vinmager.

Alt i hele produktionen er de senere år optimeret, hvilket vil sige at vinene fortsat laves efter de klassiske forskrifter, men med det bedste mulige udstyr til rådighed. Bertani producerer i dag ikke kun de kendte vine som Secco Bertani, Villa Arvedi eller Amarone Classico, men også bl.a. flot Soave og IGT Verona.

I dag fremstilles vinene stadig efter de gamle klassiske traditioner og regler. Bertanis vine er anerkendt over hele verden for deres exceptionelle kvalitet, og beundringsværdige håndværk.

Bertani er blandt de få Amarone producenter, der ikke køber deres druer af lokale bønder, de anvender derimod udelukkende druer fra egne marker, og kan således selv kontrollere hele processen fra start til slut.

Denne 2008 Amarone delle Valpolicella Classico er husets rigtige Amarone … helt klassisk, som navnet også indikerer. Vi havde tidligere smagt vinen ved et byggemøde, nemlig tilbage i december 2015, hvor vi smagte den hos Brix i en årgang 1999.

Vinen er lavet på 80% Corvina og 20% Rondinella. Druerne er tørret på måtter i omkring 120 dage. Macerationen sker over hele 20 dage, hvorefter gæringen sker ved 18 grader over 30 dage i store cementkar.

Derefter lagrer vinen 6 år på store 60 hektoliter slavonske egetræsfade. Efter vinen er kommet på flaske, og så lagrer den yderligere 1 år.

Kraftfuld elegance må være overskriften for denne vin … der er både overgærede, lyse blommer, dadler, kirsebærlikør, kohud, syrlig og dampende mødding, læder, lakrids, chokolade, men den har samtidig en lidt lækker, kølig slagside, som gør at det ikke bliver alt for opulent.

I munden er vinen dog sød … og for mig takker den i starten også lige lidt over i sødmen. Men heldigvis smager den samlet langt lettere end sødmen indikerer eller man kunne frygte. Det er fortsat en stor mundfuld, men det er blødt, cremet med tobak, mælkechokolade samt et lille peberbid.

Forhandles bl.a. af VildMedVin, hvor en flaske koster 850 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2012 Ernesto Ruffo, Campogadis Valpolicella doc Superiore, Veneto, Italien

2012 Ernesto Ruffo, Campogadis Valpolicella doc Superiore, Veneto, ItalienEn gammel kending … Campogadis Valpolicella doc Superiore fra Ernesto Ruffo, som jeg tidligere har smagt i både årgang 2010 og 2011, kaldt Valpolicella med superkræfter, stærkere end kryptonit og dynamit-Harry tilsammen.

Og sådan er det stadigvæk, når man smager vinen fra den autodidakte og unikke vinmager i denne årgang 2012 … det er fortsat Fantomet, Ironman og basserne, som møder månestråle og Cate Blanchett.  Det er underligt, vidunderligt og forbudt for børn.

Campogadis Valpolicella Superiore er lavet fra druer fra de vulkanske bakker omkring San Briccio. Corvina og Rondinella druerne tørres i 30 dage, hvilket kaldes en let tørring, og vinen lagres derefter på eg. Den trækker en højoktan på små 16% – smak – og så laves der sølle 1.100 flasker af vinen hvert år.

Det er som tidligere en voldsom magiterning med atombombe intensitet. Det er tørret frugt. sorte kirsebær, dybt fra mørkeste afkrog, blåbær, blommer, dadler og enebær, mahogni ædeltræ, jernbanesveller, lakrids,  chokolade og lidt mentol.

Smagen er også nærmest eksplosiv i 5. potens med saft, kraft, fedme, sødme, eg, stor tørhed, chokolade og tydelige tanniner. Der er rå power med rå kakao og crossfit for rigtige mænd. Tyg den, bid den og nyd den. Voldsomt og så alligevel satans dragende.

Forhandles i dag hos Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 295 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2012 Serego Alighieri, Monte Piazzo Valpolicella Classico Superiore, Vento, Italien

2012 Serego Alighieri, Monte Piazzo Valpolicella Classico Superiore, Vento, ItalienResten af aftenen stod på vine fra Veneto … hele 4 af slagsen og vi startede i den “lettere” ende med denne Monte Piazzo Valpolicella Classico Superiore fra vinhuset Serego Alighieri.

Serego Alighieri er et klassisk italiensk vinhus, der kan føres over 20 generationer tilbage og i dag ejes greven Pieralvise di Serego Alighieri, som er en direkte efterkommer af Italiens store digter Dante Alighieri. Det er dermed også ét af Valpolicellas ældste og mest traditionelle godser, som blev købt i 1353 af Pietro Alighieri, Dantes søn, der havde efterfulgt sin far i eksil i Verona og havde opholdt sig i området efter digterens død.

Allerede dengang startede man vinproduktion, og lige siden har vinfremstilling kontinuerligt været en tradition i familien. Og denne tradition er fortsat … men i dag sker vinproduktionen i samarbejde med det gigantiske vinfirma Masi Agricola, der har leveret moderne tekniske ekspertise og en international distributionskanal for alle Serego Alighieris vine.

Masi er nabo til Serego Alighieri og samarbejdet med Dr. Sandro Boscaini, som både er ønolog, direktør og ejer af Masi Agricola, har medført en stor fornyelse i vinproduktionen hos greven.

Serego Alighieri har altid stået for det klassiske og traditionsrige, mens Masi og Sandro Boscaini mere står for det dynamiske, nye og grænsesøgende. Vinene fra Masi kender vi typiske fra diskene i de danske supermarkeder.

Selve Villa Serègo Alighieri omfatter 130 hektar hvoraf omkring 35 hektar er beplantet med vinstokke. Resten anvendes til frugtavl, hvoraf kirsebær er dominerende. Derudover er der selvfølgelig lidt oliven.

Herunder har Pieralvise di Serego Alighieri – vist nærmest lidt for sjov – en flok geder gående på de højst beliggende arealer, hvor de producerer mælk til den lokale gedeost.

Vinmarkerne ligger i en tragtformet dal og når man ser markernes beliggenhed på skråningerne, er man ikke i tvivl om, at der kan laves god vin. Den berømteste vinmark hedder Vajo Ameron, som leverer druer til nogle af husets bedste Amaroner.

Udover landbruget er der også – i bedste italienske stil – lidt agriturismo, idet det er muligt at bo i slottets gæstefløj, kaldet La Forresteria.

For nogle år siden igangsatte Pieralvise nemlig en tilbundsgående renovering af de gamle arbejderboliger, som hørte til ejendommen. Pieralvise og hans kone har egenhændigt indrettet 8 lejligheder, som alle er helt forskellige.

Udover produktionen af Amaroner, Ripassoer m.v. og værelsesudlejning på ejendommen i Veneto, så har Serego Alighieri også købt en ejendom i Toscana, nemlig Poderi del Bello Ovile, som ligger ved Cinigiano bakkerne i udkanten af Montalcino. Derfra har jeg tidligere smagt (og skrevet om) vinen Poderi del Bello Ovile Rosso di Toscana IGT.

Denne Monte Piazzo Valpolicella Classico Superiore er dog en ægte Veneto vin på druerne Corvina, Rondinella og Molinara fra husets gamle marker omkring det gamle gods. Vinen er lavet efter appaxximento metoden, hvor en del af druerne gæres ud på ståltanke ved 24-26 grader i 15 dage. Vinen omstikkes efterfølgende og den malolaktiske gæring startes.

Senere tilsættes druer, der har tørret i to måneder, hvilket sætter en ny gæring i gang. Vinen lagrer derefter i 18 måneder på botti af slovensk eg, fire måneder i 600 liters kirsebærtræsfade og seks måneder på flaske, før den endeligt frigives til salg.

Duftmæssigt er det mørke, gærede bær, modne blommer, frugten er næsten kandiseret, mulle og våde fade, en kagemand med hele svineriet, engelsk lakrids, lidt estragon, blomster samt lidt peber.

Smagen er fyldt med power, godt med træ, tørhed og tørre tanniner. Det er mørk frugt, næsten Ripasso i smagen, men måske knap så sødt og blødt, men langt mere stramt og kantet i smagen.  Virker dog her mere helstødt end en tidligere årgang, som jeg smagte for et par år siden.

Forhandles af Vildmedvin, hvor sådan en fætter koster 209 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2013 Marchesi Antinori, Villa Antinori Chianti Classico Riserva, Toscana, Italien

2013 Marchesi Antinori, Villa Antinori Chianti Classico Riserva, Toscana, ItalienSidst jeg drak vin fra Marchesi Antinori, da var det hans 1990 Solaia, men mindre ka’ jo gøre det og nu er det en nyere Villa Antinori Chianti Classico Riserva, som jeg har i glasset … og det er jo også ganske godt.

Hvis du skal læse lidt om det legendariske vinhus, så læs det blogindlæg, som jeg har linket til ovenover. Vi bruger i stedet tiden til at kigge nærmere på denne Villa Antinori Chianti Classico Riserva, som er lavet på 90 % Sangiovese og 10 % Cabernet Sauvignon. Vinifikationen har fokus på den blidest mulige ekstrahering for at sikre bløde tanniner, hvorfor vinen er lavet med afstilkning og blid presning, hvorefter fermentering sker i rustfrie ståltanke i en uge ved 28-30 grader efter 8-9 dages maceration.

Efter endt fermentering har Sangiovese druerne undergået malolaktisk gæring i ståltankene, mens saften fra Cabernet Sauvignon druerne er lagret i egefade.

Efter en kort periode blandes vinen og lagrer nu delvist på traditionelle store botti og resten på små barriques af fransk og ungarsk eg, inden vinen er flasket i juni 2015.

Og det er klart bedre Chanti end foregående vin, for her er der god frisk frugt, mere frugt, mere krop, mere bundtræk, men også fortsat en god syre. Frugten er en kende mørk og har elementer af mørke, overmodne bær, den fine balsamiske syrlighed og et drys krydderier. Dejlig næse.

Smagen er stram, men præcis … blid og alligevel med en markant syre, blæk, grafit samt tørre men nærmest bøjelige tanniner, som sikrer en fin elegant og stringent smag.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 209 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2011 Tenuta di Morzano, Chianti Montespertoli Riserva, Toscana, Italien

2011 Tenuta di Morzano, Chianti Montespertoli Riserva, Toscana, ItalienMed næste vin en Chianti Montespertoli Riserva er vi hos vingården Tenuta di Morzano, som ligger midt i byen Montespertoli omkring 25 kilometer sydvest for Firenze.

Vingården ligger i ejendommen Residence Borgo Filicardo, som også i bedste agri turismo stil omfatter udlejning af 16 ferielejligheder.

Vingården ejes af Luciano Mignolli, som købte vingården tilbage i 1973 sammen med hans broder Nino. Inspireret af deres bedstefar, så opkaldte de gården efter ham … Podere del Nonno Nanni.

Men efter opkøb og sammenlægning af flere gårde, så omdømte de i 1988 vingården til Tenuta di Morzano efter den bakke, som gården ligger på. I dag ejes gården af Luciano, men drives af hans yndige datter Francesca Mignolli.

Ejendommen har samlet 140 hektar jord, men alene knap 60 hektar består af vinmarker, hvor de primært dyrker Sangiovese, men også sorter som 70% Canaiolo, Trebbiano, Malvasia samt lidt Cabernet Sauvignon, Merlot og Syrah. Resten anvendes til dyrkning af andre afgrøder som oliven og spelt.

Der produceres årligt omkring 160.000 flasker vin, hvoraf 105.000 er Chianti, så det er husets absolut største produktion. Vinfremstillingen er lagt i hænderne på vinmageren Riccardo Cotarella.

Her er det husets Chianti Montespertoli Riserva, som er lavet på 100% Sangiovese, som kommer fra en 4 hektar stor mark ved Montespertoli. Både den alkoholske og malolaktiske gæring sker i store cementtanke og efter endt fermentering lagrer vinen 12 måneder på franske barriques, hvoraf 10% er nye fade. Efter vinen er flasket lagrer den yderligere 18 måneder.

Duften er sgu lidt mærkværdig og jeg fandt elementer, som kunne minde om prop … men det var det nu vist ikke. Imidlertid er der klart nogle specielle aromaer, nærmest som terpentin, opløsningsmidler og frisk maling. Der er vildt med syre og vinen virker meget utilgængelig i duften med både grannåle, mulle noter, streng og syrlig frugt, ribs og derudover grønne urter.

Smagen er lidt i samme boldgade, syrlige ribs og tranebær, stram og tætpresset mellemrøde bær og virker nærmest også lidt flad i udtrykket. Jeg ved sgu ikke helt !!!

Forhandles af Glud Vin, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2016 Peter Vinding-Diers Montecarrubo, Il Piccolo, Sicilien, Italien

2016 Peter Vinding-Diers Montecarrubo, Il Piccolo, Sicilien, ItalienEr det som om, at den lille vin – Il Picciolo – fra vores gode danske vinmager Peter Vinding-Diers på vingården Montecarrubo i Sicilien bare bliver bedre og bedre med hver årgang?

Jeg er i hvert fald gået fra 4½ fede tommelfingre for 2011’eren, 5 fede fingre for vinen i årgang 2013 og nu havner jeg sgu endda endnu et trin op af den vinøse vinanmelderstige.

Peter Vinding-Diers har jeg skrevet om et par gange, både ved smagningen af Il Piccolo vinene samt smagning af hans topvine, hvor jeg dog fortsat mangler at smage både Vigna Grande samt Cuvée Suzanne … vine der kun laves i helt specielt gode år.

Jeg skal ikke trætte jer med en gentagelse af hele historien om Peter Vinding-Diers, men blot henvise til de tidligere blogindlæg, hvor jeg har skrevet om den store dansker og hele historien om Montecarrubo på Sicilien.

Il Piccolo er som de øvrige vine fra Montecarrubo lavet på Syrah. Peter siger dog selv, at der ikke er tale om en 2. vin, men om en vin lavet fra en bestemt vinmark nær Ispica på den sydlige spids af øen. Her har Peter Vinding-Diers forpagtet et par hektar hos en god ven, som får en skare folk fra Pachino til at komme og håndplukke druerne specielt til ham.

Il Piccolo gærer i store cementkar … både med druernes naturlige gær og via saccharomyces. Efterfølgende lægges vinen på franske Troncais egetræsfade, hvor den gennemfører den malolaktiske gæring og lagrer i 9 måneder, inden den tappes på flaske.

Dyb, mørk og animalsk, som en brøggerhest i trav … vi lunter stille derudaf med masser af muskler, mødding, kælder, våde fade og godt med mørk frugt, brombær, intens mørk nat og en smuk, mørk erotisk skønhed … lige på kanten til det tilladelige. Der skal ikke mere kraft på, så tilter den over.

Smagsmæssigt er der saft og kraft, intens, tør og med fin syre, godt med frugt … frisk frugt, et godt greb i skridtet og virkelig blød, cremet samt afbalanceret. Der er en snas peber, men heldigvis kun sagte og det efterlader os med en dejlig vin. Nam … og Keeper blev sgu vist også helt forelsket i vinen, som I kan se på billedet nedenunder.

Forhandles af Vinspecialisten / HJ Hansen vin, hvor en flaske normalt koster 190 kr., men pt. er på tilbud til 150 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2011 Abbazia, Barolo, Piemonte, Italien

2011 Abbazia, Barolo, Piemonte, ItalienCasa Vinicola Abbazia di San Gaudenzio ligger i den lille søvnige by Santo Stefano Belbo mellem Monferrato og Roero. Huset er primært producent af Spumante, Asti og Prosecco … men laver altså også lidt rødt, bl.a. denne Barolo.

Vingården ligger i en ejendom, som er opført på resterne fra et gammelt benediktinerkloster, som blev opført tilbage i 1100-tallet til ære for helgenen San Gaudenzio, men faktisk ovenpå fundamentet fra et romersk tempel fra det 9. århundrede. Så derfor hedder vinhuset i dag Abbazia di San Gaudenzio … klosteret for San Gaudenzio.

Man kan i vingårdens gamle kapel fortsat finde malerier og skulpturer fra tiden med munkene, bl.a. relieffer, der skildrer mytologiske dyr, men også relieffer med tegn på, at munkene allerede dengang dyrkede druer og lavede vin.

Vingården har gennem generationer helt tilbage fra 1848 været drevet af Santero familien og i dag er det med Mario Santero ved roret, dog med hjælp fra hans 3 børn Pierluigi, Walter og Annalisa. Og de 3 piger på billedet ovenfor? Ja, det er formentlig Marios børnebørn, men det er ingenlunde sikkert.

Familien Santero  ejer samlet 60 hektar vinmarker, som giver en årlig produktion på omkring 750 tons druer, men derudover køber de også druer hos en lang række lokale vinavlere, således den samlede produktion på Casa Vinicola Abbazia di San Gaudenzio kommer på et godt stykke over 2.000 tons.

Derudover producerer de også vine fra en række vinavlere, således de kan tjene en skilling på deres store produktionsapparat.

De laver selv 18 forskellige hvidvine og primært mousserende vine, 3 mousserende rosévine samt 7 rødvine, hvoraf 2 også er mousserende, så der er sgu bobler i det gamle kloster.

Dette er deres eneste Barolo, hvor druerne kommer fra marker fra ikke mindre end 11 forskellige kommuner. Vinen er lavet helt traditionelt, og har lagret over 2 år på store træfade.

Duften er lidt speciel … nærmest med æteriske olier, kampferolie, skridtbind og fodboldtøj, der har ligget pæn lang tid i en sportstaske. Frugten er udvandede kirsebær, en gammel trækiste, skovbund, violer og blomster. Det lyder måske som en sjov kombo, og det er det vel også, men egentlig meget spændende.

I munden er det let og elegant … her trykker alder eller gamle sportstasker ikke. Der er godt med tanniner, det er balanceret og elegant, meget vedkommende og smager sgu ganske godt. Lidt af en overraskelse og selvom det måske er lidt skævt, stikker lidt ud, så ka’ jeg faktisk meget godt li’ den.

Forhandles af Glud Vin, hvor en flaske koster 209 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2015 Elio Altare, Barbera d’Alba, Piemonte, Italien

2015 Elio Altare, Barbera d’Alba, Piemonte, ItalienSidste Barbera d’Alba blev fra ikke mindre end ved en af Italiens helt store ikoner, nemlig Elio Altare. Han var en af dem, som var med til at starte den modernistiske bølge i Piemonte, hvor man afkortede macerationsperioden og brugte små franske barriques til Barolo vinene.

Jeg har selvfølgelig også tidligere skrevet om Elio Altare her på bloggen, bl.a. da jeg smagte hans 2014 Dolcetto d’Alba og senere igen ved smagning af en fin 2009 Barolo fra mesteren, så dem kan du jo læse, hvis du vel vide mere om vinhuset og historien bag.

Elio Altare laver kun én Barbera d’Alba, men til gengæld laves denne i 15.000 eksemplarer hvert år. Modsat forrige Barbera, hvor der var blandet lidt Nebbiolo i, så er dette 100% Barbera fra stokke, som er mellem 10 til 30 år gamle.

Som med Altares Barolo’er, som er vinen lavet med kort maceration i 3-4 dage og har efter endt fermentering lagret på brugte franske barriques i 5 måneder.

Og nu er der sgu mere skrald i næsen … frugten er mørkere og mere intens, sorte kirsebær, blåbær, lyse blommer, sødbrændte fade, eg, blæk, violer, kælder støvede krydderier … der er sgu potens i denne vin.

I munden er vinen frisk i frugten med en virkelig livlig surhedsgrad samt en vis saftighed. Syren er sgu fucking fantastisk, mens tanninerne ikke er markante, men til gengæld byder vinen på en fantastisk lang eftersmag. Det er god vin.

Købt hos Vildmedvin, hvor prisen er 159 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Marchesi di Barolo, Barbera d’Alba Ruvei, Piemonte, Italien

2015 Marchesi di Barolo, Barbera d’Alba Ruvei, Piemonte, ItalienBarbera d’Alba Ruvei er Marchesi di Barolos mest solgte vin og de har efterhånden lavet den i omkring 20 år … men er ikke helt ren Barbera, da der kommes op til 15% Nebbiolo i vinen.

Marchesi di Barolos historie har jeg skrevet om før, så den kan I læse om på mit blogindlæg tilbage fra 2014, hvor jeg også smagte denne Barbera d’Alba Ruvei, blot i en årgang 2012, under en smagning, som blev forestået af Alvise Lunardi, som til daglig er eksportchef hos netop Marchesi di Barolo.

Vinen er som nævnt indledningsvis lavet på 85% Barbera og op til 15% Nebbiolo … og alle druer selvfølgelig fra Alba området. Det vides ikke helt præcist hvor stor andel Nebbiolo, som der er i vinen, men der godt med Nebbiolo i for at øge finessen og elegancen.

Macerationen er forholdsvis kort med omkring 8 dage, hvorefter vinen lagrer på Slovensk eg … hvor lang tid ved jeg ikke præcis, for det oplyser vinhuset ikke ved deres beskrivelse af vinen.

Duftmæssigt er der som sidst godt med bitre kirsebær, ribs, masser af eg, røg, violer, syre og ganske tilbageholdende modenhed. Der er noget landligt, støvet og indelukket syrligt udtryk over vinen, som ikke er helt nem at bide skeer med.

Som sidst er syren også ganske skarp i smagen og dominerer mere end ønskværdigt. Der er også godt med eg, som presser sig ud i smagen sammen med frisk og syrlig ribsfrugt. Jeg var ikke så begejstret for vinen første gang, men denne gang er det en smule bedre … men også kun en smule.

Forhandles i Vinspecialisten, pris 150 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7   

2012 Massimo Rivetti, Barbera d’Alba Superiore Vigna Serraboella, Piemonte, Italien

2012 Massimo Rivetti, Barbera d’Alba Superiore Vigna Serraboella, Piemonte, ItalienBlindsmagningen af de røde vine startede med 3 x Barbera vine og denne Barbera d’Alba Superiore Vigna Serraboella fra Azienda Agricola Massimo Rivetti var første vin i trioen.

Det piemontiske vinhus Massimo Rivetti er grundlagt i 1860 af Rivetti familien og drives i dag af 6. generation i form af Davide Rivetti. Selve vingården ligger lidt øst for den lille by Neive – faktisk midt på husets topmark Froi, som familien købte i 1947 og som har givet navn til deres enkeltmarks Barbaresco, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen.

Rivetti navnet klinger måske velkendt i vinøse kredse? Det velestimerede vinhus La Spinetta er nemlig også ejet af en Rivetti familie … i dag søskende Carlo, Bruno og Giorgio Rivetti, men om de har nogle familiære forbindelser til Davide Rivetti, er jeg imidlertid ikke sikker på.

De har dog før i tiden – før de startede med at lave deres egne vine – solgt deres druer til negocianter, herunder blandt andet netop kultproducenten La Spinetta.

Azienda Agricola Massimo Rivetti har sammenlagt 25 hektar vinmarker, fordelt på en 12 hektar stor parcel på topmarken Froi i Neive under Barbaresco appellationen, Garassino i Mango samt Serraboella og La Palazzina i Alba.

Denne  Barbera d’Alba Superiore Vigna Serraboella vin laves kun i de allerbedste år og udelukkende med de bedste druer fra marken Serraboella. Vinstokkene er omkring 75 år gamle og giver et meget lavt udbytte.

Al høst og sortering foregår med hånden i små 20 kilos spande for at bevare druerne bedst muligt. I kælderen starter gæringen spontant med de i kælderen forekommende gærstammer. Processen foregår i temperaturstyrede ståltanke med hyppig overpumpning for at udvinde farve og polyphenolforbindelser.

Vinen lagres efterfølgende i 20 måneder på små franske barriques, hvor en tredjedel er nye. I forbindelse med hele processen forsøger man at holde vinen så naturlig som muligt ved kun at bruge et absolut minimum af sulfitter.

Vinen aftappes ufiltreret for at bevare så mange karakteregenskaber som muligt og for at opnå større fylde og styrke. Efter aftapning på flaske lagrer vinen yderligere 6-8 måneder inden frigivelse til salg.

Næsen er lidt funky … affaldsspande, syre, violer, syrlig mødding, kirsebær, brombær, læder, tobak, kaffe, sødme, lakridspoletter og mentol. Syren indikerer klart, at det er italiensk vin.

Det gælder skam også smagsmæssigt, hvor vinen præges af en herlig syre, men samtidig er både blød og cremet. Der er godt med tanniner, som dog er afbøjet en smule … der er godt med krop og ud fra smagen er der måske også lidt alder på vinen. Samlet fremstår vinen dog ganske elegant … med fint syreniveau i behold.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7