Tag-arkiv: 4½

2013 Vale da Capucha, Fossil, Lisboa, Portugal

2013 Vale da Capucha, Fossil, Lissabon, PortugalMer’ portugisisk hvidvin, denne gang den økologiske Fossil fra den unge vinmager Pedro Marques og hans vinhus Vale da Capucha … som holder til på familiens vingård Quinta de S. José, der ligger ved byen Carvalhal i Torres Vedras tæt på Lissabon.

Pedro Marques er 5. generation af vinavlere og grundlagde Vale da Capucha med produktion af egne vine i 2009. Men modsat de tidligere generationer, så har Pedro siden overtagelsen satset på kvalitet frem for kvantitet fra familiens 13 hektar vinmarker.

Vinmarkerne ligger knap 8 kilometer fra havet og undergrunden er præget af kalksten, ler og havaflejringer med kridt og fossiler. Derfor  er logoet for Vale da Capucha også et fossil … og det er også navnet på lige præcis denne vin.

Pedro dyrker alle marker fuldstændig økologisk og dyrker primært druesorterne Arinto, Fernão Pires, Alvarinho og Gouveio. Der anvendes heller ingen tilsætningsstoffer i vinene … hverken gær eller enzymer, men alene en smule svovl.

Denne Branco … Fossil er lavet på lokale druer, nemlig 40% Arinto, 20% Gouveio og 40% Fernão Pires. Selvom Pedro satser på kvalitet frem for kvantitet, så ligger udbyttet alligevel på hele 75 hektoliter pr. hektar. Druerne høstes alene i de køligste timer på dagen for at sikre bedst mulig friskhed.

Druerne presses blidt og afkøles derefter til 4 grader. Derefter fermenteres vinen i rustfrie ståltanke og ligger på bærmen ved en temperatur på mellem 15 og 18 grader. Vinen indeholder alene 2,8 gram sukker pr. liter. Ingen klarering eller filtrering.

Næsen virker umiddelbart lidt lukket, men der er en herlig fedme … som næsten er helt chardonnay’sk i udtrykket og den virker samtidig langt mere kompleks end foregående vine. Der er sødme, god krop, let citron, grønne asparges og derudover lidt blomstereng samt snert af mineraler. Smagen er også fed, cremet … uden dog at tabe en umiddelbar friskhed. Der er nærmest lidt salt, en smule peber, mineraler, god dybde og god balance.

Forhandles af Nordentoft Wine, hvor prisen er 119 kr. for en flaske og 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7 

2011 MGM Mondo del Vino, Riva Leone Barolo, Piemonte, Italien

2011 MGM Mondo del Vino, Riva Leone Barolo, Piemonte, ItalienVores lokale kældermester på jobbet forstyrrede mig midt i dybt koncentreret arbejde … men da det var med lidt italiensk vino, så var han hurtigt tilgivet. Vinen i vores tirsdagsvinklub på jobbet var denne Riva Leone Barolo, som – udover at komme fra Piemonte – er produceret af vinhuset MGM Mondo del Vino.

Mondo del Vino – vinens verden – er oprindelig startet i 1991 … og MGM er forbogstaverne fra efternavnene på de tre grundlæggere Alfeo Martini, Roger M. Gabb og Christoph Mack. De var alle tre henholdsvis ønologer/vineksperter og slog pjalterne sammen for at producere innovative italienske vine.

Der er ikke tale om et vinhus med egne marker, men et industrielt foretagende … et stort aktieselskab med en aktiekapital på 10 mio. euro. De opkøber druerne hos forskellige vinavlere, har ansat et stort team af vinmagere, producerer vinene og sælger dem under en række forskellige brands. Og det var været en stor succes.

Siden 1991 har MGM Mondo del Vino formået at investere i teknik og professionalisme med så stor succes, at kun få andre italienske vinproducenter har kunnet følge med. Vinfirmaet er således i dag blandt de 15 største producenter i Italien med en produktion på over 25 millioner flasker hvert år og små 4,5 millioner 3 liters Bag-in-Box. Alt fra billige Amaroner, Bag-in-Box vine til vine som fx denne Barolo. Der eksporteres til ikke mindre end 55 forskellige lande.

MGM Mondo del Vinos har et ultramoderne vineri fyldt med “state-of-the-art” udstyr, placeret på en stejl bjergskråning midt i landsbyen Priocca tæt på Asti i Piemonte. Det er bygget således, at tyngdekraften transporterer vinen igennem de forskellige etaper af produktionen. Selve vineriet er delvist omlagt til grøn energi og der arbejdes målrettet med miljøbeviste dyrknings- og produktionsmetoder. Det lyder jo meget fint … men selve vineriet ligner nu en stor industriel fabrik, og der er ikke meget charme eller idyllisk vingård over Mondo del Vino.

MGM har nogle af Italiens bedste ønologer ansat, så som Gaetane Carron og Scipione Giuliani. Dog arbejder det faste team også sammen med et team af flying winemakers til hver ny høst for at få inspiration og input.MGM Mondo del Vino arbejder over hele Italien, men har som sit speciale Piemonte, Emilia Romagna og Veneto i nord og det meste af Syditalien. De producerer faktisk en hel del vine fra specielt Puglia og Sicilien. Men der er også vine fra Toscana … ja faktisk fra hele Italien. Nogle er endda blot italienske vine uden angivelse af vinområde.

Vinene markedsføringer under 22 forskellige mærker/brands, bl.a. brandet Soprasasso, som nok mest er kendt fra supermarkederne. Riva Leone fra Piemonte er måske det mest kendte af husets brands herhjemme og forhandles i Vinspecialist-butikkerne.

Under Riva Leone brandet laves der 4 forskellige vine … en hvid Gavi samt en Barbera, en Barbaresco samt denne Barolo. Druerne kommer fra forskellige områder i Piemonte, bl.a. Castiglione Falletto, Serralunga d ‘Alba og La Morra. Vinstokkene er 20-40 år gamle. og druerne høstes med håndkraft.

Produktionen sker ved, at duerne afstilkes og knuses, før de gæres i en blanding af fade og rustfrie ståltanke i 10-15 dage med daglige omrøring. Når vinen er færdiggæret 1. og 2. gang, så lagrer den 24 måneder på en blanding af nye og brugte egefade, hvorefter den filtreres let før aftapning og yderligere lagring i et år på flaske inden frigivelsen.

Næsen har klare balsamiske noter, violer, timian, grønne urter, unge og friske kirsebær, granatæbler, svag lakrids, lidt parfumeret, let mentol, læder og lidt støvet tørhed. Måske en smule lukket endnu og mangler lidt modenhed … og det gælder sådan set også smagen.

I munden er vinen let syrlig … ikke vildt og tanninerne er heller ikke specielt tydelige trods den unge alder og en lagring 24 måneder på delvis nye fade. Der er en vis blødhed over vinen, men den er fortsat ung og mangler lidt modenhed. Man kan dog være nervøs for, at denne måske grundet svage tanniner ikke kan ligge i mange år.

Købt i Vinspecialisten til 180 kr.

Rating 4,5/7 

2014 Le Sot de L’Ange, Aziaum Chenin Blanc Parcellaire Les Petits Perrés, Loire, Frankrig

2014 Le Sot de L’Ange, Aziaum Chenin Blanc Parcellaire Les Petits Perrés, Loire, FrankrigSå er vi atter tilbage hos Le Sot de L´Ange, som ligger i den lille by Azay-le-Rideau lige ved floden L’Indre mellem Montlouis og Chinon i Touraine i Loire. Ja faktisk ligger vinhus under 1 kilometer fra det storslåede Château d’Azay-le-Rideau … et af de tidligste renæssanceslotte, som ligger smukt midt i floden Indre.

Denne gang har vi igen fat i en Chenin Blanc fra Quentin Bourses lille vinhus, nemlig vinen Aziaum Chenin Blanc Parcellaire Les Petits Perrés. Den har en anderledes etiket formet som en dråbe, men fortsat med Bourses mandlige udspringer som ikonisk kendetegn.

Druerne til vinen kommer – som navnet indikerer – fra parcellen Les Petits Perrés. Den er – som alle vinene hos Le Sot de L´Ange – lavet med gammeldaws håndkraft og så naturligt som muligt. Quentin begrænser således brugen af svovl,  og i denne Aziaum Chenin Blanc er der alene brugt en knivspids svovl inden flaskning.  Før det er vinen gæret helt ud og været lagret i amforas … høje krukker med to hanke og spids bund.

I næsen fornemmes der en stor fedme, vanilje, pærer, kvæde, blomster, svag honning samt et lidt støvet udtryk. Smagsmæssigt en virkelig blød og blid vin … med lidt jern og et meget let samt frugtrigt udtryk.

Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor prisen er 200 kr.

Rating 4,5/7 

2014 Alvaro Palacios, Camins del Priorat, Priorat, Spanien

2014 Alvaro Palacios, Camins del Priorat, Priorat, SpanienDen charmerende Alvaro Palacios har jeg – som Gerard Bertrand – skrevet om en del gange, og nu er den gal igen. Jeg har nemlig fået en glas af denne Camins del Priorat i årgang 2014 i hånden.

Palacios skal jeg nok lade være med at skrive om igen og vil du læse mere om den spanske vinøse superstjerne, så brug søgefeltet her på bloggen, så dukker der et utal af blogindlæg op med masser af vine fra Alvaro.

I stedet kan vi kigge nærmere på denne Camins del Priorat, som er lavet med egne druer, og herudover fra druer, som Alvaro Palacios køber fra flere forskellige vinbønder i byerne Gratallops, Torroja, Les Vilelles, Belmunt og El Lolar.

Dette betyder også, at druerne dyrkes efter flere forskellige principper, hvorfor det kun er husets egne druer, der er garanteret økologisk dyrket.

Den resterende del af druerne dyrkes efter, hvad man i Frankrig kalder méthode raisonnée, hvilket betyder, at man kun bruger en meget begrænset mængde sprøjtemiddel, og kun når det er yderst nødvendigt.

Udbyttet svinger også en smule fra producent til producent, men ligger generelt lavt, dvs. mellem 11 og 28 hektoliter pr. hektar. Vinen er i denne årgang lavet på 50% Grenache, 15% Carignan, 20% Cabernet Sauvignon, 10% Syrah samt 5% Merlot. Gæres 18 dage på en blanding af cementtanke og træfade. Efterfølgende lagres vinen på franske egetræsfade i 8 måneder, før den klares og tappes på flaske.

Duftmæssigt en her godt med urter, krydderier, grønne noter, solbær, blommer og mentol. I munden er vinen proppet med tanniner, som virkelig sætter sig på fortænderne, saft, kraft og en stram og syrlig rygrad. Syren er virkelig super, men ellers synes jeg nu ikke, at den lever op til tidligere årgange af vinen.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 175 kr.

Rating 4,5/7 

2012 Weingut Christoph Edelbauer, Zweigelt, Kamptal, Østrig

2012 Weingut Christoph Edelbauer, Zweigelt, Kamptal, ØstrigMed næste vin er vi hos den unge og ambitiøse vinmager Christoph Edelbauer, hvis erklærede mål er at lave meget karakterfulde hvidvine samt de bedste vine på Pinot Noir i Østrig. Her har vi dog fat i en anden af den unge vinmagers rødvine, lavet på den mest udbredte røde druesort i Østrig, nemlig Zweigelt.

Weingut Christoph Edelbauer holder til i byen Langenlois i Kamptal regionen i Niederösterreich, hvor han ejer omkring 12 hektar vinmarker med en undergrund præget af bl.a. Gföhler Gneis – en bjergart, som er meget typisk for Langenlois – fed muldjord, ler samt Löss … en jordtype bestående af fint ler, som er aflejret af vinden.

Löss findes mange steder i verden, og disse steder er altid meget frugtbare og det er også tilfældet hos Edelbauer. Hans bedste marker er vinmarkerne Ladner, Dechant, Steinhaus, Käfertal, Haasel, Spiegel, Tal, Neuberg og Friesenrock. Christoph er stor fortaler for bæredygtig produktion, så alle markerne drives selvfølgelig økologisk.

Christoph Edelbauer grundlagde vinhuset i 2003, da han overtog ejendommen fra sine forældre og siden har han investeret i yderligere marker og et topmoderne vineri, som stod færdigt i 2013. Der er alt – helt i Edelbauers ånd – designet til at arbejde i harmoni med naturen. Der løber fx rør med frisk luft udefra ned i kælderen, så afkølingen sker uden det store ressourceforbrug.

Som nævnt sker al produktionen økologisk med AT-BIO-902 certificering, men derudover er Christoph gået endnu længere, bl.a. laver han også egen kompost til brug for gødning af vinmarkerne, hvor han også lader vilde urter gro … så måske er han allerede på vej til biodynamisk produktion?

Den bæredygtige tankegang kan også ses på Edelbauers vinflasker, hvor der ikke er etiketter på … men direkte tryk af håndskrift med vinenes navne og beskrivelser. Selv vinkasser, brevpapir og visitkort er fremstillet af FSC certificeret pap/papir, således man er sikre på, at det stammer fra ansvarligt forvaltede skove.

Samtidig er det jo også med til at profilere den dygtige og kreative vinmager … for flaskerne er sgu da ret charmende. Og på denne Zweigelt har Christoph skrevet; Mokka & dunkle Beeren … Reif und samtig mit endlosem Adgang! Altså kaffe & mørke bær samt moden og fløjlsagtig med endeløs slutning. Så ved vi jo, hvad der er i vente.

Og lad os da bare springe direkte til smagen, da jeg ikke har de store oplysninger om produktionen af vinen.

Duftmæssigt er frugten helt sikkert mere mørk end den forrige vin (Blaufränkisch) … mørke kirsebær, boysenbær, grønne buske, grene, eg, chokolade vanilje og jo … faktisk også en smule kaffe. I smagen mere sødme, nærmest med lidt kanel, mørk chokolade, mørk frugt samt lidt peber, som dog drukner en smule i sødmen.

Forhandles af Husted Vin, hvor en flaske koster 175 kr., men mere humane 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7  

2014 Caruso & Minini, Cusora Chardonnay, Sicilien, Italien

2014 Caruso & Minini, Cusora Chardonnay, Sicilien, ItalienPå den vestligste af den vestligste del af Sicilien finder vi byen Marsala, og lidt udenfor byen – en kende øst, ellers havner man jo i havet – ligger vinhuset Caruso e Minini, som står bag denne Cusora Chardonnay, som la familia og jeg nød tirsdag aften på Bistroteket … dette herlige spisested.

Vingården hedder reelt Terre di Giumara og er grundlagt i slutning af 1800-tallet af Antonino Caruso. Gården drives i dag af 3. generation i form af Stefano Caruso sammen med brødrene Francesco, Roberto samt Stefanos datter Giovanna Caruso.

Samlet har familien omkring 120 hektar vinmarker, som ligger i et område mellem Salemi og Marsala. Der dyrkes de grønne druesorter Inzolia, Catarratto, Grecanico, Grillo, Chardonnay, Moscato Bianco, Zibibbo og Viogner samt de røde Nero d’Avola, Perricone, Syrah, Merlot og Cabernet Sauvignon.

Det er jo et område, som vinmæssigt mest er kendt for den søde Marsala dessertvin, som laves på druerne Grillo, Inzolia og Catarratto. Det er en hedvin, lidt i stil med portvin og jeg har udelukkende brugt Marsala i madlavning. Vinen har dog en lang og spændende historie, men den skal jeg ikke trætte jer med i dag.

For på Terre di Giumara er det de almindelige vine, som dominerer, selvom huset selvfølgelig laver en enkelt Marsala. Huset laver nemlig vine i 7 forskellige serier, nemlig serierne Selezioni, Naturalmente Bio, I Sicani, Cusora, Terre di Giumara, Tasari og Inoltre.

Og vinproduktionen sker i samarbejde med Minini familien, som jeg tidligere er stødt på her på bloggen. De ejer nemlig vinhuset Cantine Minini a.k.a. Cantine Francesco Minini, som ligger i Verolanuova i Lombardiet. Det drives ligeledes af en 3. generation, nemlig Mario Minini og ejer vingårde rundt over hele Italien.

Da jeg smagte en vin fra Cantine Minini var det deres Poggio delle Faine fra deres vingård i Toscana. Udover vinene fra Minini Casa Vinicola, så laver de også vine under navnene Indomito, Tank, Casa al Pruno, Destieri, Corte dei Mori samt Terre Avare. Det er vine fra både Toscana, Veneto, Abruzzo, Campanien, Puglia og Sicilien.

Både vinene Tank og Corte dei Mori fra Cantine Minini laves af druer fra området ved Marsala, og det er formentlig derfor, at familien Caruso har indgået et samarbejde med Mario Minini. Måske leverer Caruso druerne til Marios vine, måske havde Caruso brug for teknisk knowhow eller eurotunge investeringer … eller måske deler de blot samme passion og ønsker at lave bedst mulige vine. Samarbejdet mellem Stefano Caruso og Mario Minini startede i 2004.

Her har vi et resultat af dette samarbejde, nemlig en af de to vine fra Cusora serien. Den røde er en ren Cabernet Sauvignon og denne hvide er ren Chardonnay. Den er lavet med processen cryomaceration, hvilket betyder, at der inden gæringen laves en hurtig nedkøling af de afstilkede og udblødte druer i 4-12 timer ved omkring 4 grader. Og først derefter starter fermenteringen, som ved denne vin sker ved 16-18 grader i omkring 20 dage.

Denne nedkøling inden gæringen kan ske på forskellige måder, men er med til at øge vandindholdet, reducere gærstofferne og skulle bl.a. sikre blødere, fyldigere samt mere søde vine. Modstanderne af cryomaceration mener, at processen gør vinene mere ens, kedelige og at man mister enhver genkendelse af terroir i vinen. På grund af cryomacerationen er denne Cusora Chardonnay da heller ikke lagret på egefade, men alene 3 måneder på ståltank og 2 måneder på flaske inden frigivelse.

Næsen er klart fersken, måske lidt pærer og ananas… meget delikat og feminin i næsen, ikke så aromatisk, men der er lidt hvide blomster og en svag sødme. I munden er vinen blid, blød, saftig og fyldig. Det er meget easygoing og vellavet vin, svag tørhed, pærer, gule blommer og et touch af noget krydret.

Forhandles af Glud Vin, hvor prisen er 119 kr.

Rating 4,5/7  

2011 Aaldering Vineyards & Wines, Cabernet Sauvignon-Merlot, Stellenbosch, Sydafrika

2011 Aaldering Vineyards & Wines, Cabernet Sauvignon-Merlot, Stellenbosch, SydafrikaTirsdagsklubben stod uden vin og kældermester … men en kunde havde skænket en flaske  vin – selvfølgelig for god service –  og den kunne jo bruges. Vinen er et blend på Cab og Merlot fra det sydafrikanske vinhus Aaldering Vineyards & Wines.

Vinhuset holder til i Devon dalen i Stellenbosch … ja endda på Devon Valley Road og drives af det ældre, hollandske ægtepar Marianne og Fons Aaldering.

De grundlagde vinhuset i 2004, hvor de købte ejendommen i Stellenbosch med det formål at lave kvalitetsvine. De købte i alt 24 hektar jord og har hyret vinmageren Guillaume Nell til at forestå produktionen, hvilket sker i samarbejde med den assisterende vinmager Jaco … en af de lokale medarbejdere.

Udover vinproduktionen så udlejer ægteparret også en række ægte sydafrikanske lodges … som det selvfølgelig rettelig hedder i Sydafrika. Og hvis du lejer en af de flotte hytter, så medfølger der selvfølgelig 3 gratis flasker vin, som du kan nyde under opholdet.

Og der produceres omkring 8-9 forskellige vine på Aaldering Vineyards & Wines, bl.a. på Pinotage (selvfølgelig), Chardonnay, Sauvignon Blanc, Shiraz og så dette blend på 60% Cabernet Sauvignon samt 40% Merlot.

Druerne til vinen kommer fra 2 forskellige vinmarker, Cabernet’en fra en mark på 3,93 hektar plantet i 1988 og Merlot’en fra en mark på 1,32 hektar tilplantet i 1999. Hver druesort er vinificeret separat og det er sket på rustfrie ståltanke og derefter lagret på barriques i 25 måneder, heraf 35% nye fade. Derefter er vinen er sammenstukket.

I næsen er der solbær … godt med solbær, grønne noter, eucalyptus, mørk og bitter chokolade, eg samt en smule sød lakrids … den engelske slags.

Smagen er meget fyldig med nærmest tørret frugt, solbær, figner og lidt tør jord, chokolade, kakao. Det er meget fyldigt, cremet og blødt med en vis sødme, let marmelade, men ikke så meget, at det egentlig gør noget. Der er tanniner … de er bestemt til stede, men meget bløde og imødekommende.

Jeg har ikke fundet en forhandler herhjemme, men i Tyskland ser vinen ud til a koste omkring 22€ … eller omkring 164 kr.

Rating 4,5/7  

2015 Weingut Dr. Heger, Oktav Grauburgunder, Baden, Tyskland

2015 Weingut Dr. Heger, Oktav Grauburgunder, Baden, TysklandVinbuddy Gert E er netop hjemvendt efter ferietur i Tyskland og har slæbt bunker af god vin med hjem fra besøg hos en række spændende producenter. Han besøgte bl.a. Weingut Dr. Heger i Ihringen i Kaiserstuhl i Baden området, så da jeg skulle hente lidt bestilte forsyninger fra Huff, så skulle vi da lige smage et par vine, bl.a. et glas af Dr. Hegers Oktav Grauburgunder.

Jeg har tidligere smagt vine fra Dr. Heger slash Weingut Joachim Heger, bl.a. flere af hans Spätburgundere … men aldrig nogle af hans hvidvine, så denne Grauburgunder er således første af slagsen.

Weingut Dr. Heger/Weingut Joachim Hegers vingård er grundlagt i 1935 af landdistrikt lægen Dr. Max Heger. Hans passion for vin kom egentlig fra hans patienter, hvor mange var vinavlere, og da han samtidig lå i et vinmæssigt smørhul i Kaiserstuhl, den sydvestlige spids af Tyskland, så opkøbte han nogle af de bedste marker som Ihringer Winklerberg og Achkarrer Schlossberg.

Fra 1949 til slutningen af firserne var det imidlertid Max’s søn Wolfgang Heger, også kaldt “mimus”, som drev vingården, men i 1981 overtog Wolfgangs søn Joachim Heger imidlertid driften.

Sammen med sin kone Silvia fortsatte Joachim Heger den strenge kvalitetsfilosofi, som hans far og farfar havde startet, men kombinerede det med moderne teknologi, en god portion entusiasme og urokkelig vilje til at producere kun de allerbedste vine.

For at kunne tilfredsstille den enorme efterspørgsel efter hans vine, grundlagde Joachim Heger i 1986 også Weinhaus Joachim Heger, og han har løbende udviklet produktionen med tilkøb af nye marker, ligesom der købes druer fra andre højt kvalificerede, ambitiøse vinavlere i området.

Og vinene markedsføres altså enten fra Weingut Dr. Heger eller fra Weingut Joachim Heger, selvom de reelt kommer fra samme vinkælder.

I 1997 tilkøbte Heger også vingården Fischer i nabobyen Nimburg-Bottingen. Dermed har Heger i alt omkring 26 hektar vinmarker, som primært består af Riesling, Grauburgunder, Weissburgunder, Silvaner, Spätburgunder, men også andre sorter som fx Muscat, Scheurebe og Gewürztraminer trives fint her. Årsproduktionen ligger på omkring 150.000 flasker vin.

I 1998 blev Joachim Heger udråbt som “Shooting Star of the Year” på grund af hans højt beundrede hvidvine.

Joachim Heger blev også i 20013 tildelt titlen Winzer des Jahres af Gault Millau og chefredaktøren Joel Payne skrev om Joachim Heger; “Han har fra sin vingård i årtier produceret absolut top kvalitet inden for de hvide vin fra de fantastiske marker Ihringer Winklerberg og Achkarrer Schlossberg.

Her har vi dog ikke en enkeltmarksvin, men en vin i serien Oktav, som Joachim har opkaldt efter udtrykket fra musikken, hvor en oktav er et interval eller rækkefølge af 8 toner. Det skal signalere, at der er tale om afbalancerede og elegante vine. Vinene i Oktav serien er typisk vine på forskellige druesorter … og her altså Heger almindelige Grauburgunder.

Druerne til vinene i Oktav serien kommer både fra marker i Kaiserstuhl samt Tunibergs, alle marker i terrasser og er lavet på rustfrie ståltanke som tørre vine med under 3,0 gram sukker pr. liter … endda ofte under 1,0 gram sukker.

Næsen er sådan meget tæt, saftig, våd med gule æbler, abrikos, valnødder, citrus, blomster, lidt urter … rosmarin? Vi startede med at drikke et glas, hvor temperaturen måske lige var et par grader for høj, men hurtig afkøling hjalp faktisk på duften … og der kom simpelthen flere aromaer, da temperaturen kom et par grader ned. Det havde jeg måske ikke lige ventet, men det er sgu et faktum. Det viser også bare vigtigheden af, at servere en vin ved den rigtige temperatur.

Smagen er lidt som duften … sådan meget saftig, letkrydret og ellers blød, rund og cremet. Der er egentligt en god friskhed i vinen, selvom syren er blid, rund og selvom vinen egentlig giver et tæt og sådan nærmest rundt indtryk.

Købt på vingården, hvor prisen er 10,30€ … eller omkring 78 kr.

Rating 4,5/7    

2015 Le Sot de L´Ange, Sottise Rouge, Loire, Frankrig

2015 Le Sot de L´Ange, Sottise Rouge, Loire, FrankrigFra Sexsymbol til en pornorød … og fortsat fra englens nar, vinhuset Le Sot de L´Ange. Det er såmænd vinen Sottise i den røde udgave, som jeg snakker om. Og den er ikke bare almindelig rød, men porno- og kirsebærrød, let klar og nærmest gennemsigtig som en rosé på svirretur.

Og så kommer den med en herlig etiket, hvor en velklædt kanin både kysser og omfavner en flaske Sottise fra Le Sot de L´Ange. Så ka’ man sgu snakke om vilde kaniner.

Den vilde etiket er tegnet af tegneren Georges Boissier fra Terreur Graphique. Han har nemlig designet en hel række vinetiketter til Le Sot de L´Ange 2015 kollektion. Hmmmm …. kollektion lyder sgu som et helt modefirma, men så i hvert fald til Quentins vine fra 2015. Og det omfatter både etiketterne samt nye typer propper.

Denne Sottise Rouge er et blend på druerne Gamay og Grolleau. Gamay kender vi jo fra Beaujolais vinene, mens Grolleau er mere ukendt i Danmark. Druen kaldes også Grolleau Noir og er en lokal drue i Loire.

Den har fået sit navn afledt af det franske ord grolle, som betyder krage. Druen har nemlig dybsorte bær og giver vine, som er sorte som kragen, hvorfor druen også oftest anvendes til rosévin. Vine på Grolleau har en tendens til at have lavt indhold af alkohol, men en relativ høj surhedsgrad.

I denne vin har druen imidlertid ikke nået at give et dybsort farve … nærmere tværtimod, hvorfor macerationen nok har været forholdsvis kort. Det er selvfølgelig fuldstændig biodynamisk, ufiltreret, gæret helt ud og helt uden tilsætningsstoffer.

Duften er let animalsk, rustik med grønne vinblade, ribs, kirsebær, granatæbler, grafit, let blyant, let peber, urter, et svagt gæret udtryk, lakridsrod, tørhed og en vis lethed. Martin fra Extra Brut siger selv lidt rå kanter, og det giver total mening, men på et let facon.

I smagen går letheden igen, virkelig læskende og på grænsen til vandet vin. Der er jern, frugtsten, mineraler, meget ren og rød frugt, tørhed og syrlighed. Rå, let og lige ud … eller u’, som de siger i Ålborg. Jeg er sgu ret vild med den. Kør.

Købt hos Extra Brut Vinimport, pris 110 kr.

Rating 4,5/7  thumbthumbthumbthumbhalf_thumb

2014 Le Sot de L´Ange, Chenin Sec Symbole, Loire, Frankrig

2014 Le Sot de L´Ange, Chenin Sec Symbole, Loire, FrankrigFra mit seneste indkøb fra Extra Brut Vinimports tætpakkede lager slash ophobning af flasker fandt jeg fredag aften denne flaske Chenin Sec Symbole … rolig nu, der står ikke sexsymbol, selvom det såmænd er en lille sexet hvidvin. Den kommer fra et lille spændende vinhus, som hedder Le Sot de L´Ange, som ligger i den lille by Azay-le-Rideau lige ved floden L’Indre mellem Montlouis og Chinon i Touraine i Loire.

Le Sot de L’Ange – som vel kan oversættes til englens nar – drives af den unge Quentin Bourse, som i 2013 overtog vingården efter en ven. Før det havde Quentin arbejdet med vin rundt om i Frankrig, bl.a. 6 måneder hos det berømte Bourgognehus Domaine Huet i Vouvray.

Imidlertid er Quentin ikke en nar … men derimod en fanatisk, talentfuld, innovativ og hårdtarbejdende vinbonde. Han har en ubarmhjertig arbejdsmoral og driver hans 12 hektar vinmarker fuldstændig biodynamisk, hvilket faktisk har været gældende for alle Quetins marker de seneste 10 år … altså lang tid inden han selv overtog vingården.

Markerne er primært tilplantet med de klassiske, lokale sorter og jorden består af tør lerjord, som nærmest kan knækkes og hvide flintesten … i smuk kontrast til de lange rækker af grønne vinplanter. Og hos Le Sot de L´Ange sker alt med håndkraft og så naturligt som muligt. Quentin begrænser således brugen af svovl, idet der slet ingen svovl tilføjes i de røde og alene et lille touch i de hvide.

Arbejdet i vinkælderen er i det hele taget præget af klassiske dyder, eftertænksomhed og perfektionistisk tilgang til vinproduktionen. Således bliver alle druerne omhyggeligt sorteret fire gange, inden de i hele klaser gærer med druernes naturlige gær … en langsom og blid proces på omkring 4-5 timer. Derefter lager vinen enten på ståltanke, neutrale barriques eller lerkrukker, såkaldte amphoraer, afhængigt af cuvéen,

Han deler i øvrigt vinkælder med Pascal Pibaleau … en anden old-school vinproducent fra området.

Nå, men her har vi altså Chenin Sec Symbole … i øvrigt med en herlig etiket. Den er selvfølgelig 100% Chenin Blanc og alle druer er høstet ved håndkradt. Vinen er ufiltreret men ikke uklar og gæret helt ud, lagret på små fade. Der er tilsat en knivspids svovl inden flaskning.

Næsen pirres først af lidt syrlighed … grønne og umodne æbler … den slags, som man ikke sætter tænderne i uden at gyse et kort øjeblik. Derudover er der lidt frugtsten, blomsterstøv, smørfedme og honningmelon.

Smagen er faktisk mere syrlig end næsen … den er grøn, frisk og syrlig, men den syrlige side bliver aldrig for meget, selvom den hele tiden er tilstede med lidt bitterhed, lethed og lemon. Konen siger, at den mangler lidt sødme … og hun har altid ret … selv når hun ikke har ret. Det har hun nu ikke her, for det er en dejlig, frisk Chenin Blanc.

Købt hos Extra Brut Vinimport, pris 135 kr.

Rating 4,5/7   thumbthumbthumbthumbhalf_thumb