Tag-arkiv: 4½

2014 Weingut Markowitsch, Grüner Veltliner Alte Reben, Carnuntum, Østrig

2014 Weingut Markowitsch, Grüner Veltliner Alte Reben, Carnuntum, ØstrigOg lad os fortsætte med endnu en vin fra rodekassen … hvor Houlberg i et kort, ledigt øjeblik forsøgte at finde guld, små skatte eller sjove, interessante vine. Måske er det lykkedes med endnu en vin fra Weingut Markowitsch, nemlig hans Grüner Veltliner Alte Reben.

Det er i hvert fald ikke en vin, som jeg tidligere har smagt, selvom jeg jo egentlig er ganske begejstret for vinene fra den gode Weingut Gerhard Markowitsch fra den lille by Göttlesbrunn i vinregionen Carnuntum i Østrig.

Grüner Veltliner Alte Reben er – som navnet også siger – lavet med druer fra gamle vinstokke, hvilket i dette tilfælde betyder omkring 35 år gamle. Druerne er høstet forholdsvis sent i slutningen af oktober.

Fermenteringen sker i rustfrie ståltanke ved 20 grader, hvor vinen også efterfølgende lagrer en periode sur lie, altså på bærmen. Vinen har 2,6 gram restsukker pr. liter.

Det er en vin, som i den østrigske Falstaff Weinguide 2015/2016 har fået 90-92 point og ellers ligger sådan midt i feltet i Falstaffs vurdering af Grüner Veltliner vinene i årgang 2014.

Duftmæssigt en lidt grøn aroma, hyld, en astronaut ispind, svag babybræk på den gode måde, røg, lidt bladselleri, mens frugten er æbler, grape, en anelse krydderurter samt lidt hospitalsgang.

I munden er vinen egentlig meget blød og ligetil med tropiske frugter, mineraler og egentlig også både friskhed og en smule modenhed i frugten. Syren er direkte og grøn … eftersmagen ganske fornuftig længde.

Vinen koster normalt 159,95 kr. for en flaske og 120 kr. ved køb af 6 flasker. Jeg fandt mit eksemplar til 90 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2014 Juvé y Camps, Cava Brut Naturel Reserva de la Familia Edición Limitada, Penedès, Spanien

2014 Juvé y Camps, Cava Brut Naturel Reserva de la Familia Edición Limitada, Penedès, SpanienFredag den 20. oktober var det international champagnedag aka Global Champagne Day og det var jo en god lejlighed til at starte weekenden med lidt bobler. Jeg startede dog ikke i Champagne, men i stedet med lidt jubilæumsbobler … en Cava Brut Naturel Reserva de la Familia Edición Limitada fra cavahuset Juvé y Camps.

Flasken var i en kasse med 6 blandede vine sendt fra marketingschefen fra det gamle, historiske H.J. Hansen Vin fra Odense til jeres flittige vinblogger, da de tilsyneladende også har fået øje på bloggen og gerne vil samarbejde om lidt produktanmeldelser.

Det er jeg – som altid – frisk på, blot med den passus, at mine anmeldelser altid er total uafhængige og at jeg dermed ikke kan garantere, at vinene får gode anmeldelser. Men sådan skal det jo også være. Se eventuelt min side; Skal din vin anmeldes?

Nå, men Juvé y Camps er vi jo stødt på før her på bloggen. Det gamle cavahus ligger ved byen Sant Sadurní D’Anoia i vinområdet Penedès, den nordøstlige del af Spanien ved den catalanske middelhavskyst syd for Barcelona. Eller med andre ord samme område som forrige vin.

Det er et vinhus med en lang vinhistorie, og det har produceret kvalitetsvine i mere end 200 år. Huset er oprindeligt grundlagt af Joan Juvé Mir i 1796, som sammen med sønnen Antoni Juvé Escaiola fik en mindre vinproduktion op at stå på familiens vingård i Sant Sadurní D’Anoia, men det var først generationer efter, at der kom gang i produktionen af den mousserende vin.

I 1921 var det nemlig Joan Juvé Baqués, som sammen med hustruen Teresa Camps Ferrer fik vingården rigtigt på fode og samme år lancerede den første mousserende vin. Siden har fokus været på de mousserende vine, selvom der såmænd også laves både hvidvine, en enkelt rosévin samt rødvine på vingården.

Juvé y Camps er i dag den indiskutabelt førende indenfor eksklusiv Cava, hvilket bl.a. kan illustreres ved, at hele husets Cava-sortiment udelukkende er luksus-Cava’er, som tilsammen udgør ikke mindre end 80% af det totale verdensmarked for eksklusive Cavaer.

I dag holder Juvé y Camps til i en top moderne vingård i byen Sant Sadurní D’Anoia i. Vingården er bygget i år 2000 og tegnet af familiens arkitekt Josep Juvé Raventós.

Druerne til husets forskellige vine kommer udelukkende fra Juvé y Camps egne marker, og familien ejer i dag fire vingårde og samlet omkring 420 hektar vinmarker, hvilket gør huset til den største besidder af vinmarker i Penedès.

Denne Cava Brut Naturel Reserva de la Familia Edición Limitada er en årgang 2014, men frigivet i år … altså i 2017. Den er lavet som en specialudgave for at fejre, at det er 40 år siden, at denne cava første gang kom på markedet.

Det er således en limited edition, som er udarbejdet efter de samme kriterier, som da vinen første gang kom på markedet i 1977. Der står ikke årstal foran på etiketten, som ellers normalt, og flaskens fortløbende nummer står nu også på bagetiketten.

Om produktion som i 1977 betyder, at druesammensætningen er anderledes end i dag, tror jeg imidlertid ikke. Det betyder så, at cavaen er lavet på 55% Xarel·lo, 35% Macabeu og 10% Parellada, alle høstet på 3 af husets vingårde, nemlig Espiells, Can Massana samt La Cuscona.

Der anvendes kun fritløbende most og vinen er lavet efter den traditionelle champagne metode – Methode Traditionelle – dvs. med 2. gæringen på flaske. Denne Cava Brut Naturel Reserva de la Familia har samlet lagret 36 måneder på flaske.

Lad os boble løs … vi stikker snotten i glasset, hvor næsen afslører en herlig prikkende og krydret aroma. Det krydrede er ganske pænt i fokus og suppleres ellers af modne pærer, citrus, nødder, toast, gæret dej og lidt røg.  Det krydrede afslører, at det ikke er klassiske bobler fra Champagne, men aromaen er ellers ganske lækker og berusende.

I munden er vinen ganske cremet og boblerne meget blide … faktisk så blide, at de forholdsvis hurtigt fader ud. Det er frisk, cremet med æbler, grape, en lidt nøddet smag samt igen lidt toast. Skulle jeg bestemme, så måtte der godt være en snas mere bobler. Det er dog sammenlagt en lækker lille, krydret boblesag.

Forhandles af H.J. Hansen Vin aka Vinspecialisten, hvor en flaske normalt koster 165 kr. Fra 01.11.2017 og frem til nytår er prisen dog 135 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 Weingut Markowitsch, Chardonnay, Carnuntum, Østrig

2014 Weingut Markowitsch, Chardonnay, Carnuntum, ØstrigWeingut Markowitsch laver fremragende Pinot Noir og Blaufränkisch, men jeg har aldrig smagt hvidvine fra der Top Winzer aus der Region Carnuntum. Men en rodekasse hos SuperVin i Hjørring med nedsatte restflasker bød bl.a. på denne Chardonnay fra Markowitsch. Haps.

Jeg har jo flere gange skrevet om den gode vingut Markowitsch, så jeg skal selvfølgelig nok spare jer for den historie igen. Hvis du vil læse om ham, så læs et af de øvrige blogindlæg om ham.

Weingut Markowitsch laver samlet 5 hvidvine, nemlig en enkelt på Sauvignon Blanc, 2 på Grüner Veltliner selvfølgelig og så 2 på Chardonnay … denne almindelige Chardonnay samt en Ried Schüttenberg enkeltmarks Chardonnay, som også er lagret på egefade.

Det er denne almindelige Chardonnay ikke … den er vinificeret på rustfrie ståltanke, en forholdsvis kold fermentering ved 18-20 grader og den er også lagret på ståltankene sur lie – altså med gærresterne – i en periode inden flaskning.

Trods den manglende fadlagring, så byder næsen alligevel på en typisk Chardonnay fedme, hyld, melon og nogle tropiske frugter. Derudover er der faktisk også både lidt vanilje og kanel, men disse noter må jo således ikke komme fra fadene.

Smagsmæssigt er vinen god blød, men slet ikke så fed, som duften ellers lover. Tværtimod er smagen nærmest let og perlende … frisk og tæt i munden. Ganske fornuftig vin, som beviser, at Markowitsch bestemt også kan lave hvidvin.

Vinen koster normalt 164,95 kr. for en flaske og 115 kr. ved køb af 6 flasker. Jeg fandt mit eksemplar til 80 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

N.V. Guldbæk Vingård, Dialog Frugtvin, Jylland, Danmark

N.V. Guldbæk Vingård, Dialog Frugtvin, Jylland, DanmarkWTF … Dialog Frugtvin, hvad i alverden betyder det? Tja, hos Guldbæk Vingård har vinbonden Jan Thrysøe smidt alle hæmninger, bånd, etiketter, barrierer, glemt alle normer, gamle vaner, traditioner og blandet druesaft med æblesaft. Og så slipper han sgu endda ganske godt fra det!

Dialog Frugtvin er nemlig et skønt mix af æblevin og vin fra vingårdens Muscaris druer … atter en af de druer, som jeg aldrig før havde stødt på førend mit besøg på Guldbæk Vingård.

Dette er så en druesort, der ikke er udviklet af Blattner, men – som Solaris – af Norbert Becker på Staatliches Weinbauinstitut Freiburg i 1987. Det er endda faktisk en krydsning mellem Muskateller og Solaris.

Som Jan selv skriver, så er de en sjælden dansk nyskabelse, der startede i vineriet som en eksperimentel snak og endte med en spændende smagsmæssig dialog, deraf også navnet på vinen, som er en Non Vintage … altså uden årgangsbetegnelse.

Æblerne kommer fra avlere ved Brønderslev og er primært Elstar samt Cox Orange. Vinen har pæn sødmeindhold, oplyst til omkring 26 gram restsukker pr. liter, hvilket mest stammer fra den kryokoncentrerede ekstrakt fra æblerne.

Kryokoncentration består i at fryse den friskpressede æblemost ned, hvorpå den tøs langsomt op ved omkring 0 grader. Her er det så blandet med vin fra Muscaris og bliver til Dialog Frugtvin. Blandingsforholdet kender jeg dog ikke.

Men til det vigtigste spørgsmål, smager det godt? Ja for helvede – pardon my french. Næsen nærmest bobler af gærede æbler … bum lige i ansigtet, men der også er noter fra muskat, fersken og en smule honning. Ganske aromatisk.

I munden en sød vin … æblesmag helt klart, fersken, næsten på nektar niveau og smager ret godt. Det er sgu lykkes med godt med at blande druer og æbler. Det er ikke vin i traditionel forstand, men det er heller ikke blot æbler. Syreniveauet er ikke så højt, men virkelig vellykket.

Forhandles på Guldbæk Vingård til 150 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2012 Château des Annereaux, Lalande-de-Pomerol, Bordeaux, Frankrig

2012 Château Des Annereaux, Lalande-de-Pomerol, Bordeaux, FrankrigVi fortsætter i Bordeaux, men hopper nu over floden til højre bred ved Lalande-de-Pomerol, hvorfra vi smager denne fra Château des Annereaux.

Vinslottet ejes i dag af Dominique og Marie-Helene Hessel 50/50 med forretningsmanden og vinmageren Jean Milhade, der købte halvdelen i 1969.

Dominique Hessel stammer fra Annereau familien, hvis rødder i Lalande-de-Pomerol går helt tilbage til 1390. Lalande da Poumeyrou hed det dengang, men dokumentation af vinproduktion på stedet er dog først dokumenteret til omkring 1490.

Dengang blev vinslottet drevet af fætrene Louis og Jean Annereau, mens selve vinslottet dog først er bygget omkring 1598, men er moderniseret flere gang i det 20. århundrede. Men 1598 regnes egentlig som det år, som vinhuset officielt er grundlagt.

På slottets mure står der fortsat Malescot, Soehnne og Ponsot … efternavene på ejerne gennem tiden, når kvindelige efterkommere fra Annereau giftede sig og selvfølgelig fik ægtemandens efternavn.

Og siden starten har det således været Annereau, Malescot, Soehnne, Ponsot og Hessel. I dag deltager Dominique Hessels søn Benjamin også i driften.

Slottet var i 1956 i økonomiske vanskeligheder, hvor den daværende ejer Armand Ponsots svigersøn Charles Rulleau forsøgte at omplante vinmarkerne til produktion af majs, men det lykkedes heldigvis kun i begrænset omfang.

De økonomiske problemer fortsatte dog ind i 1960’erne, hvor borgmesteren Robert Boulin i Libourne forsøgte at overtage vinslottet for at lave en landbrugsskole på stedet, men det mislykkede også.

I stedet kom vinmageren Jean Milhade med i ejerskabet og siden har man satset 100% på vinproduktion. I 2007 startede man oplægning til økologisk produktion og fik i 2010 certificering.

Samlet har Château des Annereaux 25 hektar vinmarker, hvoraf 22,7 hektar ligger i Lalande-de-Pomerol appellationen, mens de sidste 2,3 hektar blot er i Bordeaux appellationen. Der dyrkes alene Merlot, Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon

Her er det slottet vin i årgang 2012, lavet på 85% Merlot, 11% Cabernet Franc og 4% Cabernet Sauvignon. Vinen lagres 12 måneder på franske barriques, som løbende udskiftes med 25% nye hvert år.

Næsen er virkelig klassisk Bordeaux med muldjord, solbær og cigaræsker. Vinen har god tørhed, er rund, blød med blyant og god ren frugtduft med en anelse syre.

Smagen er ren solbær, blød, rund og – som duften – meget klar i frugten med blæk, tørhed samt lidt jern i eftersmagen. Det er ærketypisk Bordeaux uden så mange svinkeærinder. Ganske fornuftig vin.

Forhandles bl.a. af Emilie Vin, hvor en flaske koster 135 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Señorío de Rubiós, Condado do Tea Blanco, Rías Baixas, Spanien

2016 Señorio de Rubios, Condada do Tea Blanco, Rías Baixas, SpanienKooperativet Señorío de Rubiós alias Bodegas Coto Redondo ligger på siden af San Nomedio bjerget, tæt på floden Miño i det lille område Rubiós i Rías Baixas. Og de står bag næste vin … en Condado do Tea Blanco.

Det lille kooperativ er faktisk forholdsvis nyt. Det er nemlig grundlagt i 2003 som Bodegas Coto Redondo af 57 vinavlere i Rubiós. De var naboer og havde brug for at samle kræfterne omkring produktion, salg og markedsføring af deres vine.

I dag tæller kooperativet 105 medlemmer, som alle leverer deres druer til fællesskabet, men også et andet kooperativ Viticultores de Rubiós Sociedad Cooperativa Gallega, stiftet omkring samme tidspunkt, leverer også deres druer til Bodegas Coto Redondo.

Señorío de Rubiós søger at fremstille vine i en kombination af tradition og modernitet – mellem flere års erfaring og den nye moderne teknologi.

Det vigtigste for Señorío de Rubiós er at beholde den naturlige smag, som kommer fra den bedste behandling af druerne under både høsten og bearbejdningen. Derudover ligger Señorío de Rubiós i et unikt klima til dyrkning af vinstokke, som også er med til at give vinene fra Señorío de Rubiós deres høje kvalitet.

Rías Baixas er opdelt i 5 mindre DO appellationer, nemlig Val do Salnés, O Rosal, Soutomaior, Ribera de Ulla og Condado do Tea. Det er frem sidstnævnte område, at Señorío de Rubiós laver deres vine.

Og Señorío de Rubiós har haft en speciel betydning for specielt Condado do Tea og hele vinregionen Rías Baixas, fordi kooperativet har været med til at udvikle og sprede produktionen af de røde vine i området.

Normalt er Rías Baixas jo den hvide drue Albariños’ hjemmebane, og inden etableringen af Señorío de Rubiós var produktionen af røde vine næsten lig nul. Men vinhuset har bestemt sig for at være med til at forbedre og forny fremstillingen af rødvine.

Men her er det altså en hvidvin, og ikke alene på Albariño. Denne Condado do Tea Blanco er nemlig lavet på et skønt mix af 70% Treixadura, 10% Loureiro, 15% Albariño, 3% Godello og 2% Torrontés. Druerne afstilkes, presses og fermenteres i rustfrie ståltanke ved 18 grader.

Treixadura har vi vist ikke stødt på her på bloggen tidligere. Den kende også under navnet Trajadura og er en hvid/grøn portugisisk drue, som primært findes i den nordvestlige del af Portugal i Vinho Verde området.

Men derudover findes den også i Galicien i Spanien, primært i Ribeiro og Rías Baixas. Druen anvendes mest i blends og giver krop og let lemon til vinene. Den blandes oftest med Loureiro og Albariño i Rías Baixas.

Næsen byder på friske, grønne æbler, stikkelsbær og er faktisk også ganske aromatisk. Det er en ganske lækker duft, let lemon og samtidig fornemmes også en let fedme eller fylde.

I munden er det frisk grape, meget ren og stålsat frugt. Syren er grøn og markant, men ikke voldsom, hvorfor vinen kan føles en smule flad med grønne elementer, salt, lemon og peber.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

N.V. Llopart, Rosé Brut Reserva, Peñedes, Spanien

N.V. Llopart, Rosé Brut Reserva, Peñedes, SpanienLyserød boblevand i glasset … velkomstvinen på D’Wine Bar i Aalborg blev denne Rosé Brut Reserva fra cavahuset Llopart, der ligger lige i “cavaland” på en bakketop ved Subirats med udsigt til byen Sant Sardoni d’Anoia – faktisk tæt på Freixenet – omkring 35-40 kilometer vest for Barcelona i Peñedes området.

Cava Llopart er grundlagt i 1887, men gamle latinske dokumenter viser, at familiens gamle forfader Bernardus Leopardi allerede tilbage i 1385 fik nogle vinmarker der, hvor cavahusets nuværende vingård Can Llopart de Subirats ligger og at der lige siden den dato har været dyrket vin på stedet.

I dag er det fortsat den gamle familie, som ejer og driver stedet … nu på 25. generation og dermed har Llopart familien over 600 års historie som vinproducenter.

Starten som cava-producenter var dog ikke nem, for i slutningen af 1800-tallet blev de europæiske vinmarker ramt af vinlus, og denne plage ramte desværre også Penedés.

Llopart familien gav dog ikke efter for modstanden, men tog i stedet kampen op og fandt de mest modstandsdygtige og smagfulde vinplanter, så de kunne specialisere sig inden for cava.

I dag har Llopart omkring 80 hektar vinmarker, som er tilplantet med druesorterne Macabeo, Xarel∙lo, Parellada og Chardonnay, som giver familien et godt udgangspunkt for deres vine. Der dyrkes dog også røde sorter som Monastrell, Garnacha, Merlot, Tempranillo og Cabernet Sauvignon, for Llopart laver også almindelige vine og ikk’ kun cava.

Her har vi dog fat i en af husets mange forskellige cava’er, nemlig deres Rosé Brut Reserva, som er lavet på 60% Monastrell, 20% Garnacha og 20% Pinot Noir. Den er lavet efter champagnemetoden – méthode champenoise – altså med 2. gæring på flaske og har lagret minimum 18 måneder inden frigivelse.

Duften er sådan meget ligetil … godt med rød frugt, jordbær og derudover lidt ristet brød. I glasset synes boblerne fine og tætte, mens vinen smagsmæssigt er god frisk, sprød med let frugtsødme, god syre, tætte of vedvarende bobler, gæret hindbærfrugt og en smule grape, selvom bitterheden er beskeden.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2011 Bertani, Recioto della Valpolicella Valpantena, Veneto, Italien

2011 Bertani, Recioto della Valpolicella Valpantena, Veneto, ItalienKunstpause inden de kraftigere vine … samtidig tid til lidt dessert – panna cotta – og dertil igen en vin fra Cantine Bertani, nemlig deres Recioto della Valpolicella Valpantena DOCG.

Recioto er meget populært sagt den søde udgave af en Amarone, sød italiensk dessertvin og denne fra Bertani er lavet på 80% Corvina Veronese og 20% Rondinella. Druerne til Bertanis Recioto kommer udelukkende fra nogle af de bedste marker i Valpantena bakkerne nord for Verona. Lavet på de mindste drueklaser og ofte kun “skulderen” af drueklaserne, der har været udsat for mest sol og dermed har det største sukkerindhold.

Druerne tørres i 150 dage. Herefter sorteres druerne igen inden gæring i cementtanke. Vinen lagrer 12 måneder i store 30 hektoliter fade af kirsebærtræ og derefter 3 måneder på egetræsfade.

I glasset er det tørrede abrikoser, blommer, amaretto kirsebær, mandler, chokolade, tør jord, lakrids og vanilje. Det dufter af en intens nektar … indtørret Amarone tilsat honningsukker.

Smagsmæssigt er der selvfølgelig godt med nektarsødme, men det bliver faktisk slet ikke oversødt, da vinen har tydelig og fin syre. Frugten er samtidig frisk, og samlet giver det en vin med både tørhed, syrlighed og sødme.

Forhandles herhjemme af VildMedVin.dk, hvor en flaske med 50 ml. koster 149,50 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Elena Walch, Pinot Nero Blauburgunder Selezione, Alto Aldige, Italien

2016 Elena Walch, Pinot Nero Blauburgunder Selezione, Alto Aldige, ItalienOpvarmningen bestod af 4 x Pinot Noirsk gudesaft fra Alto Aldige og denne Pinot Nero Blauburgunder Selezione fra Elena Walch var anden i rækken.

Elena Walch kaldes dronningen af Alto Adige, men hun blev selv først vinbonde i 1985, da hun giftede sig ind i en gammel vinfamilie i området. Elena bragte nye og moderne metoder til vinfremstilling ind i det gamle og traditionelle familieforetagende og har bragt vingården frem til at høre blandt eliten i området.

Hun startede også med at transformere alle sine marker i en meget kvalitetsbevidst retning. De blev genplantet med de bedste og mest kvalitative kloner, som er plantet så tæt som muligt på markerne, for at presse vinstokkene mest muligt.

I dag driver hun vingården sammen med sine 2 døtre Julia og Karoline Walch, som således er 5. generation på vingården. Det er selvfølgelig Elena og de to smukke døtre, som I kan se på billedet ovenover.

Elena Walch ejer i dag samlet 60 hektar vinmarker, som er fordelt på to ejendomme i området, nemlig Castel Ringberg ved søen Kalteren samt Vigna Kastelaz nær byen Tramin.

Alle Elenas marker er i dag beliggende omkring disse to ejendomme, der hver især har deres unikke terroir, hvilket gør, at hun dyrker forskellige druer på hver ejendom.

Generelt fremstiller Elena Walch i dag meget drue-typiske vine, med fokus på ren frugtighed og lang elegant eftersmag. Kun de bedste vine lagres på barrique, og i hendes premium serie er hun nede under 20% på egetræsfade for at bevare mest mulig frugt og druekarakter.

Denne Pinot Nero Blauburgunder Selezione er lavet med druer fra både marken Barleith samt nogle lejede vinmarker i Tramin og Caldaro. Vinen er lavet i rustfrie ståltanke, maceration i 10 dage og efter fermenteringen er vinen lagret i dels store egefade samt i rustfrie ståltanke … perioden fremgår dog ikke.

Ligesom forrige Pinot Noir har denne også en markant grøn og urtet næse, men denne er mere frisk og mere landlig samt aromatisk i udtrykket. Frugten er også en kende lettere, mere kirsebær og hindbær, lidt som syrlige drops. Frugten er egentlig meget ren og direkte sammen med lidt hvid peber.

I munden er vinen blød, elegant og – ligesom duften – mere let i udtrykket. Der er tydelige tanniner, fast struktur i vinen, som også har et let sødme, mens syren er let og elegant.

Forhandles herhjemme af Otto Suenson, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Monte Tondo, Soave Classico, Veneto, Italien

2015 Monte Tondo, Soave Classico, Veneto, ItalienDer var mere Soave saft i vente og næste var en Soave Classico fra vinhuset Azienda Agricola Monte Tondo, som ligger i udkanten af vinbyen Soave omkring 20 kilometer øst for Verona.

Vinhuset drives af Gino Magnabosco samt hustruen Marta og resten af familien … en søn og to døtre. Gino er 3. generation på vingården og fortsætter familiens stolte traditioner. La familia har samlet 32 hektar vinmarker, primært fordelt på 3 marker, nemlig marker Monte Tenda, Monte Foscarino og Monte Tondo, som har givet navn til vinhuset.

Der dyrkes primært Garganega, men også Trebbiano di Soave, Pinot Grigio, Corvina, Rondinella, Molinara samt en smule Cabernet Sauvignon og Merlot. Årsproduktionen ligger samlet på omkring 170.000 flasker om året fordelt på 5 hvidvine og 5 rødvine samt lidt mousserende og selvfølgelig lidt grappa.

I bedste italiensk stil har stedet selvfølgelig også lidt agriturismo med udlejning af både værelser og lejligheder. Stedet er i øvrigt ganske betagende og omfatter såmænd også både pøl og et interesant vinmuseum.

Derudover kan man også en gang om måneden komme med Gino på vintur rundt i markerne, besøg i kælderen og rundvisningen slutter selvfølgelig med en stor vinsmagning.

Nå, men her er det altså Ginos Soave Classico, lavet på 100% Garganega. Druerne er håndhøstede fra slutningen af september, og starten af oktober. Vinificeringen foregår som kold maceration lidt mere end 12 timer, afhængig af druernes modenhed. Gæring i temperaturregulerede ståltanke ved 18 – 20 grader. Vinen tappes på flasker i det efterfølgende forår.

Duften er mere syrlig og grøn end forrige vin, lidt landlig i udtrykket med lidt eksotiske frugter, blomster, papkasser og virker fin frisk. I munden en fin syre … slet ikke dominerende, for det er fortsat en blød og rund vin.

Forhandles herhjemme af Vinotek A Fynnis, hvor en flaske koster 93 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7