Tag-arkiv: Frankrig

N.V. Alexandre Bonnet, Grande Réserve Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Alexandre Bonnet, Grande Réserve Brut, Champagne, FrankrigChampagne er vel den mest eksklusive væske i verdenen … måske fordi vi jo oftest drikker de boblende dråber ved særlige lejligheder. I lørdags drak jeg lidt af denne Grande Réserve Brut fra champagnehuset Maison Alexandre Bonnet som opvarmning til et bryllup, en ganske fin anledning til champagne.

Jeg er blevet bedt om at teste et par flasker champagne af importfirmaet CRT Spirits. CTS står for Caribbean Rum Traders og drives af de to romkøbmænd Peter Dissing Møller og Rasmus Brøchner Hansen.

De er nu også begyndt at forhandle champagne, nemlig fra champagnehuset Maison Alexandre Bonnet, der ligger i den sydlige del af den lille by Les Riceys i Aube en Champagne. Det er vel omkring 130-150 kilometer syd for Reims og Épernay … den sydligste del af Champagne, men fortsat i et område, der bugner af champagneproducenter.

Aube en Champagne området er opkaldt efter floden Aube, som faktisk også løber tæt forbi byen Les Riceys. Områdets største by er middelalderbyen Troyes. Vi er selvfølgelig – som nævnt – et stykke fra champagnens hovedcentrum Reims og området har også tidligere stået udenfor champagne appellationen.

I februar 1911 blev det vedtaget, at champagneproducenter ikke måtte bruge druer fra Aube i deres champagne. Det førte til en kæmpe opstand, hvor over 5.000 vrede champagneproducenter fra Aube området marcherede til primært Aÿ nordøst for Épernay og ødelagde alt på deres vej. Opstanden blev nedkæmpet af 40.000 mænd fra de franske regeringstropper, men både infrastruktur, marker og flere champagnehuse blev ødelagt i opstanden.

I 1927 kom der en 2. champagnezone, som tillod producenterne fra Aube og Seine-et-Marne igen at kunne levere druer til Champagne, I dag er Aube en Champagne en naturlig del af Champagne, selvom nogle fortsat mener, at Aube ikke burde være en del af Champagne, fordi det ligger så langt væk og har en helt anden jordbund.

Området ved Les Riceys er et af de største områder i Champagne og har samlet 843 hektar vinmarker. Og heraf ejer Maison Alexandre Bonnet omkring 45 hektar.

Champagnehusets historie går tilbage til 1934, hvor Lucien Noble begyndte at plante vinstokke på sine marker. Hans passion for vin blev videregivet til næste generation, men det var først i 1970, at huset begyndte at lave champagne under eget navn.

Det var nemlig børnebørnene, brødrene René, Serge og Alain Bonnet, som egentlig grundlagde vinhuset. De drev derefter også champagnehuset gennem en lang årrække, men siden 1998 har huset været ejet af koncernen Lanson-BCC, som samlet ejer 7 champagnehuse.

Foruden Maison Alexandre Bonnet er det Champagne Lanson, Champagne Chanoine Frères, Champagne Besserat de Bellefon, Champagne Boizel, Champagne De Venoge og Champagne Philipponnat.

Boizel har vi i øvrigt tidligere stiftet bekendtskab med her på vinbloggen … ja faktisk smagte jeg en aften 3 forskellige af deres champagner.

Siden 1977 har Francois Lange ledet Maison Alexandre Bonnet og stået i spidsen for produktionen, hvilket dog sker med hjælp fra et team af ønologer, bl.a. Didier Mele og Alain Pailley.

Her har vi fat i en af husets 11 forskellige champagner, nemlig Alexandre Bonnets Grande Réserve Brut. Det er en Non Vintage, men denne består reelt af en blanding af forskellige årgange fra 2009 og op til 2012, og har derved lagret et sted mellem 2 og 8 år.

Helt præcis er det 86% Pinot Noir og 14% Chardonnay, hvor druerne kommer fra 25 år gamle vinstokke. Den er stukket sammen af 52% fra 2012, 18% fra 2011, 15% fra 2010 samt 15% fra 2009. Det er en Brut med en dosage på 6 gram pr. liter.

Duftmæssigt træder du ind i et tæt og lukket rum. men ud strømmer en skøn intensitet med blomster, æbler, svag vandmelon, citrus, brændte noter, dej under gæring, toast, svag karamel og svag vanilje. Ganske fin aroma.

Smagen er gule æbler, citrus, grape og boblerne er sådan nærmest medium og ikke så aggressive. De giver en god skummende fornemmelse og en fin balance med syrlig grape og en smule sødme. Elegant champagne.

CRT Spirits oplyser, at den vejledende udsalgspris for en flaske er 409 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2010 Ortas Cave de Rasteau, Rasteau Les Hauts du Village, Rhône, Frankrig

2010 Ortas Cave de Rasteau, Rasteau Les Hauts du Village, Rhône, FrankrigPå BistroBiksen blev et glas Rasteau Les Hauts du Village fra kooperativet Ortas Cave de Rasteau akkompagneret af lidt moody jazz … formentlig Stan Getz eller noget i den retning. I hvert fald en god kombi.

Kooperativet Ortas Cave de Rasteau kaldes også Cave des Vignerons de Rasteau, og de holder selvfølgelig til i byen Rasteau. De er den absolut største producent i Rasteau og er grundlagt tilbage i 1925 og i dag omfatter medlemskredsen omkring 180 vinavlere i området. Sammenlagt får kooperativet druer fra omkring 700 hektar af appellationens Rasteau, hvilket således er en pæn slat af appellationens samlede 1.200 hektar.

Men vinene fra Rasteau omfatter kun 55% af kooperativets produktion, idet der også laves 35% almindelig Côtes du Rhône samt 10% Côtes du Rhône Village. Vinmarkernes gennemsnitlige alder er omkring 40 år, men 15% af markerne er beplantet før 1914, hvilket jo er ganske imponerende.

Cave de Rasteau har været forgangsmænd for en relancering af den ellers tidligere så traditionelle lokale vin Rasteau VDN (Vin doux naturel). Før 1950 var de søde Rasteau vine populære og særdeles anerkendte, men siden hen er vinene desværre stort set gået i glemmebogen. Dette har nu ændret sig, og Rasteau VDN er igen ved at komme på mode.

Den ansvarlig vinmager på kooperativet er Alexis Cornu, som er opvokset i Bordeaux og selv kommer fra en familie af vinproducenter. Han har dog altid haft en meget videnskabelig tilgang til vinproduktion og er da også taget en bachelorgrad i biologi, geologi og miljø i Tyskland i 1996.

Derefter har han studeret på universitetet i Bordeaux, hvor han dimitterede i 1997 med master indenfor miljø efterfulgt af uddannelse som ønolog fra universitetet i Montpellier. Han har inden jobbet som ansvarlig vinmager på Cave de Rasteau arbejdet som vinmager i både Bordeaux og Australien.

I dag opererer han i et topmoderne vineri, som kooperativet byggede i 2008. Forinden havde man også strømlinet produktionen med vinserien Ortas, som i dag også indgår i navnet på kooperativet.

Ortas brandet er markedsført, således kunderne nemmere kan genkende vinene fra kooperativet. Navnet er en slags anagram, hvor bogstaverne OR betyder guld, og de sidste AS betyder es, mens T bare står i midten og holder det hele.

Men udover vinene med Ortas navnet, så produceres også en række vine som Domaine de Pisan … en lille vingård på 15 hektar, som kooperativet købte i 2006.

Denne Rasteau Les Hauts du Village er en GSM vin, altså lavet på 35% Grenache, 35% Mourvèdre og 30% Syrah, som kommer fra 50 år gamle vinstokke. Høstudbyttet ligger ganske lavt på 36 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet med afstilkning og maceration i 20 dage og efter fermentering har 30% af vine lagret på egefade i 12 måneder inden endelig samling og flaskning.

Næsen har en vis modenhed med godt modne blommer, grafit og brunkul, læder samt lidt skovbund. Jeg siger ikke, at alderen trykker, men det begynder at nærme sig. Nu blev vinen også serveret ved pæn stuetemperatur, hvilket måske også forstærkede den fornemmelse. Vinen mangler måske lidt strenghed, mejeri, kød eller noget animalsk til at give lidt mere sjæl.

I munden god fyldig og der er godt med peber, mørke bær, men den er lidt til den skarpe side og samtidig en smule alkoholisk. Det er blødt, cremet i munden og der er godt med power samt egentligt også god lang eftersmag, tørhed og tanniner, som mærkes på tænderne. Den er lidt til den varme side, der er lidt jernagtige toner, som er lidt for langt fremme i smagsnoterne.

Forhandles herhjemme bl.a. af Bundgaard Vinimport, hvor en flaske koster 135 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Domaine des Crais, Mâcon-Fuissé Les Combettes, Bourgogne, Frankrig

2016 Domaine des Crais, Mâcon-Fuissé les Combettes, Bourgogne, FrankrigDomaine des Crais er et lille vinhus, der ligger ved byen Leynes et par kilometer sydvest for Mâcon i Beaujolais området i Bourgogne. Vinhuset driver af Jean-Luc Tissier, som står bag næste vin … en Mâcon-Fuissé Les Combettes.

Domaine des Crais er grundlagt i 1946 af Marie-Louise og Jean-Marie Tissier, men drives altså i dag af 3. generation i form af Jean-Luc Tissier. Jeg kan ikke umiddelbart se, hvor mange hektar Domaine des Crais ejer, men deres bedste mark er Les Esservies, som er begunstiget af granitholdig undergrund samt masser af underjordiske kilder.

Jean-Luc Tissier laver både tørre og friske hvidvine samt masser af rød Beaujolais. Derudover laver han også lidt crémant. Ja og så har han såmænd også lidt Oenotourisme … altså værelsesudlejning til vinglade turister.

Denne Mâcon-Fuissé Les Combettes er selvfølgelig 100% Chardonnay laver på druer fra marken Les Combettes, som ligger ved Fuissé. Vinstokkene er plantet tilbage i 1991.

Vinen er lavet på store betontanke og har også lagret i samme sur lie, altså med bærmen. Det er ikke en vin, som lagrer i lang tid og denne er da også en årgang 2016.

Næsen er frisk … luftig og let er mit første indtryk. Der er fersken, sten, grønne urter, brændenælder, vinblade, svag aroma af papkasser og virker ganske levende i næsen.

Smagen er sprød, krisp og vinen næsten danser på tungen med delikat syre, mineralitet, syrlige æbler og citrus. Det er en dejlig, frisk syre, som følger med i hele smagsbilledet. Der er meget lidt sødme i vinen, og det er syren, der er i førersædet, hvor den vrider rundt på rattet. Mangler lidt dybde, men fører på syren.

Ikke fundet herhjemme, men i udlandet koster vinen 10,50€, svarende til 78 kr. Jeg smagte mit glas i BistroBiksen, hvor jeg købte vinen by the glass.

Vinanmeldelse 5/7 

2006 Château Lafleur Vachon, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

2006 Château Lafleur Vachon, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigCrashed and burned i fredags på en 2006’er Saint-Émilion Grand Cru … men nu begiver jeg mig frygtløst ud i endnu en 2006’er Saint-Émilion Grand Cru fra vinkøleskabets uendelige dyb. Denne gang er det ikke fra Château Fleur Lartigue men derimod Château Lafleur Vachon.

Château Lafleur Vachon ligger i Saint-Émilion og er i dag også kendt som Château Raymond Tapon. Vinhuset ejes og drives nemlig af Raymond Tapon sammen med datteren Nicole.

Tapon familien har ejet vinhuset siden 1904, hvor det blev grundlagt af forfaderen Chaumet Tapon. Det har også tidligere heddet Domaine de Bord-Madeleine, men i 2012 skiftede det altså navn igen fra Château Lafleur Vachon til Château Raymond Tapon.

På etiketten på denne 2006’er står der da også, at vinen er produceret af E.A.R.L. Des Vignobles Raymond Tapon og familien Tapon har samlet 30-32 hektar vinmarker, hvor vinstokkene er omkring 50 år gamle.

Vinen er lavet på 70% Merlot, 20% Cabernet Franc, 5% Cabernet Sauvignon og 5% Malbec. Jeg har slet ingen oplysninger om produktionen eller hvor lang tid vinen er lagret på eg. Vi springer derfor direkte i mine smagsnoter.

Duften er lidt blæk, kirsebær, svag moden blommer og ellers godt med italiensk syre samt lidt chokolade. Man begynder at fornemme, at der er godt med alder i vinen, men den er langt mere levende end 2006’eren fra i fredags. Den virker tør i næsen … men ellers sådan uden større karakter.

Smagen er let syrlig, lette bær, blæk og frugten er sådan nærmest kirsebær drevet … måske med lidt granatæbler. Syren er sådan lidt rustik, tør og vinen har derudover lette krydderier. Det bliver aldrig helt stort … men omvendt heller ikke helt dårligt. Blot kedeligt og så er det en vin, som skriger på mad.

Købt i SuperBrugsen på tilbud til 79 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

2006 Union de Producteurs de Saint-Émilion, Château Fleur Lartigue Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

2006 Château Fleur Lartigue, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigJeg ville fredag forkæle mig selv en smule med lidt god vin og fandt denne 2006 Saint-Émilion Grand Cru fra Château Fleur Lartigue i vinkøleskabet. Mission failed … den skuffer sgu. Endda big time.

Château Fleur Lartigue er et ganske lille og undseelig vinslot, som ligger i Saint-Émilion. Det har gennem 40 år været ejet af samme familie og så vidt jeg kan se, så er det ejet af monsieur Farges og mademoiselle Chantureau. Sammen ejer de beskedne 2,9 hektar vinmarker, som er beliggende i den sydlige del af kommunen Saint-Emilion, i forlængelse af det berømte Château Monbousquet.

På marker dyrkes der 90% Merlot samt 10% Cabernet Franc fra vinstokke, som er mellem 35-40 år. Det giver basis for en produktion af 135 hektoliter vin hver år eller omkring 18.000 flasker vin.

Vinene fra Château Fleur Lartigue produceres hos Union de Producteurs de Saint Emilion. Det er er kæmpestort kooperativ, som holder til på adressen Lieu-dit Haut Gravet i den smukke UNESCO bevaringsværdige middelalderby Saint-Émilion og netop blandt mange rigtige vinslotte.

Men smuk og bevaringsværdig kan man just ikke sige om kooperativets ejendom, som er en lang, grå kontor- og fabriksbygning, hvor der laves masser af vin under en masse forskellige brands og fra nogle af de mange, små og mere ukendte vinslotte.

Selve kooperativet er grundlagt helt tilbage i 1931, hvor initiativtageren og agronomen Robert Villepigue kom med den dengang meget innovative idé, at man skulle slå pjalterne sammen i oprettelse af et kooperativ for at stå stærkere i den daværende økonomiske krise i 1930’erne.

I starten var det alene 6 vinavlere, som indgik i kooperativet i 1931, og de lavede i fællesskab deres første vin i 1932, og har nu i over 80 år produceret vin fra dets omkring 170 medlemmer.

Medlemmer kommer fra alle AOC Saint-Émilion områderne; Saint-Émilion, Saint-Christophe-des-Bardes, Saint-Etienne-de-Lisse, Saint-Hippolyte, Laurent-des-Combes, Saint-Pey-d’Armens, Vignonet og Saint-Sulpice-de-Faleyrens.

Union de Producteurs de Saint-Émilion producerer i dag vin fra mere end 800 hektar vinmarker i Saint-Émilion, hvilket er lidt mere end 12% af hele produktionen i AOC Saint-Émilion.

Vinene markedsføres under en lang række navne, både som slotsvine og vine, som blot sælges under et navn/brand. En af slotsvinene er denne Château Fleur Lartigue Saint-Émilion Grand Cru. Omkring 56% af produktionen betegnes som slotsvine.

Der laves omkring 5 millioner flasker vin på kooperativet … og ikke mindre end 8.000 flasker i timen. Bare i perioden 2000-2003 investerede kooperativet 15 millioner €, så der er tale om en virkelig stor forretning.

Denne Saint-Émilion Grand Cru fra Château Fleur Lartigue er lavet på 81% Merlot og 19% Cabernet Franc. Vinen er lavet med 20-30 timers maceration og efter fermenteringen lagret på barriques i 12-18 måneder med omkring 20-40% nye fade.

I næsen virker vinen faktisk lidt træt og lukket. Der er godt med blæk og blyanter, moden – men syrlig – frugt, som næsten bliver en smule balsamisk. Det er sure kirsebær, røg, tør jord og egetræ. Men mest af alt lukket og træt.

I munden er vinen dog fortsat i live … der er sgu både godt med syre og tanniner. Det er dog ikke helt lykkesagligt, for smagen er også lidt i ubalance, og det er ikke særligt indbydende. Frugten er lidt falmet og det er mest modne blommer. Sådan en Bordeaux burde uden problemer kunne klare en alder på 11 år, men denne halter sgu på den ene ben og det andet ben har også nogle snitsår.

Har ikke fundet en pris for vinen herhjemme.

Vinanmeldelse 2,5/7 

2012 Domaine Bernollin, Bourgogne Blanc Côte Chalonnaise Sous la Roche, Bourgogne, Frankrig

2012 Domaine Bernollin, Bourgogne Blanc Côte Chalonnaise Sous la Roche, Bourgogne, FrankrigMed sommeren svagt på hæld, så lad os smage mer’ hvidvin. I vinkøleskabet forunderlige dyb har jeg fundet denne Bourgogne Blanc Côte Chalonnaise Sous la Roche, som kommer fra det burgundiske vinhus Domaine Bernollin.

Op ryger proppen hurtigt og WTF … Montagny 1er Cru står der på den, men det passer nu ingenlunde. Dette er ikke en 1er Cru vin. Det skyldes måske blot, at denne vin var forholdsvis ny i 2012 og at huset skam laver 2 forskellige hvide Montagny 1er Cru’er og så måske blot brugte eksisterende propper til denne Bourgogne Blanc Côte Chalonnaise Sous la Roche.

Men druerne kommer nu godt nok fra marker i Montagny-området i Côte Chalonaise i den sydlige del af Bourgogne. Der er også der i byen Jully-les-Buxy, at vi finder Domaine Bernollin.

Vinhuset har samlet 12 hektar og en årsproduktion på 220.000 flasker vin og er i dag faktisk danskejet. Det blev nemlig i 2005 overtaget af Maison Albert Sounit, som ejes af ejes af Knud Kjellerup og hans to gode venner Jesper Krogh og Axel Holm Jensen.

Knud Kjellerup er blandt andet kendt som grundlæggeren af Østjysk Vinforsyning, som leverer vin til både restauranter og forretninger og jeg har da også skrevet om Maison Albert Sounit tidligere her på min vinblog.

Knud Kjellerup og de to venner købte i 1993 huset Maison Albert Sounit og har siden målrettet arbejdet på at føre Maison Albert Sounit op i eliteklassen og siden 2005 selvfølgelig også Domaine Bernollin.

Masion Albert Sounit var oprindelig et negociantfirma, og havde ikke selv vinmarker. Man havde tidligere købt druer og vine hos Domaine Bernollin, men da den gamle ejer Pierre Bernollin var 74 år – og ikke havde nogen efterfølger – så købte det danskejede vinhus med det samme domænet og dets vinmarker.

Maison Albert Sounit holder til i en gammel, smuk bygning på Place du Champ de Foire i Rully. Bygningen blev opført omkring 1850 af Jeunet familien ovenpå et gammelt stenbrud, og har nogle af de største og smukkeste vinkældre i Rully. Bygningen kaldes også Château Jeunet efter de oprindelige grundlæggere.

Historisk set er kældrene også interessante, idet nogle af de første Crémant de Bourgogne faktisk er produceret i disse kældre. Det var nemlig i Rully – og Nuits-St.-Georges – at de første Crémant på Méthode Traditionelle i 1822 blev produceret … eller måske rettere kopieret fra Champagne distriktet.

Vinhuset fik dog først navnet Maison Albert Sounit i 1930, da det blev overtaget af Albert Sounit.

Siden 2005 er alle vine vinificeret på Domaine Bernollin … såvel druer fra egne marker som købte druer. Eneste undtagelse er dog husets Crémant de Bourgogner, som fortsat bliver lavet i den gamle kælder i Rully.

Vinmager hos Maison Albert Sounit og Domaine Bernollin er Sébastien Secher og han har også været med til at producere denne Bourgogne Blanc Côte Chalonnaise Sous la Roche.

Sous La Roche er navnet på parcellerne, som ligger under det markante klippefremspring med udsigt over Domaine Bernollin og det sydlige Montagny. Markerne ligger på en relativt stejl skråning i naturlig forlængelse af Montagny 1. Cru markerne blot nogle få hundrede meter mod nord. Jordbunden er kalkholdig.

Vinen er udelukkende gæret på fad og er selvfølgelig også efterfølgende lagret på eg, men hvor lang tid fremgår dog ikke. Men det er bestemt med til at give vinen krop og fylde.

Duftmæssigt er vi langt fra forrige syrlige og mineralske Riesling … her er der aromatisk fedme en masse. Fuldfed, kraftfuld og godt med tyngde. Det er blomster, eksotisk frugt, abrikos, en smule grøn limonade og faktisk meget indbydende fed druesaft,

I munden er det også fedt og cremet … måske knap så fed, som duften måske indikerede, men det gør bestemt ikke noget. Der er en god citronsyre, virker lidt røget i smagen og sammenlagt giver det en smule balance og tørhed til sødmen. Det er lidt en bulderbasse hvidvin, og finessen er en kende beskeden, men det smager sgu meget godt.

Forhandles af bl.a. Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 145 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2015 David Moreau, Santenay Cuvée S, Bourgogne, Frankrig

2015 David Moreau, Santenay Cuvée S, Bourgogne, FrankrigSidste vin fra Domaine David Moreau blev en specialcuvée … vinen Santenay Cuvée S, som lavet med reference til Davids bedsteforældre, da druerne til vinen netop kommer fra bedsteforældrenes første vinmark Les Cornières.

Marken er beliggende midt i Santenay, og det er en perfekt beliggende parcel, hvor det øverste jordlag er så tyndt, at klipperne flere steder bryder igennem jorden. Det helt fantastiske ved vinmarken er, at den næsten altid leverer, hvad franskmændene kalder millerandés druer, hvilket er meget små, men meget koncentrerede druer. Det betyder ganske vist lavere udbytte, men bedre druer.

Den er – som de to foregående – lavet på samme måde, dvs. at druerne er høstet manuelt, hvorefter de sorteres og afstilkes samt med en macerationstid, som varierer fra gang til gang.

Fermenteringen sker alene med druernes naturlige gær og er derefter lagret 12 måneder på burgundiske barriques, som toppes op ugentligt for at bevare den friske frugt. På denne vin er 1/3-del af fadene helt nye.

Det er som om, at vinen på én eller anden måde er lettere end den foregående, mere svævende. Duften er hindbær, lyse og syrlige kirsebær, en gammel fotobog, som man åbner efter mange år og stadig dufter lidt af fremkaldervæske, lidt tørretumbler, gazebind, blomster og gips.

I munden er vinen mere tæt, men samtidig også mere rund og elegant. Der er lakrids, ribs og det er grønt og syrligt, men det bliver knap så udtalt. Jernnoterne er fint afdæmpet og afløst af en slags bitterhed. Smagen er mere snorlige – so to speak – let, ung og grøn med et medicinsk islæt, som er ret lækker.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 295 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 David Moreau, Côte de Beaune Village, Bourgogne, Frankrig

2015 David Moreau, Côte de Beaune Village, Bourgogne, FrankrigMed næste vin fra Domaine David Moreau rykker vi en tak op ad den vinøse kvalitetsstige … one small step for mankind. Vinen er den unge vinmagers Côte de Beaune Village.

Druerne til vinen kommer fra en række vinmarker på omkring 1 hektar i Côte de Beaune, hvor jorden er både sand- og lerholdig. Ellers er vinen lavet på samme måde som lillesøsteren, dvs. at druerne høstes med håndkraft hvorefter de sorteres og afstilkes. Macerationstiden er forskellig fra vin til vin … det afgør David ved løbende smagning.

Fermenteringen sker alene med druernes naturlige gær og vinen er derefter lagret omkring 12 måneder på burgundiske barriques, altså dem på 228 liter.

Duftmæssigt bliver det mere tæt … fortættet Pino saft med en smule blyanter, jord og man fornemmer næsten, at man står midt i vinmarkerne, mærker brisen og duften af vinbladene. Der er hindbær, lyse kirsebær, eg, nye vinfade og lakridsrod.

I munden er der også mere krop, mere frugt og selvom den er ganske tør og grøn, så er syren elegant, nærmest drillende på tungen. Elsker det. Der er samtidig noget landligt over vinen og igen både med jern, elegance og grøn lethed, mens lidt peber i eftersmagen napper din tunge.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 250 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 David Moreau, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig

2015 David Moreau, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, FrankrigDe næste 3 vine kommer fra den unge vinmager David Moreau, som holder til ved Santenay i Côte de Beaune. Vi starter med hans entry-level Bourgogne Rouge.

Domaine David Moreau er grundlagt i 2009 af den unge vinmager, som forinden etableringen var uddannet som ønolog ved Lycee viticole de Beaune. Efter skolen har David yderligere dygtiggjort sig ved at arbejde hos François Perrin på Beaucastel i Châteauneuf-du-Pape, på det familieejede Neudorf Vineyards i New Zealand, hos Olivier Lamy på Domaine Hubert Lamy i Saint Aubin og sluttelig hos Aubert de Villaine på Domaine Romanée-Conti.

David har 5 hektar vinmarker og nogle af markerne har han arvet fra sin farfar, der igen havde arvet dem fra sin far. De 5 hektar består bl.a. af markerne Les Cornières, Les Prarons samt 1 Cru markerne Clos Rousseau, Clos des Mouches og Beaurepaire, alle i Santeney.

Til at hjælpe sig har David hans bedstemor Simone og derudover de to vineksperter Richard og Thierry, som også selv er vinavlere i området. David er dog – så vidt jeg kan se – ikke i familie med Bernard, Alex og Benoît Moreau fra forrige vine.

Denne vin er lavet med druer fra forskellige plots aka parceller i Côte de Beaune.  Druerne høstet manuelt, hvorefter de sorteres og afstilkes. Macerationstiden er forskellig fra vin til vin … det afgør David ved løbende smagning.

Fermenteringen sker alene med druernes naturlige gær og vinen er derefter lagret 10-12 måneder på burgundiske barriques, som toppes op ugentligt for at bevare den friske frugt. Ved flaskningen anvendes spanske korkpropper fra Estremadura og Andalusien.

Duftmæssigt byder denne – i forhold til foregående vin – på mere ren frugt, mere friskhed og er ligeledes mere grøn i næsen. Det er vinblade, hindbær, ribs, blæst og frisk vin.

I munden er vinen blødere og mere kropslig i udtrykket. Der er mindre jern og mere rustik elegance, blæk samt hindbær. Tanninerne og tørheden er mere defineret og der et blidt syrebid, selvom det fortsat næsten er børnemord. Giv den tid, for det lover godt.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 210 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2015 Bernard Moreau et Fils, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig

2015 Bernard Moreau et Fils, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, FrankrigNæste vin var også fra farmand og hans sønner aka Bernard, Alex – som i øvrigt rigtigt hedder Alexandre – og Benoît Moreau, nemlig deres almindelige røde Bourgogne Pinot Noir.

Druerne til vinen kommer primært fra 25 år gamle vinstokke, som står på marken Les Cras ved byen Mancey. Marken ligger med en eksponering mod sydøst og har en stenet jord med kalksten, som er god til at holde på varmen og med til at modne Pinot Noir druerne optimalt.

Druerne er efter høst afstilket og ligger derefter i blød i en kold pre-fermentering og maceration i 5 dage, hvorefter den alkoholiske gæring sker over 10 dage. Derefter lagres vinen 10 måneder på 228 liters barriques – de klassiske Bourgogne egefade – og omkring 10% af fadene er nye.

I næsen kan du næsten dufte barriqueskælderen … der er eg, syrlig mødding, stikkelsbær, ribs, svag jern og svag eukalyptus. Det er ungt, stramt, syrligt og grønt.

Smagsmæssigt har vinen en okay rund elegance, men det stikker ikke så dybt, for vinen er slet ikke så forfinet og kompleks, som næsen egentlig indikerer. Der er jern … vi snakker næsten en hel skrotplads, tørhed og strenghed. Vinen smager fint, men det er lidt for syrligt og der mangler en vis dybde og kompleksitet.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 180 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7