Never judge a book by its cover og hvis du ikk’ troede, at der kunne laves vin i England, så får du bogen i hovedet. Her har vi nemlig en flot Sparkling Wine … ren Blanc de Blancs fra vinhuset Nyetimber, der ligger lidt syd for byen West Chiltington omkring West Sussex og Hampshire.
Nyetimber ejes og drives af Eric Heerema, som plantede de første vinstokke i 1988. Den første Sparkling Wine blev dog først introduceret i 1992 og var en Blanc de Blancs. Den skabte furore ved en blindsmagning i London, da flere vineksperter mente det var en champagne.
I 2010 holdt det italienske vinmagasin Bollicini en blindsmagning i Verona med 52 mousserende vine. Smagningen blev vundet af Nyetimber foran bl.a. Bollinger Special Cuvée og Roederer samt flere andre champagner.
Nyetimber er også blevet serveret mange gange på Buckingham Palace af den kongelige familie, i Downing Street af premierministeren og ved mange officielle events som fx G20 topmødet i 2009 og ved de olympiske lege i 2012.
Nyetimber anvender udelukkende druer fra sine egne marker i West Sussex og Hampshire, hvor jordbunden minder meget om den i Champagne. Den er meget rig på kalk, mens temperaturerne er i gennemsnit én grad lavere end i Champagne, så lighederne er til at få øje på.
Derudover bruger Nyetimber udelukkende de klassiske champagnedruer Pinot Noir, Pinot Meunier og Chardonnay og vinene laves også efter den traditionelle champagnemetode.
Vinmarkerne og hele produktionen kalder Nyetimber selv natural winemaking, hvor man som udgangspunkt er økologisk og kun griber ind hvis det er nødvendigt. Samlet har Nyetimber 170 hektar vinmarker.
Nyetimber er hidtil kun eksporteret til Japan, men findes naturligvis på mange toprestauranter i London, bl.a. på restauranter ejet af stjernekokkene Heston Blumenthal og Gordon Ramsay.
Husets vinmager er den yndige Cherie Spriggs, som stammer fra Canada, men taget sin uddannelse i Australien. Inden hun kom til Nyetimber i 2007 havde hun arbejdet i McLaren Vale og Hunter Valley i Australien, Central Otago i New Zealand og i Oregon.
Denne Blanc de Blancs er en af husets 5 Sparkling Wines … selvfølgelig lavet på 100% Chardonnay. Det er Nyetimbers prestige vin, som kun laves i udvalgte årgange og i forsvindende få eksemplarer.
Og jeg kan sgu heller ikke påstå, at dette ikke skulle være lige så godt som Champagne … tværtimod, for ligheden er slående. Næsen er lidt rustik og landlig, animalsk og støvet med pærer, fersken, gæret dej og ristet franskbrød. Boblerne er intense og driller på den skønneste måde i næseborene.
I munden er det blødt, cremet med let grape, lidt citrus, men bitterheden er fint dæmpet, så det ikke bliver for bittert. Der er også lidt gule æbler, kalk, mineraler mens boblerne er fine og lette, men dog fiser forholdsvis hurtigt ud efter et stykke tid i glasset. Men det smager sgu da herregodt.
Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 539,95 kr.