Vi lægger endnu et år på kilometertælleren med denne Marchese di Villamarina fra vinhuset Tenute Sella & Mosca, der holder til ved byen Alghero på den nordvestligste del af Sardinien.
Vinhuset er grundlagt for over 100 år siden af to eventyrlystne mænd fra Piemonte … ingeniøren Sella, nevø til den kendte italienske statsmand Quintino Sella (som jeg bestemt aldrig har hørt om), og advokaten Mosca. De startede med at gøre rydde den ufrugtbare jord og gjorde det muligt at dyrke vin på stedet. De var også interesseret i arkæologi, havde rejse verden rundt og blev nu vinproducenter.
De startede det hårde arbejde at omlægge gold og stenet jord om til frugtbare vinmarker, som med tiden skulle komme til at kaste nogle af øens mest prestigefyldte vine af sig.
Det blev en større udfordring end forventet, for selv om de havde købt mineralholdige hektarer, var de ikke klar over, hvor solid stenmassen var under jordlaget. Den gjorde det svært for vandet at sive ned.
Massive stenblokke står nu overalt som monumenter over det hårde arbejde med at bryde og fjerne dem i begyndelsen af firmaets historie og igen i 1980’erne, da Sella & Mosca atter udvidede vinmarkerne.
Sella & Mosca ville det bedste, også for deres medarbejdere, så udover at bygge vinkælderen, hvor produktionen skulle foregå, opførte de kirke, skole og beboelseshuse, således firmaet blev sin egen pittoreske landsby i de bedste materialer.
Sådan fungerede den indtil for 30 år siden, hvor flere af bygningerne blev inddraget til administration, museum og vinsmagning, men der bor stadig tre familier … helt som i gamle dage.
I dag har vingården mere end 40.000 besøgende i turistsæsonen og det mest imponerende er nok den originale vinkælder fra 1903 med den ene smukke, dekorative detalje efter den anden, men på grund af firmaets udvidelse og succes, er der i 1970’erne bygget et moderne anlæg ved siden af.
I dag ejes vingården dog a Grupo Terra Moretti, som i 2016 købte gården – samt vingården Teruzzi & Puthod i Toscana – for en samlet pris på 462 millioner kroner fra Campari gruppen.
Men Tenute Sella & Mosca er også en enestående vingård på Sardinien. Ved gården i Alghero ejer de 650 hektar jord, hvoraf 520 hektar er vinmarker, ja faktisk en stor sammenhængende vinmark på 520 hektar, hvilket også gør det til den en af de største enkeltvinmarker i hele Europa.
Derudover ejer vingården også en mindre vingård på 15 hektar i Gallura i den nordøstligste del af øen samt en vingård med 6 hektar vinmarker ved Giba i Sulcis regionen i det sydvestlige del af Sardinien.
Tenute Sella & Mosca er derudover specielle ved, at de dyrker druesorten Torbato, som alene kan findes på vinhusets vinmarker og ellers intetsteds i verdenen. Men derudover dyrker vinhuset en bred vifte af lokale og internationale druer.
Denne Marchese di Villamarina er en af de vine, som er lavet på internationale druer. Den er nemlig lavet på ren Cabernet Sauvignon, som selvfølgelig kommer fra huset store mark og dermed jo reelt gør det til en enkeltmarksvine. Men igen … det er alle husets vine jo.
Druerne afstilkes og knuses, hvorefter de ligger i kold premaceration i 24 timer inden fermenteringen starter ved 20 grader og varer omkring 3 uger mens temperaturen langsomt stiger til 28-30 grader. Vinen lagrer derefter på franske barriques i 14 måneder, hvorefter de lagrer yderligere 12 måneder på store egefade inden flaskning og endnu en lagring i 18 måneder.
Næsen er en smule parfumeret og byder på mørk frugt, nærmest kandiseret frugt og ellers masser af friskhed. Alderen trykker på ingen måde. Der er også fennikel, blæk, let vanilje og friske urter.
Smagen er mere kantet end foregående vin, men stadig er frugten meget frisk og tanninerne bestemt tydelige, som de på ingen måder bliver for voldsomme. Det smager herregodt, selvom der ikke er samme finesse og elegance som foregående vin.
Vinen kan købes gennem Vinexus, hvor en flaske koster 312 kr.