Tag-arkiv: Tyskland

2013 Weingut Enderle & Moll, Burgunder Weiss & Grau, Baden, Tyskland

Så er vi minsandten tilbage hos de to gæve gutter … Sven Enderle og Florian Moll, og med en lille bastard af en fed vin, som kræver en smule fordybelse. Minsandten … et sjovt ord i øvrigt … og det bliver ikke mindre sjovt ved, at man gentager det mange gange efter hinanden. Sorry … vist et sidespring. Vinen er denne Burgunder Weiss & Grau.

Bare navnet … Burgunder Weiss & Grau i kombo med en gul, uklar … ja nærmest grumset væske i flasken samt en hals uden plast- eller aluminiumskrave og blot en lille korkprop. Det leder tankerne hen på en rigtig gammeldags landvin, men gør også, at man straks ligger mærke til denne vin.

Sådan havde jeg det i hvert fald, da jeg havde besøg af Martin fra vinfirmaet Extra Brut, og han hev denne flaske op af kassen, og sådan har jeg det også nu, da jeg åbner vinen. Dels er jeg blevet overrasket over det ekstremt høje niveau af vinene fra Weingut Enderle & Moll, og dels stikker denne vin lidt ud i mængden.

Og hvilke flotte vinhuse, som Martin & Extra Brut har i stalden … Weingut Enderle & Moll, Weingut Friedrich Becker og Weingut Günther Steinmetz. Ganske imponerende. Derudover har Martin også specialiseret sig i Champagne, og har forhandlingen af husene J-M Sélèque, Vincent Charlot, Etienne Calsac og Champagne Geoffroy.

Jeg har nu ikke den store forstand på Champagne … men står du og mangler en god champagne, så kig forbi Martins hjemmeside http://extrabrut.dk og tjek mulighederne. Og vil du ha’ Spätburgunder i verdensklasse, så er det altså også stedet. Det kan jeg skrive under på.

Martin driver Extra Brut på hobbybasis som garageimportør, men ud fra en glødende passion for Champagne og tyske vine. Hans mål er at sælge de bedste vine fra Tyskland og de bedste Champagner … men til fornuftige priser. Det ser ud til at han er godt på vej … så BIG THUMBS up for indsatsen. Og samtidig er Martin en hyggelig, ung fyr med stor vinviden.

Nå, men det var nu denne lille vin, som vi kom fra. Lavet på 50% Weissburgunder og 50% Grauburgunder, som kommer fra vinstokke med en gennemsnitsalder på omkring 30 år og lavet med alkoholisk gæring i store brugte 2.000 liter egetræsfade. Vinen har modnet 12 måneder på gæren “sur lie”, og er hverken klaret eller filtreret.

Og i glasset også herlig grumset … nærmest som friskpresset æblesaft. Duftmæssigt herlig landlig lugt, grøngærede bær, mynte, citronmelisse, estragon, grøn/gule æbler, tørre krydderbuske, mineraler, flintesten, syre og lidt nøddeagtige noter. Vinen skal ha’ lidt tid til at sprede sine aromaer … men så er de også ganske komplekse og interessante.

I munden er vinen først blød, blid … nærmest lidt flad og blid. Der smages grønne æbler … men så kommer der langsomt mineralske toner, nærmest kalkagtige med tiltagende syre, hvorefter den slutter i et mere tydeligt syrebid. Giv vinen tid i glasset og mærk nuancerne, når varmen stiger og de mange indtryk udfolder sig.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, pris 85 kr., hvilket er billigt for denne charmetrold.

Rating 5/7  

 

2013 Weingut Georg Gustav Huff, Riesling Pettenthal ***, Rheinhessen, Tyskland

Med fare for at gentage mig selv, så kunne jeg nu skrive … at hvis Weingut Georg Gustav Huffs Spätburgundere er fantastiske, så er det også ganske rammende for hans hvidvine. I hvert fald er denne Riesling Pettenthal – markeret med 3 stjerner – en ganske imponerende og charmerende vin.

Vinhuset ejer – som tidligere skrevet – bl.a. markerne Niersteiner Hipping, Niersteiner Pettenthal og Niersteiner Schloss Schwabsburg … alle beliggende på Der Rote Hang, og det er netop fra Niersteiner Pettenthal, at druerne til denne Riesling Pettenthal kommer.

Jeg har tidligere smagt Pettenthal Riesling, bl.a. fra Kühling-Gillot, og marken er da også en Grosses Gewächs, altså den tyske betegnelse for en Grand Cru mark. Det er noget af det bedste Riesling, som jeg har fået fra det område.

Det er selvfølgelig også derfor, at nogle af Tysklands bedste vinhuse har parceller på Pettenthal, bl.a. Weingut Gunderloch, Weingut Keller, Kühling-Gillot og Heyl zu Herrnsheim.

Pettenthal marken er allerede omtalt som en matrikel tilbage i 1753, og navnet Pettenthal betyder noget i retning af padedalen pga. områdets mange skrubtudser, som man kan observere på ture i markerne. En del af marken har da også tilnavnet Stumpe Loch … altså et slags sumphul eller et lille vandhul, hvor de mange tudser trives.

Som nævnt er Pettenthal en del af Der Rote Hang, og i den sydlige ende på den røde skråning er Pettenthal højere beliggende og har nogle steder en hældning på ikke mindre end 70%. Det gør Pettenthal til den stejleste topmark i hele Rheinhessen.

Weingut Georg Gustav Huff markerer, at det er en Grosses Gewächs mark med 3 stjerner på vinen. Og at Huff kan lave god Riesling kan også dokumenteres via de anerkendelser, som huset har opnået for specielt deres Riesling vine. De har således flere gange fået prisen Pro-Riesling Ehrenpreis af DLG samt igennem mange år en Staatsehrenpreis samt Bundesehrenpreis fra DLG.

DLG er ikke det danske Dansk Landbrugs Grovvareselskab, men derimod DLG-Qualitätsprüfung für Wein und Sekt, en organisation som bl.a. hvert år laver en DLG-Wein-Guide. Vinhuset har også 2 druer i Gault Millau.

Nå, men lad os smage denne Riesling Pettenthal, som duftmæssigt er voldsomt koncentreret med hyld, eksotiske frugter, fersken, pærer, lemon, grapefrugt. let petroleum, våde fade og et slat nødder … intens og pragtfuld. I glasset virker vinen nærmest fed og fedmen går igen i smagen, som næsten bliver let perlende, men har en sindssyg flot elegance. Det smager bare godt.

Købt på vingården, men kender ikke prisen. Vil gætte på omkring 15€ … og hvis det passer, så er det voldsomt billigt. Til sammenligning koster Kühling-Gillots Riesling GG Pettenthal ikke mindre end 349 kr. herhjemme.

Rating 6/7  

2011 Weingut Georg Gustav Huff, Frühburgunder ***, Rheinhessen, Tyskland

Hvis Huffs almindelige Spätburgunder er virkelig god, så er deres Frühburgunder ikke mindre end fremragende, og netop Weingut Georg Gustav Huffs Frühburgunder – markeret med 3 stjerner – var næste vin i rækken til onsdagens bestyrelsesmøde. Det var efter min mening også aftenens bedste vin.

Og det med de 3 stjerner, som indikerer vingårdens bedste vine, har vi set anvendt før. Her på bloggen har jeg tidligere skrevet om Weingut Alexander Laible og Weingut Holger Koch, som også begge anvender *** som tegn på, at vinen er fra husets bedste marker, oftest Grosse Gewächse marker.

Huff familien har i alt 17 hektar vinmarker, hvor de dyrker sorterne Riesling, Spätburgunder, Dornfelder, Müller-Thurgau, Portugieser, Chardonnay, Grauburgunder, Weißburgunder samt en række mindre sorter. Det bliver samlet til en årsproduktion på 170.000 flasker vin.

Blandt de bedste marker ejer familien parceller på Niersteiner Hipping, Niersteiner Pettenthal og Niersteiner Schloss Schwabsburg … alle beliggende på Der Rote Hang. Der Rote Hang strækker sig mellem Nackenheim og Nierstein … et omkring 5 kilometer lang område på den venstre side af Rhinen. Den samlede område er på omkring 180 hektar.

Navnet Der Rote Hang stammer fra den meget specielle terroir med jordforhold fra før menneskets liv på jorden begyndte. Jorden er virkelig rød, og ganske mineralsk med en blanding af jern- og lerholdig skifer, som er mindst 250 millioner år gammel. Samtidig er jorden rig på fossiler og spor af dinosaurer kan også findes her.

Der Rote Hang vender mod syd/sydøst, hvilket giver de optimale forhold til at udnytte solens stråler, og samtidig bevarer den røde skifer varmen. Herudover får markerne ekstra varme, når sollyset reflekteres fra overfladen af Rhinen. Med andre ord, så er Der Rote Hang et meget attraktivt område for vinproduktion, og nogle af de bedste producenter her er da også vinhuse som Heyl zu Herrnsheim og Gunderloch.

Jeg har – som med forrige vin – ikke de store oplysninger om denne Frühburgunder, udover den er én af husets røde topvine, og har lagret på eg. Måske kommer druerne fra de 3 nævnte marker, men det bliver alene gætværk. Til gengæld smager den afsindigt godt, og det er sikkert.

I næsen den lækre, søde ko-/hestestald, lækker animalsk med supplerende noter af vanilje, mynte, estragon, brændte figner, brombær, hindbær, let lakrids, grønne blade … hvor er det dog bare sindssygt elegant. Smagen har godt med eg, hindbær, syrlige kirsebær og måske er vinen lidt mere “jammy” og fyldig end de foregående vine. Ellers er det måske bare mere koncentreret smag, for den er samtidig let og meget præcis i udtrykket. Hold da op, hvor smager den godt.

Købt på vingården, pris omkring 15€ … eller ca. 112 kr., og det er ren tyveri. En no-brainer … køb, køb, køb.

Vinanmeldelse 6/7 

2012 Weingut Georg Gustav Huff, Spätburgunder im Holzfass gereift, Rheinhessen, Tyskland

På den berømte Der Rote Hang – den røde hældning – ved byen Nierstein-Schwabsburg i Rheinhessen finder vi en lille, spændende producent, nemlig Weingut Georg Gustav Huff, som står bag næste vin i rækken … en Spätburgunder im Holzfass gereift.

Vingården ejes og drives af ægteparret Dieter og Helga Huff sammen med deres to sønner Daniel og Stefan. Dieter overtog driften i 1989, men gården har været i familiens eje i over 300 år. Det var oprindeligt den schweiziske indvandrer Georg Gustav Huff, som grundlagde vingården i 1710.

Dieter er Winzermeister og Weinbautechniker, som det så smukt hedder, men han er begyndt at trække sig tilbage, og har i dag overladt det meste af produktionen til sønnerne, så Dieter står mest for markarbejdet.

Daniel er den ældste søn og er i dag ansvarlig vinmager på vingården med speciale i de hvide vine. Daniel har 3 års uddannelse som ønolog og bl.a. arbejdet i Mosel. Stefan er den yngste af sønnerne, og er først uddannet Weinbautechniker og har efterfølgende arbejdet i både Ahr, Rheinhessen, Østrig og Australien. Hans interesse er primært de røde vine.

Og her har vi netop én af de røde, en herlig lille Spätburgunder fra Huff … ikke de store oplysninger om vinen udover, at den har lagret på eg.

Duftmæssigt sød stald, animalsk, rustik, jordbær og virker samtidig meget let i udtrykket. Lover godt. I munden en lækker balance … sødmen er måske en anelse for meget i front, men der er godt med frisk frugt, kirsebær, eg, lidt søde krydderier og et let syrligt bid i eftersmagen, hvilket egentlig klæder vinen.

Købt på vingården, pris ukendt … men vil gætte på omkring 10€ … eller ca. 75 kr. Et rigtigt godt køb.

Rating 5/7 

2012 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Spätburgunder, Baden, Tyskland

Onsdag før Kristi Himmelfartsdag kan vel næsten betegnes som en mini-fredag? I så fald en god anledning til at åbne lidt vin, og det havde formanden i Randers Vinlaugh sørget for til aftenens bestyrelsesmøde. Og det startede endda i rigtig fredagsstil med denne Spätburgunder fra Weingut Franz Keller … også kendt som vinhuset Schwarzer Adler, den sorte ørn.

Vinhuset er etableret af Franz Keller, men i dag er det 4. generation i form af Fritz Keller, som driver vingården i den lille by Vogtsburg-Oberbergen. Og det er efterhånden en større historie, idet vingården i dag er på 57 hektar.

Lige så lidt som der sker i den lille søvnige by, lige så meget sker der på Schwarzer Adler. Ud over vinbruget og en flot butik med vinsalg berømmer Schwarzer Alder sig ved et meget smukt hotel med tilhørende restaurant, der har én Michelin stjerne samt en vinimportvirksomhed af franske topvine, der er helt enestående.

På restauranten kan gæster bl.a. vælge vine fra Chateau Margaux fra årgang 1937 og 31 årgange frem, Château Lafite-Rothschild ligeledes fra årgang 1937 og 28 years frem, Château Mouton-Rothschild fra 1918 og 33 år frem, blot for at nævne nogle. Det vidner vist om en lidt omfattende vinkælder. Det var den gamle Franz Keller senior, som døde i 2007, som samlede de værdifulde flasker.

Som nævnt har vinhuset 57 hektar vinmarker, og den seneste erhvervelse er marken Achkarrer Schlossberg, som Weingut Franz Keller købte i foråret 2009. Det er en 4.400 kvadratmeter stor mark … en af de bedste i området med sort vulkansk jord, stejl som bare pokker, hvilket betyder at alt arbejdet på marken sker manuelt. Derudover er en del af marken omgivet af en historisk gammel mur med en højde op til 4 meter.

Denne Spätburgunder kommer imidlertid ikke fra dén mark, men derimod fra forskellige af husets marker. Det er en Gutswein, dvs. en entry-level Spätburgunder fra Franz Keller Schwarzer Adler og en søstervin til vinen Jedentag, som dog er lavet på druerne Cabernet Dorsa, Dornfelder, Lemberger og Spätburgunder.

Duftmæssigt den klassiske søde kostald, hindbær, let røg og lidt eg. I munden smages med det samme, at det er Pinot Noir, men vinen har en lidt skarp kant, er lidt peberkrydret og ellers våde fade, kirsebær og lidt lakrids. Er meget frisk og har en god syrlig frugt, syre og godt med bid. Smagt blindt … men drue og land selvfølgelig gættet uden problemer.

Ikke fundet vinen herhjemme, men vil gætte på, at den koster omkring 10€ i Tyskland.

Rating 4,5/7 

2011 Weingut Willems-Willems, Spätburgunder S Trocken, Mosel, Tyskland

Selvom det er Riesling Week, så må man gerne være den hvide dronning Riesling utro, specielt hvis det er med kongedruen Spätburgunder og så især på en fredag. Denne fredag stod den på en Spätburgunder S Trocken fra vinhuset Weingut Willems-Willems, som ligger i byen Konz-Oberemmel i Saar området af Mosel.

Vingården drives af  Carolin Hofmann, som er 5. generation af Willems på vingården, og er født Willems … så navnet Hofmann stammer fra hendes mand Jürgen Hofmann, som også ejer et lille vinhus, nemlig Weingut Hofmann i byen Appenheim, lige mellem Mainz og Bingen, omkring 5 kilometer fra Rhinen i den nordlige del af Rheinhessen.

Jürgen har vi næsten lige skrevet om her på bloggen, nemlig da vi smagte hans 2012 Weingut Hofmann, Spätburgunder Rotwein Trocken, Rheinhessen, Tyskland. Det var dén med den den sjove etikette, som var illustreret med en grøn cirkel samt en stol.

Carolin overtog driften af vingården Willems-Willems i 2000 med dens 4 hektar vinmarker efter forældrene Karl og Irene Willems, som havde drevet gården siden 1971. Navnet Willems-Willems skyldes, at Carolins forældre begge hed Willems, da de blev gift … og dermed kom vingården til at hedde Willems-Willems.

Carolin er selv uddannet ønolog for Geisenheim og har efterfølgende sammen med Jürgen rejst hele verden rundt for at lære om vin, bl.a. har parret inden overtagelsen af deres respektive vingården arbejdet på vingårde i både Sydafrika og Australien.

I dag drives de to vingårde i fællesskab, og med samme designlinje. Etiketterne på Hofmanns vine har den runde, grønne cirkel, mens vinene fra Carolin har en trekant. Rolig nu drenge, ikke sådanne tanker. Trekanten symboliserer, at vinene fra området Konzer Tälchen i Saar, Mosel er kantede efter den skiferholdige undergrund, mens vinene fra Hofmann i Appenheim er mere bløde efter indholdet af kalksten i undergrunden. Her er trekanten suppleret med et stearinlys … hvorfor har jeg ingen anelse om.

Og de er begge meget aktive indenfor vinproduktion. Jürgen er således aktiv i foreningerne Simply Wine, en forening af tyske vinproducenter fra 6 forskellige områder, Moseljünger og Appenheimer Winzer. Derudover er han også del af vinproduktionen i Fritz Müller, som laver en række spændende vine på druen Müller-Thurgau.

Carolin er af den tyske vinjournalist Stuart Pigott kåret som året kvindelige vinmager i 2010, og i 2013 vandt hun prisen for bedste tørre Riesling vin under 12,5% af det det tyske vinblad Weinwirtschaft.

Her har vi Weingut Willems-Willems eneste rødvin … Spätburgunder S Trocken. Alle andre vine fra Carolin er hvidvine. Vinen er lavet med druer fra 20 år gamle vinstokke, og har lagret 18 måneder på franske barriques.

Duftmæssigt er her lidt våde fade … det er første indtryk, kombineret med hindbær, granatæbler, røg, chokolade og god syrlighed. I munden er der kirsebær, hindbær, krydderier, tobak … men ellers lidt neutral og stikker ikke meget ud. Ganske okay Spätburgunder, som måske er mere til den varme side.

Havde forestillet mig vinen mere mineralsk pga. den skiferholdige undergrund, men den træder ikke så meget igennem i vinen. Og endda specielt fordi Carolin laver vinene med overskriften “Schiefer Trifft Muschelkalk” … altså skifer, kalksten og muslingekalk/kridt.

Købt i Tyskland på weine.de, pris 16,80€ … eller omkring 125 kr. Det er der vel ikke noget at sige til, men Jürgen Hofmanns Spätburgundere er bedre køb.

Rating 4,5/7 

2013 Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan, Riesling Deidesheimer Paradiesgarten, Pfalz, Tyskland

I denne uge – fra 4. til 11. maj er det Riesling Week. På restauranter, vinbarer og hos vinhandlere fejrer man foråret, lyse dage, solskin og fuglesang med en uge dedikeret til vine på Riesling. Herligt. Normalt afholdes ugen alene i København, men er nu også rykket til Jylland, bl.a. ser S’vinbar i Århus ud til at afholde et par spændende aftener.

På Houlberg | Blog om vin & gode oplevelser bakker vi selvfølgelig op om dette herlige initiativ, som vistnok er startet af de søde mennesker hos Jysk Vinkontor og kaster os over et par Riesling vine. Er selvfølgelig et par dage bagefter, men smagte ved Vinspecialistens Sélection smagning denne Riesling Deidesheimer Paradiesgarten fra Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan.

Vingården er grundlagt af Jordan familien tilbage i 1718, men flyttede først til deres nuværende beliggenhed i Deidesheim i 1783, hvor det var Andreas Jordan som lagde grundstenen for deres gode Riesling vine. Han fik gjort vinene fra Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan berømt i hele Tyskland, bl.a. var vinene meget efterspurgt af den tyske digter/politiker Johann Wolfgang von Goethe.

Faktisk har man på vingården i dag nogle af flaskerne fra starten af vingården. I vinkælderen er der lavet et museum, hvor man kan se deres ældste vin, en 1706’er … altså fra før vingården officielt startede. Fra år 1880 og frem har man alle årgangene.

Deres tørre Riesling vine har en etikette i Jugendstil, hvor den romerske kejser Probus er afbilledet. Etiketten på 1811’eren er én af de ældste vinetiketter i Tyskland. 1811’eren er i øvrigt én af de bedste årgange i historien … overhovedet. På vingården kaldes den komet-årgangen, og påstås den dag i dag at være ganske drikkelig.

Successen medfører også, at Andreas Jordan i 1815 køber den nærtliggende Ketschauer Hof, som har betydelige og værdifulde vinmarker med de bedste beliggenheder. Da sønnen Ludwig Andreas Jordan overtager driften er vinhuset ganske anerkendt, og Ludwig Andreas ender da også med en post i Rigsdagen. Efter hans død arver datteren vinhuset, og da hun er gift med en Bassermann, som også ligger navn til vinhuset. Senere i 1917 adles familien … så kan der stoppes et “von” med i titlen og dermed fremkommer det nuværende navn Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan.

Frem til 2002 forblev vinhuset på familien Bassermann-Jordans hænder. I 2002 – efter næsten 300 år eje – solgte Dr. Gabriele von Bassermann-Jordan imidlertid vinhuset til forretningsmanden Archim Niederberger. Og siden Archim Niederberger overtog roret, er der taget anseelige tiltag for at højne kvaliteten yderligere.

Selve vingården og de omkringliggende bygninger har gennemgået en total renovering, og der er yderligere kommet en gourmetrestaurant, et luksushotel og et brasserie til. I kældrene er det dog fortsat vinmageren Ulrich Mell, som siden 1996 har stået for produktionen. Men efter ejerskiftet er der også sket store investeringer i såvel vinmarker som vinproduktionen.

Men sidste år (2013) døde Achim Niederberger pludselig pga. en alvorlig sygdom, så i dag er det hans kone Jana, som viderefører vinhuset efter Achims visioner.

Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan ejer af 42 hektar og nogle af de mest anerkendte marker, bl.a. markerne Deidesheimer Kieselberg, Paradiesgarten, Deidesheimer Mäushöhle, Grainhübel og specielt Grosse Lage markerne Forster Ungeheuer, Hohenmorgen, Kalkofen, Pechstein, Freundstück in Forst, Kirchenstück, Langenmorgen in Deisheim, Jesuitengarten og Ölberg, som alle er med til at give husets store Grosse Gewächse vine.

Hos Bassermann-Jordan laver man både Gutsweine, Ortsweine, Erste Lage og Grosse Lage/Grosse Gewächse vine, og denne Riesling Deidesheimer Paradiesgarten hører til én af husets Ortsweine, så vidt jeg kan se.

Druerne til vinen kommer fra marken Paradiesgarten, som er én af Deidesheims største vinmarker, da den strækker sig fra udkanten af landsbyen og op til Haart-bjergenes begyndelse. Vinmarkens størrelse giver en mindre variation i jordbunden, der hovedsageligt består af en meget sandholdig jordbund med enkelte forekomster af sandsten. Vinifikation er helt traditionelt med fremstilling på ståltanke.

Duftmæssigt en dejlig levende frugt, hyld, citrus … let eksotisk samt lidt nøddeagtige aromaer og lidt flint og mineraler. I munden godt med syrlighed, bid, saft og et grønt, stramt udtryk. Den er sprød og let mineralsk, men det syrlige og grønne dominerer måske en anelse for meget, og jeg savner en smule … bare et touch sødme til at balancere smagen. Men Riesling er nu (næsten) altid godt.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 140 kr.

Rating 4/7 

2013 Weingut Enderle & Moll, Pinot Noir Liaison, Baden, Tyskland

Efter en perlerække med 3 flunkende kulturperler i bedste Mikimoto style på snoren onsdag/torsdag, så var ganen således allerede godt forvænt inden fredag. Men Martin fra Extra Brut Vinimport havde i kølvandet efterladt et par yderligere smagsprøver, og man skal jo rejse sig ved det træ, som man er faldet ved.

Når det træ hedder Enderle & Moll, og vinen Pinot Noir Liaison, ja så er der hurtig rejsning – so to speak – for igen en rank syrebasse, som er præcis i syren og byder på frisk frugt …. men den del skal jeg selvfølgelig nok lige vende tilbage til. Er dette på vej til at blive et lille favorithus?

Som jeg skrev i mit første blogindlæg om vinhuset, så driver Sven Enderle og Florian Moll deres 2,1 hektar vinmarker ved byen Münchweier i Badens Ortenau region. Det er et område, som ellers er præget af det lokale kooperativ Winzergenossenschaft Münchweier-Wallburg-Schmieheim, som omfatter 110 vinbønder og over 100 hektar vinmarker.

Imidlertid har Sven og Florian valgt at gå deres egne veje end de andre vinbønder, bl.a. ved at lave alle deres vine udenfor de gængse normer, og således blot klassificere vinene som Tafelwein. Og i markerne er tilgangen til produktionen også en tak anderledes. På alle markerne lader de græsset gro vildt mellem alle vinstokkene.

De forsøger at efterleve økologiske og biodynamiske dyrkning, men sprøjter dog med fosforsyre to gange årligt på grund af de vanskelige forhold i vinmarkerne. De sker med en helt almindelig sprøjte, som de tager på ryggen og så begiver de sig ellers ud i markerne. I det hele taget sker hele produktionen for små midler, da Enderle & Moll ikke har råd til de store investeringer.

Det står selvfølgelig i skærende kontrast til nogle af de store og anerkendte producenter, hvor der er sket massive investeringer. Hos Enderle & Moll bruger de en gammel manuel vinpresse, hvor druerne presses ved at skrue på et håndtag, således druesaften løber ud mellem gennem åbningerne i kurven. Sven synes, at det fungerer helt optimalt, mens de fleste vingårde ellers har droppet de gamle vinpresser og i dag anvender dem som en slags blomsterkrukker foran vingårdene.

Men trods det beskedne budget, så kom alle de bedste Michelin stjernekokke under en stor, tysk Pinot Noir smagning – Big Bottle Party 2013 – på Hotel Plaza i Berlin hen til Sven og Florian og fortalte dem, at deres vine virkelig var langt over de andres. Og der var ellers huse som Weingut Friedrich Becker, Weingut Bernard Huber samt Paul Fürst fra Franken til stede. Det gav blot ekstra opmuntring til de to aparte vinproducenter.

Og lidt aparte er de. Sven er vildmanden, stor, stovt og med et vildt skæg. Han står primært for produktionen, mens Florian er den mere stille, som hjælper og ellers står for den administrative del og render rundt med hans store hund, som er lidt sin egen og ikke lader sig kommandere rundt.

Udover de nuværende 2,1 hektar, så er Sven og Florian ved at indgå en aftale om levering af druer fra én af deres venner, som ejer 7 hektar vinmarker og i dag leverer alle druerne til det lokale kooperativ. Vennen hedder Manfred Enderle, men er trods navnet ikke i familie med Sven. Hans 7 hektar hører imidlertid med deres 50-60 år gamle Spätburgunder stokke til nogle af de bedste marker i området, og Sven er sikker på, at havde Manfred selv lavet vin derfra, så havde han været iblandt de 3 bedste producenter i området.

Manfred skal fortsat passe markerne, og så skal Enderle & Moll aftage druerne. Det kræver dog lige en mindre udvidelse af produktionsfaciliteter, hvilket er bekostelig, så måske skal produktionen øges i etaper, eller også skal de tage imod hjælp fra nogle af de investorer, som står klar til at hjælpe den lille garageproducent.

Under alle omstændigheder, så tegner det godt for fremtiden hos Weingut Enderle & Moll. De har allerede forsøgt sig med lidt druer fra Manfreds mark … og det tegner særdeles godt.

Nå, men tilbage til fredagens vin … Pinot Noir Liaison. Liaison er vinen mellem husets entry-level Pinot Noir og topvinene Muschelkalk og Buntsandstein, som i øvrigt begge fået i en svovlet og usvovlet udgave. Liaison er en blanding fra husets forskellige lokaliteter og jordtyper, og har selvfølgelig lagret 12-15 måneder i de brugte barriques, som Enderle & Moll får fra Domaine Dujac i Morey-Saint-Denis i Bourgogne.

Fortsat meget lys og transparent i glasset, men næsen er godt urtet og grøn med friske røde bær, hindbær, blomster, våd kælder og fugtige fade. I munden lidt af samme elementer som Muschelkalk, men lidt grovere og knap så forfinet i udtrykket. Syren er dog ultra præcis, og der er godt med frisk fugt, tanniner og det hele meget vedvarende. Igen klare burgundiske træk … fin balance, fin vin.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, pris 155 kr.

Rating 5,5/7 

2010 Weingut Friedrich Becker, Schweigener Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

Et sikkert valg. Er du til Spätburgunder er Becker altid et sikkert valg. Klassevine, og det bekræfter denne Schweigener Spätburgunder fra Weingut Friedrich Becker også med cementtung sikkerhed. Vi har her masser af de klassiske tyske dyder, som gør netop Spätburgunder til en ren gudedrik.

Vinhuset ligger på hovedgaden i byen Schweigen-Rechtenbach i den allersydligste del af Pfalz, lige op til grænsen mod Frankrig, og alene 1-2 kilometer nord for den franske by Wissembourg. Weingut Friedrich Becker er én af Tyskland førende producenter af store røde vine på Spätburgunder. Sådan er det bare.

Jeg har tidligere smagt Beckers almindelige Spätburgunder, hans Spätburgunder B, Spätburgunder Sankt Paul og den legendariske Pinot Noir Tafelwein, men sjovt nok aldrig denne Schweigener Spätburgunder, så derfor et godt valg af Martin fra Extra Brut Vinimport i forbindelse med vores lille smageaften i onsdags.

Denne flaske var den sidste ud af 3 flasker denne aften … men da vi alene drak en smule af hver flaske, så havde jeg fornøjelsen af at smage alle de 3 vine over flere dage. Hårdt, men ganske fornøjeligt job, og det gjorde selvfølgelig også, at der var mulighed for at få alle smagsnuancerne med. Fælles for alle 3 vine var dog, at de bestemt ikke var ringere på anden dagen.

Nå, men tilbage til Becker. Vingården startede med egenproduktion i 1973 og manden bag husets succeshistorie er den stædige, visionære, kantede, men samtidig charmerende og varme Fritz Becker. Igennem mere end 4 dekader har hans vedholdenhed og stædige tro på egne ideer båret vingården frem til den nuværende position.

Pfalz var tidligere kendt for sine frugtige og søde vine. Folk rynkede på næsen, da Fritz Becker begyndte at lave tørre vine, men stædig i sin tro blev han ved. For mere end 40 år siden plantede han Pinot Noir stokke på den franske side af grænsen, som løber gennem Kammerberg vinmarken, der dog vinmæssigt tilordnes den tyske by Schweigen.

Derfor har man den parodoksale situation, at nogle af Beckers bedste marker ligger i Frankrig, men dog giver nogle af Tyskland bedste Spätburgundere – deriblandt de efterspurgte Grosses Gewächs vine og den legendariske Pinot Noir Tafelwein.

Sidstnævnte er kun klassificeret som en bordvin på grund af de stive tyske regler, som ikke tillod brugen af barriques, da man begyndte at arbejde med disse for knap 20 år siden. I mellemtiden er reglerne på dette punkt ændret, men vinens navn minder stadig om en af de forhindringer, der blev sat for Becker, og som har stået på vejen til vingårdens nuværende status. Beckers Tafelwein er da også 7 år i træk kåret som årets bedste tyske rødvin i Gault Millau.

I dag hedder vinen dog ikke længere Pinot Noir Tafelwein, men derimod Pinot Noir Heydenreich. Hvorfor det er lavet om, ja det ved jeg faktisk ikke. Men én ting er imidlertid ikke ændret siden 1973, og det er motivet på etiketterne af husets vine. Siden starten i 1973 har husets kendetegn været etiketten med ræven.

Weingut Friedrich Becker ejer i dag samlet omkring 14 hektar vinmarker, nemlig markerne Sonnenberg, Kammerberg, Sankt Paul og Wormberg. Over halvdelen af vinmarkerne ligger op til Elsass regionen. For en miljøvenlig skadedyrsbekæmpelse, bliver der udsat mariehøns, guldøjer og rovmider. Herudover sker der omfattende grønthøst, dvs. at vinstokkene bliver beskåret kraftigt, hvad der reducere udbyttet enormt.

Siden 2004 har vingården gennemgået et generationsskifte. Der Alte Fritz … den gamle Fritz Becker og kældermesteren Stefan Dorst støtter i dag sønnen, som også hedder Fritz. Der Kleine Fritz har sammen med søsteren Helena overtaget styringen af arbejdet i vinmark og kælder. Fritz junior er selvlært og ét af de mest lysende talenter på den internationale vinscene. Hans resultater er imponerende og hans Pinot Noirs fremstår nu som nogle af Tysklands største.

Weingut Friedrich Becker er medlem af VDP og derudover gruppen Fünf Winzer, Fünf Freunde i den sydlige del af Pfalz. Udover Becker tæller gruppen Weingut Münzberg i Landau-Godramstein, Ökonomierat Rebholz i Siebeldingen, Weingut Siegrist i Leinsweiler og endelig Weingut Dr.Wehrheim i Birkweiler.

Siden 1991 har de i fællesskab forsøgt at hæve kvalitetsniveau af vinene i området og med et fælles mål om at lave de bedste vine i Tyskland. De har udvekslet erfaringer, samarbejdet på flere fronter og sammen taget på vinture til berømte kolleger i forskellige lande for at opnå ny inspiration.

De har også sammen som Fünf Winzer, Fünf Freunde lavet et par vine under navnet Amici, bl.a. en Amici Spätburgunder, en Amici V Sekt brut samt Amici V weiß Spätlese … alle i en begrænset produktion på maksimalt 1.500 flasker. Vinene er lavet ved, at hver af de fem venner bidrager én af deres bedste tønder, og så laver de et blend heraf til den endelige vin.

Nå, men det var vist lidt et sidespring … tilbage til denne Schweigener Spätburgunder fra Weingut Friedrich Becker. Den er vel ret beset en Ortswein og kommer fra markerne omkring Schweigen, heraf navnet Schweigener Spätburgunder. Den har lagret på barriques i 18 måneder.

I næsen kommer den klassiske tyske, animalske kostald … mødding med lidt sødme, som bare er så indbydende. Herudover lidt lyse bær, hindbær, rabarber, egetræ, kold røg … næsten som fra en rygeovn, tæskelækker bouquet. Man sidder bare og bliver en smule salig. I munden har jeg noteret mere hindbær, frugtrig, godt bid, hvid peber, lidt lakrids, salt, kalk og flot lang eftersmag.

Uha, det er altså også godt, men noget helt andet end Enderle & Moll samt Steinmetz. Og hvor er det dog samtidig fantastisk med sådanne nuancer på samme drue, samme land … uanset om man kalder det Pinot Noir eller Spätburgunder. Far er glad. Man fristes næsten til at sige ræv-godt.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, pris 185 kr., igen fornuftig pris.

Rating 5,5/7  

2013 Weingut Enderle & Moll, Pinot Noir Muschelkalk, Baden, Tyskland

Ved sidste indlæg om Steinmetz kom der en kommentar på Facebook om, at vi nu var ved at være ved guldhornene. Hvis vi skal blive i den termologi, så må denne lille producent Enderle & Moll være Egtvedpigen … mindst. Bondsk, hærdet, smuk, lattermild, lys, legende og forførende … hvilket elegant kommer frem i denne Pinot Noir Muschelkalk fra vingården.

Rien Sans Peine står der på etiketten på vinen. No Pain, No Gain … og det er vel ganske rigtigt, at du får intet, medmindre du arbejder hårdt for det. Og det synes at være mottoet for de to fyre, som står bag vinhuset Enderle & Moll, nemlig Sven Enderle og Florian Moll.

Hverken Sven eller Florian kommer fra vinfamilier, men er begge uddannet på vinhuse i Kaiserstuhl, hvor de mødte hinanden i 2003. Sven arbejdede på det tidspunkt på vingården Weingut Bercher-Schmidt i Oberrottweil, og Florian på Weingut Höfflin i Bötzingen. Herefter kom Sven til det økologiske Weingut Dr. Benz i Kenzingen-Bombach, mens Florian rejste til det sydlige Frankrig, hvor han arbejdede i kælderen på Chateau Duvivier.

Chateau Duvivier er et økologisk vinbrug … akkurat som Öko-Weingut Dr. Benz, og således blev både Sven og Florian helt uafhængig af hinanden inspireret af den økologiske tilgang til vinproduktionen. Da de i 2006 fik mulighed for at leje en lille parcel af marken Münchweier Kirchhalden med 25-35 år gamle Spätburgunder vinstokke, så besluttede de at starte eget vinhus, og det var således starten på Weingut Enderle & Moll … den lille, charmerende garageproducent.

Vinhuset ligger ved byen Münchweier i Badens Ortenau region i den vestlige udkant af Schwarzwald, omkring 60 kilometer sydøst for Strasbourg. Samlet har Enderle & Moll produktion fra 2,1 hektar vinmarker, nogle ejet og andre lejet, fordelt på 12-15 små parceller, de fleste fortsat på Münchweier Kirchhalden marken.

Det sidste jordstykke, som Enderle & Moll har lejet hedder Frostberg og ligger syd for Münchweier og har gamle vinstokke, nogle helt tilbage fra starten af 1950’erne … vistnok fra 1953. Herfra kommer bl.a. druerne til denne Pinot Noir Muschelkalk, og navnet Muschelkalk referer til den store andel af den specielle kalksten i jorden på denne parcel..

Muschelkalk kan vel bedst oversættes med noget i retning af muslingekalk/-kridt, og er en speciel kalksten type, som bl.a. også er rig på fossile skaller. Den findes i øvrigt også i Danmark.

Alt arbejde i markerne sker manuelt med passion, respekt og ærefrygt for deres vinstokke. Udbyttet er lavt, og parcellerne dyrkes både økologisk og biodynamisk, selvom Enderle & Moll ikke er certificerede. Og da de to passionerede producenter heller ikke opfylder de normale kvalitetskriterier for Oechsle indholdet jf. prædikatsystemet, så har de nedklassificeret deres Pinot Noir som Tafelwein, dvs. bordvin.

Som Florian siger, så er det tåbeligt at man automatisk sidestiller højere Oechsle niveauer med bedre kvalitet, for det fører ofte blot til mere overmodne vine med højere alkohol og mangel på syreindhold samt finesse.

Druerne fra de forskellige parceller vinificeres alle separat, og presning sker i gamle trækurve, hvorefter lagring sker i brugte barriques, som Enderle & Moll køber fra Domaine Dujac i Morey-Saint-Denis i Bourgogne. Aftapningen sker også ved håndkraft og ved flaskning er der heller ingen filtrering af vinen.

Nå, men lad os nu smage denne Pinot Noir Muschelkalk, som i glasset er flot transparent … med en anelse – blot lidt – uklarhed, måske på grund af, at vinen er ufiltreret. Farven er delikat lysere end tysk Spätburgunder normalt er, men det løfter såmænd blot forventningerne. I næsen er der ikke den typiske søde animalske kostald, men en mere burgundisk næse med frisk frugt, lys frugt … specielt godt med jordbær. Herudover lidt hindbær, kælder, blomstersæbe, en anelse læderfedt, urter og en sødme anes perifert.

I munden kan sammenligning med Bourgogne ikke undgås, for BANG … man rammes af flot kraft samtidig med, at der er en lethed, femininitet og mineralsk nerve i vinen. Den friske frugt går igen, og det slående er den flotte balance. Som jeg sagde til Martin fra Extra Brut Vinimport, så er der stram syre … uden det bliver for meget og tilsvarende sødme … uden det bliver for meget.

De markerer sig … her er vi, og danser sammen i en lang eftersmag. Og det akkompagneres i hele dansen af en grøn tone, som om noderne er leveret fra den bedste musikant fra Bourgogne. Vinen er fortsat meget ung, og man kan ikke lade være at tænke på, hvordan den vil smage om 5-10 år. Mit gæt er, at den formentlig kun bliver endnu bedre med alderen … ligesom Egtvedpigen.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, pris 250 kr. Billigt for et sådan topvin. I Bourgogne ville den koste det 3-dobbelte. En No-Brainer. Køb.

Rating 6/7