Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2016 I Custodi, Ætneus Etna Rosso, Sicilien, Italien

2016 I Custodi, Ætneus Etna Rosso, Sicilien, ItalienJeg har et par gange smagt vinen Pistus Etna Rosso fra I Custodi, som er et lille siciliansk konsortium bestående af 5 vinavlere under ledelse af Maurizio Pagano og Salvo Foti. Nu smager jeg deres topvin Ætneus Etna Rosso i årgang 2016.

I Custodi delle Vigne Dell’Etna har via de 5 vinavlere samlet 7,5 hektar vinmarker fordelt på 4 forskellige marker på vulkanen Etnas sorte skråninger. Samlet laver vinhuset laver 5 forskellige vine og samlet 48.700 flasker årligt.

Vinmarkerne passes med respekt for miljøet, økologisk bæredygtighed og de bruger bl.a. et muldyr kaldet Ciccio i arbejdet med at bære kasserne med druer ned fra de stejle skrænter på vulkanens sider.

Denne Ætneus Etna Rosso  er – ligesom Pistus – lavet på 80% Nerello Mascalese og 20% Nerello Cappuccio og ligeledes fra marken Contrada Moganazzi Cantina marken i 700 meters højde ved Castiglione di Sicilia.

Men her er druerne ikke fra de unge vinstokke, men fra gamle stokke op til 90 år gamle. Druerne høstes med håndkraft, hvorefter 80% afstilkes. Så knuses druerne blidt, hvorefter maceration og gæring sker over 12 dage i rustfrie ståltanke.

Derefter er der sket malolaktisk gæring og så er vinen lagret i 24 måneder på 500 liter tonneaux egefade. Derefter tappes vinen på flaske og lagrer yderligere 24 måneder. Der laves årligt lidt over 8.000 flasker af vinen.

WAUW for en duft … både bondsk, rustik, landlig  og elegant burgundisk med beaujolaisagtig nerve. Sikke smuk æterisk lethed, næsten legende i sine lyse frugtnoter. Der er kirsebær, hindbær, lidt røg, saltlakrids, vanilje samt en grøn, direkte nerve. Der kommer en duft af røde, syrlige bolsjer, lidt friske blomster og hvor det egentlig en særdeles dragende og fantastisk duft-

Smagen følger meget nøje duften og giver på mange måder associationer til noget burgundisk, blot med denne rustikke, noget landlige og animalske nerve og en vild lys, let og smuk saftighed. Der er lyse kirsebær, hindbær, moreller, støvede tanniner, godt med træ, men alt er let, feminint, skarpt og præcist. Hvor er det dog godt, så dermed 6 store tomler med pil op.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 250 kr.  ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 LenzMark, New Chapter Grüner Veltliner, Niederösterreich, Østrig

2020 LenzMark, New Chapter Grüner Veltliner, Niederösterreich, ØstrigNøj, hvor har jeg dog denne weekend været doven og ikke fået udgiver mange ret mange indlæg her på bloggen. Ingen indlæg klar eller i kø og der er heller ikke blevet smagt megen vin i det houlbergske palæ.

Men så har jeg til gengæld nået masser andet, bl.a. fået klippet hæk og buske, så nu er naturen igen formet i firkanter og helt runde former.

I går smagte jeg dog efter hækkeløbet en lille fin hvidvin, nemlig denne 2020 New Chapter Grüner Veltliner, som fruen endda roste og sagde; det er da vist en af de bedste hvidvine, som vi har smagt i lang tid. Lige dér havde hun ret.

Den kommer fra LenzMark, som er et nyt joint-venture projekt mellem to østrigske vinmagere Markus Huber og Lenz Moser aka Laurenz Maria Moser V.

Markus Huber

Markus Huber har vi mødt her på vinbloggen før. Han holder til i den lille vinby Reichersdorf i Traisental … en dal med kalkrig terroir i Niederösterreich. Det ligger ikke langt fra Donau floden og vel omkring 50 kilometer vest for Wien.

Markus Huber overtog i år 2000 driften af Weingut Huiber, som har været i familiens eje i mere end 250 år, så gennem 10 generationer har familien lavet vin på den lille vingård i Reichersdorf.

Markus er selv uddannet ønolog fra Klosterneuburg og har ellers arbejdet som vinmager i Sydafrika, inden han vendte hjem til familiens vingård. Og det er Markus, som har satset på kvalitet og fået vingården gjort internationalt kendt.

I forvejen ligger Hubers marker rigtig godt med de beskyttende Alper tæt på. Traisental er samtidig den kommune med det gennemsnitlige højeste udsving mellem dag- og nattemperaturer, hvilket er med til at give vinene et naturligt højt indhold af syre.

Samlet har Markus omkring 50 hektar vinmarker og de bedste marker er de 3 Erste Lage marker Zwirch, Berg og Alte Setzen. Alle vinene laves indenfor appellationen DAC Traisental.

Weingut Huber arbejder meget selektivt i vinmarken, og foretager en meget streng, grøn høst for at sikre optimalt modne druer og derudover undergår samtlige vine en kontrolleret kold macaration inden druerne presses.

Markus er siden overtagelse af familiens vingård blevet én af Østrigs spændende og meget roste producenter.  Han har bl.a. opnået titler som Landessieger, 4 x Falstaff Grüner Veltliner Grand Prix vinder, guld ved London International Wine and Spirit Competition og har også fået anerkendelse af Decanter.

Lenz Moser

Markus Hubers makker i projekt LenzMark er Laurenz Maria Moser V – i daglig tale blot kaldt Lenz Moser. V’et i Laurenz Maria Moser V er romertallet for 5, idet Larenz Maria Moser er 5. generation. Han kommer således fra en familie, som i mere end 150 år drev vinhus under samme navn, nemlig Weinkelleri Lenz Moser i Østrig.

Familien har haft betydelig indflydelse på den østrigske vinindustri, men Laurenz M. Moser skulle blive den femte og sidste generation på familievingården. For lidt over 10 år siden solgte han nemlig virksomheden, idet han ikke ville arbejde for banken og for familien.

Han ville lave sine egne vine … og alene på Østrigs nationaldrue Grüner Veltliner. Og i 2005 stiftede han sammen med sine kammerater Dieter Hübler og Franz Schweiger således vinhuset Laurenz V … eller det lidt mere officielle og kedelige navn Laurenzfive Fine Wine GmbH.

Målet for foretagendet var at lave topvine på Grüner Veltliner og få dem solgt på verdensplan. Og der blev derfor investeret i marker, samlet omkring 85 hektar i vinområdet Kamptal i Kremstal samt i Weinviertel.

Og i dag eksporteres omkring 91 procent af produktionen til ikke mindre end 45 lande rundt om i verden, så man må sige, at Lenz Moser har nået sin målsætning.

Lenz siger selv, at Grüner Veltliner har Riesling’ens transparens, Chardonnay’ens rundhed og Sauvignon Blanc’ens friskhed.

Lenz’ bedstefar var også – som Lenz – pioner for Grüner Veltliner. Han udviklede bl.a. det ophængningssystem, som jo medførte stor udbredelse af druen i Østrig, hvilket paradoksalt nok gjorde den til en drue, man lavede mange lavkvalitetsvine af.

Hans råd til sit barnebarn, var: “Koncentrer dig om de vigtige opgaver i livet og gøre dem godt, Kunsten ved god Grüner Veltliner er at dyrke perfekte druer og simpelthen ikke ødelægge dem i kælderen.”

Men i 1980’erne fandt kvalitetsbevidste vinbønder ud af at skære ned på udbyttet, hvilket førte til vine af langt bedre kvalitet – og med tiden har givet Grüner Veltliner ry for at kunne blive til virkelig god vin, på højde med store hvide bourgogner.

LenzMark projektet

Det lille joint-venture projekt mellem de to østrigske vinmagere er startet under coronakrisen, hvor Markus Huber og Lenz Moser satte sig sammen med ét formål for øje … at skabe en banebrydende ny Grüner Veltliner – helt fra scratch.

Det skulle være en vin, som ikke kun skulle være kendt i de tysktalende lande, men også kan findes på vinkortene på nogle af de  de bedste restauranter i verden og give Grüner Veltliner druen den globale udbredelse og anerkendelse, som den fortjener.

Vinen er lavet med Grüner Veltliner fra 20 af Hubers bedste parceller, men det er dog kun 95% Grüner Veltliner, for de sidste 5% består af 5 andre druesorter, som Lenzmark har valgt at holde helt hemmeligt.

Alle druerne er dyrket økologisk dyrkning, men dog uden certificering. Vinen er lavet meget traditionelt, men en del af vinen er lagret 5 måneder på nye barriques. Vinen har 2,9 gram restsukker pr. liter.

WAUW for en duft … virkelig blød, rund og helt Chardonnay’sk i stilen med lette nødder, smør, vanilje, hyld, stikkelsbær og tørrede blomster. Kan måske minde en smule om kalket Chablis, men har samtidig en aroma af koncentrerede grønne urter, brunkagedej, nelliker samt nytumblet rent vasketøj.

Hvor smager vinen også godt … er  både meget blød, mælket og cremet med en fin nerve af lemon bitterhed, pærer, saftige æbler og uha, men bliver glad. Den har denne lidt fine kant med lemon, nogle søde grapefrugter, virkeligt friskpresset frugt, hvid peber og smagen er meget ren, klar, sjov og næsten vibrerende med flot balance. Den har en fabelagtig og lidt diskret syre, som næsten ligger under vinen og bare understøtter frugten … det er voldsomt godt.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 199,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2020 Benjamin Passot, Juliénas Vaux, Bourgogne, Frankrig

2020 Benjamin Passot, Juliénas Vaux, Bourgogne, FrankrigDer var mere godt i vente, for jeg smagte nemlig endnu en vin fra Benjamin Passot og det blev denne 2020 Juliénas Vaux.

Juliénas Vaux var én af Passots første vinmarker og vinen er da også lavet på samme måde som foregående, altså med en 100% afstilkning af Gamay druerne, semi-carbonisk vinificering og efter endt fermentering er vinen lagret en periode på egefade.

Med Juliénas Vaux er vi helt klart i samme balletkompagni, for igen finder man en lidt mørkere frugt med landlig, animalsk samt bondsk charme, kølighed og imponerende dybde. Der er blæk, tørv, lakrids, masser af kirsebær, kirsebærsaft og brombær samt samme diskrete fadpræg som hos Escuissin med sprød bacon, kanel, vanilje og karamel.

Juliénas Vaux har også masser af saftighed … måske lige knap så feminin og burgundisk som Escuissin, men har en bundløs dybde, en levende, spændstig og igen dansende syre, integrerede tanniner, let peber, vild god frugt … smager sindssygt godt. Det er anderledes end Escuissin, men har samme touch og charme.

Forhandles af Blancs.dk, hvor en flaske koster 235 kr., mens prisen er 195 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Benjamin Passot, Juliénas Escuissin, Bourgogne, Frankrig

2020 Benjamin Passot, Juliénas Escuissin, Bourgogne, Frankrig Benjamin er et ungt, lovende talent, som startede sin vingård i 2017, hvor han købte parceller på marken Juliénas les Escuissin og Juliénas Vaux. Nu smager jeg netop 2 vine fra disse marker og starter med denne 2020 Juliénas Escuissin.

Benjamin driver sit lille vinhus Domaine Benjamin Passot, der  ligger ved byen Vauxrenard lidt nordvest for både Fleurie og Chiroubles i Beaujolais.

Den unge vinmager er selv fra Bourgogne og arbejdede også 7 år i Vosne-Romanée inden han i 2017 startede for sig selv med købet af beskedne 1 hektar marker på Juliénas les Escuissin og Juliénas Vaux, som han fra starten dyrkede 100% økologisk. Allerede fra start fik hans nye vinhus hurtigt 2 stjerner Coup de Coeur i medieguiden Guide Hachette 2021.

I dag har Benjamin Passot over 3 hektar fordelt på vinmarker i både Juliénas, Chiroubles, Chénas, Moulin-à-Vent samt Morgon. Bejamin er meget passioneret og ivrig efter at udføre sit arbejde på bedst mulige måde.

De købte vinmarker er nøje udvalgt med respekt af terroir, historie og muligheder … og alle er med det samme omlagt til økologisk drift.

Hver plot vinificeres da også hver for sig og alle druerne høstes ved håndkraft for ikke at beskadige druerne. Der arbejdes også med hel 100% afstilkning, en semi-carbonisk vinificering og gæring alene på de naturlige gærceller og hver cuvée lagres på egefade … helt klart inspireret af vinifikationen i Bourgogne.

Denne Juliénas Escuissin er lavet over samme læst … altså 100% afstilkning af Gamay druerne, semi-carbonisk vinificering og efter endt fermentering er vinen lagret en periode på egefade.

Duftmæssigt er vi godt ude på landet med en herlig landlig, bondsk, animalsk, kølig, luftig og tøjlet vildskab, der både byder på dybde, en urkraft af sorte kirsebær, kirsebærsaft, brombær, blæk og alligevel en svævende, elegante og meget indbydende aroma. Derudover er der let ristet bacon, et svagt drys vanilje samt karamel, der lige så lige giver vinen dette affable, imødekommende ansigt.

Smagen er læskende, kirsebærsaftet med en let dansende syre, som vitterlig har fået nogle rustikke fine, sarte satin balletspringsko på og er kommet godt op på tæerne. Det er smagsmæssigt ikke så bondsk, men har denne sarte, smukke, feminine og burgundiske side, som får en til at falde tilbage i stolen og bare nyde øjeblikket. Hvor smager Passots Juliénas Escuissin imponerende godt.

Forhandles af Blancs.dk, hvor en flaske koster 235 kr., mens prisen er 195 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2021 Casa Marín, Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc, San Antonio Valley, Chile

2021 Casa Marín, Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc, San Antonio Valley, ChileSauvignon Blanc er en druesort, som ofte deler vandene … men når de er allerbedst, så er de vild grønne og totalt sylespidse med en skarp syrlig friskhed.

Selvom denne Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc fra Viña Casa Marín er oversøisk, så opfylder vinen alle ens hedeste drømme til Sauvignon Blanc vine og den er også tidligere af Decanter blevet udråbt Best Sauvignon Blanc in the World.

Vinen er lavet med druer fra marken Cipreses Vineyard, som ligger mellem de to byer Lo Zárate og Lo Abarca på en bjergskråning, der vender ud mod havet. Jorden er rød lerjord med grus, som giver god dræning.

Huset laver i alt 13 forskellige vine fordelt på 3 serier, nemlig Casa Marín, Viñedos lo Abarca og Cartagena. Denne Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc kommer fra Casa Marín serien, og er lavet med kort skinkontakt 1-2 dage, fermentation ved 12 grader 3 uger og lagret på rent stål for at sikre størst mulig friskhed.

Hold nu kaje for en Sauvignon Blanc duft … nyskårne grønne pebre, hyld, solbærblade, stikkelsbær, græs, lidt frisk biodiesel, nyhøstet hø, grønne ærter, kiwifrugt, flintesten, stearin … hvor er det altså stramt, rent, grønt, vildt og imponerende.

Og det smager også suverænt … siger det bare … suverænt, virkelig rank, sur, syrlig, stringent og decideret smuk. Der er stikkelsbær og bitter lemon, næsten som en god gin og tonic, har grape bitterhed, rene og saltede mineraler, hyld, grønne grene og friske urter. Vinen har også en lille sødme med tropisk frugt, som giver modspil til den trutmundsagtige syrlighed … det er vildt godt og er det som om, at vinen bare bliver bedre og bedre for hver årgang?

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen på tilbud kun er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker. Hvis du elsker syrlighed og vil dig selv noget godt, så køb en kasse af denne vin.

Vinanmeldelse 6/7 

2021 Lamblin & Fils, Chablis 1er Cru Fourchaume, Bourgogne, Frankrig

2021 Lamblin & Fils, Chablis 1er Cru Fourchaume, Bourgogne, FrankrigVi sluttede Lamblin & Fils smagningen med to vine fra 1er Cru marken Fourchaume og den første var denne årgang 2021.

1er Cru marken byder på et klassisk Chablis terroir på den berømte højre bred af floden Serein. Jordbunden lige der er spækket med kalkfossiler samt beliggenhed tæt på nogle af de  legendariske Grand Cru marker i Chablis.

Men ellers er vinen faktisk lavet som foregående, Vinen har efter høst gæret på rustfrie ståltanke for at lade mineraliteten komme rent og fuldt til udtryk. Efter endt gæring har vinen lagret 6 måneder på de fine gærrester, der føjer fedme til teksturen og yderligere finesse til smagen.

Duftmæssigt er det virkelig lækker og spændende … har en let nøddet aroma af ristede hasselnødder, meget luftig aroma med pærer og modne æbler, en smule lemon, fersken, blomster og så denne kalkede og småsalte mineralitet. Igen er der en virkelig god inderlighed i vinen … meget levede duft.

Smagen er skarp, spændstig og alligevel med denne runde, bløde og lette fornemmelse … så præcis og retvendt med en kalket, mineralsk og balanceret syre. Det smager da forbandet godt og elsker denne kølig, præcise, tørre. lette og alligevel bløde stil. WAUW.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 499,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Lamblin & Fils, Chablis 1er Cru Mont de Milieu, Bourgogne, Frankrig

2018 Lamblin & Fils, Chablis 1er Cru Mont de Milieu, Bourgogne, FrankrigNæste 1er Cru Chablis vin fra Lamblin & Fils blev så en årgang 2018 i form af denne Chablis 1er Cru Mont de Milieu.

Her kommer Chardonnay druerne fra 1er Cru marken Vaillons, der har sydøstvendt placering, der giver den meget sol og en jordbund propfyldt med ler og kalksten.

Vinen har efter høst gæret på rustfrie ståltanke for at lade mineraliteten komme rent og fuldt til udtryk. Efter endt gæring har vinen gennemgået malolaktisk gæring og er lagret 6 måneder sur lie.

Duften er nok lidt mere afdæmpet end de foregående … selvom aromaerne er lidt i samme boldbane. Der er pærer, grønne æbler,  lemon, lidt citroner og så eller godt med blomster. Atter er der en let røget, kalket mineralsk note og lidt kridt. Men der er blomsterne, der fylder godt i billedet, hvilket klæder vinen og gør den lidt luftbåren, luftig og svag parfumeret.

I munden er syren også lidt mere fremtrædende og går hånd i hånd med den stenede og kalkede mineralitet. Det giver en fin, frisk og ret direkte smag, som er mindre blød end fx Vaillons. Det gør dog ikke vinen bedre, men bare en anelse anderledes og har denne tørre, utrolig lette og svævende syre … stor Chablis.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 499,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Lamblin & Fils, Chablis 1er Cru Vaillons Organic, Bourgogne, Frankrig

2019 Lamblin & Fils, Chablis 1er Cru Vaillons Organic, Bourgogne, FrankrigJeg skulle heldigvis smage endnu en Chablis 1er Cru Vaillons fra Lamblin & Fils, men denne er Organic, som er fra 2019 og har også en helt anderledes etiket.

Igen kommer druerne fra 50 år gamle stokke på 1er Cru marken Vaillons, der med sydøstvendt hældning og sin fossilholdige, porøse jord med masser af ler hører til blandt de allerbedste marker i hele Chablis. Ved denne vin er alle druerne dog fuldstændig økologiske.

Vinen har efter høst gæret på rustfrie ståltanke for at lade mineraliteten komme rent og fuldt til udtryk. Efter endt gæring har vinen lagret 6 måneder på de fine gærrester, der føjer fedme til teksturen og yderligere finesse til smagen.

Derudover vil jeg mene, at vinene med denne særlige Organic etiket er lavet med lav – eller helt uden – brug af svovl og disse vine er lavet af 12. generation i form af fætrene Alexandre og Clément Lamblin.

Duftmæssigt er den meget anderledes end den almindelige 2021 Chablis 1er Cru Vaillons, idet frugten klart er mere moden, knust og langt mere rund. Det dufter herregodt. Det er dåsepærer, æbler, en masse blomster, nogle nærmest småtropiske drink, hvor der både er ananas og mango i. Igen er er det blidt, men her endda superblidt uden at miste en kalket, fint og sart mineralitet.

Hvor smager vinen også godt … og i forhold til 2021’eren er den mere tæt, mere maskulin og kraftigere. Der er umodne pærer, lidt lemon og citroner, en mere direkte syre, masser af kalk, kridt og mineraler. Alt er doseret så fint og smukt, så man bliver glad.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 699,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 599,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2021 Lamblin & Fils, Chablis 1er Cru Vaillons, Bourgogne, Frankrig

2021 Lamblin & Fils, Chablis 1er Cru Vaillons, Bourgogne, FrankrigSå tog vi hul på 1er Cru vinene fra Lamblin & Fils og startede med denne fine Chablis 1er Cru Vaillons, som jeg først smagte i årgang 2021.

Her kommer alle Chardonnay druerne fra 50 år gamle stokke på 1er Cru marken Vaillons, der med sin sydøstvendte hældning og sin fossilholdige, porøse jord med masser af ler klart hører til blandt de allerbedste marker i hele Chablis.

Vinen har efter høst gæret på rustfrie ståltanke for at lade mineraliteten komme rent og fuldt til udtryk. Efter endt gæring har vinen lagret 6 måneder på de fine gærrester, der føjer fedme til teksturen og yderligere finesse til smagen.

Vi har nu skruet op for både intensitet, inderlighed, balance og raffinement. Det dufter med andre ord ret godt og virker meget ren, frisk og doseret så fint. Det er pærer, æbler, lemon, lidt citroner, men alt i smuk samspil, dans og seksuel samkvem. Vinen har igen en fin og kalket mineralitet, men det er så fint skruet sammen, at næsen bare vibrerer og vokser op i himlen i skær fryd.

Smagen er lidt på samme måde … så fin, delikat, sart og forbandet godt skruet sammen. Det er blid, frisk, mineralsk, tør, let og luftig vin med kridt, kalk og runde mineraler. Det er som om, at intet i vinen vender forkert. Like it.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 499,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Orciaverde, Beatrix, Toscana, Italien

2019 Orciaverde, Beatrix, Toscana, ItalienMan kan ikke se meget på flasken, som er en prøve uden label, men når jeg så fortæller, at dette er en helt ny topvin kaldet Beatrix fra Simone Governi på Azienda Agricola Biologica Orciaverde, så begynder mundvandet nok allerede at løbe.

Det er ikke lang tid siden, at jeg sidst smagte hans topvin 2017 Montecucco Sangiovese Riserva og skrev, at det var huset bedste og dyreste vin … men den sandhed er nu ikke helt sand længere… for nu er supertoscaner’en aka topcuvéen Beatrix på vej på markedet, hvor denne er årgang 2019.

Det betyder dog også, at der er sparsomme oplysninger om indhold samt produktion. Det skulle dog være en helt ny supertoscaner og er vist et blend på 40% Sangiovese, 30% Petit Verdot og 30% Merlot fra egne marker i Monecucco.

Det passer godt med, at Simone Governi udover Sangiovese også dyrker et par af de store internationale sorter. Efter endt gæring er vinen så modnet 24 måneder på franske 225 liters barriquefade, heraf 20% nye.

Etiketten på vinen kommer i øvrigt til at se sådan her ud:

Duftmæssigt er Beatrix da også lidt mørkere i aromaerne end de øvrige Orciaverdevine, men har samme fadnoter som Riserva’en … godt med frisk træ, gammelt klædeskab af teak- eller mahognitræ, en frugt med sorte kirsebær og solbær, lidt earl-grey te, lakridsrod samt grønne elementer.

Hvor er der smagsmæssigt masser af frugt i vinen … brombær, kirsebær og bitre tranebær. Fadnoterne er med fra start, men de placeres pænt i baggrunden til fordel for den store frugt, balsamisk og tæt med en tør italiensk syre, tydelige tanniner, som dog aldrig bider rigtigt voldsomme. I eftersmagen er også tør frugt, der bare lige bliver hængene i timevis. Sådan.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7