Tag-arkiv: Italien

2013 Monte Tondo, Foscarin Slavinus Soave Superiore Classico, Veneto, Italien

2013 Monte Tondo, Foscarin Slavinus Soave Superiore Classico, Veneto, ItalienSidste Soave blev denne Foscarin Slavinus Soave Superiore Classico og den kommer såmænd også fra Gino Magnabosco på Azienda Agricola Monte Tondo. Nu er er der sgu kommet tyngde på drengen med fedme og bundtræk.

Foscarin Slavinus Soave Superiore Classico er lavet på 100% Garganega. Druerne kommer fra de stejle Monte Foscarino skråninger, som er af vulkansk oprindelse, og har et unikt microklima og ideel soludnyttelse. Vinrankerne bliver beskåret 40% i vækstsæsonen, for at opnå højeste kvalitet af vinen.

Efter håndhøstning af druerne gennemgår de en let presning og maceration med skallerne i 24 timer ved 5 grader. Fermenteringen varer samlet 36 timer, hvorefter vinen gærer videre i store 50 hektoliter tonneau træfade, hvor den ligger en periode.

Vinen moder derefter færdig i store, rustfrie ståltanke i omkring 1 år og lagrer yderligere 3 måneder på flaske inden frigivelse til salg.

Der er virkelig kommet smæk for alle skillingerne … næsen er fed og aromatisk og præget af eg, vanilje, fed flæsk, masser af ferskner, kraft og fylde, røg, en saltet havbrise og der fornemmes næsten også lidt ædel råd, honning, nektar og blomster.

I munden er vinen blød, fyldig og intens. Der er en vis sødme, og syren er også blid og behagelig. Det er kraftig vin med en vis sødme, men også stor intensitet. Aromastik og intens. Folder sig storladent ud … man kan vel sige, at der er lidt Luciano Pavarotti over vinen.  

Forhandles herhjemme af Vinotek A Fynnis, hvor en flaske koster 154 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Monte Tondo, Soave Classico, Veneto, Italien

2015 Monte Tondo, Soave Classico, Veneto, ItalienDer var mere Soave saft i vente og næste var en Soave Classico fra vinhuset Azienda Agricola Monte Tondo, som ligger i udkanten af vinbyen Soave omkring 20 kilometer øst for Verona.

Vinhuset drives af Gino Magnabosco samt hustruen Marta og resten af familien … en søn og to døtre. Gino er 3. generation på vingården og fortsætter familiens stolte traditioner. La familia har samlet 32 hektar vinmarker, primært fordelt på 3 marker, nemlig marker Monte Tenda, Monte Foscarino og Monte Tondo, som har givet navn til vinhuset.

Der dyrkes primært Garganega, men også Trebbiano di Soave, Pinot Grigio, Corvina, Rondinella, Molinara samt en smule Cabernet Sauvignon og Merlot. Årsproduktionen ligger samlet på omkring 170.000 flasker om året fordelt på 5 hvidvine og 5 rødvine samt lidt mousserende og selvfølgelig lidt grappa.

I bedste italiensk stil har stedet selvfølgelig også lidt agriturismo med udlejning af både værelser og lejligheder. Stedet er i øvrigt ganske betagende og omfatter såmænd også både pøl og et interesant vinmuseum.

Derudover kan man også en gang om måneden komme med Gino på vintur rundt i markerne, besøg i kælderen og rundvisningen slutter selvfølgelig med en stor vinsmagning.

Nå, men her er det altså Ginos Soave Classico, lavet på 100% Garganega. Druerne er håndhøstede fra slutningen af september, og starten af oktober. Vinificeringen foregår som kold maceration lidt mere end 12 timer, afhængig af druernes modenhed. Gæring i temperaturregulerede ståltanke ved 18 – 20 grader. Vinen tappes på flasker i det efterfølgende forår.

Duften er mere syrlig og grøn end forrige vin, lidt landlig i udtrykket med lidt eksotiske frugter, blomster, papkasser og virker fin frisk. I munden en fin syre … slet ikke dominerende, for det er fortsat en blød og rund vin.

Forhandles herhjemme af Vinotek A Fynnis, hvor en flaske koster 93 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Bertani, Soave Vintage, Veneto, Italien

2015 Bertani, Soave Vintage, Veneto, ItalienBertani er et af de gamle, klassiske og legendariske vinhuse, der ligger smukt på skråningerne i Valpantena dalen og er kendt for deres Amaroner. Men de laver faktisk andet end Amarone, fx denne fine lille Soave Vintage vin, som vi her smager i vintage 2015.

Cantine Bertani ligger i den lille by Grezzana omkring 10 kilometer nord for Verona, og er grundlagt tilbage i 1857 af de to brødre Giovan Battista og Gaetano Bertani i Quinto di Valpantena nord for Verona. På det tidspunkt var Gaetano allerede en dygtig vinmager, som havde studeret i Frankrig hos Professor Guyot og lært nye tekniker.

Og fra starten anvendte brødrene de nye og moderne tekniker, både i vinkælderen samt i deres marker i Valpantena og Soave, men altid med respekt for de gamle traditioner. Og det gav succes … brødrene blev berømt i hele Verona området for deres professionalisme og kvaliteten af deres vine.

Bertani var dog også gode forretningsfolk, og de forstod værdien af selv at flaske vinene for at optimere fortjenesten. De investerede derfor yderligere og i slutningen af 1800-tallet blev husets vine også solgt i mange byer i USA, ja stort set over hele verdenen.

Den store berømmelse betød bl.a. også at deres vin i 1937 blev anvendt ved middagen i forbindelse med kroningen af Kong George VI i England. Derudover har vinhuset fået en lang række store hædersbevisninger for deres vine samt en masse internationale medaljer gennem årene.

I 1952 købte familien den smukke 1700-tals barokvilla Villa Novare med tilhørende 220 hektar jord i Arbizzano nord fra Verona og omkring 5 kilometer svag sydvest for deres hovedsæde i Grezzana. Det var oprindelig familien Fattori, som i 1735 begyndte byggeriet af villaen ved siden af en vinkælder fra det 16. århundrede.

Inden byggeriet var afsluttet, blev villaen i 1769 solgt til familien Mosconi. De færdiggjorde ejendommen og tilføjede en romantisk park på otte hektar anlagt i engelsk landskabsstil. Derudover fokuserede familien Mosconi på vindyrkning og blev en af de største vinproducenter i Norditalien på den tid.

I første halvdel af det 19. århundrede tog tingene en anden drejning. Herskabsvillaen blev forladt og både parken og en række værelser udsat for vandalisme. Ejendommen fungerede en kort periode omkring 1933 også som hovedsæde for det lokale kooperativ Cantina Sociale della Valpolicella, og de var også med til at gøre ejendommen ganske historisk.

Det var nemlig netop i kælderen under Villa Novare, at en af de ansatte på kooperativet i 1933 ved en fejl glemte at standse gæringen på den søde Recioto og dermed skabte prototypen på det, som vi i dag kender som Amarone.

I dag har familien omdømt ejendommen til Villa Mosconi Bertani og renoveret den til fordums glans … en ganske imponerende bygning. Den er imidlertid ikke hovedsæde for vinhuset … det er fortsat ejendommen i Grezzana.

Selve vineriet i Grezzana betragtes i øvrigt også som værende et af de smukkeste i det dejlige Valpolicella Classico område. Bertani har i dag omkring 200 hektar vinmarker i både Valpolicella ved Villa Novare samt Valpantena og derudover i Soave og ved Gardasøen. Og det er fortsat med familien Bertani ved roet. De har dog ansat Gian Matteo Baldi, som direktør for foretagendet og Cristian Ridolfi som ansvarlig vinmager.

Alt i hele produktionen er de senere år optimeret, hvilket vil sige at vinene fortsat laves efter de klassiske forskrifter, men med det bedste mulige udstyr til rådighed. Bertani producerer i dag ikke kun de kendte vine som Secco Bertani, Villa Arvedi eller Amarone Classico, men også bl.a. flot Soave og IGT Verona.

I dag fremstilles vinene stadig efter de gamle klassiske traditioner og regler. Bertanis vine er anerkendt over hele verden for deres exceptionelle kvalitet, og beundringsværdige håndværk.

Bertani er blandt de få Amarone producenter, der ikke køber deres druer af lokale bønder, de anvender derimod udelukkende druer fra egne marker, og kan således selv kontrollere hele processen fra start til slut.

Nu skal vi imidlertid ikke snakke om Amaroner, men derimod om hvid Soave saft. Denne Soave Vintage er lavet på 100% Garganega, som kommer fra 40 år gamle vinstokke. Vinen laves af 2 omgang, hvor den første del på omkring 40% plukkes tidligt mod slutningen af september for bidrage med friskhed og syre. Den første høst fermenteres køligt ved 14 grader.

De resterende druer høstes i først i slutningen af oktober for højere sukker og frugtkoncentration. Den sidste del fermenteres endda også med skindet ved 20 grader for at give ekstra kraft til vinen.

Derefter blendes de to separate produktionen og mixet lagres sur lie – altså med gærresterne – i store betontanke, som indvending er dækket af glasklinker. Det giver en langsom og kontrolleret aldring. Hvor lang tid, at vinen lagres fremgår dog ikke.

Vinen har en dyb næse med blomster, næsten pirrende i næsen … smør, en blid, rustik syrlighed og samtidig virker vinen nærmest varm, rund og fyldig i udtrykket. Der fornemmes også lidt røg, modne æbler, fersken, abrikos og hyld. Det er en duft, som er blid og nænsom … ingen skarpe kanter og selv mineralerne er blide, sådan lidt kalk eller kridtagtige.

I munden er vinen cremet, næsten olieret. Der er god fedme, og god balance mellem fedmen og en lille syre samt en lille mineralitet. Der er både ananas og fersken. Der er ikke megen syre, men dog nok til at holde vinen hele vejen til mål. Eftersmagen er medium.

Forhandles herhjemme af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 190 kr., men prisen ved køb af 12 flasker ligger på 139,50 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 Zenato, Bardolino Chiaretto, Veneto, Italien

2016 Zenato, Bardolino Chiaretto, Veneto, ItalienChiaretto er en tør og sprød rosévin, der laves på primært Corvina, som jo også anvendes i Amarone vine. En Chiaretto laves egentligt på samme måde som hvidvin, dog med lidt skindkontakt, således vinen får den lidt blege røde farve. Chiaro er det italienske ord for let eller bleg, og derfra har vinen da også sit navn.

Og en Bardolino Chiaretto fra Azienda Vitivinicola Zenato er netop første vin i glasset denne aften. Ukompliceret, frisk og billig rosévin, som kan drikkes i spandevis en varm sommeraften i det italienske ferieland … eller herhjemme.

Azienda Vitivinicola Zenato ligger lige ved bunden af Gardasøen i byen San Benedetto, lidt udenfor den smukke by Peschiera. Jeg har på ferie i det italienske ferieland kørt forbi vinhuset, men der mødte jeg desværre blot en lukket port. Måske midt i middagspausen.

Zenato Azienda Vitivinicola er grundlagt i 1960 af én af Italiens mest innovative vinproducenter Sergio Zenato. Han etablerede vingården fast besluttet på at gøre en forskel i en broget og omskiftelig vinverden. Ikke bare en kommerciel forskel, men også en forskel på innovation og kvalitet.

Næsten 50 år efter har hans livsværk nået en størrelse, som er ganske betydeligt målt på alle parametre som nyskabelse, kvalitet, produktion, omsætning og ikke mindst anerkendelse.

Zenato laver principielt vin i to hovedområder. Det ene område er det i Danmark så godt som ukendte Lugana. Kort sagt er det geografisk det plateau, der danner sig, der hvor Gardasøen sydligste punkt er. Lugana er samtidig hjertet i Zenato. Det er der hvor familiens første vingård Tenuta S. Cristina in San Benedetto di Lugana ligger og hvor familien også selv bor.

Det andet område er det meget kendte Valpolicella, hvor der produceres Valpolicella og Amarone. Der har Zenata ejendommen Tenuta tenuta Costalunga in Valpolicella med tilhørende 20 hektar vinmarker. Vinhuset slogan er da også; The Soul of Lugana and the Heart of Valpolicella … eller på italiensk; L’anima del Lugana e il cuore della Valpolicella.

Samlet ejer Zenato omkring 75 hektar vinmarker, og huset drives fortsat af Sergio Zenato samt hustruen Carla samt deres børn Alberto and Nadia. Børnene har dog efterhånden overtaget det meste af driften og fortsætter driften med samme ildhu som Sergio.

Denne Bardolino Chiaretto er selvfølgelig lavet på Zenato familiens ejendom Tenuta S. Cristina in San Benedetto di Lugana ved Gardasøen. Den er lavet på 65% Corvina, 25% Rondinella og 10% Molinara, som alle kommer fra husets marker lige ved søen mellem Bardolino og Peschiera. Vinstokkene er der gennemsnitlig omkring 30 år gamle.

Zenato skriver, at høstudbyttet ligger på 110 centner pr. hektar. Centner er en gammel måleenhed, og svarer til 50 kg. Det betyder med andre ord et udbytte på 5.500 kg. pr. hektar.

Vinifikationen sker ved, at druerne først afstilkes, hvorefter der sker en maceration på et par timer inden druerne presses og fermenteringen sker I store rustfrie ståltanke ved omkring 18 grader. Efter endt fermentering flaskes vinen … klar til at drikke.

Næsen byder på en fin frisk vin, frisk frugt, hindbær, klementiner og er derudover en anelse sødkrydret og måske endda lidt blomster. Ganske indbydende.

Smagsmæssigt er denne Chiaretto blød, blid og rund med lidt kalk, melon, jordbær og tittebitte elementer af jern. Selvom jeg jo ikk’ er rosémand, så skal jeg indrømme, at dette er en fin lille en af slagsen.

Jesper havde købt sit eksemplar i det italienske ferieland for 4,95€ … eller beskedne 37 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2013 Cantine Ravazzi, Giocoso IGT, Toscana, Italien

2013 Cantine Ravazzi, Giocoso IGT, Toscana, ItalienFalder dug, kommer regn og efter hvid, kommer rød. Det havde Gert E løst med et lille indhop af denne IGT vin Giocoso fra Cantine Ravazzi i Palazzone i det sydøstlige hjørne af Toscana.

Cantine Ravazzi ligger faktisk næsten tæt på Umbrien i området San Casciano dei Bagni. Huset er grundlagt i 1956 af Enio Ravazzi, men drives i dag af sønnen Alberto Ravazzi sammen med hustruen Roberta Ciaccioni, der også arbejder indenfor vin som direktør for et lokalt foretagende, som promoverer vin og vinsmagninger indenfor turisme.

Cantine Ravazzi har samlet 15 hektar vinmarker og de senere år har de ansat vinmageren Andrea Bernardini til at hjælpe med produktionen. Det har været med til at løfte kvaliteten med fokus på fyldig frugt og fadnoter, dog aldrig uden at gå på kompromis med den elegance,  der skal være i en god toskansk rødvin.

Her har vi husets Giocoso … en Rosso di Toscana IGT vin lavet på 50% Sangiovese og 50% Cabernet Sauvignon. Og det er kun de absolut bedste og optimalt modne druer, der anvendes i denne vin. Udvælgelsen af druerne sker allerede under høsten, og igen i vinkælderen.

Fermenteringen sker i store egefade, macerationen varer omkring 10 dage. Den endelige vin fadlagres 12 måneder i franske egetræsfade efterfulgt af 3 måneder på flaske inden frigivelse. Der produceres alene beskedne 6.000 flasker af denne vin årligt.

Næsen har en fed balsamisk syre samt blæk, grafit og det blev hurtigt spottet, at der er Cabernet Sauvignon i vinen. Aromaen er både mørk, sødkrydret og samtidig har den lidt syrlig mødding med i købet. Das like’n wir.

Smagen er sådan set godt kraftig, saftig og samtidig med en vis syrlighed underneden. Syren har klart italiensk herkomst, men fungerer egentlig fint med den store saftighed.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Villa Pomona, Chianti Classico, Toscana, Italien

2015 Villa Pomona, Chianti Classico, Toscana, ItalienMed næste vin er vi i det klassiske Chianti hos efterkommere af Bandino Bandini, som grundlagde vingården Villa Pomona i 1899. Derfra klokkeklar og ren Chianti Classico uden så mange dikkedarer.

Villa Pomona ligger i Castellina In Chianti omkring 9-10 kilometer nord for Siena. Da Bandino Bandini – ja det hed han altså – købte ejendommen, hvor der gennem hundrede år havde været dyrket vin – hed ejendommen egentlig Fattoria Ricceri efter den oprindelige ejere. De ældste bygninger på gården kan dateres tilbage til 1750’erne.

Bandini omdøbte ejendommen til Villa Pomona, da det var særdeles frugtbar jord. Pomona betyder nemlig frugtbar og jorden gav da også basis for god produktion af både vin og olivenolie, som han solgte til restauranter i Siena.

Bandini fik pæn succes, således han kunne udvide med flere landbrugsbygninger og en stor olivenmølle, som pressede olivenolie for andre nærliggende gårde.

Med alderen og manglende interesse fra næste generation begyndte det imidlertid af gå ned ad bakke for vingården. I perioder blev produktionen endda helt opgivet … lige indtil Bandinos barnebarn Enzo Raspi greb chancen og begyndte at få Villa Pomona på fode igen.

I dag omfatter vingården 5 hektar vinmarker lige op til ejendommen i et kuperet terræn i omkring 350 meters højde. Der dyrker man primært Sangiovese samt en smule Colorino og Cabernet Sauvignon. Det giver basis for en produktion på 20.000 flasker vin hvert år fordelt på 4 forskellige vine.

Det er i dag Enzo Raspis datter Monica, som driver vingården samt lidt klassisk agriturismo med udlejning af et par værelser. Monicas moder Ingeborg bor dog stadig på stedet og hjælper datteren.

Denne Chianti Classico DOCG er en af husets 4 vine. Den er lavet på 95% Sangiovese og 5% Colorino. Lavet med 18-24 dages maceration og fermentering ved 28-30 grader i rustfrie ståltanke. Derefter er vinen lagret på store egefade i 12 måneder samt 3 måneder på flaske.

Ved første snif snif er det syre, grønne vinblade og nærmest en smule parfumeret i duften. Frugten er ribs, rabarber … lidt landlig og dufter sgu godt. Giv den gerne lidt tid, så åbner den endnu mere op og afslører også lidt sødme, som ellers er skjult i starten.

Smagen er virkelig syrlig og stram … herligt. Tanninerne bider og der er godt med jern, let bitterhed, som om druerne slet ikke er modnet nok. Det ka’ jeg virkelig godt lide. Igen kommer der lidt sødme og rundhed til vinen, når den har stået i glasset et stykke tid. Men fin Chianti Classico.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 91 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2006 E. Pira & Figli Chiara Boschis, Barolo Via Nuova, Piemonte, Italien

2006 E. Pira & Figli Chiara Boschis, Barolo Via Nuova, Piemonte, ItalienI den vestlige del af Barolo by finder vi den smukke og arbejdssomme Chiara Boschis, som driver det gamle vinhus E. Pira & Figli. Chiara er således kvinden, vinmageren og komponisten bag denne smukke Barolo Via Nuova.

E. Pira & Figli er grundlagt af Pira familien, som producerede vin i gennem mange, mange generationer. Imidlertid medførte en lang række dødsfald i familien, senest med den tragiske død af Luigi Pira, at hans søstre stod tilbage med ejerskabet og de kunne ikke selv drive huset videre.

De solgte derfor vingården til nogle venner af famlien, nemlig Boschis familien, som var villige til at fortsætte driften i Luigi Piras ånd, altså virkelig traditionel produktion, hvor druerne trampes og vinen laves uden nogle tekniske hjælpemidler overhovedet.

Siden 1990 har det været Chiara Boschis, som har drevet E. Pira & Figli. Hun er egentlig uddannet indenfor økonomi, men havde inden overtagelsen fulgt hendes brødres arbejde på familiens klassiske Barolo hus Borgogno aka Giacomo Borgogno & Figli.

Chiara er således del af den gamle Borgogno familie og hun var i 1990 den første kvindelige ejer og vinmager i det ellers konservative Barolo. Faktisk har hun også en hovedrolle i Barolo Boys filmen om revolutionen i Barolo i 1990’erne.

Samlet har Chiara Boschis 6 hektar vinmarker, herunder 2,5 hektar ved Barolo, nemlig med 2 hektar på den berømte mark Cannubi og Cannubi San Lorenzo samt 0,5 hektar på marken Via Nuova.

De sidste knap 4 hektar ligger ved Cinterni i Monforte d’Alba. Det er således et ganske lille vinhus med en meget beskeden produktion på kun 12.000 flasker årligt.

Chiara har en klar idé om, hvad hun vil opnå med hendes vine, nemlig en sammensmeltning af den ekstraordinære kraft af Barolo med elegance og intens aromaer. Hun arbejder efter målet med streng grøn høst, nøje udvælgelse af druerne, nøjagtig vinifikation, forkortet maceration og lagring på barriques.

Hmmm, man kan vel – uden nødvendigvis at hænge labels på – sige, at Chiara i produktionen i dag læner sig mere op ad modernisterne end det ophav, som egentlig var det oprindelig grundlag i E. Pira & Figli.

Der laves 5 forskellige vine, nemlig en Dolcetto d’Alba, en Barbera d’Alba, en Langhe Nebbiolo og så to Baroloer, Barolo Cannubi og denne Barolo Via Nuova.

Vinen er lavet ved, at druerne først afstilkes og presses, vinifikation i rustfrie ståltanke med maceration i en uge, fermentering og derefter lagring på nye, franske, let ristede barriques i 2 år. Aftappes uden filtrering eller afklaring og lagrer 12 måneder på flaske inden frigivelsen.

I næsen virker frugten mere mørk end forventet af en Barolo, mere mellemrøde bær, men byder derudover på landlighed og mejeri, fersk kød, tørrede blomster, tavlekridt, lakrids, mandler, vanilje, violer og balsamisk syre. Virker tæt og lidt sødbrændt.

Og hvilken herlig syre, som vinen byder din mund … in your face med fuld kraft på syreråstofferne, let frugt, hindbær og stramme, irettesættende tanniner. Bam. Det er både barsk, elegant, let og syrerigt, som god Barolo skal være.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, hvor en flaske – ganske vist 2012 – koster 600 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2014 La Ca’ Növa, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2014 La Ca’ Növa, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienNæste vin fra de flinke folk hos Italux er et gensyn … nemlig en Langhe Nebbiolo fra La Ca’ Növa aka Azienda Agricola La Ca’ Növa, der ligger på en smuk bakketop ved Barbaresco. Ren idyl.

Sidst jeg smagte vinen, da var det en årgang 2011, men nu er det altså en nyere årgang 2014, som jeg endda synes er bedre end sidst. Jeg klager ikke.

La Ca’ Növa ejes af de tre brødre Pietro, Giulio og Franco Rocca, som er 4. generation af vinavlere. Vinhuset er dog reelt grundlagt i 1970, da Pietro med hjælp fra brødrene begyndte at producere og sælge La Ca’ Növa Barbaresco vine.

I dag er den nye, 5. generation i form af Pietros søn Marco Rocca også kommet med i driften. Han er – som faderen – af den gamle skole og laver vinene som i gamle dage uden brug af temperaturstyrede tanke, med fermentering i åbne kar, omrøring med en gammel træske og han bruger selvfølgelig også alene druernes naturlige gær ved gæringen.

Vinhuset har 12 hektar vinmarker og de bedste marker er Montestefano og Montefico, som leverer druer til husets to topvine … enkeltmarks Barbaresco’er. Der dyrkes Nebbiolo på de 10 hektar og på de resterende 2 hektar dyrker Pietro og Marco både Dolcetto og Barbera.

Vinstokkene dyrkes med stor kompetence og omhu med baggrund i mange generationers tradition. La Ca’ Növa er meget selektive med valg af dyrkningsmetoder, og vinstokkene dyrkes uden brug af pesticider.

Der produceres i alt omkring 50.000 flasker vin på La Ca’ Növa, fordelt på 3 forskellige Barbaresco’er, men Marco sætter også en ære i at lave god Langhe Nebbiolo, Dolcetto og Barbera,

Her har vi husets Langhe Nebbiolo … men ikke fundet mange oplysninger om vinen. Har heller ikke fundet en hjemmeside for vingården, så derfor springer vi sgu direkte til smagen.

Duftmæssigt er her både blæk, violer, balsamisk og piemontisk syre, lyserøde bær, umodne kirsebær, eg, blomster samt fin elegance, lethed og nerve.

Smagen er godt fyldt med ren og direkte frugt, lakrids, tørhed, tanniner, jern samt en kølig, let og præcis syre. Den er samtidig meget blød i udtrykket og det hænger sgu meget godt sammen. Her er det præcist uden at blive for stramt … samtidig med en let og blød eksekvering. Sådan.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster beskedne 81 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

1996 La Massa, Giorgio Primo Chianti Classico, Toscana, Italien

1996 La Massa, Giorgio Primo Chianti Classico, Toscana, ItalienDet vinøse pensionistræs sluttede med denne 21-årige italienske bella figure sag … en 1996 Giorgio Primo Chianti Classico DOCG fra vinhuset La Massa og den spændende vinmager Giampaolo Motta.

Vinen Giorgio Primo er helt klart den vin, som har gjort La Massa verdensberømt. Den opstod i 1991 som en Chianti Classico DOCG på 96% Sangiovese og 4% Merlot, men i 2002 besluttede Giampaolo af deklassificere vinen og ændre på blendet, således vinen bedre fangede det lokale terrior.

Årgang 2003 var første årgang som IGT vin og årgangen blev på et blend med 50% Sangiovese, 40% Merlot og 10% Cabernet Sauvignon og Petit Verdot.

Få år senere røg den toskanske drue Sangiovese imidlertid helt ud af blendet, og i dag består vinen af 70% Cabernet Sauvignon, 25% Merlot og 5% Petite Verdot … altså et klassisk Bordeaux blend.

Men bordeauxinspirationen er måske ikke så mærkelig, idet Giampaolo Motta har fået en del af sin vinmæssige uddannelse i netop Bordeaux. Da han kom retur fra Bordeaux, så forlod han sin fars læderforretning i Napoli og slog sig ned i Chianti området, hvor han arbejdede videre med at dygtiggøre sig som vinmager.

I 1991 købte Giampaolo vingården La Massa i Conca d’Oro ved Panzano … en smuk gård med 27 hektar vinmarker, hvor der har været dyrket vin siden 1500-tallet.

Og den første vin, som han sendte på markedet i 1992 … ja det var denne Giorgio Primo Chianti Classico. Men det var først senere, da blendet blev ændret og vinen blev en IGT vin, at han fik sit store gennembrud. Højdepunktet var årgang 2007 af Giorgio Primo, som Wine Spectator gav 97 point.

Udover Giorgio Primo laver Giampaolo også vinen La Massa, der også startede som en Chianti Classico DOCG vin, men også blev deklassificeret i 2002 og nu også er en IGT vin. Derudover er der i 2011 lavet en ny IGT vin, som hedder Carla6 på ren Sangiovese.

Årsproduktionen på La Massa ligger på omkring 160-170.000 flasker, hvoraf de omkring 10.000 flasker er denne Giorgio Primo.

Siden 2008 har Giampaolo Motta haft hjælp fra den franske vinmager og hans ven gennem mange år Stephane Derenoncourt. Han rådgiver Motta om både markarbejdet og produktionen af vinene i kælderen … måske for at sikre bedst mulig reference til vinene fra Bordeaux.

Nå, men denne 1996 Giorgio Primo Chianti Classico er altså på 96% Sangiovese samt 4% Merlot … altså fra perioden før der gik Bordeaux i vinen. Det er således rendyrket Chianti Classico DOCG og rating på vinen er også mere beskeden, da Wine Spectator har givet vinen i denne årgang  88 point, men derudover flotte 3 glas i Gambero Rosso.

Desværre har jeg ikke fundet oplysninger om, hvordan vinen blev lavet dengang. De nyere vine laves ved, at druerne først afstilkes og håndsorteres – som det ses på billedet ovenfor – inden endelig fermentering på druernes naturlige gær. Derefter lagrer vinen18 måneder på franske barriques, heraf 80% nye fade.

Men denne 1996’er er formentlig ikke lavet på samme vis, så det må stå lidt hen i det uvisse. Vi springer i stedet hovedkulds ind i mine smagsnoter.

Næsen er moden … meget moden og kammer også lige en tak over efter min smag. Det er rosiner, blommer og dermed kommer vinen til at virke en smule bedaget. Frugten virker heller ikke længere så tydelig, men der fornemmes dog nærmest lidt ældre Brunello noter med svedsker, violer og lidt røg.

Smagen er også præget af alderen … blommer, svedsker, røg, jordbund samt blid og lidt svag syre. Der er fortsat liv, så den spræller en smule, men har brug et gangstativ, hvis den skal vinde et vinøs pensionistræs.

Vinen forhandles hos Victoria Vine, hvor årgangene 2001, 2003 og 2004 – altså fortsat med Sangiovese i blendet – koster 348 kr., mens de nyere årgange prismæssigt ligger lidt højere til 498 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2004 Castellare di Castellina, Poggio Ai Merli, Toscana, Italien

2004 Castellare di Castellina, Poggio Ai Merli, Toscana, ItalienVi fortsætter oldtimer løbet med endnu en italiener, nemlig en supertoscaner … en 2004 Poggio Ai Merli IGT fra vinhuset Castellare di Castellina.

Vinhuset ligger lidt vest for byen Castellina i Chianti … et smukt område rigt på dyre- og specielt fugleliv, hvilket også har præget etiketterne på husets vine. De er nemlig præget af alle slags forskellige fugle. Selve vinhuset er grundlagt i 1977 og ejes af Paolo Panerai. Det er egentlig en sammenlægning af flere vingårde, nemlig Castellare, Caselle, San Niccolò og Le Case.

Paolo Panerai er en velkendt italiensk medieperson, som grundlagde medieimperiet Class Editori, der udgiver en lang række italienske magasiner. Udover ejerskabet af Castellare di Castellina, så ejer Paolo også Rocca di Frassinello i Maremma – i øvrigt sammen med Château Lafite – samt Feudi del Pisciotto og Gurra di Mare på Sicilien.

Castellare di Castellina har i Chianti Classico området samlet 80 hektar jord, som bl.a. omfatter 20 hektar olivenlunde, mens vinmarkerne udgør omkring 33 hektar … perfekt placeret på sydøst vendte skråninger i 370 meters højde.

Vinhuset er i dag et de mest anerkendte vinhuse i Toscana, hvilket bl.a. fra starten skyldes et tæt samarbejde med professor Attilio Scienza fra universitetet i Milan samt den anerkendte ønolog Emile Peynaud, som bl.a. indførte lagring på barriques.

Der produceres i dag ca. 250.000 flasker vinårligt, så der er tale om vin i aldeles begrænsede mængder. Den ansvarlige vinmager for produktionen er i dag ønologen Alessandro Cellai.

Denne Poggio Ai Merli er én af husets kultvine … en verdensberømt vin udelukkende på Merlot, der er høstet med et udbytte på blot 30 hektoliter pr. hektar fra enkeltmarken med samme navn.

Den er kåret blandt verdens 45 bedste Merlot-vine af Wine Enthusiast i 2007 i forbindelse med temaet: “You don’t know Merlot”. Denne 2004’er har fået 90 point af både Wine Enthusiast samt Wine Spectator.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke og derefter lagret på nye, franske barriques i 24-30 måneder efterfulgt af 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Desværre virker den noget bedaget i næsen … lidt som om, at dens storhedstid er ovre. Der er en smule kloak, uld, lam, plumrevand og gammel ged over duften. Det blokerer desværre noget af fornøjelsen. Der fornemmes dog en smule blommer, blåbær, læder, kakao og vanilje, men syren virker træt. Kan der være en fejl på vinen?

Imidlertid og heldigvis er smagen langt bedre end næsen, for her er der både bid, syre og tanniner.  Der er noget jordbund, stor tørhed og ellers fin balance samt intensitet.

Forhandles herhjemme bl.a. af Distinto, men prisen har jeg ikke fundet.

Vinanmeldelse 3,5/7