Tag-arkiv: 5½

2007 Tommaso Bussola, Valpolicella Classico Superiore TB, Veneto, Italien

2007 Tommaso Bussola, Valpolicella Classico Superiore TB, Veneto, ItalienTommaso Bussola kaldes Kongen af Amarone … eller i hvert fald har han sammen med Dal Forno og Quintarelli været én af kongerne af Amarone gennem de seneste år. Jeg kunne selvfølgelig også fristes til at tilføje Ernesto Ruffo til denne kategori, men det er en helt anden snak. Her har vi en mørk fætter fra netop Tommaso Bussola … ikke en Amarone, men hans Valpolicella Superiore TB.

Den ultimative Amarone konge Giuseppe Quintarelli blev for nogle år siden selv spurgt, hvem han mente ville blive den næste superstjerne i Veneto, og han svarende prompte uden tøven; Tommaso Bussola. Så med andre ord er vi hos et af de bedste Amarone huse … overhovedet.

Og anmeldere, vinjournalister og vinkyndige verden over er heller ikke i tvivl. De har kastet stjernestøv i rigt mål over Tommaso Bussola og hans vine. Tommasos håndlavede vine har en forrygende kraft og finesse. Vine som har sin helt egen stil. Meget koncentrerede, potente og komplekse vine og meget anderledes end hvad man ellers møder fra disse kanter.

Tommaso begyndte i 1977 med at arbejde i sin onkel Guiseppes marker. Han var egentlig uddannet stenhugger, men efter kort tid i vinmarkerne og i vinkælderen vidste Tommaso med det samme, at han havde talent og ville arbejde med vin.

I 1983 lavede han selv sin første vin, og efter et par år overtog Tommaso onklens Valpolicella ejendom med de gamle vinmarker i hjertet af Classico zonen ved byen Negrar. I starten fulgte Tommaso trofast traditionalisternes fodspor bl.a. med den hævdvundne aldring i gamle tønder, som blev genbrugt mange, mange gange gennem årene.

Men efterhånden begyndte han at eksperimentere, og han fik hele tiden nye idéer til forbedring af vinene. Han blev langsomt mere selektiv i udvælgelsen af de bedste druer bestemt til specielt produktionen af Amarone og Recioto. I marken blev pesticider og herbicider bandlyst.

I kælderen var han lige så kompromisløs som i marken. Kort sagt lavede han de enkelte vine altså på den måde, Tommaso har lyst til at lave dem, og når man har hans håndelag, så er det som regel væsentligt bedre end at følge den slagne vej.

Og pludselig begyndte han at opnå anerkendelser ved større vinsmagninger. Det gav Tommaso mod på yderligere forbedringer, bl.a. ved opførelsen af en ny vingård i 1992-93 samt indførelsen og brug af nye barriques, men kun til de vine som Tommaso mente har godt af det.

For hver årgang blev vinene da også bedre og bedre. Der kom mere finesse, intensitet og personlighed, og han kaldte de ”nye” vine for TB eller ham selv, og de ”gamle” vine for BG, som jo er initialerne for hans onkel Bussola Giuseppe.

I slutningen af 1990’erne var Tommaso Bussolas stil ved at være modnet, og hans vine var efterspurgte og næsten verdensberømt for deres utrolige intensitet af frugt.

I dag drives Azienda Agricola Tommaso Bussola fortsat af Tommaso sammen med hustruen Daniela og sønnen … som selvfølgelig har fået samme navn som onklen Giuseppe.

Der ejes samlet 3 vinmarker, nemlig markerne Vigneto Alto på 1,7 hektar med stokke tilbage fra 1970, Vigneto Casalin på 2,1 hektar og stokke fra 1980 samt endelig Ca’ del Laito – Coare Longhe på 2,9 hektar og ganske nye stokke.

Her er det som sagt hans Valpolicella Classico Superiore TB. TB-serien regnes i dag for Bussolas topserie. Hvor Bussolas ”almindelige” Valpolicella Classico er lys i farven og let i stilen, er TB-versionen langt mørkere, mere muskuløs og magtfuld, men skulle stadig have en helt klar og frisk frugt og en stor saftighed.

Vinen er lavet på 50% Corvina, og Corvinone, 40% Rondinella samt 10% Molinara og andre sorter. Vinen laves efter ripasso-metoden, og gennemgår altså en andengæring på Amarone-kvaset, hvilket efterfølges af en 18 måneder lang lagring på barriques og 3 måneders lagring på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er det med frugten spot on … denne vin emmer nærmest af frisk frugt … så meget, at det egentlig overrasker en, og er svær lige at sluge i første mundfuld … so to speak. Duften er solbær, kirsebær, brombær, blommer … ja meget mørke bær sammen med grønne blade. Læg dertil lidt mug, kælder, eg, vanilje, marcipan, syrlighed samt en let sødme, så har du indtrykket af duften.

Smagen domineret af den friske frugt … men her er bærerne mere syrlige, bider, viser tænder sammen med stramme tanniner. Smagen er slet ikke så mørk, som man normalt vil forvente af en Valpolicella Classico eller som duften måske indikerede. Der er virkelighed rygrad, intensitet og dybde i vinen, men jeg tænker også, at det måske endda er babymord at drikke den på nuværende tidspunkt … måske den skulle ha’ haft et par år mere i kælderen.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt hos youandwine, hvor prisen ligger på 300 kr. Kan nogle gange findes til omkring 240 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2012 Weingut Dr. Loosen, Wehlener Sonnenuhr Riesling GG, Mosel, Tyskland

2012 Weingut Dr. Loosen, Wehlener Sonnenuhr Riesling GG, Mosel, TysklandDet blev til endnu et glas Riesling hos Gert, nemlig en Riesling Wehlener Sonnenuhr GG fra Weingut Dr. Loosen, som holder til på St. Johannishof i Bernkastel lige ned til Mosel floden. Jeg har kort omtalt Loosen tidligere her på bloggen, nemlig i forbindelse med smagning af et glas Eroica Riesling, en vinprojekt/joint venture med Chateau Ste. Michelle i Washington State.

Weingut Dr. Loosen har været drevet af Loosen familien i mere end 200 år. Siden 1988 har det været Ernst Loosen, som har stået for driften. Da Ernst overtog tøjlerne, så indså han hurtigt, at der var basis for at lave vine i verdensklasse. Gamle lavtydende vinstokke, hvoraf nogle er upodede pre-phylloxera Riesling med mere end 120 år på bagen, samt ikke mindst store besiddelser på seks af Mosels fornemste ”Grand Cru” marker: Bernkastler Lay, Erdener Treppchen, Ürziger Würzgarten, Wehlener Sonnenuhr, Erdener Prälat og Graacher Himmelreich. Navne, som får mundvandet til at løbe over på enhver feinschmecker.

Ernst havde inden overtagelse af den fædrene vingård i Mosel arbejdet jorden rundt på nogle af verdens bedste vingårde, så han havde fået en række idéer til, hvordan kvaliteten af vinene kunne forbedres. Han begyndte straks med foretage grøn høst, altså drastisk reducere og forbedre udbyttet i markerne. Han standsede brug af kemiske sprøjtemidler og indførte organisk gødning, og denne bæredygtige tankegang fik han også overført til andre områder, brug af materialer, mere genbrug, energi effektivitet og vandbesparelser.

Ved høst startede han en meget mere selektiv sortering og i kælderen blev der også indført nye metoder, hvor vinen fik en blidere behandling.

Og resultaterne udeblev heller ikke. De internationale vinskribenter har nu i mange år anerkendt Dr. Loosens talenter og kvaliteter. Blandt andet kårede Gault Millaus tyske vinguide ham som ”Winemaker of the year” i 2001. Decanter kårede ham som ”Man of the year” i 2005, samme år som Wine & Spirits placerede ham blandt ”The world’s 50 most influential winemakers” og Wine International kårede ham som ”Whitewine maker of the year”.

Ernst Loosen er måske den person som de seneste tyve år har gjort den største indsats for at bringe den tyske Riesling tilbage til fordums ære og værdighed. Hans kamp imod dem som laver dårlig vin og dermed spolerer Rieslings renomme har været utrættelig, og selvom der er andre fremragende producenter i og omkring Mosel er der næppe nogen af de andre der kan bryste sig med et så utrætteligt ambassadørarbejde, som det Ernst Loosen har udført i den gode vins tjeneste.

I dag driver Ernst Loosen også vingården J.L. Wolf i Pfalz, ejer firmaet Loosen Bros. USA, som står for import og salget af alle hans vine til det amerikanske marked. Han er også med i et andet joint venture i USA, nemlig J. Christopher Wines i Oregon, hvor han laver vine sammen med vinmagere Jay Somers. Med andre ord, så er Ernst Loosen en ihærdig mand.

Vinen i glasset kommer – som navnet fortæller – fra marken Wehlener Sonnenuhr. Det er en stejl og stenet vinmark med lys jord og det reneste blå skifer. Det er selvfølgelig en “Grand Cru” mark, altså GG for Großes Gewächs, også kaldt Grosse Lage eller Erste Lage. Faktisk har denne flaske det nye GG logo, som blev introduceret netop i forbindelse med 2012-årgangen. Dette nye logo skal gøre det lettere af genkende disse topvine.

Vinen er lavet med gæring i store 3.000 liters eg fade. Herefter lagrer vinen 12 måneder i tønde … med fuld bærm, hvilket også er med til at give vinen tid til at udvikle større tekstur og harmoni.

Duftmæssigt er her også masser af petroleum … hmmm skønt, men også klart mere syre end hos Egon Müller (den foregående vin). Der er godt med frugt, pærer, fersken, abrikos, ananas og citron, men også mineralitet og fornemmelse af gammel kagedåse … og det skal forstås på den gode måde. Smagen er sprød, frisk … igen mærkes mere syre og stor mineralitet. Et svagt krydret element giver en god varme i smagen, og en rigtig lækker vin.

Gert købte vinen i Mosel hos Rieslinghaus Bernkastel, men forhandler herhjemme er Theis Vine, hvor vinen koster 249,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2012 Ben Glaetzer, Anaperenna, Barossa Valley, Australien

2012 Ben Glaetzer, Anaperenna, Barossa Valley, AustralienNæstsidste vin fra weekendens byggemøde var denne Anaperenna fra Ben Glaetzer … en vin jeg også fik gættet spot on, og selvfølgelig et vinhus, som er svært at komme uden om, hvis man interesserer sig det mindste for australsk vin. For Ben Glaetzer er nok én af de mest kendte vinmagere fra den del af verdenen.

Ben Glaetzer blev bogstavelig talt født til at være vinmager. Hans far er Colin Glaetzer, Barossa Valleys ”grand old man”. Når Bens legekammerater omdelte aviser eller slog græsplænen for at få deres lommepenge, gik den unge Glaetzer til hånde i faderens vingård. I en alder af 14 år kunne han reelt arbejde som fuldbefaren vinmager, selvom han ifølge de australske myndigheder ikke måtte smage på vinen, før han fyldte 18 år.

Ben Glaetzer er den australier, som har scoret flest anmeldelser over 95 point i Robert Parkers vinmagasin, The Wine Advocate. Opskriften på hans succes er ganske simpel; Høst et begrænset udbytte fra exceptionelt gamle vinstokke (op til 120 år), som vokser på de bedste marker. Ved at vinificere vinene meget nænsomt, bevarer Ben vinenes elegance og friskhed, også selvom de er kolossalt koncentrerede.

Ben er involveret i tre vinprojekter: Han er medejer af Heartland Winery, som fremstiller ”value-for-money” vine på druer fra forskellige distrikter i South Australia. Han er også medejer af Mitolo Wines, hvor han laver ufattelig intense vine på druer fra McLaren Vale og Barossa Valley. Sidst men ikke mindst leder han Glaetzer Winery, hvor han fremelsker en række vine, der regnes for referencepunkter i Barossa Valley.

Navnet til denne vin – Anaperenna – er inspireret af Anna Perenna, en romerske gudinde. Hun var gudinde for årets gang, hvilket også fremgår af hendes navn, der kan være udledt af verberne “annare”: “træde ind i det nye år” og “perennare”: “sørge for at det går godt hele året igennem” for det nye år.

Romerne beærede Anna Perenna med en festival, der blev afholdt på den første fuldmåne i den romerske kalender. På den dag bad de Anna at tildele dem et langt liv, og drak simpelthen et glas vin for hvert år, som de ønskede hinanden, så de har helt sikkert været godt beduggede. Derudover har Ben Glaetzer også i samme tråd forsynet etiketten med det ægyptiske hieroglyf Ankh, som betyder liv eller evigt liv.

Anaperenna er lavet på 82% Shiraz og 18% Cabernet Sauvignon fra det eksklusive Ebenezer-distrikt i Barossa Valley. Shiraz vinstokkene er mellem 30 og 100 år gamle, mens Cabernet Sauvignon vinstokkene er mellem 30 og 130 år gamle, så udbyttet er meget lavt, alene 1 tons pr. hektar. Vinen har lagret 16 måneder på 100% ny eg, heraf 92% franske og 8% amerikanske fade.

Vinen kaldes også Amon-Ra’s lillebror. Og det er som storebroderen en powervin i ordets bogstaveligste forstand. Duftmæssigt varm, fyldig og tæt med brombær, peber, bacon, flæsk , ny ristede kaffebønder, vanilje tilsat en ordentlig sjat krydderier. Smagen er lige så fyldig som duften. Det er sort nat, peberkorn, solbær, brombær … intens, tæt … men der er også en syre, som sørger for, at det hele ikke bliver for “mussy mussy”, men giver en balance og friskhed.

Forhandles bl.a. af Wine.dk, hvor prisen er 459 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2011 Weingut Dr. Heger, Mimus Spätburgunder, Baden, Tyskland

2011 Weingut Dr. Heger, Mimus Spätburgunder, Baden, TysklandJa, jeg ved godt, at det ikke er fredag, men derfor kan man vel godt nyde et godt glas Spätburgunder? Og det er just præcis, hvad dette er … et godt glas Spätburgunder. Vi er nemlig hos Weingut Dr. Heger i Kasiserstuhl … nemlig i byen Ihringen i Baden området, og vinen er hans Mimus Spätburgunder.

Hegers vingård er grundlagt i 1935 af landdistriktlægen Dr. Max Heger. Hans passion for vin kom egentlig fra hans patienter, hvor mange var vinavlere, og da han samtidig lå i et vinmæssigt smørhul i Kaiserstuhl, den sydvestlige spids af Tyskland, så opkøbte han nogle af de bedste marker som Ihringer Winklerberg og Achkarrer Schlossberg.

Fra 1949 til slutningen af ​​firserne er det imidlertid Max’s søn Wolfgang Heger, også kaldt “mimus”, som driver vingården, men i 1981 overtages driften af den nuværende ejer, nemlig Wolfgangs søn Joachim Heger. Sammen med sin kone Silvia fortsætter Joachim Heger den strenge kvalitetsfilosofi, som hans far og farfar havde startet, men kombinerer det med moderne teknologi, en god portion entusiasme og urokkelig vilje til at producere kun de allerbedste vine.

For at kunne tilfredsstille den enorme efterspørgsel efter hans vine, grundlagde Joachim Heger i 1986 Weinhaus Joachim Heger, og han har løbende udviklet produktionen med tilkøb af nye marker, ligesom der købes druer fra andre højt kvalificerede, ambitiøse vinavlere i området. I 1997 tilkøbte Heger også vingården Fischer i nabobyen Nimburg-Bottingen. Heger har i alt omkring 21 hektar vinmarker, som primært består af Riesling, Grauburgunder, Weissburgunder, Silvaner, Spätburgunder, men også andre sorter som fx Muscat, Scheurebe og Gewürztraminer trives fint her.

Joachim Heger er netop af Gault Millau blevet tildelt titlen ” Winzer des Jahres 2013″, og chefredaktøren Joel Payne skriver om Joachim Heger; “Han har fra sin vingård i årtier produceret absolut top kvalitet indenfor de hvide vin fra de fantastiske marker Ihringer Winklerberg og Achkarrer Schlossberg. Nu er turen kommet til hans Pinot Noirs, som har nået eliten i Baden. Specielt er Hegers Pinot Noirs klassificeret som Grosses Gewächs særligt attraktive takket være deres enestående finesse og en perfekt afbalanceret struktur. I 1998 blev Joachim Heger udråbt som “Shooting Star of the Year” på grund af hans højt beundrede hvidvine, og nu er turen kommet til de røde vine”.

Druerne til denne Mimus Spätburgunder kommer netop fra den bedste mark Ihringer Winkler, som samtidig er én af de varmeste vinmarker i Tyskland. På grund af det stærkt reducerede udbytte, den særprægede terroir og det specielle mikroklima, så må denne vin sammenlignes med “Grand Cru” vine i Frankrig. Dr. Heger kategoriserer i hvert fald selv marken Ihringer Winkler som GG … Erste Lage eller Grosses Gewächs.

Og derudover er det alene de bedste druer fra de ældste vinstokke, som bliver brugt til denne vin.  Vinen lagrer 14 måneder på små franske egetræsfade, heraf omkring 50% nye fade. Vinen er – som den opmærksomme læser måske allerede har gættet – opkaldt efter Max’s søn Wolfgang Heger, som nemlig også blev kaldt “Mimus”. Hvad etiketten ellers forestiller, ja det skal jeg ikke gøre mig klog på.

Det vil jeg imidlertid forsøge mig omkring smagen af vinen. Men først duften, som er helt klassisk tysk Spätburgunder med sød hestestald … voldsomt indbydende, vilde kirsebær, mineralitet, nelliker, krydderier, trøfler, vanilje, regnvejr og en smule jordbær. Nam nam … man bliver i godt humør allerede inden første tår. Og smagen er tør, stram, stringent med en sød delikate rød frugt og godt med mineralitet. Hmmmm, det er altså godt, og associationer til Bourgogne kan bestemt ikke udelukkes. Elegant, fint og samtidig med stor intensitet. Tanniner er finmaskede og fløjlsbløde. Flot vin.

Fået i gave af vinbuddy Gert, som jeg nød vinen sammen med. Købt i Tyskland, hvor prisen typisk ligger omkring 24-26,50€ … eller ca. 200 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2009 Ampelos Cellars, Syrah Gamma, Californien, USA

2009 Ampelos Cellars, Syrah Gamma, Californien, USASå nåede vi sidste flaske fra fredagens store Ampelos smagning med Peter Work, nemlig med finalenummeret, en Syrah gamma: the complex. Selvfølgelig 100% Syrah … og denne gang er alle druerne fra egne marker, dvs. at vinen dermed også er 100% økologisk og biodynamisk.

På den tekniske side er vinen lavet af et blend mellem 3 Syrah kloner, nemlig Estrella, klon 383 og klon 470. Peter kalder selv vinen for “Black Beauty’ of the Sta. Rita Hills”. Vinen har lagret 24 måneder på eg, heraf 31% nye fade.

Som jeg vist nævnte indledningsvis, så smagte jeg denne vin for lidt over en måned siden, blot i en årgang 2007, og der var jeg meget begejstret. Det er jeg fortsat, selvom jeg måske synes, at 2007’eren er et par millimeter bedre. Jeg havner dog på samme karakter, men med et lille forspring til 2007’eren. Måske 2009’eren blot skal gemmes nogle år?

Men lad os springe direkte til smagsnoterne. Duftmæssigt er der fortsat stald og, møding, men ellers er indtrykket godt med varme, krydderier, blåbær, blomster, lakrids og mineralitet. Som 2007’eren har den ingen tung peber i næsen fra Syrah’en.

Smagen er heller ikke tung, men præges derimod af en lethed … er meget lettilgængelig og blød i smagen. Der er ganske vist power, men det bliver aldrig voluminøs eller for kraftig, men derimod er der god syre, meget ren og tør og har samtidig også lidt grønne noter og denne gang også lidt peber.

Forhandles af Otto Suenson, pris 285 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2009 Ampelos Cellars, Pinot Noir Rho, Californien, USA

2009 Ampelos Cellars, Pinot Noir Rho, Californien, USASom kom 2009 årgangen af Pinot Noir Rho i glasset … og den er faktisk – i min optik – en smule bedre end 2007’eren, men det er jo som bekendt en smagssag. Der er også et par synlige forskelle på flaskerne, idet 2007 flasken er lidt mere buttet eller bredere, og så er der også forskel i korkproppen.

I 2007’eren er der brugt en almindelig korkprop … som vi har kendt den i århundrede. I 2009’eren … og i øvrigt alle de øvrige vine denne aften … er der brugt en prop, som er fremstillet ved at presse og lime små korkstykker/korksmuld sammen i den velkendte korkform. Denne type propper kender man også fra billige vine, men måske de også findes i forskellige kvaliteter? Sikkert!

Peter Work fortalte, at de – siden de startede med disse “komposit-korkpropper” slet ikke har haft klager om vine med prop. De gode erfaringer har gjort, at de nu kun anvender disse propper. Peter er samtidig modstander af skruelåg … idet meget af charmen ved at åbne en vin så helt forsvinder.

Nå, men lad os også lige smage denne 2009 Pinot Noir Rho, som faktisk byder på lidt af samme næse som 2007’eren, dvs. lidt grønne noter, mørke kirsebær, krydderier, lidt brændte noter, eg, hengemt kælder og blod/jern. Den virker imidlertid knap så rustik som 2007’eren, og det går også igen i smagen, som virker mere præcis.

2009’eren er klart lettere i udtrykket, og fortsat lidt kantet og godt med tanniner, som sidder rundt i ganen. Eftersmagen fortsat sindssyg lang … der er meget stor intensitet. Efterlader et meget fint indtryk.

Forhandles af Otto Suenson, pris 390 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2012 Ampelos Cellars, Santa Rita Hills Pinot Noir, Californien, USA

2012 Ampelos Cellars, Santa Rita Hills Pinot Noir, Californien, USASå kom første røde vin … Peter Works almindelige Pinot Noir … Santa Rita Hills Pinot Noir, og denne drue er nok også Peters hjertebarn, idet Peter Work er bourgogne-fan.

Det afspejler sig i vinmarkerne, hvor der mest vokser Pinot Noir. Men da Rebecca Work er glad for Rhône, så er der også nogle parceller med druer kendt fra den egn, nemlig Syrah, ligesom der er en smule Grenache og Viognier. I dag har Ampelos cirka 40.000 vinstokke primært tilplantet med Pinot Noir, men altså også med Syrah, Grenache og Viognier.

Som ægte amerikanske vinbonde er Peter meget bevidst om, hvilke kloner af Pinot Noir, som han har plantet på sine marker, og på Pinot Noir siden har han en bredt udvalg, nemlig clone 115, Pommard 4, Pinot Noir clone 777, 667, 828 samt 2A. Dette er modsat af de franske vinbønder fortæller Peter videre, de ved ikke selv, hvilke kloner de har overtaget, da de arvede eller købte deres marker.

I Lompoc er der endvidere godt med sol … faktisk de fleste dage, så der er brug for kunstvanding. Ampelos har egen brønd, som forsyner markerne med de omkring 7-8 millioner liter vand hvert år.

Druerne til denne Santa Rita Hills Pinot Noir kommer dels fra egne marker og dels via tilkøbte druer fra naboens vinmark. Vinen er husets billigste Pinot Noir … men endte faktisk med at være én af mine favoritter denne aften. Den har selvfølgelig lagret på fransk eg, og formentlig omkring 1 års tid … mener, at kunne huske, at der anvendes brugte fade til denne vin.

Duften er helt vildt forførende med friske røde frugter, helt klart hindbær. Den er animalsk, godt med hestestald, sødme og virker meget frugtrig i udtrykket sammen med en skøn lethed … næsten delikat. Det går igen i smagen, let, smuk balance, syre som blot markerer i dejlig balance med sødmen. Den er mild, blød, let og virkelig en dejlig vin, som jeg bare kan blive ved med at sidde og dufte til. Klasse. Står faktisk og vakler mellem 5,5 eller 6 Thumbs Up … lidt mere mineralitet, så havde det været en klar 6’er.

Forhandles af Otto Suenson, pris 210 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

1986 Château Bessan, Vin de Sauternes, Bordeaux, Frankrig

Nogle gange er det svært at være vinnørd og skrive om de smagte vine … og denne vin volder mig lidt hovedbrud, for det er ikke nemt at finde info om vinen. Í glasset en ældre sauternes … Vin de Sauternes fra Château Bessan i Barsac, men jeg kan ikke finde et Château Bessan i Barsac.

Der findes et Château Bessan længere mod nord, nemlig omkring Tabanac, men de ser ikke ud til at producere sauternes. Hmmm, det kan selvfølgelig de selvfølgelig ha’ gjort tilbage i 1986 … men det er ingenlunde sikkert.

På etiketten står der endvidere Laulan Viticulteur a Barsac Gironde … hvilket vel kan oversættes med “Laulan vinmager fra Barsac Gironde”.

Og der findes da også en vinmager med navnet Didier Laulan i Barsac, og han laver også sauternes, så måske vinen er fra hans hånd … eller i det mindste lavet af nogle fra hans familie … måske endda i samarbejde med Château Bessan i Tabanac … men jeg er ude i gætterier. Hvis nogle derude kender mere til historien, så suppler endelig.

Didier Laulan ejer Château Saint-Marc i Barsac, og dette slot har hans familie ejet i mange gernerations. Han var også tidligere ejer af det tilstødende Château Broustet, et Grand Cru Classé de Sauternes 1855 slot, som han imidlertid solgte i 2010. Didier er en uddannet ønolog og har stået bag et større udvalg af både tørre og søde vine for de sidste 35 år … og det passer jo meget godt ind i vores historie.

Château Bessan i Tabanac ejes af Rémy og Sylvie Verdier. De købte vingården tilbage i … ja 1986, faktisk helt præcis den 4. april 1986. Rémy er uddannet i ledelse på universitetet Paris-Dauphine, er efterfølgende uddannet tekniker i vindyrkning og ønolog. Han havde også i 10 år inden købet af Château Bessan arbejdet som vinmager i Lussac-Saint Emilion. Men om han har haft en aktie i denne Vin de Sauternes er nok mere tvivlsomt.

På nettet kan jeg finde nyere årgange af Château Bessan Sauternes … men uden reference til slot eller historie. Det ser dog ud til, at vinen er lavet på 90% Semillion, 8% Sauvignon Blanc og 2% Muscadelle. Der står endvidere, at der laves 16.000 flasken af vinen hvert år.

Duftmæssigt let nougat, fersken og ellers lidt neutral. Smagsmæssigt ganske lækker med sødme, nødder, godt med blomster … meget floral, nektar og honning. Dejlig til lidt ost. Hmmmm.

Har fundet en årgang 2010 i Frankrig, pris 8,49€ … ca. 65 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

I oktober 2017 smagte jeg igen vinen … og fandt den markant bedre end første gang. Faktisk utroligt med sådan en forskel mellem to flasker af samme vin fra samme år. Ved andet forsøg er næsen langt mere givende og smagen langt mere klar og levende.

Næsen er godt parfumeret og dufter sgu himmelsk med ædle druer, dub nektar med blomsterstøv, fersken, nougat, våd vaskeklud, sødme og en lækker, dyb og nøddet duft.

Smagsmæssigt blød, sød nektar … igen med honning, intens og blød elegance og det smager herregodt. Alderen trykker på ingen måder og virker både levende, frisk, sød og lækker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2010 Alvaro Palacios, Camins del Priorat, Priorat, Spanien

2010 Alvaro Palacios, Camins del Priorat, Priorat, SpanienTil vores påskefrokost nåede vi da også at smage denne Camins del Priorat fra den dygtige og charmerende vinmager Alvaro Palacios, som jeg har skrevet om en del gange her på bloggen. Jeg har også smagt og skrevet om denne vin før, men det var blot en 2007’er.

Og som sidst er jeg begejstret … det er et helt fantastisk glas vin og til prisen et supergodt køb.

Lige kort om Alvaro Palacios, som laver nogle af de absolut bedste (og dyreste) vine i Spanien i Priorat-distriktet. Palacios kommer egentlig fra en familie, der hører hjemme i Rioja, og han laver desuden vin i Bierzo, men det er vinene i Priorat, der har skaffet Palacios berømmelse over hele verden. Hans læretid tilbragte han i Bordeux (på det legendariske Pomerol vinslot Château Petrus) og hans topvine er præget af denne baggrund med deres stærke, ristede smag.

Denne Camins del Priorat er lavet med egne druer, og herudover fra druer, som Alvaro Palacios køber fra flere forskellige vinbønder i byerne Gratallops, Torroja, Les Vilelles, Belmunt og El Lolar.

Dette betyder også, at druerne dyrkes efter flere forskellige principper, hvorfor det kun er husets egne druer, der er garanteret økologisk dyrket. Den resterende del af druerne dyrkes efter, hvad man i Frankrig kalder méthode raisonnée, hvilket betyder, at man kun bruger en meget begrænset mængde sprøjtemiddel, og kun når det er yderst nødvendigt.

Udbyttet svinger også en smule fra producent til producent, men ligger generelt lavt, dvs. mellem 11 og 28 hl pr. hektar. Vinen er lavet på 40% Grenache, 50% Carignan, mens de sidste 10% er en blanding af Cabernet Sauvignon og Syrah. Gæres 18 dage på en blanding af cementtanke og træfade. Efterfølgende lagres vinen på franske egetræsfade i 8 måneder, før den klares og tappes på flaske.

Og notemæssigt ikke forskel på sidst jeg smage vinen, så det bliver også lidt gentagelse med en næse af blyanter, jord, muld, grønne noter, solbær, lakrids, vanilje … hmmmm dufter sindssygt godt. Smagen er solbær, blommer … der er stor tørhed sammen med fylde fra frugterne og samtidig er vinen stram … alligevel med lidt sødme. Der er saft og kraft sammen med tørhed og den lidt stramme, syrlige rygrad … klasse.

Købt i Vinspecialisten, pris 155 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2007 Ampelos Cellars, Gamma Syrah, Californien, USA

2007 Ampelos Cellars, Gamma Syrah, Californien, USANæste vin fra i onsdags var denne Gamma Syrah fra danskeren Peter Work fra Ampelos Cellars i USA … meget apropos, da vi netop snart skal ha’ besøg af Peter Work i Randers Vinlaugh, nemlig den 9. maj hvor han kommer og præsenterer hans vine og fortæller om livet som vinbonde i Californien.

Peter Work er født og opvokset i Århus og blev uddannet som civilingeniør fra Danmarks Tekniske Universitet. Den uddannelse suppelerede han med en HD fra Handelshøjskolen i København samt studier på Princeton University. Efter et år som rådgivende ingeniør hos Rambøll blev Peter Work ansat som management konsulent hos Price Waterhouse, der senere forflyttede ham til USA, hvor han har boet lige siden.

I 1994 blev han headhuntet til Walt Disney koncernen som IT-direktør, og året efter blev han gift med Rebecca, som ligeledes havde sin egen IT-karriere. I 1999 startede de sammen med nogle venner firmaet Exult, som året efter blev børsnoteret.

Samtidig besluttede ægteparret sig for at begynde deres vineventyr og købte derfor en ranch på 35 hektar nord for Santa Barbara. I 2001 valgte Peter og Rebecca Work at forlade deres faste job for at hellige sig de nyanlagte vinmarker og for at grundlægge Ampelos Cellars.

Peter Work er bourgogne-fan, og det afspejler sig i vinmarkerne, hvor der mest vokser Pinot Noir. Men da Rebecca Work er glad for Rhône, så er der også nogle parceller med druer kendt fra den egn, nemlig Syrah, ligesom der er en smule Grenache og Viognier. I dag har Ampelos cirka 40.000 vinstokke primært tilplantet med Pinot Noir, men altså også med Syrah, Grenache og Viognier. Den årlige vinproduktion er på kun 42.000 flasker, som distribueres til 12 stater samt – naturligvis – til Danmark, hvor importøren er Otto Suenson.

Peter og Rebecca Work opnåede i 2009 økologisk og biodynamisk status for deres vinmarker og blev ligeledes certificeret som “sustainable in practice”. Deres søn Don er vinmager for kult-vinhuset SeaSmoke og har hjulpet Peter og Rebecca med produktionen på Ampelos.

Ud over vinhuset ejer Peter og Rebecca Work også Ampelos Resort, som er et lille hotel på den græske ø Folegandros.

Denne Gamma Syrah er 100% Syrah, og alle druerne kommer fra Ampelos egne vinmarker. Vinen har lagret omkring 2½ år på eg, heraf 31% på nye franske og amerikanske fade.

Og sikke en vin … duftmæssigt er der stald, møding, kaktuspiller, lidt tyggegummi, grannåle og gazebind … godt blandet med blåbær, blomster og mineralitet. Den dufter helt fantastisk, og ingen tung peber i næsen fra Syrah’en. Smagen er heller ikke tung, men præges derimod af en lethed … er meget lettilgængelig og blød i smagen. Der er ganske vist power, men det bliver aldrig voluminøs eller for kraftig, men derimod er der god syre, meget ren og tør og har samtidig også lidt grønne noter. Den smager ikke som typisk Syrah … meget mere let og elegant … superflot vin … og så fra en dansker.

Jeg glæder mig allerede til 9. maj … hvor jeg skal smage denne vin igen, blot i en årgang 2009.

Forhandles af Otto Suenson, pris 285 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7