Tag-arkiv: Tyskland

2014 Weingut Dautel, Cleebronner Spätburgunder Schilfsandstein Trocken, Württemberg, Tyskland

2014 Weingut Dautel, Cleebronner Spätburgunder Schilfsandstein Trocken, Württemberg, TysklandFleißig Freitag … jeres flittige vinblogger er faktisk fanatisk flittig fredag for frontalt forsvar for førerpositionen som fædrelandets fremmeste Spätburgunder anmelder. Så selvfølgelig var der også i går Spätburgunder i glasset … en Cleebronner Spätburgunder Schilfsandstein Trocken fra Weingut Dautel.

Den vin blev jeg dog aldrig helt dus med, men det vender jeg selvfølgelig tilbage til lidt senere. Lad os først kigge nærmere vinhuset bag vinen … Weingut Dautel, der ligger lidt udenfor byen Bönnigheim mellem Heinbronn og Ludwigsburg omkring 30 kilometer nord for Stuttgart i Württemberg området.

Familien Dautel har været vinbønder i Bönnigheim siden 1510, men vinhuset blev reelt først grundlagt i slutningen af 1970’erne, da Ernst Dautel overtog driften fra sin fader og forlod det kooperativ, som faderen selv havde været med til at grundlægge. Den beslutning har nok ikke været helt nem.

Men Ernst var netop uddannet som ønolog fra Geisenheim, havde besøgt vinhuse i både Italien og Frankrig. Han var derfor fyldt med idéer og så et stort potentiale i familiens marker. Han mente, at familien nu selv skulle lave kvalitetsvine fremfor blot at levere druerne til kooperativet.

Sammen med hustruen Hannelore – der også medbragte lidt marker fra hendes familie ved ægteskabet – fik de en vinproduktion i gang og var en af de første i området til at lagre hans rødvin på barriques. Han blev også foregangsmand for at tilplante marker med Chardonnay, hvilket ellers ikke var tilladt, selvom netop Chardonnay senere skulle få stor betydning i Württemberg.

I dag har sønnen Christian overtaget driften … det er den unge mand, som I kan se på billedet ovenover. Med ring i øjenbrynet, dreadlocks og masser af nye idéer er han en af de nye vinmager, der i dag er med til at tegne Tyskland. Christian er som faderen uddannet på Geisenheim og har derudover uddannet sig på vinhuse i Sydafrika, USA, Australien, Østrig og Frankrig.

I Østrig arbejdede han fx hos det biodynamiske vinhus Franz Weninger, mens han i Frankrig arbejdede hos Domaine des Comtes Lafon, hvor han fik nye idéer til udviklingen af vinene på Chardonnay.

Familien har samlet 10,5 hektar vinmarker og de bedste marker er Grosse Lage markerne Cleebronner Michaelsberg,  Bönnigheimer Steingrüben, Schupen og Forstberg samt Erste Lage markerne Bönnigheimer Sonnenberg samt Besigheimer Wurmberg.

På markerne udgør 60% røde druer … Lemberger, Samtrot aka Pinot Meunier og selvfølgelig Spätburgunder, mens de hvide sorter er Riesling, Chardonnay og Weissburgunder. Markerne dyrkes efter økologiske forskrifter, men vinhuset er ikke certificeret økologisk.

Da Weingut Dautel er medlem af VDP, så er vinene selvfølgelig opdelt i Gutsweine, Ortsweine, Erste Lage og Grosse Lage … denne Cleebronner Spätburgunder Schilfsandstein Trocken er selvfølgelig en Ortswein, hvor druerne kommer fra husets marker omkring byen Cleebronn.

Markerne ved Cleebronn ligger på et plateau og har en undergrund med Schilfsandstein … hvilket er rødlig stenet, sandet og lerholdig jord. Druerne kommer fra den øverste del af marker og vinen er lavet med delvis spontangæring og fermentering i store træfade, hvorefter den er lagret i brugte barriques, men hvor lang tid kan jeg ikke se.

I glasset er vinen til den mørkere side … the dark side, eller i hvert fald ikke lys og transparent, som Spätburgunder normalt er. Næsen er også mørkere, men samtidig også lidt rustik, kantet og på ingen måder let og feminin. Der er kirsebær, rosmarin, røg, jord, blyanter, grannåle, nødder og dufter lidt indelukket … og desværre ikke af stor Spätburgunder.

I munden er vinen lettere sur … det hele bliver lidt syrlig, rå og kantet med en mørk syre, som virker en anelse påtrængende. Der er grøn bitterhed, frugten upræcis, skæv og der er godt med hvid peber, men helt godt bliver det aldrig.

Købt på Weine.de, hvor prisen for en flaske er 13,50€ … svarende til omkring 100 danske spir.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2015 Weingut Matthias Gaul, Pinot Noir, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Matthias Gaul, Pinot Noir, Pfalz, TysklandFredag i det houlbergske hjem fordrer fin, flydende spirituosa i form af presset, gæret og lagret saft fra Spätburgunder druer, hvilket fx kan løses med denne Pinot Noir, som kommer fra Weingut Matthias Gaul, der meget passende bor på adressen Weinstraße 10 i byen Grünstadt-Asselheim i Pfalz.

Hva’ fanden drikker han Spätburgunder om morgenen? Er det slået helt klik for manden og har han da helt tabt fløjten? Okay bustet. Det var faktisk i onsdags, at jeg drak denne Pinot Noir, som Jan havde med til lidt fælles madlavning … foræret af Anders hos Bichel Vine ved køb af en lille kasse Antica Macelleria Falorni trøffelpølser. Tak til Bichel for donationen.

Men rolig nu … der kommer selvfølgelig også Spätburgunder i glasset senere i dag, for fredag er jo Spätburgunderdag, men det indlæg kommer så først i løbet af et par dage.

Tilbage til Weingut Matthias Gaul, som er et af de store talententer i Tyskland. Vinbladet Vinum kaldt i november 2017 den unge vinmager for King of Pinot. Det skyldes, at Matthias i 2017 vandt deres pris for bedste rødvin med hans 2015 Pinot Noir Asselheimer St. Stephan fad 556 … en pris, som, han også tog i 2015, dengang med hans 2013 Pinot Noir Steinrassel Réserve.

Vinguiden Eichelmann har også bemærket den unge vinmager og kaldt Matthias Gaul for Aufsteiger des Jahres, så der er pæn bevågenhed omkring vinhuset.

Matthias Gaul har siden han var 8 år gammel vidst, at han ville være vinproducent og han overtog – efter endt vinmæssig uddannelse og praktikophold i flere lande – familiens vingård tilbage i 1996. Og siden overtagelse har han udvidet vingården til i dag samlet 24 hektar vinmarker og fået tonsvis af roser for sine vine.

Jordbunden i vinmarkerne er hovedsageligt kalket ler  og markarbejdet foregår i hånden og Matthias Gaul siger selv Wir lassen unseren Trauben Zeit … vi giver vores druer tid for at få det bedste potentiale til vinene.

Pinot Noir og Riesling er meget passende kongen og dronningen hos Gaul, men der dyrkes en lang række drusorter og laves et væld af forskellige vine, bl.a. laver en Cabernet Franc, som også er rost af vinpressen. Derudover eksperimenterer den unge vinmager også en del … dyrker fx også Tempranillo.

Vinene er nærmest opdelt af VDP inddelingen med Basisweine, Ortsweine og Lagenweine. Derudover laver Matthias også masse sjove cuvéer og lidt sekt. Denne Pinot Noir er fra basisserien og laver med koldmacerering og den har lagret 7 måneder på brugte barriques af fransk eg.

Duftmæssigt er vinen ganske aromatisk … godt pakket med lys frugt, klart mere frugtrig og opulent i frugten end foregående Spätburgunder. Der er hindbær, kirsebær, rabarber, lakrids, lidt kanel og et lille strejf af krydderi. Med mere varme i glasset træder krydderierne mere frem, mens det frugtrige og animalske glider lidt i baggrunden.

I munden er vinen saftig … frugten sød og frisk på en gang, mens frugtsødmen er lidt pushy, skubber lidt til dig. Det smager virkelig godt og en ganske anderledes stil end foregående fra Ellwanger. Denne er mere omklamrende, frugtrig og powerfuld på en let og elegant måde.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 140 kr., men køber du 6 flasker, så koster den 115 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Weingut Jürgen Ellwanger, Winterbacher Spätburgunder, Württemberg, Tyskland

2015 Weingut Jürgen Ellwanger, Winterbach Spätburgunder, Württemberg, TysklandMer’ rigtig saft aka Spätburgunder … Winterbacher Spätburgunder fra den gode Weingut Jürgen Ellwanger, der netop ligger i den lille by Winterbach i Württemberg området.

Württemberg er et område, som vi ikke så tit ser vine fra her i Danmark, og jeg har også kun anmeldt få vine fra Württemberg her på bloggen.

Familien Ellwanger har været vinbønder i Winterbach siden 1514, men det nuværende vinhus er reelt først grundlagt i 1949 af Gottlob Ellwanger. Det var dog sønnen Jürgen Ellwanger, som udvidede vingården, fik succes med vinene, blev medlem af både VDP og var medstifter af HADES og Deutsches Barrique Forum.

HADES er en sammenslutning af vinavlere i Württemberg, som blev grundlagt i 1986 med henblik på at studere brugen af nye egetræsfade i vinproduktionen. Udover Weingut Jürgen Ellwanger består HADES også af Weingut Fürst Hohenlohe Oehringen, Weinguf Graf Adelmann, Weingut Sonnenhof, Staatsweingut Weinsberg samt Weingut Drautz-Able.

I dag drives Weingut Ellwanger af ægteparret Jörg og Sylvia Ellwanger sammen med sønnen Felix. De har samlet 26 hektar vinmarker, fordelt på marker omkring 5 byer, og alle marker med forskellig terrior. Her dyrker de primært hvidvine … omkring 65% af markerne er tilplantet med hvide sorter og 35% med røde sorter.

Husets vigtigste sorter er Riesling, Lemberger og Trollinger, men herudover dyrker man også en række andre druesorter som fx Spätburgunder samt internationale druer som Merlot, Syrah og Chardonnay. Det har i mange, mange år været en tradition på vingården.

Der laves en lang række vine på vingården, og selvom de hvide vine fylder mest på markerne, så laver Ellwanger ikke mindre end 23 forskellige rødvine, hvoraf 5 er HADES vine, dvs. vine lagret på de bedste barriques, som købes i HADES fællesskabet og lagret efter forskrifterne i foreningen. Jeg har dog også tidligere på vinbloggen anmeldt en 2009 Spätburgunder HADES Trocken.

Denne Winterbach Spätburgunder er dog ikke en af HADES vinene, men Ellwangers almindelige og billige entry-level vin og således en Gutswein, hvor druerne også kommer fra forskellige marker. Jeg har ingen oplysninger om produktionen ….what so ever, så vi springer hovedkulds ind i mine smagsnoter.

Næsen er meget ren, klar og lys i frugten med blomster, hindbær, jordbær, men også nogle mørkere bær. Der er lidt mineraler samt både marzipan og mandler … men har ingen kostald, animalske noter eller voldsom  sødme. I munden er der et lille peberbid, også godt med blomster her, meget hindbær, frugtsten. jern, fin lethed og meget straight-forward.

Købt på weine.de, hvor prisen er 8,10€ … svarende til 60 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

 

2015 Weingut Kruger-Rumpf, Spätburgunder Trocken, Nahe, Tyskland

2015 Weingut Kruger-Rumpf, Spätburgunder Trocken, Nahe, TysklandJeres flittige vinblogger og DK’s måske ultimative anmelder og elsker af Spätburgunder kaster sig over næste af slagsen, en Spätburgunder Trocken fra Weingut Kruger-Rumpf.

Vinhuset Kruger-Rumpf ligger midt i byen Münster-Sarmsheim med Nahe floden – en af  en af Rhinens mange bifloder – som ridende nabo. Og den gamle bygning i byen huser udover vineriet også en god gammel restaurant & weinstube samt selvfølgelig udlejning af lidt Gästezimmer. Vi griber vinglasset og i en tætpakket weinstube synger med på de bedste tyske drikkeviser. Prosit.

Vingården ejes af Stefan Rumpf, men det er i dag nu sønnen Georg Rumpf, som efterhånden har overtaget driften, dog med lidt hjælp fra broderen Philipp, der står for markedsføring. Det er Georg, som I kan se på billedet ovenover.

Familien har været vinbønder siden 1708, mens vingården er bygget omkring år 1830 med vineri i kælderen. Samlet har familien omkring 27 hektar vinmarker, og de bedste marker er Münsterer Pittersberg, Dautenpflänzer, Rheinberg og Kapellenberg, Dorsheimer Burgberg samt Binger Scharlachberg. Den sidstnævnte ligger dog reelt ikke i Nahe, men i Rheinhessen.

Den årlige produktion ligger på omkring 145.000 flasker vin og omkring 70% af produktionen er faktisk på Riesling. På markerne  Münsterer Pittersberg og Münsterer Dautenpflänzer er vinstokkene med Riesling over 50 år gamle.

Udover Riesling, så dyrker familien også sorterne Silvaner, Weißburgunder, Grauburgunder, Frühburgunder, Spätburgunder, Chardonnay, Scheurebe og Gewürztraminer. Siden 1992 har Weingut Kruger-Rumpf været medlem af VDP … Verband Deutscher Prädikatsweingüter.

Nå, men her har vi altså husets tørre Spätburgunder, som er en Gutswein, som dog har lagret på store egefade … såkaldte Stückfass i 14 måneder og flaskes ufiltreret.

Næsen er lidt stålsat … ikke de vilde svinkeærinder der, for det er meget ren og lys frugt, hindbær, jordbær, ribs med hvid peber og grønt islæt, nærmest lidt som en jomfru eller en nonne, som ikke vil afsløre for meget. Ingen fed, sød eller animalsk kostald her … næ, vi holder os på dydens smalle sti.

I munden er vinen let, har en let sødme, ganske behagelig med masser af jordbær og andre lyserøde frugter. Det er ganske lettilgængelig Spätburgunder, så kobl hjernen fra og nyd bare væsken i den tyndtflydende form. Det bliver aldrig stor Spätburgunder, men trods alt en vin, som kan indtages i grosse mængden i en tysk weinstube. Prosit. Og væk var indholdet også hurtigt, hvilket vel egentlig også er et godt tegn.

Købt i Tyskland på Weine.de, hvor prisen er 10€ eller omkring 75 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Weingut Sohns, Lorchhäuser Seligmacher Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland

2016 Weingut Sohns, Lorchhäuser Seligmacher Riesling Trocken, Rheingau, TysklandHvor er flasketypen Rheingauer Flöte dog smuk … mørkegrøn, slank, 35 cm høj med lodrette kanter på flaskehalsen. Og når den omklamrer lækker Lorchhäuser Seligmacher Riesling væske fra Weingut Sohns, så flasker tingene sig sgu … so to speak.

Selv hustruen min er vild med både flasken og indholdet, så jeg har meget passende placeret den sexede Rheingauer Flöte foran et af hustruens mange malerier, som vort hjem nærmest flyder over med. Og det er såmænd sagt på den allerpæneste måde, Hun er efterhånden blevet ret skrap til at fabrikere smuk kunst.

Nå, men vi er jo igen hos Weingut Sohns, som jeg sammen med et par stykker fra byggesjakket besøgte på vores roadtrip til Rheingau i oktober sidste år. Det besøg hos Weingut Sohns kan du læse om i mit blogindlæg Besøg hos Weingut Sohns … ukendt, beskeden, billig og fremragende.

Lorchhäuser Seligmacher er en mark, som jo ligger lidt væk fra selve vinhuset og de øvrige af Sohns’ marker, der jo primært ligger ved Rüdesheim, Geisenheim og Oestrich-Winkel.

Lorchhäuser Seligmacher ligger derimod et stykke nordvest for vinhuset, nemlig ved byen Lorchhäusen tæt ved Lorch am Rhein. Det er en voldsom stejl mark … hælder omkring 60 grader og Sohns købte en parcel på den skifer- og kalkholdige mark i 2014.

Det er måske ikke en af de mest kendte marker, men alene navnet salig-mager refererer til, at gennem tiderne er kommet masser af god vin fra denne mark, hvor druerne typisk modner meget tidligt og har en fin surhedsgrad samt smuk frugt.

Lorchhäuser Seligmacher Riesling Trocken er lavet alene på rustfrie ståltanke, men ellers er der ikke så mange informationer om vinen udover restsukker på 5,2 gram pr. liter, hvilket dermed gør vinen lidt mere tør end søstervinen Winkeler Hasensprung Riesling Trocken, som jeg sidst drak fra Sohns.

Fra denne Lorchhäuser Seligmacher Riesling Trocken Rheingauer Flöte fløjter det ud med god Riesling aroma … æbler, ingen petroleum endnu, men måske alligevel en lille antydning, hvilket lover god for udviklingen. Derudover lidt estragon, kørvel, et svag nøddet element, krydderier og der er en vis friskhed over vinen. Derudover nogle mineralske aftryk … og det er samlet set en næse, som ikk’ er umiddelbar, men løbende åbner sig for den tålmodige.

I munden har vinen en sød, lille og delikat fedme, godt med æbler og fersken samt både syre, sødme og bitterhed i god balance. Ved første sip tænkte jeg, at den måske have et knappenål for megen sødme, men den tanke fortager sig hurtigt. Imidlertid er vinen blid, rund og meget behagelig. Der fornemmes også lidt kalk og sten, som lige titter frem og jeg synes overordnet, at den er bedre end søstervinen Winkeler Hasensprung Riesling Trocken.

Købt på vingården til 11,50€ … svarende til 86 kr. Det er faktisk vildt billigt.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2015 Weingut Julia Bertram, Dernauer Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2015 Weingut Julia Bertram, Dernauer Spätburgunder, Ahr, TysklandFor fanden … man kan næsten slå flik flak, når man smager vin fra den yndige vindronning, vinzerprinsesse, weinkönigin og vinmagerinde Julia Bertram og det gælder også denne 2015 Dernauer Spätburgunder. Jeg er i hvert fald totalt glad i låget.

Jeg har jo skrevet om den dejlige Julia et utal af gange, og har altid været ovenud begejstret for vinene. Og denne gang flyder mit bæger atter over … der er sgu ingen tysk winzerin som Julia Bertram. Hun er sgu i en bundesliga for sig.

Denne Dernauer Spätburgunder er en søstervin til Ahrweiler Spätburgunder, men kommer blot fra Julias marker omkring byen Dernau, hvor Julia har 4 forskellige marker, nemlig markerne Burggarten, Schieferlay, Hardtberg og Pfarrwingert.

Og nu snakker vi sgu … himlen kalder og Julia kalder. Der er let sød og fjerlet animalsk kostald, virkelig meget let med lidt kul, lyse kirsebær, hindbær, eg samt en lidt kold skulder … lidt reserveret skal en smuk pige jo være. Uha, men bliver glad i låget af denne aroma.

I munden er der blødt og let … vi er igen havnet på den fine, hvide dug med  broderi og kniplet blondekant eller måske et par blondetrusser af højeste karat. Det er så let og elegant, at man bare tier, forstummer, holder kæft og nyder vinen i glasset. Nam nam på et højere niveau. Uha.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor den nye årgang 2016 koster 170 kr. Det er fandens billigt for en tår af himlen.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2016 Weingut Schloss Schönborn, Rüdesheimer Riesling, Rheingau, Tyskland

2016 Weingut Schloss Schönborn, Rüdesheimer Riesling, Rheingau, TysklandSå er vi der sgu igen … hos Domänenweingut Schloss Schönborn aka Graf von Schönborn og her med en frisk 2016’er Rüdesheimer Riesling.

Vinen er hjembragt fra et besøg på vingården sidste efterår … det besøg kan du læse om i blogindlægget Besøg hos Weingut Schloß Schönborn … i et adeligt spor. Der kan du også læse lidt om historien om vinhuset, som ejes af familien Graf von Schönborn, der laver vin i både Rheingau, Franken samt Portugal.

Rüdesheimer Riesling er en Ortswein, hvor druerne kommer fra 3 forskellige marker i Rüdesheim, nemlig markerne Rüdesheimer Berg Schlossberg, Bischofsberg og Berg Rottland … selvom de fleste dog kommer fra Bischofsberg.

Vinen er lavet på temperaturstyrede rustfrie ståltanke med en kold fermentering. Lagret sur lie i tankene i 8 måneder. Der er 6,2 gram restsukker pr. liter og alkoholprocenten ligger på 12%.

Du overraskes først af farven på vinen, som er glasset er meget, meget lys. Duften er gule Golden Delicious æbler, mirabeller, kiwi, fersken og kvæde med en fin, rund og letkrydret aroma. Der er en sød intensitet med et lille animalsk islæt. Der er ingen petroleum … men det er jo også helt ung, frisk Riesling.

I munden er vinen blød, behagelig … fortsat hvalpet med god fylde med fin balance mellem syre, sødme og bitterhed. Der er saftighed, sødme og smager ganske fin.

Købt på vingården til 11,50€ … svarende til 86 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2014 Weingut Christian Bamberger, Spätburgunder Rubinum, Nahe, Tyskland

2014 Weingut Christian Bamberger, Spätburgunder Rubinum, Nahe, TysklandAlle gode x 3 Bamberger … og sidste blev på kongedruen Spätburgunder aka Pinot Noir, nemlig hans Spätburgunder Rubinum, som endda er udgaven lagret på fad … im Barrique gereift.

Den gode Bamberger laver nemlig også vinen i en billigere udgave, som alene er lavet på ren stål og uden lagring på fade. Men denne Spätburgunder Rubinum har altså ligget på barriques i 12 måneder. Og Bamberger er faktisk ganske ferm til at lave rødvine, bl.a. vandt han netop 1. pladsen af Meiningers Rotweinpreis med hans topvin 2013 Spätburgunder QX.

Næsen afslører med det samme, at der er tale om dejlig tysk Spätburgunder, hvor der er godt med grønne blade og den tipper stilmæssigt næsten over mod Franken. Der er brændte fade, røg, kanel, vanilje og selvom kostalden ikke er markant, så er den der alligevel lidt hengemt i aromaen. Frugten er ikke ultra lys, men lidt vilde kirsebær, blommer og en kende krydderier … lidt timian.

I munden er der skovbund og lys frugt, lyse blommer, jordbær, lidt jern, kaffe og let peber. Det er frisk og let, mens der er fin kompleksitet, mærkbare tanniner og stor drikkeglæde.

Koster i Tyskland 12,50€ … svarende til 93 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2015 Weingut Christian Bamberger, Chardonnay, Nahe, Tyskland

2015 Weingut Christian Bamberger, Chardonnay, Nahe, TysklandVin nr. 2 fra Weingut Christian Bamberger var også fra CB1658 serien, nemlig en fuldfed Chardonnay.

Siden Christian Bamberger overtog familiens vingård i 2004 har han røstet store roser fra både den nationale og internationale presse.

Således skriver det anerkendte Gault Millau fx: Selten passiert so ein kometenhafter Aufstieg. Derudover har Weingut Christian Bamberger også vundet flere priser, bl.a. Staatsehrenpreis for hans 2015 kollektion af vine og Meiningers Rotweinpreis 2016 med en 1. plads i kategorien tør Spätburgunder.

Nå, men her er det altså hans entry-level Chardonnay. Igen er der ingen oplysninger om produktionen, men har dog fundet ud af, at den har 2,4 gram restsukker pr. liter og dermed mindre end foregående Riesling.

Duften er ganske parfumeret og virker nærmest også olieret med sødme, solcreme (jo, den er god nok) eller håndcreme, fedme, modne pærer, fad eller i hvert fald godt med vanilje, nødder, karamel og søde krydderier.

I munden bemærkes først sødme … sammen med lidt grape, modne pærer og anden gul frugt, karamel. Vinen er blød, cremet, smøragtig og smelter nærmest i munden. Det smager på ingen måder særligt tysk, men er lidt en bulder charmetrold.

I Tyskland koster sådan en basse 8,90€ … svarende til 66 kr. Det er sgu et godt lille køb.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2015 Weingut Christian Bamberger, Riesling, Nahe, Tyskland

2015 Weingut Christian Bamberger, Riesling, Nahe, TysklandVi startede årets første byggemøde med en lille trio af vine fra Weingut Christian Bamberger, hvor første strofe var en Riesling fra CB1658 serien.

Weingut Christian Bamberger holder til den stenhårde vingård Steinhardter Hof, der ligger en smule nord for byen Bad Sobernheim i vinområdet Nahe. Der har familien lavet vin siden 1658, men det var dog først 300 år senere, at grundstenene til den nuværende vingård blev lagt, nemlig da Wolfgang mødte Irmtraud fra Rheinhessen og året efter fødte 14. generation i form af Christian Bamberger.

Og som I kan se på billedet ovenfor, så er Christian nu en voksen vinmager og har siden 2004 drevet familiens vingård efter en uddannelse som vinmager på universitetet i Davis, Californien og lærepladser hos forskellige producenter i Napa i USA.

Da Christian overtog driften havde vingården alene 5 hektar marker i både Nahe og Rheinhessen mod øst, men det blev i 2007 øget til med 7 hektar med købet af topmarker i Schlossböckelheim et kort stykke mod nord.

I dag har Bamberger samlet 20 hektar vinmarker og laver en række innovative vine, bl.a. en Merlot Blanc de Noir, som markedsføres med sloganet Merlot ist Weiss og en flok rødvin, som sælges under sloganet Die Nahe ist Rot.

Men her er det altså en almindelig tør Riesling, som dog umiddelbart ved første sip rummer en del sødme. Druerne kommer fra husets marker i Schlossböckelheim, hvor jorden er præget af ler, löss, kvarsit og forskellige typer sandsten.

Jeg har dog ingen oplysninger om produktionen, men har dog fundet ud af, at den har 5 gram restsukker pr. liter, så det er stadig en tør vin pænt under grænsen på 9 gram.

Næsen er fersken, abrikos, kvæde, frugtsten, lidt papkasser og en lidt tilbagelænet sødme. Smagen er også fersken samt abrikos med lidt citron og en vis afdæmpethed uden den store intensitet. Det bliver aldrig stramt eller skarpt, og med både sødme og lidt bitterhed løber det lidt ud i sandet.

Ingen forhandler herhjemme, men koster 7,50€ i Tyskland, altså omkring 56 kr.

Vinanmeldelse 4/7